Optakt: Tour de Romandie

VIL DU OGSÅ LIVESTREAME ROMANDIET RUNDT? - KOM FORREST I FELTET HER

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvile forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og i de senere år også Tour of Croatia, der dog nu er rykket til oktober. Disse løb tilbyder således traditionelt både bedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presse et sidste topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris. Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. Tendensen er fortsat de senere år, hvor vinderne fra 2018, 2017 og 2016, Primoz Roglic, Richie Porte og Nairo Quintana, alle har haft løbet som sidste forårsmål inden forberedelsen frem mod Touren. Først i 2019 oplevede vi en tilbagevenden til tidligere tider, da Roglic vandt løbet på vej mod sit fejlslagne forsøg på at vinde Giroen, men meget tyder på, at det vil være en undtagelse, der bekræfter den nye regel.

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome og Primoz Roglic er de eneste af de stadigt aktive.

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend, men arrangørerne må spejde langt efter de allerstørste Tour-favoritter, og løbet har ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man har haft specielt i 2016 og 2015. Alligevel kan vi se frem til at se Geraint Thomas, Miguel Angel Lopez, Stevem Kruijswijk, Rigoberto Uran, Jack Haig, Lucas Hamilton og Louis Meintjes, der alle enten har sikret sig eller er i spil til en kaptajnrolle til Touren, ligesom Richie Porte, Sepp Kuss, Ion Izagirre, Michael Woods og David de la Cruz, der alle har enten en hjælper- eller en fri rolle til sommer, vil bruge løbet som et sidste forårsmål inden en pause.

I år synes tendensen med fraværet af Giro-favoritter også at være ganske udtalt. Således er Marc Soler den eneste Giro-kaptajn, der lægger vejen forbi Romandiet på sin tur mod Italien, men Giro-hjælperne Hermann Pernsteiner, Damiano Caruso og Fausto Masnada benytter dog løbet som en chance for at jagte lidt personlig succes inden slaget på de italienske landeveje. Til gengæld har løbet haft bemærkelsesværdigt held med at tiltrække flere af Giroens sprintere, da Peter Sagan, Elia Viviani, Andrea Pasqualon, Riccardo Minali og Matteo Moschetti alle kører løbet på vejen mod en forventet grand tour-deltagelse til maj.

I 2019, hvor løbet senest blev afviklet, var vi som sagt vidner til en tilbagevenden til fortiden, da den forsvarende Primoz Roglic valgte at bruge løbet som sidste forberedelse til Giroen. Ganske vist hævdede han at komme til løbet som hjælper for Steven Kruijswijk, men det var nu svært at se. Sloveneren vandt nemlig både den lange enkeltstart, kongeetapen og endnu en linjeløbsetape, og faktisk var han også mindre end et sekund fra at vinde prologen. De tre etapesejre gav sig udslag i en overlegen samlet sejr, da Roglic vandt med 49 sekunder ned til Rui Costa, som sikrede sig en imponerende fjerde podieplads i løbet, og 1.12 ned til Geraint Thomas. Roglic har i år valgt at satse på Ardennerne og dropper derfor at jagte et hattrick, men både Costa, der elsker løbet, og Thomas vender tilbage i et forsøg på at gøre det endnu bedre end for to år siden.

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper oftest inkluderet et eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vis rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel har været tilfældet.

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. I 2017 gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart, mens man i 2018 forsøgte sig med noget så sjældent som en bjergenkeltstart, der skulle vise sig som den vigtigste etape i et løb, hvor kongeetapen var relativt let. I 2019 var der igen skruet op for sværhedsgraden med en svær kongeetape, der dog endte med at blive helt udvandet af sne og dårligt vejr, som man desværre ofte har set det i det regnfulde løb.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

Årets rute er helt klassisk for Romandiet Rundt, idet det følger det helt klassiske mønster, men denne gang har man i den grad skruet op for sværhedsgraden med en kongeetape, jeg ikke har set vanskeligere i min tid. I år uden en bjergenkeltstart har klatrerne i hvert fald sjældent haft så god en chance for at sejre, for selvom to enkeltstarter på seks dage naturligvis betyder, at tempoevner spiller en afgørende rolle, er det hele drejet lidt i bjergrytternes retning. Ikke blot får de en uhyre svær kongeetape til at gøre forskelle, årets to enkeltstarter er også begge selv efter Romandiet-standard ganske kuperede.

Heller ikke sprinterne har spor grund til at være tilfredse. Romandiet har bestemt aldrig været et sprinterparadis, men løbet har som regel budt på i hvert fald én etape, som også lidt tungere folk kan gå efter, samt en etape, der lægger op til en reduceret massespurt for de hårdføre typer. Sidstnævnte findes også i hele to udgaver i år - og for de meget klatrestærke måske endda tre - men det er sket på bekostning af den lette etape, og de sprintere, der vil spurte i år, skal i hvert fald kunne klatre!

Det hele starter som altid med den klassiske prolog, som schweizerne efterhånden er ene om at holde fast i, og den bare 4,05 km lange test er i år alt andet end enkel, da godt tre relativt flade tonserkilometer afsluttes med en stejl 880 m lang rampe, der med det samme giver eksplosive klatrere mulighed for at drage fordel af det gode punch. Derefter venter om onsdagen en helt typisk Romandiet-etape, der egentlig efter løbets vanlige målestok er ret flad, men som med to ganske svære stigninger på en rundstrækning lægger op til udskilning inden en reduceret massespurt.

Løbet har i tillæg til kongeetapen ofte haft en anden stærkt kuperet etape, og det er også tilfældet i år, hvor 2. etape sender løbet ind i bjergene på en dag med hele 3300 højdemeter og seks ganske svære stigninger, hvor klassementsrytterne på et sent kategori 1-bjerg måske kan føle hinanden lidt an. Finalen er dog den samme som på 1. etape i 2015, hvor 49 mand endte med at spurte om sejren, og selvom etapen denne gang samlet er sværere, ender det nok med en spurt i et ganske lille felt. Det er også et tænkeligt udkomme af 3. etape, der minder meget om 1. etape, men med den forskel, at stigningerne, der igen er ganske svære, kommer betydeligt tættere på mål og dermed kan inspirere både et tidligt udbrud eller til et sent angreb.

Det er som altid weekenden, der bliver afgørende, og som det typisk er tilfældet, byder den på først en kongeetape og siden en enkeltstart. Kongeetapen er som sagt i den brutale ende, og hvis vejret spiller med, er der lagt op til et fantastisk slag på den mere end 20 km lange og nye Thyon 2000-stigning, der på den øvre del byder på adskillige kilometer med 9-10%. Det hele slutter med en denne gang uhyre alsidig enkeltstart i Fribourg, hvor 330 højdemeter over bare 16 km fortæller om en kuperet sag, der både byder på en teknisk nedkørsel, en stejl brostensrampe, bløde bakker og fladt tonserterræn i en alsidig test, der vil krone vinderen af et Tour de Romandie, hvor klatrerne sjældent har haft bedre chance for at tage kampen op med de mere alsidige klassementsryttere.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Det sker heller ikke i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 4,05 er der som altid tale om en ultrakort affære, men denne gang har man droppet den tekniske karakter, der ofte har kendetegnet løbets prologer. I stedet bliver der brug for eksplosive evner, når den ellers flade etape slutter med en knap 1 km lang og ganske stejl rampe, og det er derfor ikke en helt klassisk prolog, men snarere en sag for eksplosive typer med et godt punch og hang til små bakker.

Årets prolog afvikles i Oron og strækker sig altså over 4,05 km. Første del er meget enkel, idet man fra begyndelsen i den nordlige udkant af byen kører mod sydøst af en lige og flad vej ind til centrum, hvor man efter 600 og 750 m drejer hhv. til venstre og højre i rundkørsler. Derfra følger man endnu en lige og flad vej mod sydøst og ned til et vendepunkt, der nås efter 1,93 km.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

Her vender man rundt for nu at følge samme flade vej tilbage mod nord og nordvest til centrum af Oron, idet mellemtiden undervejs tages efter 2,4 km. I byen rammer man igen den tidligere rundkørsel efter 3,17 km, og her drejer man til højre for at køre mod nordøst op ad en 880 m lang bakke, der stiger med 7,6% i snit og går ad en vej, der kun bugter sig let

Prologen byder på i alt 82 højdemeter.

I mange år har prologerne i Tour de Romandie været relativt tekniske og ultrakorte, men årets udgave adskiller sig en anelse. I hvert fald er det små med de tekniske udfordringer, selvom tre sving og en U-vending over bare 4,05 km naturligvis ikke skal negligeres, for en prolog vil næsten altid være en teknisk og eksplosiv sag. Denne gang er der dog lidt mere plads til at træde watt over lidt længere, flade strækninger, men etapens hovedudfordring er naturligvis den sidste, stejle rampe, der effektivt bør udelukke de tunge prologspecialister, herunder de tunge sprintere, der ellers ofte er gode prologryttere. I stedet er det en sag for puncheurtyper, der kan blæse op ad den sidste bakke og samtidig har poweren til at køre stærkt på den flade del, og det bliver formentlig dem, der skal slås om den første førertrøje i et løb, der som et af de få fastholder traditionen om at starte ud med en ellers uddøende race.

Oron har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

1. etape

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde stigninger undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Det kunne meget vel også være tilfældet på 1. etape i år, hvor der venter en hård rundstrækning med to stejle bakker omkring UCIs hjemby, Aigle, og Martigny, der sammen skulle have været værter for VM sidste år. Stigningerne kommer for langt fra mål til at kunne bruges i klassementet, men de er for feltets hurtige folk svære, og det bliver næppe et alt for stort felt, der kan ventes at skulle spurte onsdag eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges 168,1 km, der fører feltet fra Aigle til Martigny, der som sagt havde udsigt til et delt VM-værtsskab sidste år, indtil corona kom i vejen. Faktisk er der tale om to nabobyer, der ligger nær hinanden i en dal midt i Alperne, og etapen indledes med, at man kører mod syd og sydøst ad den flade dalvej fra start- til målbyen. Undervejs slår man dog et lille smut ind i bjergene for at køre op ad kategori 3-stigningen La Rasse (2,4 km, 8,5%, max 12%), der har top efter 12,2 km og er en ganske stejl sag med 1000 m med 10,5% midtvejs. Efter nedkørslen går det videre ad dalvejen til udkanten af Martigny.

I stedet for at køre ind til centrum drejer man mod nordøst for at følge den flade dalvej ud til etapens hovedrundstrækning, der nås i byen Fully efter 23,4 km. Den er i alt 34,6 km lang og skal tilbagelægges fire gange, idet man dog korter det allersidste flade stykke af sidste omgang. Fra starten går det videre ad den flade dalvej mod nordøst frem til byen Leytron, hvor man kortvarigt forlader dalen for at køre mod sydvest og nord op ad kategori 3-stigningen Produit (2,6 km, 7,2%, max. 12%), der også er en stejl sag med 8-9% over 1500 m midtvejs, og som også har en ganske teknisk nedkørsel, der leder tilbage til Leytron.

Toppen rundes efter hhv. 38,1 km, 72,7 km, 107,3 km og 141,9 km, inden man efter nedkørslen når tilbage til dalen. Her kører man med det samme mod nordøst op ad en helt lige vej, der sender dem op ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,2 km, 5,9%, max. 9%), der også er sværest midtvejs med 1000 m med ca. 8%. Toppen rundes efter hhv. 42,8 km, 77,4 km, 112,0 km og 146,6 km, hvorfor der efter sidste passage resterer 21,5 km. En helt enkel nedkørsel uden sving leder mod øst tilbage til salen, hvor man kører ad den helt flade dalvej mod sydvest til byen Riddes, hvorfra den nu helt lige og flade dalvej leder videre gennem Saxon, hvor der på anden og tredje omgang er en indlagt spurt efter hhv. 89,4 km og 124,0 km, inden en flad dalvej leder mod nordvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i Fully.

På sidste omgang droppes det korte stykke, der leder mod nordvest dog. I stedet fortsætter man mod sydvest ad den flade dalvej ind til centrum af Martigny, hvor en flad, men teknisk finale venter. Således er der efter den lige vej hele fire sving med 2400, 1900, 900 og 700 m igen, inden man rammer den kun ganske let stigende opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1979 højdemeter

Med kun knap 2000 højdemeter er etapen ikke kuperet efter vanlig Romandiet-standard, men særligt den første af de to stigninger ganske svær. En hård dobbeltstigning vil kunne rydde pænt ud i feltet og fungere som afsæt for angreb, men da etapens sidste 21,5 km er flade uden væsentlige tekniske udfordringer, bliver det vanskeligt at holde hjem. I stedet taler meget for en reduceret massespurt, hvor de overlevende sprintere dog skal holde hovedet koldt i den meget tekniske finale.

Martigny blev senest besøgt af løbet i forbindelse med prologen i 2011, hvor en ung Jonathan Castroviejo overraskede ved at sejre foran Taylor Phinney og Leigh Howard over de bare 2,9 km. Derudover har byen i dette årtusinde kun været mål for de schweiziske mesterskaber i 2016, hvor Fabian Cancellara tog sin 10. og sidste titel på enkeltstarten, og Jonathan Fumeaux overraskende kørte hjem til en solosejr i linjeløbet.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

2. etape

Arrangørerne var relativt nådige på 1. etape, der mest af alt foregik i dalen omgivet af de tårnhøje Alper, men den nådighed finder man ikke på 2. etape, der måske ikke er en rigtig bjergetape, men er en ganske led sag. Således går det hele dagen op og ned via i alt 3300 højdemeter, og ikke færre end fem kategori 2-stigninger fungere som opvarmning til et kategori 1-bjerg i finalen, hvor man skal op i næsten 1300 m højde. Der er endda tale om en ganske stejl stigning, hvor favoritterne kan føle hinanden an, og selvom en lang nedkørsel og et fladt stykke til mål formentlig gør, at vi ikke vil se de helt store forskelle, vil vi måske få at se, hvem der ikke skal vinde årets Tour de Romandie.

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km mellem La Neuville og Saint-Imier, der er to nabobyer i nærheden af Neuchatel-søen. Startbyen ligger dog helt nede i lavlandet ved søens bred, mens målbyen ligger oppe i bjergene, og i tillæg til den korte tur mellem de to byer består etapen af en tur rundt i bjergene. Starten er dog ganske tilforladelig, idet man lægger ud med at køre en omgang på en helt flad 17,9 km lang rundstrækning i området syd for startbyen, men derefter tager etapen hurtigt fat. Et kort fladt stykke leder nemlig mod nordøst hen langs Bienne-søen, inden man forlader søbredden for at køre mod nordøst ind i bjergene via kategori 2-stigningen Prêles (4,6 km, 8,0%, max. 12%), der er en ganske led sag, hvis første 3 km stiger med hhv. 8,6%, 12,1% og 10,2%, inden den flader ud på sidste del frem til toppen, der rundes efter 23,3 km.

Stigningen efterfølges ikke af en nedkørsel, men leder op på et let stigende plateau, der følges mod nordøst, vest og sydvest hen til bunden af kategori 2-stigningen Chaumont (3,4 km, 6,9%, max. 12%), der stiger med hhv. 9,4% og 7,2% over de første to kilometer inden en lettere afslutning frem mod toppen, der rundes efter 43,7 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest og nordvest, inden det går via et let stigende stykke mod nordøst direkte ind på kategori 2-stigingen Les Bugnenets (6,4 km, 5,3%, max. 9%), der er let med ca. 4% over de første 4 km, men derefter tager fat med 7-8% over de sidste 2,4 km frem til toppen, der rundes efter 58,7 km. Herfra leder en lidt teknisk nedkørsel mod nord ned til Saint-Imier, hvor målstregen krydses for første gang efter 65,7 km, hvorfra der resterer præcis 100,0 km.

De fordeler sig over en omgang på hver af to rundstrækninger. Den første af disse er 52,4 km lang og er henlagt til området nord for byen. Starten er hård, idet man med det samme kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Mont Crosin (5,2 km, 8,0%, max. 10%), der er en meget jævn og ganske stejl stigning med top efter 71,2 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod nord og vest ned il et relativt fladt plateau, der følges mod sydvest ned til dagens første spurt, som kommer efter 97,0 km. Her forlader man igen plateauet for at køre mod syd op over en ikke-kategoriseret stigning (1,8 km, 6,2%), inden man følger en ganske let faldende og lige vej mod nordøst hele vejen tilbage til Saint-Imier, hvor stregen krydses for anden gang efter 117,1 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en anden og sværere 48,6 km lang rundstrækning, der er henlagt til området syd for byen. Igen er starten hård, idet man med det samme kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Les Pontins (4,1 km, 8,4%, max. 12%), der faktisk bare er Les Bugnenets-stigningen fra den modsatte side. Her er der tale om en jævn stigning med top efter 122,1 km, hvorefter man kører ned ad Kes Bugnenets, som man tidligere kørte opad. Det går via en helt ukompliceret vej, der leder mod sydvest, inden det går igennem fladlandet mod sydvest ned til dagens anden spurt, som kommer i Fontaines efter 138,3 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Nu venter kun yderligere 2,4 flade kilometer, inden man drejer mod nord ind på dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen La Vue-des-Alpes (7,8 km, 6,7%, max. 9%), der kan deles i to dele. Efter en let første kilometer med 3,2% stiger den jævnt med ca. 8% over de følgende fire km, inden det bliver lettere på anden del med først to kilometer med hhv. 5,8% og 7,3% og slutteligt 800 m med 5,9%, inden toppen rundes efter 148,5 km.

Herfra resterer bare 17,2 km, der indledes med en kort, teknisk nedkørsel, som fører mod nord. Nu afsluttes rundstrækningen med samme lange, lige og let faldende vej, som også afsluttede første rundstrækning, og som fører mod nordøst. Den er helt uden sving over de sidste 14,4 km, og efter den let fadende del er de sidste 5 km stort set helt flade. Vejen bugter sig kun ganske let, indtil man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3306 højdemeter.

Der er tale om en gedigen bjergetape med seks stigninger, der endda alle er relativt stejle og svære og samlet set ganske mange højdemeter. Vi kender dog den sidste rundstrækning fra 1. etape i 2015, hvor den samlede etape med 2600 højdemeter var noget nemmere, men hvor det alligevel være bemærkelsesværdigt, at 49 mand endte med at spurte om sejren. Den sidste stigning har en svær nedre del, hvor klassementsrytterne vil kunne teste hinanden, men de sidste 17 km er meget lette og ansporer til en regruppering. Meget taler derfor for, at en mindre favoritgruppe skal spurte om sejren, men formentlig knap så mange som for seks år siden, og man skal bestemt ikke udelukke, at de sidste flade kilometer kan blive så svære at kontrollere, at ryttere kan køre væk fra en sådan gruppe. Mest af alt er det dog en dag, hvor løbet kan tabes, men ikke vindes - og så stilles der krav til de hold, der skal kontrollere og undgå, at et udbrud snyder alle favoritterne.

Saint-Imier har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var som sagt i dette løb i 2015, hvor Romandiet-sejrsmaskinen Michael Albasini vandt en reduceret massespurt foran Jarlinson Pantano og en ung Julian Alaphilippe på en etape, der havde præcis samme afsluttende rundstrækning.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

3. etape

Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Sådan er det også i år, hvor der efter 1. etape venter endnu en mulighed på 3. etape, der med knap 2000 højdemeter bestemt ikke er historiens sværeste. Til gengæld bydes der igen på to ganske stejle stigninger i finalen og denne gang endda ganske tæt på mål, og de vil både kunne fungere som ramper for angreb og utvivlsomt rydde pænt ud i feltet inden en forventet spurtafgørelse.

I alt skal der tilbagelægges 168,7 km, der både har start og mål i Estavayer, som er en by ved den sydlige af Neuchatel-søen, og der er tale om et rundstrækningsløb bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 65,4 km lang og henlagt til området syd for byen og søen. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordøst hen langs vandet, inden man snor sig mod syd og sydvest videre igennem fladlandet. Kortvarigt forlader man dalen for at køre mod vest op på et højdedrag via kategori 3-stigningen Surpierre (2,1 km, 6,7%, max. 9%), der er sværest i vunden med ca. 7,5% over den første kilometer og siden ca. 5,5% frem mod toppen, der rundes efter 31,4 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man snor sig mod sydvest og nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 44,1 km. Rundstrækningen afsluttes nu med et let faldende stykke, der først kortvarigt leder mod nord og siden ad en lang relativt lige vej mod nordøst ind til Estavayer, hvor stregen krydses første gang efter 65,4 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den anden rundstrækning, der med sine 34,5 km er betydeligt kortere og henlagt til området sydvest for målbyen. Fra start går det videre mod nordøst hen langs søen igennem fladlandet forbi et punkt i byens udkant, hvor der på sidste omgang efter 136,6 km kommer dagens sidste spurt. Kort efter drejer man mod syd og sydvest for at køre i fladt terræn tilbage til Estavayer, inden man fortsætter mod sydvest ud af byen hen langs søen.

Nu melder første udfordring sig, når man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Chables (1,8 km, 5,7%, max. 15%), der har tre 500 m-segmenter på hhv. 3,7%. 7,6% og 10,0%, inden den er næsten flad over de sidste 300 m frem til toppen, der rundes efter hhv. 85,4 km, 119,8 km og 154,3 km. En kort nedkørsel med to hårnålesving leder videre mod sydvest, inden man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Les Granges (2,5 km, 7,9%, max. 11%), der byder på 7-9% over de første 2 km, inden den flader ud med 5,1% over de sidste 500 m frem mod toppen, som rundes efter hhv. 90,7 km, 125,1 km og 159,5 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Derfra falder det let resten af vejen, idet man først kortvarigt køre mod syd, inden man rammer samme vej, som også afsluttede første rundstrækning, dvs. en lang, lige og let faldende vej, som fører mod nordøst. Således er eneste udfordringer på de sidste 3 km en serie rundkørsler med hhv. 2000 m, 1200 m og 500 m igen, hvoraf den sidste endda er en dobbeltrundkørsel. Det falder let ned mod de sidste 500 m, der til gengæld er let stigende med 2,2% i snit.

Etapen byder på i alt 1973 højdemeter.

Etapen minder meget om 1. etape, men denne gang er udfordringerne vanskeligere. Dobbeltstigningen er vanskelig og kommer denne gang tættere på mål, end den gjorde på onsdagsetapen, og det gør det betydeligt vanskeligere dels at komme tilbage og dels at indhente de udbrudsforsøg, der måtte blive lanceret. Man må stadig formode, at det kan lade sig gøre at holde det samlet til endnu en reduceret massespurt, men man skal bestemt ikke udelukke chancen for succes fra et sent angreb eller endda et sejr til det tidlige udbrud, der har en fin succesrate i det schweiziske løb.

Estavayer har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2021. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. I år har man dog virkelig strammet skruen i et løb, hvor man ellers ofte har haft lidt blødere kongeetaper, og denne gang skal der ikke bare klatres 4300 højdemeter. Der skal også sluttes på en for løbet næsten uhørt svær stigning, den nye Thyon 2000, som lægger op til et brag af et klatreslag i Alpernes tynde luft - i hvert fald hvis det barske schweiziske forårsvejr ikke fører til en af de ruteomlægninger, vi alt for ofte har været vidner til i et løb, som er kendt for regn og sne.

I alt skal der tilbagelægges 161,3 km, der fører feltet fra Sion til toppen af bjerget Thyon 2000. Målbjerget er faktisk en stigning, der ligger lige syd for startbyen, og etapen består derfor af tre rundstrækninger i området omkring Sion, der ligger i hjertet af Alperne. Den første af disse er 28,4 km lang og henlagt til området sydvest for byen. Her går det via et kort, fladt stykke mod sydvest, inden man fortsætter op og ned ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,0 km, 7,3%, max. 9%), der er en relativt jævn stigning med top efter bare 6,3 km. Nedkørslen er let og leder tilbage til dalen, hvor man vender rundt og kører ad en helt lige og flad vej mod nordøst tilbage til Sion, hvor rundstrækningen afsluttes efter 28,4 km.

Den anden rundstrækning er 47,8 km lang, henlagt til området nord for byen og betydeligt vanskeligere. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Anzère (14,6 km, 7,0%, max. 11,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 30,3 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, men afbrydes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Lens (3,5 km, 6,5%, max. 9%), der er meget svær med 11,2% over den første kilometer, men siden bliver lettere med slutteligt bare 5,9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 57,8 km. En lettere nedkørsel nu mod øst og syd tilbage til dalen, hvor man følge den flade dalvej mod sydvest tilbage til centrum af Sion, der nås efter 76,2 km,

Den tredje rundstrækning er den vanskeligste, er 64,1 km lang og henlagt til bjergene syd for byen. Den indledes dog ganske let med en flad tur rundt i Sion, hvor man først kører videre mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod sydøst forbi dagens første spurt, som kommer efter 87,6 km, og videre ud af byen. Her vender man igen rundt for at køre tilbage mod sydvest igennem dalen, men inden man atter når ind til Sion, drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Suen (13,6 km, 6,8%, max. 10%), der over de først 10 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, inden den flader betydeligt ud med blandt andet bare 2-4% over de sidste 2,7 km frem til toppen, som rundes efter 118,0 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod nordvest og nord ad et ganske let faldende plateau frem til dagens anden spurt, som kommer efter 133,5 km i byen Vex. Herefter rammer man en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest tilbage til udkanten af Sion.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

I stedet for at køre ind til centrum indledes et mindre helvede. Man kører nemlig mod syd for at vende tilbage mod bjergene og køre op ad kategori 1-stigning Thyon 2000. Der er tale om en modbydeligt lang sag, der over 20,7 km stiger med 7,6% i snit med et maksimum på 11%, og den bliver bare værre og værre. De første 11 km er således meget jævn med ca. 7%, men derefter tager den fat over de sidste 9,7 km, hvor de enkelte kilometer med kun få lettere undtagelser stiger med 9-10%, og der bydes i alt på byde 3,4 km med et gennemsnit på 9,4% og senere 2,5 km med et gennemsnit på 10%, inden afslutningen er lidt lettere med 1000 m med 6,9% og slutteligt 700 m med 8,5%. Stigningen har et hav af hårnålesving, herunder tre på den sidste kilometer med 800, 500 og 150 m igen. Bjergspurten kommer med 300 m igen, men herfra stiger det fortsat med 4,7% i snit, afbrudt altså af et sidste hårnålesving 150 m fra stregen, der ligger hele 2090 m over havets overflade.

Etapen byder i alt på 4328 højdemeter.

Meget ofte har man i Romandiet været vidner til kongeetaper, der ikke har været alt for vanskelige, men det laves der i den grad om på i år. Jeg mindes ikke i nyere tid at have set så svær en stigning som Thyon 2000, der ikke blot er vanskelig grundet stejle procenter, men også i kraft af den iltfattige luft. Den kommer endda som afslutning på en lang og meget svær dag, og dermed er der mere end vanligt basis for, at klatrerne kan gøre en forskel. Desværre er løbet også kendt for sit dårlige vejr, der alt for ofte har ført til omlægninger af kongeetaper - senest i 2019 - og man må håbe, at vejrguderne er nådige, når rytterne i Romandiets våde aprilvejr skal helt op i mere end 2000 højdemeter i det, der ellers kun kan blive et brag af et bjergslag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Thyon 2000 har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

5. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle, selvom den meget vanskelige kongeetape i år vil reducere dens betydning. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret som løbets store finale. Sådan vil det også være denne gang, hvor man har designet en rute, der er ganske typisk for det schweiziske løb og bestemt ikke for klassiske specialister. Ikke færre end 338 højdemeter over 16,2 km vidner om en kuperet sag, der både byder på tekniske passager og en stejl brostensrampe i en uhyre afvekslende og alsidig udfordring.

I alt skal der tilbagelægges 16,2 km, der har både start og mål i Fribourg. Allerede starten er vanskelig, idet man med det samme kører mod nordøst ad en teknisk vanskelig nedkørsel, inden vejen retter sig ud frem mod to skarpe sving, der følger i rap. Det sidste kommer efter 1,66 km leder direkte ind på den 800 m lange brostensrampe, der stiger med hele 13,3%. Den leder op til et fladt plateau, der følges ad en teknisk ukompliceret vej mod syd, sydøst og sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en bakke (1,1 km, 5,6%), inden det stiger let frem mod mellemtiden, der tages i byen Tentlingen efter 8,56 km i etapens højeste punkt.

Her drejer man mod nord for at følge en relativt flad og ukompliceret vej, der senere fortsætter mod nordøst, hvor det begynder at falde let, samtidig med, at vejen i udkanten af Fribourg bliver betydeligt mere snoet. Med 1210 m igen drejer man til venstre i en rundkørsel, hvorefter det stiger resten af vejen ad en bugtende vej, der afbrydes af en rundkørsel 630 m fra stregen, hvorefter det stiger med 4,4% frem til mål.

Etapen byder på i alt 338 højdemeter.

Enkeltstarter i Romandiet har før været meget kuperede, men man har også tidligere haft helt flade tonserruter, ofte ved Leman-søen og med Geneve som centrum. I år er man gået den kuperede vej med en rute, der har dobbelt så mange højdemeter som i 2019, hvor ruten ellers heller ikke var flad. Med både en teknisk nedkørsel, en stejl brostensrampe, fladt tonserterræn og nogle mindre, jævne og ikke så stejle bakker stiller ruten i den grad krav til alsidigheden, og det er bestemt ikke en sag for tunge specialister. Tværtimod betyder de mange højdemeter, at klassementsrytterne skal slås med de klatrestærke specialister om at vinde etapen, der samtidig vil være ganske afgørende i at finde den endelige vinder af det historiske schweiziske etapeløb.

Fribourg er en hyppigt besøgt målby, der senest lagde asfalt til prologen i 2018, hvor Michael Matthews sejrede med 1 sekund ned til Tom Bohli, Primoz Roglic og Rohan Dennis. I 2015 snød Stefan Küng sprintere ved at køre alene hjem til en udbrudssejr på en regnvåd dag, og sprinterne blev også snydt i 2014, hvor Romandiet-kongen Michael Albasini spurtede sig til sejr foran Thomas Voeckler og Jan Bakelants i en trio, der holdt feltet bag sig med 9 sekunder. I 2010 blev sprinterne dog ikke snydt, da Mark Cavendish sejrede i en spurt foran Danilo Hondo og Robert Hunter, men det blev det i 2009, hvor Riccardo Serrano, Lars Bak og Gregory Rast holdt feltet bag sig, inden spanieren spurtede sig til sejr. I 2008 kom sprinterne også til fadet, denne gang med Robbie McEwen som hurtigste mand foran Daniele Bennati og Matti Breschel. Tour de Suisse har også været forbi i dette årtusinde, nemlig i år 200, hvor Wladimi Belli kærte alene væk fra et udbrud og sejrede foran Marcel Strauss og Stefano Garzelli.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Baskerlandet Rundt, der ellers også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten traditionelt har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.

Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst to samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spillede bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne).

I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det i 2017 kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende. I 2018 var det også enkeltstarten, der var klart den vigtigste etape, selvom forholdene her var anderledes, da der var tale om en bjergenkeltstart. Og i 2019, hvor kongeetapen blev udvandet af snevejr, var tidskørslen igen den klart vigtigste etape, selvom Primoz Roglics dominans med tre etapesejre gjorde rutedesignet nærmest helt overflødigt, når udfaldet alligevel havde været det samme nærmest uanset hvad.

I år får klatrerne imidlertid en sjældent stor chance for at vinde løbet. Det er klart, at chancen ikke er så stor som i 2018, hvor bjergenkeltstarten spillede tidskørslen direkte over i hænderne på klatrerne, men er man bjergged, er det svært ikke at slikke sig om munden ved udsigten til denne rute. Det er klart, at et løb med to tidskørsler på seks dage stiller ganske store krav til tempoevnerne, men når man ser på, hvordan det ofte er i Romandiet, er dette en for klatrerne sjældent gunstig udgave.

Det skyldes naturligvis den brutale kongeetape, hvis målbjerg må betegnes som det værste i al den tid, jeg kan huske. Thyon 2000 er både længere, stejlere og højere, end man normalt ser det i det schweiziske løb, og dertil kommer, at også resten af etapen er vanskeligere, end man normalt ser det. På så vanskelig en målstigning kan klatrerne vinde tid i et omfang, så det er muligt at kompensere for de ca. 20 km tidskørsel.

Det er dog ikke kun kongeetapen, der giver klatrerne gunstige vilkår. Også de to tidskørsler er designet, så de små folk får lettere ved at begrænse tabet, end det typisk har været tilfældet. Ganske vist er kuperede enkeltstarter bestemt ikke noget særsyn i dette løb, men både årets prolog og lange enkeltstart ligger i den klatretunge ende af spektret. Således har søndagens enkeltstart dobbelt så mange højdemeter som den ellers ikke helt flade rute i 2019, og prologen, der ofte har været flad og uhyre teknisk, består denne gang af 25% så vanskelig klatring, at i hvert fald de mest eksplosive klatretyper bør komme ganske stærkt igennem førstedagen.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

Det betyder dog ikke, at det ikke er de alsidige typer, der står stærkest. Nok betyder den svære kongeetape, at løbets vinder bør være en af de allerbedste klatrere, men blandt dem findes bestemt også et par typer, der er gode enkeltstartsryttere. Der er tilstrækkeligt med fladt tonserterræn på søndagens etape til, at de vil kunne sætte værdifuld tid i banken, og det samme gælder for prologen, hvor der kan vindes yderligere nogle sekunder. Som altid i Romandiet belønnes alsidigheden, men balancen er denne gang tippet så meget, at en ren klatrer rent faktisk kan vinde, og tilstrækkeligt til, at man denne gang er ude af billedet, hvis ikke man kører med blandt de allerforreste på kongeetapen, hvor tidsforskellene vil være store.

Det er da også i alt væsentligt weekenden, der vil afgøre løbet - naturligvis sammen med de sekunder, der kan vindes på prologen, hvor forskellene trods alt er begrænsede. De tre øvrige etaper er faktisk efter vanlig Romandiet-målestok også ganske svære, men de kan næppe ventes at gøre den store forskelle i klassementet. Sprinterne kan i den grad få deres hyr med at overleve bakkerne på 1. og 3. etape, hvor vi sagtens kan se succes fra udbrud eller sene angreb, men de synes ikke svære nok til at spille en rolle i klassementet.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Jokeretapen er naturligvis 2. etape. På papiret virker den meget svær med mange grimme stigninger og højdemeter. De kørte imidlertid samme finalerundstrækning i 2015, og her endte 49 mand med at spurte om sejren. Denne gang er den samlede etape betydeligt hårdere, hvorfor vi kan regne med større selektion, men baseret på det, vi så for seks år siden, skal vi nok ikke regne med alt for stort et drama. En hurtig klassementsrytter kan dog måske komme i spil til bonussekunder i en spurt i et stærkt reduceret felt, og så skal man bestemt ikke udelukke chancen for, at den flade finale kan være ganske svær at kontrollere i et felt, hvor der synes at mangle hold med alt for mange klatrestærke folk til at styre løjerne til sidst. Mest sandsynligt er det dog, at etapen ikke vil spille en rolle i klassementet.

En væsentlig faktor er altid Romandiets kedelige vejr, der er præget af regn og sne, og bare i de seneste år har vi set kraftige udvandinger af kongeetaperne grundet hvid nedbør, senest altså i 2019. I det lys må arrangørerne betegnes som uhyre modige med designet af en kongeetape med mål i mere end 2000 højdemeter, og de må i den grad ryste lidt i bukserne af frygt for, hvad det kan ende med.

Desværre er vejrudsigten typisk for Romandiet. Vejret har i dagene op til løbet ellers været storartet, men det får en ende. Prologen ser desværre ud til at blive en drivvåd affære og dermed sikkert også mere et spørgsmål om risikovillighed i de heldigvis ikke alt for mange sving, der er på ruten. Bedre ser det ikke ud onsdag, hvor der også ventes dagregn, og det samme gør sig gældende for torsdagens første bjergetape. Bedre ser det ud fredag, hvor der kun ventes byger, men det er naturligvis lørdagens vejrudsigt alle med frygt skuer imod.

Her ventes der også byger gennem hele dagen, men det vigtige lyspunkt gennem hele ugen er, at Romandiets frygtede kulde udebliver gennem hele løbet. Temperaturen i Sion vil lørdag således være 16 grader, hvilket med lidt tommelfingerregel og hovedregning tilsiger en temperatur omkring frysepunktet på toppen af målbjerget og heldigvis temperaturer, der er betydeligt over frysepunktet på nedkørslerne. Samtidig skulle det være klart om natten, hvor der ellers ville være risiko for snefald Dermed burde der være håb for, at kongeetapen kan afvikles som planlagt denne gang, og optakten her vil blive baseret på den antagelse, selvom den generelt kedelige vejrudsigt kan gøre det lidt usikkert. Det hele slutter med en våd søndag med forventet dagregn, men da løbets klassementsryttere her alle starter nogenlunde samtidig, bør forholdene være ens for alle, selvom risikovillighed kan spille en rolle, hvis den tekniske del er præget af våde veje.

Konklusionen er altså, at det i alt væsentligt kan ventes at være weekenden samt i mindre grad prologen, der afgør løbet, og dermed er det et løb for ”rigtige” etapeløbsryttere, der både kan klatre med de allerbedste på de sværeste stigninger og køre en fornuftig enkeltstart i kuperet terræn samt gerne kunne håndtere en våd uge. Desværre er Tour de Romandie i år endt som en lille taber i kampen om de største navne, og det schweiziske løb er måske det svagest besatte af forårets europæiske WorldTour-etapeløb. Som det er blevet trenden, skipper Giro-favoritterne næsten alle løbet, og i år har arrangørerne slet ikke kunnet tiltrække den stjerneparade af Tour-stjerner, som man havde for vane for få år siden.

På den baggrund er det særligt Ineos-mandskabet, der skiller sig ud, selvom briterne denne gang ikke kommer i samme stjernebesatte formation, som vi så i særligt Tirreno og Catalonien. Holdet har nemlig i Richie Porte og Geraint Thomas løbets to mest komplette klassementsryttere, der burde elske et løb, hvor både klatre- og tempoevnerne bliver afgørende. Det er da også de to Ineos-ryttere, der i mine øjne fremstår som løbets favoritter, men til gengæld synes jeg, at det er svært entydigt at fremhæve den ene på bekostning af den anden.

Faktisk er det i høj grad vejret, der får mig til at pege på Geraint Thomas. Modsat Porte har waliseren nemlig ingen kvaler med regnvejr - manden kommer trods alt med en baggrund i brostensklassikerne - og ikke mindst er han teknisk helt anderledes dygtig end Porte. Den faktor kan blive ganske afgørende, hvis de to teknisk set ikke ukomplicerede enkeltstarter som forventet bliver afviklet på våde veje, hvor den meget forsigtige Porte vil få det svært. Thomas er måske heller ikke verdens mest risikovillige, men på regnvåde veje er han utvivlsomt mere komfortabel end sin holdkammerat, og det kan på en prolog med flere sving og en U-vending samt på en enkeltstart, der indledes med en teknisk nedkørsel og byder på en våd brostensrampe, i sidste ende handle om ret mange sekunder.

Egentlig er Thomas og Porte meget jævnbyrdige på de fleste øvrige parametre, men ser man på deres seneste tempohistorik, bør Thomas have en lille overhånd i kampen mod uret med tanke på de tempoevner, han i 2020 genfandt ved VM og i Tirreno. Styrkeforhold kan på kuperede ruter sagtens akkurat være omvendt, men næppe på våde veje på tekniske ruter. På prologen er prologspecialisten Thomas utvivlsomt bedre stillet, og selvom det kan blive tæt, vil en formstærk Thomas på en våd enkeltstart i Fribourg formentlig også have en lille overhånd.

Spørgsmålene er dog også flere. Dels har den efterhånden aldrende Thomas stadig lidt at bevise efter et 2020, hvor han nok kørte fint i Tirreno og havde kørt sig i stilling som Giro-favorit, men hvor han aldrig var helt oppe at ringe, som han heller ikke var det i 2019. Derudover har han siden Tour-sejren også været formmæssigt meget svingende med et helt nyt og meget lavere bundniveau, som vækker bekymring efter en lang løbspause. Thomas er dog blevet bedre og bedre fra løb til løb, og i Catalonien var han god nok til at ende som nr. 3, dog efter Porte, der slog ham på enkeltstarten. Nu er han formmæssigt formentlig endnu længere fremme i forårets sidste mål, efterhånden som han går ind i sit ”Tour-mode”.

Læs også

Ny sølvmedalje for VM-favorit: Sidste år var mere en sejr

Alligevel er der usikkerhed om bjergetapen, der kan være for svær for Thomas, som i nu nogen tid ikke har klatret, som han gjorde i Touren i 2018. Har han stadig det niveau i en alder på snart 35? Selvfølgelig vil han være i pole position for Ineos, hvis han slår Porte på prologen, men hvis særligt Sepp Kuss åbner op på lørdag, kan balancen hurtigt tippe til Portes fordel, hvis australieren er bedre klatrende. Jeg vil dog tro, at den Thomas, vi så i Catalonien - måske plus yderligere nogle procent, kan forsvare sig så godt, at han med en overhånd på enkeltstarten kan forbedre tredjepladsen fra 2019 og tage en efterhånden tiltrængt etapeløbssejr.

Det vil dog ikke undre mig, hvis Richie Porte vinder. Australieren er indstillet på en hjælperrolle til sommer, men han har personlige ambitioner i foråret. Hans Paris-Nice sluttede, før han nåede at tænke på, hvor meget han hader Nordfrankrig, og i Catalonien betød Adam Yates’ styrke, at han ændrede i en defensiv hjælperrolle, hvor vi aldrig fik lov at se, hvor god i bjergene han vitterligt var. Hans gode enkeltstart var dog opløftende, dels i forhold til formen og dels i forhold til bekræftelse af de genfundne tempoevner, vi også så i Touren sidste år. Nu er styrtet i Paris-Nice kommet mere på afstand, og hvis han har undgået sine vanlige problemer med forårssygdom, forventer jeg at se en endnu mere formstærk Porte i forårets sidste mål og i jagt på endnu en sejr i det schweiziske løb.

Faktisk vil jeg også tro, at Porte stadig har en overhånd i forhold til Thomas i bjergene, hvis han klatrer, som han gjorde i sidste års Tour. Det skal aldrende Porte dog først bevise, men er det tilfældet, kan han blive svær at have med at gøre på lørdag. Faktisk ligger de to enkeltstarter også glimrende til ham, for ser man bort fra de tekniske dele, er kuperede ruter guf for Porte, der særligt i Paris-Nice har vist, at hans tempoevner på stigninger er uovertrufne, og de eksplosive bakker passer ham godt. Faktisk er den eneste årsag til, at Porte ikke ender øverst på liste, det regnvejr, der bestemt ikke huer den skrøbelige australier, der sjældent præsterer godt, når han fryser, er kold og skal køre på våde veje. Det betyder dog ikke, at alsidige Porte, der i flere år var verdens bedste i ugelange etapeløb, ikke kan vinde på en rute, der passer ham næsten perfekt, og særligt hvis vejret retter sig, kan han blive ganske svær at slå.

Som så ofte før tror jeg, at den største trussel mod Ineos kommer fra Jumbo, og denne gang hedder den Sepp Kuss. Amerikaneren har efter sin fremragende klatring sikret sig meget mere plads på Jumbo, og i dette forår har han været kaptajn i UAE Tour, Catalonien og nu Romandiet. Sidevinden slog ham ud i ørkenen, og i Catalonien var han i bjergene måske næstbedste mand bag Yates - i hvert fald på første bjergetape, hvor han dog som i Emiraterne betalte en dyr pris for at forsøge at følge en stærkere rytter. Desværre viste det spanske løb også, at Kuss stadig har enorme mangler på enkeltstarten, og det burde egentlig gøre ham ganske uegnet til dette løb, hvor tidskørsler som regel er afgørende.

Når jeg alligevel rangerer Kuss højt, skyldes det alene den brutale bjergetape. Hvis amerikaneren klatrer op til sit bedste og som den langsomme starter, han er, har fundet flere procent siden Catalonien, vil jeg slet ikke blive forundret, hvis han leverer en magtdemonstration på lørdag. Bjergetapen er svær nok til, at selv e fyr som ham vil kunne vinde løbet samlet, særligt fordi enkeltstarternes karakter gør, at det bør gå bedre, end det gjorde i Catalonien. Også for ham gælder, at vejret kan være bekymrende, for hans kørsel på 6. etape i Vueltaen sidste år kunne indikere, at heller ikke han er nogen regnvejrsrytter, og han har da også altid præsteret bedst i godt vejr. Dertil kommer, at kollapset på den sidste catalanske etape indikerer, at han fortsat lider under den manglende stabilitet, der altid har været hans akilleshæl. Alligevel er Kuss rytteren, der har det nødvendige topniveau i bjergene til i kraft af løbets svære kongeetape faktisk at vinde løbet.

Løbets helt store joker er Miguel Angel Lopez, der endelig gør sin længe ventede debut for Movistar. Colombianeren har nu flere gange fået udsat sin sæsonstart grundet den coronainfektion, han pådrog sig i januar, og forløbet har været relativt hårdt, da han fandt det svært at genstarte træningen. Det skulle dog angiveligt hovedsageligt være eftervirkningerne af styrtet i Giroen, hvor han slog sin hofte og pådrog sig nerveskader, der har udsat sæsondebuten, men midt i april var meldingen fra Movistar-manager Eusebio Unzue, at han har trænet godt i Colombia. Lopez selv sagde dog ved samme lejlighed, at målet er gradvist at opbygge formen frem mod sæsonens store mål, Touren og Vueltaen.

Når Lopez får så høj en rangering, skyldes det derfor mere potentiale end forventning. Det kan sagtens tænkes, at colombianeren mangler alt for meget, men vi ved også fra hans traditionelt stærke sæsonstarter med samlet sejr i Tour Colombia og sidste år sejr foran blandt andre Remco Evenepoel på kongeetapen i Algarve, at han er en mester i at træne sig i form. Samtidig begik han jo i Touren et mindre mirakel, da han kørte fra både Roglic og Pogacar på Col de la Loze, og det vidner om, at Lopez på sine store dage stadig er en skræmmende god klatrer, særligt når vi som på lørdag skal op i de tynde luftlag.

I det lys har Lopez potentiale til at køre fra alt og alle, også fordi han tidligere ikke har haft de store problemer i dårligt vejr, men det får han formentlig også brug for, hvis han vil vinde. Tempoevnerne var nemlig om muligt ringere end nogensinde under Touren, hvor han ikke blot smed en podieplads, men sejlede ned i klassementet på den sidste enkeltstart, og det er dyrt i et løb som dette. På den anden side viste han jo faktisk enorm fremgang med sin vanvidsenkeltstart i Algarve, hvor han slog flere deciderede specialister, og også i Tour de Suisse har han tidligere chokeret stort. Det kan han med mulig fremgang hos et Movistar-hold, der altid arbejder specialiseret med en disciplin, de elsker, måske gøre igen, særligt på en kuperet rute, der burde ligge udmærket til ham. Desværre er de våde veje nok en klods om benet på en mand, der ikke er kendt for sine tekniske evner eller evne til at holde sig på cyklen. Med andre ord hober spørgsmålene sig op ud for navnet Lopez, men da dette er en rangering af vinderpotentiale, må en af løbets suverænt bedste klatrere naturligvis rangeres højt.

Egentlig burde dette være en gylden chance for Wilco Kelderman til at vinde et ugelangt etapeløb i et felt, der ikke er alt for stærkt. Hollænderen kom nemlig stærkt tilbage fra vinterens styrt med en stærk 5. plads i Catalonien, og han kom også godt i gang i Baskerlandet med en pæn enkeltstart. Desværre styrtede han nok engang nogle dage senere, og hans kørsel i både Amstel og Liege kunne tyde på, at pausen har kostet. I Liege valgte han dog at ofre sig for Schachmann, da denne havde misset udbruddet på Redoute, og der kan derfor gemme sig bedre ben bag det lidt pauvre resultat.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Er han kørende, er det et løb, der passer ham. Hans enkeltstart er stadig ikke som i gamle dage, men en 12. plads i Catalonien og en 11. plads i Baskerlandet tilsiger, at han bør vinde tid på mange af klatrerne. Hans klatring var ikke helt oppe at ringe i Catalonien, men det var også et løb, der mest af alt skulle bruges til at finde løbsrytmen. I dette felt burde hans niveau fra Giroen kunne føre ham ganske langt i bjergene, og lægger man dertil enkeltstarten, ser det faktisk ikke så ringe ud. Det kræver dog, at formen er som før styrtet i Baskerlandet og ikke i overensstemmelse med indtrykket fra Ardennerne.

Egentlig burde forventningerne til Steven Kruijswijk være store. Hollænderen er nemlig en af feltets mest komplette ryttere, særligt fordi han i år har kørt nogle af sine allerbedste enkeltstarter i både Paris-Nice og Catalonien. Det taler for, at hollænderen på den kuperede 5. etape, der bør passe ham, kan sætte tid i banken i forhold til de fleste, mens en kort prolog nok aldrig blive en gave til feltets dieselmotor. I stedet er det bjergene, der vækker bekymring. Kruijswijk har nemlig været overraskende tam på stigningerne i årets løb, hvor han i Paris-Nice ikke ydede den ventede hjælp til Primoz Roglic og i Catalonien blot endte som nr. 22.

Det kneb ellers ikke med ambitionerne i sidstnævnte, og det er svært urovækkende, når Kruijswijk faktisk har været under niveau siden Touren i 2019. Således startede han skidt i august, inden han styrtede, og hans Giro var bestemt heller ikke overvældende, før han blev sendt hjem med en coronainfektion. Snart 34-årige Kruijswijk har været så skuffende en klatrer i så lang tid, at det vækker mere end almindelig bekymring, og den slags er der ikke råd til i et løb med en meget svær kongeetape, heller ikke selvom hans nylige enkeltstarter virkelig har siddet i skabet. Hvis til gengæld hollænderens dieselmotor efter den undervældende sæsonstart alligevel er lykkedes med at blive varm, kan han i lyset af sin i år så gode enkeltstart næppe finde en meget bedre rute, da en stor bjergetape med lange stigninger og mange højdemeter på papiret er guf for den Kruijswijk, vi kendte i hvert fald frem til sommeren 2019.

Clement Champoussin er en af de få Giro-kaptajner, der finpudser formen i Romandiet, og det burde tale for, at han er aldeles velforberedt. Franskmanden byggede enorme forventninger op til sig selv i sæsonstarten, hvor han mildt sagt var overbevisende. I Ardeche kunne han og David Gaudu slås om at være stærkest, og i Laigueglia var det kun i Champoussin, at Egan Bernal syntes at kunne finde en ligemand på stigningerne. Til gengæld viste hans fæle præstation i Catalonien også, at han stadig er en uhyre utilregnelig herre, og man har fortsat ingen garanti for, at Champoussin præsterer.

Det bør han dog gøre med bare knap to uger til Giroen, og man skal forhåbentlig ikke lægge alt for meget i det ikke specielt imponerende Fleche Wallonne, der kunne ligne et opvarmningsløb med mål om at hjælpe Benoit Cosnefroy. Her bør ambitionerne være større, og hvis han klatrer, som han gjorde i vintermånederne, kan et af sportens mest lovende klatretalenter blive ganske modbydelig på lørdag. Hans enkeltstart er bestemt ikke en spidskompetence, men han viste i Vueltaen, at en formstærk Champoussin kan forsvare sig ganske hæderligt, og kongeetapen er svær nok til at kompensere for det tidstab, der måtte komme. Hvordan han har det med regnvejr, har vi vil stadig til gode helt at forstå, men det gik pænt på Formigal-etapen i Vueltaen. Først skal vi dog finde ud af, om vi får Laigueglia- eller Catalonien-udgaven af Champoussin, for det vil gøre en verden til forskel i forhold til hans chancer.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Damiano Caruso. Italieneren er en af feltets mest loyale hjælpere, der lige nu forbereder sig til at agere slave for Mikel Landa i Giroen, men her får han en sjælden chance som kaptajn. Hans status gør, at hans topniveau let skjuler sig, men vi skal ikke glemme, at hjælperytteren Caruso faktisk endte som nr. 10 i det seneste Tour de France. I ugelange etapeløb har det været mere sølle i de senere år, men det skyldes også, at Caruso aldrig rigtigt er i form i sine forberedelsesperioder, og han har da også igen i år klatret meget sløjt i både UAE Tour og Tirreno. Til gengæld viste han i 2017 med en 2. plads i Tour de Suisse og i 2018 med en 5. plads i Dauphiné, at han er meget stærk i ugelange etapeløb, der bruges som sidste forberedelse til en grand tour.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

I det lys vil det være nærliggende at tro, at Caruso er flyvende til dette løb, der endda passer ham godt. Hans enkeltstarter er blevet decideret fremragende i de senere år med en 7. plads i Touren sidste år og en 4. og en 10. plads i Giroen i 2019. Særligt på de kuperede ruter med eksplosive bakker og tekniske udfordringer burde en fyr som Caruso være som en fisk i vandet, da han både har punch, tempoevner og teknisk snilde. Regnvejr har han også håndteret, og det er i stedet kongeetapen, der er udfordringen. Her er jeg bange for, at Caruso trods alt er for begrænset på så svær en stigning, at det på lige netop denne rute måske kan blive svært at vinde løbet.

En rytter, det kan være værd at holde øje med, er Fausto Masnada. Italieneren har lagt yderligere til, siden han midt i 2020 pludselig udnyttede CCC-holdets truende kollaps til at skifte til Deceuninck. Siden er han blevet nr. 6 i Tirreno og nr. 9 i Giroen, hvor han endda førte som et æsel for Joao Almeida. Til gengæld var hans sæsonstart i år ikke alt for overbevisende, men han nåede dog i Catalonien med en samlet 15. plads at vise så megen fremgang, at der må være pæne forventninger til dette løb, der er hans sidste forberedelse frem mod en Giro, hvor han kan ventes i topform. Her får han endda en sjælden personlig chance, og det, der særligt vækker optimisme, er hans helt uventet gode enkeltstart i Catalonien. Den disciplin har ellers aldrig været noget for ham, men noget kunne tyde på, at han kan føjes til den alenlange liste over ryttere, der i Deceuninck-stalden har fundet pludselige tempoevner. I et løb, hvor enkeltstarten er vigtig, er det en ganske kolossal fordel, særligt da for en klatrer som Masnada, der virkelig vil trives på den svære kongeetape. Eneste spørgsmål er, om topniveauet rækker hele vejen, men med den udviklingskurve, han har været på i den blå trøje, er der grund til at være temmelig optimistisk på hans vegne.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Løbets måske mest formstærke rytter er Michael Woods, der efter eget udsagn endda er i sit livs form. Ser man bort fra en lidt skuffende indsats i Amstel, har han da også været flyvende gennem hele sæsonen, senest med et meget overbevisende Liege. Til gengæld kommer han nu til et løb, der passer ham betydeligt dårligere end Ardennerne. Woods har aldrig været en mand til de høje bjerge, som vi så med hans kollaps i Tirreno sidste år, men måske er der håb i den suveræne form. Canadieren meldte i hvert fald om sit livs bedste bjergben i Catalonien, hvor han da også kørte med favoritterne på begge bjergetaper, og i dette felt burde han med de nuværende ben komme ganske langt på kongeetapen. Spørgsmålet er bare, om det er nok, når han har den måske ringeste enkeltstart blandt alle klassementsryttere - især fordi en så stor bjergetape kan ende med bare at blive overlevelse for ham. Han skal i hvert fald havde taget yderligere et skridt i bjergene i forhold til Catalonien, hvis han skal kompensere for tabet på enkeltstarten, men i lyset af hans nuværende kørsel er det også svært at udelukke, at han vitterligt kan køre med om sejren på kongeetapen - og dermed måske også i hele løbet.

Det var opløftende at se Jack Haig i Fleche og Liege. Det australske talent har ellers været klart under niveau siden nedlukningen i 2020, og heller i år kom han spor godt fra start med skuffende præstationer i UAE Tour og Paris-Nice. Han rejste sig dog fornemt i klassikerne, hvor han kørte med i næstbedste gruppe i Liege, og det er endda i eksplosivt terræn, der passer ham dårligere. Denne store bjergetape med mange højdemeter burde være langt bedre for den solide australier, der meget vel kan vise sig som en af de bedste på lørdag. Desværre har enkeltstarter aldrig været hans kop te, og selvom han forsvarede sig udmærket på den kuperede rute i Andalusien sidste vinter, kan de to tidskørsler også her blive for dyre. I forvejen er der lidt for mange spørgsmålstegn ved hans generelle niveau efter en tid, hvor han ikke for alvor har fået det til at fungere.

En rytter, der i Liege gik fra mulig favorit til outsider, er Lucas Hamilton. Australieren har efter et skidt 2020 fået sit gennembrud i år med en 4. plads i Paris-Nice og en 10. plads i Catalonien, men hans comeback i Belgien var mildt sagt ikke imponerende. Meldingen var dog, at han havde trænet ganske godt, og det er ikke uset, at der kan være lidt rust at banke af efter en pause. Hvis han vitterligt har benene fra marts måned, bør han i hvert fald være en af de bedste på kongeetapen, som han var det, da han blev nr. 4 på kongeetapen i Frankrig, men til gengæld viste begge de to løb i marts også, at hans enkeltstart er en gigantisk akilleshæl. Kombinerer man usikkerheden om formen med betydningen af tidskørsler i dette løb, må han leve med en outsiderrolle, som han med en god indsats i Liege ellers i et felt som dette kunne have forvandlet til noget mere.

Egentlig burde Rigoberto Uran figurere højt på denne liste. Colombianeren har nemlig i de senere år genfundet den enkeltstart, der ellers var forsvundet som dug for solen, og senest i Touren kørte han meget overbevisende i kampen mod uret. De kuperede enkeltstarter her burde være ganske glimrende for den eksplosive og teknisk dygtige colombianer, der endda efter en lidt sløj tid under Touren også nåede at genfinde et højt klatreniveau, indtil han gik lidt ned mod løbets slutning. Når han alligevel ender længere nede på denne liste, skyldes det ikke evnerne, men snarere formen. Uran meldte afbud til UAE Tour grundet en fødsel, og siden er han aldrig kommet på sporet. I Catalonien var han lysår fra sit niveau, og senest har han uden nærmere forklaring droppet ardennerklassikerne. På den baggrund er der alt for mange spørgsmål ved Uran, men én ting er sikkert: han skal have forbedret sig voldsomt siden Catalonien for at være konkurrencedygtig. Det virker lidt svært at tro på, selvom han har haft en måned til at arbejde på sagen, særligt fordi hans store mål alle ligger i en løbstung anden del af sæsonen. Alligevel er Uran en af feltets mest alsidige klassementsryttere med smag for enkeltstarter og højder og fine evner i regnvejr, og derfor vil en nu formstærk Uran faktisk stadig kunne køre med om sejren i et løb som dette.

Tør man igen have forventninger til Ion Izagirre? Det er svært at bevare tålmodigheden med den engang i ugelange etapeløb så suveræne basker, der stadig aldrig er blevet sig selv igen siden sejren i Baskerlandet i 2019. Der var et kortvarigt håb med et opløftende Paris-Nice i dog knap så overvældende et klatreselskab, men vi kom i den grad ned på jorden i årets store mål i Baskerlandet, hvor det kun var det taktiske kup på 4. etape, der akkurat reddede ham en top 10. Med samme ben kommer han ikke langt i dette løb, men til gengæld kan han trøste sig ved, at store dele af ruten passer ham som fod i hose. Kuperede, tekniske enkeltstarter var det, Izagirre i sin storhedstid var allerbedst til, og dengang ville der have stået Izagirre med flammeskrift på 5. etape, ligesom den teknisk dygtige basker før har kørt fremragende prologer i dette løb. Regnvejr er sandt guf for baskeren, der har vundet sine Tour- og Vuelta-etaper i det mest rædselsfulde vejr, men til gengæld er kongeetapen med sine meget svære og lange bjerge lidt af en mundfuld for ham, selv da han var allerbedst. For at vinde her skal han i hvert fald klatre på et niveau, vi ikke har set i flere år, og hans enkeltstart skal være som i Paris-Nice og ikke som i resten af de seneste sæsoner, særligt da ikke som i Baskerlandet, hvor det var helt skidt. Generelt kan det være lidt svært at tro på endnu en genfødsel af manden, der ellers tidligere er blevet nr. 3, 5, 8 og 11 samlet, har vundet en prolog, og er blevet nr. 4, 5 og 8 på løbets lange enkeltstarter, men Paris-Nice giver akkurat håb nok til at finde lidt optimisme.

Sammen med Champoussin er Marc Soler den eneste Giro-kaptajn, der bruger løbet til at finpudse formen, men spørgsmålet er, om ikke den hårde rute alligevel kan være en tand for vanskelige. Spanieren er nemlig ikke den allerstørste klatrer, og det er først og fremmest hans alsidighed, der gør ham velegnet til løbet. Soler har nemlig en af de bedste enkeltstarter, og den kuperede søndagsetape burde faktisk være guf for manden, der grundlagde sin Paris-Nice-sejr netop ved at fyre et brag af en enkeltstart af på en kuperet rute. Til gengæld har de strammet sværhedsgraden af kongeetapen problematisk meget, for selvom Soler har sine store dage i særligt grand tours, er der umiddelbart flere, der klatrer bedre end ham. Samtidig har han altid været formmæssigt uhyre svingende, og han har flere formsvage end -stærke perioder, som det i særdeleshed også har været tilfældet i år. Soler har dog enkeltstarten som et så kraftfuldt våben, at han kan komme ganske langt, hvis han vitterligt har fundet sine bedste ben frem mod Giroen, og han har også så god en regnvejrshistorik, at han vil kunne drage fordel af vejret, som vi så på muretapen i Tirreno, hvor han kørte årets hidtil eneste gode løb. Sammen med Lopez udgør han en ganske potent duo, men det forudsætter, at han viser noget andet, end vi har set hidtil i år - og spørgsmålet er, om selv topniveauet rækker på så brutal en kongeetape som denne.

Nu er dette en vurdering af vinderpotentiale, og derfor skal Rohan Dennis naturligvis nævnes. Det vil dog undre mig stort, hvis han rejser til Schweiz med blot en antydning af klassementsambitioner, for hans flotte klatring i Giroen synes slet ikke at have ansporet ham til at genfinde sin tro på evnerne i bare ugelange etapeløb. Hidtil har han været fint tilfreds med at være hjælper, og med to stærke kaptajner i Porte og Thomas ved sin side, taler alt for, at han igen tager til et løb med det ensidige formål at forsøge at vinde enkeltstarterne. Omvendt nåede vi i Catalonien at se tegn på hans fabelagtige Giro-klatring, da han hjalp med at forsvare Yates’ trøje på kongeetapen, og selvom al logik siger, at en så svær kongeetape er for meget for en stor fyr som Dennis, skal man blot finde et YouTube-klip fra Stelvio- eller Sestriere-etaperne under Giroen for at vide, at det ikke er tilfældet, hvis Giro-Dennis er genfødt. Selv den ellers lidt haltende enkeltstart var pludselig tilbage, da han vandt enkeltstarten i Catalonien, og derfor er han som minimum en af topfavoritterne til begge løbets to tidskørsler. Jeg tror desværre også, at ambitionerne stopper her, og det vil undre mig, hvis Dennis vitterligt forsøger at realisere det potentiale, han egentlig burde have på en rute som denne.

Med Thibaut Pinots afbud har Sebastien Reichenbach pludselig fået en uventet chance som Giro-kaptajn, og den kan han passende varme op til ved at levere en god præstation her. Reichenbach har intet vist i år, men han har altid været en langsom starter, der kun for alvor er i form frem mod sine sæsonmål. Det melder sig i Italien om knap to uger, og derfor må man formode, at schweizeren er ved at nærme sig sit topniveau. Spørgsmålet er bare, om det stadig rækker, for han har ikke haft samme klasse som tidligere i en nu længere periode. Omvendt blev han sidste år trods alt nr. 12 på første bjergetape i det skræmmende stærkt besatte Dauphiné, og det vidner om, at potentialet stadig er der, selvom vi næppe nogensinde igen ser den Reichenbach, vi så på blandt andet den berømte Finestre-etape i Giroen i 2018. Desværre har de tempotakter, han faktisk kortvarigt fandt for nogle år siden, også været helt væk på det seneste, og derfor har han trods alt nok for mange mangler til for alvor at køre med helt i front.

Efter sin forrygende sommer, hvor han vandt bjergetaper i både Dauphiné og Touren, fik Lennard Kämna tro på, at han nu klatrer tilstrækkeligt godt til at begå sig som klassementsrytter i ugelange etapeløb. Desværre lykkedes det første forsøg i Catalonien ikke rigtigt, for selvom han kørte et fremragende løb med et hav af udbrud og endnu en udbrudssejr på den store scene, måtte han i bjergene indse, at han fortsat havde sine mangler. Desværre viste samme løb også, at den enkeltstart, der engang var hans spidskompetence, stadig ikke er blevet genfundet, og dermed er der lidt for mange usikkerhed forud for dette løb. Umiddelbart tyder meget på, at Kämna fortsat er for begrænset i bjergene til at vinde et løb med så svær en kongeetape, og hvis ikke han kan kompensere herfor med to stærke enkeltstarter, bliver det svært. Til gengæld er opportunistiske Kämna også en rytter, der kan gribe ud efter lykkes, som han gjorde på 1. etape i Catalonien, og det kunne ligne en chance at vinde lidt tid i et løb, hvor der mangler et stærkt hold til at kontrollere måske særligt 2. og 3. etape. Alt sammen er det dog for lidt, hvis ikke han klatrere bedre i de høje bjerge, end han gjorde i Catalonien, og her har han stadig en del at bevise - dog ikke mere, end at kørslen i Touren giver håb om, at det måske kan lade sig gøre.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Er David de la Cruz endelig ved at finde noget form? Det har godt nok været sløjt i år, hvor han har været milevidt fra det ellers temmelig opløftende niveau, han viste i 2020, hvor han både i Touren og med sin top 10 i Vueltaen fik genfundet lidt af fordums takter. Nu har han heldigvis haft en måned til at forbedre sig siden seneste fiasko i Catalonien, og hvis han skal nå at have noget ud af et forår, hvor han ellers har sine eneste chancer som kaptajn, er det nu, det skal ske. På papiret er det en herlig rute for De La Cruz, der i 2020 både i Touren og Vueltaen viste, at han nu skal regnes som decideret tempospecialist på kuperede ruter, og dieselklatreren De La Cruz burde også kunne lide denne opslidende bjergetape med mange højdemeter. Først skal han dog genfinde takterne fra sidste år, og selv hvis det lykkes, er konklusionen fra Vueltaen vel trods alt, at han trods sin enkeltstart er for begrænset som klatrer til at være med helt i front i et løb som dette.

Hvad med Ben O’Connor? Australieren sagde allerede fra sæsonstart, at dette løb var hans store mål, og derfor skulle man formode, at han var velforberedt. Han er da også komme stærkt tilbage efter sin store nedtur, og selvom han ikke helt har nået Giroens tårnhøje niveau, har der været pæne takter med en. 5. plads i Var, end 12. plads i Paris-Nice og senest en 12. plads på kongeetape i Baskerlandet, hvor han fik ødelagt sit klassement af en dårlig start. Til gengæld var han helt væk i Liege, og det vækker bekymring for en mand, hvis forskel på top- og bundniveau er gigantisk. På den anden side var klassikeren heller ikke et mål, som løbet i Romandiet er det. Den store bjergetape burde i hvert fald være guf for en ren klatrer som ham, men til gengæld har han i år bekræftet, at hans enkeltstart hører til blandt klassementsfeltets ringeste. Lægger man dertil, at hans topniveau i bjergene ikke helt rækker hele vejen, er det svært at se am være med helt i front i sæsonmålet.

Det var synd at se, hvordan skader ødelagde den første del af karrieren for det unge stortalent Ilan van Wilder, men nu er han heldigvis kommet bemærkelsesværdigt hurtigt i gang. Allerede i Coppi e Bartali gjorde han det pænt, inden han viste sit fulde potentiale i meget skrapt selskab i Baskerlandet, hvor han klatrede med de bedste i løbets første fem dage. Desværre viste han på den afsluttende kongeetape en ungdommelig skrøbelighed, der kan vække bekymring i et hårdt løb som dette, hvor alle de væsentligste udfordringer netop komme i løbets sidste del, og hans Fleche Wallonne, hvor han valgte at angribe tidligt, gav ikke entydige svar på, om han fortsat er frisk og stærk. Spørgsmålene hober sig derfor op ved den spændende belgier, der tillige lider under et forventeligt tidstab på enkeltstarten, og faktisk må man også tvivle på, om topniveauet rækker hele vejen til top 10 allerede nu. Omvendt er Van Wilder så uhyre spændende med så opløftende takter i den første del af Baskerlandet, at man ikke skal forundres, hvis han gør det endnu bedre nu.

Kan man stole på, at Thymen Arensman endelig er ved at være i form? Det har i hvert fald været ærgerligt i år at få bekræftet, at han i langt hovedparten af tiden stadig er langt fra et konkurrencedygtigt niveau, selvom der var lidt lys i hans udbrud på den første bjergetape i Catalonien. Nu har han haft en måned til at forbedre sig, men hans Fleche Wallonne var ikke specielt overbevisende. Det er dog heller ikke et løb, der passer ham, og han kan meget vel have brugt det som opvarmning til den kommende uge, hvor dieselmotoren efterhånden må være ved at være varm. Han var da heller ikke så milevidt fra fronten, som han har været hidtil, og han synes i hvert fald at være blevet bedre. Han har stadig til gode faktisk at køre klassement i et stort løb, men hans flotte Vuelta, hvor han kørte en meget stærk enkeltstart og rundede løbet af med at klatre med de bedste på den sidste bjergetape vidner om potentialet hos manden, der i 2018 blev nr. 2 i Tour de l’Avenir bag en vis Tadej Pogacar. Han skal lægge yderligere til, hvis han skal køre med om de sjove placeringer i dette løb, men hans dieselagtige klatrestil og gode enkeltstart bør tilsige, at han står ret stærkt på denne rute, hvis han langt om længe er ved at finde noget form.

Måske er det nu, Matteo Badilatti er klar til næste skridt. Den ustabile schweizer synes i hvert fald at have draget fordel af skiftet til FDJ, for i Catalonien klatrede han vel bedre end nogensinde. Omregner man den præstation til dette betydeligt svagere besatte løb, begynder vi faktisk at nærme os noget ganske lovende på kongeetapen, der burde være skabt til en dieselmotor som Badilatti. Desværre vise Catalonien også, at hans enkeltstart fortsat er på grænsen til det katastrofale, og den alene betyder, at vi ikke vil se den lokale helt køre med helt i front. Heldigvis er kongeetapen her så svær, at der er mulighed for at indhente noget af det tabte, og da han har kurs mod Giroen, kan man vel tillade sig at tro på, at han har de catalanske ben med til hjemmebaneløbet. Det vil dog være for farligt at satse pensionsopsparingen på en mand, der historisk har haft lige så langt mellem top- og bundniveau, som der er lang ventetid på action i Milano-Sanremo.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT?

I UAE Tour var det ganske opløftende at se, hvordan Neilson Powless i sin klatring byggede videre på de lovende takter fra Touren, og det skabte ganske pæne forventninger forud for Paris-Nice. Her blev vi desværre mindet om, at der er stor forskel på det arabiske løb og de store europæiske ditto, for amerikaneren blev sat markant til vægs i de franske bjerge. I det lys er det meget optimistisk at tro, at han pludselig kan klatre med de bedste, for det har han endnu ikke gjort på den store scene i Europa. Desværre har begge årets to første løb også vist, at den engang så fine enkeltstart stadig er helt væk, og dermed halter det faktisk på alle fronten for amerikaneren. Alligevel var hans kørsel på Jebel Hafeet i februar så god, at man kan finde en grund til at mobilisere lidt optimisme.

OPDATERING: De la Cruz brækkede desværre et ribben i Liege og kommer ikke til start.

OPDATERING 2: Hverken Kämna eller Uran kommer til start. Uran erstattes af Tejay van Garderen, der viste betydelig fremgang i Alperne og vil kunne lide enkeltstarten, men stadig ikke synes at have et konkurrencedygtigt niveau i bjergene.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

***** Geraint Thomas

**** Richie Porte, Sepp Kuss

*** Miguel Angel Lopez, Wilco Kelderman, Steven Kruijswijk, Clement Champoussin, Damiano Caruso

** Fausto Masnada, Michael Woods, Jack Haig, Lucas Hamilton, Ion Izagirre, Marc Soler, Rohan Dennis, Sebastien Reichenbach, Ben O’Connor, Ilan van Wilder, Thymen Arensman, Matteo Badilatti, Neilson Powless

* Rui Costa, Louis Meintjes, Antwan Tolhoek, Jan Hirt, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, Marc Hirschi, Chris Hamilton, Marco Brenner, Diego Ulissi, Mattia Cattaneo, Gorka Izagirre, Javier Romo, Jesus Herrada, Simone Petilli, Mattias Skjelmose, Tejay van Garderen, Ben Zwiehoff, Jaakko Hänninen, Alexey Lutsenko, Sergio Henao, Robert Power

Danskerne

Den danske besætning er sjældent lille for et WorldTour-løb. Trek stiller med Mattias Skjelmose, der burde have frihed til at teste sig i klassementet, og som i Tour of the Alps viste, at han kan stræbe efter en pæn top 30- eller måske endda top 20-placering. Samme frihed vil hans holdkammerat Niklas Eg have, men efter at han i Baskerlandet endelig begyndte at finde noget form, var hans kørsel i Ardennerne igen en smule urovækkende. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Marc Soler og Miguel Angel Lopez, ligesom han burde have frihed på enkeltstarterne, men desværre er de to ruter formentlig for kuperede for den store og ellers formstærke dansker. På Israel Start-Up Nation skal Mads Würtz Schmidt støtte Michael Woods og måske gå efter et par gode enkeltstarter. Andreas Kron gør på Lotto comeback efter sin sygdom, og hvis han er frisk, burde der være gode chancer for at levere resultater med angreb på 1., 2. og 3. etape. Endelig har EF i sidste øjeblik udtaget Magnus Cort, der burde have ganske gode chancer på i hvert fald 1. og 3., men måske også 2. etape og med sine nyfundne tempoevner måske kan køre en flot prolog.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r Citroén Team: Champoussin og O’Connor må være kaptajner, men Jaakko Hänninen viste i Alperne endelig, at han måske også kan gøre det pænt på bjergetapen. Til gengæld gav Baskerlandet ikke megen opmuntring til Mathias Frank, der efterhånden synes indhentet af alderen.

Astana-Premier Tech: Ion Izagirre er den erklærede kaptajn. Holdet har også Alexey Lutsenko, men kasakken har i Ardennerne stadig været mangelfuld, og han er her angiveligt kun for at jagte etaper. Javier Romo måtte i Tyrkiet sande, at han i de høje bjerge stadig mangler for meget trods den fine kørsel i Coppi e Bartali, og Gorka Izagirre klatrer næppe længere godt nok til at agere klassementsrytter. Også Rodrigo Contreras manglede alt for meget i Tyrkiet.

Bahrain-Victorious: Caruso og Haig ligner de bedste bud. Holdet har også Hermann Pernsteiner, men han har klatret skuffende i år, senest i Alperne, og hans enkeltstart er en akilleshæl. Unge Stephen Williams er i bedring, men stadig al’drig kommet rigtigt tilbage efter sin lange skadespause.

Bora-hansgrohe: Det må handle om Kelderman. Holdet har også mountainbikeren Ben Zwiehoff, men vi så senest i Alperne, at han stadig har sine begrænsninger.

Cofidis: Jesus Herrada har stadig været skuffende, og kongeetapen er under alle omstændigheder for hård, mens Natnael Berhane og José Herrada manglede alt for meget i Valencia. Unge Thomas Champion har hidtil haft det svært.

Deceuninck-Quick Step: Da Mauri Vansevenant dropper løbet, er Masnada bedste bud. Holdet har ganske vist også Mattia Cattaneo, der med sin gode enkeltstart passer til løbet, men han har mildt sagt været formsvag i år. Også Dries Devenyns kører, men løbet er for svært for den erfarne belgier.

EF Education-Nippo: Holdet satser formentlig på Powless og Van Garderen. Stigningerne er for lange for Julien El Fares, Jonathan Caicedo mangler for meget, og Diego Camargo har haft en svær start som professionel.

Groupama-FDJ: Holdet satser på Reichenbach og Badilatti, der begge er omtalt ovenfor.

INEOS Grenadiers: Thomas og Porte må være kaptajner med Dennis som jokeren, der dog næppe kører klassement. Andrey Amador er i dag ren hjælper og har været formsvag, og Eddie Dunbar har i år slet ikke kunne finde benene.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Jeg glæder mig faktisk til at se Louis Meintjes, der viste fin fremgang i UAE Tour og Paris-Nice, men som blev syg i Catalonien. Han har dog meget at bevise, inden han kan være med i front. Jan Hirt burde også endelig finde form frem mod sine sæsonmål, i dette tilfælde Giroen, som han plejer, men 2020 tyder på, at hans topniveau ikke længere er helt som i gamle dage. Rein Taaramae har været milevidt fra fordums styrke i flere år, og Simone Petilli er trods alt overmatchet her. Løbet er for svært for Jan Bakelants.

Israel Start-Up Nation: Det må handle om Woods. Chris Froome er desværre endnu ikke konkurrencedygtig.

Team Jumbo-Visma: Kruijswijk og Kuss er de erklærede kaptajner. Antwan Tolhoek viste endelig god form i Baskerlandet, men det vil være meget at tro, at han som hjælper kan lave et resultat. Unge Gijs Leemreize mangler for meget.

Lotto Soudal: Holdets to klatrere har begge haft en svær optakt. Steff Cras er på vej tilbage efter en coronainfektion, og Kobe Goossens har været skadet. Stigningerne er også for svære for Filippo Conca, der ikke har vist megen form, Matthew Holmes og Andreas Kron.

Movistar Team: Det handler om Soler og Lopez. Både Dario Cataldo og Davide Villella må regnes som hjælpere.

Team BikeExchange: Holdet er bygget op om Hamilton. Damien Howson har været uhyre formsvag i år, og de dage, hvor Tsgabu Grmay og Brent Bookwalter kan køre klassement, er ovre.

Team DSM: Både Van Wilder og Arensman er omtalt ovenfor som muligheder for et ungt hold med et fladt hierarki. Stortalentet Marco Brenner gør det allerede godt, senest i Fleche Wallonne, men det er svært at se ham allerede nu være med i front i så svært et løb. Et tredje stærkt kort er Chris Hamilton, der altid er utilregnelig, men med fin kørsel i Catalonien ligner et top 20-bud. Felix Gall har haft det svært.

Team Qhubeka ASSOS: Holdet satser vel på Sergio Henao, men løbet passer ham dårligt, og han var ikke just flyvende i Ardennerne. Robert Power viste fremgang i Liege, men har generelt været milevidt fra formen. Løbet er for svært for Sander Armee, og Dylan Sunderland har haft det meget svært på WorldTouren.

Trek-Segafredo: Holdets bedste bud er Kenny Elissonde, der så godt ud i Paris-Nice, men udgik af Catalonien med sygdom. Han er dog ikke mere end top 20-kandidat. Mattias Skjelmose og Niklas Eg bør også have frihed til at se, hvor langt de kan komme i klassementet, mens unge Antonio Tiberi har manglet for meget hidtil.

UAE-Team Emirates: Efter tabet af De la Cruz satser holdet kun på Rui Costa. Sidstnævnte har en fabelagtig evne til at rejse sig i dette løb, hvor han senest i 2019 efter en formsvag periode pludselig blev nr. 2. På denne rute og efter en meget svag sæson har jeg dog svært ved at tro på en gentagelse. Marc Hirschi er her for etapesejre og har vist ikke formen til så svær en bjergetape, Det samme gælder for Diego Ulissi og den netop tilbagevendte Alessandro Covi.

Schweiz: Holdet består primært af lidt tungere folk. De har mountainbikeren Mathias Flückiger, der dog har haft det svært på landevejen, samt unge Joab Schneiter til bjergene. Altid aggressive Simon Pellaud er for tung til klassementet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT