Optakt: Tour de Romandie

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne gradvist bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i Ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de alle ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvilke forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og efter flytningen af dette det nye Tour of Croatia. Disse løb tilbyder således traditionelt bådebedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presseet sidt topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris. Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. I kraft af et fantastisk felt med mange af de store Tour de France-favoritter er der en stor chance for, at vi også i 2017 kan få en Romandie-Tour-double.

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome er den eneste af de stadigt aktive.

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend. I kraft af det fantastiske felt til årets Giro har man ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man har haft specielt i de sidste to år, men man kan med Chris Froome og Richie Porte præsentere to af de fire topfavoritter til årets Tour de France, og havde det ikke været for Giroen, er der næppe tvivl om, at også Nairo Quintana havde været til start. Derudover vil Louis Meintjes, Warren Barguil, Robert Gesink, Rafal Majka, Primoz Roglic, Simon Yates, Roman Kreuziger, Rigoberto Uran og Ion Izagirre alle bruge det som del af deres vej mod Touren, mens det blandt Giro-favoritterne kun er Ilnur Zakarin, Tejay van Garderen og Bob Jungels, der også vil være til start i Romandiet. De store Giro-sprintere har også fravalgt løbet til fordel for Tour of Croatia, Tour de Yorkshire og Rund um den Finanzplatz, og det er således kun Elia Viviani, der vil forsøge at overvinde tyngdekraften i det schweiziske Alper, hvor han kan få værdifuld træning i bjergene fremfor at gå efter sejre i de fladere løb.

Sidste år tog Nairo Quintana sin første sejr i løbet i det, der var udset til at blive den helt store Tour-generalprøve og duel med Chris Froome. Desværre røg Froome ud af klassementet efter en defekt på den første bjergetape, og i stedet blev det den forsvarende mester, Ilnur Zakarin, der gav Quintana kam til sit hård. De to viste sig som de stærkeste på den første bjergetape - hvor Zakarin på kontroversiel vis blev deklasseret i deres spurt om etapesejren, hvorefter colombianeren øgede sin føring med en forrygende flot enkeltstart. Froome viste klassen ved efterfølgende at vinde kongeetapen, men det kunne ikke forhindre Quintana i at hjemføre den samlede triumf med et forspring på henholdsvis 19 og 23 sekunder til Thibaut Pinot og Ion Izagirre, der havde brugt enkeltstarten til at gå forbi Zakarin. Quintana bruger det kortere Vuelta a Asturias som sin forberedelse til Giroen og forsvarer derfor ikke titlen, og da franskmanden brugte Tour of the Alps som sin Giro-opvarmning, er heller ikke Pinot med denne gang. Det er til gengæld både Izagirre og Zakarin, der igen fremstår som to af løbets store favoritter. Måske du skal spille på Tour de Romandie, så tjek Smartsbets Danmark ud. 

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testet i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været nogle mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper som regel inkluderet en eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vi rolle, men oftest har den lange enkeltstart har næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på a tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel har været tilfældet.

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Hvis nogen havde ventet, at tendensen ville fortsætte, må de imidlertid se sig skuffede. Således synes man i 2017 at være vendt tilbage til den model, der prægede løbet i 2011 og 2012. Prologen er igen for specialister, og selvom man igen i år har to bjergafslutninger, er der tale om ganske lette finaler. Således venter der på andendagen en afslutning i Champery, der i højere grad tiltaler hurtige Ardennertyper end klatrere, og den efterfølges af de klassiske Romandiet-etaper, hvor stærke sprintere, puncheurs og udbrydere kan stjæle rampelyset. Klassementet skal afgøres i weekenden, hvor kongeetapen venter lørdag, men her sluttes på en relativt kort stigning i Leysin, som historisk aldrig har skabt store forskelle. Derfor bliver løbets nøgleetape som så ofte før enkeltstarten, der er tilbage på sin tidligere plads sidst i løbet, og hvor en kuperet rute vil sikre, at det er de alsidige klassementsryttere, der skal slås om både etapesejren og den samlede triumf i en ganske let udgave af Tour de Romandie.

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Det sker heller ikke i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 4,8 km er der tale om en lidt længere rute, end man ofte har set i det schweiziske etapeløb, og som det som regel har været tilfældet er der tale om en relativt flad sag, der er som skabt til de virkelige specialister i denne ganske særlige disciplin.

Året prolog afvikles i byen Aigle, der er kendt som hjemsted for den internationale cykelunion og strækker sig altså over 4,8 km. Fra starten bevæger man sig gennem et par sving mod syd ad en flad vej, inden yderligere et par sving sender rytterne mod nordvest, hvor de rammer den eneste lille bakke på ruten. Efter 1,5 km kører man således opad i ca. en kilometer, men det stiger kun ganske svagt med 2-3% i en fase, hvor der for en gangs skyld ingen sving er.

Efter 2,42 km tages mellemtiden, og herefter vender man rundt for igen at køre tilbage mod centrum af Aigle via en let faldende og lige vej. Mod slutningen venter en ganske lille bakke, inden man med 250 m igen tager et 180-graders sving for at køre op til målet på Avenue des Glariers via en svagt faldende opløbsstrækning.

Første del af prologen er flad og teknisk, mens den midterste del er mere enkel og indeholder en mindre bakke. Overordnet er der imidlertid tale om en meget eksplosiv sag for de virkelige specialister i disse korte tidskørsler. De fleste klassementsryttere er lidt for meget dieselmotorer til at kunne blande sig i kampen om etapesejren, og for dem handler det primært om at undgå problemer samt alt for store tidstab på e etape, der næppe bliver afgørende i det store billede. Samtidig vil en blanding af specialister og sprintere skulle slås om etapesejren og den første førertrøje i løbet.

Trods sin status som hjemsted for UCI har Aigle ikke ofte været vært for stor cykelløb. Faktisk har byen i dette årtusinde kun én gang lagt asfalt til afslutningen på et stor cykelløb. Det skete i 2014-udgaven af Tour de Romandie, hvor Simon Spilak slog Chris Froome i en spurt tomandsspurt på løbets kongeetape, efter at duoen havde sat rivalerne til vægs på de tidligere stigninger.

1. etape

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Alligevel har man ofte ventet mindst til 2. etape med at kaste rytterne ud i det første klassementsslag. Det bliver imidlertid ikke tilfældet i 2017, hvor den første af to bjergafslutninger venter allerede på løbets anden dag. Afslutningen i skisportsmekkaet Champery er imidlertid ikke voldsomt svær, og derfor er det sandsynligt, at løbets første bjergprøvelser i højere grad vil give svaret på, hvem der ikke kan vinde, end hvem der i sidste ende vil ende øverst på podiet sidst på ugen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I alt skal der tilbagelægges 173,3 km mellem Aigle og Champery, to byer, der ligger ganske tæt på hinanden. For at nå op på den distance har man derfor sammensat en etape, der i alt væsentligt består af en tur ud til et vendepunkt og derefter en næsten identisk tur hjem igen. For det meste holder man sig i dalen, men enkelte gange kører man ind i bjergene, mest markant naturligvis til allersidst.

Fra Aigle kører man først langs dalen mod syd, indtil man drejer mod drejer mod nordøst kort før storbyen Martigny. Her venter en lille kategori 3- stigning i byen Chamosson (2,3 km, 6,3%, max. 9%), der har top efter 38,8 km. Herefter fortætter man via den flade dal forbi storbyen Sion, hvorefter kategori 3-stigningen Ollon (2,8 km, 6,8%, max. 10%) med op efter 65 km. Dalen leder nu ud til vendepunktet i Sierre, der nås efter 67,7 km, og herefter kører man tilbage via en vej, der løber næsten helt parallelt med den, de rblev benyttet først på etapen.

Den relativt flade etape ændrer karakter, når man med 88,5 km igen kortvarigt forlader dalen for at køre op af kategori 2-stigningen Vex (8,9 km, 6,0%, max. 8%), inden man igen vender tilbage til det flade terræn. Her bliver man mens man passerer dagens først spurt med 47,5 km igen, og 7,3 km senere når man frem til Martigny. Herfra sætter man kursen mod nord med retning mod startbyen Aigle og kører undervejs op over kategroi 3-stigningen La Rasse (2,0 km, 8,0%, max. 12%), der har top med 26,9 km igen. Herfra fortsætter man forbi dagens sidste indlagte spurt, der er placeret 22,5 km fra mål, inden man når frem til byen Monthey. Den leder direkte ind på dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen op til ålet i Champery. Den stiger med 4,4% over 14,4 km og når undervejs et maksimum på 8%. Selve bjergspurten er placeet med 1200 m til stregen, hvorefter det falder ganske let ned til målet. I alt byder etapen på 2156 højdemeter.

Champery har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det skete på førstedagen af Criterium du Dauphiné i 2013, hvor David Veilleux højst overraskende vandt fra et langt udbrud, mens Gianni Meersman slog Tom-Jelte Slagter og Richie Porte i spurten om andenpladsen på den stigende opløbsstrækning.

Ganske vist er der tale om en bjergafslutning, men det vil være en fejl at forvente et stort klassementsslag. Opkørslen til Champery er ikke særlig stejl, og det er usandsynligt, at bjergrytterne kan gøre en forskel. Samme finale blev benyttet, da Dauphiné besøgte byen i 2013, og det siger lidt om sværhedsgraden, at Gianni Meersman her vandt spurten. Ganske vist kan man forestille sig, at der denne gang vil blive kørt med aggressivt, men det mest sandsynlige er, at en større gruppe skal spurte om sejren, og det gør det til en god dag for en mand som Michael Albasini og Fabio Felline eller måske Sonny Colbrelli, hvis ikke stigningen bliver lidt for lang for den alsidige italiener.

2. etape

Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Det er således også tilfældet i 2017, hvor løbet byder på to etaper, der synes oplagte for denne ryttertype, og den første af disse kommer på torsdagens anden etape.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 160,7 km mellem Champery og Bulle. Fra starten kører man ned af den opkørsel, der blev benyttet i finalen på den foregående etape, og herefter følger man dalvejen mod nord forbi Aigle, der var rammen om prologen og starten på 1. etape. Herfra fortsætter man igennem flad terræn frem til bredden af Lac Leman, som man følger gennem byerne Montreux og Vevey.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Efter 43,8 km fortsætter man imidlertid mod nord og vender således ryggen til søen, mens man kører op af kategori 3-stigningen Attalens (5,9 km, 5,0%, max. 7,0%), der har top efter 52,7 km. Herfra fortsætter man gennem ganske kuperet terræn mod byen Moudon, der nås efter 78,3 km. Den markerer en retningsændring, idet man nu sætter kursen mod øst og siden nordøst for at køre op af kategori 3-stigningen Esmonts (6,2 km, 4,8%, max. 12%), hvis top nås efter 87 km. Herefter falder det let frem til dagens første spurt, der kommer efter 100,3 km.

Efter spurten drejer man mod syd og siden øst for at forcere dagens vanskeligste udfordring, kategori 2-stigningen Le Chatelard (3,7 km, 6,6%, max. 11%), der har top, når der resterer 51 km. Nedkørslen leder videre mod øst, inden man gennem fladt terræn kører mod syd, hvor man med 42,5 km rammer den afslutning rundstrækning. Her kører man først det meste af en omgang, inden man krydser målstregen efter 135,7 km. Afslutningsvis kører man en hel omgang på den 25 km lange rute, hvor man undervejs dyster om dagens sidste spurt med 23,9 km igen. Første del er stigende, hvorefter det falder frem til det laveste punkt, der kommer med 13,5 km til mål. Herefter stiger det ganske let frem til bakken op til mål. Den er ca. 2300 m lang, hvoraf de sidste 1400 m stiger med 2,4% i gennemsnit. Etapen har i alt 2005 højdemeter.

Som vanligt har Tour de Romandie tiltrukket et par spurtstærke folk, der også kan klatre, og de vil gøre alt for at gribe de muligheder, som 2. og 3. etape byder på. Den stigende opløbsstrækning i Bulle er som skabt til folk som Sonny Colbrelli, Michael Albasini, Ben Swift, Moreno Hofland og Fabio Felline, og derfor kan vi vente, at deres hold vil sikre, at etapen skal afgøres i en spurt. Også Elia Viviani vil være ivrig efter at teste Giro-formen, men selvom italieneren i år har vist stigende holdbarhed, kan terrænet vise sig at være for svært på en etape, der helt typisk for Tour de Romandie.

Bulle har ikke været vært for afslutningen på et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Hvis det mislykkedes på 2. etape er mulighederne endnu ikke udtømte for de hurtige folk, der får chancen igen på 3. etape, hvor der denne gang venter en flad finale. Heller ikke på fredagens etape bliver det imidlertid let at få chancen for at spurte om sejren. Som altid i Romandiet er der masser af stigninger på programmet, og det kræver således nogle ganske gode klatreben at overleve de stejle mure, der kendetegner finalen, samt de 2020 højdemeter, der i alt skal forceres.

I alt skal der tilbagelægges 187 km på et sindrigt system af rundstrækninger i området omkring start- og målbyen Payerne umiddelbart yd for Neuchatel-søen. I alt består etapen således af 3 forskellige rundstrækninger, der alle skal tilbagelægges én gang, og de bliver sværere og sværere. Således er det klart den sidste af de tre, der er mest udfordrende.

Først gælder det en omgang på den 56,7 km lange 1. rundstrækning, der samtidig er den fladeste. Den er placeret i området sydvest for byen. Efter en flad indledning rammer man en ikke-kategoriseret stigning, der har top efter ca. 25 km. Herefter går det ned til søen, hvis bred følges, inden man drejer tilbage til Payerne, hvor man dog ikke krydser målstregen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Den næste rundstrækning er 54,6 km lang og befinder sig i området nordøst for Payerne. Det meste af tiden befinder man sig tæt på søen, og derfor er den hovedsageligt flad. Helt ude ved vendepunktet passerer man imidlertid dagens første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Mont Vully (2,8 km, 6,3%, max. 12,0%), der har top efter 81,7 km. Herefter går det igennem småkuperet terræn tilbage til Payerne. Undervejs passerer man dagens første indlagte spurt, der kommer efter 95,8 km.

Etapen afsluttes med en omgang på en 75,7 km lang rundstrækning, der har tre kategoriserede stigninger. Den befinder sig i området sydvest for Payerne og bruger dele af de samme veje, som også blev anvendt til den første rundstrækning. Denne gang bevæger man sig imidlertid igennem mere kuperet terræn, og der startes således hårdt ud, da man næsten med det samme skal op over kategori 3-stigningen Grandsivaz (2,6 km, 4,8%, max. 20%), der har top med 64,9 km til mål. Bare 5,4 km senere når man toppen af en anden kategori 3-stiging, Lovens (1,6 km, 8,1%, max. 22%), inden man vender rundt og bevæger sig tilbage mod Payerne. Undervejs slår man imidlertid en sløjfe for at ramme kategori 3-stigningen Sassel (2,6 km, 5,9%, max. 12%), hvis top passeres med bare 31,3 km til mål. Herefter går det ned mod et fladt stykke, der rammes med ca. 18 km igen og fører frem til søbredden og dagens sidste spurt, som kommer 11,1 km fra stregen. Herefter går det fladt lang vandet tilbage mod Payerne, hvor en flad finale venter.

Dette er sidste chance for sprinterne, og derfor burde det blive holdt samlet til en spurt. Historien viser imidlertid, at udbrydere har gode betingelser i Romandiet, og det kan således ikke udelukkes, at en lille gruppe kan overraske i det kuperede terræn. Da klassementet imidlertid stadig er tæt, er det mest sandsynlige dog en reduceret massespurt, men det er langt fra sikkert, at alle de hurtige folk stadig er med, når man når tilbage til Payerne for sidste gang.

Payerne var sidst målby for en lignende etape i 2013, hvor Gianni Meersman slog Francesco Gavazzi og Michael Albasini i en reduceret massespurt. I 2006 var Robbie McEwen hurtigere end Mirco Lorenzetto og Daniele Bennati på en fladere etape. Forud for det var man i 2001 rammen om enkeltstarten, der blev vundet af David Plaza med bare ét sekund ned til Dario Frigo og 16 sekunder ned til Andrei Teteriuk.

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2017. Fjerde etape byder således på intet mindre end 3 kategori 1-stigninger i anden halvdel, og der er således tale om en særdeles kuperet sag. Løbet har imidlertid også tradition for, at deres bjergetaper sjældent har de mest vanskelige finaler, og det vil også være situationen denne gang. Således er det en relativt kort, eksplosiv målstigning, der venter i Leysin, og det er derfor en afslutning, der ikke nødvendigvis er skabt til de rene klatrere, som dog stadig må betragte det som deres eneste mulighed for at gøre en forskel.

I alt byder årets kongeetape på 163,5 mellem Domdidier og Leysin. Startbyen er placeret et stykke fra de højeste bjerge syd for Lac de Neuchatel, og derfor er første del af etapen ikke vanskelig. Efter en flad strækning mod nordøst køres der mod syd ad en jævnt stigende vej, hvorefter det igen flader ud, mens man drejer mod øst og passerer den første indlagte spurt efter 77,6 km. Bare 10 km senere starter klatreudfordringerne, når man rammer kategori 1-stigningen Jaunapass (5,9 km, 8,3%, max. 11%), hvis top nås efter 94,7 km.

Herefter er der ikke megen tid til at komme sig. Stort set umiddelbart efter nedkørslen rammer man kategori 2-stigningen Saanenmöser (7,6 km, 4,4%, max. 6%), efter at man har sat kursen mod sydvest. Toppen kommer med 44,9 km igen, og derefter leder nedkørslen mod syd ned i dalen, hvor et fladt stykke fører frem til den sidste spurt bare 26,6 km fra mål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

500 m senere indledes finalen, når man forlader dalen og drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Pillon (7 km, 5,2%, max. 10%). Dens top passeres, når der resterer 19,1 km, hvorefter det går ned til bunden af målstigningen, der rammes med 5,2 km til stregen. Den stiger med 7,2% over 4 km og når et maksimum på 12%. Bjergspurten er placeret med 1200 m igen, men herefter fortsætter det med at stige med 4,7% i gennemsnit. I alt byder etapen på 2855 højdemeter.

Leysin var sidst målby i 2011, hvor Pavel Brutt tog en udbrudssejr. Blandt favoritterne var Damiano Cunego to sekunder bedre end Benat Intxausti, fire sekunder bedre end Cadel Evans, og seks sekunder bedre end en større gruppe anført af en ung Chris Froome. I 2006 var det en ung Alberto Contador, der tog en af sine første store sejre 24 sekunder foran Alejandro Valverde og Evans, der var de første i en mindre gruppe som blev adskilt af i alt 18 sekunder. I 2002 var Alex Zülle to sekunder hurtigere end David Mouncoutie og Santiago Perez på en dag, hvor 7 ryttere sluttede inden for 11 sekunder, og i 2000 slog Andrea Noe Francesco Casagrande med 8 sekunder samt fire ryttere anført af Francesco Casagrande med 12 sekunder.

Fjerde etape er uden tvivl kongeetapen, men selvom der ikke er meget fladt i den anden halvdel, er det ikke en voldsomt vanskelig etape. Den sværeste stigning kommer først, og herefter er stigningerne relativt nemme. Det gælder specielt også den sidste, der som nævnt har været benyttet flere gange tidligere. Grundet den relativt korte længde passer den bedre til mere eksplosive typer end rene klatrere, og som de hidtidige besøg viser, er forskellene mellem de bedste altid minimale. Etapen er således vitterligt den bedste mulighed for klatrerne til at gøre en forskel, og etapen vil uden tvivl skabe splittelse, ikke mindst fordi Sky vil forsøge at gøre det hårdt, men forvent ikke en dag, hvor feltet splittes til atomer i et stort klatreslag.

5. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og det vil bestemt også være tilfældet i 2017. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret. Efter et år som fredagsetape er den tilbage på sin plads til allersidst, hvor den uden tvivl vil vende helt rundt på klassementet. Specialisterne skal imidlertid ikke glæde sig for tidligt, idet der som vanligt i Romandiet er tale om en ganske kuperet rute Lausanne, hvor en relativt hård stigning vil sikre, at klassementsrytterne skal slås om de bedste placeringer.

Med sine 17,88 km er der tale om en enkeltstart af typisk Tour de Romandie-længde, og den afvikles i år i området nord for storbyen Lausanne. Starten tages i byens centrum ved bredden af Lac Leman, som man følger i et par hundrede meter, inden man drejer ind i landet og sætter kursen mod nord. Her begynder det straks at stige, og det går således jævnt opad helt frem til Lac de Sauvablin i 663 m højde, der nås efter 7,35 km. I alt stiger det mellem 0,9 og 7,12 km-mærkerne med 4,3% i gennemsnit.

Mellemtiden tages få hundrede meter fra det højeste punkt, hvorefter man vender rundt og sætter kursen mod syd tilbage mod centrum ag Lausanne. Nedkørslen er knap så stejl somstigningen og byder på en relativt teknisk del nær toppen, men når man nærmer sig Lac Leman og drejer mod vest med ca. 4 km igen, rammes en lige vej, der kun falder ganske let. Herefter tager man et venstresving for at køre det sidste stykke ned til søbredden via en lidt mere teknisk del. Det fortsætter med at falde let hele vejen, men det sidste 4 km er næsten helt flade. I alt er der 360 højdemeter.

Med udsigt til at afstandene mellem favoritterne er ganske små, kan betydningen af enkeltstarten næppe overvurderes, og det vil være her, det store slag om den samlede sejr skal slås. Stigningen betyder, at klatrerne har langt bedre mulighed for at begrænse tidstabet til de mere komplette ryttere, men da der ikke er tale om en meget svær stigning er det heller ikke en dag for de letteste folk. Da de tunge specialister kommer til kort, må man vente, at det som så ofte før er de mest alsidige af klassementsrytterne, der skal slås om både etapesejren og den samlede triumf, og derfor vil alle have blikket stift rettet mod folk som Chris Froome, Richie Porte, Ilnur Zakarin, Primoz Roglic, Ion Izagirre og Tejay van Garderen i det sidste stog slag i forårets ugelange etapeløb i Europa.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lausanne har ofte lagt asfalt til en enkeltstart på sidste etape. Det skete senest i 2015, hvor Tony Martin slog Simon Spilak med 11 sekunder, mens Ilnur Zakarin med en tredjeplads sikede sig den samlede sejr trods en defekt på toppen af en sen stigning (ruten var ikke den samme som i år). I 2008 vandt Daniele Bennati en massespurt, mens Thomas Dekker slog Paolo Savoldelli på en enkeltstart i 2007. Året inden var det Cadel Evans, der var 22 sekunder hurtigere end Leif Hoste, mens Santiago Botero slog Bradley McGee med 25 sekunder i 2005. McGee blev også nummer 2 i 2004, hvor han blev slået med 35 sekunder af Tyler Hamilton, der også vandt i 2003, denne gang med 41 sekunder til Alex Zülle på andenpladsen. Zülle vandt imidlertid i 2002, hvor han var 24 sekunder bedre end Dario Frigo. Byen lagde asfalt til prologen i 2012, hvor Geraint Thomas slog Giacomo Nizzolo med 5 sekunder, mens Frantisek Rabon var 2 sekunder hurtigere end Sandy Casar ved en lignende åbning i 2009. Også Schweiz Rundt har lagt vejen forbi, senest i 2001, hvor Erik Zabel og Oscar Camenzind begge vandt sejre i byen, og Erik Dekker vandt en Tour de France-etape der i 2000.

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Vuelta al Pais Vasco, der også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement. Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst 2 samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf ikampren mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spiller bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne). Sidste år begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, men i år har vi igen et mere klassisk format, hvor bjergene vil spille en mindre rolle.

På papiret ser det ud til, at der kun kan skabes tidsforskelle mellem favoritterne på prologen samt de to sidste etaper. 1. etapes bjergafslutning blev benyttet i Dauphiné i 2013, og når en fyr som Gianni Meersman kunne vinde feltets spurt, er det meget usandsynligt, at klatrerne kan gøre en forskel. Hvis etapen skal spille en rolle, kræver det, at en af klassementsrytterne kan sikre sig bonussekunder i spurten, men det synes kun at være en mulighed for Fabio Felline eller Rigoberto Uran. De to efterfølgende etaper vil være for de hurtige folk eller udbrud og bør ikke få indflydelse på den samlede stilling.

Blandt de tre vigtige etaper er det klart enkeltstarten, der har størst betydning. Afslutningen i Leysin er som nævnt blevet benyttet flere gange, men forskellene mellem de bedste har altid skullet tælles i sekunder. Det er ikke mærkeligt i lyset af stigningen data, der klart indikerer, at der er tale om en finale for eksplosive ryttertyper mere end klatrere. Da næstsidste stigning også er relativt nem, er der ikke megen mulighed for at åbne ballet længere udefra, og derfor vil det hele skulle afgøres i en hurtig finale mellem klassementsrytterne. Ganske vist vil folk som Chris Froome og Richie Porte, der er løbets bedste klatrere, naturligvis være med helt fremme, men det er langtfra sikkert, at de kan gøre forskelle, og det kan meget vel ende med, at 5-10 ryttere ikke adskilles af mere end et par sekunder.

Klassementsrytterne vil ikke kunne køre med om sejren på prologen, der er skabt til specialister, og forskellene vil være så små, at de næppe bliver altafgørende. Dermed er det klart, at enkeltstarten formentlig skal afgøre slaget mellem de ryttere, der har kunnet holde sig til på 4. etape og begrænset tidstabet til et begrænset antal sekunder. Ruten i Lausanne er bestemt ikke flad, og det er således ikke en dag for specialisterne. Stigningen er imidlertid heller ikke meget stejl, og der er derfor heller ikke tale om en helt atypisk enkeltstart som dem, man ofte ser i Baskerlandet. Tværtimod er det en perfekt rute for de bedste enkeltstartsryttere blandt etapeløbsspecialisterne, og det betyder, at det sandsynligvis er disse, der skal slås om den samlede sejr.

En faktor, der altid kommer i spil i Romandiet, er vejret. Løbet er kendt for sine regnfulde forhold, og selvom solen i disse dage skinner i området, ser det desværre ud til at, regnen vender ”hjem” fra og med tirsdag. Således loves der masser af nedbør til prologen, og der ventes sågar sne i målbyerne på både 1., 2. og 3. etape. Heldigvis skulle det gode vejr vende tilbage til kongeetapen og enkeltstarten, og derfor burde de to nøgleetaper blive afviklet som planlagt. Der er imidlertid stor risiko for, at der bliver tale om ruteændringer de onsdag, torsdag og fredag. Vi baserer denne optakt på den antagelse, at alt forløber som planlagt, men det er ingenlunde sikkert.

På papiret er Chris Froome og Richie Porte løbets to bedste klatrere, og da de samtidig er to af de allerbedste enkeltstartsryttere, er det vanskeligt ikke at betragte de to nære venner som løbets klare favoritter. Det er imidlertid på ingen måde indlysende, hvem af de to der vil vise sig som den stærkeste, og det kan meget vel ende som en uhyre tæt dyst. I kraft af sine hidtidige bedrifter både i grand tours og i dette løb er Froome naturligvis det oplagte valg, men Porte har i de senere år haft betydeligt bedre resultater end Froome i de ugelange etapeløb, og i år synes australieren endda at være stærkere end nogensinde. Derfor er det på ingen måde givet, at Froome vil dominere løbet med en Tour-lignende magtdemonstration.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Alligevel vil vi efter nogen overvejelse udpege briten som favorit - også selvom vi ikke venter at se ham i topform. Da han etableredes som klassementsrytter, var det meget vigtigt for Froome at vænne sig til sin kaptajnrolle, og derfor kørte han for fuld knald i foråret, specielt i 2013, hvor han var næsten altædende. I de senere år har han imidlertid helt bevidst haft en mere afdæmpet sæsonindledning, og selvom han stadig altid stiller til start for at vinde og altid er konkurrencedygtig, er det første i Dauphiné, at han som regel når sit ekstremt høje niveau. På denne tid af året er langt mere menneskelig for konkurrenterne.

Det har således også været tilfældet i år, hvor Froome stort set ikke har kørt. Han tabte det taktiske slag til Orica-Scott i Herald Sun Tour, hvor han og Chaves ikke kunne sætte hinanden på den relativt lette kongeetape og det derfor blev løjtnanterne, der kørte om sejren. Siden var han til start i Catalonien, hvor hans plan var at arbejde for Geraint Thomas, men hvor han overraskede sig selv ved at være stærkere end sin holdkammerat. Således var han meget positiv efter kongeetapen, hvor han kunne følge Contador og kun til allersidst måtte slippe den suveræne Valverde. Det fik ham til at betragte sit formniveau som en anelse bedre end for 12 måneder siden.

Froome er som regel betydeligt bedre i Romandiet end i Catalonien, og det er ikke noget tilfælde, at han vandt løbet i både 2013 og 2014. I 2015 var han generelt under niveau hele foråret, specielt på enkeltstarterne, og sidste år var det kun en defekt, der forhindrede ham i at køre med om sejren. I år forventer vi, at han er en anelse stærkere, og derfor vil han være blandt de allerbedste.

Vi tvivler på, at kongeetapen er hård nok til, at der vil være forskelle på Froome og Porte, der er meget lige på en sådan relativt eksplosiv stigning. Derfor vil de to stjerner skulle dyste om det på enkeltstarten, og det er her, Froome har et lille overtage. Ganske vist er de begge specialister, men historien viser klart, at Froome er et niveau over sin tidligere holdkammerat. Helt besynderligt faldt hans niveau kraftigt fra midten af 2014 og frem til slutningen af 2015, men efter at han i 2016 igen dedikerede mere tid til disciplinen har han genfundet tidligere tiders styrke. Det viste han sidste år i Touren, ved OL og i Vueltaen, og selvom han helt sikkert ikke er på samme niveau nu, har han så meget klasse, at vi tvivler på, at han kan slås på 5. etape. Derfor er Froome vores favorit til at vinde samlet.

Hans værste rival er som sagt Richie Porte. Australieren har i de senere år vist sig som verdens måske bedste rytter til ugelange etapeløb, og specielt i 2015 var han helt ustyrlig. Sidste år var han med vilje under niveau, men alligevel blev han nummer 3 i Nice og 4 i Catalonien. I år har han igen som mål at vinde en masse i foråret, og han kom fremragende fra start i Tour Down Under, hvor han var i en klasse for sig. Også i Paris-Nice var han løbets stærkeste rytter, men her kostede en dårlig dag i sidevinden ham alle muligheder i klassementet, selvom han efterfølgende vandt kongeetapen.

Porte har ikke kørt siden Paris-Nice, men Tour de Romandie er hans sidste store forårsmål. Han har trænet hårdt i Monaco og føler sig velkørende forud for et løb, der for hans schweiziske hold er uhyre vigtigt. Han vil være topmotiveret til at forsøge at slå Froome, men som sagt forventer vi ikke, at stigningerne er hårde nok til, at de to kan adskilles. Derfor skal han slå sin tidligere kaptajn på enkeltstarten, og det bliver ikke nemt. Selvom Porte er specialist, har Froome historisk været stærkere, senest i Touren sidste år.

Alligevel vil vi ikke udelukke, at australieren denne gang kan få ram på briten. Det skyldes to forhold. Først og fremmest har Porte modsat Froome altså haft det som mål at nå en formtop i foråret, og vi forventer således, at han er tættere på 100%. Dernæst betyder stigningen, at Porte har en langt bedre chance for at gøre Froome rangen stridig. På denne type enkeltstart betyder enkeltstartsevner mindre, og det taler til BMC-kaptajnens fordel. Derfor venter vi en meget tæt duel mellem de to tidligere holdkammerater.

Den største trussel mod de to favoritter kunne meget vel være Ilnur Zakarin. Russeren har på bare to år udviklet sig til lidt af en Mr. Romandiet, og han synes virkelig at have fået smag for det schweiziske etapeløb. I begge de to foregående sæsoner er han kommet ind til dette løb i helt fantastisk form og har begge gange været måske stærkeste mand på stigningerne. Sidste år var det en skuffende enkeltstart, der kostede ham den samlede sejr, men på bjergetaperne var det kun Quintana, der kunne matche ham.

Modsat sidste år har Zakarin ikke kørt Liege, og han møder op efter en lang træningslejr, hvor han har forberedt sig til Giroen. Det plejer at betyder, at han er flyvende, og da han endnu ikke har nået grænsen for sit potentiale, forventer vi, at han i år vil være endnu stærkere end tidligere. Som sagt skal det hele afgøres på enkeltstarten, og det kan gøre det lidt svært for russeren, der har sendt blandede signaler i den disciplin. Som ung var han specialist, men efter at han har tabt sig, har han tabt lidt power. Han kørte stadig en fremragende enkeltstart i dette løb for to år siden, men har siden ikke været på samme niveau. Kun i Giroen viste han, at han stadig har klassen, og derfor kan det både blive en dreng og en pige for Zakarin. På en kuperet rute som denne har han imidlertid chancen for at true de store favoritter, og hvis nogen skal skabe overraskelsen, er Zakarin det bedste bud.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Enkeltstartens betydning gør løbet helt perfekt for Ion Izagirre, der sidste år blev nummer 3 og kommer ind til løbet i storform. Således er han netop blevet nummer 5 i Liege-Bastogne-Liege, og tidligere er han blevet nummer 3 i Baskerlandet og 7 i Paris-Nice. Han har udviklet sig til en af verdens allerbedste ryttere til ugelange etapeløb, og han kunne næppe have designet en bedre rute. Stigningerne er ikke for vanskelige og relativt korte, og han vil blandt favoritterne være den bedste på prologen. Den kuperede enkeltstart er skræddersyet til ham, og hvis han kan finde de ben, han havde, da han vandt tidskørslen i sidst års Schweiz Rundt, bliver han svær at bide skeer med. Desværre har han kørt nogle lidt skuffende enkeltstarter i år, og det giver os en lille tvivl, om hans forbedrede klatreegenskaber har haft en pris.

I 2016 udviklede Primoz Roglic sig pludselig fra klatretalent til enkelstartsspecialist, og i år har han formået at kombinere de to evner til at blive en fremragende etapeløbsrytter. Således vandt han i suveræn stil Volta ao Algarve, og han var meget tæt på at komme på podiet i Tirreno-Adriatico. Senest tog han en suveræn sejr på den kuperede enkeltstart i Baskerlandet, der på mange måder minder om den, der venter i Romandiet. I det hele taget har han kørt fremragende enkeltstarter overalt i år, og hvis han kan holde det niveau, kan han meget vel vinde sidste etape. Når han alligevel ikke er topfavorit skyldes det to forhold. Dels viste Baskerlandet, at han fortsat er en anelse for begrænset på stigningerne til at kunne følge de bedste, og han vil sandsynligvis tabe lidt tid til de stærkeste på kongeetapen. Dertil kommer, at der er mindre fladt på enkeltstarten her, end der var i Baskerlandet, og da det netop var på det flade stykke, han gjorde forskellen i Spanien, får han sværere ved at gentage opvisningen her.

Bob Jungels fik sit store gennembrud som etapeløbsrytter i sidste års Giro d’Italia, men han har aldrig opnået de store resultater i de ugelange etapeløb. Det skyldes hovedsageligt, at han ikke er klatrer, og han kommer altid til kort på de sværeste stigninger. I de tre uger lange etapeløb drager han imidlertid fordel af sin store motor, der betyder, at han altid er flyvende i den tredje uge. Hvis han skal begå sig i et kortere etapeløb, får han imidlertid ikke en bedre chance end denne. Bjergetaperne er lette, og den sværeste er endda karakteriseret ved, at målstigningen er kort. På sådanne bakker er som regel meget stærk, fordi hans power betyder mere end hans vægt. Samtidig er det perfekt for ham, at løbets vigtigste etape er enkeltstarten, hvor han må formodes at være blandt de stærkeste, ikke mindst på en kuperet rute, der er skræddersyet til ham. Han viste storform i Fleche Wallonne og er tydeligvis klar til Giroen. En podieplads i Romandiet vil være det perfekt selvtillidsboost.

Det er ikke let at blive etapeløbskaptajn på et hold med både Alberto Contador og Bauke Mollema, men i Romandiet får Fabio Felline en sidste chance for at presse et resultat ud af den gode form, han har vist gennem hele foråret. Liege viste, at han endnu ikke er brændt ud, og det gør ham til en oplagt kandidat til dette løb. Stigningerne er ikke sværere, end at han kan begrænse sit tab på 4. etape, og i princippet kan han vinde og score bonussekunder på alle de øvrige linjeløbsetaper. Da han samtidig er en fremragende enkeltstartsrytter, specielt på en rute som den, der venter her, har Felline alle muligheder for at levere et sjældent topresultat i et etapeløb.

En yderst spændende rytter er Jonathan Castoviejo. Spanieren fik i 2016 virkelig slået sit navn fast som en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere, og det har han yderligere understreget i år, hvor han bl.a. slog Tony Martin i Algarve. Vigtigere er det imidlertid, at han i år har kørt fornemt opad, endda i en grad så han næsten kom på podiet i Tirreno-Adriatico. Da stigningerne her ikke er specielt svære, vil han kunne begrænse sit tidstab og herefter køre med om sejren på enkeltstarten. Hans form er lidt usikker, da han ikke har kørt løb siden Sarthe og ikke skal køre Giro, men da dette er en sjælden chance for at køre som kaptajn i et WorldTour, må motivationen være kolossal. Han taber nok for meget tid på 4. etape til at unne vinde, men en podieplads er inden for rækkevidde.

Selvtillid er netop, hvad Tejay van Garderen er på jagt efter. Amerikaneren har været en skygge af sig selv siden sin sejr på kongeetapen i sidste års Schweiz Rundt, og hans forår har været en regulær katastrofe. Hidtil har han kunnet henvise til, at han var ved at bygge op til Giroen, men nu er der ikke længere nogen vej tilbage: van Garderen skal være i form nu, og da han plejer at køre stærkt i sine sidste løb op til grand tours, vil det være ildevarslende, hvis ikke han kan køre med de bedste. Det er stadig for tidligt at afskrive amerikaneren, der stadig kørte stærkt i juni sidste år, og ruten her passer ham glimrende. Der er dog visse indikationer på, at hans enkeltstartsevner har lidt under den forbedrede klatring, han viste forud for sit formdyk, og det giver yderligere tvivl om, hvad han kan præstere.

Hvis nogen skal gøre Zakarin rangen stridig som Mr. Romandiet, er det Simon Spilak. Sloveneren er to gange blevet nummer 2 i dette løb, hvis elendige vejr som regel passer ham fremragende. Han var i 2014 og 2015 en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, men desværre er han ikke kommet tilbage til sit bedste niveau siden sidste års helbredsproblemer. Egentlig så det lovende ud i Tirreno, men han skuffede stort i Baskerlandet, hvor han traditionelt har været fremragende. Der er dog stadig håb om, at han kan finde tidligere tiders styrke, og ruten er ikke dårlig for ham. Ganske vist er han ikke enkeltstartsspecialist, men på kuperede ruter har han tit kørt med om sejren på tidskørsler. Derfor burde den afgørende 5. etape ligge til højrebenet for Spilak.

Quick-Step stiller til start med David de la Cruz som andetvalg efter Jungels, og spanieren er klar til igen at imponere. I år har han vundet etaper i både Paris-Nice og Baskerlandet, men det var hans enkeltstart i sidstnævnte løb, der for alvor markerer ham som en, der skal holdes øje med. Her blev han nummer 5 på en rute, der ikke er meget forskellig fra den, der venter her, og det gør ham naturligt til en mand at holde øje med. Han mangler stadig at bekræfte disse evner i kampen mod uret, og han kan endnu ikke følge de bedste på stigningerne, men kan han gentage sin tidskørsel fra tidligere på måneden, kan han komme langt.

Andrey Amador er en spøjs rytter i den forstand, at han kun for alvor kører stærkt i Giroen. Her har han til gengæld været i top 10 to gange, og som regel er det i Romandiet, at han begynder at finde benene. Tidligere har han skullet køre som hjælperytter, men denne gang burde han få ganske frie tøjler. Det gør ham til en spændende kandidat på en rute, der er god form ham. Stigningerne er ikke særligt svære, og enkeltstartens betydning giver ham muligheder. Desværre er der en tendens til, at han kun kører gode enkeltstarter i grand tours, men kan han finde sit højeste niveau på 5. etape, kan han komme langt.

Diego Ulissi er mest kendt for sine endagsevner, men her har han faktisk mulighed for at gøre det godt. De korte stigninger er perfekte for ham, og han kan score bonussekunder i finalerne på både 1. og 2. etape. Dertil kommer, at han normalt kører meget stærkt på kuperede, tekniske enkelstarter, hvilket han senest viste med 8. pladsen i Baskerlandet. Han er i god form efter klassikerne og vil være motiveret til at levere et sidste topresultat, inden han begynder at fokusere på sin Tour-debut.

Vi glæder os meget til at se Sebastien Reichenbach. Schweizeren skal være Pinots løjtnant i Giroen, men fik på eget ønske lov til at skippe Tour of the Alps for at køre sin egen chance her. Ganske viste er han ren klatrer, og derfor burde ruten ikke passe ham. Som alle øvrige FDJ-ryttere har han imidlertid forbedret sig voldsomt i kampen mod uret. Det gør ham til en spændende figur i dette løb, hvor den kuperede rute til enkeltstarten burde passe ham. Han havde naturligvis håbet på hårdere stigninger, men han har mulighederne for at overraske alligevel.

Endelig vil vi pege på Wilco Kelderman. Egentlig burde han være en af de store favoritter på denne rute. Således er han en af de absolut bedste enkeltstartsryttere, og selvom han ikke længere klatrer så godt, er han stadig god på relativt korte stigninger. Kort sagt er ruten ideel, og da hans første mål er at støtte Dumoulin i Giroen, burde han være i form. Desværre er han netop kommet tilbage efter en brækket finger og har kun kørt Amstel og Fleche siden styrtet i Strade Bianche. Her var han ikke dårlig, men det er stadig meget tvivlsomt, om han har formen til at køre med, hvor det er sjovt.

***** Chris Froome

**** Richie Porte, Ilnur Zakarin

*** Ion Izagirre, Primoz Roglic, Bob Jungels, Fabio Felline

** Jonathan Castroviejo, Tejay van Garderen, Simon Spilak, David de la Cruz, Andrey Amador, Diego Ulissi, Sebastien Reichenbach, Wilco Kelderman

* Simon Yates, Rafal Majka, Robert Gesink, Damien Howson, Jarlinson Pantano, Roman Kreuziger, Rein Taaramae, Jesus Herrada, Tanel Kangert, Georg Preidler, Mathias Frank, Louis Meintjes, Ruben Fernandez, Warren Barguil, Louis Vervaeke, Rigoberto Uran, Pierre Latour, Rafael Valls, Tsgabu Grmay

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb, da Orica-Scott i sidste øjeblik har valgt at sende Christopher Juul på ferie efter klassikerne.