Optakt: Vuelta al Pais Vasco

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagesløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til Ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagesløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagesløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Vuelta al Pais Vasco blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet mellem 1969.

I 1969 var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har en sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez og Denis Menchov alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med Ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagesløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til Ardenner-trioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men med opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens ryttere som er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagesløbene, er folk som kun til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Vuelta al Pais Vasco og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid er stadig usikker.

Derudover har de baskiske fans mistet muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt Vuelta al Pais Vasco, men for fjerde år i træk må man igen spejde langt efter de orange trøjer, der ikke længere findes i feltet. I stedet er der etableret et Euskadi-hold på kontinentalniveau, men de har ikke adgang til WorldTour-løb. Det fjerner imidlertid ikke passionen, og vi kan derfor igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

Løbet er typisk et af de hårdest ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og der er der regel begrænsede muligheder for sprinterne. Derfor holder de hurtigste folk sig altid langt væk og holder sig i stedet til de nordlige klassikere, men for klatrestærke sprintere som Michael Matthews og Ben Swift er der i løb som Pais Vasco, Volta a Catalunya og Tour de Romandie typisk adskillige muligheder. Derimod er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af middel længde, og det er de vanskelige bakke, den kuperede afsluttende enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller rammer lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet slutter altid med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen har skiftet ejermand på sidste etape hvert år siden 2010 bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring.

Sidste år tog Alberto Contador sin fjerde sejr i løbet ved at køre en fremragende enkeltstart på en meget vanskelig rute. Efter at Wilco Kelderman havde ført løbet, var det imidlertid Sergio Henao, der tog førertrøjen på løbets kongeetape, og for tredje gang i karrieren gik den lille colombianer ind til enkeltstarten med den gule trøje på sine skuldre. Som det skete i 2013 og 2015 kunne han imidlertid ikke forsvare sin position, selvom han med en tredjeplads kørte en af sit livs bedste enkeltstarter. Contador var imidlertid ustoppelig og vandt etapen 5 sekunder foran Nairo Quintana, der havde oplevet en sjælden nedtur på kongeetapen, og det sikrede den spanske stjerne den samlede sejr foran de to colombianere Henao og Quintana. Contador vender tilbage for at gå efter en femte sejr, og han er igen oppe mod Henao, der drømmer om endelig at vinde sit favoritløb. Til gengæld er der i år ingen Quintana, da den colombianske stjerne er rejst til hjemlandet for at forberede sig til Giroen.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Ruten

Ruten til Vuelta al Pais Vasco varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid et ret ensartet format. Normalt er der et par etaper til hurtige folk, der kan overleve et par stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover er der som regel 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne kan dyste om sejren, og disse er ofte kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet er den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde etape. Løbet slutter altid med en meget kuperet og teknisk enkeltstart, der altid er den i særklasse vigtigste etape.

I år har tendensen i de fleste løb været, at ruterne har været usædvanligt hårde. Det var tilfældet i både Paris-Nice og Volta a Catalunya, men Vuelta al Pais Vasco er gået i den helt modsatte retning. Det er vanskeligt at erindre, at det baskiske løb har haft så let en rute, og i år er der stor sandsynlighed for, at enkeltstarten stort set bliver altafgørende. Der er ingen af de stejle mure, der har gjort løbet til et paradis for Sergio Henao, og reelt set kan klatrerne kun håbe at gøre en forskel på løbets traditionelle kongeetape, der i år kommer på næstsidste dag. Arrate-finalen, som man har arvet fra det hedengangne Euskal Bizikleta, er imidlertid ikke svær, og meget ofte er de bedste klatrere kommet i mål sammen. Sker det igen i år, vil det med stor sandsynlighed kun være enkeltstarten, der kan adskille de bedste, og den er ovenikøbet forlænget betydeligt og således længere, end den har været i mange år.

Løbet følger en fin progression, hvor etaperne gradvist bliver hårdere og hårdere og mere og mere afgørende for klassementet. De to første etaper er nærmest uhørt flade efter baskiske forhold, og her vil selv de rene sprintere med stor sandsynlighed kunnet have været med, hvis de havde gidet at drage til Baskerlandet. Tredje og fjerde etape indeholder begge mere klatring og har begge en relativt svært stigning i finalen, men de kommer begge så langt fra mål, at reducerede massespurter er det mest sandsynlige udfald. Det efterlader klatrerne med fredagens kongeetape til Arrate, som eneste mulighed for at gøre en forskel inden enkeltstarten, og det er som regel ikke nemt.

Sjette etapes enkeltstart er som regel den vigtigste etape, og i år er det tilfældet mere end nogensinde. I 2010-2013, 2015 og 2016 skiftede førertrøjen således ejermand på sidste etape, og det fortæller alt om etapens betydning. Der er som regel tale om en meget kuperet affære, og specielt etaperne i 2015 og 2016 indeholdt så svære stigninger, at der på ingen måde var tale om en traditionel enkeltart. I å er etapen med sine 27 km usædvanligt langt og samtidig mere alsidig end vanligt. Således er der som altid en meget svær stigning på menuen, men denne gang slutter etapen med et langt, fladt stykke til mål, der gør det vanskeligt for klatrerne. Mere end nogensinde er årets Baskerlandet Rundt således for alsidige etapeløbsryttere, der kan køre enkeltstart mere end for de puncheurs, der typisk har domineret på de stejle mure.

1. etape

Vuelta al Pais Vasco er af og til startet brutalt med en afgørende klassementsetape, der har tvunget favoritterne til at være klar straks fra start, men som regel lægger man ud med en godbid til de få sprintere, der har vovet pelsen og er draget til den kuperede region i det nordlige Spanien. Sjældent har det dog været så nemt for de hurtige folk, som det er tilfældet i 2017, hvor de første to etaper er usædvanligt flade efter baskisk standard. Det har motiveret flere hurtige afsluttere til at give sig i kast med det spanske etapeløb, og de vil være klar til at gå efter den første førertrøje på den uhørt flade åbningsetape.

Årets løb indledes i Iruña-Pamplona, hvorfra rytterne bevæger sig ud på en første etape, der med sine 153,27 km følger vanlig baskisk standard i den forstand, at der er tale om en relativt kort sag. Etapen slutter bare få kilometer væk i den nærliggende by Eguesibar Sarriguren, men for at komme derhen skal man tilbringe det meste af dagen i det relativt flade terræn nordøst for de to byer, hvor der imidlertid ikke er de store udfordringer.

Fra starten sætter man straks kursen mod øst og efter få kilometer rammer man den første af to rundstrækninger. Den bringer feltet mod nordøst, og man rammer hurtigt den første af tre stigninger, kategori 2-stigningen Erriko Gaina (5,6 km, 4,81%), der er en jævn stigning, der aldrig bliver stejl. Herfra går det svagt nedad, mens man fortsætter først mod syd og siden vest, indtil man er tilbage ved startpunktet efter de første 55 km.

Den næste del af etapen består af en længere rundstrækning. Den første del er identisk med indledningen på den forrige rundstrækning, og derfor skal man igen op af Erriko Gaina, hvis top nås efter 78,92 km. Denne gang fortsætter man imidlertid videre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Mezkirizko Gaina (3 km, 5,43%), der også er en meget jævn bakke. Toppen kommer med 62,59 km til mål, og herefter stiger det svagt frem til dagens første spurt, der kommer 1,31 km senere. Herfra sætter man kursen mod syd og siden vest gennem terræn, der først er svagt faldende og side næsten helt fladt. Undervejs passerer man de sidste indlagte spurter med henholdsvis 32,05 km og 15,65 km til mål, hvor man har nået afslutningen på rundstrækningen. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn til målbyen, hvor de sidste 3 km er helt flade. Der venter imidlertid en teknisk vanskelig finale med et 90 graders venstresving bare 300 m fra stregen.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Første etape er ganske vist ofte en sag for sprinterne, men det er sjældent, at man finder en etape med så få stigninger og så langt et fladt stykke til slut. Da der samtidig er en førertrøje på spil, er der ingen tvivl om, at folk som Michael Matthews, Ben Swift, Simon Gerrans, Juan Jose Lobato, Jhonatan Restrepo og måske endda Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski har luret muligheden for at gå efter den helt store gevinst på førstedagen. Specielt Sunweb kan ventes at kontrollere etapen hårdt, og det vil derfor være en overraskelse, hvis det hele ikke ender i en massespurt. Vinden har imidlertid før spillet en rolle i Baskerlandet, og det vil derfor være vigtigt for klassementsrytterne at være årvågne for ikke at miste det hele allerede første dag.

Eguesibar Sarriguen har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

2. etape

Første etape var usædvanligt nem, så man kunne tro, at man på tirsdagens 2. etape endelig skulle stifte bekendtskab med det vanskelige baskiske terræn. Det sker imidlertid ikke i det, der er en næsten uset nem første tredjedel, og også 2. etape byder på færre højdemeter, end man typisk ser i det baskiske etapeløb. Derfor er der lagt op til en revanche mellem de hurtige folk i en udgave af det spansk løb, der giver dem usædvanligt gode muligheder.

Også 2. etape starter i Pamplona-Iruña, men denne gang er der ikke tale om et rundstrækningsløb omkring startbyen. Tværtimod består det meste af etapen af en lang rejse mod sydvest, indtil man efter i alt 173, 4km når målet i Rioja Alavesa-Elciego. Efter en helt flad indledning rammer man imidlertid for første gang i løbet en af de stigninger, der kendetegner den baskiske region, når man allerede efter 16 km når toppen af kategori 2-bjerget Etxauriko Gaina (6,8 km, 6,35%). Igen er der tale om en efter baskiske forhold usædvanligt regulær stigning, men den er både længere og stejlere end det, de var udsat for på førstedagen.

Efter nedkørslen bliver etapen imidlertid betydeligt nemmere, og de næste ca. 100 km er så flade, som de kan blive i dette område. Naturligvis er der nogle mindre bakker undervejs, og det stiger det meste af tiden svagt, men der er ingen vanskelige stigninger. Det kommer der først, når man rammer kategori 3-stigningen La Aldeako Gaina (5 km, 6%), der også er jævn, men er lidt stejlere end de hidtidige udfordringer. Toppen kommer imidlertid allerede efter 112,7 km, og efter en længere nedkørsel rammer man igen fladt terræn på det sidste stykke frem mod målbyen. Undervejs passerer man den første spurt efter 135 km, inden man 12,5 km senere krydser målstregen og dyster om pointene i den anden spurt.

Etapen afsluttes med en omgang på en 25,4 km lang rundstrækning nord for Elciego. Den første halvdel stiger jævnt og indeholder med 19,5 km igen den anden spurt, mens det efter den sidste spurt med 6,2 km til mål falder det sidste stykke tilbage i stregen. Det meste af vejen går det nedad med 3-4%, inden det i de sidste 500 m flader ud med en hældning på bare 1%. Finalen er relativt ukompliceret, men der er en blød kurve med 300 m til mål.

Klassementet er stadig tæt og sprinterne topmotiverede og friske, så der burde være masser af interesse i at sikre, at de hurtige folk igen kommer til fadet på denne etape. For klassementsrytterne handler det bare om at undgå problemer og de farer, sidevinden evt. måtte skabe. De skal imidlertid tage sig i agt i finalen, hvor den faldende afslutning betyder, at det kommer til at gå vanvittigt stærkt, og der venter en meget speciel spurt i høj hastighed i Elciegos gader.

Elciego har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

3. etape

Efter to dage for sprinterne er det omsider tid til at få en fornemmelse af, hvem der har fået skruet klatrebenene rigtigt på. Onsdagens etape byder på betydeligt flere højdemeter end de foregående dage, og med hele seks stigninger på bare 160,5 km er der tale om en typisk etape i Baskerlandet, hvor det er vanskeligt at finde meget fladt terræn. De sværeste stigninger kommer imidlertid langt fra mål, og den sidste stigning, der venter med 10,5 km er så blød, at det næppe er en dag for klassementsrytterne. Tværtimod kunne det meget vel ende i en reduceret massespurt, og dermed er der mulighed for, at de mest holdbare af de hurtige folk kan gå efter sejren for tredje dag i træk.

Den 160,5 km starter i Vitoria-Gasteiz, der er en af regionens største byer og som regel vært for en sprinteretape, da den er placeret på et kendt, helt fladt plateau i Baskerlandet. Denne gang starter man imidlertid i den kendte by og kører i stedet mod nordøst til en anden storby, San Sebastian, der ligger ved Middelhavskysten, og trods sin status i cykelverdenen og værtskab for Clasica San Sebastian sjældent besøges af det lokal etapeløb. Straks fra start bevæger man sig hen ad det flade plateau mod nordøst, indtil man når den lange nedkørsel, der leder ned i det kuperede terræn umiddelbart syd for kysten. Her fortsætter man i relativt fladt terræn mod nord og nordøst, indtil dagens første stigning, kategori 3-stigningen Udananko Gaina (7 km, 3,68%) - en stigning, der aldrig bliver stejl - rammes.

Toppen nås efter 50,2 km kilometer, og herfra kommer de resterende fem stigninger hurtigt efter hinanden, uden at der efterlades megen plads til restitution. Først gælder det efter en lidt længere nedkørsel kategori 2-stigningen Mandubiako Gaina (6 km, 5,86%), der også er jævn, men stejlere end den første bakke. Nedkørslen leder straks til dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningn Santa Agedako Gaina (8,6 km, 6,73%), der har top efter 94,7 km. Den flader ud midtvejs, men ellers ligger stigningsprocenten konstant på 6-8%, og der er derfor tale om den klart hårdeste stigning indtil nu.

Efter en længere nedkørsel når man efter henholdsvis 113,5 og 124,5 km toppene af kategori 3-stigningerne Alkizako Gaina (4 km, 6,52%) og Andazarrateko Gaina (5,9 km, 6,27%), der kommer hurtigt efter hinanden. Også her er der tale om meget regulære stigninger, der stort set konstant stiger med 6-7%.

Fra toppen af sidstnævnte resterer bare 36 km, og de fører først frem til den berømte by, Aia, hvor dagens første spurt kommer efter 131,7 km. Denne gang skal man imidlertid ikke op ad den brutale Aia-stigning, der er kendt fra tidligere udgaver. I stedet tager man en lang nedkørsel til kystbyen Orio, hvor dagens anden spurt kommer med 19 km til mål. Herefter slår man et lille smut ind i landet for at ramme dagens sidste stigning, kategori 3-stigningen Mendozorrotzko Gaina (7,7 km, 4,99%). De officielle data snyder, idet de første fire kilometer er ganske stejle med stigningsprocenter på 6-8%, inden den flader ud mod toppen, hvor to næsten flade kilometer leder frem til 700 m med 5,7%. Toppen nås med bare 10,5 km til mål, og herefter rammer man nedkørslen, der fører ned til byen Igeldo, der er rammen om den sidste spurt. De sidste 7,25 km er helt flade og fører til målet på den berømte boulevard i San Sebastian, hvor der venter en meget teknisk finale med to skarpe sving med henholdsvis 600 og 300 m til mål.

Denne etape er betydeligt vanskeligere end de to foregående, og alene det samlede antal højdemeter vil forårsage en vis spredning. Den sidste stigning er betydeligt sværere end de umiddelbare data angiver, og hvis klassementsrytterne har lyst til at teste hinanden på de første fire kilometer, vil der ske stor udskilning. Det er imidlertid usandsynligt, at stigningen er hård nok til at adskille favoritterne, specielt fordi det stejle stykke kommer langt fra mål, og derfor er der stor sandsynlighed for, at det ender i en reduceret massespurt. Stigningen er ikke vanskeligere, end at Michael Matthews og Ben Swift har gode chancer for at overleve, men også Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski og Julian Alaphilippe må øjne muligheder, hvis etapen bliver mere selektiv. Samtidig viser historien, at disse finaler ofte er vanskelige at kontrollere, da der ikke er mange sprinterhold og ikke bonussekunder for favoritterne at køre om. Derfor har sene fremstød ofte givet resultat, og eksempelvis folk som Stephen Cummings og Luis Leon Sanchez vil være opsatte på med et sent angreb at vinde en etape, som de gjorde det for 12 måneder siden.

San Sebastian er naturligvis kendt som værtsby for Clasica San Sebastian, der afvikles hvert år i juli eller august, men derudover lægger byen overraskende sjældent asfalt til store cykelløb. Således er der ikke ét eneste andet større cykelløb, der har lagt vejen forbi i dette årtusinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

4. etape

Efter at have været oppe over de første vanskeligere stigninger på 3. etape bliver terrænet endnu vanskeligere på torsdagens etape, hvor man fortsætter med gradvist at bygge op til klimakset på fredagens kongeetape. Ganske vist er det meste af etapen usædvanligt flad efter baskisk standard, men denne gang venter der en endnu sværere stigning i finalen. Til gengæld kommer den længere fra mål, end den gjorde på den foregående etape, og derfor er det igen usandsynligt, at etapen kan skabe forskelle i klassementet. En reduceret massespurt er igen et sandsynligt udkomme, men denne gang kan man vente sig et mindre felt end på den foregående etape.

Med sine 174,1 km er 4. etape løbets længste, og også den går mellem to af regionens største byer. Starten går i San Sebastian, der lagde asfalt til onsdagens afslutning, og slutter i storbyen Bilbao lidt længere vest på. Det meste af etapen består af en tur langs den smukke Middelhavskyst, og det betyder, at der ingen store klatreudfordringer er på denne lange rejse mod vest. Som de fleste kystveje er ruten på ingen måde flad, og der er flere mindre stigninger, specielt når man kortvarigt bevæger sig ind i landet, men de første 100 km indeholder ingen kategoriserede bakker.

Efter 102,6 km dyster man om point i dagens første spurt, og 2,4 km senere passerer man gennem centrum af byen Bermeo. Det markerer starten på den anden fase af løbet, idet man nu forlader kysten og straks tager hul på kategori 2-stigningen Sollubeko Gaina (5,2 km, 8.15%), der er en jævn stigning med stigningsprocenter over 8 næsten hele vejen. Toppen nås når der resterer 63,9 km, og herefter går det ned til dagens anden indlagte spurt, der kommer efter 118,5 km. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn videre mod sydøst frem til målbyen Bilbao, hvor dagens sidste spurt venter efter 144 km.

Etapen afsluttes med en omgang på en 30,1 km lang rundstrækning i området øst for storbyen, og der er tale om en ganske svære en af slagsen. Efter en flad indledning rammer man kategori 2-stigningen Biberoko Gaina (5,6 km, 8,19%), der i bunden stiger med næsten 9%, inden den i den sidste halvdel hovedsageligt ligger på 6-7%. Fra toppen resterer bare 14,1 km, som hovedsageligt består af en nedkørsel, indtil det flader ud i de sidste 5 km. Her venter en lille bakke, der har top med 2,5 km til mål, inden det går nedad frem til den råde flamme. Den sidste kilometer stiger med 2% og har en sidste blød kurve med 700 m til mål.

På en lang dag langs kysten kan vinden i teorien spille en rolle, men historien viser, at det praktisk talt aldrig sker. Derfor må vi formode, at det hele skal afgøres på den afsluttende rundstrækning, hvor den sidste stigning er hård nok til at skabe en vis spredning. Favoritterne vil muligvis teste hinanden og benene inden fredagens kongeetape, da løbet hidtil ikke har budt på mange muligheder, men der er sandsynligvis for langt til mål til, at der vil opstå forskelle mellem de bedste. Derfor er en reduceret massespurt igen det mest sandsynlige scenarium, men denne gang må feltet formodes at være endnu mindre. Michael Matthews og Ben Swift har en chance, men det er mere en dag for folk som Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski. Som på den foregående etape skal de hurtige folk imidlertid tage sig i agt for sene angreb.

Bilbao har været besøgt overraskende sjældent af løbet. Faktisk har man i dette årtusinde kun lagt asfalt til en etapeafslutning. Det skete i 2015, hvor Michael Matthews vandt en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. I 2011 var man vært, da Vueltaen efter mere end 30 års fravær vente tilbage til Baskerlandet på en dag, hvor Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Også i 2016 fik man besøg af løbet, og denne gang vandt Jens Keukeleire en reduceret massespurt. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini Vicente Garcia Acosta i en spurt mellem de to.

5. etape

Vuelta al Pais Vasco inkluderer typisk mindst to dage, hvor klatrerne kan gøre en forskel, men 2017-udgaven af løbet er usædvanligt fattigt på stigninger. Faktisk er det meget sandsynligt, at alle de store favoritter vil være i samme tid, når vi frem til løbets traditionelle kongeetape. Den er traditionelt kommet på 3. eller 4. etape, men for andet år i træk har man skubbet den til fredag, hvor den kommer som det naturlige klimaks i et løb, hvor etaperne gradvist er blevet sværere og sværere.

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Vuelt al Pais Vasco om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, og det vil ikke forhold sig spor anderledes i 2017.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. Sidste år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Helt i overensstemmelse med den generelle tendens i årets løb, har man denne gang helt udeladt Ixua og i stedet fremstår etapen betydeligt mere moderat, end det var tilfældet for 12 måneder siden.

Med sine 139,8 km er der tale om en etape, der selv efter baskisk standard er usædvanligt kort. Starten går i Bilbao, mens finalen som vanligt finder sted på Alto de Arrate i udkanten af Eibar. Den første del består at et fladt stykke mod øst og sydvest, der kun kortvarigt afbrydes, når man slår en lille sløjfe syd om Eibar for at køre op ad kategori 2-stigningen Pagatzako Gaina (5 km, 5,62%), der er en ganske svær stigning med en stigning på 8.10% på de første tre kilometer. Toppen kommer efter 44,7 k,m, hvoefter man passerer centrum af Eibar for første gang bed den første spurt efter 68,1 km.

Den resterende del af etapen finder sted i det vanskelige terræn nord for Eibar, hvor man kører på kryds og tværs for at ramme mange af områdets stigninger. Straks efter spurten gælder det kategori 1-stigningen Izuako Gaina (6,2 km, 7, 02%), der er en relativt jævn stigning, som bliver vanskeligere mod toppen. Herefter kører man ned til et fladt stykke med dagens anden spurt, der kommer efter 82,6 km, hvorefter man skal op ad kategori 3-stigningen Trabakuako Gaina (7,2 km, 5,16%), der har to relativt stejle kilometer midtvejs, men ellers er meget nem. Efter en lille nedkørsel skal man igen op ad Izuako Gaina, hvis top nås for anden gang, når der resterer bare 33,6 km. Herfra kører man ned til den sidste spurt, der kommer i Etxebarria efter 115,4 km, inden man tager hul på næstsidste stigning, kategori 3-stigningen Urkaregiko Gaina (5 km, 5,7%). Der er tale om en relativt regulær stigning, der aldrig bliver stejl, og toppen nås når der resterer bare 18,9 km.

Nedkørslen leder tilbage til Eibar, hvor der venter en kort strækning på svagt stigende veje i dalen. Herefter gælder det den klassiske finale med kategori 1-stigninge Alto de Arrate (7,3 km, 6,71%), der findes i området nord for byen. Også det er en meget jævn stigning, der i de første seks kilometer stiger med 7,5%, men herefter flader det ud med omkring 3% i de sidste 1300 m.

Bjergspurten kommer med 2 km til mål, men vejen fortsætter med at stige, indtil rytterne når den råde flamme. Rytterne vil næsten alle kende denne finale, da den genfindes år efter år. Der er tale om en hurtig, teknisk nedkørsel, hvor det er umuligt, at der kan ske en regruppering, og afstandene er typisk de samme som på toppen. Der er flere sving på den sidste kilometer, og det sidste højresving kommer bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Denne etape har traditionelt været dagen, hvor klatrerne kan gøre en forskel, og i år er dette tilfældet mere end nogensinde før. Der er tale om en kort, intens etape med mange stigninger, hvilket traditionelt ansporer til angreb udefra, men da de sværeste stigninger kommer langt fra mål, må man formode, at favoritterne gemmer det hele til det sidste store slag på Alto de Arrate. Som regel har favoritterne afgjort etapen, og da dette er den eneste etape for klatrerne, vil det være en overraskelse, hvis et udbrud holder hjem i år. Historien viser imidlertid, at det er vanskeligt at gøre de helt store forskelle, og meget ofte er det en relativt stor gruppe af klatrere, der ender med at slås om sejren i den vilde spurt på den tekniske nedkørsel mod mål.

Etapen gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og en gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. Sidste år blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

6. etape

I overensstemmelse med traditionen slutter løbet med en enkeltstart i den by, der målby for den foregående etape. Denne etape har ofte inkorporeret dele af femte etape, men da man igen i år har haft kongeetapen på næstsidste dag, er det for andet år i træk en helt separat rute, der vil blive benyttet til løbets afgørende etape. Som sædvanligt er der imidlertid ikke tale om en enkeltstart af en type, man finder i kalenderens øvrige løb. Tværtimod er der tale om en helt klassisk baskisk enkeltstart, hvor en meget svær stigning vil gøre sit til, at de alsidige klassementsryttere har langt bedre muligheder end de store specialister. Modsat tidligere har man imidlertid denne gang gjort enkeltstarten usædvanligt lang ved at tilføje et langt, fladt stykke til sidst og gøre etapen betydeligt længere, end man normalt ser, og derfor er der tale om en rute, er i højere grad en tidligere tilgodeser ryttere, der mestrer hele spektret og ikke kun har evnen til at køre opad.

I alt skal der i år tilbagelægges 27 km på en rundstrækning i området syd for start- og målbyen Eibar. Straks fra start bevæger man sig mod syd ud ag byen for at køre op ad stigningen til byen Elgeta. Det er vanskeligt at finde nogen information om stigningens sværhedsgrad, der er fuldstændigt ubeskrevet i den officielle løbsbog, men diverse kilder på internettet fortæller, at der er tale om en 6,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 6,5% og undervejs har to kilometer, hvor det går opad med mere end 8%. Stigningen beskrives som irregulær med en maksimal stigningsprocent på 11.

Toppen af bakken kommer i byen Elgeta, og herfra sætter man kursen mod øst via en ikke voldsomt svær nedkørsel. Bunden nås i Ubera efter 10,9 km, g herefter forsætter man mod øst igennem fladt terræn, indtil man sætter kursen mod nord. Også her er det helt fladt, og det ændrer sig kun kortvarigt, når man bestiger den meget lille stigning Alto Soraluze efter 21,3 km. Kort efter sætter man kursen mod vest for at afslutte rundstrækningen ved ad en lang, lige vej at køre tilbage til Eibar. Her venter en ganske lille bakke med 2 km til mål, og det fortsætter med at stige svagt helt frem til de sidste 500 m, der falder med 1%. Der er ingen væsentlige tekniske udfordringer i finalen.

Der er på mange måde tale om en lidt usædvanlig enkeltstart efter baskiske forhold. Normalt er de ekstremt kuperede og tekniske og har derfor ikke givet meget plads til specialisterne. I år er de sidste 17 km imidlertid meget simple og passer bedst til de store maskiner. Helt i overensstemmelse med den baskiske ånd er den første stigning imidlertid så svær, at det er helt udelukket, at specialisterne kan køre med om sejren. Dermed er det en perfekt etape for de alsidige typer, der både kan klatre og køre enkeltstart, og navne som Ion Izagirre, Alberto Contador, Alejandro Valverde, Simon Spilak, Primoz Roglic, Michal Kwiatkowski og Julian Alaphilippe stikker ud som folk, der vil kunne køre med om sejren på en etape, der med stor sandsynlighed vil være den suverænt vigtigste i året udgave af Baskerlandet Rundt.

Sværhedsgraden af de typiske enkeltstarter i Baskerlandet afspejles af de seneste vinder. Sidste år slog Alberto Contador Nairo Quintana i en fascinerende duel på en meget svær rute, der stort set kun bestod af klatring, mens Tom Dumoulin vandt i 2015, hvor der på enkeltstarten var flere ekstremt stejle stigninger. Tony Martins sejre i 2014, 2013 og 2011 vidner om, at der også af og til findes ruter, der passer til specialisterne, mens det igen var klatrerne, der excellerede i 2012 og 2010, hvor henholdsvis Samuel Sanchez og Chris Horner vandt. I sine velmagtsdage sikrede Alberto Contador sig triumfer i både 2008 og 2009. Listen domineres ganske vist af specialister, men kun den type, der også kan køre opad, og det afspejler det faktum, at baskiske enkeltstarter passer meget bedre til klatrere, end traditionelle enkeltstarter gør.

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel - årets udgave var en markant undtagelse - afsluttes løbet i Baskerlandet altid med en kuperet enkeltstart, der i særklasse er løbets vigtigste etape. Samtidig er stigninger i Catalonien typisk bløde og lange, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet i baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ikke kun handler om traditionelle enkeltstartsevner. Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, nu tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

2017-udgaven tegner imidlertid til at bryde det klassiske mønster og blive meget anderledes end det, vi har set de seneste år, hvor ruterne generelt er blevet hårdere og hårdere. I år er den som sagt nærmest uhørt nem, og der er tale om en meget speciel rute efter baskisk standard. Henao, Julian Alaphilippe g Alejandro Valverde må begræde, at der ingen stejle mure er, og på forhånd ser det ud til, at klatrerne reelt kun har kongeetapen som en mulighed for at gøre en forskel inden enkeltstarten.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

I skrivende stund ser det ud til, at rytterne ikke kommer til at se noget til den berømte baskiske regn, og det ser ud til, at man får solskin hele ugen. Da der heller ikke bliver meget vind, bliver det endnu sværere at gøre forskelle. Derfor må man formode, at de to første etaper ender i massespurter og dermed ingen rolle kommer til at spille i klassementet. I mangel af bedre muligheder må man formode, at klassementsrytterne vil teste hinanden på stigningerne i finalerne på 3. og 4. etape, men da de alle kommer langt fra mål og ikke er meget svære, synes det usandsynligt, at der vil blive gjort forskelle mellem favoritterne på disse etaper.

Dermed ser det ud til, at det hele skal afgøres på 5. og 6. etape. Historien viser imidlertid, at det meget ofte er en relativt stor gruppe på 5-7 af de bedste klatrere, der når mål på kongeetapen og skal afgøre etapen. Ganske vist kan der føres større forskelle - det lykkedes eksempelvis for Henao, Contador, Rodriguez og Pinot sidste år, hvor etapen var betydeligt hårdere - men afstandene er altid små. Da enkeltstarten samtidig er meget længere end vanligt, er det helt indlysende, at løbet med meget stor sandsynlighed skal afgøres næsten fuldstændig af sidste etape. Da Vuelta al Pais Vasco som de fleste spanske etapeløb endda køres uden bonussekunder, kan man faktisk forestille sig, at helt op til 10 ryttere er helt lige, når vi når frem til lørdag.

Dermed ser det ud til, at løbet bliver vundet af den bedste enkeltstartsrytter blandt de folk, der sidder i første gruppe på fredagens etape, og for en meget stærk temporytter kan det endda lade sig gøre at vinde, hvis man har siddet i anden eller tredje gruppe på toppen af Alto de Arrate. Det er imidlertid værd at huske på, at enkeltstarten er alt andet end flad. Stigningen undervejs er en seriøs udfordring, der giver klatrerne fremragende muligheder for at køre op med de allerbedste i den indledende fase. Desværre må de begræde den sidste halvdel, der tilgodeser specialister, og derfor kan man ikke vinde Baskerlandet Rundt, hvis ikke man hører til blandt de bedste på en flad enkeltstart også.

Enkeltstartens betydning indsnævrer feltet af mulige vinder betragteligt. Selvom folk som Romain Bardet, Warren Barguil og Rigoberto Uran klart er blandt feltets bedste klatrere, er det praktisk talt umuligt for dem at blande sig i kampen om podiet, ganske enkelt fordi de kommer til kort på løbets allersidste 10 km. Det samme gælder for en ellers formstærk Adam Yates, og også Sergio Henao, der ellers altid har været blandt de dominerende skikkelser i dette løb, får meget svært ved at vinde på denne rute.

Til gengæld passer løbet fint til den forsvarende vinder, Alberto Contador. Løbet er spanierens sidste store mål i et forår, der har budt på en stribe skuffelser. Håbet er, at han kan få den forløsende sejr i det baskiske løb, der altid har budt ham på megen succes. Som feltets bedste klatrer havde Contador naturligvis håbet på en betydeligt hårdere rute, og han må begræde manglen på svære etaper.

Alligevel fremstår han som vores favorit til at løbe med titlen. Før sin karantæne var han en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere, men det har været meget vanskeligere for ham siden det store comeback. Hvor han har haft det svært på flade ruter, har han imidlertid været en af de absolut bedste på kuperede ruter som denne. Det er således ikke tilfældigt, at han vandt enkeltstarten sidste år, at han ville have vundet enkeltstarten i Giroen i 2015, hvis ikke han havde kørt i regnvejr, at han næsten slog Froome på den kuperede enkeltstart i Touren 2013, hvor han ellers var langt fra sit højeste niveau, og at han senest blev nummer 2 på den vanskelige enkeltstart i Paris-Nice.

Sagen er den, at Contador måske er den allerbedste, når det handler om at køre op ad en svær stigning på en enkeltstart. Sidste år slog han Froome på bjergprologen i Dauphiné, og i Paris-Nice var det kun Richie Porte, der havde kørt forsigtigt på det flade stykke, som kunne matche spanieren på Mont-Brouilly. Vi vil således blive overraskede, hvis ikke Contador sætter bedste tid på toppen af stigningen på 6. etape. Ganske vist vil han muligvis tabe tid til folk som Ion Izagirre og Primoz Roglic på det flade, men næppe nok til at miste sit forspring. Enkeltstarten er ikke perfekt for Contador, men den er tilstrækkeligt svær til, at han er vores favorit til at vinde. Hvis man dertil lægger, at han sammen med Valverde er den rytter med størst chance for at vinde tid på 5. etape, peger vi på Contador som vores vinder af løbet.

Ion Izagirre har i de seneste år udviklet sig til en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Sidste år blev han nummer 5 i Paris-Nice og var på podiet i både Tour de Romandie og Tour de Suisse, selvom han i førstnævnte arbejdede som hjælperytter. Desværre missede han Pais Vasco grundet sygdom, selvom han få dage forinden havde vist storform ved at vinde GP Miguel Indurain. Det var en skam, for det var netop hans hjemmebaneløb, der i 2015 udfoldede hans store talent. For to år siden sluttede han som nummer 3 samlet efter at have arbejdet for Quintana, som kun blev nummer 4, og det er nærliggende at forestille sig, at han var løbet med sejren, hvis han havde været kaptajn.

Izagirre er basker og har derfor Pais Vasco som sit helt store mål. Han viste fremragende form først på sæsonen, hvor han var i den perfekte position til at vinde Ruta del Sol, indtil han styrtede på enkeltstarten. Uheldet betød, at han ikke var på 100% i Paris-Nice, hvor han måtte nøjes med en skuffende syvendeplads. Vi formoder imidlertid, at han er i topform forud for dette løb, der som sagt er årets måske allervigtigste. Han kunne samtidig ikke have ønsket sig en bedre rute. Han kan normalt ikke følge de allerbedste på stigningerne, men her er kongeetapen ikke sværere, end at det sagtens kan lade sig gøre. På en enkeltstart som denne er han samtidig klart en af de bedste klassementsryttere, og han kører stort set altid i top 3 på kuperede ruter som denne. Måske kommer han til kort på stigningen, men på det flade stykke vil han køre fra Contador. Hvis han kan holde sig til på 5. etape og begrænse sit tidstab, kan han sagtens løbe med det hele ved at vinde sidste etape.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Den mest formstærke rytter er utvivlsomt Alejandro Valverde, der fik hele cykelverdenen til at se måbende til i Volta a Catalunya, hvor han slog Contador og Chris Froome på en bjergafslutning, der normalt ville have været for svær for ham. Det før ham til en oplagt vinderkandidat i dette løb også, men ruten er ikke ideel for den spanske veteran, der specielt må begræde fraværet af bonussekunder. Han har potentielt en chance for at vinde alle linjeløbsetaper, men det er kun på 5. etape, han reelt kan håbe på at gøre en forskel.

Den store udfordring for Valverde er enkeltstarten. Problemet er, at Valverde er usædvanligt ustabil i kampen mod uret. På sine bedste dage er han flyvende, specielt på svære ruter som denne, men andre gange er han langt fra de bedste. Han har ikke det samme naturlige talent for at køre enkeltstart som Contador og Izagirre, og ofte er han blevet sat til vægs af dem begge. Desværre har han specielt haft det svært i de baskiske enkeltstarter, der på papiret passer ham, men næsten altid ender i skuffelse. Da det lange flade stykke til sidst heller ikke er ideelt for ham, skal han ramme en god dag for at vinde på etapen og løbet. På sine bedste dage kan han imidlertid slå hvem som helst på en enkeltstart, og specielt med den nuværende form er han helt ustyrlig. Samtidig er han den rytter, der har allerbedst muligheder for at vinde tid på kongeetapen, og derfor er en formstærk Valverde naturligvis en potentiel vinder af dette løb.

Det samme er Primoz Roglic, der i år går fra succes til succes. Sloveneren vandt Volta ao Algarve samlet, og hans samlede fjerdeplads i Tirreno-Adriatico bekræftede, at han kan begå sig på allerhøjeste niveau også. Mest interessant er det, at han i begge løb har kørt nogle fabelagtige enkeltstarter, hvor han har blandet sig med de største specialister selv på helt flade ruter. Det gør ham naturligt til en af favoritterne i et løb, hvor enkeltstarten synes at være næsten altafgørende.

Når vi alligevel ikke har Roglic som topfavorit, skyldes det, at han har haft det lidt sværere på de kuperede enkeltstarter. Selvom han egentlig naturligt er klatrer, kan han stadig ikke matche Contador og Valverde på en stigning som den, der venter på 6. etape. Han vil vinde tid på det flade, men vi tvivler på, at det er nok til at kompensere for tabet. Samtidig er det muligt, at han må smide lidt tid til de bedste på kongeetapen. Kan han starte enkeltstarten i samme tid som Contador og co., er den samlede sejr imidlertid en helt realistisk mulighed.

Havde vi skrevet denne optakt i begyndelsen af marts, ville vi have udelukket Julian Alaphilippe som mulig vinder. På det tidspunkt havde supertalentet stadig en stor svaghed på flade enkeltstarter, og vi ville have vurderet denne rute som værende uegnet for den stærke franskmand. Det fik han imidlertid lavet grundigt om på i Paris-Nice, hvor han med en fabelagtig sejr på enkeltstarten viste, at der tilsyneladende ingen grænser er for hans talent. Det mest chokerende var ikke hans sejr - enhver vidste, at han havde en chance på en etape, der involverede en eksplosiv stigning - men derimod det forhold, at han gjorde forskellen på det flade stykke. Det indikerer, at han har nået et niveau på enkeltstarter, der ikke er for de rene specialister, og derfor burde sidste etape passe ham storartet.

Samtidig er Alaphilippe en af verdens allerbedste på stigninger af den længde, der findes i Baskerlandet, og det gør kun hans muligheder endnu bedre. Han vil være en af de store favoritter til kongeetapen, men det kan som for alle andre blive svært at vinde tid. Vi frygter lidt, at enkeltstarten er lidt for lang og lidt for flad for den unge rytter, der endnu aldrig har vist sig på lang en distance. Derfor er vi forbeholdne over for Alaphilippes muligheder, men vi ved samtidig, at hans potentiale ingen grænser har, og at han sagtens kan ende øverst på podet.

Det samme kan den genfødte Michal Kwiatkowski, der før er blevet nummer 2 i dette løb, der passer ham fint. Han har altid været blandt de bedste på de korte stigninger i dette løb, men desværre er han altid komme til kort på kongeetapen, hvor Alto de Arrate har været en anelse for lang. Det frygter vi, at den vil være igen i år, og derfor kan Kwiatkowski få svært ved at køre med om sejren. Kan han imidlertid begrænse sit tidstab på 5. etape, har han en stor chance på enkeltstarten. Også her er stigningen måske en anelse for svær, men det kan ikke udelukkes, at Kwiatkowski kan vinde sjette etape og dermed også hele løbet.

Leopold König skal være Giro-kaptajn for Bora, og derfor kan det virke mærkeligt, at han først for alvor starter sin sæson i dette løb. Han udgik af sit hidtil eneste løb den 28. januar, og det står hen i det uvisse, hvorfor han ikke har kørt siden da. Det har ikke været muligt at finde en officiel forklaring, men der går ingen forlydender om, at han skulle være ramt af skader. Derfor må man formode, at den begrænsede aktivitet er led i en bevidst plan, der skal sikre, at han er i topform til Giroen.

På den baggrund formoder vi, at han allerede nu er på et højt niveau, og han kunne ikke have ønsket sig en bedre rute. De lette første etaper giver ham tid til at finde løbsrytmen, og hvis han er i god form, burde han kunne følge med på kongeetapen. Det er således værd at huske på, at han sidste år var ramt af skader, men at han faktisk lignede en podiekandidat i Vueltaen, indtil Sky-mandskabet kollapsede på Formigal. König er en langt bedre klatrer, end mange anser ham for. Samtidig er han en fabelagtig enkeltstartsrytter, der blandt andet blev nummer 6 på enkeltstarten i Vueltaen og tidligere har været i top 5 på en enkeltstart i Touren. Ruten til sjette etape burde passe ham storartet, og derfor bør König være med i kampen om sejren, hvis ikke han har været sat tilbage af ukendte helbredsproblemer.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

I 2015 var Simon Spilak en af de helt dominerende skikkelser i de ugelange etapeløb, hvor han kørte med om sejren i Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie, inden han endelig fik den store triumf i Tour de Suisse. 2016 blev ødelagt af sygdom, men Tirreno-Adriatico viste, at han er tilbage. På kongeetapen klatrede han med de allerbedste, og det var kun et dårligt holdløb samt en enkeltstart, der slet ikke passede ham, der kostede ham en topplacering. Historisk har Spilak altid været endnu bedre i dette løb, og han har altid været blandt de bedste på kongeetapen. Dertil kommer, at han som enkeltstartsrytter er meget speciel. På flade ruter som den i Tirreno er han langt efter, men på kuperede ruter kan han køre med om sejren. Sjette etape er derfor nok en anelse for flad til, at han for alvor kan true de bedste. Omvendt har han i et løb som Tour de Romandie gjort det godt på blandede ruter som denne. Al erfaring viser, at Spilak altid kører med om de sjove placeringer i dette løb, og det vil han med stor sandsynlighed også gøre i år.

Det er svært at finde en rytter, der har haft samme grad af succes i dette løb som Sergio Henao, der ovenikøbet med sejren i Paris-Nice viste, at han har nået et endnu højere niveau end tidligere. Desværre er det svært at forestille sig, at 2017 bliver året, hvor han endelig vinder sit favoritløb. Således mangler ruten de stejle mure, hvor han tidligere har kunnet gøre forskellen, og det er svært at se, at han kan vinde tid på folk som Contador og Valverde på kongeetapen, selvom han helt sikkert vil være en af de allerbedste. Selvom han har forbedret sin enkeltstart betydeligt, har han ingen chance for at hamle op med en mand som Contador på 6. etape, der indeholder alt for meget fladt for den lille colombianer. Henao kan kun vinde samlet, hvis han kan vinde tid på de bedre enkeltstartsryttere inden enkeltstarten, og det bliver endog meget svært på en rute som denne.

Simon Yates befinder sig i samme svære situation. Der er ingen tvivl om, at briten vil være en af de allerbedste på stigningerne. I år har han været flyvende i Paris-Nice, indtil han blev ramt af sygdom, og stigningerne i Baskerlandet passer ham endda endnu bedre. Desværre ødelægger enkeltstarten alt. Var den endt efter nedkørslen, havde han haft en stor chance - husk bare på den flotte enkeltstart, hans bror, der har stort set de samme egenskaber, kørte sidste år - men denne gang er der for meget fladt. Nøjagtig som Henao skal Yates vinde så meget tid på 5. etape, at det bliver meget svært at vinde samlet.

Med tre sejre på kongeetapen er Samuel Sanchez en af de mest succesfulde ryttere i et løb, der altid har stået hans hjerte nær. Igen i år er det hans første mål i sæsonen, og ingen ved som Sanchez, hvordan man timer sin formopbygning netop til dette løb. I de foregående år med BMC er hans form således kommet som lyn fra en klar himmel netop her, og indikationerne fra Catalonien er, at han igen i år er på rette vej. Sidste år vandt han en etape og sluttede som nummer 6 samlet, og generelt har han altid klaret sig godt her. Det skyldes ikke mindst, at de tekniske enkeltstarter har passet ham storartet, men i år er der nok lidt for meget fladt til, at en sejr er inden for rækkevidde. Det ændrer imidlertid ikke på, at han utvivlsomt vil gøre det godt, og med meget stor sandsynlighed vil være at finde helt fremme.

Løbets store joker er Tim Wellens , der er en af feltets mest ustabile ryttere. I år har han generelt været fabelagtigt kørende, ikke mindst på Mallorca og i Strade Bianche, men han har også haft den sædvanlige dosis af store skuffelser. Han bruger primært dette løb til at forberede sig til klassikerne, men på en så nem rute kan han sagtens ende med alligevel at køre klassement. Det kræver blot, at han kører en flot kongeetape og her begrænser tidstabet til de bedre klatrere, og derefter kører en god enkeltstart. Wellens er også meget ustabil i kampen mod uret, men når han rammer sine bedste dage, kan han gøre det fremragende på en rute som denne.

Endelig vil vi pege på Gorka Izagirre. Baskeren er her primært for at støtte Valverde, men det kan sagtens ende med en god placering alligevel. På denne rute er det slet ikke sikkert, at Izagirre skal arbejde meget for sin kaptajn, og hvis han kan begrænse sit tidstab på kongeetapen, vil han være farlig på enkeltstarten, hvor han naturligvis kan køre sin egen chance. I år har han nået et helt nyt niveau, hvilket han viste med sin fantastiske fjerdeplads i Paris-Nice. Han kan stadig ikke klatre med de allerbedste, og derfor vinder han ikke, men kan han begrænse tabet på 5. etape og køre en enkeltstart som i Paris-Nice er top 5 inden for rækkevidde.

Opdatering: Leopold König stiller ikke til start.

Opdatering: Der har været nogen tvivl om det præcise forløb af kongeetapen, og der har været forskellige forlydender om, hvilken opkørsel af Alto de Arrate, der skal benyttes. Nu ser det imidlertid ud til at være bekræftet, at man for færste gang i historien kører op fra den stejle side, der sidste år blev anvendt i enkeltstarten. Her stiger den med 10,77% over 3,9 km, og der er flere sektioner, hvor det stiger med mere end 12%. Det giver klatrerne en meget bedre mulighed for at gøre en forskel, og det bliver betydeligt vanskeligere for Ion Izagirre og Michal Kwiatkowski at vinde samlet. Til gengæld øger det chancen for Sergio Henao, Simon Yates, Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde, der har mulighed for at vinde tid inden enkeltstarten. Sidste etape er ganske vist stadig klart mest afgørende, men vi har opdateret nedenstående favoritvurdering i overensstemmelse med de nye oplysninger.

***** Alberto Contador

**** Alejandro Valverde, Ion Izagirre

*** Julian Alaphilippe, Primoz Roglic, Simon Spilak, Sergio Henao, Simon Yates

** Michal Kwiatkowski, Samuel Sanchez, Romain Bardet, Rigoberto Uran

* Damiano Caruso, Warren Barguil, Jakob Fuglsang, Louis Vervaeke, Rafael Valls, Tim Wellens, Gorka Izagirre, Diego Ulissi, David De La Cruz, Roman Kreuziger, Sam Oomen, Nicolas Roche, Michael Woods, Ondrej Cink, Luis Leon Sanchez, Stephen Cummings

Danskerne

Kun Astana har valgt at sende danskere til Baskerlandet, men de stiller til gengæld med tre af slagsen. Jakob Fuglsang deler kaptajnrollen med Luis Leon Sanchez og Pello Bilbao, men han får svært ved at køre med om podiet på en rute, hvor enkeltstarten betyder næsten alt. Michael Valgren kommer direkte fra de flamske klassikere og vil bruge løbet til at omstille sig fra fladbanen til stigningerne forud for Ardennerklassikerne.