Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt til en travl cykelfredag med fire store etapeløb

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

02.02.2017 kl. 21:12 af Emil Axelgaard.

Den første uge af februar er som vanligt en af de travleste i professionel cykelsport. Således går sæsonforberedelserne for alvor i gang, når der i løbet af ugen afvikles etapeløb i Australien, Dubai, Spanien og Frankrig. I stedet for at lave vores sædvanlige detaljerede optakter, vil vi hver aften lave en samlet optakt, hvor vi ser frem mod, hvad der venter dagen efter i de fire løb.

Fredag gælder det 2. etape i Herald Sun Tour, 4. etape i Dubai Tour samt 3. etape i både Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges.

 

Husk, at du fra klokken 10.30 kan følge Dubai Tour og fra klokken 14.45 Volta a la Comunitat Valenciana på www.feltet.dk/live.

 

Herald Sun Tour - 2. etape

Ruten:

Efter den vanskelige første etape bliver terrænet betydeligt nemmere på fredagens etape, men det betyder ikke, at sprinterne har grund til at glæde sig. Således har arrangørerne valgt at krydre en relativt flad etape med en hård stigning i finalen, og det vil skabe lidt udskilning.

 

Den 165,6 km lange etape indledes i Mount Beauty og slutter i Beechworth. Der er en lille kategori 3-stigning allerede efter 21,2 km, men derudover er etapen stort set helt flad. Det ændrer sig imidlertid når feltet rammer den 5 km lange Stanley-stigning med 19,5 km igen. Fra toppen går det svagt nedad mod mål, hvor stregen kommer for enden af en relativt lang vej, der kun falder ganske let.

 

Beechworth blev senest besøgt i 2007, hvor Aaron Kemps vandt en massespurt.

 

 

 

Vejret:

Der venter en varm fredag med høj solskin og en temperatur på 31 grader. Der vil være en let til jævn vind fra vest, hvilket giver sidevind på første del af etapen, mens der i anden halvdel vil være en kombination af mod- og sidevind. Der vil være sidevind på sidste stigning og derefter sidevind på første del af nedkørslen, inden man til slut drejer ind i en modvind.

 

Favoritterne:

Som vi skrev i går, var der en chance for, at hjælperytterne kunne drage fordel af giganternes kamp, og det var nøjagtig, hvad der skete, da hverken Esteban Chaves eller Chris Froome kunne gøre en forskel på den relativt lette stigning op til Falls Creek. Vi havde imidlertid regnet med, at det var Robert Power og Sebastian Henao, der fik chancen, og skrev specifikt, at Damien Howson og Kenny Elissonde nok ville blive låst i en hjælperrolle. Det var imidlertid netop de to, der blev givet en sjælden mulighed for at gå efter et topresultat, og da australieren viste sig som den stærkeste, synes sejren nu meget langt væk for et Sky-mandskab, der spillede på den forkerte hest.

 

Det sætter imidlertid scene for et meget interessant løb i morgen. Havde det været tæt i klassementet, er det ikke sikkert, at der ville blive angrebet i finalen, og sprinterne ville have haft en bedre chance for at overleve. Nu skal Sky imidlertid jagte tid overalt, hvor det er muligt, og derfor forventer vi, at både Elissonde og Froome vil forsøge sig i morgen. De havde helt sikkert også håbet på lidt sidevind, men vinden synes ikke at kunne gøre en forskel. Dermed er det på sidste stigning, at slaget skal slås.

 

Sky må formodes at gå til stålet fra bunden af bakken, hvorefter Froome og Elissonde skal forsøge sig. Den sidste stigning er imidlertid ikke voldsomt svær, og vi vil blive overraskede, hvis det kan lade sig gøre at skabe forskelle. Froome kunne trods alt ikke sætte Chaves på dagens etape, og det er usandsynligt, at han kan det i morgen. Dermed er det mest sandsynlige, at det samles til en spurt i en mindre gruppe, men Skys angrebsplaner betyder, at der næppe vil være mange overlevende.

 

Det gør det til den perfekte etape for Simon Gerrans. Hans hovedfokus er at passe på Howson, men hvis der skal spurtes om sejren, vil han være klar til at tage chancen. Han er kendt for at være meget hurtig og har før slået folk som Greipel og Sagan. På papiret er der ikke mange, der er hurtigere end australieren, og de få rene sprintere overlever næppe bakken. Gerrans vil med stor sandsynlighed være hurtigste mand, og derfor er han vores favorit til sejren.

 

En af de få, der kan tage kampen om mod Gerrans i en spurt, er Nathan Earle. Efter at være gået i stå på Sky er australieren tilbage på topniveau, og efter 11. pladsen i Tour Down Under sad han i dag med Froome til mål. Dermed er han stadig i storform og vil være at finde i den gruppe, der formodes at spurte om sejren. Han er ikke så hurtig som Gerrans, men det kan ikke udelukkes, at han kan overraske, specielt fordi hans stærke australske landshold vil have masser af folk i finalen.

 

Ian Bibby overraskede stort på dagens etape, hvor han kun blev sat af de allerbedste i den absolutte finale. Han er en halvhurtig herre, der blev samlet vinder af Mitchelton Bay Cycling Classic, en løbsserie bestående af gadeløb for sprintere. Med sin gode præstation i dag må han formodes at være med til at spurte om sejren.

 

I finalen vil det være en god ide at holde øje med Cameron Meyer. Australieren er en mester i at time et angreb i finalen. Med den taktik var han meget tæt på at vinde Cadel Evans Great Ocean Road Race, og han vil helt sikkert forsøge en lignende taktik denne gang. Hvis først han kommer fri, bliver han ikke nem at hente.

 

Unitedhealthcare har et fremragende hold med hele tre hurtige folk. På papiret er Travis McCabe deres førstemand, og han er netop ekspert i reducerede massespurter. Desværre viste han ikke storform i Cadel Evans Great Ocean Road Race, men hvis han kommer med hjem, er han manden, der kan slå Gerrans. Holdet har også den mere holdbare Tanner Putt samt Greg Henderson, der viste overraskende god form i dag, men de er ikke helt lige så hurtige som deres holdkammerat.

 

Skys taktik er at gøre løbet hårdt, og derfor bliver der næppe plads til, at Luke Rowe kan tage sin chance. Briten er imidlertid i helt fantastisk form og var med de bedste hjem i det hårde Cadel Evans Great Ocean Road Race. Det bliver ikke nemt at slå Gerrans, mens han er ikke uden chancer.

 

Normalt ville etapen være perfekt for Alexey Tsatevich, men russeren synes at være meget langt fra formen, og derfor tvivler vi på, at han er med hjem. Det samme gælder for Leigh Howard og Danny Van Poppel, der er to af feltets allerhurtigste, men ikke har brilleret med deres klatreben i starten af sæsonen. Også Joe Cooper fortjener at blive nævnt, idet han måske har en chance, hvis løbet bliver meget hårdt, men han skal af med Gerrans.

 

Endelig vil vi pege på Esteban Chaves. Det kan ikke udelukkes, at Froome og Chaves kører fra på stigningen. Sker det, vil Froome være tvunget til at glemme alt om colombianeren og køre helt til stregen for at vinde tid på Howson. I så fald skulle det være en smal sag for Chaves at tage sejren.

 

Feltet.dks vinderbud: Simon Gerrans

Andre vinderkandidater: Nathan Earle, Ian Bibby

Outsidere: Cameron Meyer, Travis McCabe, Luke Rowe

Jokers: Tanner Putt, Greg Henderson, Danny Van Poppel, Leigh Howard, Anthony Giacoppo, Alexey Tsatevich, Esteban Chaves

 

Dubai Tour - 4. etape

Ruten:

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til kongeetapen. For tredje år i træk skal rytterne på næstsidstedagen slutte på toppen af den 200 m stejle rampe op mod Hatta Dam på en etape, der tilbyder den største mulighed for at skabe forskelle. Samtidig er der undervejs et par stigninger på programmet, og de har før vist sig at kunne udfordre sprinterne.

 

Belært af erfaringerne fra dagens sandstorm og det ekstreme vejr, der er i vente, har arrangørerne desværre følt sig tvunget til at ændr den 172 km lange rute for at undgå en tur ud i de mest åbne dele af ørkenen. I stedet skal rytterne nu ud på bare 109 km omkring byen Hatta, men har man valgt at bibeholde den velkendte finale, der er blevet benyttet de sidste to år.

 

Efter indskrivningen i Dubai kører rytterne i bil til Hatta, hvor de efter starten bevæger sig ad let stigende veje til en 51,1 km lang rundstrækning nord for byen, der skal gennemkøres to gange. Den er bestemt ikke flad, idet det stiger jævnt i den første halvdel, mens den sidste halvdel mest er faldende. Undervejs er der indlagte spurter efter 39,7 og 84,5 km.

 

Den sidste del af rundstrækningen stiger, mens rytterne bevæger sig tilbage mod Hatta, og her følger de den oprindelige rute efter byen Huwaylat med 18,3 km til mål. Her starter finalen, når rytterne over 6,6 km bevæger sig opad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 7% mod toppen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der har top med 10 km til mål, men herefter returnerer feltet til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter et adskillige sving i byen Hatta frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Det sidste sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

 

Finalen har været benyttet to gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet nok til at vinde samlet. Sidste år var etapen betydeligt lettere, og det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med fire sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt.

 

 

 

Vejret:

I flere dage har der været talt om det forfærdelige vejr, der venter fredag, og det er de forhold, der har fået arrangørerne til at ændre ruten. Således falder temperaturen til bare 15 grader, og der er ovenikøbet en 25% risiko for regn. Mere interessant er det, at der vil være en stiv kuling fra vest. Det giver hovedsageligt sidevind på rundstrækningen. Inde i Hatta vil der være mod- og sidevind. Der vil være sidevind frem mod stigningen og modvind på selve bakken.

 

Favoritterne:

Det er en skam, at arrangørerne har været tvunget til at ændre ruten, men i lyset af dagens meget farlige forhold, synes det at være en fornuftig beslutning. Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser det får for etapen. Distancen næsten halveres, men ruten bliver mere kuperet, og selvom der ikke er stejle stigninger, vil det samlede antal højdemeter kunne mærkes.

 

Det er vanskeligt at kende de lokale forhold, men umiddelbart kan det se ud til, at der ikke tages færre risici med den nye rute. Rytterne skal stadig opholde sig uden for byen det meste af tiden, og her vil de møde meget stærk sidevind. Det er imidlertid muligt, at vejene enten er naturligt beskyttede, og at der derfor er læ, eller at der er mindre sand. Det var således sandet, der gjorde dagens etape meget farlig.

 

Med den ekstreme vind og de lange sidevindsstykker synes det usandsynligt, at feltet ikke splittes til atomer allerede inden finalen, og dermed forventer vi en helt anderledes etape end i de to foregående år, hvor det er blevet afgjort på stigningerne i finalen og blandt de bedste alene på den sidste bakke. I morgen må vi forvente, at der bliver kamp fra start, og at der en decimeret gruppe, der når bakken. Det gør positionskampen frem mod stigningen - normalt noget, der er langt mere afgørende end selve spurten - mindre hektisk, men til gengæld vil folk være langt mere trætte, når de når finalen.

 

Den hårdere finale passer John Degenkolb helt perfekt. I går efterspurgte tyskeren en hårdere etape. Det fik han i dag, og han leverede prompte. Det overraskende var, at klassikerspecialisten faktisk var i anden gruppe, da feltet splittede i sidevinden, hvilket normalt aldrig sker for tyskeren. Han viste imidlertid med sin flotte spurt, at der intet er galt med formen, selvom han ikke følte sig godt kørende.

 

Degenkolb vandt etapen i 2015 og er af den bedste på en kort rampe som denne. Belært af erfaringerne vil han være mere opmærksom i sidevinden, og vi vil blive overraskede, hvis han ikke er med til at spurte om sejren. Den mindre hektiske positionskamp er også til hans fordel. Intet tyder på, at han ikke er på vej tilbage mod tidligere tiders niveau - husk at han sad med i første gruppe ved VM, indtil han punkterede - og derfor er han vores favorit til sejren.

 

Den anden tidligere vinder af denne etape er Juan Jose Lobato. Spanieren er måske verdens bedste på en stigning som denne, men han er rædselsfuldt dårlig til positionskampen. Derfor er det en klar fordel for ham, hvis det er et mindre felt, der skal spurte om sejren, men vi tvivler på, at han kan overleve i sidevinden. Det har aldrig været hans force. Hans chance er, at et stærkere hold, der er mere vant til disse betingelser, kan hjælpe ham til alligevel at klare det. Han har været overraskende langt fremme i de flade spurter, og det tyder på topform. Hvis han er med hjem, tror vi, at han er stærkere end Degenkolb, men vi har vores tvivl om hans evner i sidevinden og i positionskampen frem mod bakken.

 

Sonny Colbrelli er en anden specialist i at spurte op ad bakke, og denne finale er skræddersyet til italieneren. Han var uheldig på de to første etaper, hvor han henholdsvis styrtede og punkterede, men i dag viste han god form. Han og Bahrain er ikke de bedste i sidevinden, men er han med hjem, kan han sagtens tage kampen op mod Lobato og Degenkolb.

 

Julian Alaphilippe havde foretrukket en længere stigning, men han viste i Touren og i Dauphiné sidste år, at han kan tage kampen om med sprinterne, selv i endnu nemmere finaler. Hans form er ukendt, men han har virket stærk i lead-outet for Kittel. Han har ikke megen erfaring i sidevinden, men han er del af et af de stærkeste hold, og multitalentet burde kunne klare sig. Stigningen favoriserer større ryttere, men intet synes umuligt for Alaphilippe.

 

Det andet stortalent i feltet er Gianni Moscon. Sky har gjort det klart, at de er her for at køre klassement med italieneren. Hans præstationer i sidste års klassikere viser, at han er god i sidevinden, og han er samtidig meget hurtig i en spurt som denne. Heller ikke han synes at have begrænsninger, og selvom han ikke er helt så hurtig som Alaphilippe, kan han sagtens vinde i denne hårde finale.

 

BMC har flere kort at spille. Det bedste er nok Silvan Dillier, der med sit udbrud på 1. etape har indikeret sine intentioner. Han styrtede i dag, men har ikke lydt større skade, så han burde være klar. Sidste år blev han nummer 3, men det er usikkert, om han er eksplosiv nok til at slå sprinterne.

 

Dimension Data satser sandsynligvis alt på Reinardt Van Rensburg, der i dag udnyttede en uventet chance til at spurte om sejren. Det viser, at formen er god, og da han for nogle år siden vandt Binche-Chimay-Binche viste han, at han er god i en hård finale. Han har ikke vist lignende takter siden, men det skyldes primært mangel på muligheder. Scott Thwaites er en alternativ plan, men sydafrikaneren synes at være i bedst form.

 

Normalt vil vi pege på Carlos Barbero som en af de helt store favoritter, idet spanieren er specialist i at spurte på en bakke. Han er af samme støbning som Lobato, men desvlrre synes han ikke at være i form, og han får det svært i sidevinden.

 

BMC kan også satse på Jempy Drucker. Luxembourgeren blev sidste år nummer 2 på en lignende etape i Vuelta a Burgos, og han synes at være i god form. Også Loic Vliegen kan tage sin chance, men finalen er nok for nem for belgieren.

 

Quick-Step satser med stor sandsynlighed på Alaphilippe, men Matteo Trentin kan også komme i spil, specielt hvis Kittel er blevet sat i sidevinden. Endelig, kan man også pege på Grega Bole, Daniele Bennati, Karol Domagalski og specielt Simone Consonni som folk, der kan blande sig.

 

Feltet.dks vinderbud: John Degenkolb

Øvrige vinderkandidater: Juan Jose Lobato, Sonny Colbrelli

Outsidere: Julian Alaphilippe, Gianni Moscon, Silvan Dillier

Jokers: Reinardt Van Rensburg, Carlos Barbero, Jempy Drucker, Matteo Trentin, Simone Consonni

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 3. etape

Ruten:

Mens 2. etape var for hård for nogle af sprinterne, ventes de ikke at få problemer på fredagens etape, der synes at være en perfekt chance for de hurtige folk. De 163 km fører rytterne fra Canals til Riba-Roja de Turia, og der er ikke en eneste kategoriseret stigning på menuen. Efter en faldende start og et kort, fladt stykke, begynder det ganske vist at stige efter 40 km, og selvom det herefter går opad i ca. 50 km, er der tale om en lang, gradvis opkørsel, der aldrig bliver stejl. Herefter får det jævnt nedad, indtil et kort, fladt stykke fører frem til målet, hvor stregen passeres fra den forkerte side med 45,2 km igen. Herefter begiver rytterne sig nordpå, hvor de i byen Villamarchante kører en omgang på en 31,4 km lang rundstrækning, hvorefter de returnerer til mål ad den samme vej. De sidste 45,2 km er småkuperede, men der er ingen nævneværdige stigninger. De sidste 2,2 km er helt flade, men finalen er teknisk kompliceret, idet der er tre skarpe sving inden for de sidste 800 m, det sidste bare 400 m fra stregen.

 

Riba-Roja de Turia har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

Vejret:

Efter dagens lidt våde etape kan rytterne vente flot solskin fredag, hvor der vil være en temperatur på 19 grader. Langt mere interessant er det imidlertid, at der vil være en hård vind fra vest, hvilket giver sidevind stort set hele dagen. I finalen vil der på rundstrækningen først være sidemodvind, siden medvind og dernæst en kombination af side- og sidemedvind. Efter det sidst sving i den tekniske finale vil der være medvind.

 

Favoritterne:

Regnen og de mange styrt gjorde dagens etape hårdere end ventet, og langt de fleste sprintere faldt fra. De bør alle være motiverede for at få revanche på fredagens etape, der på papiret er en klassisk sag for de hurtige afsluttere. Derfor er der næppe tvivl om, at BMC vil få hjælp af Cofidis, Direct Energie, Orica-Scott og Dimension Data, og således bør det tidlige udbrud ikke have mange chancer.

 

Den hårde vind kan imidlertid komme i spil, når rytterne efter forplejningszonen drejer over i sidemedvind. Herfra vil det blive meget nervøst, og da der også er lange stykker med sidevind på finalerundstrækninge, er det bestemt ikke utænkeligt, at der vil ske splittelse. Selv hvis det ikke sker, vil nervøsiteten gøre det til en ganske hård dag på kontoret. I sidste ende bør det bliver afgjort i en spurt, men det er ikke sikkert, at vi har et fuldt felt.

 

Nacer Bouhanni styrtede på dagens etape og sluttede langt tilbage. Der er imidlertid ikke meldinger om alvorlige skader, og han synes primært at have sparet sig til fredagens etape, der passer ham perfekt. På papiret er han feltets hurtigste mand, men det betyder ikke, at han nødvendigvis vinder. Således har han det ofte svært i februar, hvor han altid er et stykke fra topformen. På Mallorca viste han imidlertid med en tredjeplads, at han har fart i stængerne, og han bør være med fremme.

 

Bouhanni store fordel er imidlertid, at han har det bedste tog. Selvom han mangler Christophe Laporte, ha han stadig Julien Simon, Jonas Van Genechten, Cyril Lemoine og Geoffrey Soupe. Det er helt afgørende i en teknisk finale, som denne. Da han samtidig elsker sene sving, er afslutningen skræddersyet til franskmanden, der dermed er vores favorit.

 

Magnus Cort viste i dag, at han er i fremragende form, da han sad med hjem med de bedste, selvom han styrtede tidligere på etapen. Desværre mistede han Jens Keukeleire til at køre lead-out, da belgieren blev fanget bag et styrt, og Michael Albasini styrtede tidligere på etapen. I morgen må han imidlertid formodes at have hele holdet til sin disposition, og på papiret er Orica det eneste hold, der kan tage kampen op med Cofidis. Cort ligner en mand, der har formen til at gøre det færdigt, hvis holdet kan aflevere ham godt.

 

Bryan Coquard indrømmede, at dagens finale var for hård for ham, og det indikerer, at han er et stykke fra topformen. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er en af de hurtigste i dette felt. Han er imidlertid ikke altid god til at positionere sig, og derfor er finalen ikke ideel. På den anden side viste Direct Energie stor styrke i deres lead-out i 2016, og da han har Angelo Tulik, Tony Hurel og Adrien Petit til at støtte sig, kan han måske overkomme den svaghed.

 

Roompot satser på Raymond Kreder, der har udviklet sig til lidt af en specialist i disse tidligere løb. Han er altid flyvende i februar og viste god form på Mallorca. Han styrtede på dagens etape, men har meddelt, at han ikke slog sig, og at han siden sparede kræfter til fredagens etape.

 

Cannondale satser på Wouter Wippert, der er helt ren sprinter. Han har en imponerende topfart, men er elendig til at positionere sig. Derfor er denne finale slet ikke ideel for hollænderen, der samtidig kan betale prisen for det, der kan blive en hård dag i sidevinden.

 

Alexander Porsev havde ikke meget succes på Mallorca, men han viste på dagens etape, at formen bestemt ikke er dårlig. Han var med imponerende langt fremme på en hård etape, og det lover godt forud for fredagens flade finale, hvot han kan drage fordel af sin gode positioneringsevne.

 

En hård dag er til gengæld, hvad Kristian Sbaragli ønsker sig. Italieneren var med fremme i dag, hvor han blev nummer 3 i feltets spurt. Han er imidlertid bedst i reducerede massespurter, og denne finale er nok for flad til ham.

 

Det samme er tilfældet for Greg Van Avermaet, der normalt ikke er konkurrencedygtig på helt flade etaper som denne. Han har imidlertid meddelt, at han går efter et resultat, og den tekniske finale betyder, at han måske har en chance mod de hurtigere folk. Det samme gælder for Philippe Gilbert, men det er usandsynligt, at de to belgiere kan slå de rene sprintere.

 

Endelig er det værd at bemærke, at Jon Aberasturi sad med langt fremme på en hård etape. Det indikerer, at Ukyo-sprinteren er i form og måske kan levere en overraskelse fredag.

 

Også Coen Vermeltfoort, Albert Torres, Guillaume Boivin, Simone Ponzi, Enrique Sanz, Samuel Caldeira og Oliver Naesen kan tænkes at blande sig, men de er næppe hurtige nok til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Nacer Bouhanni

Øvrige vinderkandidater: Magnus Cort, Bryan Coquard

Outsidere: Raymond Kreder, Wouter Wippert, Alexander Porsev, Kristian Sbaragli

Jokers: Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert, Jon Aberasturi, Coen Vermeltfoort

 

Etoile de Besseges - 3. etape

Ruten:

Efter to dage for sprinterne er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Den afvikles på den samme 152,6 km lange rute, som har været blevet benyttet i adskillige gange. Den består af to rundstrækningen, en stor og en lille. Den første er 44,4 km lang og inkluderer den hårde kategori 1-stigning Col de Trelis straks fra start, hvorefter en kort nedkørsel nedkørsel leder til Vol des Bousses, der imidlertid ikke er kategoriseret. Efter endnu en nedkørsel venter yderligere to små stigninger, inden man kører ned til Besseges. Rundstrækningen skal køres tre gange, inden løbet afsluttes med tre omgange på en kort 6,8 km lang omgang i Besseges, der er helt flad.

 

Etapen er som sagt lidt af en klassiker, og det har før været muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel. Det skete senest sidste år, hvor Sylvain Chavanel vandt en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

 

 

 

Vejret:

Efter dagens sidevindsdrama falder det til ro forud for fredagens etape. Der ventes en solrig start, men om eftermiddagen er der 50% risiko for regn. Samtidig bliver det koldere end i dag med en temperatur på 10 grader. Der vil være en let vind fra syd, hvilket betyder, at rytterne hovedsageligt vil have med- og modvind på den store rundstrækning samt sidevind på den lille rundstrækning.

 

Favoritterne:

Som vi havde forudset i går, udviklede dagens etape sig til et sandt sidevindsdrama, hvor Katusha og Cofidis spillede med musklerne. Som ventet drog Alexander Kristoff fordel af den hårdere etape til at sikre sig sejren. Nordmanden bekræftede, at han er bedst, hvis det har været en krævende dag, og efter at være blevet sat til vægs af Arnaud Demare i går var han i dag klart hurtigere end franskmanden.

 

I morgen er det ikke vinden, men stigningerne, der vil gøre forskellen. Historien afslører, at etapen har flere forskellige mulige udfald, og specielt hvis det er dårligt vejr, kan den skabe splittelse. I 2014 og 2015 endte den imidlertid i en reduceret massespurt, og i lyset af de gode vejrforhold synes det igen at kunne blive tilfældet. Katusha viste i dag, at de har et fremragende hold, og selvom de bedste klatrere skulle køre væk på stigningen, vil de helt sikkert arbejde hårdt for at få nordmanden tilbage i kampen. De kan vente hjælp fra FDJ, Veranclassic, Cofidis og måske også Ag2r (selvom Pierre Latour må formodes at være med i front), og med så stærke hold til at jagte, er det mest sandsynlige, at vi får en spurt fra en større gruppe. Stigningerne betyder imidlertid, at det vil være et noget mindre felt.

 

Igen sætter vi vores penge på Alexander Kristoff. Nordmanden er bestemt ikke dårlig til at klatre, og hvis man ser på, hvem der tidligere har overleve stigningerne på denne etape, bør han ikke få problemer. Den største trussel er, at en lille gruppe kører væk, som det var tilfældet sidste år, men vi tror som nævnt på en spurt. I morgen vil den komme efter en hård dag, og det tilgodeser Kristoff i kampen mod Demare, der ellers er den hurtigste på en nem etape. Samtidig viste Katusha skræmmende styrke i dag, og vi forventer, at nordmanden vil have flere holdkammerater til at støtte sig. Derfor tror vi på endnu en sejr til Kristoff.

 

Hans værste rival er naturligvis Arnaud Demare, der i dag bekræftede, at formen er god. Han klatrer ikke helt så godt som Kristoff, men med den form, han har stillet til skue, bør han kunne klare udfordringerne. I en direkte duel er han normalt hurtigere end Kristoff, men den hårde etape kan ændre styrkeforholdet. Han har det bedste tog, men det er usikkert, hvor mange af holdkammeraterne der kan overleve stigningerne. En mand som Davide Cimolai bør imidlertid være med, og hvis han kan positionere den formstærke franskmand rigtigt, kan han sagtens slå Kristoff.

 

Roy Jans blev nummer 3 på 1. etape og viste igen i dag, at formen er fremragende. Desværre punkterede han to gange og røg derfor ud af frontgruppen. Han er imidlertid fremragende kørende, og selvom han normalt ikke klatrer specielt godt, er form det afgørende på denne tid af året. Han har vist, at han er hurtig nok til at udfordre de bedste.

 

Ag2r har to bud. Rudy Barbier var ikke langt fra at slå Kristoff i dag, og han har farten til at udfordre de store. Det er imidlertid ikke sikkert, at han klarer stigningerne. Bliver han sat, vil man satse på Samuel Dumoulin, men han kan kun vinde, hvis Kristoff, Demare og de øvrige rene sprintere er væk. Til gengæld klatrer han godt nok til at køre med de stærkeste, og skal en lille gruppe som sidste år afgøre det, vil han være den oplagte favorit.

 

Det var pinligt, at Lotto Soudal i dag kun havde Tony Gallopin i frontgruppen, og holdet synes slet ikke at være kørende. Normalt ville det være en god etape for Jens Debusschere, men han har tilsyneladende ikke formen til at være med. Derfor er han mere outsider end decideret favorit, selvom han er en af feltets hurtigste. Til gengæld kan Gallopin sagtens vinde, hvis en lille gruppe kører fri og skal spurte om sejren.

 

Hvis de bedste klatrere kører væk, er det et åbent slag, specielt hvis Dumoulin ikke kommer med. Specielt Romain Hardy er hurtige, men det et tvivlsomt, om han har formen til at følge de bedste. Det har til gengæld Mauro Finetto, Maxime Bouet, Sylvain Chavanel, Florian Senechal og Lilian Calmejane der alle kan vinde etapen.

 

Endelig er Christophe Laporte, Tosh van der Sande og Andrea Pasqualon eksperter i reducerede massespurter, men det er tvivlsomt, om de er hurtige nok til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Alexander Kristoff

Andre vinderkandidater: Arnaud Demare, Roy Jans,

Outsidere: Rudy Barbier, Samuel Dumoulin, Jens Debusschere, Tony Gallopin

Jokers: Romain Hardy, Mauro Finetto, Maxime Bouet, Sylvain Chavanel, Lilian Calmejane, Flori

 

SENESTE

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk