Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt til en travl cykeltorsdag med fire store etapeløb

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

02.02.2017 kl. 14:39 af Emil Axelgaard.

Den første uge af februar er som vanligt en af de travleste i professionel cykelsport. Således går sæsonforberedelserne for alvor i gang, når der i løbet af ugen afvikles etapeløb i Australien, Dubai, Spanien og Frankrig. I stedet for at lave vores sædvanlige detaljerede optakter, vil vi hver aften lave en samlet optakt, hvor vi ser frem mod, hvad der venter dagen efter i de fire løb.

Torsdag gælder det 1. etape i Herald Sun Tour, 3. etape i Dubai Tour samt 2. etape i både Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges.

 

Husk, at du fra klokken 10.15 kan følge Dubai Tour og fra klokken 14.45 Volta a la Comunitat Valenciana på www.feltet.dk/live.

 

Herald Sun Tour - 1. etape

Ruten:

Arrangørerne har i år valgt at vende tilbage til de høje bjerge for første gang i mange år, men lidt overraskende sker det allerede på den første rigtige etape, der samtidig er løbets kongeetape. Den fører rytterne over 174,2 km fra Wangaratta til toppen af Falls Creek-stigningen. De første 89,4 km er næsen helt flade, men derefter fælder det kategori 1-stigningen Tawonga Gap, der er 7,2 km lang. Efter en lang nedkørsel rammer feltet fladt terræn, inden de når bunden af målstigningen. Den er hele 29,9 km lang, men har kun en gennemsnitlig stigning på 3,9%. Den er imidlertid meget irregulær og har flere relativt flade passager afbrudt af stykker med 4-5%. Mod slutningen bliver den stejlere, og her ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 5-7%.

 

Falls Creek blev sidst benyttet i 2007, hvor Steve Morabito slog Joost van Leijen, Trent Lowe og Julien Mazet i en spurt blandt disse fire ryttere.

 

 

 

Vejret:

Torsdag bliver en dag med høj solskin og en temperatur ved mål på 18 grader. Der vil være en jævn vind fra vest, hvilket giver sidemedvind stort set hele dagen. På stigningen op til mål vil der ligeledes være sidemedvind.

 

Favoritterne:

På papiret ser etapen skræmmende ud, men den sidste stigning er ikke voldsomt svær. Omvendt er feltet heller ikke specielt stærkt, og dermed bør det være muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel, specielt fordi opkørslen er stejlest mod slutningen. Heldigvis vil medvinden gøre det lettere at skabe udskilning, men det er tvivlsomt, om de bedste vil kunne vinde tid på hinanden.

 

Etapen er imidlertid utvivlsomt kongeetapen, og det er dagen, som både Esteban Chaves og Chris Froome har set frem til. Derfor vil de to hold tage initiativet, holde udbruddet i snor, og vi kan forvente, at de allerede vil gøre løbet hårdt på den første stigning. De vil neutralisere alle angreb og sikre, at det hele skal afgøres i et stort slag på målstigningen.

 

Orica-Scott har tabt tid på prologen, så det er op til australierne at tage initiativet, og vi forventer, at de med Simon Gerrans, Damien Howson og Robert Power sætter feltet under pres. Det er så op til Chaves selv at forsøge at gøre forskellen på de stejleste passager mod toppen.

 

Vores favorit er imidlertid Chris Froome. Briten vandt sidste års løb, og selvom han kun har kørt Cadel Evans Great Ocean Road Race, er han utvivlsomt i fremragende form. Froome er således kendt for altid at være på et meget højt niveau, og han stiller aldrig til start i et etapeløb uden at gå efter sejren. Han har netop afsluttet en længere træningslejr i Australien og har dermed haft perfekte forhold til forberedelserne.

 

Froome så fornuftig ud i sin debut i søndags, hvor han arbejdede for holdet og lancerede et sent angreb, inden han sad op i finalen. Løbet tjente alene som opvarmning forud for Herald Sun Tour, der er hans første mål, og her handler det om at vinde. Han siger selv, at han er på samme niveau som sidste år, hvilket bekræftes af præstationen på den meget eksplosive prolog. Froome er den bedste klatrer i verden og dermed på papiret den stærkeste mand i løbet. Samtidig viste Chaves i Tour Down Under, at han - trods et ganske pænt niveau - endnu ikke er i topform. Vi tvivler meget på, at colombianeren kan komme af med briten på stigningerne. Til gengæld er der en vis sandsynlighed for, at det omvendte kan ske. I en spurt er Chaves måske en anelse stærkere end Froome, men vi tror, at Tour-vinderen sikrer sig en solosejr.

 

Den store rival er Esteban Chaves. I Tour Down Under viste han, at han modsat tidligere faktisk er i god form fra sæsonstart, og dermed har han en reel chance for at udfordre Froome, der i de senere år ikke har været samme garanti for succes i de tidlige løb, som han var for få år siden. Chaves har den fordel, at han har flere løbsdage i benene og må formodes at være endnu bedre, end han var i Tour Down Under. Som sagt tvivler vi på, at Chaves kan komme af med Froome, men det behøver han ikke nødvendigvis. Umiddelbart er de to jævnbyrdige i en spurt, men colombianeren har måske et lille overtag. Det kan være nok til at tage etapesejren og vigtige bonussekunder, der vil sende ham i samme tid som Foome.

 

Orica-Scotts store fordel er, at de har flere kort at spille. De kan også benytte supertalentet Robert Power, der endelig er tilbage efter sin sjældne knoglemarvssygdom. Det er hans første løb i år, men han kørte en hæderlig prolog, så han synes at være velforberedt. Hvis Chaves og Froome markerer hinanden, kan briten være tvunget til at lade Power køre.

 

Sky kører naturligvis for Froome, men sidste år var de meget tæt på at give sejren til Peter Kennaugh. Det kan komme på tale igen i år, og i givet fald er det Sebastian Henao, der står forrest i køen. Colombianeren har været meget ustabil, men viste i både Tour Down Under, hvor han smadrede feltet på kongeetapen, og i Cadel Evans Great Ocean Road Race, at han er i god form. I dag kørte han en helt forrygende prolog på en rute, der slet ikke passer ham. De længere stigninger her passer ham bedre end dem, han har tacklet i de tidligere løb. Kan han og Froome isolere Chaves, er det ikke utænkeligt, at Henao kan slå til som led i et taktisk spil.

 

Manden, der kan snyde de to store hold, er sandsynligvis Janier Acevedo. Colombianeren havde en fantastisk 2013-sæson, hvor han viste, at han kan matche de bedste på stigningerne, men to dårlige år på WorldTouren fulgte. I 2016 var han tilbage i USA, men heller ikke her viste han god form. Nu er han kommet til Unitedhealthcare, og på baggrund af hans flotte præstation i Cadel Evans Great Ocean Road Race kunne det tyde på, at han er på vej tilbage. Med sin base i Colombia har han haft gode forudsætninger for at træne, og den lange stigning passer ham.

 

Det australske landshold stiller med et fremragende hold, hvoraf flere kan begå sig i klassementet. Det gælder specielt supertalentet Michael Storer, der blev nummer 15 i Tour Down Under og nummer 8 på den hårde etape til Paracombe. Dette løb er et af hans helt store mål, og umiddelbart passer det ham bedre, da stigningerne her er længere, end de var i Adelaide. Storer regnes som en af fremtidens helt store etapeløbsstjerner, da han både kan køre enkeltstart og klatre, og en med en top 10 i Tour de l’Avenir har han allerede i sin meget unge alder bekræftet potentialet. Han kørte en overraskende dårlig prolog, men vi ved, at han er i form.

 

Lucas Hamilton er et andet stort australsk klatretalent. Han skuffede i Tour Down Under, men han kørte en flot prolog, hvilket indikerer, at formen er opadgående. Han burde bedre kunne lide de længere stigninger i dette løb. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han har potentialet til at blande sig med de bedste.

 

Det samme er holdkammeraten Jai Hindley, der blev nummer 25 i Tour Down Under. Han var ikke helt på Storers niveau i Adelaide, men det var han til gengæld i Tour de l’Avenir, hvor han blev nummer 5 og Storer nummer 8. Han er ikke så komplet som Storer, men slog alligevel sin holdkammerat på prologen. Umiddelbart er han ikke helt i samme form som Storer, men hierarkiet kan være vendt rundt på de længere stigninger.

 

Cameron Meyer er en tidligere vinder af dette løb, og han må være motiveret til at prøve at gentage triumfen. Han viste ikke umiddelbart storform i Tour Down Under, men i Cadel Evans Great Ocean Road Race kørte han fremragende, og var millimeter fra at tage en overraskende sejr. Der er ingen tvivl om, at formen er opadgående, og selvom han ikke er ren klatrer, bør han være en af en jævn stigning som denne.

 

Cameron Bayly har i Asien vist, at han er et stort klatretalent, og med fjerdepladsen ved de australske mesterskaber har han dokumenteret, at han er klar. På forhånd havde vi vurderet ham til at være i stand til at tage kampen om med de allerbedste, men efter den skuffende indsats i Cadel Evans Great Ocean Road Race var vi mere forbeholdne. Han kørte imidlertid en forrygende prolog, og det lover godt for fortsættelsen

 

Nathan Earle kørte et sublimt Tour Down Under, hvor han var meget tæt på at slutte i top 10. Australieren synes endelig at være tilbage på sit tidligere tiders niveau, efter at karrieren gik i stå på Sky. Nu må målet være at vise sig frem i Sun Tour, men desværre passer de længere stigninger ham dårligere. Etapen kan således vise sig at være for hård, men hvis han kan hænge på på de relativt milde procenter, kan han imidlertid slå til i kraft af sin gode spurt.

 

Joseph Cooper har i mange år været en af de bedste på den australske scene, og han har tidligere været på podiet i dette løb. Med sejren ved de newzealandske mesterskaber og i New Zealand Cycle Classic har han vist, at formen er fremragende. Han har tidligere gjort det godt på Arthur’s Seat, men da han ikke er klatrer kan denne rute være for hård for ham.

 

Timothy Roe har haft en kaotisk karriere, men viste på både prologen og i New Zealand Cycle Classic, at formen er god. Han blev tidligere betragtet som et stort klatretalent, og hvis han er tæt på 100% af sine ydeevne, vil han klatre med de bedste.

 

Endelig vil vi pege på Steven Lampier. Briten blev sidste år nummer 12 samlet og viste med tredjepladsen på den hårdeste etape i New Zealand Cycle Classic, at han er i god form. Han har ofte vist, at han er en god klatrer, og derfor burde denne rute passe ham fint. Han er imidlertid næppe god nok til at køre med om de allerøverste pladser.

 

Til slut skal det nævnes, at Kenny Elissonde og Damien Howson er blandt de bedste klatrere, men de vil næppe få lov at køre deres egen chance.

 

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Andre vinderkandidater: Esteban Chaves, Robert Power

Outsidere: Sebastian Henao, Janier Acevedo, Michael Storer, Lucas Hamilton

Jokers: Jai Hindley, Cameron Meyer, Cameron Bayly, Nathan Earle, Joe Cooper, Timothy Roe, Steven Lampier

 

Dubai Tour - 3. etape

Ruten:

Sprinterfestivalen fortsætter på 3. etape, der er en forlænget udgave af den etape, der har åbnet løbet i både 2015 og 2016. Modsat de foregående dage tilbringer rytterne imidlertid det meste af dagen i ørkenen, og det øger naturligvis risikoen for, at sidevind kan komme i spil. Derudover er der lidt flere højdemeter på denne etape, men det er ingenlunde noget, der ventes at udfordre sprinterne.

 

Med sine 200 km er etapen, der går under navnet Dubai Silicon Oasis Stage, den længste i Dubai Tours historie. Den starter som de øvrige foran Dubai International Marine Club og forbinder strandene ved Den Persiske Bugt med målbyen Al Aqah på den modsatte side af halvøen ved Det Indiske Ocean. Straks fra start bevæger rytterne sig ud i ørkenen, inden de passerer igennem området kendt som Silicon Oasis, hvor en lille rundstrækning med den første indlagte spurt, der kommer efter 38,6 km, venter. Herefter fortsættes længere ud i ørkenen ad lange, lige veje mod Hajar-bjergene, hvor terrænet bliver en anelse mere kuperet. Efter at have nået det højeste punkt mere end 300 m over havets overflade, køres ned til kystbyen Fujairah, der var rammen om mål sidste år. Herfra fortsættes nordpå af den lange, lige kystvej. Undervejs kommer den sidste indlagte spurt i Khor Fakkan med bare 18,1 km igen, inden den når frem til målet i Al Aqah.

 

Finalen er teknisk helt ukompliceret, idet rytterne følger den let bugtende kystvej. Undervejs drejer de til venstre i en rundkørsel med 3200 m til mål og kører lige gennem en anden ved 2 km-mærket. Vejen er helt lige i de sidste 500 m, men det er værd at bemærke, at de sidste 5 km ikke er helt flade. Der er nogle ganske små stigninger undervejs, og specielt er det værd at notere sig, at det stiger med 1-2% på den 500 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

 

Al Aqah har ikke tidligere været vært for løbet, men sidste år vandt Marcel Kittel åbningsetapen, der var en forkortet udgave af denne etape.

 

 

Vejret:

Efter to dage med stille vejr bliver det mere blæsende torsdag, selvom det først er på fredag, at det bliver rigtig voldsomt. Efter en solrig morgen bliver det faktisk overskyet sidst på eftermiddagen. Der vil være en temperatur på 28 grader og en jævn til frisk vind fra vest, der tager til i løbet af dagen. Det giver medvind i den første halvdel og dernæst sidevind på kyststykket. Det gælder også i de sidste mange kilometer og den meget lange opløbsstrækning.

 

Favoritterne:

Udover kongeetapen er dette den dag, der potentielt kan gøre de største forskelle. Således er der risiko for sidevind både i ørkenen og langs kysten. I nu tre udgaver har vinden imidlertid aldrig gjort en forskel, men måske det vil ændre sig i morgen. I hvert fald tager vinden til i løbet af finalen, og der vil være direkte sidevind i de sidste 50 km.

 

I dag var der hård kamp om at komme i udbrud, men i morgen vil vi næppe se klassementsryttere som Silvan Dillier og Jempy Drucker gå efter bonussekunder ved at gå i angreb. Nu handler det om at spare kræfter til fredag, så derfor vil udbruddet sikkert bestå af mindre prominente navne. Bagved vil Quick-Step tage kontrol, men denne gang er det usikkert, om de vil få nogen hjælp. Dimension Data har ikke haft meget held og kan argumentere for, at det må være op til andre at tage ansvar. Det ligner imidlertid ikke Cavendish, og vi forventer, at de vil bidrage. Hvis Quick-Step mangler hjælp, forventer vi også, at LottoNL-Jumbo giver en hånd. I lyset af Groenewegens flotte præstationer kan de ikke længere undslå sig.

 

I ørkenen vil der være medvind, så det bliver en meget hurtig etape, men der sker næppe noget stort før i finalen. Når vi nærmer os kysten, vil feltet imidlertid blive meget nervøst, og der vil være hård positionskamp frem mod byen Fujairah, hvor de drejer ind i sidevinden. Herfra vil feltet næppe falde helt til ro på noget tidspunkt, men det er et åbent spørgsmål, om vinden er stærk nok til at splitte feltet. Den stærke blæst kommer først for alvor fredag, men det kan ikke udelukkes, at vi også vil se splittelser torsdag. Under alle omstændigheder vil det blive en meget og hurtig finale, og efter medvind i den første del vil det blive en meget hurtig etape. I sidste ende vil det ende i en eller anden form for spurt, men det er usikkert, om hele feltet vil være samlet. Det skal i øvrigt bemærkes, at den sidste indlagte spurt kommer tæt på mål, hvor udbruddet på en nervøs dag må formodes at være hentet. Sprinterne kan ikke deltage så tæt på mål, men for folk som Silvan Dillier, Gianni Moscon, Julian Alaphilippe og Juan Jose Lobato er det en chance for at score et par sekunder.

 

Finalen er lidt anderledes end de foregående dage. For det første stiger opløbsstrækningen svagt, og for det andet kommer spurten efter en meget hektisk dag. Det betyder, at folk vil være betydeligt mere trætte, end de var i dag, hvor løbet først reelt startede med 10-15 km til mål. Det kan ændre sprinterhierarkiet.

 

Alligevel har vi igen Marcel Kittel som den store favorit. Tyskeren var i en klasse for sig på 1. etape, hvor han fik et perfekt lead-out, og igen i dag var han suverænt den hurtigste, selvom alt gik galt for Quick-Step i finalen. Det vidner imidlertid om hans overlegne fart, at han kan sikre sig sejren, selvom han må bruge mange kræfter på at komme tilbage i position og starte sin spurt langt bagfra. Det giver mindelser om hans fuldstændig suveræne opvisninger i Giroen i 2014 og 2016 og viser, at han er i fremragende form.

 

Finalen passer ham en anelse dårligere, men han har før vundet langt hårdere spurter. Samtidig er den hårdere etape ikke til hans fordel, men med den form, han stiller til skue, tror vi ikke, at det gør den store forskel. Hans stærke hold betyder, at han ikke bliver fanget i sidevinden, og belært af erfaringerne fra i dag vil de næppe vente så længe med at støde frem i finalen. Det kan betyde, at Kittel skal starte sin spurt lidt for tidligt, men i øjeblikket synes han usårlig. Derfor er han vores favorit.

 

Vi har stadig ikke fået set, hvad Mark Cavendish virkelig kan. Tirsdag punkterede han med 4 km til mål på dagens etape, og i dag blev han lukket inde i finalen. Han hævder imidlertid selv, at han var hurtigere end Kittel, inden han blev tvunget til at bremse, og han er begejstret for sin for. Umiddelbart er den stigende opløbsstrækning og den hårdere etape end fordel for briten i forhold til Kittel, og hvis tyskeren ovenikøbet skal starte sin spurt lidt for tidligt, er det ikke umuligt, at Cavendish kan slå ham. Historien viser, at Kittel ikke skal begå mange fejl, før at briten slår til.

 

Efter fiaskoen på 1. etape fungerede LottoNL-Jumbos lead-out bedre på dagens etape, hvor Dylan Groenewegen kunne starte sin spurt fra en ideel position. Igen i dag bekræftede han, at han er en af de allerhurtigste, men han har stadig ikke Kittels fart. Han synes imidlertid at være i god form, og i forhold til Kittel bør også han drage fordel af en hårdere etape. Hvis LottoNL-Jumbo kan bygge videre på dagens gode arbejde og igen give Groenewegen et godt lead-out, er en sejr inden for rækkevidde.

 

John Degenkolb er ikke ren sprinter, men han har kørt et par flotte spurter i finaler, der ikke passer ham. Samtidig leverede Trek et fantastisk arbejde på dagens etape, hvor tyskeren ikke kunne have ønsket sig et bedre lead-out. Hvis nogen kan drage fordel af en hård etape, er det samtidig Degenkolb, der er kendt for sin styrke på svære dage. Han er stadig næppe hurtig nok til at vinde, men i morgen har han en langt bedre chance for at udfordre de bedste.

 

Intet har fungeret for Sky og Elia Viviani, der i går måtte lave en tidlig spurt på hjulet af holdkammeraten Jon Dibben. Det kostede for mange kræfter, og da den reelle sprint startede, var han død. I dag var briterne aldrig fremme, og Viviani betaler klart prisen for et svagt hold. Den hårdere etape er bestemt heller ikke til hans fordel, og hans chancer er ikke store. Omvendt er han en af de få, der faktisk er hurtig nok til at vinde.

 

Det har været positivt at se UAE Abu Dhabi aflevere Sacha Modolo så flot. Nyprofessionelle Simon Consonni gjorde et fremragende job som lead-out man i positionen bag Roberto Ferrari og Matej Mohoric i går, og selvom det i dag var mindre strømlinet, var Modolo igen langt fremme. Samtidig er italieneren tydeligvis i fremragende form, og også han har fordel af en hårdere etape og spurt. Han er ikke hurtig nok til at vinde, men kan komme på podiet.

 

Jempy Drucker viste i dag sine ambitioner i klassementet ved at gå i udbrud, men han havde ikke held i spurten, hvor han lev lukket inde. Han er imidlertid begunstiget af en hårdere dag og et stigende opløb og har derfor meget bedre chancer torsdag. I Daniel Oss har han et godt lead-out, og han er fantastisk til at positionere sig. Dermed kan han sagtens komme i top 5.

 

I dag havde Jakub Marezcko endelig chance for at vise sin imponerende fart. Italieneren var som sædvanlig alt for langt tilbage, men blev reddet af, at han kom med i Kittels slipstrøm. Den hårde etape i morgen passer ham imidlertid dårligt, og selvom han er en af de hurtigste, får han svært ved at gentage dagens podieplads.

 

Endelig vil vi pege på Daniele Bennati og Sonny Colbrelli, der normalt ikke er hurtige nok til at slå de bedste, men vil være mere konkurrencedygtige, hvis det bliver en hård, udmarvende dag.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Andre vinderkandidater: Mark Cavendish, Dylan Groenewegen

Outsidere: John Degenkolb, Elia Viviani, Sacha Modolo

Jokers: Jempy Drucker, Jakub Mareczko, Daniele Bennati, Sonny Colbrelli

 

For nemheds skyld bringer vi her en oversigt over de ryttere, der ventes at blive støttet i en massespurt:

Quick-Step: Marcel Kittel

Aqua Blue Sport: Adam Blythe

Astana: Riccardo Minali eller Ruslan Tleubayev

Bahrain-Merida: Sonny Colbrelli eller Grega Bole

Bardiani CSF: Paolo Simion

BMC: Jempy Drucker

Movistar: Daniele Bennati eller Carlos Barbero

ONE: Steele Von Hoff

Dimension Data: Mark Cavendish

LottoNL-Jumbo: Dylan Groenewegen

Novo Nordisk: Quentin Valognes

Sky: Elia Viviani

Trek: John Degenkolb

UAE Abu Dhabi: Sacha Modolo

Landholdet fra De Forenede Arabiske Emirater: Ingen sprinter

Wilier Triestina: Jakub Mareczko

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 2. etape

Ruten:

Holdtidskørslen ventes at skabe de første tidsforskelle, men derefter får klassementsrytterne to dage til at komme sig, inden de skal ud i det afgørende slag i bjergene på fjerde etape. Den første af de to mellemetaper er den vanskeligste og fører rytterne over 178,6 km fra feriebyen Alicante til kystbyen Denia, der er kendt som et mekka for træningslejre for mange af WorldTour-holdene. Etapen har en hård start, idet de første 61,6 km hovedsageligt går opad, og undervejs er der hele tre kategori 3-bjergspurter. Den første af disse stigninger, Alto de Maymo (7,9 km, 1,5%), kommer efter 16,5 km og efterfølges af Alto de Xixona (4,8 km, 4,6%) efter 36 km. Den sidste af de tre knolde er Alto Benifallim (16 km, 1,6%), hvis top kommer efter 61,6 km. Dernæst bliver terrænet betydeligt nemmer, idet rytterne over de næste 80 km bevæger sig ned mod kysten og målbyen Denia. Her rammer de en afsluttende 26,4 km lang rundstrækning, der indeholder den lille kategori 3-stigning Alto de Montgo (4,4 km, 3,8%). De når rundstrækningen i bunden af stigningen og dyster om bjergpoint efter 145 km. Herefter kører de ned til mål, hvor stregen krydses 6 km senere. Etapen afsluttes med en fuld omgang på rundstrækningen, og det betyder, at de igen får den 4,4 km lange stigning i fuld længde. Efter toppen er der en kort nedkørsel, mens de sidste 3 km er flade. Det sidst svig kommer med bare 400 m til mål.

 

Denia var sidst vært for en etapeafslutning i 2001, hvor Erik Zabel vandt en reduceret massespurt.

 

 

 

Vejret:

Torsdag byder på en blanding af sol og skyer samt en lille risiko for en byge på den første del af etapen. Der vil være en temperatur på 18 grader og en tiltagende vind fra sydvest, der i finalen vil være jævn. Det giver medvind og sidemedvind det meste af dagen. På rundstrækningen vil der først være modvind og siden sidemedvind på stigningen og på det sidste stykke mod mål. I finalen vil der være medvind, indtil rytterne drejer ind i sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne:

Holdtidskørslen skabte som ventet kolossale tidsforskelle, der kan vise sig at være umulige at rette op på. Mange hold må derfor være interesserede i at forsøge at gribe uventede muligheder, og den kuperede 2. etape er bedste mulighed inden bjergetapen. Ingen af stigningerne er imidlertid stejle - heller ikke den sidste - og det kan derfor ikke lade sig gøre at skabe stor udskilning. Den største fare er vinden, men heller ikke den synes at give mange muligheder for at skabe splittelse.

 

Som sagt er den sidste stigning er ikke særlig stejl, men den bør alligevel kunne rydde lidt ud i de hurtige afsluttere, specielt hvis hold som Direct Energie, Dimension Data, BMC og Quick-Step, der har interesse i at komme af med Nacer Bouhanni, sætter hårdt tempo. Mange af de mere hårdføre sprintere kan imidlertid sagtens overleve en relativt let stigning som denne, og dermed bør der være rigeligt med interesse i at sikre en spurtafgørelse. Der vil sikkert komme angreb i finalen, men på så let en stigning bør det være umuligt at gøre en forskel. Den eneste lille tvivl skyldes det faktum, at sprinterne måske er usikre på deres chancer i finalen og derfor ikke beder deres hold føre. Det kan give en lille chance til et udbrud, men vi vil blive overraskede, hvis ikke Direct Energie, Dimension Data, Orica-Scott og måske Cofidis tager ansvar.

 

På papiret er Nacer Bouhanni feltets hurtigste, og i topform ville han sagtens kunne overleve denne stigning. Det er han imidlertid sjældent i februar, og sidste år havde han det svært på stigningerne i dette løb. Derfor er vores favorit Bryan Coquard, der med fjerdepladsen i Amstel Gold Race igen dokumenterede, at han er en helt forrygende klatrer. Samtidig er han altid flyvende fra sæsonstart, så han burde være i form til at være med i denne finale. Det store problem er hans elendige positioneringsevne, men med en sandsynligvis formstærk Adrien Petit og stærke folk som Angelo Tulik og Antoine Duchesne ved sin side, tror vi på, at han kan overkomme den udfordring. Han er i forvejen næsten lige så hurtig som Bouhanni, så hvis landsmanden er sat, bør han i særklasse være den stærkeste.

 

Som sagt er vi usikre på Nacer Bouhannis holdbarhed på denne tid af året. Hans klatreevner er normalt langt undervurderede, og han har sågar blandet sig med klassementsrytterne på en Vuelta-etape vundet af Daniel Navarro. Han skal imidlertid være i god form for at blande sig, og vi tvivler på, at han på nuværende tidspunkt har niveauet. Hans tredjeplads på Mallorca tyder ikke på topform. Kommer han imidlertid med over, er han den store favorit, idet han er hurtigst og elsker en finale med en sent sving.

 

Orica-Scott har et fremragende hold med tre potentielle sprintere, og det bliver sikkert først sent besluttet, om der satses på Magnus Cort, Jens Keukeleire eller Luka Mezgec. Efter præstationen i Vueltaen synes Cort imidlertid at være øverst i hierarkiet, og normalt er det til hans fordel, at der er en bakke i finalen. Han hævder selv, at formen er udmærket, og dermed bør han komme med over. På papiret har han et forrygende lead-out, så dermed kan det sagtens blive til dansk sejr.

 

Luka Mezgec er sandsynligvis nummer to i hierarkiet. Sloveneren har i de senere år ikke haft mange personlige chancer, men også han er specialist i at vinde efter en hård dag. Det er på den måde, han har taget adskillige triumfer i Volta a Catalunya. På papiret klatrer han mindst lige så godt som Cort, og med en Giro-sejr i bagagen har vist, at han har farten til at slå de fleste. Også Jens Keukeleire kan vinde spurter som disse - det viste han med etapesejren i Vueltaen - men han får nok først chancen, hvis Cort og Mezgec er sat.

 

Med sin Vuelta-etapesejr har Kristian Sbaragli vist, at han er specialist i at spurte efter en hård dag. Han klatrer bedre end langt de fleste sprintere, og hvis han er i bare nogenlunde form, er han en af dem, der har størst interesse i en hård dag. Desværre har han ikke mange hurtige folk til at støtte sig, og desværre synes han ikke længere at være hurtig nok til at vinde disse etaper.

 

På papiret er etapen for hård for Raymond Kreder, der ellers er en af feltets hurtigste sprintere. Sidste år klatrede han imidlertid fremragende i dette løb, og hvis han igen har samme form, er det ikke utænkeligt, at han kan komme med over. Sker det, er han blandt de stærkeste.

 

Hvis Bouhanni bliver sat, kan Jonas Van Genechten få chancen. Belgieren er i fremragende form og blev nummer to bag Greipel i den første spurt på Mallorca. Bakken kan sagtens vise sig at være for hård, men på denne tid af året afgøres det hele af formniveauet.

 

Dette er reelt Greg Van Avermaets eneste chance for at vinde en etape, men vi tvivler på, at den er hård nok. Belgieren kan blande sig i en reduceret spurt, men det skal være selektivt, hvis han skal have ram på de hurtigere afsluttere. Det samme kan siges om Philippe Gilbert, der ovenikøbet er en anelse langsommere end sin tidligere holdkammerat, og om Oliver Naesen og Sep Vanmarcke.

 

En anden oplagt kandidat er Simone Ponzi, der tidligere var specialist i spurter som disse. Spørgsmålet er om etapen er hård nok. Derudover er der usikkerhed om hans niveau efter en skadesplaget sæson.

 

Endelig kan folk som Lukasz Wisniowski, Salvatore Puccio, Jesus Herrada, Pello Bilbao, Sergei Chernetckii, Viachelsav Kuznetsov, Julien Simon, Guillaume Boivin, Samuel Caldeira og Enrique Sanz blande sig, men de er ikke hurtige nok til at vinde. For Albert Torres, Coen Vermeltfoort, Jon Aberasturi og Alexander Porsev må stigningen formodes at være for hård.

 

Feltet.dks vinderbud: Bryan Coquard

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Magnus Cort

Outsidere: Luka Mezgec, Kristian Sbaragli, Raymond Kreder, Jens Keukeleire

Jokers: Jonas Van Genechten, Jens Keukeleire, Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert, Simone Ponzi

 

Etoile de Besseges - 2. etape

Ruten:

Mens 1. etape stort set altid er den samme, varierer målet for 2. etape. Starten gør som regel fra Nimes, og det vil også være tilfældet i år, men denne gang sluttes der i Rodilhan, der er en forstad til storbyen. Fra starten bevæger man sig ud på en større tur i området nord for Nimes og passerer undervejs en kategori 2-stigning efter 28,5 km. Dernæst returnerer man til byen, hvor man passerer målstregen i forstaden efter 112,3 km. Dernæst venter fire omgange på en flad 10,1 km lang rundstrækning. Det sidste sving kommer med 1400 m til mål.

 

Rodilhan har ikke været vært for løbet i mere end et årti.

 

 

 

Vejret:

Der ventes regn om aftenen, men hvis rytterne er heldige, når de tørskoede i mål efter en solrig start på løbet. Der vil være en behagelig temperatur på 17 grader, men det vil være meget blæsende. Fra start vil der være en hård vind fra sydøst, og selvom den aftager, vil der stadig være en frisk vind i finalen. På de mange kringlede rundstrækninger vil der være masse ad sidevindsstykker.

 

Favoritterne:

Terrænet er om muligt endnu fladere end på 1. etape, og derfor er den eneste potentielle udfordring vinden. Den har imidlertid før skabt ravage og kan skabe udskilning, og da der er udsigt til en meget blæsende dag og flere stykker med sidevind, kan vi forvente en ekstremt nervøs og hektisk dag. Vi er ikke i tvivl om, at flere hold vil forsøge at skabe splittelse, og i lyset af de vanskelige forhold føler vi os overviste, om at det ikke er et fuldt felt, der når hjem. I sidste ende vil det blive en spurt, men denne gang fra en betydelig mindre gruppe.

 

I dag blev det bevist, at Arnaud Demare og Alexander Kristoff som ventet er de to bedste sprintere i løbet, og at deres hold samtidig er de stærkeste tog. Begge er stærke klassikerryttere, og der er derfor ikke nogen stor chance for, at de bliver sat i sidevinden. Dermed bør de begge være klar til endnu en duel.

 

Dagens finale blev en stor duel mellem de to tog, og i sidste ende var Demare simpelthen hurtigere end Kristoff. Det er ikke overraskende, at franskmanden har større topfart efter en relativt nem dag, men i morgen kan det være anderledes. Kristoff er således kendt som verdens bedste sprinter efter en lang, hård dag, og selvom det heller ikke er til ulempe for Demare, bør det favorisere Kristoff. Samtidig er Demare kendt for sin dårlige positionering, og i dag drog han i høj grad fordel af sit stærkt forbedrede tog. I morgen bliver det svært at holde samling på tropperne, og derfor kan Kristoff drage fordel af sin bedre evne til at holde sig fremme. Det bliver uden tvivl en tæt duel igen, men denne gang taler omstændighederne til fordel for Kristoff, der derfor er vores favorit.

 

Det kan imidlertid sagtens blive to i træk for Arnaud Demare. Som sagt var han i dag klart den hurtigste af de to, og han er som nævnt også stærk efter en hård dag. Hans dårlige positioneringsevne kommer måske slet ikke i spil, hvis sidevinden har splittet feltet til atomer. Samtidig har han i Jacopo Guarnieri en af verdens bedste lead-out men, og han kan sagtens klare sidevinden. Hvis han igen afleverer Demare perfekt, skal Kristoff være på stikkerne for at slå ham.

 

I dag gik det galt for Lotto Soudal, der tilsyneladende gav Jasper De Buyst chancen. I morgen bør de imidlertid satse på Jens Debusschere, der ubetinget er holdets hurtigste mand. Belgieren er samtidig klassikerspecialist, så også han kan drage fordel af en hårdere etape. Samtidig har han det måske stærkeste hold til sidevinden, og det kan efterlade ham med et bedre lead-out end konkurrenterne.

 

Timothy Dupont var en sand vindermaskine i 2016, og nu er han klar til at gå efter mere succes. I dag kom han ikke frem, men han er langt stærkere efter en hård dag. Her betyder det samtidig mindre, at han ikke har det bedste hold. Desværre viste han ikke sin bedste form i Marseille, men på papiret er han hurtig og burde trives i disse forhold.

 

Roy Jans fik med tredjepladsen en fremragende start og mente endda selv, at han havde farten til at slå Demare og Kristoff. Modsat de to klassikerspecialister har han imidlertid ikke fordel af sidevinden, og det kan vise sig at blive en udfordring. Omvendt kan det udligne styrkeforholdet mellem holdene, og det bør give Jans en rimelig chance.

 

Daniel McLay møder op med masser af selvtillid efter sejren på Mallorca, men var i dag stadig mærket af styrtet i søndags. Derfor kunne han ikke holde trit med holdkammeraterne i finalen, og det synes derfor ikke at være en fordel, at det i morgen vil blæse. Han regner imidlertid med at komme sig hurtigt, og hvis han har det bedre, er han en af de få, der er hurtig nok til at slå Kristoff og Demare.

 

Rudy Barbier er en af de mest stabile sprintere i franske løb og har mere støtte på sit nye hold, Ag2r. Det viste sig med dagens femteplads, og umiddelbart burde sidevinden være til hans fordel.

 

Christophe Laporte fik det ikke til at fungere i dag, hvor hans lead-out man Florian Senechal til gengæld blev nummer fire. Han er imidlertid også bedre efter en hård dag, så hvis formen er god, bør han være med helt fremme.

 

Endelig vil vi pege på Bert Van Lerberghe og Andrea Pasqualon, der begge bør drage fordel af en hård etape. De er imidlertid næppe hurtige nok til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Alexander Kristoff

Andre vinderkandidater: Arnaud Demare, Jens Debusschere

Outsidere: Timothy Dupont, Roy Jans, Daniel McLay

Jokers: Rudy Barbier, Christophe Laporte, Bert Van Lerberghe, Andrea Pasqualon

 

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk