Optakt: Paris-Roubaix

Løbets rolle og historie

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs sport, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Pais-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen og et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt unikt på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagesløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun glimrer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaixs velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid skinnede i Helvede i Nord, og Mathew Haymans sejr sidste år er et andet. Også en mand Bert De Backer, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været en af de allerbedste på de nordfranske brosten.

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer. Hvad der belønnes er rå kraft og evnen til at blive ved og ved.

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger De Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med fleste sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. I år har Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, når den belgiske stjerne ender en glorværdig karriere med at gå efter sejren i sit favoritløb på sin sidste dag som cykelrytter.

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

I den senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. I år er der imidlertid ikke pavéer på programmet til sommer, og derfor må vi undvære den ekstra dimension, det er, at nogle kører løbet med juli måned for øje. De store klassementsryttere tør imidlertid aldrig at stille op i en begivenhed, der betragtes som alt for farlig for ryttere, der ambitioner i grand tours.

Sidste års udgave af løbet udviklede sig til en af de mest dramatiske i nyere tid. Et stort styrt allerede inden det første traditionelle nøglepunkt, Arenbergskoven, skabte en stor gruppe med blandt andre Tom Boonen, Mathew Hayman, Edvald Boasson Hagen, Sep Vanmarcke og Ian Stannard, hvoraf flere havde adskillige hjælperyttere. Storartet arbejde af specielt Tony Martin betød, at end ikke en desperat jagt fra forhåndsfavoritterne Peter Sagan og Fabian Cancellara gjorde det muligt at komme tilbage, og efter et fantastisk udskilningsløb endte de fem ryttere med at spurte om sejren på velodromen i Roubaix. Her skabt Hayman, der netop var kommet tilbage efter en slem skade, en af de helt store sensationer ved tage sejren foran Boonen, der således blev nægtet den historiske femte sejr, og Stannard. Australieren vender tilbage for at forsvare sin titel i det løb, der først og fremmest vil blive husket som Boonens sidste, og belgieren vil gøre alt for at få den perfekte afslutning på karrieren. Også Stannard og Boasson Hagen er med igen, mens Vanmarcke desværre er fraværende efter at have brækket fingeren i Flandern Rundt.

SÆT PICKS PÅ PARIS-ROUBAIX - VIND POINT ELLER KONTANTER
 

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt gør løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Robaix, der var selve årsagen til løbets skabelse. I år skal der tilbagelægges 257 km, og i alt inkluderer løbet 29 pavéer med en samlet længde på 55 km. Sammenlignet med sidste år er løbet 500 m kortere, men der er tilføjet to pavéer og samlet set skal der køres 2200 m mere på brosten. De nye pavéer er introduceret først i løbet og vil derfor næppe spille en nøglerolle.

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidligere udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix sidste år ved at være en del af morgenudbruddet, og at Mathew Hayman vandt dette løv på samme vis. Derfor er den førset time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starterer efter 97 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 3 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ni pavéer er det kun den tredje, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er men én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. Sidste år skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb.

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,5 km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Sky ofte øget farten markant på denne pavé.

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er imidlertid altid sket her.

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at tikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pevele (5 stjerner), der indledes med 48,5 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For to år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase.

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (4 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,5 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19, 5km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 16,5 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendarisk Arenberg-skov.

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,5 km til mål, mens Hem (3 stjerner) indledes 8 m fra stregen. Som noget nyt stilles der i år barrierer op på sidstnævnte, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den i år har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er enstjernet og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet sidste år, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagesløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med et skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage hav man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der når velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

Vi har imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede i adskillige år, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men intet tyder på, at de får en tilsvarende oplevelse i årets udgave af Helvedet i Nord. Faktisk kunne betingelserne ikke være smukkere på det, der ligner en tidlig sommerdag i det nordfranske. Solen ventes at skinne fra en skyfri himmel, og temperaturen vil endda nå imponerende 21 grader, hvilket er meget sjældne forhold for den franske klassiker.

Også vinden spiller altid en nøglerolle i Paris-Roubaix, men i år er der næsten ingen blæst. Der vil således kun være en let vind fra syd, og dermed vil der sandsynligvis blive tale om et hurtigt løb med medvind og sidemedvind langt det meste af tiden. Undervejs vil der være korte side- og modvindsstykker, men hovedsageligt vil vinden være gunstig. Der vil være sidevind på Carrefour de l’Arbre og Gruson, men derefter vil der være medvind hele vejen til velodromen.

SÆT PICKS PÅ PARIS-ROUBAIX - VIND POINT ELLER KONTANTER

Favoritterne

Søndagens løb er det sidste og største slag i en serie af løb, der alle er blevet domineret af de samme ryttere, og derfor ved vi nu, hvem der i form, og hvem der har haft en klassikersæson, de helst vil glemme. De fleste har imidlertid været på deres topniveau siden Milano-Sanremo, og derfor er trætheden begyndt at melde sig. Derudover er Paris-Roubaix som sagte et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det eget vanskeligere på en dag, hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

Årets løb vil i høj grad blive præget af, at det er Tom Boonens sidste løb. Alle vil kigge på den belgiske stjerne, der ikke har gjort noget for at skjule, at han er i god form forud for den begivenhed, der kan give ham den perfekte afslutning på karrieren. Quick-Step har i forvejen det i særklasse stærkeste mandskab med hele fem potentielle vindere - udover Boonen gælder det Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Matteo Trentin og Yves Lampaert - og det betyder, at alle øjne vil være rettet mod belgierne.

Quick-Step har imidlertid gjort det klart, at de har en helt anderledes tilgang til Paris-Roubaix end til de flamske klassikere. Her gik de ind til løbene med en helt åben strategi, hvor alle kort kunne komme i spil. Man vidste, at man ikke havde styrken til at følge Peter Sagan og Greg Van Avermaet på stigningerne, og derfor handlede det om at isolere de to stjerner og herefter komme dem i forkøbet ved at angribe fra distancen. Den strategi virkede perfekt i Flandern Rundt og lykkedes næsten i E3 Harelbeke, men bliver ikke genbrugt denne gang. Her handler alt om Boonen, og der er ikke blevet lagt skjul på, at man er villig til at risikere en sejr for at give den belgiske stjerne drømmeafslutningen på tiden som cykelrytter. Som sagt er Paris-Roubaix langt mindre eksplosivt end Flandern Rundt, og både Boonen selv og hans hold tror på, at kaptajnen kan vinde i en direkte dyst med de øvrige favoritter.

Det betyder imidlertid ikke, at Quick-Step ikke vil køre offensivt, tværtimod. Holdet er så stærkt, at det kun kan være en fordel for dem hurtigt at etablere en overtalssituation, hvor man kan isolere de øvrige favoritter og tvinge dem til at arbejde ved at sende folk i angreb. Derfor forventer vi, at Quick-Step og endda Boonen selv vil åbne løbet langt fra mål, og det kan i princippet ske på et hvilket som helst brostensstykke. Historien viser, at man aldrig kan vide, hvilken pavé der skaber afgørende udskilning, og specielt Quick-Step og Boonen er gode til at gribe momentet og overraske konkurrenterne. Hvis man var i tvivl, kan man blot gense samtlige flamske klassikere fra Dwars door Vlaanderen frem til sidste søndags Flandern Rundt.

Samtidig bliver det et støvet medvindsløb, og med en tidlig åbning bliver det utvivlsomt et af de hurtigste. Det bekommer Boonen vel, idet den belgiske stjerne ikke har lagt skjul på, at han ønsker et hårdt løb. På den anden side havde han helt sikkert håbet på betydeligt mere vind, fordi det havde bidraget til at skabe udskilning. Han kan imidlertid være godt tilfreds med, at det bliver et med- og ikke et defensivt modvindsløb.

På forhånd skiller tre navne sig ud som de stærkeste på flade brosten, specielt i lyset af Sep Vanmarckes fravær: John Degenkolb, Peter Sagan og Tom Boonen. Hvis man ser på de seneste udgaver af den nordfranske klassiker, er det imidlertid umuligt ikke at komme til den konklusion, at John Degenkolb har været verdens bedste i dette løb. Faktisk skal vi helt tilbage til 2013 for at finde et tidspunkt, hvor en rytter er kørt fra den tyske stjerne på en flad pavé, og det siger alt om, hvorfor dette løb er skræddersyet til den stærke tysker. Sammenlignet med de mere eksplosive typer kommer han til kort i de flamske klassikere, men i fladlandet handler det mere om en stor dieselmotor, og den har Degenkolb som meget få andre. Hvor folk generelt bliver svagere og svagere, som løbet skrider frem, bliver Trek-kaptajnen altid bedre og bedre, og det er netop evnen til at blive ved, der er hele essensen af Paris-Roubaix.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Degenkolb blev nummer 2 i 2014 og vandt i 2015 - hvis ikke han havde været udmanøvreret taktisk for tre år siden, havde han i dag haft to sejre på cv’et - men han missede sidste år løbet på grund af sit slemme styrt. Det skaber naturligt nok nogen usikkerhed, men alt tyder på, at han er tilbage på sit topniveau. Ganske vist har han ikke spurtet helt så godt i klassikerne, som man kunne have ønsket, men på de flamske hellingen har han faktisk været bedre end tidligere. Specielt var det udtryk for et helt nyt niveau, at han i Gent-Wevelgem var ganske få meter fra som eneste mand at følge Van Avermaet og Sagan, da Kemmelberg blev forceret fra sin sværeste side. Ganske vist har han ikke vundet et af de flamske løb, men bortset fra en spurtsejr i Gent-Wevelgem har han aldrig triumferet i de belgiske løb. Alt tyder på, at Degenkolb er bedre end tidligere.

På papiret har Degenkolb samtidig et af de stærkeste mandskaber, og specielt Jasper Stuyven kan forhåbentlig sidde med længe. Belgieren indrømmer ganske vist, at han af uforklarlige årsager ikke er på toppen, men han er stadig konkurrencedygtig. Det bør give Degenkolb en chance for at holde sig inde i kampen, hvis der opstår en ugunstig taktisk situation, men hans største fordel er, at Quick-Step vil gøre løbet hårdt og skabe en direkte dyst mellem de stærkeste. Vi tror ikke på, at Degenkolb kan sættes på brostenene, og skal han slås, skal det gøres med taktik. I et hårdt løb vil Degenkolb være manden, der skal slås, specielt fordi han sammen med Alexander Kristoff er verdens hurtigste efter en hård klassiker. I 2015 blev Degenkolb nummer 7 i Flandern og vandt efterfølgende i Roubaix. I år blev han igen nummer 7 i Oudenaarde, og vi tror, at historien gentager sig i Roubaix.

Næsten hele cykelverdenen drømmer om, at Tom Boonen tager den forløsende sejr på velodromen i Roubaix, og en historisk femte triumf er bestemt inden for rækkevidde. Sidste år var belgieren langt fra sit topniveau efter at et styrt i Abu Dhabi betød, at han havde jagtet sin bedste form hele foråret. Alligevel endte han som nummer 2 og havde alle chancer for at vinde løbet. I år har forberedelsen været perfekt, og han indrømmer, at han er præcis, hvor han havde drømt om at være. Ganske vist var han ikke i spil til sejren i de flamske klassikere, men det var helt ventet. De dage, hvor han kan vinde i hjemlandet er ovre, og han har hele tiden sagt, at det kun er i Roubaix, han reelt har en chance.

Alligevel blev det i søndags klart, at Boonen er flyvende. Han skabte udskilningen på Muren, og han var helt afgørende for, at Gilbert kunne holde sig fri inden Kwaremont, hvor han kørte som en motorcykel. Alligevel lignede han en podiekandidat, indtil en defekt på Taaienberg ødelagde det hele. Nu rammer han de flade pavéer, der passer ham som fod i hose, og nøjagtigt som Degenkolb har han den rette dieselmotor til at brillere i et langt, hårdt Roubaix.

Boonens store udfordring er, at han bliver markeret voldsomt, og alle ved, at man næppe kommer på bagkant, hvis man holder sig til belgieren. Quick-Step vil som sagt gøre alt for at bringe Boonen i en position, så han kan vinde, og derfor vil konkurrenterne vide, at de skal forblive tæt på ham. Han skal derfor selv gøre forskellen, men det er han også stærk nok til. Han kan måske ikke længere køre alene hjem, men han bør sidde der, hvis de stærkeste skal spurte om det på velodromen. Også han er specialist i at afslutte efter et hårdt løb, og selvom Degenkolb og Kristoff på papiret er en anelse hurtigere, er der ingen grund til, at Boonen ikke kan vinde i en direkte dyst på banen, specielt hvis han har en holdkammerat til at køre lead-out.

Peter Sagan har sammen med Greg Van Avermaet været den stærkeste mand i de flamske klassikere, men han får sværere ved at gøre en forskel i Paris-Roubaix. Det er ingen tilfældighed, at han i et par år foretrak at køre Amstel Gold Race, og at han aldrig har været tæt på sejren i dette løb. I Flandern kan han gøre brug af, at han på stigningerne har et punch som ingen anden, men det spiller slet ikke samme rolle på de franske pavéer. Her er det dieselmotoren, der kommer i spil, og netop evnen til at holde niveauet mod slutningen af de lange løb er faktisk en af Sagans store svagheder.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Sagan sammen med Boonen og Degenkolb er blandt de store favoritter. Verdensmesteren viste sidste år, at han har nået et helt nyt niveau på de flade brosten, og han har stadig en acceleration på det ru underlag, som de færreste kan matche. Hans to sejre ved VM viser, at hans motor er blevet større, og selvom han stadig har en tendens til at tabe spurter mod slutningen af lange løb, er han stadig på papiret i stand til at slå folk som Degenkolb og Boonen. Igen er hans største udfordring, at hans hold ikke er så stærkt, men denne gang er det ikke i samme grad et problem. Det er ikke længere alle mod Sagan, og i stedet er alle øjne rettet mod Quick-Step. Han skal derfor i høj grad ”bare” holde sig til Boonen og håbe, at han kan gøre forskellen på Carrefour de l’Arbre eller vinde en spurt på velodromen. Begge dele er svært, men bestemt ikke umuligt for sportens superstjerne.

Greg Van Avermaet er den anden superstjerne fra de flamske klassikere, men han er om muligt skabt endnu mindre til Paris-Roubaix, som også han i mange år fravalgte. Alligevel har han nu to gange været på podiet, og han har således dokumenteret, at han sagtens kan begå sig. Hans store styrke er, at han har en fantastisk motor, der gør ham i stand til at blive ved i de længste klassikere. Til gengæld kan han ikke drage fordel af sit stærkeste våben: eksplosiviteten på stigningerne. Derfor kan han ikke på samme måde regne med selv at kunne gøre forskellen på pavéerne, og han skal i højere grad håbe, at han kan følge med de allerbedste. Samtidig er Degenkolb, Boonen og Sagan på papiret hurtigere. På den anden side har Van Avermaet vist, at han efter en lang klassiker kan slå næsten alle, og det har givet ham en tro på, at han kan vinde en spurt mod hvem som helst. Hans største chance er imidlertid at angribe i finalen, og han har vist, at han har en fantastisk næse for at time det rette fremstød. Samtidig har han et ganske stærkt hold, hvor han kan regne med at have Daniel Oss hos sig dybt inde i finalen. Det burde hjælpe ham til aldrig at komme på bagkant, og derfor har Van Avermaet en reel chance for at vinde.

Det har længe været klart, at Oliver Naesen er en kommende klassikerstjerne, og efter hans mageløse efterår var det klart, at han ville blive en af de markante figurer i brostensklassikerne. Alligevel er det kommet bag på mange, at han i de flamske klassikere har været den tredjestærkeste efter Sagan og Van Avermaet, og han har som eneste mand været med helt fremme i samtlige løb siden Omloop Het Nieuwsblad. Mest imponerende er det dog, at han i Flandern Rundt var tættere på end nogensinde før. Hvor han i E3 klart var et niveau under Sagan og Van Avermaet, så han ud til at være i overskud, da det dumme styrt ødelagde drømmen om en monumentsejr sidste søndag. Samtidig passer Roubaix ham måske endnu bedre, og dermed har han alle muligheder for at køre med om sejren. Han har ingen gener efter styrtet, og han har motoren til at begå sig på de lange distancer. Hans største problem er finalen. Naesen er lynhurtig i en spurt, men de største konkurrenter er alle hurtigere. På den anden side handler det i høj grad om friskhed, og Hayman viste sidste år, at en mand, der er langsommere end Naesen, sagtens kan slå Boonen efter et hårdt løb.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

På papiret burde Alexander Kristoff være skabt til dette løb. Alligevel har han aldrig været med fremme, og han har haft større succes i de flamske klassikere end på de nordfranske brosten. Al logik tilsiger imidlertid, at han bør være i stand til at vinde i Roubaix, og i år har han måske bedre chancer end tidligere. I 2015, hvor han var forårets mand, var formen aftagende på dette tidspunkt, men i år er det lige omvendt. Mod slutningen af 3 Dage ved Panne blev Kristoff stærkere og stærkere, og det var bemærkelsesværdigt, at han kørte sit livs enkeltstart på sidstedagen. I Flandern kunne han ganske vist ikke følge Sagan, Van Avermaet og Naesen, men det er ingen overraskelse. Han har aldrig kunnet matche de eksplosive typer på de flamske hellingen, selv ikke i 2015. Hans motor giver ham langt bedre muligheder i Roubaix, fordi hans største styrke netop er evnen til at præstere, når alle andre er trætte. Specielt har han den fordel, at han er verdens hurtigste efter et langt løb, hvilket han senest har demonstreret i Flandern og Sanremo. I år har Kristoff bedre chancer end nogensinde før for at følge med hele vejen til Roubaix, og er han der stadig, når de rammer cykelbanen, er han naturligt den store favorit.

Som sagt handler det hele på Quick-Step om Boonen, og derfor er det mindre sandsynligt, at de øvrige stjerner på holdet får en chance. Alligevel kan omstændighederne give muligheder for hjælperytterne, specielt hvis Boonen har uheld undervejs. Sker det, vil Niki Terpstra være klar til at gribe ud efter sejren. Efter et skuffende 2016 har det siden Tirreno været helt indlysende, at hollænderen er måske stærkere end nogensinde. Resultaterne har ikke afspejlet det, fordi han i alle løbene har været låst af taktiske omstændigheder, men da han alene kørte frem til Van Avermaet-gruppen i finalen i Flandern, viste han, hvor stærk han er. Terpstra har samtidig en motor, der gør, at han er bedst i de allerlængste løb, og han e derfor skabt til dette løb. Hans problem er, at han ikke er hurtig i en spurt, men når man kører på Quick-Step har man taktiske fordele, som andre ikke har. Dem udnyttede han, da han angreb i 2014, og han vil være klar til at gøre det igen i år.

I virkeligheden er Zdenek Stybar måske endnu mere skabt til dette løb end Terpstra. Den teknisk stærke tjekke har altid været bedre her end i de flamske klassikere, selvom han på papiret har eksplosiviteten til at gøre det godt i Belgien. Efter et skuffende 2016 har han i år været tættere på sit topniveau, og selvom han stadig ikke er så stærk som i 2015, er han klar til at spille en nøglerolle i dette løb. Hans store problem er, at han i det interne hierarki er under både Boonen og Terpstra, og han kan derfor nok kun komme i spil, hvis der er uheld involveret. Sker det, er han imidlertid stærk nok til at udnytte de taktiske fordel til at tage sejren. Samtidig har han den fordel, at han er hurtigere end Terpstra i en spurt og har en reel chance for at vinde, selvom han har selskab i finalen.

Et af de mest spændende elementer i årets løb er Tony Martin. Tyskeren fik smag for brostenene, da han vandt en etape på disse pavéer i Touren, og efter sidste år at have arbejdet for Boonen er han nu klar til at dele kaptajnrollen med Kristoff denne gang. Faktisk meldte Katusha for et par uger siden ud, at Martin var over nordmanden i hierarkiet til dette løb, som er hans altoverskyggende forårsmål. Desværre blev han syg i Flandern og styrtede i Gent-Wevelgem, men i E3 viste han, at formen er god. Han har ikke så meget erfaring, men han har motoren til at komme langt i dette løb. Samtidig er han ikke bange for at angribe, heller ikke fra distancen, og alle ved, at han er næsten umulig at fange, hvis han først kommer fri på et tidspunkt, hvor alle folk er på grænsen.

I år har Luke Durbridge taget et fantastisk skridt, og han har været en af de allerbedste i de flamske klassikere. Han blev nummer fire i både Dwars door Vlaanderen og E3, og han var fantastisk tæt på at følge Gilbert på Muren i 3 Dage ved Panne. For Durbridge gælder endda, at Paris-Roubaix er det af brostensløbene, der passer ham suverænt bedst. Han mangler eksplosiviteten til de korte stigninger, men her handler det om at have motoren. Den har han utvivlsomt, og allerede sidste år var det kun uheld, der forhindrede ham i at lave et topresultat. I år er han lysår fra sit niveau sidste år, og derfor vil vi ikke blive overraskede, hvis australieren pludselig kører med om sejren. Desværre mangler han den spurt, der giver ham store vinderchancer.

Quick-Steps fjerde kort er Matteo Trentin, men han kommer kun i spil, hvis Tom Boonen har uheld. Sker det, er han imidlertid et glimrende vinderbud. I år har han nået et helt nyt niveau, og sammen med Gilbert har han været den mest stabile rytter fra det belgiske hold i de flamske klassikere. Desværre mangler han ofte motoren i de helt lange løb, men i forhold med mange af sine holdkammerater har han den fordel, at han kan slå alle i en spurt. Hvis Boonen sættes ud af spillet, vil Trentin være manden, der satses på, hvis en gruppe skal afgøre det på velodromen, og han har før vist, at han er hurtig nok til at slå selv en mand som Sagan.

Sep Vanmarcke er desværre ude, men det betyder ikke, at Cannondale er væk. De vil i stedet satse på Dylan Van Baarle, der i de senere år stille og roligt er blevet bedre og bedre i de store brostensløb. I år har han nået et helt nyt niveau og har været en af de bedste i alle de flamske klassikere. Senest blev han nummer fire i Flandern Rundt, og det var endnu et vidnesbyrd om, at han synes at blive bedre og bedre, når det bliver langt og hårdt. Selvom han normalt ikke er hurtig, har han faktisk også vist en evne til at spurte efter de længste løb, og det giver ham muligheder. For at vinde skal han imidlertid nok udnytte sin outsiderstatus til at angribe i finalen.

Bert De Backer er kendt som en anonym hjælperytter, men én gang om året er han altid en hovedperson. I 2015 spillede han en nøglerolle i Degenkolbs sejr, og han sad med i den gruppe, der endte med at spurte om sejren. Sidste år var han en af de allersidste, der kunne følge Cancellara og Sagan, og det vidner om hans klasse på brostenene. Uden Degenkolb kan han nu køre sin egen chance, og vi har store forventninger til, at De Backer igen i år vil spille en hovedrolle, hvor han så vil kunne drage fordel af at være en underdog. Også hans holdkammerat Ramon Sinkeldam har i 2014 og 2016 vist, at han er et stort talent i netop dette løb, som han også har brilleret i på U23-niveau. Han har endda den styrke, at han er meget hurtig i en spurt, og sammen med De Backer udgør han en meget potent Sunweb-duo.

Brostenssæsonen har været lidt af en katastrofe for Sky, og nu håber de på at redde det hele i Roubaix. Hidtil har Luke Rowe været kaptajnen, men i dette løb køres der for Ian Stannard. Briten har ikke eksplosiviteten til de flamske klassikere, men hans tredjeplads sidste år viser, at han har motoren til at begå sig her. Han har ikke vist meget indtil nu, men det er svært at læse hans reelle form af resultaterne i løb, der ikke rigtigt passer ham. Han synes ikke at være i absolut storform, men Stannard har vist, at han er stærk nok til at spille en nøglerolle her.

Endelig vil vi pege på Lars Boom. Alt tyder på, at hollænderen slet ikke har ramt formen, og at han næppe kommer til at spille en rolle. Vi vil alligevel ikke helt afskrive LottoNL-kaptajnen. Resultaterne viser det ikke helt, men Boom har flere gange vist - blandt andet med sejren på en Tour-etape - at han er en af de ryttere, der har det største naturlige talent i dette løb. Det kan naturligvis være helt lige meget, hvis ikke formen er der, men af og til ser man, at der pludselig er hul igennem til de gode ben. Sker miraklet for Boom, er han en af de få, der er så stærk, at han faktisk kan vinde løbet.

***** John Degenkolb

**** Peter Sagan, Tom Boonen

*** Greg Van Avermaet, Oliver Naesen, Alexander Kristoff, Niki Terpstra

** Zdenek Stybar, Tony Martin, Luke Durbridge, Matteo Trentin, Dylan Van Baarle, Bert De Backer, Ramon Sinkeldam, Ian Stannard, Lars Boom,

* Stijn Vandenbergh, Arnaud Demare, Edvald Boasson Hagen, Sylvain Chavanel, Sebastian Langeveld, André Greipel, Luke Rowe, Jens Keukeleire, Daniel Oss, Gianni Moscon, Imanol Erviti, Jos Van Emden, Maarten Wynants, Mathew Hayman, Yoann Offredo, Florian Senechal, Adrien Petit, Scott Thwaites, Nikias Arndt, Jens Debusschere, Jasper Stuyven, Jurgen Roelandts, Tony Gallopin, Sacha Modolo

HVILKE RYTTERE SLÅR HVEM? SÆT PICKS PÅ PARIS-ROUBAIX INDEN 11.05
 

Danskerne

Der er usædvanligt rig dansk repræsentation. Størst forhåbninger skal vi have til Matti Breschel , der sammen med Oscar Gatto og Laurens De Vreese, må være kaptajn på Astana. Søren Kragh Andersen kan måske også komme langt, men skal primært arbejde for Ramon Sinkeldam og Bert De Backer. Hans bror Asbjørn Kragh Andersen må få en fri rolle til eventuelt at gå i udbrud for Delko-mandskabet, og det samme kunne Lars Bak tænkes at få mulighed for på et Lotto-hold, der har en mere åben strategi end vanligt. Magnus Cort skal støtte den forsvarende vinder Mathew Hayman, Jens Keukeleire og Luke Durbridge, mens Michael Mørkøv og Mads Würtz Schmidt er til rådighed for Tony Martin og Alexander Kristoff. Endelig kastes også Mads Pedersen for løverne, når han skal forsøge at hjælpe John Degenkolb frem til sin anden sejr i løbet.

SÆT PICKS PÅ PARIS-ROUBAIX - VIND POINT ELLER KONTANTER