Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Tour of Hainan

Top 10: Tossede sprintere

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

09.03.2016 kl. 08:20 af Lasse Wedege Penning.

I går blev Nacer Bouhanni deklasseret for at køre ind foran Michael Matthews i spurten, men franskmanden er langt fra den eneste, der ikke har kørt efter reglerne. Feltet.dk har kigget lidt i arkiverne og fundet en række ryttere, som har eller har haft for vane at køre lidt for aggressivt i massespurterne.

UCI-regel 2.3.036 foreskriver, at "ryttere har strengt forbud mod at afvige fra den bane, de har valgt, når de starter spurten og dermed udgør en fare for andre".

 

Hvis man nogensinde har set en massespurt, så ved man godt, at den regel aldrig bliver overholdt. Sprintere er så trænet i og fokuseret på at ligge på hjul og gemme sig for vinden, så hvis de ser en bane, der kan spare dem lidt kræfter, så skifter de over til den for at accelerere i læ af en konkurrent. Hvis man kan lukke af for sine konkurrenter ved at trække lidt ud til siden, så gør man også gladeligt det.

 

Nacer Bouhanni viste i går, at man godt kan blive straffet, hvis man afviger fra sin bane, men det er oftest kun, når man også tager at "udgøre en fare for andre" til sig, som han gjorde i går, hvor han lige pressede Michael Matthews en tand for langt ud mod barrieren og var tæt på at styrte med ham. Det så faretruende og spektakulært ud, og historien viser, at det i sig selv er til fordel for den, det er gået ud over.

 

Herunder gennemgår vi en top ti over nogle af de vildeste sprintere og nogle af de situationer, der har givet mest opmærksomhed de sidste 30 år. Er du enig i vores liste? Er der nogle vilde sprintere eller situationer, som vi har glemt?

 

10. Johnny Weltz/Jesper Skibby

Den første på listen er en meget specifik situation, der ligger 27 år tilbage. Dengang blev de danske og nordiske mesterskaber kørt som ét løb, og løbet endte med en spurt mellem Johnny Weltz og Jesper Skibby om guldet. Spurten var på en ret bred vej, så man skulle ikke tro, at der kunne opstå farlige situationer, men det sørgede Weltz for. Han kørte forbi Per Petersen i spurten og havde Skibby på sin venstre side, og det udnyttede han til at presse Skibby helt ud til siden af vejen, hvor der stod en pæl med en lille fane placeret i en firkantet betonblok. Den kunne Skibby ikke komme forbi, så han måtte bremse for ikke at køre ind i den. Det sikrede Weltz guldet, og Skibby var alt andet end tilfreds med situationen. Hvorfor deler de to så tiendepladsen? Jo, i interviewet efter løbet indrømmede den rasende Skibby, at han ville have gjort fuldstændig det samme mod Weltz. 
 

 

 

9. Mark Renshaw

Her skal vi ligeledes tilbage til en helt specifik situation, nemlig massespurten på 11. etape af Tour de France 2010. Her fik HTC-Highroad fronten på den sidste kilometer, og de kørte et glimrende lead out for Mark Cavendish med Mark Renshaw som sidste mand. Da han fik fronten, buldrede Garmin-Transitions op på siden af ham, og Julian Dean forsøgte at kile sig ind foran Renshaw. Her lavede Renshaw den manøvre, der nok har gjort ham allermest kendt i cykelsporten: Han hamrede ind i Deans skulder med sin cykelhjelm for at presse ham væk fra banen.

 

En relativt harmløs manøvre, men den blev udført på den største scene i verden allerforrest i feltet, og han blev berømt på det, fordi det så langt voldsommere ud, end det egentlig var. I virkeligheden lavede Renshaw den største fejl lige bagefter, da han - stadig i front af feltet - kiggede sig over skulderen og kørte direkte ind foran Tyler Farrar for at afskære ham vejen til Cavendish' baghjul. Renshaw blev smidt ud af løbet for forseelsen, hvilket er en uhørt hård straf for den slags, men det var tydeligt, at arrangørerne ville statuere et eksempel for en opførsel, der virkede så voldsom. Der er en grund, til at Renshaw anses som verdens bedste lead out-mand, for han er vanvittig dygtig til sit arbejde, og det er ikke usædvanligt, at han presser citronen, men lige her gik han over stregen.

 

8. Laurent Jalabert

De yngre følgere af cykelsporten - inklusiv denne skribent - kender måske bedst Laurent Jalabert som bjergstærk allrounder, men han startede karrieren som sprinter og er en af de få cykelryttere, der har vundet både den grønne og den prikkede trøje i Tour de France, og han er blandt de fem ryttere, der har vundet pointkonkurrencen i alle tre Grand Tours. Han aftalte med sin kone at stoppe som sprinter efter et særligt voldsomt styrt under Tour de France 1994, hvor en politimand var trådt lidt for langtud på vejen på opløbsstrækningen. Dengang han var sprinter, var 'Jaja' kendt som en virkelig aggressiv en af slagsen. Det med at holde linjen var ikke noget, han var glad for at overholde, og franskmanden har vundet mange spurter på lige at køre en tand ekstra hårdt end sine konkurrenter.

 

7. Roberto Ferrari

En anden, der har skabt furore på grund af en enkelt forseelse og endda blev straffet alt for mildt ifølge de fleste seere, er Roberto Ferrari. Italieneren har altid været dygtig til at manøvrere rundt mellem de andre ryttere i en massespurt, men på 3. etape af Giro d'Italia 2012 tog han det til ekstremer. Mens Mark Cavendish arbejdede sig op i en lige og pæn linje efter at være startet alt for langt tilbage, besluttede Ferrari sig pludselig for at trække til siden, og han smadrede ind i Cavendish' forhjul med sit baghjul, hvilket kostede Cavendish og mange andre en tur i asfalten. Ferrari blev deklasseret og frataget point i pointkonkurrencen.

 

 

 

6. Nacer Bouhanni

Gårsdagens skurk, Nacer Bouhanni, kan ikke tillade sig at sige, at det var en engangsforeteelse. Faktisk er det ikke engang første gang, at han har været i clinch med Michael Matthews, som overvejede at klage efter 8. etape af Vuelta a España 2014, hvor Bouhanni vandt sikkert, men alligevel lige skulle trække ind foran Matthews på målstregen. Franskmanden er rigtig dygtig til at positionere sig og køre sig selv frem, selv hvis holdet ikke er der for ham, men han har også for vane at presse sine konkurrenter til det yderste, og han er heller ikke bleg for at brokke sig over de andre sprintere efterfølgende. Det er i sig selv utroligt, at han ikke har forårsaget flere styrt.

 

5. Tom Steels

Her er en, der er endt helt heroppe på listen mest på grund af en enkelt hændelse. Belgiske Tom Steels har altid været en sprinter, der var frisk på at tage den linje, der var tilgængelig, uanset om det var i den ene eller anden side af vejen, men på 6. etape af Tour de France 1997 gik han alligevel en tand over stregen. Franske Frederic Moncassin gjorde sig tilsyneladende så upopulær, at Steels valgte at gestikulere ud mod franskmanden og derefter tage sin flaske og kaste den efter ham midt i massespurten - en handling, der ikke bare kunne have stoppet Moncassin, men væltet hele feltet, hvis nogen var kørt over flasken. Et vanvittigt optrin, der meget fair endte med, at Steels blev smidt ud af løbet.

 

Eric Zabel vandt spurten, men blev deklasseret, da han kort forinden havde stanget Frederic Moncassin. Moncassin blev selv deklasseret fra en spurt i Dauphiné Libéré en måned tidligere, da han havde stanget Zabels holdkammerat Rolf Aldag. Bare for at sige, at det er noget, alle sprintere gør.

 

 

 

4. Robbie McEwen

Robbie McEwen, en af verdens bedste sprintere op gennem 00'erne, var ikke en populær skikkelse i massespurterne. Den pensionerede australier var ikke bleg for at bruge alle tænkelige tricks i bogen for at bevæge sig frem i feltet, presse sig frem til en etapesejr eller tage lidt ekstra point. Han blev deklasseret på 4. etape af Giro d'Italia 2003, hvor han pressede Fabio Baldato op mod barrieren for at holde ham bag sig; han blev deklasseret for at stange Stuart O'Grady på 3. etape af Tour de France 2005; og han fik i bedste parløbsstil et ordentligt håndsving fremad af en holdkammerat på 8. etape af Giro d'Italia 2004. McEwen var en til tider hensynsløs sprinter, men han var dygtig til det, og det er også en af grundene, til at han er blandt de mest succesfulde sprintere i 00'erne.

 

3. Mark Cavendish

Ja, den britiske supersprinter kan heller ikke ligefrem spille uskyldig. Mark Cavendish er en rytter, der kører på følelserne, og han holder sig også kun sjældent til den linje, han startede på. Briten har forårsaget flere styrt i sin karriere: 4. etape af Schweiz Rundt 2010, hvor han først fløj ud til den ene side og derefter tilbage ind på midten for at kollidere med Heinrich Haussler; 10. etape af Tour de France 2013, hvor han væltede Tom Veelers; og 1. etape af Tour de France 2014, hvor han forsøgte at presse sig forbi Simon Gerrans og fik dem begge ned at ligge. Eksemplerne er mange.

 

2. Theo Bos

Et af de mest absurde optrin ligger til grund for andenpladsen på denne liste. En af verdens bedste banesprintere, Theo Bos, har ikke haft helt så stor succes med at omstille sig til landevejen, som mange havde forventet. Sympatien og håbet for ham vendte til gengæld også fuldstændig i 2009, da han deltog i Tour of Turkey. På 8. etape greb han fat i Daryl Impeys gule førertrøje med en kilometer tilbage og rev ham direkte i asfalten, hvilket kostede sydafrikaneren to brækkede ryghvirvler og en mistet tand. Bos har siden fastholdt, at han ikke greb fat i Impey af ond vilje, men forsøgte at undgå at ryge ind i barrieren. Hvis man ser videoen, virker hans bevægelse med armen enten panisk eller meget bevidst. Impey trillede efter 20 minutter på asfalten over stregen som vinder af Tour of Turkey, mens Bos fik en måneds karantæne for sin handling. Endnu en vanvittig situation, der ligesom Steels' er gået over i historien.

 

 

 

1. Djamolidine Abdoujaparov

En rytter, der i sig selv er sagnomspunden, når det kommer til massespurter, er Djamolidine Abdoujaparov, The Tashkent Terror. Usbekeren var en af de bedste sprintere i historien, men han var også en af de mest uforudsigelige og farlige for konkurrenterne. Han var over hele vejen, når han spurtede, og ofte var han slet ikke opmærksom på omgivelserne og de andre ryttere, når han først havde startet sin spurt, hvorfor han var skyld i talrige styrt i løbet af sin karriere. Det mest berømte eksempel er på 22. etape af Tour de France 1991, hvor han kørte ind i barrieren og styrtede meget spektakulært.

 

 

Er du enig i listen, eller er der nogen, vi har glemt? Kommenter herunder!

 

 

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk