Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: Paris-Nice

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

04.03.2017 kl. 19:05 af Emil Axelgaard.

Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og intet er bedre til at signalere de lysere tider end starten på det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. Symbolikken er tydeligt, når rytterne i bogstaveligste forstand bevæger sig fra de kolde, vinterlige og blæsende forhold i Nordfrankrig til det flotte solskin på den franske Cote d’Azur, mens terrænet gradvist ændres fra et fladt sprinterparadis til langt mere kuperede og vanskelige udfordringer. Efter en relativt let 2016-udgave har arrangørerne i 2017 sammensat den hårdeste rute i adskillige år, og kombinationen af en relativt lang, meget svær enkeltstart samt en decideret bjergafslutning betyder, at 2017-udgaven af Løbet mod Solen bliver rammen om et stort slag mellem nogle af verdens bedste grand tour-ryttere.

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

 

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

 

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

 

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de meste prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.

 

Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det  1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb. Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddu Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejr, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.

 

Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er som regel mindst en etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.

 

Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er ofte endt med den berømte enkeltstart op af Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid Alperne fuldstændig, og derfor er det ikke et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.

 

Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven og den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten stikker ud som markante undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentligt bjergafslutninger.

 

I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændig. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.

 

Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagesspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.

 

ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, mens deres eget løb ikke fik den sædvanligt opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. Sidste år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere, ikke klassikerspecialister.

 

Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der har haft langt større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali. Usikkerheden om ruten har fået mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.

 

I år synes man at nærme sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldes i høj grad, at man har designet en rute, der er den hårdeste i mange år. En usædvanligt lang enkeltstart og en usædvanligt svær bjergetape har først og fremmest haft appel til Richie Porte og Alberto Contador, der fremstår som løbets helt store stjerner, men i det hele taget er der tale om en favoritliste, der bestemt kan matche den, der findes i Tirreno-Adriatico. Således vil også Alejandro Valverde, Ilnur Zakarin, Romain Bardet, Ion Izagirre, Steven Kruijswijk, Wout Poels, Sergio Henao, Diego Ulissi, Jakob Fuglsang, Davide Formolo, Andrew Talansky, Pierre Rolland, Daniel Navarro, Simon Yates, Warren Barguil, Tony Gallopin, Julian Alaphilippe, Daniel Martin, Arnold Jeannesson og Emanuel Buchmann alle være klar til at tage kampen op med de to forhåndsfavoritter.

 

De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvilke forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Kristoff, Degenkolb, Demare, André Greipel, Marcel Kittel, Niccolo Bonifazio, Edward Theuns, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni, Bryan Coquard, Daniel McLay, Sam Bennett, Kristian Sbaragli, Michael Matthws, Magnus Cort, Danny Van Poppel, Ben Swift og Andrea Guardini udgør et fantastisk sprinterfelt, mens Sonny Colbrelli, Lars Boom, Oliver Naesen, Luke Rowe, Michael Valgren, Gerrans, Jens Keukeleire og Philippe Gilbert er nogle af de deltagende klassikerryttere.

 

Sidste års løb blev i høj grad præget af, at dårligt vejr tvang arrangørerne til at aflyse løbets nøgleetape, der skulle være endt på toppen af den stejl Mont Brouilly. Det efterlod klatrerne med kun to relativt dårlige muligheder for at vinde tid efter prologen, hvor Geraint Thomas havde fået et forspring til sine værste konkurrenter. Briten kørte sig i førertrøjen ved at slutte som nummer 2 efter Ilnur Zakarin på løbets kongeetape, der sluttede på toppen af den relativt lette Col de la Madone, og han så ud til at have sikret sig sejren forud for sidste etape omkring Nice. Her blev han imidlertid sat under massivt pres af Alberto Contador og Richie Porte, der angreb på sidste stigning. Thomas befandt sig omvendt i stor krise og blev endda sat af favoritgruppen. Et fantastisk forfølgelsesløb udviklede sig, og med værdifuld hjælp fra Sergio Henao lykkedes det akkurat Thomas at sikre sig den samlede sejr bare 4 sekunder foran Contador og 12 sekunder foran Porte. Thomas forsvarer ikke titlen, da han som led i sin Giro-forberedelse kører Tirreno-Adriatico, men både Contador og Porte vil igen være til start i deres forsøg på at tage en tredje sejr i et løb, der altid har ligget deres hjerte nært.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!

 

Ruten

Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år. Sidste år skruede man igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede de klassiske enkeltstart på Col d’Eze, men det ændrer ikke på, at man igen er vendt tilbage til en formel, hvor løbet har karakter af et klassisk etapeløb, der har lidt for enhver smag.

 

Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 har man imidlertid taget sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet er helt klart det hårdest i adskillige år. Ikke blot indeholder løbet en usædvanligt lang enkeltstart - den længste siden 2011 i en begivenhed, der som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret - man har også inkluderet en bjergafslutning på Col de la Couilole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vender tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som så ofte før slutter med en kort, kuperet etape omkring Nice, er det oplagt, at der er tale om et helt uhørt svært Paris-Nice, også selvom man for andet år i træk har droppet Col d’Eze-enkeltstarten.

 

Løbet har bibeholdt sit traditionelle format og består således af en lang rejse fra Paris i det nordlige Frankrig til det kuperede terræn i det solbeskinnede Nice. Som så ofte før kan det i alt væsentligt inddeles i to dele: en første del for sprinterne og en sidste del for klatrerne. I år er der ingen prolog, og i stedet indledes løbet med et rundstrækningsløb, der med stor sandsynlighed bliver afgjort i en relativt vanskelig massespurt, der byder på både sving og en lille stigning. Herefter følger to af de mest frygtede etaper gennem det flade Nordfrankrig, hvor sprinterne som regel kommer til fadet, men hvor styrt og sidevind meget ofte har ødelagt ambitionerne for håbefulde klassementsryttere.

 

Klassementskampen indledes på onsdagens etape, hvor feltet testes på en meget svær 14,5 km lang enkeltstart, der både består af et langt fladt stykke samt den meget vanskelige 3 km lange Mont-Brouilly-stigning, der fører direkte til målstregen. Herefter får sprinterne en sidste chance, inden løbet skal afgøres med tre hårde etaper fredag, lørdag og søndag. Først gælder det afslutningen på den stejle Mur de Fayence, der minder om Mur de Huy og bør give Ardennerspecialisterne en chance for at slås om sejren. Lørdag er det tid til kongeetapen, hvor der venter to regulære bjerge i finalen, hvoraf det sidste, Col de Couilole stiger med mere en 7% over mere end 15 km. Sammen med enkeltstarten er det løbets absolutte nøgleetape, men som altid er der en mulighed for at ændre på tingenes tilstand på sidste etape, der som altid består af en kort, hidsig tur i bakkerne omkring Nice, inden man til slut kører ned til målet i centrum af storbyen, hvor vinderen af den 75. udgave af Løbet mod Solen skal kåres.

 

 

1. etape

Paris-Nice er oftest startet med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, men ved enkelte lejligheder har man åbnet festen med en linjeløbsetape, der har givet sprinterne en mulighed for at spurte sig til den første førertrøje. Det skete senest for to år siden, og efter at prologen vendte tilbage i 2016, er det igen de hurtige afsluttere, der ventes at få det første ord. Som det så ofte er tilfældet for en sådan åbningsetape er der tale om et rundstrækningsløb, og som altid vil det være et nervøst felt, der indleder løbet med en frygt for sidevind.

 

Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 148,5 km en relativt kort sag, der afvikles på en 78 km lang rundstrækning i omårdet vest for Bois-d’Arcy, der er en vestlig forstad til Paris. Efter en kort, neutral zone på første del af første omgang består løbet i alt væsentligt af to omgange. Fra start kører rytterne mod syd igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil de når dagens eneste kategoriserede stigning, Cote de Senlisse (1,1 km, 5.5%), der er i kategori 3. Der vil være bjergpoint på spil på begge omgange, og den passeres for sidste gang med 51 km til mål.

 

Efter bakken fortsætter feltet mod nordvest og siden mod nord i terræn, der er stort set helt fladt. Det nordligste punkt nås i byen Beynes med 16 km til mål. Her vil der være en indlagt spurt på begge omgange, hvorefter man bevæger sig mod øst og tilbage til Bois-d’Arcy. De sidste 5 km stiger det ganske svagt, indtil man når en 1 km lang bakke med 2 km til mål. Der er ikke megen info om stigningen, der ikke er kategoriseret, men den synes at have en gennemsnitlig stigningsprocent på 4-5%. Toppen nås ved den røde flamme, hvorefter man forlader rundstrækningen for at køre til målstregen. Der venter en lille nedkørsel, inden man når til de sidste 600 m, der er flade. Finalen er meget teknisk, idet der er tre rundkørsler kort før 5 km-mærket, endnu en rundkørsel md 3 km til mål, en rundkørsel i bunden af den sidste bakke og til sidst et skarpt sving med bare 500 m til mål, hvorefter man rammr den 6 m brede opløbsstrækning.

 

På papiret ligner det en klassisk, nervøs åbningsetape i Paris-Nice. Alle ved, at mange ryttere har tabt løbet på grund af sidevind, og hvis det blæser bare en anelse, vil alle mand sidde fremme. Da der er tale om et rundstrækningsløb, vil der være sidevind på kortere eller længere strækninger, men det er tvivlsomt, om det vil være nok til at splitte feltet. Hvis ikke, bliver det en helt klassisk sprinteretape, der dog sikkert vil være præget af mange styrt. Spurten bliver imidlertid ganske speciel, idet den lille bakke i finalen både kan bruges som affyringsrampe for et sent angreb og give klassikertyper som John Degenkolb og Michael Matthews en fordel over for mere rene sprintertyper som Marcel Kittel.

 

Bois d’Arcy har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

 

2. etape

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydvest fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter det indledende rundstrækningsløb indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlige Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

 

Rejsen mod solen indledes med en distance på 195 km, der fører rytterne fra Rochefort-en-Yvelines i udkanten af Paris til Amilly. Stort set hele dagen bevæger man sig mod sydøst gennem fladt terræn. Efter 10,5 km venter imidlertid dagens eneste kategoriserede stigning, Cote des Granges-le-Roi (1,5 km, 3,1%), hvorefter der er meget gå højdemeter på resten af ruten. Den første indlagte spurt markerer et tidligt højdepunkt efter 31,5 km, men derefter er ruten i lang tid ganske monoton.

 

Efter 111,5 km ændrer man retning og kører mod øst, inden man med 61 km til mål sætter kursen mod nord. Kort efter rammer man den 31 km lange rundstrækning i området øst for Amilly. Den er rektangulær, stort set helt flad og indeholder den sidste indlagte spurt, der kommer med 38,5 km igen. Målstregen passeres efter 164 km, og derefter afsluttes etapen med, at man kører en hel omgang. Finalen er teknisk helt ukompliceret, idet der ikke er ét eneste skarpt sving i de sidste 5 km, der er helt flade. Den sidste meget svage kurve kommer med 300 m til mål på den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor den ukomplicerede finale er perfekt for de helt rene sprintere som Marcel Kittel.

 

Amilly var senest vært for løbet i 2011, hvor Greg Henderson slog Matthew Goss og Denis Galimzyanov i en massespurt på 2. etape. Både i 2008 og 2009 åbnedes løbet i byen med en kort enkeltstart, første gang md Thor Hushovd som vinder og anden gang med en imponerende sejr til Alberto Contador, der på en relativt flad rute slog Bradley Wiggins.

 

 

 


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!
 

3. etape

Rejsen mod solen fortsætter som vanligt på tredjedagen, hvor man igen bevæger sig mod sydøst det meste af dagen, men som det er en tradition i Paris-Nice bliver terrænet gradvist mere kuperet efterhånden, som man nærmer sig syden. Det afspejles på årets tredje etape, hvor der i finalen venter et par mindre stigninger. Ikke desto mindre vil sprinterne se frem til endnu en chance for at slås om sejren, inden klassementskampen for alvor indledes på onsdagens enkeltstart.

 

Etapen er i alt 190 km og fører fra Chablis til Chalon-sur- Saône. Etapen mindre i sin natur meget om den foregående, idet de første ca. 120 km består af en lang rejse mod sydøst gennem helt fladt terræn. Det eneste, der bryder monotonien er den første indlagte spurt, der kommer efter 55 km.

 

Terrænet ændrer gradvist karakter, som man kommer frem, og efter ca. 125 km sætter man kursen mod syd, når man rammer den først af to mindre bakker. Den sidste af disse, Cot de Grandmont (2,4 km, 4,9%), er kategoriseret i kategori 3. Efter kampen om bjergpointene er de næste kilometer svagt faldende, inden man igen sætter kursen mod sydøst for at ramme dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Cot de Charrecey (2,1 km, 6,7%), hvis top kommer med 25,5 km til mål. Efter nedkørslen er resten af etapen imidlertid stort set helt flad, når rytterne fortsætter mod sydøst og syd til målbyen. Undervejs kommer dagens sidste indlagte spurt bare 17 km fra stregen. Finalen er relativt enkelt, idet der efter tre rundkørslen mellem 5- og 2 km-mærket ikke er et eneste skarpt sving i de sidste 2000. Vejen bøjer kun ganske let til højre, inden målstregen kommer til syne med 400 m til mål på den 6 m brede vej.

 

Dette er endnu en helt klassisk Paris-Nice-etapen, og da mulighederne er ved at løbe ud for sprinterne, er der ingen risiko for, at de vil lade denne chance gå til spilde. Igen er der en risiko for, at sidevind og styrt kan skabe splittelse, men historien viser, at vinden spiller en mindre rolle, jo tættere på Nice man kommer. Den sidste bakke kan imidlertid blive en udfordring for nogle af de tungeste drenge, og det kan bestemt ikke udelukkes, at hold som Sunweb, Bahrain-Merida, Dimension Data og Trek-Segafredo, der har nogle af de mere holdbare sprintere, vil forsøge at bringe Marcel Kittel i vanskeligheder. Det er usandsynligt, at det lykkes, men det er muligt, at vi denne gang for en spurt i en lidt mindre gruppe.

 

Chalon-sur Saône har ikke været vært for et større cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

 

4. etape

Efter 3 dage, hvor klassementsrytterne kunne tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til for alvor at se, hvem der kan køre med om sejren i årets Paris-Nice. Da sidste års etape til Mont Brouilly blev aflyst, meddelte løbsdirektør Christian Prudhomme prompte, at løbet ville vende tilbage til den korte, stejle stigning i 2017, og siden de har det stået klart, at den lille mur vil spille en vigtig rolle i årets udgave af Paris-Nice. Det var imidlertid de færreste, der havde forestillet sig, at det vil ske som led i den længste enkeltstart i løbet, siden Tony Martin i 2011 sikrede sig den samlede sejr ved at smadre konkurrenterne i en relativt lang kamp mod uret. I år er enkeltstarten betydeligt kortere, men den vil utvivlsomt blive afgørende i at finde den samlede vinder. Med en flad indledning efterfulgt af en hård stigning er der tale om den type blandede enkeltstarter, der i de senere år er blevet mere og mere udbredte, og som gør disponering af kræfter og materialevalg til en yderst vanskelig affære.

 

Med sine 14,5 km er der ikke tale om nogen lang enkeltstart, når rytterne fortsætter den sydøstlige rejse ved at bevæge sig fra Beajeu til toppen af den stejle Mont-Brouilly bar få kilometer uden for byen. De første 11,5 km går det mod sydøst gennem stort set helt fladt terræn, og bortset fra et par sving efter et par kilometer, er der tale om en helt enkel rute uden de store tekniske udfordringer.

 

Efterhånden som man nærmer sig Mont-Brouilly drejer man mere og mere mod syd, og vejen begynder efter 10 km langsomt at stige. Efter 11,4 km når man frem til byen Saint-Lager, hvor mellemtiden tages, og herefter ændrer etapen for alvor karakter. Det sker, når man drejer mod sydvest for at ramme den 3 km lange kategori 2-stigning, der stiger med 7,7% i gennemsnit. Den bliver imidlertid blot stejlere og stejlere. Første kilometer stiger med 6,1% og anden kilometer med 7,9%, inden man når den sidste kilometer, der stiger med hele 9,3%. Der er fem hårnålesving på de første to kilometer, mens der på den sidste stejle kilometer er adskillige 180-grader sving, inden man når den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Dette er sammen med 7. etape uden tvivl løbets absolut vigtigste, og de tidsforskelle, der gøres på denne dag, kan blive umulige at udligne i bjergene senere i løbet. Normalt vil forskellene på så kort en enkeltstart være relativt små, men grundet den helt specielle natur vil afstandene være meget større end vanligt. Der er tale om en todelt enkeltstart, hvor de lange, lige stræk i den første del er skræddersyet til specialister som Tony Martin, der for at vinde skal maksimere sin forspring på denne del. Det bliver imidlertid meget vanskeligt for verdensmesteren at vinde en etape, der vil blive domineret af klassementsryttere. Mont-Brouilly er så hård en stigning, at de bedste klatrere for alvor kan gøre en forskel, og det synes utænkeligt, at de tunge drenge kan begrænse tidstabet på stigningen tilstrækkeligt til at vinde. Til gengæld må Richie Porte slikke sig om munden med udsigt til en etape, hvor han kan vinde tid på klatrerne i den første del og på specialisterne i den anden del. Samtidig er det en dag, hvor materialevalget vil spille en afgørende rolle, og vi vil med stor sandsynlighed se et stort antal cykelskift i bunden af stigningen.

 

Mount-Brouilly har ikke været vært for en etapeafslutning i et stort cykelløb i mere end et årti. Sidste år skulle den have været brugt som mål for 3. etape, men dårligt vejr tvang arrangørerne til at afbryde etapen, inden man nåede stigningen.

 

 

 

 

5. etape

Efter det første klassementsslag bliver der en chance for at slikke sårene inden de afgørende kampe på stigningerne omkring Nice. Det giver samtidig sprinterne en sidste mulighed for at komme i aktion, inden de i de sidste tre dage fokuserer på at træne frem mod Milano-Sanremo, mens klassementsrytterne afgør kampen om den samlede sejr. 5. etape næsten fuldender rejsen mod syd, og selvom der er betydeligt flere højdemeter på menuen end i det flade Nordfrankrig, bør stigningerne ikke være af en type, der kan udfordre det imponerende sprinterfelt, der er samlet til Løbet mod Solen.

 

Med sine 199,5 km er 5. etape løbets længste og fører feltet fra Quincié-en-Beaujolais til Bourg-de-Péage. Den indledes med en lille rundstrækning omkring startbyen, inden feltet sætter kursen mod syd, og herefter bevæger man sig stort set i den retning resten af dagen. Hele den første halvdel, hvor man passerer tæt forbi storbyen Lyon er ganske kuperet, men selvom der ikke er megen flad vej, er der heller ingen kategoriserede stigninger. Undervejs dyster man om point og sekunder i den første indlagte spurt efter 70 km.

 

Den første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Cote de Givors (4,3 km, 4,2%), kommer efter 98 km, og herefter følger yderligere et par kilometer i kuperet terræn. Efter 122 km når man imidlertid byen Chavanay, og herefter er resten af etapen stort set helt flad. Eneste afveksling kommer med kategori 2-stigningen Cote de Saint-Uze (2,7 km, 6,5%), der har top efter 152,5 km - kort efter at man ved 133,5 km-mærket har udkæmpet dagens sidste indlagte spurt. Herefter går det gennem fladt terræn forbi målbyen, inden man med 16,5 km til mål vender rundt for i den sidste del af etapen at køre mod nord. De sidste 5 km er næsten helt flade og relativt ukomplicerede. Rytterne skal dog igennem tre rundkørslen mellem 3 km-mærket og den røde flamme. Herefter er der et blødt højresving med bare 300 m til mål. På den sidste kilometer går de første 500 m svagt nedad, inden det stiger ganske let frem til stregen på den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Første del af etapen er ganske hård, og generelt skal terrænet i dette område ikke undervurderes. Der er imidlertid så mange sprintere i noget nær topform, at det synes usandsynligt, at det hele ikke vil blive samlet til endnu en massespurt, specielt fordi sidste del af etapen er ganske flad. Den hårde indledning betyder imidlertid, at vi med stor sandsynlighed får et stærkt udbrud, og det vil gøre det til en hård dag. Derfor vil de stærkere typer have en fordel over for de rene sprintere, der næppe vil være helt friske i finalen - hvis de i det hele taget overlever den sidste stigning, hvor nogle hold kan have en interesse i at gøre løbet hårdt.

 

Bourg-de-Péage har i det seneste årti kun været vært for afslutningen af ét stort cykelløb. Det skete i 2006, hvor man lagde asfalt til enkeltstarten i Criterium du Dauphiné. På en fantastisk dag for amerikanerne slog David Zabriskie i suveræn stil sine landsmæænd Floyd Landis, Levi Leipheimer og George Hincapie, mens Philippe Gilbert med en 16. plads forsvarede den førertrøje, han dagen inden havde sikret sig med en flot solosejr.

 

 

 

 

6. etape

Efter 5 dage, der ventes at have været domineret af sprinterne, er vi endelig - én dag tidligere end vanligt - nået frem til Middelhavskysten og dermed de berømte bakker i området omkring Nice, hvor de afgørende slag altid er blevet udkæmpet. Fredag markerer starten på tre helt afgørende klassementsdage, der til sammen udgør den hårdeste afslutning på løbet i adskillige år. Først gælder det en populær tilbagevenden til Fayence på en etape i hårdt klassikerterræn, hvor Ardennerspecialisterne ventes at boltre sig, og hvor det er muligt at vinde et par sekunder i kampen om den endelige sejre.

 

Sjette etape er med sine 193,5 km igen en relativt lang sag, der starter i Aubagne lige uden for Marseille og ganske tæt på Middelhavskysten og slutter i Fayence, der ligger i det kuperede område nordvest for Nice Stort set hele dagen rejser man mod nordøst igennem vanskeligt terræn, der er kendt fra løb som GP La Marseillaise, Tour La Provence og Tour du Haut-Var. Starten er ganske brutal, idet man med det samme kører op ad løbets første kategori 1-stigning, den velkendte Cote de l’Espigoulier (8,9 km, 5,6%), der har top efter 13 km. Den er allerede i år blevet benyttet i både GP La Marseillaise og Tour La Provence. Herefter fortsætter man forbi dagens første indlagte spurt, der kommer efter 24 km, hvorefter det gælder en længere nedkørsel.

 

Efter ca. 45 km rammer man en relativt flad del af etapen, og i de næste mange kilometer, er der ingen vanskelige udfordringer. Det ændrer sig, når man rammer den berygtede kategori 2-stigning Cote des Tuilleres (2,2 k, 7,8%), der har top efter 116 km, og som altid er den helt afgørende stigning på kongeetapen i Tour du Haut-Var. Herefter fortsætter man i småkuperet terræn hen over kategori 3-stigningen Cote du Mont Meaulx (1,5 km, 4,3%), der nås efter 131,5 km, inden man rammer dagens anden kategori 1-stigning, Col de Bourigaille (5,5 km, 6,1%). Dens top nås med 47,5 km til mål og leder til en nedkørsel mod den afsluttende rundstrækning, som man rammer efter 149 km. Målstregen passeres første gang 19 km senere, og derefter afsluttes løbet med én omgang á 25,5 km.

 

Runstrækningen er placeret nordøst for Fayence og er ganske enkel. Målstregen er passeret på den nedre del af kategori 1-stigninge Col de Bourigaille (8,1 km, 5,9%), der denne gang skal bestiges fra den sydlige side. Toppen nås med 19 km til mål, og herefter går det nedad i adskillige kilometer. Først med lidt over 5 km til mål nås bunden, og herefter stiger det svagt frem mod målstigningen igennem byen Fayence, der er i kategori 2. Den er ganske vist kun 1,3 km lang, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,8% er der tale om en regulær mur. Den er stejlest på den første kilometer og flader derefter ud mod toppen. Finalen er teknisk ukompliceret, idet der i de sidste fem kilometer kun er en rundkørsel med 2 km til mål, hvorefter to sving leder ind på stigningen. Her er der to hårnålesving på de sidste 500 m, inden man rammer den 200 m, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Dette er den første seriøse klatreudfordring på en linjeløbsetape og den første chance for klatrerne til at gøre en forskel. Col de Bourigaille har før været brugt til angreb mellem favoritterne, men da der ikke er tale om en svær stigning, og da toppen kommer langt fra mål, vil der med stor sandsynlighed finde en regruppering sted frem mod sidste stigning. Her ventes en eksklusiv gruppe af favoritter at skulle slås om sejren i en finale, der er skræddersyet til de eksplosive typer, der excellerer på korte, stejle mure. Den sidste stigning er meget sammenlignelig med Mur de Huy, både hvad angår længde og stigningsprocent, og derfor står der Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe og Dan Martin skrevet med store typer henover finalen. Movistar og Quick-Step vil derfor jagte både etapesejr og bonussekunder i en eksplosiv finale, hvor der vil være mulighed for at vinde vigtige sekunder i kampen om den samlede sejr.

 

Fayence var senest vært for en etapeafslutning i den meget specielle 2014-udgave af løbet, hvor samme mur blev anvendt som mål på løbets kongeetape. Her slog den suveræne Carlos Betancur til ved at besejre Rui Costa og Zdenek Stybar. I 2009 var byen ramme om en af de mest mindeværdige etaper i nyere Paris-Nice-historie, da Alberto Contador gik sukkerkold på Col de Bourigaille og mistede alle chancer for at vinde samlet på en dag, hvor Luis Leon Sanchez lagde grunden til sin samlede sejr ved også at vinde etapen. I 2012 sluttede sidste etape af Tour du Haut-Var også på Muren i Fayence, og her var det Jonathan Tiernan-Locke, der som led i sin helt fantastiske forårssæson sikrede sig den samlede sejr ved at sætte Julien El Fares og Julien Simon til vægs.

 

 

 

 

7. etape

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Den tradition ændres der imidlertid markant på i 2017, hvor feltet vil klatre højere op end nogensinde før. Det sker på løbets kongeetape, der igen i år kommer på næstsidste dag, og som synes at være den hårdeste i adskillige år. Således venter der to regulære bjerge i den absolutte finale på en dag, der med inklusionen af Col de Saint-Martin-stigningen er designet til at give mindelser om den berømte Tour-etape fra 1975, hvor Bernard Thevenet afsluttede Eddy Merckxs regeringstid i verdens største cykelløb. Ikke siden 2008 har en klatrer haft en bedre chance for at gøre en forskel i Paris-Nice, og det skal naturligvis udnyttes i det, der udsigt til at blive en af de bedste etaper i mange år.

 

I alt skal rytterne tilbagelægge 177 km, når de kører fra Nice, som rytterne endelig har nået efter seks dages rejse, og op på toppen af Col de la Couillole-stigningen, der aldrig tidligere har været rammen om mål for et stort cykelløb. Efter et indledende fladt stykke langs kysten bevæger feltet sig ad avagt stigende veje ind i landet og mod nord, indtil de når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Gattieres (4,5 km, 8,4%), der har top efter 10 km. Herefter sætter man kursen mod vest og byen Vence, hvor den første indlagte spurt er placeret efter 19 km. Det leder direkte til den berømte kategori 1-stigning Col de Vence (9,7 km, 6,6%), der bestiges næsten hvert år, og hvis top kommer allerede efter 29,5 km.

 

Efter den hårde indledning bliver etapen betydeligt nemmere, idet næste 70km er enten faldende eller flade, mens rytterne snor sig igennem det smukke landskab mod nord. Her passerer man tæt forbi Vol de la Madone, der sidste år var mål for kongeetapen, men denne gang bliver man i dalen og fortsætter frem til byen Utelle, der nås efter 100,5 km. Herfra fortsætter man mod nord, men nu begynder det at stige svagt frem mod bjergene. Således har man allerede klatret mere end 400 højdemeter, når man kommer til dagens sidste indlagte spurt efter 120,5 km.

 

Efter spurten sætter man kursen mod nordvest, og terrænet fortsætter med at stige, indtil man rammer bunden af kategori 1-stigningen Col Saint-Martin, der stiger med 7,2% over 7,5 km. Der er tale om en yderst regulær stigning, hvor det stiger med 6-8% stort set hele vejen til toppen i 1515 m højde, der nås når der resterer bare 37 km. Herefter forsættes ad en meget lang og teknisk svær nedkørsel mod vest, indtil man når dalen, der skærer tværs gennem Alperne. Her venter et ganske kort fladt stykke, indtil man når bunden af målbjerget, kategori 1-stigningen Col de la Couille. Den bestiges fra den østlige side, hvor den stiger med 7,1% over hele 15,7 km. Igen er der tale om en meget regulær stigning, hvor stigningsprocenten hele vejen ligger på 6-8%. De sidste 3 km hører imidlertid til blandt de vanskeligste, idet de stiger med henholdsvis 7,5%, 8% og 7,8% i gennemsnit, inden det flader ud mod toppen. Der er adskillige hårnålesving på de sidste 5 km, men på de sidste 1000 m er der kun to skarpe sving, et umiddelbart efter den røde flamme og et med ca. 100 m til mål. Det sidste bløde sving kommer med 50 m til mål på den 6 m brede vej.

 

Ikke siden Mont Ventoux i 2008 har klatrerne set en hårdere målstigning i Paris-Nice, og det er helt usædvanligt at møde et næsten 16 km langt bjerg i det franske etapeløb. Dette er dagen, Alberto Contador har udset sig til at vinde løbet, og det er her, han skal vinde den tid tilbage, han formodes at have tabt til Richie Porte på enkeltstarten. Med Col Saint-Martin i finalen vil der være gode muligheder for at gøre løbet hårdt allerede langt udefra, og vi kan vente stor udskilning allerede inden målbjerget. Samtidig kan den vanskelige nedkørsel gøre en stor forskel, specielt hvis det er vådt. Romain Bardet har to gange vundet etaper i WorldTour-løb ved at angribe på nedkørsler i finalen, og franskmanden kunne meget vel øjne sådan en chance her. Til sidst vil de bedste klatrere skulle udkæmpe et stort slag, og der er meget stor sandsynlighed for, at vinderen af løbet kendes, når toppen i 1678 m højde er nået.

 

 

 

 

 

8. etape

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smykke omgivelser i regionen. Som vanligt afsluttes etapen med en lang nedkørsel til Nice, hvor man - i lyset af det tragiske terrorangreb i byen 14. juli - har flyttet afslutningen væk fra den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne afslutning har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på sidste års drama, hvor Geraint Thomas først afværgede angrebet fra Alberto Contador og Richie Porte i sidste øjeblik.

 

Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 115,5 km endnu kortere end vanligt, og bortset fra en afkortning af den første relativt nemme del er der tale om en tro kopi af den etape, der gav så flot et cykelløb for 12 måneder siden. Fra starten i Nice bevæger man sig ad den flade kystvej mod sydvest ud af byen, inden man sætter kursen mod nord og ind i landet. Her begynder det at stige, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,5%) efter 21 km kort før byen Levens, hvor den første indlagte spurt kommer bare 3,5 km senere. Herfra bevæger man sig i småkuperet terræn mod sydøst fem til kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,4 km, 4,4%), der har top efter 37 km og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel. Den leder direkte til bunden af kategori 2-stigningen Col de Calaison (6,3 km, 4,4%), hvis top kommer ved 51,5 km-mærket. Herfra fortsættes mod nord af en nemmere nedkørsel, inden man igen sætter kursen mod syd i et af de få fladere stykker på etapen.

 

Den absolutte finale ventes at blive indledt, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigning Col de Peille, der stiger med 6,9% over 6,5 km og er dagens vanskeligste udfordring. Det var her, Contador sidste år overraskede konkurrenterne ved at sætte det første af sine to store angreb ind og virkelig sætte konkurrenterne under pres. Toppen kommer imidlertid med hele 47,5 km til mål, og da den eftefølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel mod syd og sydvest og Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.

 

Efter ca. 90 km når man udkanten af Nice og er igen nede i havniveau, men i stedet for at fortsætte ind til centrum vender man rundt for at køre en omgang på den velkendte rundstrækning med den berømte Col d’Eze-stigningen, der er i kategori 1 og altid den sidste udfordring i løbet. Den stiger med 5,7% over 7,7 km og er således ikke specielt svært. De to vanskeligste kilometer, hvor det stiger med 7,5-9% kommer i bunden, men derefter stiger det med 3-6% det meste af vejen mod toppen, der nås, når der resterer 15 km. Den sidste indlagte spurt kommer i byen Eze med 13 km til mål, inden man tager hul på nedkørslen. Efter få kilometer rammer man igen den vej, man benyttede tidligere på etapen, og der er ikke tale om en specielt svær nedfart. Denne gang fortsætter man hele vejen ind til bycentrum, hvor nedkørslen slutter efter to hårnålesving og to skarpe sving med 1500 m til mål. Herefter vente en lille bakke, der fører op til den røde flamme. Denne gang fortsættes ikke ind på Promenade d’Anglais, da man i stedet drejer ind på den nærliggende Quai des Etats-Unis. Det sidste skarpe sving kommer med 900 m igen på en lille nedkørsel, og derefter følger en blød kurve 400 m senere, inden man rammer den 6 m brede, næsten helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler. Stigningerne er ganske vist mange, men de bliver aldrig meget stejle, og derfor har det ofte været svært at gøre afgørende forskelle. Meget ofte er det lykkedes nogle af klassikerrytterne at følge de bedste klatrere. Det er imidlertid den sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der altid angreb fra favoritgruppen. Første del af etapen er ikke meget hård, og derfor skal slaget slås på de sidste to stigninger. Contadors modige angreb på Col de Peille for 12 måneder siden visr, at der svært at forsøge sig allerede her, så det mest oplagte er, at den endelig kamp vil udspille sig på Col d’Eze. Tidligere er det ofte lykkedes en lille gruppe af de bedste at komme fri, og hvis de kan samarbejde, kan forspringet holdes til stregen, som Contador og Richie Porte viste i 2016. En spurt i en lille gruppe af klassementsryttere er dog det mest sandsynlige udfald, selvom det faktisk også tidligere er lykkedes for udbrydere at holde hjem på en dag, der er svær at kontrollere, og hvor der ingen oplagt favorit er.

 

Sidste år angreb Contador som bekendt på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

 

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

 

 

 

 

Favoritterne

Hvor sidste års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet den relativt lette rute, hvor der manglede et hårdt bjerg, der gav klatrerne mulighed for at gøre en forskel, er der ikke så meget hokus pokus over den 75. udgave af Løbet mod Solen. Den historisk hårde rute indeholder alt, hvad hjertet hos en rigtig etapeløbsrytter kan begære, og der vil ikke blive overladt noget til tilfældighederne i årets løb. I 2017 vil Paris-Nice blive vundet af løbets bedste og mest formstærke etapeløbsrytter!

 

Som nævnt ovenfor har Paris-Nice ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det bliver ikke tilfældet i år, hvor ruten giver løbet karakter af en mini grand tour.

 

Det skyldes først og fremmest 7. etape, der virkelig er en rigtig bjergetape. De to stigninger i finalen er begge meget hårde og relativt lange, og det er dermed en etape for de rigtige klatrere. Kongeetapen vil sammen med enkeltstarten være klart den vigtigste i årets løb, men det er vanskeligt at afgøre hvilken af de to, der vil gøre den største forskel. 4. etape er ganske vist den længste enkeltstart siden 2011, men den vil ikke have samme fuldstændig afgørende betydning som for seks år siden. Det skyldes først og fremmest den særegne natur. Inklusionen af Mont-Brouilly betyder, at det bliver meget vanskeligt for en specialist som Tony Martin at vinde denne etape, der i stedet er skræddersyet til alsidige etapeløbsryttere. Stigningen er hård nok til at gøre det svært for Martin, men der er samtidig tilstrækkeligt med fladt terræn til, at folk som Romain Bardet, Daniel Martin og Simon Yates vil tabe anseeligt med tid til specialister som Richie Porte og Ion Izagirre. Derfor skal man være en meget komplet rytter for at vinde årets løb.

 

I tillæg til løbets to nøgleetaper vil også 6. og 8. etape samt sidevinden i løbets første halvdel kunne komme i spil. Vi formoder, at Quick-Step, Sky og Movistar vil køre efter en etapesejr i Fayence, hvor Daniel Martin, Julian Alaphilippe, Sergio Henao og Alejandro Valverde vil forsøge at sikre sig bonussekunder. Forskellene mellem de bedste på Muren i Fayence vil imidlertid kunne tælles i sekunder. 8. etape har før gjort en forskel, og der er ingen tvivl om, at Alberto Contador vil angribe som en vanvittig, hvis ikke han er i førertrøjen på det tidspunkt. Historien viser imidlertid, at det er en dag, hvor man i højere grad kan tabe løbet, hvis man har dårlige ben, end man kan vinde det. Samtidig er det en etape, hvor hurtige folk som Valverde og Alaphilippe måske kan vinde sig vigtige bonussekunder.

 

Endelig er der den altid latente sidevindstrussel i løbets første halvdel, og den skal bestemt ikke undervurderes. Således er der udsigt til, at søndag bliver regnfuld og blæsende, og derfor kan løbet sagtens blive tabt allerede på førstedagen. Mandag og tirsdag vil vindretningen være rigtig til at skabe splittelse, men det er usikkert, om vinden vil være stærk nok til at gøre en forskel. I løbets sidste halvdel ventes høj solskin og kun svage vindforhold, og derfor kommer vejret næppe til at spille en rolle i den del af begivenheden.

 

Med udsigt til, at løbet vindes af løbets bedste etapeløbsrytter, peger alt på en duel mellem Richie Porte og Alberto Contador. Det er imidlertid vanskeligt at komme uden om, at australieren må påtage sig den klare favoritrolle. Porte er allerede dobbelt vinder af det, han betragter som sit europæiske hjemmebaneløb, og han har ikke lagt skjul på, at hans næste store mål er igen at vinde Løbet mod Solen. Faktisk er det led i en strategi, der har til formål at sikre, at BMC-kaptajnen denne gang skal have flere sejre i første del af sæsonen, end det var tilfældet i 2017. Han fik en fremragende start med sin dominerende opvisning i Tour Down Under, og siden da har han haft øjnene rettet mod Nice.

 

Porte har i de senere år vist sig som verdens måske bedste rytter til ugelange etapeløb, og specielt i 2015 var han helt ustyrlig. Sidste år var han med vilje under niveau, men alligevel blev han nummer 3 i Nice og 4 i Catalonien. Som sagt satser han i år på at være 100%, og selvom han ikke har kørt siden Cadel Evans Great Ocean Road Race, er han overbevist om, at formen er god. Når Porte melder det ud, slår det aldrig fejl, og derfor må vi formode, at han er mindst lige så god, som han var for en måneds tid siden.

 

Porte har vist, at han kan matche de allerbedste klatrere, og i de sidste to år har han flere gange sat Contador til vægs i WorldTour-løb. Dertil skal lægges, at Contador end ikke kunne distancere en formsvag Porte sidste år. Lægger man dertil, at Porte er den bedste enkeltstartsrytter af de to og er skræddersyet til en enkeltstart som den, der venter på 4. etape, er det vanskeligt at se, hvor han skal slås. Han er favorit til at vinde de to nøgleetaper. Svagheden kan være sidevindsetaperne, hvor Contador har et stærkere hold, men med folk som Michael Schär, Danilo Wyss og Francisco Ventoso er Porte ikke ringe stillet. Hans hold er heller ikke imponerende i bjergene, idet specielt Nicolas Roche er langt fra topformen, og det kan blive et problem, hvis Porte kører sig i gult på enkeltstarten. Han er imidlertid så velkørende, at vi tror, at han ene mand kan besejre konkurrenterne, og derfor er Porte vores favorit til den samlede sejr.

 

Hans store rival er som sagt Alberto Contador, der i de senere år har været på desperat jagt på endnu en sejr i Paris-Nice. Det var det franske løb, der åbenbarede spanieren på den internationale scene, og det er ingen hemmelighed, at han vil elske at vinde løbet igen. Sidste år havde han utvivlsomt vundet, hvis ikke Brouilly-etapen var blevet aflyst, men i år bliver det vanskeligere. Ganske vist passer den hårdere rute ham langt bedre, men denne gang er han oppe mod en formstærk Porte.

 

Contador er som bekendt stadig en af verdens bedste klatrere, men for at vinde samlet skal han sandsynligvis sætte Porte på kongeetapen. Det bliver ikke nemt. I de senere år har Contador aldrig slået Porte på en bjergetape, når australieren har været i form. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Contador har vist god form i Andalusien og Abu Dhabi, hvor det kun var det taktiske spil med Quintana, der forhindrede ham i at køre om sejren. Samtidig møder han op med mere løbsrytme.

 

Den store udfordring for Contador er enkeltstarten, hvor Porte sædvanligvis vil være bedre. Den specielle natur betyder imidlertid, at Contador ikke er uden chance. I de senere år har Contador kørt nogle helt fantastiske kuperede enkeltstarter - bare tænk på Giroen 2015 og Baskerlandet 2016 - og han er en af verdens allerbedste på svære ruter. Problemet med 4. etape er, at det meste af ruten er helt flad, og her vil han uvilkårligt tabe tid til Porte. Det vil blive svært at vinde det tilbage på stigningen. Contador er imidlertid kendt for sin evne til at finde muligheder, og da han er omgivet af et meget stærkt klassikerteam, kan det ikke udelukkes, at han vil forsøge at fange Porte i sidevinden. Det er måske hans bedste chance for at vinde løbet for tredje gang.

 

Vi glæder os meget til at se Ilnur Zakarin i aktion. Sidste år blev han nummer fire efter at have vundet kongeetapen, og denne gang møder han op i endnu bedre form. Det viste han med andenpladsen på kongeetapen i Abu Dhabi, hvor han utvivlsomt var stærkere end Rui Costa og kun blev slået i kraft af portugiserens bedre spurt. Det var blot ærgerligt, at det taktiske spil forhindrede os i at se ham i duel med Quintana og Contador, men vi vil ikke udelukke, at Zakarin faktisk var stærkeste mand på dagen.

 

Det gør automatisk Zakarin til en af de store favoritter til kongeetapen. Samtidig er han en ganske glimrende enkeltstartsrytter. Med sit vægttab er han ikke længere helt så stærk i fladt terræn, og derfor havde han foretrukket en anden start på 4. etape. Det kan gøre det svært at matche specielt Porte, men han bør ikke være langt efter. Kan han holde sig til på sidevindsetapen og klatre, som han gjorde i Liege og Romandiet sidste år, kan russeren meget vel ende øverst på podiet.

 

Det er en skam, at Alejandro Valverde aldrig har vundet Paris-Nice. På papiret er løbet skræddersyet til ham, men han har slet ikke været til start siden 2012, hvor han trods lidt rust ovenpå sin karantæne blev en ganske fin nummer 3. Nu vender han endelig tilbage, men desværre har han måske valgt det forkerte år. Normalt ville de mange Ardenneragtige stigninger være helt perfekte for Valverde, men i år er ruten så hård, at det bliver betydeligt vanskeligere. Valverde har ganske vist med soloshowet i Murcia og den samlede sejr foran Contador i Ruta del Sol vist, at formen som altid er i top, men på en lang stigning som den, der venter på 7. etape, er han vanligvis ikke på Portes og Contadors niveau.

 

Dertil kommer, at enkeltstarten ikke er ideel for Valverde, der kan komme til kort på powerdelen. På den anden side er spanieren meget svingende i kampen mod uret, og så sent som i Andalusien kørte han en af sine bedste enkeltstarter på en ikke så vanskelig rute. Mont-Brouilly passer ham aldeles glimrende, så det kan ikke udelukkes, at han kan blande sig med de bedste. Da han samtidig er en af de helt store favoritter til både 6. og 8. etape, hvor 20 potentielle bonussekunder venter, er Valverde bestemt i spil til den samlede sejr.

 

Den eneste af klassementsrytterne, der reelt kan udfordre Porte på enkeltstarten, må formodes at være Ion Izagirre. Han har imidlertid gode muligheder for faktisk at slå australieren og således køre sig i gult inden de kuperede etaper i de sidste tre dage. Baskeren viste med sine mange top 5-placeringer i 2016, at han nu er en af verdens allerbedste ryttere i ugelange etapeløb. Han er en af de allerbedste på enkeltstarter, specielt de kuperede, og han har derfor stor chance for at vinde masser af tid på 4. etape. Samtidig bliver han bedre og bedre til at forsvare sig i bjergene. Det vist han senest i Ruta del Sol, hvor han trods en tidlig krise på kongeetapen sammen med Valverde fik begrænset tidstabet til Contador.

 

Izagirre må formodes at vinde tid på de fleste på enkeltstarten, men det bliver stadig vanskeligt at vinde samlet. Kongeetapen er trods alt nok for svær for den ellers så alsidige basker. Samtidig er det stadig usikkert, hvordan han er kommet sig over sit styrt i Andalusien, selvom meldingerne fra Bahrain-Merida er, at han ikke slog sig nævneværdigt. Hvis favoritterne kigger for meget på hinanden, som de gjorde i Ruta del Sol, kan Izagirre imidlertid sagtens vinde samlet i kraft af sin gode enkeltstart.

 

Sidste år var Sergio Henao måske løbets stærkeste rytter, og var det ikke for hans jætteindsats på de to hårdeste etaper, havde Geraint Thomas næppe vundet samlet. Med Wout Poels ude med en knæskade er det i år op til colombianeren at forsvare Sky i det løb, de i de senere år har domineret suverænt. Henao viste med sin sejr i de colombianske mesterskaber, at formen igen i år er i top. Samtidig er det værd at huske på, at han sidste år stadig var på vej tilbage efter sin slemme knæskade, og derfor er der stor sandsynlighed for, at han faktisk er endnu stærkere. Det gør ham naturligt til en af favoritterne på 7. etape og specielt på 6. etape, hvor den stejle Mur de Fayence er som skræddersyet til ham. Desværre er enkeltstarten en anelse for lang, og Henao vil tabe meget tid på det flade stykke inden Mont-Brouilly. De 11 km kan meget vel være det, der koster ham muligheden for at vinde samlet.

 

Vi glæder os meget til at se Julian Alaphilippe i aktion. Nøjagtig som Valverde er han som skræddersyet til et klassisk Paris-Nice, men også han ville nok have foretrukket en knap så vanskelig rute til årets udgave. Normalt vil man vurdere kongeetapen til at være for svær for det franske supertalent, men Alaphilippe bliver ved med at overraske igen og igen. I sidste års Dauphiné viste han, at han kan klatre i høje bjerge, og det samme har han dokumenteret i Tour of California. Mest imponerende var det dog, at han satte Chris Froome på en relativt lang stigning ved OL. Senest viste han god form i Abu Dhabi Tour, hvor han dog satte sit angreb ind for tidligt. Vi er stadig bange for, at kongeetapen er for svær, men historien viser, at man aldrig skal afskrive Alaphilippe, der også er en af de helt store favoritter på 6. og 8. etape, hvor der venter vigtige bonussekunder. Sidevinden kan også blive en allieret for ham og Quick-Step, men det bliver enkeltstarten ikke. Nøjagtig som Henao vil han tabe tid til de bedste på den flade del, og det er sandsynligvis det, der koster ham muligheden for at blande sig i kampen om de sjove placeringer.

 

Paris-Nice er det første store mål for Romain Bardet, men franskmanden kunne have ønsket sig en bedre rute. Ganske vist er den usædvanligt hårde weekend til hans fordel, og specielt kongeetapen passer ham glimrende. Det ændrer imidlertid ikke på, at han må ventes at tabe ganske meget tid på den flade del af enkeltstarten, og dette er svært at se, hvor han skal finde alle de sekunder i bjergene. Han viste heller ikke fremragende form i Mellemøsten, selvom han i Oman blev hæmmet af et styrt på kongeetapen. På den anden side er Bardet en kreativ skikkelse, og vi vil ikke blive overraskede, hvis han angriber på den svære nedkørsel fra Col Saint-Martin på kongeetapen. Det kan gøre det muligt for ham at gentage solopræstationerne fra Dauphiné 2015 og Touren 2016 og måske overraske de store favoritter.

 

Daniel Martin er som skræddersyet til Paris-Nice, men han har ikke deltaget siden 2010. Som for Valverde og Alaphilippe gælder, at årets rute passer ham relativt dårligt, idet han vil tabe alt for meget tid på enkeltstarten. Han er endnu dårligere i kampen mod uret end folk som Henao og Bardet, hvilket blev helt tydeligt i Algarve. Samtidig har han traditionelt aldrig været på sit højeste niveau på denne tid af året. Til hans fordel tæller imidlertid, at det har ændret sig en anelse, siden han kom til Quick-Step, og han var ganske velkørende i Algarve, hvor han vandt en etape. Også han har gode muligheder for at få bonussekunder på 6. og 8. etape, men tidstabet på enkeltstarten samt manglen på topform gør, at det bliver meget svært at vinde samlet.

 

Det gør det også for Simon Yates, der ellers på papiret hører til blandt de absolut bedste klatrere. Desværre vil også han tabe tid på enkeltstarten, og det er vanskeligt at forestille, at han vil kunne genvinde det i bjergene. Det skyldes ikke mindst, at han traditionelt har været langt fra topformen på denne tid af året, og han var decideret skidt kørende i Volta a la Comunitat Valenciana. Der eksisterer imidlertid en mulighed for, at han har forbedret sig markant siden det løb, og det er grunden til, at vi nævner ham som en vinderkandidat. Yates er trods alt en så fremragende klatrer, at han bliver svær at stoppe, hvis han nærmer sig sit højeste niveau.

 

Davide Formolo befinder sig i samme situation. Italieneren er en fremragende klatrer, men han er sammen med Martin blandt de svageste på enkeltstarten. Det gør det praktisk talt umuligt at vinde samlet, men det forhindrer ham ikke i at sikre sig et topresultat. Formolo har således for længst vist, at han er et af de allerstørste klatretalenter, og efter en skidt 2015-sæson fandt han tilbage på sporet i sidste års Vuelta. Vi ha store forventninger til, at han i år vil fortsætte fremgangen markant, og at han kan stå foran et regulært gennembrud. Det store mål er Giroen, og derfor er det usikkert, hvad vi kan forvente på nuværende tidspunkt. Selvom han kørte rundt med slemme efterveer efter et grimt styrt, forsvarede han sig imidlertid flot på kongeetapen i Valencia. Det tyder på, at hans form er langt fremme, og dermed bør han være stærk på kongeetapen.

 

Endelig vil vi pege på et andet talent, Pierre Latour. Franskmanden har længe været en af mest løfterige ryttere, og han fortsætter stille og roligt sin fremgang. Han er her primært for at hjælpe Bardet, men han har vist, at han er ganske stærk på denne type enkeltstart, der er meget lig den, der findes i Etoile de Besseges. Han er ikke specialist, så han vil tabe tid til de bedste, men han kan vinde på nogle af klatrerne. Han var stærkeste mand på stigningerne i Ardeche i weekenden, så formen synes at være ganske god. Hvis han har de ben, han havde, inden han blev syg i sidste års Schweiz Rundt, bliver han spændende at følge.

 

OBS! Alejandro Valverde er blevet syg og har meldt afbud til løbet.

 

***** Richie Porte

**** Alberto Contador, Ilnur Zakarin

*** Ion Izagirre, Sergio Henao, Julian Alaphilippe

** Romain Bardet, Daniel Martin, Simon Yates, Davide Formolo, Pierre Latour

* Jakob Fuglsang, Tony Gallopin, Arnold Jeannesson, Diego Ulissi, Steven Kruijswijk, Lawson Craddock, Lilian Calmejane, Tanel Kangert, Eduardo Sepulveda, Patrick Konrad, Warren Barguil, Tsgabu Grmay, Mathias Frank, Sam Oomen, Alexey Lutsenko


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!
 

Danskerne

Jakob Fuglsang er til start for Astana, hvor han må formodes at dele kaptajnrollen med Alexey Lutsenko og Tanel Kangert, og danskeren er med sin gode form bestemt kandidat til top 10. Han får støtte af Matti Breschel og Michael Valgren, der også skal hjælpe Riccardo Minali i spurterne og primært er her for at forberede sig til klassikerne. Magnus Cort er sammen med Simon Yates udråbt til kaptajn på Orica-Scott, og han har et stærkt hold til at støtte sig i massespurterne, hvor Christopher Juul-Jensen er blandt de ryttere, der skal holde toget og Yates i god position. Michael Mørkøv spiller en nøglerolle som sidste mand i Alexander Kristoffs tog, og endelig skal Lars Bak hjælpe med at køre André Greipel frem til spurtsejre og holde Tony Gallopin ude af problemer.

 

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk