Rolf Sørensen - 50 år

Personligt har jeg kendt Rolf, siden han var 14, før han valgte at forlade gymnasiet for at blive cykelrytter på fuldtid. Allerede dengang var han bindegal med cykelløb, næsten lige så bindegal som sin far Jens, og det sagde ikke så lidt…. Det var gennem Jens og gennem Ole Ritter, at jeg lærte Rolf at kende. Ritter og jeg arrangerede i 1979 et meget specielt cykelløb ”Paris-Tuborg” med start i den franske hovedstad dagen efter afslutningen på Tour de France og med mål på Strandvejen i Hellerup hos bryggeriet Tuborg, der var med til at betale for festlighederne.



Løbet var et etapeløb for par på landevej. Hvert par bestod af en aktiv cykelrytter (prof. eller amatør) og en såkaldt ”gentleman”, der kunne være en tidligere rytter (som f.eks. Ritter selv og Rolfs far Jens), en ”kendis” (Jørgen Leth, Flemming Enevold, bokseren Jørgen Hansen etc.) eller blot en person, der havde lyst - og specielt råd - til at deltage.

Gentleman’en skulle nemlig selv betale omkostningerne samt evt. honorar for sin rytter. Det kom Jens Sørensen nemt om ved, han medbragte sin 14-årige søn Rolf. Men knægten skulle så køre i konkurrence med nogle af tidens bedste danske ryttere samt udenlandske topryttere som Patrick Sercu m.fl. Det kunne han sagtens klare, mente hans far, og igennem kom han også, selv om han bogstaveligt talt sad og græd i sadlen ude i sidevinden med regnen piskende i ansigtet på nogle af de hårdeste etaper. Vi tilbød ham flere gange, at han kunne blive ”neutraliseret” og komme ind i en af ledsagerbilerne, men nej tak!

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg allerede dengang fornemmede, hvilken cykelrytter han engang ville blive, men at han ikke var en helt almindelig 14-årig stod ganske klart. Når jeg har brugt så meget plads på denne historie, så er det, fordi det er en anden historie om Rolf, end den I alle sammen kender. Om hvordan den unge Rolf kom til Italien og allerede i sin anden sæson vandt den prestigefyldte sæsonåbner Tirreno-Adriatico, og derefter gik fra succes til succes og opbyggede den mest solide palmares, nogen dansk cykelrytter kan fremvise.

Der var en overgang, hvor jeg tit blev spurgt: - Ham Rolf, er han ikke blevet lidt højrøvet…? Dertil svarede jeg, at Rolf ikke var anderledes, end han altid havde været, og det kunne man så ta’ eller la’ vær’, alt efter smag og temperament.

1980’erne og 1990’erne var en fantastisk periode for dansk cykelsport, og den var Rolf om nogen en eksponent for. Han var - og er - sig selv, en herre og en af dem, man ikke møder så mange af på sin vej.

Er han den bedste danske landevejsrytter gennem tiderne?
Måske.

Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der var bedre…

Rico

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie