Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Movistar Team

Optakt: Vuelta a Murcia

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

10.02.2017 kl. 17:25 af Emil Axelgaard.

Efter Challenge Mallorca og Volta a la Comunitat Valenciana fortsætter serien af opvarmningsløb i Spanien med en to travle uger, der byder på to endagesløb og et etapeløb. Inden sidstnævnte starter i Andalusien på onsdag, tester nogle af rytterne formen i weekendens to klassikere, der byder på lidt for n enhver smag. I første omgang er det klatrerne og de hårdføre sprintere, der vil gå efter hæder i det bjergrige terræn, der er rammen om lørdagens Vuelta a Murcia, hvis rute desværre er blevet gjort betydeligt nemmere grundet det dårlige vejr, der har plaget Spanien for nylig

Løbets rolle og historie

Vuelta a Murcia var engang et af de mange etapeløb over fem dage, der var spredt ud over kalenderen og gjorde den spanske cykelscene til en af de travleste. I de senere år har den dårlige økonomi i et af cykelsportens traditionelle kernelande imidlertid haft den effekt, at mange løb er forsvundet, og nu om dage må endda WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco kæmpe hårdt for bare at overleve.

 

Vuelta a Murcia er et af de få løb, der endnu ikke er forsvundet fra kalenderen, men det er ikke længere det løb, det engang var. Først blev det skåret ned til tre dage, og for fire år siden måtte arrangørerne fuldstændig opgive etapeløbsformatet, da økonomien kun kunne række til en enkelt dags løb. I forlængelse af den bjergrige tradition i løbet designede man en kuperet rute til den nye klassiker, og det var således klatrere som Daniel Navarro, Alejandro Valverde og Rein Taaamae, der vandt de første udgaver i en afslutning på en hård stigning.

 

Mens det endnu var et etapeløb, blev det holdt tidligt i marts som et alternativ til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Efter at være reduceret til et endagesløb er det imidlertid blevet forenet med Clasica de Almeria, således at duoen nu udgør en solid løbsweekend i Spanien midt i februar. Indtil 2015 blev de holdt i weekenden efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste af de tidligere spanske etapeløb, der endnu havde overlevet, men nu er de to løb rykket til weekend inden det andalusiske løb, hvilket gør dem til den perfekte opvarmning til hovedbegivenheden på den spanske februarkalender.

 

Modsat mange af de øvrige spanske løb, der har en lang tradition, er Vuelta a Murcia en relativt ny begivenhed, der første gang blev afholdt for amatører i 1981. Efter fire år blev det åbnet for udenlandske ryttere, og i 1989 blev det et professionelt løb. I starten blev det domineret af spanske ryttere, men det vandt hurtigt international anerkendelse. Således vandt Adriano Baffi som første udlænding løbet i 1995, hvor der end ikke var en spanier på podiet, og siden er folk som Marco Pantini, Alexandre Vinokourov, Haimar Zubeldia, Alejandro Valverde, Cadel Evans, Damiano Cunego, Stefano Garzelli, Alberto Contador, Denis Menchov og Bradley Wiggins alle sluttet på podiet. Nairo Quintana var den sidste vinder af løbet, mens det endnu blev holdt over flere dage, og det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt. Det er således også tilfældet i år, hvor man kan præsentere et felt med WorldTour-holdene Movistar, Katusha, Orica-Scott, Bahrain-Merida, Bora-hansgrohe og Lotto Soudal.

 

Sidste år omlagde man ruten og gik væk fra at slutte på en hård stigning. I stedet lavede man en finale med den velkendte stigning Alto Cresta del Gallo inden en flad afslutning. Syv mand slap fri på stigningen, og til sidst slog Philippe Gilbert Alejandro Valverde og Ilnur Zakarin i gruppens spurt. Gilbert kommer ikke tilbage for at forsvare sin titel, og heller ikke Zakarin vil være til start, men Valverde vil naturligvis gå efter endnu en sejr i løbet i sin hjemregion.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DKS HELÅRLIGE MANAGERSPIL - PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE!
 

Ruten

Omlægningen til et endagesløb har betydet, at arrangørerne har skullet finde et format. Det syntes de at have gjort med succes i de første år. Efter debuten i 2013 sluttede man i 2014 og 2015 på Alto Fortalezo del Sol, men sidste år valgte man at ryste posen og designe en helt ny rute uden den vanlige målstigning. Igen skulle man naturligvis over regionens mest ikoniske stigning, Alto del Collado Bermejo, men med en flad finale efter den sene Alto Cresta del Gallo-stigning blev det et løb for klassikerryttere mere end klatrere.

 

I år havde man planlagt at benytte en næsten identisk rute, men den ide har man været nødt til at fravige. Det dårlige vejr, der har ramt Spanien denne vinter, har desværre gjort det umuligt at benytte Alto Cresta del Gallo, og derfor måtte man i januar sammensætte en ny rute. Resultatet er blevet et betydeligt nemmere løb, hvor hovedudfordringerne ligger lagt fra mål, og de sidste 40 km er stort set flade. Løbet er stort set identisk med sidste års udgave, men den afsluttende rundstrækning omkring Murcia er blevet fjernet, og i stedet har man lagt en lille ekstra stigning ind efter hovedudfordring Alto Collado Bermejo.

 

Løbet er i år kun 182,7 km langt og fører feltet fra San Javier til hovedbyen Murcia. Først kører man en omgang på en flad 20 kmlang rundstrækning nord for startbyen, inden man sætter kursen mod vest og det mere bjergrige terræn. Terrænet er imidlertid fortsat helt fladt, indtil det efter ca. 45 km begynder at stige ganske svagt. Den reelle klatring starter imidlertid først efter forplejningszonen, der kommer efter 96 km. Den første udfordring er kategori 3-stigningen Alto de Aledo (7,6 km, 4,1%), der har top med 75,6 km til mål. Bare 4,7 km efter bjergspurten rammer man bunden af dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Alto Collado Bermejo (7,5 km, 5,3%), efter at man har sat snuden mod nord.

 

Toppen i 1201 m højde nås med 63,4 km til mål, og herefter følger en lang nedkørsel, idet man bevæger sig mod nordvest i retning mod Murcia. Som noget nyt vil man imidlertid på vej mod målet Blive udfordret af kategori 3-stigningen Alto de Gebas (5,9 km, 4,3%). Bjergspurten passeres, når der resterer 39,2 km, og efterfølges af en gradvis nedkørsel mod hovedbyen. Med ca. 10 km til mål flader terrænet ud, og herefter falder det kun let det sidste stykke mod mål. Finalen er meget enkel, idet man følger hovedvejen, indtil der resterer 1300 m. Herefter følger to venstresving, inden man rammer den 1 km lange opløbsstrækning, der er stort set helt flad.

 

 

 

Vejret

Rytterne får lov at smage det mindre gode vejr, der har præget Sydeuropa i år. Således er der 50% risiko for regn ved starten, men solen burde komme frem sidst på dagen. Temperaturen vil nå 17 grader, og der vil være en let til jævn vind fra syd. Det betyder at rytterne hovedsageligt vil have sidevind i den første del af løbet, medvind på de to sidste stigninger og sidemedvind på det flade stykke tilbage til Murcia.

 

Favoritterne

I de senere år har de to forskellige ruter, der har været benyttet, sikret, at Vuelta a Murcia var et løb for klatrere og Ardennerspecialister. Den gamle finale på en stigning gjorde det naturligvis helt umuligt for sprinterne at konkurrere med de bedste, og de fleste valgte at spare på kræfterne til søndagens løb i Almeria. Sidste års rute med Cresta del Gallo i finalen viste sig også at være alt for hård for de hurtige folk.

 

Den nye rute gør løbet meget mere uforudsigeligt. Den hårdeste del af løbet er bibeholdt, men der er nu meget langt fra sidste stigning til mål. Dermed er der tid til en regruppering, og det kræver en virkelig determineret indsats fra et eller flere hold at fastholde den udskilning, der helt sikkert kommer på Collado Bermejo.

 

Den nye rute er dårligt nyt for den lokale helt Alejandro Valverde, der kommer fra Murcia. Spanieren er en veteran i løbet, der stort set altid indgår i hans kalender, og han drømmer hvert år om at vinde foran sine fans. Det er allerede lykkedes fire gange, men kun én gang siden løbet blev et endagesløb. Det kan synes overraskende, idet de anvendte ruter har passet ham helt perfekt. I år går han igen efter en femte sejr, men den nye rute gør det meget vanskeligere for ham at vinde.

 

Det er imidlertid Valverde og Movistar, der har nøglen til løbet. Valverde er ganske vist hurtig, men han skal af med folk som Magnus Cort, Baptiste Planckaert, Jurgen Roelandts og Jens Debusschere. Den spanske veteran har glæde af et hårdt løb, og derfor er der ingen tvivl om, at Movistar vil gå amok på Collado Bermejo. Med folk som en formstærk Gorka Izagirre, Ruben Fernandez, Marc Soler og Jorge Arcas vil man sætte et brutalt tempo, der formentlig vil gøre det af med alle sprinterne.

 

Hvad der herefter sker, er svært at forudsige. Der er næppe tvivl om, at Orica-Scott vil holde samlet og fokusere på at bringe enten Cort, Jens Keukeleire eller Luka Mezgec tilbage. Movistar har et stærkt hold, men de er uden deres bedste hjælpere. Hvis det er op til relativt spinkle folk som Soler, Izagirre og Fernandez at holde forfølgerne bag sig på det flade stykke, er det bestemt muligt, at en større gruppe bliver samlet. Samtidig bliver det ikke nemt at kontrollere løbet på det flade stykke, hvis feltet er meget reduceret. I så fald er døren åben for sene angreb og en overraskende vinder. For at undgå dette scenarium er det ikke umuligt, at Valverde vil forsøge sig med et stort angreb allerede på Collado Bermejo. Det har han før gjort i denne slags løb. Et sådant forehavende kan gøres færdigt, men det bliver ikke nemt med så lang en distance til mål.

 

Det efterlader os med fire scenarier. Enten er det en relativt lille gruppe, der skal spurte om sejren, idet sprinterne ikke kommer tilbage efter Collado Bermejo. En anden mulighed er, at vi får et større felt samlet på det flade stykke. Det tredje scenarium er, at det lykkes med et sent angreb på det flade stykke, hvor der ikke er mange hjælperyttere tilbage. Endelig er det ikke umuligt, at de bedste klatrere med Valverde i spidsen lancerer en succesfuld offensiv allerede på Collado Bermejo.

 

Collado Bermejo er en relativt hård stigning, og tilsyneladende har mange sprintere igen givet op på forhånd. De fleste gemmer kræfterne til søndag, og det betyder, at der er begrænset interesse i at jagt. Da der samtidig er medvind på stigningerne og sidemedvind på det flade stykke ind mod mål, er det mest sandsynlige scenarium en spurt fra en mindre gruppe uden de allerhurtigste folk.

 

Det får os til alligevel at udråbe Alejandro Valverde til favorit. Spanieren er som vanligt i storform straks fra sæsonstart, hvilket han viste i sæsondebuten på Mallorca. Ganske vist lykkedes det ham ikke at tage den ventede sejr, men han var stærkeste mand i begge de to hårde løb i series. På andendagen blev han fanget i et taktisk spil, men viste med et sent angreb fra favoritgruppen, at kun Tiesj Benoot kunne matche hans tempo. Dagen efter blev han igen fanget af taktik, da Lotto Soudal udnyttede deres taktiske overtal til at sende Tim Wellens afsted, og der var meget lidt hjælp til Valverde i jagten. Alligevel lancerede han en storstilet offensiv i modvinden på den sidste kilometer, og havde målstregen været placeret bare lidt længere oppe ad stigningen, havde han vundet.

 

Blandt klatrerne i løbet er der mange hurtige, men på papiret er Valverde den hurtigste, selv i en flad spurt som denne. Han har tidligere vist, at han kan blande sig i massespurter og er blandt andet blevet nummer 6 i den store spurt på sidste etape af Vueltaen. Derudover vandt han for to år siden en decideret sprinteretape i Volta a Catalunya. Det ændrer ikke på, at han skal af med folk som Cort og Debusschere, men vi tror på, at Movistar er stærke nok til at gøre løbet hårdt nok. I sidste ende skal Valverde selv gøre det færdigt i en spurt, og efter en lang, hård dag tvivler vi på, at han kan slås.

 

En af de få, der kan true ham er den meget formstærke Tony Gallopin. Franskmanden viste med sin sejr på den hårde enkeltstart i Etoile de Besseges, at han er flyvende fra sæsonstart. Desværre gik det knap så godt for ham i løbets spurter, og det markerer desværre en kedelig tendens. På papiret er Gallopin meget ofte en af de hurtigste i små grupper, men alligevel går det ofte galt. Han har imidlertid før slået Valverde, og i dette løb kan han regne med støtte fra en meget formstærk Tiesj Benoot til at køre lead-out. Det er således bestemt ikke umuligt, at Gallopin viser sig som hurtigste mand.

 

Endnu hurtigere er imidlertid danske Magnus Cort. Collado Bermejo er på papiret for hård for Orica-rytteren, men vi var ganske imponerede over hans klatrepræstation på kongeetapen i Volta a la Comunitat Valenciana. Cort synes at være i rigtig god form fra sæsonstart, og selvom han næppe kan følge de bedste på stigningen, vil han næppe være langt efter. Hvis det lykkes ham at komme tilbage, er han med meget stor sandsynlighed hurtigste mand.

 

Katusha Jhonatan Restrepo står efter en fin første sæson foran et gennembrud i 2017. I sit første år blandede han sig lidt i reducerede massespurter, men i år har han vist, at han kan meget mere end det. Han blev nummer 10 i Tour Down Under, hvor han ikke var langt fra de bedste på stigningerne, og han viste sin spurtstyrke med en fjerdeplads i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor kun Nikias Arndt og Simon Gerrans var hurtigere end ham. Han bør ikke få problemer med at overleve stigningerne, og spurter han, som han gjorde i Australien, kan han sagtens vinde.

 

Katusha kan imidlertid også spille deres andet kort, Baptiste Planckaert. Belgieren en ganske hårdfør sprinter, der vel klatrer på samme niveau som Cort. Han er ikke helt lige så hurtig som danskeren, men han har vist, at han kan slå de fleste efter et hårdt løb. Heller ikke han kan følge de bedste, men kan han komme tilbage i tide, vil han være en af de hurtigste. Problemet er, at han viste lidt blandede signaler i Australien, og han synes ikke at være i topform.

 

Hvis løbet bliver for hårdt for Cort, kan Orica-Scott stadig satse på Jens Keukeleire. På papiret er belgieren en bedre klatrer end danskeren, men knap så hurtig. Således slog han sidste år til på en Vuelta-etape, hvor Cort blev sat, og noget lignende kan ske lørdag. Med Corts gode form er vi usikre på, om Keukeleire faktisk r mere holdbar, men kommer han med hjem som hurtigste Orica-mand, er han god nok til at vinde en reduceret massespurt.

 

Vi var ganske imponerede over, hvor godt Roman Maikin klatrede i GP Costa degli Etruschi. Gazprom-sprinteren har altid været af den mere holdbare slags, men han synes at have taget endnu et skridt opad. Hvis han er på samme niveau i dette løb, er det ikke utænkeligt, at han som eneste sprinter overlever stigningen, og i så fald er sejren inden for rækkevidde.

 

Spurter fra mindre grupper er Julien Simons specialist. Franskmanden har tidligere vundet løb som disse, men desværre synes han ikke længere at have samme fart, som han havde tidligere. I de senere år er han endt for langt tilbage i spurter som disse, og derudover synes han ikke at være i topform. Det ændrer imidlertid ikke på, at han burde overleve stigningen, og i så fald er han i hvert fald på papiret en af de hurtigste.

 

Jens Debusschere synes at være i dårlig form, så vi tvivler på, at han kan overleve stigningen. Jurgen Roelandts og Tosh van der Sande er på papiret bedre klatrere og har klart bedre muligheder. På papiret er van der Sande den hurtigste af de to og samtidig den bedste klatrer, men Roelandts synes at være i helt forrygende form. Løbets hårdhed er stadig på grænsen for dem begge, specielt med van der Sandes nuværende form, men kommer de med hjem, er de blandt favoritterne.

 

Lotto har også en meget formstærk Tiesj Benoot, der virkelig imponerede på Mallorca. Han er selv hurtig i en spurt, men hans problem er, at Gallopin er hurtigere. Derfor skal han sandsynligvis ofre sig for en hurtigere holdkammerat, men er der én, der kan udnytte det taktiske spil i finalen, er det sandsynligvis Benoot, der synes at være en af feltets allerstærkeste i disse dage.

 

Wanty-Groupe Gobert kan satse på Jerome Baugnies, der også er hurtig i en spurt fra en mindre gruppe. Belgieren er ekstremt ustabil og er faktisk sjældent god på denne tid af året. Han vist imidlertid god form i GP Marseillaise, og dermed bør han overleve stigningen. Sker det, har han en chance i en spurt.

 

Det samme har CCCs slovenske mester Jan Tratnik. Han er en glimrende rytter i kuperet terræn og viste god form ved at angribe i finalen af 2. etape af Volta a la Comunitat Valenciana. Han er ikke decideret sprinter, men har en ganske fin spurt, der kan gøre ham konkurrencedygtig her.

 

Endelig er vi spændte på at se de to unge amerikanere Colin Joyce og Justin Oien, der begge er hurtige og holdbare. Dette løb kommer imidlertid nok for tidligt for dem begge, og hårdheden er i forvejen på grænsen for dem.

 

***** Alejandro Valverde

**** Tony Gallopin, Magnus Cort

*** Jhonatan Restrepo, Baptiste Planckaert, Jens Keukeleire, Romain Maikin, Julien Simon

** Jurgen Roelandts, Tiesj Benoot, Jerome Baugnies, Tosh van der Sande, Jan Tratnik

* Pieter Vanspeybrouck, Colin Joyce, Justin Oien, Maciej Paterski, Jens Debusschere, David Per, Patrick Konrad, Garikoitz Bravo

 

Danskerne

Magnus Cort er som sagt blandt de store favoritter og får undervejs hjælp af en meget formstærk Christopher Juul-Jensen, der imidlertid skal arbejde for holdet.

 

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk