Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Tonkoff-Saxo/BettiniPhoto©2015

Optakt: Strade Bianche

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

04.03.2017 kl. 13:24 af Emil Axelgaard.

Sædvanligvis tager det adskillige år, inden et endagesløb kan betragtes som en klassiker, men ét løb har næsten fra dets start taget springet ind i den absolutte elite af endagesløb. Strade Bianche med sine ikoniske grusveje har alle de ingredienser, der karakteriserer et unikt løb, og betragtes allerede som et af sportens mest prestigiøse begivenheder, selvom 2017-udgaven bare er nummer 1. Med dets grus, mange stigninger og meget stejle bakke op til mål er det det måske eneste endagesløb på kalenderen, der tiltrækker brostensspecialister, Ardennerryttere og grand tour-stjerner, og de har alle en reel chance for at vinde på en af de mest fascinerende ruter på cykelkalenderen.

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og områdets kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2008, før Giro d’Italia-arrangørerne RC Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret 2007, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, der på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica.

 

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet føre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerne Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

 

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til Ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

 

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte Ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen, på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det Ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste.

 

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

 

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen forud for Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

 

I år har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet i 2017, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til, og det siger meget om dets prestige.

 

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno.Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet er det mindre løb GP Industria & Artigianato steget gevaldigt i graderne og rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrækker ikke helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgør det en helt perfekt løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen.

 

Sidste års udgave af løbet endte som det vanlige udskilningsløb, hvor kun de stærkeste overlevede. Quick-Step udnyttede deres overtal til at angribe fra distancen med Gianluca Brambilla, der længe så ud til at ville sikre sig en overraskende sejr. Han blev imidlertid på stigningen i Siena hentet af løbets tre stærkeste ryttere, Fabian Cancellara, Zdenek Stybar og Peter Sagan, og det var Cancellara, der i en flot finale viste sig som den stærkeste ved at slå Stybar i en spurt. Brambilla blev en imponerende nummer 3, mens Sagan måtte tage til takke med fjerdepladsen. Der bliver naturligvis ingen fjerde sejr til rekordholderen Cancellara, der har stoppet karrieren, men Stybar kommer tilbage for at forsøge at vinde for anden gang. Han er igen på hold med Brambilla, og også Sagan vil igen forsøge at vinde et løb, han endnu ikke har erobret.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!

 

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Et forhold har været det samme hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

 

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016. Det har man igen gjort forud for det første år på WorldTouren, men ændringerne kommer alle i de første 30 km, og de sidste mere end 140 km er helt identiske med sidste år. Formålet med ændringerne sidste år var at gøre løbet en anelse hårdere, og det synes igen at være ideen bag årets ændringer. Således returnerer grusvejsstigningen Bagnaia efter et års fravær, mens asfaltstigningen Passo del Rostapoio udgår. I alt lægges to nye grusvejsstykker ind i starten af løbet, der dermed kommer til at indeholde 61,9 km grusveje fordelt på 11 stykker, det højeste nogensinde. Sidste år forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 175 km på programmet. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret sidste år, og i det hele tager der er hovedsageligt tale om en gentagelse af sidste års rute.

 

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 11 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den nye sektor 2 (4,7 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning, der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Derefter følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set flad. Denne del af løbet er som regel meget aggressiv, da holdenes taktik spiller en nøglerolle i et løbet, og derfor er det meget vigtigt, at de store hold ikke får en mand med i det tidlige udbrud.

 

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (4 km, 5%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km) venter, adskilt af bare en kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter nu sektor 7 (9,5 km), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret sidste år og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spile ud allerede her.

 

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger, og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

 

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

 

De 17,8 km asfalt, der følger, er ganske nemme, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, der er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger stort set hele vejen med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia. Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10%, der endda når helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%. Det var her Cancellara blev sat for to år siden. Herefter følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her.

 

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moser viste det i 2013.

 

Finalen er ganske teknisk, idet rytterne passere gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 175 km er den 800m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når de sidste skarpe højresving bare 150 m fra mål. Denne 7% nedkørsel er ekstremt teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

 

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara har vist, kan man også køre væk meget tidligere. En ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

 

 

 

 

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil imidlertid huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje.

 

Noget kunne indikere, at traditionen bliver brudt i 2017. Der ventes således at falde 4 mm regn i Siena på lørdag, og selvom det meste vil falde omkring middagstid, synes det usandsynligt, at rytterne vil komme tørskoede i mål. Solen ventes imidlertid at kigge frem mod slutningen af en dag, hvor temperaturen vil nå 14 grader.

 

Det vil være ganske blæsende, idet der vil være en jævn til frisk vind fra syd, der aftager svagt mod slutningen af løbet. Det betyde, at rytterne hovedsageligt vil have modvind i løbets første halvdel, men efter byen Montalcino kort før sektor 5, vil der være med- eller sidevind det meste af vejen. Der vil være medvind på nøglesektoren Monte Sante Marie samt de to sidste sektorer, og derudover vil der hovedsageligt være sidevind i de sidste 30-40 km. Når man nærmer sig Siena, drejer man ind i modvind, mens der vil være sidevind på bakken op til mål.

 

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den enes side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning på rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

 

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punkteret. Alligevel er det altid de stærkeste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

 

I et løb som dette spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære. Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, og hvordan Quick-Step sidste år næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul.

 

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke folk som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar i en finale som denne. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til Ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb.

 

Som i ethvert andet stort endagesløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, og i år ser det ud til, at vejrguderne vil bidrage til at gøre løbet hårdt. Regnen og vinden vil bidrage til at gøre løbet selektivt, og den stærke sidevind tidligt i løbet kan allerede skabe den første udskilning. I finalen vil medvinden på nøglesektorerne samt et par solide sidevindsstykker gøre det ekstremt hurtigt og endnu nemmer for en enlig rytter at angribe fra distancen. Løbet vil således få endnu mere karakter af et udskilningsløb, end vi tidligere har set.

 

De regnvåde veje kan derudover yderligere ændre magtbalancen mellem de lette og de tunge ryttere. Det bliver ganske enkelt endnu vanskeligere for de lette folk at rejse sig fra sadlen, og der bliver mere brug for den power, som brostensspecialisterne har. Samtidig kan det være vanskeligt at holde varmen under disse forhold, og det er yderligere til gunst for de mere kraftfulde typer.

 

Alt dette er til fordel for Peter Sagan, der helt oplagt fremstår som løbets store favorit. Alle, der var vidne til den belgiske åbningsweekend, var nærmest ved at falde på halen over verdensmesterens kolossale styrke, og han synes at være kommet hjem fra højdetræningslejr i Sierra Nevada i en helt fantastisk form. I begge weekendens løb var han usædvanligt doven, hvad positionering angår - et forhold også Sep Vanmarcke bemærkede - men han kunne med lethed rette op på sine mange fejl med et helt kolossalt kraftoverskud. Nærmest ene mand skabte han den afgørende udskilning i lørdagens løb, og hverken Vanmarcke eller Greg Van Avermaet var for fine til at indrømme, at Sagan i særklasse var dagens stærkeste mand.

 

Strade Bianche passer Sagan ganske fremragende, og når han ikke har været sat tilbage af uheld, har han altid været blandt de stærkeste. Slovakken er vel den stærkeste i verden på korte, stejle stigninger, og det samlede antal højdemeter favoriserer ham sammenlignet med de fleste af de øvrige brostensspecialister. Med sine fantastiske tekniske egenskaber er grusvejene også en klar fordel for Sagan, der tillige burde kunne udnytte de hårde vejrbetingelser, som sjældent har været til hans ulempe.

 

Sagan har to store udfordringer, der kan koste sejren, selvom han med stor sandsynlighed vil være stærkeste mand. Først og fremmest skal han håbe, at Jay McCarthy endelig har taget sin gode form med til Europa, for han kan meget vel blive isoleret alt for tidligt. Som sagt kan det blive meget vanskeligt at kontrollere løbet, hvis han allerede sidder alene efter Monte Sante Marie. Den bedste løsning på det problem er sikkert at angribe fra distancen, og det er med den stærke medvind bestemt muligt at skabe udskilningen tidligt.

 

Det store spørgsmål er, om Sagan vil få hjælp af de få ryttere, der kan følge ham. I den sammenhæng er det en fordel, at han endnu ikke har vundet, og at han meget ofte har tabt spurter på bakker efter hårde løb. Specielt Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar vil have troen på, at de kan sætte Sagan til vægs på bakken i Siena, og derfor tror vi faktisk, at der er interesse i et samarbejde.

 

Sagans andet problem er, at han skal økonomisere mere med kræfterne. Det er således ikke uden grund, at han i lørdags blev slået i spurten. Han havde ganske enkelt ført meget mere og hårdere end konkurrenterne, og det er langt fra første gang, vi har set et sådant scenarium - bare tænk på tidligere udgaver af Strade Bianche og de to seneste udgaver af Omloop og E3. Det ændrer imidlertid ikke på, at Sagan normalt er verdens stærkeste i en finale som denne, og da der må være interesse i at afgøre det på stigningen, tror vi på sejr til verdensmesteren i et afgørende slag i Siena - hvis Sagan da ikke er kørt alene langt tidligere.

 

Hans værste rival må være Zdenek Stybar. Hvor alle de øvrige klassikerspecialister taler om cykelsportens monumenter, er Stybar den eneste, der i flere måneder har talt om Strade Bianche. Den tidligere vinder er ganske enkelt dybt forelsket i det løb, der gav ham hans første store endagessejr, og han lægger ikke skjul på, at det er et af sæsonens helt store mål.

 

Det er bestemt ikke uden grund. Stybar er sammen med Sagan en mester i at styre en cykel, og det kommer ham i den grad til gode på de italienske grusveje. Dertil kommer, at han er en af de allerbedste klatrere blandt brostensspecialisterne, og han har et punch som få på denne type stigninger. Det betyder, at han har bedre muligheder for at gøre en forskel her end i de flamske klassikere. Samtidig er den hårde, tekniske finale skræddersyet til Stybar, der før har vist, at han kan sætte rivalerne til vægs i Siena.

 

Stybar havde ikke den bedste åbningsweekend, men selvom han blev sat tilbage af styrt i Omloop, nåede han alligevel langt frem. Dagen efter var han stærkeste mand på Kwaremont, og det indikerer, at formen er absolut fremragende. Stybar har ydermere den fordel, at Quick-Step med folk som Gianluca Brambilla, Bob Jungels, Petr Vakoc og Matteo Trentin kan ventes at have en taktisk fordel i finalen. Det drog han fordel af i 2016, og det kan han gøre igen. Der er således gode chancer for endnu en sejr til tjekken.

 

Greg Van Avermaet har altid været blandt de bedste i dette løb, men han har endnu aldrig vundet. Det er vanskeligt at sige, om hans chancer er bedre i år. På den ene side er han oplagt blevet stærkere i løbet af de seneste 12 måneder. På den anden side har han været sat tilbage af sit ankelbrud, og selvom han genvandt Omloop Het Nieuwsblad, synes han ikke at være helt så stærk som sidste år.

 

Det er ildevarslende for Van Avermaet, der sidste år også mødte til start i Siena efter en sejr i Omloop. Alligevel kunne han ikke følge de bedste, og han måtte tage til takke med en sjetteplads. Det ændrer imidlertid ikke på, at Van Avermaet på papiret passer fint til dette løb. Blandt brostensspecialisterne er han en af de bedste klatrere, men sammenlignet med Sagan og Stybar er det store antal højdemeter måske en lille ulempe, specielt fordi hans form ikke er helt i top. Finalen i Siena passer ham imidlertid glimrende, og han har vist, at han er svær at slå i en spurt op ad bakke efter et hårdt løb. Nøjagtig som Stybar er han omgivet af et af de stærkeste hold, hvilket kan give ham en taktisk fordel i finalen. Vi er lidt usikre på, om Van Avermaet har formen til at vinde et så hårdt løb som dette, men sidste års bedrift ved OL viser, at belgieren kan vinde stort set alle de endagesløb, han vil.

 

En af de helt store oplevelser i årets første måneder har været Tiesj Benoot. Det belgiske supertalent har omsider fået bugt med den mavesygdom, der sammen med styrt og uheld ødelagde hans 2016-sæson. I år har han været flyvende lige siden de første løb på Mallorca. Det stillede han senest til skue i åbningsweekenden, hvor han efter den store skuffelse i Omloop - han blev som mange andre fanget bag det store styrt - viste klassen i Kuurne. Her leverede han en enorm kraftpræstation ved ene mand at køre op til Sagan, Trentin og Jasper Stuyven, og det vidner igen, om hans fantastiske form.

 

Benoot er ovenikøbet endnu mere interessant i Strade Bianche, end han er på de flamske brosten. Det skyldes han fantastiske klatreevner, som i år har fået endnu et nøk opad. Allerede sidste år blev han nummer 2 på kongeetapen i Polen Rundt, men i år har han været endnu bedre. End ikke Alejandro Valverde kunne køre fra ham på stigningerne i Mallorca, og han blev endda nummer 3 på den stejle Alto do Malhao på kongeetapen i Algarve. Der er således ingen tvivl om, at Benoot blandt brostensspecialisterne er den allerbedste klatrer, og det er en stor fordel i et løb med så mange højdemeter. Han har samtidig motoren og de tekniske evner til at blande sig i finalen af så hårdt et løb. Den store udfordring er, at han ikke er så eksplosiv som vores tre topfavoritter. Heldigvis er finalen så hård, at Benoot sagtens kan vinde på ren styrke.

 

I år skipper Tom Dumoulin Paris-Nice, og det giver ham mulighed for at vende tilbage til Strade Bianche for første gang siden det store gennembrud i 2015. Det er vanskeligt ikke at være begejstret over hollænderens comeback, idet han har alle forudsætningerne for at vinde. Han er helt oplagt en fremragende klatrer, der sagtens kan håndtere det store antal højdemeter, og han har i Vueltaen vist, at han er specialist på korte, stejle stigninger. Han har den perfekte motor til et langt, hårdt løb, og modsat de andre klatrere er han en stor fyr, der ikke får problemer på grusvejene. Dertil skal lægges, at han er ganske hurtig på stregen og eksplosiv på en stigning som den, der venter i Siena, og han kan sagtens slå selv de hurtigste med sin enorme power. Endelig viste han med tredjepladsen i Abu Dhabi Tour, at hans træningslejr i Sydafrika har efterladt ham i ganske god form. Derfor er Dumoulin manden, der kan snyde klassikerspecialisterne.

 

En af de store oplevelser bliver at se, hvad Fabio Felline kan præstere. I 2015 blev han nummer 7 i sin debut, men siden da er han blevet uendeligt meget stærkere. Sidste år var han således tæt på at vinde bjergetaper i Vueltaen, og i 2017 er han startet som lyn og torden. Han tog en suveræn solosejr i Trofeo Laigueglia, arbejdede fantastisk for Contador i Ruta del Sol - hvor han også kørte en fremragende enkeltstart - og i lørdags blev han nummer 4 i Omloop, selvom han begrænset brostenserfaring og blev fanget bag styrtet.

 

Fellines store fordel er det store antal højdemeter, hvor han kan drage fordel af sine klatreegenskaber. Samtidig er han hurtig i en spurt op ad bakke, og derfor passer finalen ham glimrende. Hans store udfordring kan imidlertid blive, at han ikke er helt så eksplosiv som de største favoritter. Det kan synes sært for en rytter, der er så hurtig som Felline, men på stigningerne synes han at være lidt mere en dieselmotor. Derfor er nogle af stigningerne i dette løb måske en anelse for stejle, og det kan derfor blive vanskeligt for ham at følge de allerbedste. Der er imidlertid ingen tvivl om, at han har formen til at vinde.

 

Van Avermaet er muligvis BMCs kaptajn, men det betyder ikke nødvendigvis, at han er den stærkeste. Holdet kan også satse på Tour of Oman-vinderen Ben Hermans, der er i sit livs form. Hermans havde planlagt at holde en lille løbspause frem til Catalonien Rundt, så når han pludselig er til start i Siena må det være for at kapitalisere på sin forrygende kondition. I Oman satte han rene klatrere som Fabio Aru og Romain Bardet samt en formstærk Rui Costa til vægs på Green Mountain, og det viser, at han er helt ustoppelig i øjeblikket. Samtidig har han før gjort det godt i kuperede endagesløb - faktisk er Ardennerne hans store sæsonmål - og dette løb burde passe ham fortrinligt. Han klatrer bedre end de fleste og er en robust fyr, der ikke burde få problemer med grusvejene. Finalen i Siena er ikke ulig den, der gav ham sejren på 2. etape i Oman, og han har et fint punch på sådanne stigninger. Hvis man dertil lægger, at han kan drage fordel af Van Avermaets tilstedeværelse i finalen, kan Hermans sagtens tage endnu en sejr, enten ved at angribe udefra eller ved at sætte alle til vægs på sidste stigning.

 

Benoot er ikke Lotto Soudals eneste kort. Belgierne kan også satse på den altid uberegnelige Tim Wellens, der ligeledes gør debut i et løb, der burde passe ham. På sine bedste dage er Wellens ustoppelig i terræn som dette, specielt når vejret er så dårligt, som det ventes at blive i år. Desværre er han samtidig enormt ustabil, og man ved aldrig, om Wellens er flyvende eller til hundene. I Mallorca satte han således alle til vægs ved at vinde de to hårdeste løb, men i Ruta del Sol mistede han alle muligheder for et topresultat på en dårlig 1. etape. Han kom stærkt tilbage med en flot enkeltstart og ikke mindst sejr på sidste etape, og der er derfor ingen tvivl om, at formen er helt i top. Sammen med Benoot udgør han en potent duo, der kan være med i den absolutte finale, og her kan Wellens drage fordel af det taktiske spil til at lancere et af sine uimodståelige soloangreb.

 

Da Sep Vanmarcke i 2015 gjorde debut i dette løb, havde han ikke de store forventninger. Han regnede således med, at løbet ville være for kuperet for en stor fyr som ham, men han overgik alle sine egne ambitioner ved at sikre sig en fjerdeplads. Faktisk måtte han først slippe de bedste i den absolutte finale, og det viser, at han kan begå sig i dette løb. I de senere år er han endda blevet en endnu bedre klatrer, og derfor bør hans chancer nu være endnu større. I Omloop Het Nieuwsblad viste han, at formen igen i år er i top, og der er således ingen grund til, at han ikke igen kan være med i finalen. Også finalen passer ham fint, da han er enormt eksplosiv på en kort stigning som denne. Vi føler os således overbeviste om, at Vanmarcke vil komme langt i dette løb. Alligevel tvivler vi på, at han kan vinde et løb, der indeholder så megen klatring som dette.

 

Vanmarcke kan imidlertid drage fordel af, at han i Rigoberto Uran har en potentiel vinder som holdkammerat. I år satser Uran 100% på endagesløbene, efter at han med sidste års imponerende opvisning i efterårsløbene, hvor han bl.a. blev nummer 3 i Il Lombardia, indså, at han kan gøre sig gældende i disse løb. I 2015 blev han nummer 7 i dette løb, og han har derfor vist, at han kan begå sig på grusvejene. Den megen klatring taler til hans fordel, og han har det rette punch til at gøre sig gældende på bakken i Siena. Han kommer imidlertid måske til kort på grusvejene i forhold til de lidt tungere drenge, og desværre viste han ikke den allerbedste form i Ruta del Sol, selvom han ikke var på et dårligt niveau.

 

Dimension Data stiller til start med Nathan Haas, der har været en af sæsonens mest velkørende ryttere. Allerede sidste efterår viste han i de canadiske klassikere, at han nu endelig er klar til at indfri det kolossale potentiale. I år var han flyvede i de australske løb, hvor han klatrede bedre end tidligere, og han fulgte op på præstationen i Oman. I det arabiske løb var vi ganske vist lidt skuffede over hans resultater på puncheur-etaperne, men hans overraskende gode indsats på Green Mountain viser, at formen stadig er fremragende. På papiret passer stigningstypen i Strade Bianche ham glimrende, og finalen er også så skabt til den stærke australier, der imidlertid stadig mangler at vise, at han kan blande sig med de bedste i de store endagesløb i Europa.

 

Sky satser bl.a. Diego Rosa. Italieneren ventes mest at skulle arbejde for sit hold i 2017, men han satser på at få sine egne chancer i endagesløbene. Dette er ét af dem. Mange vil huske, hvordan han som relativt ubeskrevet blad i 2015 smadrede feltet og siden kørte sig til en femteplads, og han har derfor vist, at han kan begå sig i dette løb. Han viste fremragende form i Ruta del Sol og er helt indlysende en af de bedste klatrere i løbet. Han mangler desværre eksplosiviteten til at vinde på stigningen i Siena, men han kan måske drage fordel af en overtalssituation for Sky til at angribe i finalen.

 

Jasper Stuyven var en af de allerstærkeste i den belgiske åbningsweekend, hvor han smadrede feltet på Taaienberg i lørdags. Faktisk var det kun uopmærksomhed, der forhindrede ham i at komme med de tre bedste hjem, og derfor er der ingen tvivl om, at han er en af de allermest formstærke ryttere. Dette løb er imidlertid af en anden type, og umiddelbart er der lidt for meget klatring til, at Stuyven kan matche de allerbedste. På den anden side klatrede han uhørt godt på stigningerne i Algarve, og dermed kan han nu have nået et niveau, hvor han også kan spille en rolle her. Umiddelbart er løbet og finalen for hård til, at han kan vinde, men da han måske kan udnytte holdkammeraten Fellines tilstedeværelse, kan han måske finde en taktisk udvej til at vinde.

 

Michal Kwiatkowski er Skys andet våben, og som tidligere vinder er han skræddersyet til dette løb. Han er en god klatrer, eksplosiv på korte stigninger, hurtig i en spurt og har fremragende tekniske egenskaber. Med andre ord har han hele pakken. Når vi alligevel tøver med at udråbe ham til topfavorit, skyldes det, at han i de seneste to år har været lagt fra sit højeste niveau. Belært af erfaringerne forsøger han i år at holde igen i den første del af sæsonen og derfor ikke være i samme forrygende form som vanligt. Derfor var han enormt overrasket over, at han blev nummer to i Volta ao Algarve, og det kunne indikere, at han faktisk vil være konkurrencedygtig i dette løb. Han imponerede imidlertid ikke stort i Portugal, og vi tror stadig ikke, at han har niveauet til at sætte favoritterne til vægs, med mindre han kan drage fordel af holdets overtal

 

Bahrain-Merida stiller med Vincenzo Nibali, men deres bedste kort må være Giovanni Visconti. Italieneren kan i år køre sin egen chance, og efter en lidt sløv start viste han med 4. pladsen på kongeetapen i Oman, at han nu er i form. Han har to gange tidligere været i top 10 i dette løb, der på papiret passer ham perfekt. Han er eksplosiv på stigningerne, god til at klatre og hurtig i en spurt op ad bakke. Det er aldrig til at blive klog på den lidt ustabile Visconti, men præstationen i Oman indikerer, at han burde kunne køre med om sejren.

 

Sidste år blev Petr Vakoc nummer 5 i dette løb, der passer ham fremragende. Tjekken er en god klatrer og har sin force på stigninger, der ikke er alt for lange. Det er netop, hvad han finder i Siena, og samtidig er han fremragende i en finale som denne. Sidste år mødte han imidlertid op efter to fantastiske sejr i Sud-Ardeche og Drome Classic, og i år synes han desværre ikke at være på samme niveau. På den anden side var han ren arbejdsmand i Abu Dhabi, så det kan være svært at aflæse hans reelle kondition. Han skal køre for Stybar i en spurt på bakken i Siena, men kan måske drage fordel af holdets styrke til at angribe i finalen.

 

Endelig vil vi pege på Edvald Boasson Hagen. Nordmanden har kørt påfaldende lidt i 2017, men efter en lidt sløv start viste han på enkeltstarten og specielt på kongeetapen i Algarve, at han som altid er i god form på denne tid af året. Han blev nummer 4 i dette løb helt tilbage i 2009, og på papiret burde det passe ham storartet. Blandt klassikerspecialisterne er han således en god klatrer, og han burde kunne drage fordel af det gode vejr. Spørgsmålet er, om finalen er lidt for hård til, at han kan slå de lettere fyre. På den anden side vandt han en endnu hårdere finale i Oman sidste år, og generelt synes intet at være umuligt for Boasson Hagen i årets første måneder.

 

***** Peter Sagan

**** Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet

*** Tiesj Benoot, Tom Dumoulin, Fabio Felline, Ben Hermans, Tim Wellens

** Sep Vanmarcke, Nathan Haas, Rigoberto Uran, Diego Rosa, Jasper Stuyven, Michal Kwiatkowski, Giovanni Visconti, Petr Vakoc, Edvald Boasson Hagen

* Oscar Gatto, Gianluca Brambilla, Gianni Moscon, Jhonatan Restrepo, Primoz Roglic, Luis Leon Sanchez, Vincenzo Nibali, Alexandre Geniez, Wilco Kelderman, Luis Leon Sanchez, Roman Kreuziger, Fabio Aru, Jan Bakelants, Michael Valgren, Daniel Oss, Andrey Amador, Bob Jungels, Moreno Moser, Matteo Trentin, Thibaut Pinot, Ondrej Cink

 

Danskerne

Der er pæn dansk deltagelse. Bedst chancer har Michael Valgren, der på papiret passer godt til et løb som dette, specielt i lyset af det dårlige vejr. Han er sammen med Luis Leon Sanchez, Moreno Moser, Fabio Aru og specielt Oscar Gatto en af kaptajnerne på et meget bredt Astana-hold. Desværre synes formen endnu ikke at være helt i top. Christopher Juul-Jensen har vist fremragende form i år og burde kunne komme langt i et løb, hvor han imidlertid først og fremmest skal hjælpe Jens Keukeleire, Roman Kreuziger og Luke Durbridge. Mads Pedersen er til start for Trek, men han er alene med for at hjælpe Fabio Felline og Jasper Stuyven. Også Mads Würtz er til start for Katusha, og selvom der ikke er nogen helt klar favorit på det russiske mandskab, er dette løb nok for svært for den unge dansker.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!

 

SENESTE

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk