Optakt: Tour of California

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har længe været et stor ting i USA, der i mange år har haft nogle af verdens bedste ryttere og tidligere haft store, prestigiøse løb. Mens den gode udvikling på ryttersiden ikke er stilnet af, og man nu høster frugten af de mange børn, der begyndte at cykle under Lance Armstrong-æraen, har man imidlertid haft det sværere på løbssiden. De løb, der dominerede i 80erne og 90erne er alle forsvundet, og man har i høj grad lidt under det faktum, at den store afstand til cykelsportens kerneland i Europa har gjort det svært at tiltrække de bedste ryttere.

I 00erne er der imidlertid blevet gjort mange forsøg på at skabe en fornuftig base af løb på højeste niveau på den anden side af Atlanten. Det mest succesfulde af disse er Tour of California, der blev skabt i 2006 som det næste store amerikanske etapeløb, og mens andre, lignende projekter som Tour of Georgia, Tour of Missouri og USA Pro Challenge alle trods en lovende start hurtigt forsvandt fra kalenderen efter bare få år, trives løbet i den store vestlige stat i rollen som højdepunktet på den voksende amerikanske kalender. Mange af sportens største sponsorer har en stor interesse i det amerikanske marked, og derfor får løbet stor prioritet af mange tophold. Kampen om invitationer har længe være hård både mellem WorldTour-hold og specielt de lokale kontinentalhold, da der for topholdene er tale om et prestigiøst løb med stor opmærksomhed og for de amerikanske mandskaber en stor chance for at måle sig med verdens bedste.

Med sin oprindelige placering i februar startede løbet som et opvarmningsløb for mange af de europæiske storhold, der brugte begivenheden til at komme i gang og få løbskilometer i benene inden de store højdepunkter på deres eget kontinent. Samtidig var det incitament for de amerikanske ryttere til at træne hårdt henover vinteren, idet det var nødvendigt at være i god form straks fra start, hvis de ville være konkurrencedygtige i deres store hjemmebaneløb. Levi Leipheimer viste år efter år, at han havde en fantastisk evne til at nå topformen uden at køre løb, og den amerikanske veteran tog således tre sejre i træk efter at være blevet nummer seks i debutåret, hvor Floyd Landis løb med sejren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Desværre endte løbet også som en hovedsageligt amerikansk affære, da de europæiske ryttere slet ikke var så velforberedte som de lokale stjerner, og i de første fire år blev 9 af 12 podiepladser besat af ryttere fra værtslandet. Derudover blev løbet plaget af elendigt vintervejr, og arrangørerne kunne slet ikke vise de billeder af Sunny California, som de havde håbet. Endelig betød den tidlige kalenderplacering, at det var helt umuligt at bevæge sig ind i de høje bjerge, hvilket kunne gøre løbet mere attraktivt for publikum.

I lang tid havde arrangørerne et ønske om at flytte termin til foråret, og forud for 2010-udgaven lykkedes det endelig. I forbindelse med en generel omlægning af kalenderen blev Volta a Catalunya flyttet fra den hidtidige placering i maj til slutningen af marts, og det skabte en ny plads til det amerikanske løb. Siden da har det været holdt samtidig med Giroen - nogle gange under første uge, andre gange under anden uge af den italienske grand tour - og hvor det tidligere var et opvarmningsløb, er det nu blevet vigtigt forberedelse til Tour de France.

Løbet har imidlertid stadig visse udfordringer, der skal overkommes. Først og fremmest er det meget svært at konkurrere med Giroen om opmærksomhed, og arrangørerne har helt sikkert mærket, hvorfor Volta a Catalinya med begejstring afleverede deres placering på kalenderen. Tilføjelsen af bjergetaper har helt sikkert givet anledning til mere spændende cykelløb, og trods et par etaper, der har været ramt af dårligt vejr, aflysninger og ruteomlægninger, har man generelt haft meget bedre vejrforhold.

Ikke desto mindre er det ikke for alvor lykkedes at bryde tendensen til, at løbet først og fremmest er en begivenhed for amerikanere. På denne tid af året er det bedste etapeløbsryttere enten i gang med sæsonhøjdepunktet på de italienske landeveje eller på vej tilbage efter en lille pause, inden de for alvor starter opladningen mod Tour de France. Løbet i Californien er en god mulighed for at få nogle løbskilometer i benene i opbygningen frem mod verdens største løb, men der er ikke mange af stjernerne, der nu har formen til at kæmpe med om sejren. Samtidig er det blevet mere og mere populært at tilbringe denne tid af året på højdetræningslejr. Det var således et hårdt slag for løbets arrangører, da den lokale helt Tejay van Garderen efter at have vundet løbet offentligt indrømmede, at det var umuligt at gå efter sejren i både Californien og Touren, og nu om dage er der ingen af de store grand tour-stjerner, der drager til Californien.

Samtidig nyder løbet stadig stor anseelse blandt de amerikanske ryttere, for hvem det ofte er et af sæsonens højdepunkter. Det gør det til en ulige konkurrence med lokale ryttere i topform og et par enkelte internationale topnavne, der bruger det til at genfinde formen, og derfor er det ikke overraskende, at syv af de ni podiepladser mellem 2010 og 2012 blev taget af amerikanere. I de senere år er tendensen imidlertid blevet brudt, og i 2015 havde man for først gang et podium helt uden hjemlige ryttere.

Da løbet blev skabt, var de flest enige om, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det blev optaget på WorldTouren som det første nordamerikanske løb. Det blev imidlertid overhalet indenom af de canadiske klassikere GP Quebec og Montreal, der allerede i deres første udgave blev en del af det fine selskab. Diskussionen er imidlertid fortsat, og det har af mange været anset som uundgåeligt, at optagelsen ville komme på et tidspunkt.

Fra og med 2017 er det så endelig en realitet, at Tour of California er på den fineste kalender, da det var ét af de mange løb, der kom med i forbindelse med den store udvidelse sidste efterår. Det har boostet feltet yderligere, og da der nu er vigtige WorldTour-point på spil, synes flere hold at have ambitioner om at køre med om sejren. Derfor er der i år flere klassementsryttere til start, og flere ryttere - ganske vist primært fra de lidt lavere geledder - har haft det som deres store mål, hvor de for en gangs skyld kan slippe for hjælpeopgaver og selv gå efter et resultat. Selvom det for WorldTour-holdene er frivilligt at deltage, har 12 af de 18 mandskaber valgt at rejse over Atlanten, og således er det kun Movistar, Bahrain-Merida, Ag2r, FDJ, Orica-Scott og Lotto Soudal, der ikke vil være at finde på startstregen.

Den nye status har imidlertid også givet anledning til nogen uro. Ifølge de hidtidige regler har det været forbudt at invitere kontinentalhold til WorldTour-løb. Det har givet frygt for fremtiden hos mange af de lokale mandskaber, for hvem Tour of California er det store udstillingsvindue. UCI har imidlertid bøjet reglerne, og der er fundet en løsning som betyder, at der er blevet plads til to hold fra laveste division, Jelly Belly og Rally.

Hvor løbet har haft svært ved at appellere til klassementsryttere, er det blevet et højdepunkt for klassikerryttere og sprintere. De er ikke på samme måde optaget af højdetræningslejre på denne tid af året, men lader i stedet op til Touren ved at køre løb. Da mange af disse ryttere samtidig skipper Giroen, er det altid lykkedes at tiltrække adskillige af de bedste sprintere. Det er ingen undtagelse i år, hvor blandt andre Peter Sagan, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Elia Viviani og John Degenkolb vil være at finde i feltet, og havde det ikke været for skader og sygdom, ville man kunne have tilføjet Nacer Bouhanni og Mark Cavendish til listen. Med hele 15 etapesejre og en yderst overraskende samlet triumf i 2015 har Sagan etableret sig som kongen af Californien, og han nyder nærmest kultagtig status på den anden side af Atlanten.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Sidste år var han imidlertid ikke med i kampen om den samlede sejr, der i stedet blev taget af Julian Alaphilippe, der så knebent var blevet slået af Sagan bare et år tidligere. Med en fantastisk opvisning på kongeetapen kørte den unge franskmand sig i førertrøjen, og selvom han senere viste lidt svaghedstegn, kørte han en flot enkeltstart, der gjorde det muligt at forsvare føringen helt til slut med et forspring på 21 sekunder ned til Rohan Dennis og 43 sekunder ned til Brent Bookwalter. En skadet Alaphilippe vender imidlertid ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Dennis var til start i Giroen, vil heller ikke australieren være at finde på startstregen. Det vil til gengæld Bookwalter, for hvem løbet er et af sæsonens helt store mål.

Ruten

Tour of California har ofte været at betragte som en slags mini grand tour. Der har altid været adskillige sprinteretaper, hvilket forklarer den store appel man har til de hurtige folk, mens klassementet ofte er blevet afgjort på en eller to bjergetaper samt en enkeltstart af middel længde. I de tidlige år var enkeltstarten i særklasse den vigtigste etape, specielt fordi der ikke var afslutninger på stigninger, men efter at løbet er flyttet til maj, har muligheden for at begive sig ind i de høje bjerge åbnet løbet op for klatrerne. Ryttere som Robert Gesink, Chris Horner og Julian Alaphilippe, der ikke er kendt som enkeltstartsspecialister, har således vundet løbet, men det ændrer ikke på, at enkeltstarten altid har været og vil være en meget vigtig del af løbet.

Lige siden begyndelsen i 2006 har løbet fulgt en rute, de går fra nord til syd, og man har ofte genbrugt de samme finaler igen og igen. Enkeltstarten i Solvang, Sierra Road-stigningen og bjergafslutningerne på Mount Baldy og Big Bear Lake er sammen med mange af sprinterafslutningerne blot nogle af de varemærker, der har præget mange udgaver.

I 2013 ændrede man formatet ved for første gang at rejse fra syd til nord, og man forsøgte samtidig at opfinde adskillige nye etaper samt en helt ny bjergafslutning. I de senere år er man gået tilbage til nord-syd-modellen, men generelt har man sluppet lidt af traditionsbundetheden og ladet kreativiteten udfolde sig lidt mere.

Sidste år rejste man igen fra syd til nord på en meget innovativ rute, der blandt andet inkluderede en ny bjergafslutning på Gibraltar Road. I år er formatet mere traditionelt, hvilket blandt andet indebærer, at løbets kongeetape slutter på Mount Baldy, den mest benyttede bjergfinale i løbet. På rytterønske er løbet forkortet fra otte til syv etaper og slutter således allerede lørdag, men det ændrer ikke ved løbets grundlæggende format. Sprinterne har som vanligt masser af muligheder og ventes at komme til fadet på 1., 3. og 4. etape. De mest hårdføre af slagsen bør også have en chance på sidste etape, hvor en reduceret massespurt er et meget sandsynligt udkomme. Klassementet vil primært blive formet af 2., 5. og 6. etape. På mandagens etape gælder det en finale på en kort, skarp stigning i San Jose, hvor de bedste puncheurs kan gøre en forskel, og hvor de første små forskelle vil etableres. Nøgleetaperne er imidlertid torsdagens store finale på Mount Baldy, der er et modbydeligt svært og langt bjerg, samt fredagens enkeltstart, der i år er 24 km lang, helt flad og finder sted i højderne i Big Bear Lake, efter at en tilsvarende etape i 2015 måtte aflyses på grund af dårligt vejr.

1. etape

Tour of California har ofte givet sprinterne det første ord, og det vil næppe forholde sig anderledes i 2017. Således vil statens hovedstad, Sacramento, for fjerde gang være vært for løbets åbning, som det også skete med en prolog i 2009 og med linjeløbsetaper i 2014 og 2015. Da byen ligger i en helt flad del af den ellers ganske kuperede start, er der lagt op til, at det fantastiske felt af hurtige afsluttere igen i år får lov at slås om den første førertrøje i løbet.

I alt skal der tilbagelægges 167 km med både start og mål i Sacramento, og de består i alt væsentligt af en stor rundstrækning i området syd for byen. Således bevæger man sig fra start mod sydvest igennem helt fladt terræn, indtil man når frem til et vendepunkt efter knap 80 km. Her vender man rundt og bevæger sig tilbage mod Sacramento af en lidt anden rute, der imidlertid gør brug af dele af de samme veje, som blev benyttet på turen ud til vendepunktet. Undervejs dyster man om de første point i den indlagte spurt i Clarksburg efter 121,5 km.

I udkanten af Sacramento kommer der nogle ganske små bakker, inden man krydser målstregen for første gang efter 156,5 km, hvor dagens sidste indlagte spurt er placeret. Herefter afsluttes etapen med tre omgange på en helt flad rundstrækning omkring Capitol Park. Den har hele seks skarpe sving, hvoraf det sidste kommer med 800 m til stregen. Herfra er det en meget bred, helt lige og flad vej.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vinden i området kan i teorien komme i spil, men det synes usandsynligt, at sprinterne vil misse chancen for at spurte om den første førertrøje. Marcel Kittel, Elia Viviai og Alexander Kristoff vil være specielt opsatte, og deres hold vil med stor sandsynlighed kontrollere etapen og sikre, at det hele afsluttes i et brag af en massespurt, hvor den lange lige opløbsstrækning er som skabt til de helt rene sprintere.

Sacramento blev sidst besøgt sidste år, hvor Mark Cavendish slog Peter Sagan og Alexander Kristoff i en spurt på sidste etape. I 2015 fik Cavendish ram på Sagan og Jempy Drucker i spurten på 1. etape, og briten var såmænd også hurtigst, da man også i 2014 åbnede løbet med en massespurt, hvor han slog John Degenkolb og Moreno Hofland. I 2011 vandt Ben Swift en massespurt foran Sagan og Matthew Goss, mens Cavendish også vandt første etape i 2010, denne gang ved at slå Juan Jose Haedo og Alexander Kristoff. Fabian Cancellara slog Levi Leipheimer og David Zabriskie på en kort prolog i 2009, året efter, at Tom Boonen havde slået Heinrich Haussler og den flygtigt tilbagevendte Mario Cipollini i en massespurt. I 2007 slog Juan Jose Haedo Luca Paolini og Thor Hushovd, da man første gang besøgte byen.

2. etape

Sprinterne må hurtigt vinke farvel til deres tid i rampelyset og deres position i toppen af klassementet. Allerede på anden etape venter de første seriøse stigninger, når feltet blandt andet skal over det kendte og frygtede Mount Hamilton, de bringer dem helt på i 1274 m højde. Da de sværeste stigninger kommer langt fra mål, er det imidlertid næppe en stor klassementsdag, men en lille skarp stigning op til mål vil alligevel skabe lidt splittelse og give de eksplosive puncheurs en fremragende chance for at gå efter sejren samt en førertrøje, de kan holde helt frem til torsdagens kongeetape.

Med sine bare 144,5 km er etapen mellem Modesto og San Jose en ganske kort sag. Man indleder løbet med at køre to omgang på en flad rundstrækning i startbyen, hvorefter man sætter kursen mod sydvest. Modesto ligger i den flade del af Californien, mens San Jose ligger i udkanten af et af statens bjergområder, og den direkte vej mellem de to byer bringer feltet direkte ind i det vanskelige terræn. Efter at have dystet om point i dagens første spurt i Patterson efter 22,5 km begynder det således langsomt at stige, og herefter stiger det jævnt, indtil man når bunden af kategori 2-stigningen Del Puerto Canyon Road (2,5 km, 9,4%), hvis top kommer efter 64 km. Den fører op til et plateau, der er småkuperet og indeholder de to små kategori 3-stigninger San Antonio Valley Road 1 (1 km, 7,5%) og San Antonio Valley Road 2 (1,7 km, 8,1%), der har top efter henholdsvis 78 og 88,5 km.

Efter 90,1 km rammer man bunden af løbets første kategori HC-stigning, det berømte Mount Hamilton (6,9 km, 8,7%). Toppen nås efter 97 km, og herefter venter en lang nedkørsel på næsten 30 km. Undervejs venter imidlertid to mindre bakker, hvoraf den ene, kategori 2-stigningen Quimby Road (1,8 km, 9,2%), er en kort stejl sag, der har top med bare 27,5 km igen.

Nedkørslen afsluttes kort før dagens sidste spurt, der kommer med 21,5 km til mål i udkanten af San Jose, men i stedet for at køre videre ind mod centrum, slår man en lille sløjfe mod sydøst for at komme frem til målstigningen, der ligger i den sydøstlige udkant af byen. Således stiger det jævnt det meste af tiden i de sidste 15 km, kun afbrudt af en lille nedkørsel med knap 10 km igen. De sidste 5 km er stigende, og det bliver blot stejlere, jo tættere man kommer på stregen.

Denne finale blev første gang benyttet i 2015, hvor Toms Skujins tog en overraskende udbrudssejr 1.06 foran feltet, hvor Peter Sagan slog Julian Alaphilippe i spurten om andenpladsen. De to samt Daniel Jaramillo sluttede i samme tid, mens der var tre sekunder ned til Danilo Wyss, der sluttede i samme tid som 19 andre ryttere. Det siger alt om, at finalen ikke er hård nok til, at favoritterne kan gøre en forskel, og de store stigninger kommer alt for tidligt til, at de kan bruges til angreb. Derfor ligner det en oplagt etape for Sagan, der vil elske at vinde endnu en etape og sikre sig førertrøjen, men det kræver dels, at han kan overleve Mount Hamilton, dels at hans Bora-hold kan kontrollere en etape i vanskeligt terræn. Hvis tyskerne ingen hjælp får, er det således ikke umuligt, at et udbrud igen kan stjæle lidt tid og få et par dage i rampelyset.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Udover ved besøget i 2015 har San Jose været målby fem gange tidligere. I 2011 sluttede man på Sierra Road-stigningen, hvor Chris Horner tog en suveræn solosejr. I de tidlige år indgik Sierra Road i finalen, inden man kørte ned til en flad finale. Robert Gesink slog Levi Leipheimer i en tomandsspurt i 2008, mens Jens Voigt var hurtigere end Leipheimer og Horner i 2007. I 2006 vandt George Hincapie en spurt i en lille gruppe, inden Floyd Landis dagen efter vandt enkeltstarten, der også blev holdt i byen.

3. etape

Efter en dag uden for rampelyset ventes sprinterne igen at overtage scenen på 3. etape, der byder på næsten helt fladt terræn og kun en enkelt kategoriseret stigning. Til gengæld afvikles etapen nær Stillehavskysten, hvor vinden før har splittet feltet, og det kræver derfor opmærksomhed for klassementsrytterne, der håber at komme helskindet frem til 5. etape, hvor det første af to store slag om den samlede sejr venter.

I alt skal der tilbagelægges hele 192,5 km mellem Pismo Beach og Morro Bay, to kystbyer, der ligger med bare få kilometers afstand. For at nå op på den stor afstand indledes etapen derfor med, at man slår en stor sløjfe i området sydøst for Pismo Beach. Fra start kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man drejer mod øst for kortvarigt at røre bjergene i det indre af Californien. Undervejs kommer den første spurt efter 40,5 km. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Tepusquet Road (1,8 km, 6,6%), der har top efter 84 km, hvorefter man kører mod vest og nordvest tilbage mod Pismo Beach.

Her rører man igen startbyen efter 138 km, men i stedet for at køre ind til centrum og ud til kysten fortsætter man videre mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi dagens sidste spurt, der er placeret med 28,5 km igen. Til slut slår man en lille sløjfe mod syd for at køre rundt om målet i Morro Bay, hvor en helt flad finale venter.

Efter denne etape har de rene sprinter kun én chance tilbage, og derfor vil de næppe lade denne gå til spilde. Specielt Quick-Step vil være opsatte på at vinde med Kittel, og derfor bør det blive en massespurt. Man skal imidlertid være meget opmærksom på risikoen for sidevind, specielt når man kører tæt på kysten i finalen.

Morro Bay var startby i 2016, men har ikke tidligere været målby.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

4. etape

Første halvdel af Tour of California har ofte været lidt af en sprinterfest, og det er også tilfældet i år. Fjerde etape byder den tredje relativt flade rute, hvor de hurtige folk igen ventes at kunne dyste om sejren, men de skal være klar til at slå til, hvis de vil have succes i dette løb. Kun de stærkeste vil kunne overleve på sidste etape, og derfor vil de rene sprintere gør alt for at vinde, når feltet igen vender tilbage til Santa Clarita.

I alt skal der tilbagelægges 159,5 km mellem Santa Barbara og Santa Clarita. Startbyen ligger på stillehavskysten, mens målbyen ligger et stykke inde i landet, og hele etapen består af en lang tur mod øst. Efter en relativt flad start rammer man kategori 2-stigningen Casitas Pass Road 1 (4,1 km, 5,4%), hvis top kommer efter 27 km, og herefter kører man direkte ind på kategori 3-stigningen Casitas Pass Road 2 (1,7 km, 6,7%), der har top bare 4 km senere. Herefter venter endnu en flad del, der leder frem til den første spurt, som kommer på et jævnt stigende stykke efter 59 km. Det fortsætter med at stige henover toppen af kategori 3-stigningen Dennison Grade (2,3 km, 5,2%) efter 64 km og videre frem, indtil en længere nedkørsel leder frem til forplejningszonen.

Det kuperede terræn fortsætter med den stejle kategori 2-stigningen Balcom Canyon Road (1,1 km, 11,8%), men herfra venter 62,5 betydeligt nemmere kilometer. Der resterer ganske vist yderligere et par bakker i området omkring den sidste spurt, der er placeret med 48 km til stregen, men kort efter venter en lille nedkørsel, og herefter består de sidste ca. 35 km af en lang, jævn opkørsel til Santa Clarita, hvor det imidlertid aldrig bliver stejlt.

Etapen er kort og ganske kuperet i den indledende del, så hvis det skal lykkes at snyde sprinterne på en af de tre flade etaper, må dette være dagen. Historien viser, at udbrydere ofte har en chance i Californien, og det kan ikke udelukkes, at det igen vil ske i år. Det synes imidlertid usandsynligt, at sprinterne vil lade denne mulighed gå fra sig, og det bør blive endnu en massespurt i Santa Clarita.

Santa Clarita var senest målby i 2016, hvor Ben King og Evan Huffman overraskende snød sprinterne og holdt hjem med 8 sekunder, inden King tog etapesejren. Året inden vandt Mark Cavendish en massespurt foran Zico Waeytens og Peter Sagan, mens Sagan var hurtigere end Michael Matthews og Tyler Farrar i 2013. I 2008 vandt Luciano Pagliarini spurten foran Juan Jose Haedo og Paolo Bettini, mens Haedo slog Greg Henderson og Bettini i 2007.

5. etape

Efter fire dages kamp for overlevelse er det tid for klassementsrytterne til at træde i karakter, når det torsdag gælder årets kongeetape. Efter bare et års fravær er løbets måske mest ikoniske stigning, Mount Baldy, tilbage, og som så ofte før vil den være klatrernes bedste chance for at gøre en forskel. Med kun én bjergafslutning i årets løb er det dagen, hvor enkeltstartsrytterne skal sættes tilbage for de lette ryttere, og det er vanskeligt at finde et bjerg i Californien, der giver dem bedre muligheder

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Med bare 125,5 km er der tale om en meget kort etape, der bringer feltet fra Ontario til toppen af Mount Baldy, og med tre svære bjerge over den korte distance er det klart, at der ikke er megen flad vej. Ontario ligger lige syd for bjergene og straks fra start bevæger man sig mod nord ind i det vanskelige terræn. Det stiger svagt frem til dagens første spurt, der kommer allerede efter 11,5 km, og kort efter rammer man bunden af kategori 1-stigningen Glendora Ridge Road (9,2 km, 6,8%), hvos top er placeret efter 26 km. I stedet for at fortsætte hele vejen til toppen af Mount Baldy, drejer man imidlertid mod vest for at køre ad en lang nedkørsel tilbage mod lavlandet. Her flader det langsomt ud, efterhånden som man sætter kursen mod sydvest for at køre tilbage mod Ontario, hvor man drejer mod øst for at køre i fladt terræn frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 82 km.

Spurten markerer starten på finalen, idet rytterne nu sætter kursen mod nordøst og kører tilbage ind i bjergterrænet op ad kategori 1-stigningen Glendora Mountain Road (12,6 km, 5,1%). Toppen kommer, når der resterer 28,5 km og leder til et fladt stykke, der fører feltet ind på samme vej, som man tidligere kørte ned ad. Den følger man nu i den modsatte retning, og derfor stiger det let hele vejen op forbi den første bjergspurt. Denne gang kører man imidlertid ikke ned ad den vej, man tidligere kørte op ad. I stedet fortsætter man videre mod nordøst hele vejen til toppen af kategori HC-stigningen Mount Baldy. Officielt stiger den med 8,4% over 8,2 km, men det går i virkeligheden opad meget længere. I de sidste 6 km stiger det stort set med mere end 9,5% hele vejen, og de sidste knap 1000 m stiger med hele 10,8%.

Mount Baldy er et meget vanskeligt bjerg, hvor kun de rene klatrere normalt kan gøre sig gældende. Der er tale om en meget lang opkørsel på ca. 40 km, men det meste af tiden er der tale om en let stigning. Det bliver først svært på de sidste 6 km, men her vil feltet splittes til atomer. Dette er dagen, hvor klatrerne skal gøre en forskel, og derfor kan vi vente et brag af en dyst mellem de bedste bjergryttere. Den sidste del er så vanskelig, at det sagtens kan lade sig gøre at sikre sig en margin, der kan forsvares på enkeltstarten.

Mount Baldy har tre gange tidligere været benyttet som mål. Det skete senest i 2015, hvor Julian Alaphilippe med en etapesejr kørte sig i førertrøjen, selvom Peter Sagan chokerede verden og forsvarede sig heroisk på en stigning, der burde være alt for svær, ved at køre ind på sjettepladsen. Sergio Henao og Ian Boswell var 23 sekunder efter på hhv. anden- og tredjepladsen. I 2012 slog Robert Gesink Darwin Atapuma i en spurt, mens Fabio Duarte blev nummer 3 14 sekunder senere. I 2011 slog Levi Leipheimer Chris Horner i en spurt, mens Laurens Ten Dam var hele 43 sekunder efter på tredjepladsen.

6. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og den ventes i år at få en nøglerolle. Igen i år kommer den efter den store bjergetape, hvormed tempospecialisterne ved, hvor meget tid der skal vindes, hvis de skal gøre sig håb om den samlede sejr. Efter at den planlagte enkeltstart i Big Bear Lake for to år siden blev aflyst på grund af dårligt vejr forsøger man sig igen i år med at afvikle tidskørslen på den helt flade rute i mere end 2000 m højde, hvor de store maskiner ventes at kunne gøre en forskel på en etape, der udelukkende handler om power.

Med sine 24 km er der tale om en relativt lang enkeltstart efter vanlig californisk standard. Den både starter og slutter i Big Bear Lake og afvikles på en helt flad rute, der ikke kunne være meget enklere. Fra starten bevæger man sig i en relativt teknisk fase igennem byen tæt på bredden af søen af samme navn, indtil man i udkanten tager et venstresving. Herfra kører man mod nord over en bro om på den modsatte side af søen, hvor man sætter kursen mod vest ad en lang, stort set helt lige vej langs bredden.

Efter 12,5 km når man frem til vendepunktet, og herfra kører man tilbage af stort set samme vej. Kun kort efter vendepunktet deler vejen sig kortvarigt i to, men herudover kommer eneste forskel til allersidst. Her drejer man til højre kort inden stregen for at slutte helt ude ved søbredden i stedet for at fortsætte de sidste få hundrede meter tilbage til startområdet.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Ruten kunne ikke være meget enklere, og der er tale om en rute for specialister. Kun den indledende og afsluttende del er teknisk, men derudover er der tale om lange, lige veje, hvor de mest kraftfulde ryttere kan gøre en forskel. For klatrerne handler det udelukkende om at begrænse tidstabet på en dag, hvor det også kan spille en rolle, at etapen afvikles i højderne, hvilket ikke alle ryttere håndterer lige godt.

Big Bear Lake blev sidst besøgt i 2012, hvor Sylvain Georges, der senere testede positiv for doping, holdt feltet bag sig, hvormed Peter Sagans spurtsejr kun rakte til en andenplads. I 2010 slog Sagan Rory Sutherland og Michael Rogers i en reduceret massespurt. Årets enkeltstart skulle have været afviklet i 2015, men her måtte man flytte etapen grundet dårligt vejr.

7. etape

I 2015 endte løbet i et drama om bonussekunder, hvor det akkurat lykkedes Peter Sagan at fravriste Julian Alaphilippe den samlede sejr i den sidste spurt, men som regel har sidste etape ikke kunnet ændre på klassementet. Det vil den næppe heller kunne gøre i år, selvom der på den afsluttende dag venter en ganske svær etape med hele to kategori 2-stigninger. Mod slutningen venter imidlertid en ca. 40 km lang nedkørsel, og det bør give de mest holdbare sprintere mod på at gå efter en sidste sejr, inden de skal tilbage til Europa

Med sine bare 125 km er også den sidste etape usædvanligt kort og fører feltet fra Mountain High Ski Area til Pasadena. Som navnet indikerer, foregår starten i højderne kun få kilometer nord for Mount Baldy, men fra starten begiver man sig mod nordvest ud af bjergmassivet. Derfor indledes etapen med en lang nedkørsel frem til det flade plateau nord for bjergene, hvor dagens første spurt kommer efter 28 km. Herfra fortsætter man mod vest, indtil man drejer mod syd for igen at bevæge sig ind i bjergene. Det betyder, at man skal op over kategori 2-stigningen Mt. Emma Road (5 km, 5,2%), hvis top kommer efter 47,5 km, inden en ganske lille nedkørsel fører frem til kategori 3-stigningen Angelest Forest Highway (3 km, &%9.

Toppen nås efter 59 km, og herfra fortsætter man med at skøre sig igennem bjergene ned mod Pasadena. Efter nedkørslen rammer man et kort, fladt stykke, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Upper Big Tujunga Canyon Road (7,8 km, 4,6%). Dens top kommer med 41,5 km igen, og efterfølges af et kort kuperet stykke, idet man sætter kursen mod vest. Herefter rammer man en lille nedkørsel og flad sektion, der byder på løbets sidste spurt efter 97,5 km. Nu starter nedkørslen for alvor, når de går mod syd ned mod Pasadena. Her flader det ud i de sidste 10 km, hvor man kører mod øst og siden syd ned til en flad finale, der byder på tre skarpe sving umiddelbart inden opløbsstrækningen.

Etapen byder på en del højdemeter, men stigningerne er hverken svære nok til tæt nok på mål til at kunne bruges til angreb. Derfor handler det for løbets førende rytter om at holde sig på cyklen og undgå uheld. Stigningerne er ikke sværere, end at det er noget, Peter Sagan, Alexander Kristoff og John Degenkolb burd kunne klare, og derfor kan man forvente, at de vil forsøge at holde det samlet. Det bliver imidlertid ikke helt let, da den sidste del af etapen efter sidste stigning ikke kommer til at gå så stærkt, at der ikke er megen tid til at organisere en jagt. Derfor kan det sagtens blive en udbrudssejr som så ofte før i Pasadena, men mest sandsynligt er det, at de stærke sprintere skal afgøre det i en reduceret massespurt.

Pasadena blev sidst besøgt i 2014, hvor Peter Sagan slog Thor Hushovd og Danny Van Poppel i en massespurt. I 2009 var Rinaldo Nocentini hurtigere end Hayden Roulston og Pieter Weening i en tremandsspurt, mens George Hincapi slog Rory Sutherland, Jason McCartney, Michael Creed og Tom Zirbel i en femmandsspurt året inden.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Favoritterne

Tour of California er som en lille grand tour, og derfor er det et løb, der som regel domineres af etapeløbsryttere. Det samlede klassement afgøres som regel af en kombination af bjergetaperne og enkeltstarten, og det vil også være tilfældet i år. I de tidlige år var enkeltstarten suverænt den vigtigste etape, men i de senere udgaver er klatreudfordringerne blevet hårdere, og det har betyder, at klatrerne har kunnet vinde løbet, selvom de har haft det svært i kampen mod uret. Således har Chris Horner, Robert Gesink og Julian Alaphilippe alle vundet løbet, selvom de var i defensiven på tidskørslen.

I visse udgaver har der været to bjergetaper på programmet, men i år er der kun én klatreudfordring. Favoritterne må formodes at slutte sammen på 1., 3., 4. og 7. etape, der vil blive vundet af udbrud eller i spurtafgørelser. Der kan måske opstå huller på 2. etape, men da samme finale blev benyttet for to år siden, sluttede alle de bedste klassementsryttere i samme tid. Derfor må vi formode, at det hele kan koges ned til, hvem der er bedst på kongeetapen og enkeltstarten.

En joker er imidlertid vinden. Feltet har generelt udsigt til flot vejr, men i skrivende stund ser mandag og tirsdag ud til at blive ganske blæsende. Umiddelbart er retningen ikke rigtig på tredje etape, men på anden etape kan sidevind komme i spil. Derfor er det vigtigt, at man ikke lader sig fange, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at vinde samlet.

Som sagt er det tidligere lykkedes for bjergryttere at vinde løbet, og det er kendetegnende, at både Horner og Gesink vandt udgaver, hvor Mount Baldy var den væsentligste klatreudfordring. Det siger noget om, hvor vanskelig bjerget er, og at det reelt er muligt at opbygge et forspring, der kan forsvares på enkeltstarten. På den anden side er enkeltstarten i år hele 24 km lang og fuldstændigt flad. Den vil med andre ord gøre en kolossal forskel, og de helt lette klatrere kan tabe masser af tid til de mere alsidige klassementsryttere. Derfor vinder man ikke løbet, hvis ikke man er i stand til at køre en hæderlig enkeltstart. Det er heller ikke helt tilfældigt, at der altid har været mindst en enkeltstartsspecialist på podiet, også i år, hvor Mount Baldy har været på programmet.

Som nævnt ovenfor har arrangørerne altid haft lidt svært ved at tiltrække de bedste klassementsryttere, og favoritfeltet har aldrig kunnet matche det fantastiske sprinterfelt. Det forholder sig desværre ikke meget anderledes i år, selvom løbet er blevet en del af WorldTouren. Flere hold møder op med relativt unge klassementskaptajner på hold, der er mere bygget op omkring sprinterne, og det er relativt få hold, der helt tydeligt satser på den samlede sejr.

Et af dem er Cannondale, der samtidig har feltets klart mest alsidige kaptajn. Andrew Talansky er gået igennem flere år med store skuffelser, hvor personlige problemer har sat ham tilbage. Sidste år vendte han imidlertid tilbage til toppen, og pudsigt nok var det netop dette løb, der markerede vendepunktet. Selvom han gik ind til løbet som hjælperytter for Lawson Craddock, endte han på den samlede fjerdeplads, og det kunne være blevet til mere, hvis ikke han havde ventet på sin kaptajn på kongeetapen. Efter det gennembrud kørte han med om sejren i Schweiz Rundt og Tour of Utah, inden han definitivt markerede sit comeback med en femteplads i Vueltaen.

I år satser Talansky på Tour de France, men han har ikke lagt skjul på, at Tour of California er hans første store mål. Der har i sandhed været langt mellem snapsene i foråret, hvor han intet har vist, og sygdom tvang ham endda ud af Baskerlandet. Der er imidlertid intet, der tyder på, at alt ikke skulle være på sporet forud for årets største mål, og vi forventer at se en helt anden Talansky i dette løb, der officielt er udnævnt til Cannondales klare kaptajn. På sine bedste dage er Talansky en glimrende klatrer, og selvom han næppe vinder på Mount Baldy, bør han ikke være langt efter. Da han samtidig blandt klassementsrytterne er den bedste enkelstartsrytter - sidst år blev han endda nummer 2 bag Rohan Dennis i kampen mod uret - burde han kunne vende et evt. minus til et plus i Big Bear Lake. Samtidig bør Cannondale ikke lade sig overrumple i sidevinden. Som den mest alsidige holdkaptajn er Talansky vores favorit til den samlede sejr.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Hvor Talansky blandt klassementsrytterne er den bedste enkeltstartsrytter, er Rafal Majka den bedste klatrer. Polakken satser i år alt på Tour de France og har efter en stille start på året langsomt fundet formen. Det viste han i Liege, hvor han kørte i top 10. Siden da har han holdt pause, og det er nærliggende at tro, at han måske ikke er helt på samme niveau. Derfor er hans præstation også omgærdet af en vis usikkerhed.

Alligevel må Majka betragtes som en af topfavoritterne, da han er en af de ryttere, der har topniveauet til at vinde. Har han sine bedste bjergben, må han betragtes som favorit til kongeetapen, og Mount Baldy er så svær, at han kan tage sejren med en ganske stor margin. Enkeltstarten bliver en stor udfordring for Tour-bjergkongen, der altid har det svært på helt flade tidskørsler. Han kan imidlertid glæde sig over, at der blandt de øvrige favoritter ikke er mange enkelstartsspecialister, og dermed handler det i høj grad om at sætte Talansky og Brent Bookwalter. Lykkes det, er han på lige fod med eller endda bedre end de fleste øvrige klassementsrytter, og derfor kan Majka sagtens ende på podiet.

Hvor Majka håber at slå til på kongeetapen, forholder det sig anderledes for sidste års nummer 3, Brent Bookwalter. Amerikaneren har i de seneste år udviklet sig til specialist i de amerikanske etapeløb, der hvert år repræsenter hans eneste chance for ikke at arbejde for andre. Det har givet flere podiepladser, blandt andet sidste år i Californien. I år har han vist fremragende form i Tour of the Alps, hvor han var meget tæt på at vinde en bjergetape i en spurt i en lille gruppe, og i Tour de Yorkshire, hvor han sluttede som nummer 4. Alt det var bare forberedelse til løbet i Californien, som er hans store mål.

Mount Baldy er en svær stigning for Bookwalter, og der er ingen tvivl om, at han vil tabe tid til de bedste. Sidste år blev han imidlertid nummer 4 på Gibraltar Road, som ikke er meget lettere, og i dette felt er han ikke meget svagere på stigningerne. Samtidig har han en stor fordel på enkeltstarten, hvor han sidste år blev nummer 4, og umiddelbart er det kun Talansky, der blandt favoritterne er bedre. Kan han begrænse tabet på Mount Baldy, er det muligt for Bookwalter at vinde.

Egentlig burde Robert Gesink være en af de helt store favoritter. Hollænderen viste sidste år i Vueltaen, at han stadig er vanvittigt stærk, og senest han kørte klassement i en grand tour blev han endda nummer 6 i Touren. Desværre har han haft et meget skuffende forår, og det er slet ikke blevet til de ventede resultater, senest i et skuffende Romandiet Rundt. Californien er imidlertid også et stort mål for den tidligere vinder, og han er på papiret en af de bedste på en svær stigning som Mount Baldy. Ganske vist har han i de senere år ikke kørt så gode enkeltstarter, men i forhold til de mere udprægede klatretyper har han stadig en fordel. Hvis han er tilbage på sit topniveau, er det et løb, som Gesink bør være i stand til at vinde.

David de la Cruz har siden sit gennembrud i sidste års Vuelta, hvor han sluttede i top 10, til fulde bekræftet sit potentiale. I år har han taget to WorldTour-sejre i Paris-Nice og Baskerlandet, og han blev endda nummer 4 samlet i sidstnævnte løb. Det har givet ham kaptajnrollen hos Quick-Step i dette løb, og han bør kunne gøre det godt. Han havde et skuffende Romandiet Rundt, og derfor er hans form lidt usikker, men hvis han er klar, bør han være fremme på kongeetapen. Han er ikke enkeltstartsspecialist, men viste i Baskerlandet, at han kan køre en god tidskørsel. Desværre er denne enkeltstart helt anderledes, og her får han det meget sværere, men i forhold til mange af de mindre typer, bør han stadig kunne vinde tid.

Samuel Sanchez fremstår på papiret som en af løbets bedste, men hans form er meget usikker. Han havde netop fundet niveauet, da han styrtede slemt på kongeetapen i Baskerlandet, og det betød, at han aldrig fandt benene i Ardennerne. Siden har han haft pause, og da hans store mål først kommer senere på året, tvivler vi på, at han er på 100%. Hvis han er, er det imidlertid et løb, der passer ham godt, da han vil være blandt de bedste på Mount Baldy og på sine bedste dage kører en god enkeltstart - også selvom denne rute ikke passer ham.

Dimension Data stiller med Lachlan Morton, der sidste år var helt forrygende i de amerikanske etapeløb, ikke mindst med sejren i Tour of Utah. Han har haft en meget afdæmpet start på sin tid på WorldTouren, men må have udset sig dette løb som sit første store mål. Hvis han er tilbage på sit topniveau, kan han sagtens ende med at vinde kongeetapen. Desværre er hans enkeltstart meget svag, og vi tvivler på, at han kan begrænse tidstabet tilstrækkeligt til også at vinde samlet.

George Bennett befinder sig lidt i samme situation. Siden top 10-placeringen i Vueltaen har han virkelig fået tro på sig selv, og han har kørt fornemt i dette forår. Han har altid lagt stor vægt på de amerikanske løb og kom blandt andet i top 3 på kongeetapen sidste år. Desværre kørte han efterfølgende en katastrofal enkeltstart, og man kan frygt, at det vil gentage sig denne gang. Han vil næsten med sikkerhed være helt fremme på Mount Baldy, og man må så blot håbe, at LottoNL-Jumbo også har fået forbedret hans evner i kampen mod uret, som de med stor succes har gjort for så mange andre.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Sky stiller for en gangs skyld til start i et større etapeløb uden en udpræget favorit. I stedet har man givet Ian Boswell hans første chance for at være kaptajn for det britiske mandskab, og han har forberedt sig specifikt på at være klar til dette løb, som han håber kan være springbræt til en Tour de France-udtagelse. Amerikaneren har flere gange i de store løb som hjælperytter vist, at han er blevet en fantastisk stærk klatrer, og da man sidst besøgte Mount Baldy, blev han faktisk nummer 3. Desværre frygter vi også for hans vedkommende for, at den flade enkeltstart gør det umuligt for ham at tage den samlede sejr.

Sidste år fik Lawson Craddock lov til at være Cannondales kaptajn efter et meget flot forår. Det viste sig at være en stor fejl af det amerikanske mandskab, idet Talansky viste sig at være langt stærkere. I år er rollerne byttet rundt, og derfor er Craddock som udgangspunkt hjælper. Det giver god mening i lyset af et meget svagt forår af amerikaneren, men måske kan han overraske i dette løb, hvor han før har været på podiet. Sidste år i Baskerlandet viste han, hvor god en klatrer han er blevet, og med sin gode enkeltstart kan han komme langt, hvis han kan begrænse tabet på kongeetapen.

En af de meget interessante ryttere er Tour de l’Ain-vinderen Sam Oomen, der hører til blandt sportens helt store talenter. I år har han top 20-placeringer fra både Paris-Nice og Baskerlandet, og han nærmer sig stille og roligt de bedste. Sammenlignet med mange andre har han en ganske hæderlig enkeltstart, selvom han ikke er specialist, men vi frygter lidt, at han endnu ikke er helt stærk nok i bjergene til at køre med om de helt sjove placeringer.

Løbets wildcard er Peter Kennaugh. Briten gik efter at blive en del af Skys Giro-hold, men da han som så ofte før pludselig mistede al form, blev den ustabile klatrer fravalgt. Ingen ved, om han er kommet sig, men faktum er, at han var langt fra sit højeste niveau, sidst han kørte. Hvis han har fundet de ben, han havde i Catalonien, kan han imidlertid gøre det godt her. På sine bedste dage er han en fremragende klatrer, og han kan forsvare sig hæderligt på enkeltstarten, selvom han trods sin banebaggrund aldrig har været specielt stærk i kampen mod uret.

Endelig vil vi pege på Rob Britton. Ganske vist stiller Rally officielt med Evan Huffman som kaptajn, men vi tror, at Mount Baldy bliver for svær for amerikaneren, der ellers netop har vundet Tour of the Gila. Britton blev imidlertid nummer 10 sidste år, hvor han også tog en femteplads i det meget bjergrige Tour of Utah. Det viser, at han har styrken til at begå sig også på Mount Baldy. Han vil tabe tid til de bedste, men kan vinde meget af det tilbage på enkeltstarten.

OBS! Den foreløbige startliste er ikke offentliggjort, og flere af de store hold mangler endnu at udtage deres trupper. Derfor vil vi opdatere nedenstående stjernetildeling, når vi har et overblik over det endelige felt.

OPDATERING: David de la Cruz har fået lungebetændelse og kommer ikke til start. BMC har også meldt ud, at Sanchez er kommet sig efter styrtet i Baskerlandet, og at spanieren er holdets kaptajn med Bookwalter i en fri rolle.

***** Andrew Talansky

**** Rafal Majka, Brent Bookwalter

*** Robert Gesink, Samuel Sanchez, Lachlan Morton, George Bennett

** Enric Mas, Ian Boswell, Lawson Craddock, Sam Oomen, Peter Kennaugh, Rob Britton

* Tao Geoghegan Hart, Evan Huffman, Serghei Tvetcov, Tiago Machado, Stephane Rossetto, Ruben Guerreiro, Janier Acevedo, David Lopez, Lennard Hofstede, Koen Bouwman, Floris De Tier, Brendan Canty, Chris Hamilton, Daniel Jaramillo

Danskerne

Michael Mørkøv skal spille sin vanlige rolle som lead-out man for Alexander Kristoff, der også får hjælp af Mads Würtz Schmidt. Den unge Katusha-rytter vil helt sikkert gå efter et personligt resultat på enkeltstarten. Det samme vil Søren Kragh Andersen, der burde få en relativt fri rolle. Mount Baldy er for svær til, at han kan køre klassement, men 2. etape er en stor chance for at jagte et topresultat. Endelig er Matti Breschel til stat for Astana, hvor han skal spille en rolle for Riccardo Minali i spurterne og måske forsøge sig, hvis en af etaperne er for hård til den ikke specielt klatrestærke italiener.