Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt til søndagens to etapeløb

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

26.02.2017 kl. 16:51 af Emil Axelgaard.

Efter en hektisk uge med hele fire etapeløb går det lige så travlt for sig i denne uge, hvor der skal afvikles hele tre store etapeløb samt fem endagesløb. Det tre dage lange Tour La Provence afvikles fra tirsdag til torsdag, Tour de Langkawi køres fra onsdag til onsdag og WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour afholdes fra torsdag til søndag, mens de mange klassikere finder sted i weekenden. Hver dag kan du finde en artikel med optakter til dagens etaper i de tre begivenheder, der afvikles over flere dage, mens vi vil have separate optakter til de fem endagesløb.

Søndag gælder det 5. etape af Tour de Langkawi og 4. etape af Abu Dhabi Tour.

 

Du kan finde en samlet optakt til Tour La Provence, Tour de Langkawi og Abu Dhabi Tour samt til Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Drome Classic.

 

Husk, at du fra torsdag til søndag hver dag kan følge Abu Dhabi Tour på www.feltet.dk/live, og at du i weekenden tillige kan følge både Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne samme sted.

 

Abu Dhabi Tour - 4. etape

Ruten

Det er en tradition, at de store etapeløb ofte slutter ned et gadeløb i hovedstaden, mens kortere etapeløb ofte lader klassementskampen udspille sig helt til sidste pedaltråd. Selvom det kun strækker sig over fire dage, gør Abu Dhabi Tour som de fleste nationale rundture: slutter løbet med et rundstrækningsløb. Som i de foregående år har man valgt Formel 1-banen Yas Marina som rammen om sidste etape, der endda vil blive holdt under kunstigt lys først på aftenen. Det vil igen i år give anledning til en spektakulær afslutning på løbet, hvor vi kan forvente, at de bedste sprintere vil dyste om sejren på en etape, der er helt identisk med den, der blev benyttet i 2016.

 

Med sine bare 143 km er det en kort etape, der udelukkende finder sted på Formel 1-banen. I alt skal der køres 26 omgange á 5,5 km med i alt tre indlagte spurter, der kommer med henholdsvis 15, 10 og 5 omgange igen. Rundstrækningen er helt flad, vejene brede og asfalten af højeste standard. Første del består af lange, lige veje, men de sidste 2 km er teknisk mere udfordrende med fire 90-grader sving i rap inden for den sidste kilometer. Det sidste højresving kommer bare 250 m fra stregen, hvilket gør positionering helt afgørende.

 

I 2015 viste Elia Viviani sig som den hurtigste, da han slog Peter Sagan og Andrea Guardini. Sidste år var Mark Cavendish skarpest og henviste Giacomo Nizzolo, Viviani og danske Magnus Cort til de sekundære placeringer.

 

 

 

 

Vejret

Det vejrskifte, der slog igennem lørdag, holder ved, og derfor bliver det en overskyet og relativt kold dag i Abu Dhabi. Temperaturen vil kun være 23 grader og vil endda være helt nede på 20 grader, når aftenetapen afvikles. Der er samtidig 25% risiko for regn. Det vil være den mest blæsende dag med en jævn vind fra nordvest. Det giver sidemodvind på første del af rundstrækningen, så sidemedvind og -medvind og til sidst modvind i de sidste ca. 1800 meter, indtil man rammer sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Som vi skrev i går, var der to mulige udfald af kongeetapen. Enten ville Nairo Quintana være i stand til at køre fra alt og alle, eller også ville det blive en meget taktisk affære. Trods gentagne angreb viste det sig hurtigt, at Quintana på en så relativt nem stigning ikke var stærk nok til at sætte rivalerne, og derfor endte det med, at alle de bedste kiggede på hinanden. Specielt Quintana og Alberto Contador havde øjnene stift rettet mod hinanden, og derfor blev det lidt af et lotteri for de næstbedste, der kunne udnytte favoritternes kamp til at snige sig væk. Rui Costa gjorde netop dette ved at snige sig væk meget tidligt, og selvom Ilnur Zakarin klart var stærkere end portugiseren, viste han igen sin den gode form, han har haft siden januar, ved at hænge på russeren og slå ham i spurten.

 

Dermed er Costa nu så godt som sikker på at sikre en meget vigtig hjemmebanesejr til UAE Team Emirates. Sidste etape har lidt ceremoniel karakter, og med mindre uheld rammer, vil den ikke påvirke klassementet. I teorien er det muligt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, men det er usandsynligt. Costa er hurtigere end Zakarin, der intet har at vinde ved at forsøge at stjæle sekunder. Derfor bliver det en helt traditionel sprinteretape, hvor et tidligt udbrud vil komme afsted. Denne gang bliver der dog større kamp om pladserne, da der med tre spurter undervejs er hård kamp om spurttrøjen blandt wildcard-holdene. Samtidig er der ikke længere grund til at spare på kræfterne, og derfor vil flere ryttere fra topholdene også være interesserede i at komme afsted.

 

Når udbruddet er etableret, vil UAE sætte tempo, men meget hurtigt vil Dimension Data, Orica-Scott og Quick-Step tage ansvar, måske assisteret af Lotto Soudal. Ganske vist vil det være mere blæsende, men på Formel 1-banen vil det ikke være noget problem. Derfor ender etapen næsten med statsgaranti i en massespurt efter et hurtigt løb, hvor et større og stærkere udbrud vil tvinge feltet til at køre stærkt.

 

Der er en mulighed for, at udbruddet er hentet inden sidste spurt med 5 omgange igen. Sker det, er det meget sandsynligt, at Julian Alaphilippe vil gå efter et par bonussekunder. Han kan med bare et sekund, springe fra 9. til 5. pladsen, hvilket giver betydeligt flere WorldTour-point. Da spurten kommer så tæt på mål, at sprinterne næppe vil forsøge sig, burde det være en overkommelig opgave for franskmanden.

 

I sidste ende skal det hele afgøres en massespurt, der er ganske teknisk. Det sidste sving er ganske vist blødt, men det kommer bare 250 m fra stregen. Dermed er spurten meget lig den på anden etape, men denne gang er der endnu flere sving og endnu kortere til målstregen. Det gør betydningen af lead-out endnu større, mens topfart ikke spiller samme rolle.

 

Det får os til at pege på Caleb Ewan som favorit. Australieren viste på 2. etape, at han nu er hurtig nok til at holde selveste Mark Cavendish bag sig. Samtidig viste Orica-Scott, at de med Luka Mezgec og Roger Kluge har løbets bedste tog. Ewan er tilsyneladende kommet sig efter sit styrt, og hvis han placeres bag sine to holdkammerater, er der en god sandsynlighed for, at han igen vil være første sprinter igennem de sidste sving. I øjeblikket synes kun Kittel at være hurtigere end australieren, men denne gang vil tyskeren have mindre tid til at komme tilbage efter sidste sving, hvis han igen er ude af position. Det burde derfor ikke kunne lade sig gøre, og derfor sætter vi pengene på Ewan.

 

Mark Cavendish har det næstbedste tog i løbet, og 2. etape udviklede sig til en duel mellem Orica-Scott og Dimension Data. Det blev afgjort på marginaler, og det er bestemt muligt, at Dimension Data kan vinde kampen, som de gjorde det på 1. etape. Sker det, bør det være Cavendish, der er første sprinter igennem sidste sving, og så bliver han svær at slå. Han og Ewan synes at være meget lige, hvad topfart angår, og selvom Kittel er hurtigere, er positionering så vigtig i denne spurt, at Cavendish har en fordel.

 

Marcel Kittel viste med sin imponerende spurt på 2. etape, at han er feltets i særklasse hurtigste mand. Til gengæld viste samme etape igen, at Quick-Step i dette løb ikke har et tog, der kan matche de bedste. I fredags lykkedes det akkurat Kittel at kompensere for det dårligere lead-out med sin større topfart, men det bliver endnu sværere søndag, hvor finalen er mere teknisk. Denne gang skal han være længere fremme i sidste sving, hvis han vil vinde etapen. Det kan sagtens lade sig gøre - Fabio Sabatini er trods alt en ganske god lead-out man - og derfor kan Kittel sagtens vinde, men det kræver en forbedring af holdarbejdet.

 

André Greipel viste i Abu Dhabi, at han spurter forrygende i øjeblikket, men i dette løb betaler han prisen for manglen på lead-out. Han var alt for langt bagude på 2. etape og var derfor aldrig i spil til sejren. I en endnu mere teknisk finale bliver det endda sværere for ham. På den anden side viste han på 1. etape, at han kunne vinde kampen om Cavendishs hjul. Selvom han ikke er den bedste i positionskampen, er det ikke umuligt, at han kan være i god position efter sidste sving, og han har tydeligvis farten til at matche de bedste.

 

Elia Viviani har manglet det sidste for at vinde, men han er stadig en af de bedste på en kort, flad etape som denne. Den mere tekniske finale burde umiddelbart passe ham glimrende, fordi han så kan gøre brug af sit gode antrit. Det unge Sky-tog med Owain Doull og Jonathan Dibben har gjort det fremragende, og Viviani har også selv positioneret sig godt. Han har før slået Cavendish, Greipel og Kittel i en direkte duel, og det kan han gøre igen, hvis han er godt igennem sidste sving.

 

En kort, flad etape betyder, at det er en god dag for Matteo Pelucchi. Han så ud til at være i elendig form på 1. etape, hvor han var helt bag om dansen i spurten, men på 2. etape gjorde han det langt bedre. Samtidig har Bora-hansgrohe kørt nogle fremragende lead-out, og det er vigtigt i denne finale. Pelucchi har før vundet denne type etaper på WorldTour-niveau, og selvom det er svært i dette selskab, er han en af de få, der faktisk kan gøre det.

 

Niccolo Bonifazio har før været tæt på at slå Kittel i et direkte opgør, men det bliver ikke nemt at gentage på en etape, der er alt for nem for italieneren. På den anden side er han stærk i meget tekniske finaler, og han har et godt kick i en spurt med et sving tæt på mål. Han viste å 1. etape, at han selv uden megen holdstøtte kan positionere sig godt. Derfor burde denne finale give ham mulighed for igen at komme på podiet.

 

Vi har været meget imponerede over Sunweb, der har gjort et godt stykke arbejde for Phil Bauhaus. Han styrtede på 1. etape og slog håndleddet, men er tilsyneladende ikke voldsomt handicappet. Han er hverken hurtig nok eller har et godt nok hold til at vinde, men kan Sunweb fortsætte det gode arbejde, kan han komme på podiet i en teknisk finale som denne.

 

UAE vil mest have fokus på Costa, men Andrea Guardini vil forsøge sig i spurten. Med Simone Consonni og Ben Swift har han et af de bedste tog, og de har gjort det godt på de første etaper. Guardini var tidligere en mester i denne type etaper, men han er ikke længere så hurtig, som han tidligere var. Derfor vinder han næppe, men med et godt lead-out kan han komme på podiet.

 

Endelig vil vi pege på Daniele Bennati. Med Quintana ude af kampen om den samlede sejr må han få sin chance i spurten. Han viste i Vueltaen sidste år, at han stadig kan blande sig i massespurterne. Han er ikke længere så modig, men han er vanligvis god til at positionere ham. Det kan give ham en god placering i en spurt, der ikke handler så meget om topfart.

 

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, Marcel Kittel

Outsidere: André Greipel, Elia Viviani, Matteo Pelucchi

Jokers: Niccolo Bonifazio, Phil Bauhaus, Andrea Guardini, Daniele Bennati

 

Tour de Langkawi - 5. etape

Ruten

Med kongeetapen ude af verden kan sprinterne igen se frem til en chance på den 151,5 km lange femte etape, der fører feltet fra Meru Raya til Kuala Kubu Bharu. Etapen er stort set helt flad, og der er kun en lille kategori 4-stigning på programmet efter 92,3 km. Igen venter en flad finale, men denne gang er den af lidt mere teknisk karakter, idet der er et meget skarpt sving med bare 800 m til mål.

 

 

 

Vejret

Vejret minder om det, vi har oplevet de foregående dage. Der vil være en temperatur på 32 grader og en risiko på 80-100% for tordenbyger undervejs. Der vil være en svag vind fra vest, hvilket giver sidemedvind hele dagen. Det gælder også i de sidste 5 km.

 

Favoritterne

Ofte er der kørt et udbrud hjem i løbets anden halvdel, men det bliver næppe på denne etape, der er så kort og flad, at sprinterholdene burde kunne kontrollere det. Profilen ser ganske vist lidt drabelig ud, men den snyder. Rytterne kommer således ikke op i mere end 100 m højde, og derfor kan all sprintere sagtens overleve. Da der samtidig er mange hurtige folk, der har været tæt på sejren, må der være masser af interesse i at kontrollere en så kort etape.

 

Denne gang kan vi imidlertid se en lidt anderledes spurt end tidligere, idet det sene sving gør lead-out vigtigere end på de første sprinteretaper. Det er stadig ikke en meget teknisk finale, men det er mere udfordrende, end det har været i de hidtidige meget simple finaler.

 

Jakub Mareczko levede på 3. etape op til sin status som feltets hurtigste mand, og han var helt suveræn i spurten. Hans store problem har altid været positionering, men i går viste Alberto Cecchin, Rafael Andriato og Filippo Pozzato, at de sammen med Unitedhealthcare udgør det bedste tog. Selvom den tekniske finale bestemt ikke er ideel for Mareczko, har han holdet til at køre sig frem, og når det kommer til hurtighed er han suveræn. Derfor tror vi på endnu en sejr til italieneren.

 

Travis McCabe er ikke ren sprinter, og han er bestemt ikke feltets hurtigste mand. Til gengæld har han og Unitedhealthcare et af løbets bedste tog, hvor specielt Greg Henderson spiller en nøglerolle. I en mere teknisk finale har han derfor en fordel i forhold til tidligere, og det kan give ham muligheden for at slå de hurtigere folk.

 

Scott Sunderland har vist, at han er en af de allerhurtigste på korte, lette etaper som denne. Han vandt 1. etape og blev nummer 2 på 3. etape, hvor han endda måtte starte sin spurt langt bagfra. Hans problem er, at han ikke har megen holdstøtte, og det er et problem i denne finale. Han er imidlertid i stand til at kompensere med sin fart, og da han er god til at placere sig, kan han sagtens vinde igen.

 

Også Nicolas Marini har flere gange været tæt på, men han synes at mangle den sidste hurtighed til at slå de bedste. Han har imidlertid før vundet her i Asien, og disse flade, lette etaper passer ham ideelt. Han har i Riccardo Stacchiotti en god lead-out man, og er han i god position i finalen, er han hurtig nok til at vinde.

 

Ryan Gibbons har vist sig som en af de hurtigste i feltet, men hans hovedfokus er at blive på cyklen og forsvare førertrøjen. Samtidig har han ikke noget tog til at køre sig frem, og det har kostet i de hidtidige spurter, hvor han har måttet starte alt for langt tilbage. Derfor er denne spurt ikke ideel for ham, men han har farten til at vinde.

 

Androni har både Marco Benfatto og Andrea Palini, men da sidstnævnte ikke er i form, er det førstnævnte, der er kaptajn. Han er ikke helt lige så hurtig som de bedste, men måske har han en bedre chance i denne spurt, hvor han med et godt lead-out kan kompensere for sin manglende hurtighed. Alternativt for Palini chancen i en teknisk spurt, der burde passe ham fint.

 

Bardiani må sandsynligvis stadig satse på Marco Maronese, da Paolo Simion lider af maveproblemer. Den unge neopro er desværre ikke hurtig nok til at vinde, men han kan bestemt blande sig i kampen om podiet. Det samme kan de lokale Mohammed Saleh og Anuar Manan, men de vinder næppe heller.

 

Feltet.dks vinderbud: Jakub Mareczko

Øvrige vinderkandidater: Travis McCabe, Scott Sunderland

Outsidere: Nicolas Marini, Ryan Gibbons, Marco Benfatto

Jokers: Marco Maronese, Anuar Manan, Andrea Paolini, Paolo Simion, Mohammed Saleh

 

ONSDAG

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk