Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gave Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix nu ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i Ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Mens Ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i gang med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie og høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb bare en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere hovedsageligt som en italiensk afføre, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

Det regionale etapeløb afvikles i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere, hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer Cadel Evans gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2014 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og sidste år var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

I år er den nye status for alvor slået igennem, og man har således været i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist har det gjort ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kan på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummer en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot har alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de vil alle benytte løbet som deres sidste forberedelse.

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Critrium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysningen som følge af den økonomiske krise, der har reddet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes imidlertid arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagesløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb slog sig sammen, og i de sidste to år har man derfor på løbets fjerde og sidste etape inkorporeret dele af Trofeo Meilnda-ruten.

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. Sidste år var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse har i år udviklet sig til et decideret samarbejde, og fra og med i år er det slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race.

Sidste år blev løbet betragtes som den store generalprøve til Giroen, da de to forhåndsfavoritter Mikel Landa og Vincenzo Nibali begge var til start. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Nibali var langt fra sit højeste niveau, og i stedet var det Landa, der viste sig som løbets suverænt stærkeste rytter. Efter en lidt skuffende andenplads på holdløbet viste spanieren sin styrke ved at vinde løbets eneste bjergafslutning, og herefter kontrollerede han på fornem vis to svære etaper, der begge sluttede med flade finaler, hvor han var ganske alene. Med to etapesejre lykkedes det imidlertid Tanel Kangert at komme ganske tæt på spanieren, men en fantastisk tredjeplads i spurten på sidste etape sikrede akkurat Landa den samlede sejr bare to sekunder foran esteren og 14 sekunder foran Jakob Fuglsang. Landa vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og Kangert er også tilbage i et forsøg på at gøre det bedre end sidste år. Til gengæld har Fuglsang i år ingen planer om at køre Giroen, og derfor skipper han det italiensk-østrigske etapeløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for dem. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, efter at de hurtige folk dummede sig og missede chancen, da der i 2013 sidst var en flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de senere år har været et holdløb. I 2012 designede en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og sidste år var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på en afslutning på en relativt kort stigning i Østrig. Derefter fulgte to etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande.

I år er løbet som sagt udvidet til fem dage, og heller ikke i år er der noget at komme efter for sprinterne. Således er der på alle etaper enten afslutning opad eller deciderede bjerge på menuen tidligere på ruterne, og derfor kan alle fem dage betragtes som potentielt afgørende for klassementet. Den store nyskabelse er, at der i år slet ikke er en tidskørsel på programmet, og derfor har de rene klatrere endnu bedre muligheder, end de har haft tidligere.

Sidste år var der kun én afslutning på en bakke, men denne gang er der masser af hårde finaler. Således slutter de første tre etaper på toppen af stigninger, men ingen af disse er voldsomt svære. Anden etape er mere for puncheurs end rigtige klatrere, og målstigningen på første etape er relativt kort, og det er derfor tredje etape, der er løbets kongeetape. Her skal man over to meget svære bjerge inden finalen, hvor den sidste stigning imidlertid ikke bliver virkelig stejl. De sidste to etaper har begge flade finaler, men da man skal over meget svære bjerge umiddelbart inden, kan det blive ganske dramatisk, hvis manden i førertrøjen kan isoleres, og derfor er der mulighed for at ændre på klassementet helt til måslstregen på sidstedagen i Trento. Fjerde etape er den klassiske Trofeo Melinda-etape og en næsten tro kopi af sidste etape fra sidste år, mens femte etape indeholder løbets længste stigning, det frygtede bjerg Monte Bondone.

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men siden da har man foretrukket et holdløb. I år er starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid rykket til Østrig, og det har givet anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen er helt droppet, og i stedet går man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således venter den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og selvom der ikke er tale om en stor bjergetape eller en lang målstigning, vil vi allerede på førstedagen få en indikation på, hvem der kan køre med om den samlede sejr.

Med sine 142,3 km er 1. etape en relativt kort sag, der bringer rytterne fra Kufstein på den østrigsk-tyske grænse til storbyen Innsbruck, der skal være vært for VM næste år. Man slutter imidlertid ikke inde i centrum, men i stedet på Hungerberg-stigningen nord for byen. Første del af løbet består af en småkuperet rundstrækning nordøst for startbyen, hvor der er en mindre, ikke-kategoriseret stigning, inden man efter 32,6 km vender tilbage til Kufstein. Herfra sætter man kursen mod Innsbruck og vil herfra bevæge sig mod sydvest igennem dagen stort set hele dagen. Terrænet er hovedsageligt fladt, indtil man når frem til den indlagte spurt efter 60 km. Her kører man rundt i en lille sløjfe i bjergene nord for dalen, hvor man rammer kategori 2-stigningen Brandenberg (8,2 km, 5,3%), der har top efter 69,6 km og er meget stejl på de første fire kilometer, og siden kategori 3-stiningen Aschau (1,6 km, 9,9%), hvis top nås 9,8 km senere og inkluderer 500 m med en gennemsnitlig stigning på 15,1%. Herefter vender man tilbage til dalen og fortsætter i fladt terræn frem til Innsbruck, kun afbrudt af en ikke-kategoriseret stigning, der har top med 23 km til mål.

Efter at have nået Innsbruck fortsætter man langs floden, indtil man med ca. 4 km igen kører over broen og direkte ind i bjergene nord for byen, hvor stigningen Hungerberg venter. Den stiger med 7% over 3,7 km og er ganske regulær med stigningsprocenter på 6-8% hele vejen. Undervejs er der på den bugtende vej fire hårnålesving, hvoraf det sidste kommer med ca. 700 m til stregen. Herefter er det en lige vej helt frem til stregen. I alt har den relativt korte etape 2075 højdemeter.

Selvom der venter bjergafslutninger også på de to følgende etaper, er dette sammen med tredje etape ruten med den hårdeste finale. Derfor er det en af de allerbedste muligheder for klatrerne til at gøre en forskel, og derfor er scenen sat til det første slag allerede på førstedagen. Målstigningen er imidlertid ganske kort og bliver aldrig meget stejl, og det er derfor en finale, der ikke vil skabe de helt store afstande. Samtidig passer den bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der i højere grad skal se på muligheder senere i løbet. Ikke desto mindre vil vi allerede her få en indikation på, hvem der kan vinde løbet samlet.

Innsbruck har senest været vært for et stort cykelløb i forbindelse med Østrig Rundt. I 2015 vandt Lukas Pöstlberger en flot udbrudssejr i bymidten, mens Alessandro Bazzana var hurtigst i en reduceret massespurt tre år tidligere.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

2. etape

Tour of the Alps har altid været et løb med utallige bjergafslutninger, men i de senere år har man skruet lidt ned for sværhedsgraden. Nu synes det ikke længere at være nødvendigt for løbet at slutte på de højeste bjerge, og i stedet har man benyttet flere afslutninger på kortere eller knap så stejle stigninger. Det var afspejlet i den relativt korte Hungerberg på første etape og bliver igen tydeligt på anden etape, hvor man ganske vist slutter med at køre opad, men målet er placeret på en stigning, der er skabt mere til hurtige afsluttere og punchurs end rene klatrere.

Med løbets nye format er det ikke overraskende, at man tilbringer to hele dage i Østrig, inden man bevæger sig til det traditionelle kerneområde, og derfor foregår også det meste af anden etape i Alpelandet nord for Trentino. På andendagen skal man bevæge sig 181,3 km fra Innsbruck til Innervillgraten, der er en by placeret i mere end 1300 m højde. Fra starten bevæger man sig mod syd over den berømte Euopabrücke i Innsbruck direkte mod toppen af det berømte Brennerpass, og derfor stiger det uafbrudt, indtil man når toppen af kategori 1-stigningen efter 27,2 km. Officielt er stigningen 10,8 km lang, men den stiger med beskedne 3,1% og bliver aldrig stejlere end knap 6% mod toppen.

Herefter følger en lang, gradvis nedkørsel, indtil man når dalen, hvorefter man sætter kursen mod vest. I den følgende del holder man sig i dalen, og derfor stiger det kun ganske let, indtil man når Dobbiaco efter 121 km. Herfra begynder det langsomt at falde, mens man passerer dagens indlagte spurt med 33 km igen, indtil man når etapens østligste punkt i Mittewald and der Drau med 27,5 km.

Denne by markerer vendepunktet, hvor man igen begynder at bevæge sig mod vest, men det foregår ved at forlade dalen og køre op ad kategori 2-stigningen St. Justina (4,8 km, 8,2%) en ganske stejl sag, der på de første to kilometer stiger med mellem 9,4 og 12,7%. Herefter kører ma tilbage til dalvejen, indtil man igen drejer ind i bjergene for at køre op til målbyen Innervillgraten. Det sker via en 8,3 km lang stigning, der stiger med beskedne 3,1% i gennemsnit. Den er stejlest i bunden, hvor det over de første 5 km flere gange stiger med knap 5%, men de sidste 3 km stiger kun med 1-3%. Målet er placeret på toppen, hvor stregen er placeret for enden af en lang vej uden reelle sving i mere end tre kilometer. I alt har etapen 2539 højdemeter.

Etapen har ganske mange højdemeter, men bortset fra den stejle St. Justina-stigning er alle opkørslerne jævne uden stejle passager. Derfor er det ikke en dag for klassementsrytterne, der mest skal undgå tidstab- Det er således mere en dag for puncheurs som Francesco Gavazzi, der kan vinde en spurt op ad bakke, og det er derfor sandsynligt, at Androni vil kontrollere etapen. Der er imidlertid også skabt visse tidsforskelle på førstedagen, og da det er en etape uden en oplagt favorit, er det bestemt muligt, at udbruddet holder hjem på en dag, hvor mange gerne vil spare kræfter til onsdagens svære etape. Det kræver imidlertid, at der i gruppen ikke befinder sig ryttere, der er farlige for klassementet.

Innervillgraten var vært for løbet i 2009, hvor Robert Hunter slog Stefano Garzelli og Danilo Di Luca i en spurt. I 2002 kom Østrig Rundt forbi, og her vandt Gerrit Glomser ved 2 sekunder ned til Peter Luttenberger, mens danske Jørgen Bo Petersen blev nummer 3.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

3. etape

Fjerde og femte etape indeholder nogle gevaldige bjerge, men da ingen af dem slutter opad, er det usikkert, hvor meget de bedste klatrere kan få ud af udfordringerne. Derfor skal de have det maksimale ud af løbets tredje etape, der byder på løbets hårdeste bjergafslutning, og da der forinden er to kolossale bjerge, er det rimeligt at betragte onsdagen som løbets vigtigste dag. Ganske vist er der ikke tale om en finale af en sværhedsgrad, som man ofte har set det i tidligere udgaver af løbet, men det ændrer ikke på, at der er tale om en finale, hvor der kan skabes afgørende forsekelle.

I alt skal de tilbagelægges bare 143,1 km mellem Villabassa-Niederderof og Funes-Villnoss, hvor der sluttes på toppen af San Pietro-stigningen, og undervejs skal der klatres hele 3723 højdemeter over den ellers relativt beskedne distance. Starten på etapen skjuler imidlertid, hvad der venter senere, idet man fra startområdet bevæger sig mod vest gennem dalen ad en svagt faldende vej. Den begynder senere langsomt at stige og bliver gradvist stejlere og stejlere, når man sætter kursen mod sydøst, men det er først, når man drejer mod syd og siden vest for at forlade dalen, at det bliver alvor. Her rammer man bunden af kategori 1-stigningen, der over 16,8 km stiger med 6% i gennemsnit. Da der midtvejs er en lille nedkørsel, snyder dataene imidlertid, og bjerget er således langt sværere. Faktisk stiger det relativt konstant med 9-12% over de sidste 6 km, og også de første 4 km er relativt stele med 7-11%.

Toppen nås efter 55,4 km, og herefter venter en længere nedkørsel, der efterfølges af et ganske kort dalstykke, der stiger let og indeholder dagens spurt efter 92,1 km. Her bevæger man sig mod nord, inden man drejer mod vest for igen at begive sig ind i bjergene. Det foregår via kategori 1-stigningen Alpe Rodengo Zumis, der stiger med 7% over 12,7 km, men også disse data snyder. Således stiger det mellem kilometer 3 og 8 uafbrudt med mellem 8,8 og 12,1%, inden en lille nedkørsel følges op af tre relativt lette kilometer mod toppen, der nås, når der resterer 39,5 km. De består først af en nedkørsel, der bringer feltet tilbage til dalen, som man følger i en sydlig retning frem til bunden af målstigningen San Pietro. Den er 8,7 km lang, stiger med 6,5% og er mere regulær end de to tidligere bjerge. Således følges en start med 5-6% op af tre kilometer midtvejs, hvor det stiger med mellem 7,3 og 8,2%. Herefter bliver det lettere md 4-6% over to kilometer, inden det i de sidste 700 m stiger med 6,2%. I de sidste 5 km føler man en let bugtende vej mod vest, indtil man tager et skarpt sving ca. 300 m fra stregen.

Dette er dagen, hvor klatrerne har de bedste chancer for at gøre forskelle, og derfor bør det blive en dag, hvor favoritterne vil køre om sejren. Det er imidlertid ikke en dag, hvor der kan skabes store afstande, da målstigningen er relativt let, og hvis ikke man kommer fri på det stejleste stykke i midten, kan det meget vel tænkes, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren. For klatrerne er det derfor vigtigt at benytte de to første meget svære bjerge til at skabe ravage og trætte feltet, inden de selv skal træde i karakter på den sidste stigning. Vi kan således vente et vigtigt slag mellem Giro-favoritterne, selvom stigningens karakter betyder, at man skal være varsom med at drage for mange konklusioner på baggrund af udfaldet.

San Pietro-stigniningen har ikke været benyttet som mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Hvor arrangørerne for nogle år siden knap kunne designe en linjeløbsetape uden at placere målstregen på toppen af et svært bjerg, har man i de senere år set flere etaper, der slutter fladt efter nogle hårde bjerge midtvejs. Det har givet udbrydere gode chancer for succes og skabt nogle situationer, der har været svære at håndtere for klassementsrytterne, og noget lignende kan meget vel ventes på årets fjerde etape, der er den klassiske Trofeo Melinda-etape. Som nævnt slog man sig forud for 2015-udgaven sammen med det italienske endagesløb, og i de to foregående år har fjerde etape således været afviklet på dele af dette løbs gamle rute. Det vil også være tilfældet i år, hvor man bibeholder den samme vanskelige finale, der blev introduceret sidste år, hvor man passerer den vanskelige Forcella di Brez-stigningen, inden man kører ned til målbyen Cles, hvor der venter en omgang på den klassiske rundstrækning, der er kendt fra den italienske klassiker.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Årets etape indeholder i alt 3459 højdemeter over de 165,3 km, der fører feltet fra storbyen Bolzano tæt på grænsen til Østrig til Cles, hvor den velkendte finale venter. Efter et fladt stykke, der leder mod syd gennem dalen drejer man mod nordvest ind i bjergene for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Mendola, der stiger med 6,8% over 14,8 km og en yderst regulær stigning, der aldrig bliver meget stejl. Toppen kommer efter 40,1 km, og herefter går det ad en længere nedkørsel videre mod vest, inden en svagt stigende dalstrækning leder til byen Cloz, der er udgangspunkt, der nås efter 66,7 km.

I Cloz tager man hul på en 55,5 km lang rundstrækning, der ikke indeholder kategoriserede stigninger, men heller ikke er flad. Således indeholder den to lange, jævne bakker med efterfølgende nedkørsler, og der er således et betydeligt antal højdemeter undervejs. Dagens indlagte spurt kommer på den første af disse stigninger efter 78,3 km.

Efter 122,2 km er man tilbage i Cloz, og det signalerer starten på dagens sværest udfordring. Herfra begiver man sig nemlig op ad kategori 1-stigningen Forcella di Brez, der stiger med hele 10,2% over 5,9% km og har top med bare 34,8 km til mål. Opkørslen er modbydelig og giver slet ingen mulighed for at komme sig, da stigningsprocenten stort set holder sig over 10 hele vejen.

Fra toppen går det nedad mod målbyen Cles, hvor en lille bakke leder det sidste stykke op til målstregen. Her indledes en omgang på den 14 km lange rundestrækning i området syd for byen. Den er småkuperet uden meget fladt terræn, men der er ingen reelle stigninger. Der er en 2 km lang bakke, der stiger med 3,1% og har 700 m med ca. 11%, og den har top med 3 km igen. Herefter falder det let, indtil man rammr de sidste 500 m, der er flade. Der er ingen sving inden for de sidste 3 km.

Sammenlignet med sidste år er den sidste del fra bunden af Forcella di Brez helt uforandret, men den første del af etapen er betydeligt nemmere. Sidste år var der et stort klassementsslag på Forcella di Brez, men efter toppen blev en større gruppe af favoritter samlet. Løbets førende rytter Mikel Landa havde kun Philip Deignan til at hjælpe med at holde det samlet, men det lykkedes med hiv og sving. Til sidst vandt Tanel Kangert en spurt foran Matteo Busato og Landa, der akkurat fik de nødvendige bonussekunder til at forsvare føringen.

Noget lignende kunne meget vel ske igen i år, men alt afhænger af, hvordan situationen er inden etapen. Hvis løbets førende rytter er på et stærkt hold, er det en etape, der bør kunne kontrolleres, selvom manden i førertrøjen skulle komme under pres på Forcella di Brez. Er holdet imidlertid svagt, kan man sagtens forsøge at isolere manden i førertrøjen, og så kan de sidste 14 km blive yderst vanskelige at kontrollere. Samtidig er der en god chance for, at et tidligt udbrud løber med etapesejren, da det er vanskeligt at se, hvem der har en interesse i at holde det samlet. Det sker sandsynligvis kun, hvis bonussekunderne er vigtige. Ellers kunne det meget vel ligne en triumf for en lykkeridder.

I 2015 var finalerundstrækningen den samme, men da man ikke skulle op over Forcella di Brez. Derfor blev det hele meget lettere, og det endte med at tre udbrydere spurtede om sejren med Paolo Tiralongo som vinder foran Fabio Duarte og David Arroyo. I 2006 var Cles også målby, da Damiano Cunego slog ærkerivalen Gilberto Simon i en spurt i en mindre gruppe på løbets anden etape, en præstation, der lagde grunden til hans samlede sejre.

De seneste fem vindere af Trofeo Melinda er Carlos Betancur i 2012, Davide Rebellin i 2011, Vincenzo Nibali i 2010, Giovanni Visconti i 2009 og Leonardo Bertagnolli i 2008. I 2014 og 2013 blev løbet benyttet som de italienske mesterskaber, hvor titlen gik til henholdsvis Nibali og Ivan Santaromita.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

5. etape

Sidste etape i løbet har sjældent været den sværeste, men arrangørerne har stort set altid sørget for at designe en rute, der gør det muligt at forandre det overordnede billede helt til allersidst. Af og til har der været en bjergafslutning på menuen, men i de senere år har man haft lettere finaler, der har krævet mere aggressiv kørsel fra ryttere med ambitioner om at detronisere manden i førertrøjen. I de seneste to år har man benyttet Trofeo Melinda-etapen på sidstedagen, men denne gang har man placeret den etape allerede torsdag. I stedet har man designet en ny rute til det sidste slag, hvor man har inkluderet det berømte bjerg Monte Bondone og således givet klatrerne en reel chance for at gøre en forskel, selvom en længere nedkørsel og et efterfølgende fladt stykke bestemt ikke favoriserer de lettere folk.

I alt skal der tilbagelægges 192,5 km mellem Smarano og Trento, og i alt skal der klatres hele 3759 højdemeter. Fra start venter en længer nedkørsel mod vest til dalen, hvor man bevæger sig mod syd op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning, hvis top nås i byen Andalo efter 27,6 k. Herefter venter et længere, let faldende dalstykke, indtil man drejer skarpt mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Durone, der stiger med 7,7% over 6,4 km og har to meget stejle kilometer undervejs, og har top efter 68,5 km. Herfra kører man af en kort nedkørsel tilbage til den tidligere dal, inden man rammer en længere nedkørsel, der leder mod syd til Gardasøen, der nås efter 96,4 km.

Ved det berømte feriested vender man rundt for at køre mod nord gennem fladt terræn forbi den indlagte spurt i Arco efter 110,2 km. Herefter venter den ikke-kategoriserede stigning Passon Sant’Udalrico, der leder næsten direkte til vunden af mægtige Monte Bondone. Kategori 1-bjerget stiger med 6% over 19,4 km, men mellem kilometer 10 og 14 stiger den uafbrudt med mere end 8%, inden de flader ud mod toppen, som nås med 40,9 km igen. De består først af en lang nedkørsel, der ender i Trento Via Brescia, men i stedet for at køre direkte til mål, slår man i stedet en 21,6 km lang sløjfe i det relativt flade område syd for målbyen. Her er den væsentlgste udfordring en 3 km lang bakke, der stiger med 7,3% i gennemsnit og hat top med 8,7 km til stregen. Den efterfølges af en nedkørsel samt 3 relativt flade kilometer. Den sidste kilometer er relativt teknisk, idet der venter hele 3 skarpe sving inden for de sidste 400 m, det sidste bare ca. 200 m fra stregen.

Etapen minder meget om den foregående, idet der venter en meget svær stigning efterfulgt af et længere, relativt fladt stykke. Derfor kunne scenariet meget vel tænkes at blive analogt med et tidligt udbrud, der dyster om etapesejren, mens favoritterne angriber hinanden på Monte Bondone. Meget vil afhænge af styrken på holdet for løbets førende rytter, der kan få vanskeligt ved at kontrollere finalen, hvis han isoleres. Denne gang skal man imidlertid ikke undervurdere den bakke, der venter i finalen. Den er tilsyneladende så hård, at der sagtens kan skabes forskelle, og det bliver ikke nemt at komme tilbage på det relativt korte stykke, der resterer efter toppen. Hvis feltet eksploderer til atomer på Monte Bondone, kan alt stadig forandres på en bakke som denne, specielt efter fem hårde dage, og derfor kan alt ændre sig til allersidst i Italiens mest bjergrige etapeløb.

Trento har i dette årtusinde kun være benyttet som målby i 2010, hvor der var lagt op til en sjælden sprinteretape. Det lykkedes imidlertid Alessandro Bertolini at holde feltet, anført af Alessandro Petacchi og Roberto Ferrari, bag sig med bare 2 sekunder.

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant i år, hvor tidskørslen helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de senere år har været et holdløb og ikke en enkeltstart har betydet, at de rene bjergryttere måske endda har kunnet vinde tid på den flade åbningsetape, er det altså i år helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Som det har været en tradition i de senere år, er der ingen flade etaper på menuen og slet ingen chancer for sprinterne, og faktisk er de fem etaper alle så hårde, at de potentielt kan få indflydelse på den samlede stilling. Den eneste etape, der skiller sig ud, er 2. etape, der ganske vist slutter på en stigning, men den sidste opkørsel er så let, at det med stor sandsynlighed enten ender i en spurt for puncheur-typer som Francesco Gavazzi eller med en udbrudssejr. De store favoritter bør alle slutte i samme tid, men de fire øvrige etaper kan alle bruges til at skabe forskelle.

Ruten er ganske vist bjergrig, men der er ikke tale om de samme voldsomme udfordringer, vi har set i tidligere udgaver af det italienske etapeløb. Som det var tilfældet sidste år, er der ingen meget svære bjergafslutninger, hvor der kan gøres store forskelle. Tværtimod er de tre finalebjerge alle relativt lette, og det gør det vanskeligere for de rene klatrere at imponere. Alle målstigninger kræver et vist punch, og de lange, svære bjerge kommer alle tidligere på etaperne. Derfor er det ikke et perfekt løb for de helt lette bjerggeder, og trods det kolossale antal højdemeter vil vi sandsynligvis se ganske små tidsforskelle mellem de allerbedste.

På papiret er det klart, at 1. og 3. etape er de bedste muligheder for at skabe forskelle. Mandagens opkørsel på Hungerberg er hård nok til, at der vil blive etableret afstande, men det er en stigning, som også Ardennerspecialister ville kunne klare, og de bedste vil alene blive adskilt af sekunder. Målbjerget på tredje etape er hårdere, men her er den sidste del desværre ikke særlig stejl. Derfor skal forskellen gøres fra distancen, og det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre. Klatrerne hjælpes imidlertid af det faktum, at der venter to meget svære bjerge tidligere på etapen, og derfor vil det være muligt at skabe et hårdt løb, der gør det lettere at etablere de nødvendige forskelle.

Hvad der vil ske på de to sidste etaper, afhænger meget af stillingen i klassementet. Sidste år var de to sidste etaper meget tilsvarende, og her blev det tydeligt, hvor svært det er at kontrollere flade finaler for en førende rytter, hvis han er isoleret. Derfor vil meget afhænge af, om løbet føres af en rytter med et stærkt hold. Hvis det er tilfældet, vil det sandsynligvis være muligt at sikre, at der ikke kommer tidsforskelle mellem favoritterne, da der er langt fra toppen af de sidste stigninger til mål. Til gengæld kan alt ændres, hvis vi som sidste år har en mand i front uden mange stærke holdkammerater. Sidste år var Landa tæt på at smide det hele, fordi han alt for let kunne isoleres, og det kan ske igen i år, hvis det førende hold er for svagt. Det er samtidig værd at bemærke, at den sidste lille bakke på sidste etape ikke skal undervurderes. Efter fem dage i bjergrigt terræn er det ikke umuligt, at den kan skabe forskelle, der kan spille en rolle i det samlede klassement.

En anden faktor, der skal bemærkes, er vejret. I skrivende stund ser det ud til, at det bliver elendigt vejr mandag og tirsdag, og at der endda vil falde sne i målområdet på 2. etape. De sidste tre dage burde byde på solskin, men kulden på de første to etaper kan få en effekt. Samtidig er det værd at notere sig, at der på disse etaper også vil være modvind i finalen, og det vil gøre det betydeligt vanskeligere at gøre forskelle på 1. etapes ikke specielt svære stigning.

I de seneste tre år har Mikel Landa brugt løbet som sidste forberedelse til Giroen, og det har han gjort med stor succes. I 2014 agerede han hjælperytter, men vandt alligevel sidste etape, mens han i 2015 blev nummer 2 samlet, hvormed han sendte et varsel om det gennembrud, der senere ventede i den italienske grand tour. Sidste år stillede han til start som løbets største favorit og viste sig at være i en klasse for sig. Ikke blot vandt han løbets eneste bjergafslutning, han var også så overlegen på stigningerne, at han selv uden holdkammerater kunne kontrollere de svære sidste etaper, hvor han nærmest syntes at køre væk på stigningerne efter behag.

Historien vidner med andre ord om, at Landa altid rammer formen til dette løb, og i år er han endda i en endnu bedre situation. I både 2015 og 2016 var han således ramt af sygdom i årets første måneder og var derfor i et kapløb med tiden om at nå topformen. Denne gang har han haft en perfekt forberedelse og gjorde allerede sæsondebut i februar. I Ruta del Sol blev han nummer 5 på kongeetapen og i Tirreno nummer 8 på Monte Terminillo, og han har derfor været fint kørende hele vejen, selvom han ikke har været i topform. Kun hans seneste løb i Catalonien endte som en skuffelse, men han var dog stadig i stand til at levere et fint arbejde for Froome.

Siden da har Landa forberedt sig til Giroen, og vi er ikke i tvivl om, at han må være tæt på topformen. Han stiller til start i spidsen for et uhyggeligt Sky-mandskab, hvor han skal dele kaptajnværdigheden med Geraint Thomas. Vi vil ikke blive overraskede, hvis netop de to ryttere viser sig at være de stærkeste, og derfor kan det sagtens blive lidt af en tilfældighed, hvem af de to der kan gøre forskellene på de afgørende første og tredje etaper. Holdet vil helt sikkert forsøge at udnytte, at man har to kaptajner, der kan angribe på skift, og derfor kan held meget let afgøre, hvem der får slået et hul på stigninger, der er så lette, at taktik også spiller en rolle.

Alligevel tror vi, at Landa tager endnu en samlet sejr. Strategien i Giroen er netop, at Landa skal køre offensivt og Thomas afventende, og det vil de sikkert teste her. Landa har aldrig været bange for at angribe langt udefra, og han har faktisk et ganske godt punch også på korte stigninger - bare tænk tilbage på den etape han vandt sidste år og også hans etapesejr i Baskerlandet. Samtidig tror vi, at han har forrang i forhold til Thomas, der allerede har haft fine resultater i år, og derfor vil holdet være mere interesserede i at afpudse Landas selvtillid.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Den store udfordring bliver naturligvis de to sidste etaper, der kan være svære at kontrollere. Denne gang står Sky imidlertid meget bedre end sidste år. Ganske vist har de kun seks mand til start, men det er seks klasseryttere, der alle kan køre opad. Thomas vil naturligvis kunne støtte Landa selv på de allerhårdeste stigninger, og vi har også store forventninger til Peter Kennaugh, der var stærk i Catalonien. Ian Boswell, Philip Deignan og Kenny Elissonde er også fremragende klatrere, og derfor tror vi, at Sky vil holde løbet i et jerngreb, hvis de tager førertrøjen på de første tre etapesejr. Vi tror, at Landa vil være løbets stærkeste mand og derfor forsvarer titlen.

Som sagt betragter vi Geraint Thomas som hans værste rival. Briten satser i år fuldt ud på Giroen, og derfor har han arbejdet målrettet på sin klatring. Det har i den grad givet pote, idet Thomas i Tirreno leverede sit livs klatrepræstation. Således var han ganske tæt på at følge Nairo Quintana på Monte Terminillo, hvor han blev nummer 2, og vi tror stadig, at han havde taget den samlede sejr, hvis ikke han var blevet ramt af Skys mange defekter på holdløbet. Han kunne ikke helt leve op til niveauet i Catalonien, men han har vist, at hans potentiale som klatrer på stigninger, der ikke er for stejle, er stort.

Man må formode, at Thomas i dette løb er endnu bedre, og de relativt korte målstigninger passer ham faktisk perfekt. Han er samtidig ikke langsom på stregen, hvilket kan vise sig at være en stor fordel i et løb som dette, hvor de afsluttende stigninger er relativt nemme. Med Landa ved sin side har han en taktisk fordel, og som sagt kan det sagtens være Thomas, der drager fordel af en one-two-tilgang, hvor man angriber på skift. Derfor tror vi, at Thomas paradoksalt nok er Landas værste rival.

Manden med de bedste muligheder for at true Sky er Thibaut Pinot, der også bruger løbet til at afpudse Giro-formen. På papiret er han fuldt ud i stand til at matche Landa og Thomas på stigningerne, hvilket han dokumenterede ved at vinde kongeetapen i Ruta del Sol, hvor han slog selveste Contador og Valverde. Her er stigningerne imidlertid en anelse for korte til at passe ham ideelt. Samtidig har han ikke altid været helt stabil i sit første løb efter en træningslejr, og han har før skuffet i forberedelsesløb forud for grand tour. Andre gange har han været god - eksempelvis da han vandt kongeetapen i Schweiz Rundt før Touren i 2015 - så det kan gp begge veje med den franske stjerne. Hans største udfordring bliver imidlertid at forsvare førertrøjen, hvis han har den efter tredje etape. Uden Sebastien Reichenbach er det kun Steve Morabito, der for alvor kan støtte ham i bjergene. Derfor bliver han nem at isolere på 4. og 5. etape, og hvis han er alene oppe mod Thomas og Landa i de flade finaler, bliver det næsten umuligt at svare på alle angreb. Pinot er naturligvis en af de store favoritter i kraft af sine klatreegenskaber, men han får ikke nemt ved at slå Sky.

Cannondale stiller med et fremragende hold af klatrere, og de vil helt sikkert forsøge at udnytte deres overtal til at angribe på skift. Bedst muligheder for at udfordre Sky på stigningerne har Giro-kaptajnen Davide Formolo. Italieneren er en af de allermest talentfulde grand tour-ryttere, men af uransagelige årsager kunne han i 2015 slet ikke leve op til den flotte debutsæson. Sidste år styrtede han inden Giroen, men i Vueltaen fandt han med en top 10 tilbage på sporet. I år har han været velkørende i Paris-Nice, hvor han desværre styrtede, og det satte ham lidt tilbage i Catalonien. Nu må han imidlertid være tæt på topformen og klar til at gå efter sejren i et løb uden enkeltstartskilometer. Han er slet ikke dårlig på disse relativt korte stigninger og er helt klart en af løbets bedste klatrere. Samtidig har han et fremragende hold til at hjælpe med at forsvare en eventuel føring på de svære sidste etaper.

Cannondales næstbedste kort er Joe Dombrowski. Amerikaneren havde ganske vist en svær start på sin professionelle karriere, men sidste år viste han for alvor, hvorfor han har vundet Baby-Giroen. I Giroen var han således en af de klart bedste klatrere, men desværre er han stadig enormt ustabil og alt for ofte helt væk fra topformen. Det har han også været i år, men da han skal køre Giro, må man formode, at han nu er ved at være klar. Han havde foretrukket længere og sværere stigninger, men da han er en del af et fremragende hold, der kan angribe på skift, har han reelt en mulighed for at snyde rivalerne.

Listen over Cannondale-klatrere fortsætter og inkluderer også stortalentet Hugh Carthy, der sidste år fik et gennembrud med en niendeplads i et uhyre stærkt besat Catalonien Rundt. Senere vandt han samlet i Asturien og gjorde det klart, at han er en af de mest lovende klatrere. I år har han haft en stille start, men det har været helt efter planen, da Giroen er det store mål. Han viste klar fremgang i Catalonien, og han bør derfor være tæt på sit topniveau i dette løb. Han er lidt af en dieselmotor helt uden punch, og derfor er stigningerne bestemt ikke ideelle. Han er imidlertid en af de bedste klatrere, og kan han og Cannondale udnytte deres taktiske fordele og overtal, er en sejr bestemt mulig.

Domenico Pozzovivo kan vel med god ret kaldes Mr. Giro del Trentino. Ikke mindre end en tredjedel af hans professionelle sejre er kommet i dette bjergløb, der naturligvis er som skabt til den klejne klatrer. Desværre er Pozzovivo stadig ikke den fantastiske rytter, han var inden det forfærdelige styrt i Giroen i 2015, og han kæmper stadig med at finde sit tidligere niveau. Der var imidlertid lovende takter i Tirreno, hvor han kørte top 10 på kongeetapen, og det var faktisk han mest opløftende præstation siden uheldet. Hvis han kan finde tilbage til tiden før styrtet, kan Pozzovivo reelt vinde dette løb. På det tidspunkt var han en af verdens suverænt mest stabile klatrere, og han kørte i top 10 i stort set alle de store WorldTour-løb - og endda også i mange kuperede endagesløb. Han havde foretrukket en hårdere rute, og det kan blive meget svært at forsvare sig på de sidste to etaper, men han er faktisk ikke dårlig på korte stigninger. Alt afhænger af, hvor langt han er kommet med at genfinde sit niveau.

Rohan Dennis skal i år for første gang teste sig selv som grand tour-rytter, og derfor har han arbejdet på sine klatreevner. Det har klart givet resultat, idet han har kørt fremragende i årets første måneder. Tirreno viste imidlertid også, at han fortsat har sine begrænsninger på de lange stigninger, og derfor får han svært ved at vinde her. Var løbet sluttet efter dag 3, ville han have været et rigtigt godt bud, da de relativt korte, eksplosive stigninger passer ham helt perfekt. Hvis han har trøjen onsdag eftermiddag, vil Sky imidlertid forsøge at sætte ham på de to svære bjerge torsdag og fredag, og vi tror ganske enkelt, at terrænet her bliver for svært for australieren. Hvis han vil have et topresultat, skal han således håbe på, at Sky tager løbet i et jerngreb fra starten, og at der derfor bliver kørt mindre aggressivt de sidste to dage. At vinde bliver imidlertid meget svært for Dennis.

Siden han skrev kontrakt med Androni som 18-årig, har Egan Bernal været udråbt til den næste store colombianske klatrer, og han har til fulde vist, at han har potentialet. Allerede sidste år kørte han godt, og i år imponerede han stort, da han blandede sig med de allerbedste på kongeetapen i Tirreno. Han var også blandt de bedste i Coppi e Bartali og Giro dell’Appennino, men vi må indrømme, at vi havde forventet lidt mere af ham i begge løb. Vi er ikke helt sikre på, at han stadig har Tirreno-formen, men hvis han har, burde han kunne være med, hvor det er rigtigt sjovt.

Det samme kan Danilo Celano, der er på vej til at etablere som en kommende stor italiensk klatrer. Han var allerede god i Coppi e Bartali, men da han kørte fra Bernal på den svære sidste stigning i søndagens Giro dell’Appennino, viste han, at han har nået et helt nyt niveau. Han er helt klart i sit livs form, men dette er naturligvis det sværeste løb, han nogensinde har deltaget i. Det bliver svændende at se, hvordan han håndterer det.

Udover Bernal har Androni også Rodolfo Torres og Mattia Cattaneo. Specielt Torres er en fremragende kandidat til dette løb. Han fik sit store gennembrud, da han næsten vandt kongeetapen i Vueltaen i 2015, men 2016 endte som en stor skuffelse. Formen kom imidlertid mod slutningen af året, hvor han blandt andet kørte et fremragende Il Lombardia, og i år lagde han ud som lyn og torden i San Juan, hvor han var stærkeste mand på kongeetapen, selvom han blev slået af Rui Costa i spurten. Siden da har han ikke været helt på samme niveau, men han har stadig været blandt de bedste i Coppi e Bartali og Giro dell’Appennino. Er han lige så god som i Lombardiet, er han med helt fremme.

Michele Scarponi har efter Fabio Arus afbud overtaget kaptajnrollen både her og i Giroen. Vi skal imidlertid have størst forventninger til ham i den store grand tour. Traditionelt har han ikke været i topform i dette løb, og en rutineret mand som Scarponi ved, hvad han gør. Derfor tror vi heller ikke, at han har formen til at vinde Tour of the Alps. På den anden side har han kørt bedre i foråret end sidste år, og han vil helt sikkert ikke være langt væk på stigningerne.

Endelig vil vi pege på Damiano Caruso. Italieneren er stort set ren hjælperytter på BMC, men her bør han få chancen for at køre for sig selv. Han virkede ganske velkørende i Tirreno og må formodes nu at være endnu bedre. På sine bedste dage er han en ganske glimrende klatrer, og han er skabt til eksplosive stigninger som dem, der venter på 1., 2. og 3. etape. Da han samtidig er hurtig i en spurt, kan han hente bonussekunder på 2., 4. og 5. etape, og det kan hjælpe ham til at komme endnu længere frem i klassementet.

***** Mikel Landa

**** Geraint Thomas, Thibaut Pinot

*** Davide Formolo, Joe Dombrowski, Hugh Carthy

** Domenico Pozzovivo, Rohan Dennis, Egan Bernal, Danilo Celano, Rodolfo Torres, Michele Scarponi, Damiano Caruso

* Emanuel Buchmann, Sergey Firsanov, Mattia Cattaneo, Pierre Rolland, Alexandre Geniez, Peter Kennaugh, Luis Leon Sanchez, Dario Cataldo, Hubert Dupont, Stefano Pirazzi, Manuel Senni, Cristian Rodriguez, Matteo Busato, Rinaldo Nocentini, Iuri Filosi, Manuel Bongiorno

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.