Optakt: Trofeo Laigueglia

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagesløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der er nu kun to løb tilbage i februar. Mens GP Costa deglie Etruschi har overlevet som den traditionelle sæsonåbning, kommer det første store slag mellem de bedste italienske rytter i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev de opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arragørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og igen i år har de tiltrukket et mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men de planer måtte desværre skrinlægges. Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt sidste års kortvarige nyskabelse La Mediterraneenne gjort februar-kalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der i 2016 og 2017 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt som i 2015.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

For to år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Sidste år blev man klogelig flyttet til en mindre fyldt uge, men selvom der nu kun er konkurrence fra de spanske løb Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria, har det ikke haft den ønskede effekt på feltet. Ydermere er der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne.

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hyrtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således elevest Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maerts, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC-status har forsøgt at bryde tendensen.

Sidste år var der udsigt til, at en lille gruppe skulle spurte om sejren, men det lykkedes med et sent angreb Andrea Fedi at snyde favoritterne og akkurat holde hjem til en solosejr. Sonny Colbrelli slog Grega Bole i spurten om andenpladsen. Helbredsproblemer forhindrer desværre Fedi i at forsvare sin titel, og heller ikke Bole og Colbrelli vender tilbage, da deres hold, Bahrain-Merida, ikke er at finde på startlisten.

Ruten

De fleste italienske endagesløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. Sammenlignet med sidste år er ruten imidlertid i år helt uforandret, efter at man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på finalerundstrækningen. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 192,5 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur langs kysten, inden man drejer ind i landet og følger flade veje til byen Bezzo. Efter knap 30 km starter udfordringerne, når man rammer en hård stigning, der fører til byen Amasco, inden en lille nedkørsel fører til endnu en stigning op til byen Onzo.

Herfra kører man hele vejen ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkludere Cima Paravenna-stigningen samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører tilbage til Laigueglia.

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først passerer man den lille Capo Mele, der kendes fra Milano-Sanremo, inden man tager fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico. Efter at have nået toppen kører man tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man følger kystvejen tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 32,6 km igen, og løbet slutter nu med tre omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start rammer man den korte, stejle stigning Colla Micheri (2,1 km, 7,8%), der har top med 10 km til stregen, inden man kører ned til bunden af Capo Mele (2 km, 3,5%), som dermed passeres for anden gang i løbet. Toppen kommer med bare 3,9 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel ned til den sidste kilometer, der stiger ganske svagt.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Vejret

Sidste uges løb, GP Costa degli Etruschi, var ramt af dårligt vejr, og det synes at blive mere af det samme i Laigueglia. Således er der hele dagen 50% risiko for regn samt en temperatur på 13 grader. Samtidig vil det være meget blæsende, idet der vil være en hård vind fra nord. Det giver vind fra alle retninger på de mange rundstrækninger. På finalerundstrækningen vil der være medvind på første del, sidevind på Colla Micheri og modvind på Capo Mele og på nedkørslen til målet i Laigueglia.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagesløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. Sidste år lykkedes det således en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere at køre væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

Efter den fantastiske solopræstation i GP Costa degli Etruschi har Diego Ulissi vist, at han er i storform, og han har indrømmet, at han formmæssigt er på et mere fremskredent stadium, end han var for 12 måneder siden. Det store spørgsmål er naturligvis, om han kan gentage bedriften i Laigueglia og sikre sig endnu en solotriumf, og derfor vil alles øjne være rettet mod den klejne italiener, når Colla Michieri rammes for tredje og sidste gang.

Det bliver imidlertid meget svært for Ulissi at gentage bedriften fra sidste uge. Colla Michieri er ganske vist af nogenlunde samme sværhedsgrad som Torre Segalari-stigningen fra GP Costa degli Etruschi, og afstanden til mål er ikke meget længere. Samlet set er løbet i Laigueglia endda langt hårdere, og den lille Capo Mele-stigning øger også sandsynligheden for, at et soloangreb kan lykkes.

Problemet for Ulissi er imidlertid, at feltet i Laigueglia er langt stærkere, end det var for en uge siden, og dermed bliver det betydeligt sværere at komme fri alene. Dertil kommer, at der vil være meget hård modvind efter den sidste stigning, og det taler bestemt heller ikke til italienerens fordel. Derfor tvivler vi på, at det kan lade sig gøre at sikre endnu en solosejr.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke bliver selektivt. UAE Abu Dhabi har en klar interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt, og de har et ganske stærkt hold af unge klatrere. Derfor vil der blive sat hårdt tempo på de lange stigninger tidligt i løbet samt på de første omgange på finalerundstrækningen, og derfor forventer vi et hårdt løb - formentlig for hårdt for de hurtigste. Vi kunne meget vel se en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en eksklusiv gruppe af klassikerspecialister skal slås om sejren efter Colla Michieri. Sker det, er det mest sandsynlige naturligvis en spurt i en lille gruppe, men som Fedi viste sidste år, kan den sidste del af løbet være meget svær at kontrollere, og det er muligt, at man med et snedigt angreb kan snyde favoritterne.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det scenarium passer helt perfekt til Fabio Felline, der i Laigueglia stiller til start for det italienske landshold. Felline er blandt de allerstærkeste på stigningerne, og han bliver ganske svær at sætte i terræn som dette, specielt med de fremskridt han viste i sidste års Vuelta, hvor han var i udbrud næsten hver dag og samtidig vandt bjergtrøjen. Blandt de bedste klatrere er han samtidig klart den hurtigste, og dermed vil han med stor sandsynlighed være manden, der skal slås, hvis en lille gruppe kommer fri i finalen. Problemet kan blive at holde de samlet, men han kan med stor sandsynlighed regne med støtte fra Alberto Bettiol i en sådan eksklusiv gruppe, og modvinden taler også til hans fordel. Det store spørgsmål er, hvad form han har, idet dette er hans sæsondebut. Historien viser imidlertid, at han altid er stærk fra sæsonstart, og vi forventer ikke, at det vil ændre sig i 2017. Derfor sætter vi vores penge på en Felline-sejr.

Manden, der har størst chance for at true Felline i en spurt i en lille gruppe, er Francesco Gavazzi. Italieneren er en af de mest stabile ryttere i de italienske endagesløb, fordi han hører til blandt de bedste på korte, stejle stigninger, og samtidig er hurtig i en spurt. I GP Costa deglie Etruschi var han sidste mand, der måtte slippe Ulissis hjul, og dermed må vi formode, at han sidder med, hvis en lille gruppe skal spurte om sejren. Han kan oven i købet regne med støtte fra en meget formstærk Rodolfo Torres i finalen, og det gør det muligt at holde det samlet til en spurt. På papiret er han hurtig nok til at give Felline kamp til stregen.

Arthur Vichot har fået en helt fantastisk sæsonstart med sejren i GP Marseillaise. Dermed er han igen flyvende i de første måneder, som det var tilfældet på denne tid sidste år, hvor han vandt Tour du Haut-Var samlet. Dette løb er med de korte stigninger og den flade finale skræddersyet til den formstærke franskmand, som uden problemer bør sidde med de bedste på stigningerne. Han har ikke altid været helt stabil i spurter fra mindre grupper, men hans spurtsejr i Marseille var helt suveræn. Det lover godt, hvis det igen skulle blive afgjort i en mindre gruppe. Han blev syg før Etoile de Besseges, og det sætter et lille spørgsmålstegn ved hans form, men den gode kondition, han viste for et par uger siden, kan ikke være helt forduftet.

Alle øjne vil som sagt være rettet mod Diego Ulissi, der meget vel kan vise sig at være løbets stærkeste mand. Problemet er, at folk som Felline, Gavazzi og Vichot er hurtigere, og selvom UAE Abu Dhabi-kaptajnen ikke er ueffen i en spurt, skal han helst af med de hurtigere folk. Det bliver som sagt sværere i et mere konkurrencedygtigt felt, men det er bestemt ikke umuligt for den meget formstærke italiener. Selv hvis en lille gruppe skal spurte om sejren, kan han ikke afskrives, men han får det sværere her, end han gjorde for en uge siden.

En af løbets mest spændende ryttere er Matteo Trentin, der er Fellines holdkammerat på det italienske landshold. Rutens hårdhed er på grænsen af, hvad han kan klare, og han bør ikke kunne følge de allerbedste. Er han i form - og det tyder præstationen i Dubai på - er han imidlertid ikke langt efter, og sker der en lille regruppering, vil han med stor sandsynlighed være med. I givet fald er det vanskeligt at forestille sig, at han ikke vil være hurtigste mand, og med Felline til at køre lead-out, bliver han svær at slå.

Mauro Finetto er specialist i de italienske endagesløb, og det hører til sjældenhederne, at han ikke sidder med de bedste på de mange stigninger i finalen. Igen i år har han i både Marseille og Besseges vist, at formen er god, og det gør ham automatisk til kandidat i et løb, der passer ham godt. Heller ikke han bliver nem at sætte på stigningerne, og også han er blandt de hurtigste i en lille gruppe. Hans problem er, at folk som Gavazzi og Felline er hurtigere.

Fortuneo Vital-Concept vil sætte deres penge på Romain Hardy, der viste glimrende form i Etoile de Besseges. Det kommer efter hans gennembrud i sidste års Vuelta, og dermed bliver han en mand, der skal højes øje med. Han synes ikke helt at have efterårets form, men han er bestemt konkurrencedygtig, hvis ikke gruppen i finalen bliver alt for lille. Han har vist, at han kan blande sig i massespurter, og dermed bør han være en af de hurtigste.

Filippo Pozzato vandt for et par år siden løbet ved at angribe på Capo Mele, og han er igen en af favoritterne. Han er ganske vist ikke så stærk, som han tidligere var, men han viste sidste efterår, at han stadig er blandt de bedste i løb som disse. I GP Costa deglie Etruschi var han god uden at være prangende og valgte i finalen at arbejde for Manuel Belletti. I dette løb er hans Wiliers hurtigste mand, så denne gang kan han køre sin egen chance. Finalen er på grænsen til at være for hård for ham, men hvis løbet ikke bliver alt for selektivt, kan han vise sig at være blandt de hurtigste. Han kan sågar slå en mand som Felline i en spurt.

Lilian Calmejane er godt i gang med at tage endnu et skridt op ad stigen i blot sin anden sæson som professionel. Franskmanden blev nummer tre i Marseille og vandt Etoile de Besseges samlet. Han fik stor ros for sin præstation på kongeetapen, hvor han blev beskrevet som værende uhørt stærk. Det blev bekræftet på den afsluttende enkeltstart, hvor han nærmest fløj op af den sidste stigning. Franskmanden kan sagtens vise sig at være manden, der kan følge Ulissi på stigningerne. Hans problem er en spurtafgørelsen. Han er ganske vist hurtig, men der er flere, der er hurtigere. Hans bedste chance er enten at køre solo på stigningen eller at angribe i finalen, som Fedi gjorde det sidste år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Calmejane kan drage fordel af at være på hold med Sylvain Chavanel. Den franske veteran viste fin form i Besseges og bør derfor også spille en rolle i finalen. Også han er ganske hurtig i en spurt, men som sin holdkammerat har han det problem, at andre er hurtigere. Den franske duo kan imidlertid angribe på skift, og alle ved, at Chavanel bliver meget svær at fange, hvis først han får slået et hul.

Direct Energie har også et endnu hurtigere kort. Jonathan Hivert kan udfordre de fleste i en spurt, og han er meget stærk på korte stigninger. Efter en svær sæson viste han gode takter i efteråret, og han har traditionelt været flyvende i de første måneder af sæsonen. Han var imidlertid ikke på sit højeste niveau i Marseille, og derfor er det tvivlsomt, om han vil være med i en gruppe, der skal spurte om sejren.

Det bør Maxime Bouet imidlertid være. Franskmanden fik en fremragende debut for Fortuneo ved at sikre sig en andenplads i Marseille. Desværre blev han syg i Besseges, men hvis han er kommet sig, bør han være med i finalen. I Marseille viste han igen, at han ikke er langsom i en spurt, men også han er oppe mod hurtigere folk. Samtidig har han det problem, at hans holdkammerat Hardy er hurtigere.

Astana kan spille på to kort: Moreno Moser og Matti Breschel . Moser er tidligere vinder af løbet og bør være en af de bedste på stigningerne. Dette er imidlertid hans sæsondebut, og selvom han viste større grad af stabilitet i 2016, er han stadig en af de mest utilregnelige ryttere. Ingen aner, om han er i form, men hvis han er, vil han spille en rolle i finalen. Han er meget hurtig på stregen, men også han vil få svært ved at slå folk som Gavazzi og Felline. Breschel er knap så holdbar, men hvis en større gruppe bliver samlet, kan han vise sig at være en af de hurtigste. Han viste imidlertid ikke imponerende form i Tour Down Under.

Endelig vil vi pege på den tidligere vinder Davide Cimolai. I 2015 hang han på og slog til i en reduceret massespurt. Siden er finalen imidlertid blevet ændret, og al logik siger, at det i år vil blive for hårdt for italieneren, der heller ikke synes at være i sin bedste form. Han har imidlertid gjort det før på denne rundstrækning, og en gentagelse kan ikke udelukkes.

***** Fabio Felline

**** Francesco Gavazzi, Arthur Vichot

*** Diego Ulissi, Matteo Trentin, Mauro Finetto, Romain Hardy, Filippo Pozzato

** Lilian Calmejane, Sylvain Chavanel, Maxime Bouet, Jonathan Hivert, Moreno Moser, Matti Breschel, Davide Cimolai

* Luca Wackermann, Alberto Bettiol, Maxime Vantomme, Paolo Toto, Ryan Anderson, Armindo Fonseca, Julien El Fares, Simone Andreetta, Enrico Barbin, Alexandre Geniez, Matteo Busato, Mikael Cherel, Rodolfo Torres, Pier Paolo De Negri, Nicola Gaffurini, Riccardo Minali

Danskerne

Vi har allerede peget på Matti Breschel, der stiller til start som en outsider til sejren. Derudover er Sebastian Lander også at finde i feltet, men ruten bør være for hård for den tidligere danske mester.