Tour de France - Ulykke eller Mord

Journalisten Fabio Orlandini boede i Paris som Gazzetta dello Sports korrespondent og havde flere gange fulgt Tour de France for avisen. I sin tid som aktiv sportsmand sad han som roer i en otter og blev fire gange italiensk og én gang - i 1906 - fransk mester.

Siden 1907 havde han dækket alle de større franske cykelbegivenheder, men i 1923 kunne Gazzettaen ikke se nogen vinkel på Tour de France, der ville interessere italienske læsere, så man gad ikke sende Orlandini Frankrig rundt og fandt i stedet andre opgaver til ham.

Denne boykot sluttede brat, da Bottecchia vandt Tourens 2. etape og overtog den gule trøje. Orlandini blev sammen med sin elegante filthat, distingverede vest og sine altid skinnende sko sporenstregs dirigeret til Normandiet, hvor han hev blok og fyldepen frem foran den rytter, som franskmændene kaldte Botesja.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

”Signor”, begyndte dette ikke umiddelbart charmerende menneske, der dog havde lært høflighed hjemme. ”Jeg kører ikke for sportens skyld, ikke for bifaldet, ikke for de kønne pigers smil, men for at tjene penge og ”possibilmente molto,” forhåbentligt mange.”

Da Bottecchia vendte hjem til Italien efter en meriterende andenplads, modtog begejstrede landsmænd ham på banegårdene i Torino og Milano. Men han oplevede også kritik for sin meget økonomiske indstilling til sporten, og herunder i særdeleshed den manglende patriotisme han demonstrerede ved at køre for er fransk hold.

I 1926 ville Bottecchia ikke stille op i Touren men blive i Italien tæt ved familien. Han havde vundet Tour de France i 1924 og 1925 og tjent godt. Pierrard opgav dog ikke sin stjerne og sendte lokkende breve, som Ottavios storesøster oversatte. ”Aldrig to uden tre,” forklarede sportsdirektøren. Bottecchia blev overtalt men følte sig isoleret på et Automoto-hold bestående af belgiere.

Han blev desuden syg og måtte sammen med 21 andre udgå på den rædselsfulde Pyrenæer-etape Bayonne-Luchon (323 km). Det krævede oprejsning, revanche, og op til Touren året efter trænede Ottavio voldsomt, mest alene, helt ifølge sit temperament, eller sammen med Piccin.

Det var under disse forberedelser, at han den 3. juni 1927 blev fundet i vejgruset på en bakke nær Peonis og med mærker efter et voldsomt slag i nakken. Ved siden af ham lå cyklen uden den mindste skramme.

Den 2. juni havde Bottecchia, der ikke deltog i løbet, fulgt en del af Giro d’Italias 13. etape Treviso-Trieste i Emilio Colombos bil.

Kort før Udine tog han afsked med journalisten og blev kørt hjem af nogle bekendte. Han var i glimrende humør, det havde været nogle underholdende timer i selskab med Colombo (1884-1947), en mand, der ifølge Mario Fossati kun fik et ringe udbytte af sin skolegang, og hvis beherskelse af det italienske sprog var ganske vaklende, men som alligevel hver dag kunne fylde flere sider i Gazzetta dello Sport med særprægede såvel som svulstige formuleringer.

Rytteren er styrtet ulykkeligt, lød myndighedernes konklusion. Det lokale politi fra Gemona, som havde fået sagen overdraget, afviste dog den opfattelse, mente at Bottecchia var faldet i et baghold og slået ned med en stok eller et andet stumpt redskab. Han var på ingen måde syg - ud over problemer med ryggen - eller led af svimmelhed.

Den 15. juni klokken 10.45, efter han havde ligget bevidstløs i 12 dage, døde Bottecchia af sine kvæstelser.

Nogle år senere fik den gådefulde tragedie et ekko fra USA. En sicilianer og påstået mafioso, Berto Olinas, var efter et hidsigt gangsteropgør blevet ilde tilredt, døjede med tre knivstik i maven, og fandt, at det var tid til at indvie omverden i en hemmelighed: ”Det var mig, der stod bag drabet på Bottecchia. Ikke fordi jeg havde noget imod ham, men der var tale om et lejemord, og bagefter måtte jeg flygte til Amerika,” fortalte Olinas fra sin dødsseng.

Man fandt dog aldrig noget, der knyttede Olinas til mafiaen eller satte ham i forbindelse med den dobbelte Tour de France-vinder. Næste vidneudsagn faldt tyve år efter tragedien. Under store samvittighedskvaler gik en vinbonde kort før sin død til bekendelse. Presset af kirkens bodskrav afleverede han en tilståelse om et skænderi med cykelrytteren Bottecchia. Denne var blevet taget i at hugge druer fra bondens mark, og den efterfølgende diskussion udviklede sig til et slagsmål.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Druernes ejer, der havde en kæp ved hånden, mistede besindelsen, slog den indtrængende ned og efterlod ham liggende mellem rankerne.Senere bar han den stadig livløse mand op på vejen og smed ham ved siden af hans cykel. Der opdagede en præst den slagne rytter og bragte ham til hospitalet i Gemona, hvor man konstaterede både brækket kraveben og nakkehvirvel. En variant af beretningen oplyser, at en ældre mand kom forbi med sin kærre og fandt den bevidstløse, som han først kørte til Osoppo

.

Der er dog en lille hage ved vinbondens confessiòne, hvor overbevisende den end er blevet fortalt videre gennem mange år. Hvem spiser frivilligt sure druer i juni, når de først er modne og læskende tre måneder senere? I hvert fald ikke et menneske, der er fortrolig med vinmarkernes cyklus, så hvis bonden er den mørke gerningsmand, så må motivet ligge gemt et helt andet sted.

Måske var der tale om kirsebær, den gamle husker forkert, forklares uoverensstemmelsen.

Eller måske havde rytteren ødelagt nogle vinstokke med sin cykel, da han smed sig i vejkanten for at hvile sig. Måske, måske, måske ...

En løsning af gåden går på et politisk bestilt mord.

Men Bottecchia var trods kritik en ægte patriot, dekoreret under verdenskrigen og hyldet af sine cyklende bataljonskammerater Bersaglièri Ciclisti, som arrangerede mindehøjtideligheder for ham helt op i 1980´erne.

Efter Tour de France 1923 mødte Bottecchia op på fascisternes Vittorio Veneto-afdeling og indskrev sig som medlem, og d. 31. juli kunne Treviso-dagbladet Camicia Nera (Den sorte skjorte) med stolthed berette: ”Nu er også den store mester Ottavio Bottecchia officielt optegnet i partiorganisationen Camicie Nere. Hvem havde tvivlet derpå?

Nej, det kunne ikke være anderledes, fordi vores tapre og højtdekorerede helt har ikke sejret kun for sig selv, men for Italiens ungdom, der for enhver pris vil vise vores hellige flag respekt, som afviser enhver underkastelse, som drager hvorhen den vil, når den vil. Bravo, kære Ottavio, du har på fremmed mark forsvaret vores flag, og fædrelandet samles om bedriftens laurbær.”

Da Gazzetta dello Sport i august 1923 startede en indsamling til fordel for rytteren - hver bidragsyder afleverede én lire - var Mussolini den første, der tegnede sig for beløbet. Mussolini skulle desuden have været dette initiativs fader. Bottecchia var ikke en ideologisk prædikant, men som så mange andre fra landproletariatet fangedes han af fascisternes bombastiske og velorganiserede propaganda. Det syntes mest som en æstetisk fascination og så håbet om Concordia Nazionale, et samlet og harmonisk Italien.

Så med hvilken begrundelse måtte regimet rydde ham af vejen fire år senere, når Bottecchia på ingen måde var synligt politisk aktiv?

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Under alle omstændigheder tilhørte han ikke nogen socialistisk gruppe, selv om eftertiden har prøvet at få ham placeret på venstrefløjen.

Bottecchia kom til bevidsthed en kort periode den 12. juni, og ifølge niecen Elena gav han den redegørelse, som familien derefter stædigt har holdt fast ved. På træningsturen d. 3. juni følte han sig på et tidspunkt skidt tilpas i den kvælende varme, mistede balancen og styrtede. Da han ikke kunne få fødderne ud af de spændte tåclips, slog han sig ganske eftertrykkeligt. Støttet til sin cykel fortsatte han til fods og faldt endelig om nær landsbyen Peonis (Udine). Mere erindrede han ikke.

Hustruen Caterina Zambon havde en økonomisk interesse i denne version af begivenheden, idet Bottecchia ejede en livsforsikring, der kom til udbetaling i tilfælde af en ulykke under et cykelløb eller en træningstur. Ottavios datter Fortunata har bekræftet denne polices eksistens og fortalt: ”Jeg kender ikke det nøjagtige beløb [500.000 Lire], jeg ved kun, at min moder med de penge kunne købe jord og investere i forskellige forretninger.”

Det skal understreges, at ulykke ikke indbefattede overfald eller anden kriminel gerning.

Alle udredninger er endt i blindgyder, ingen har på en overbevisende måde forklaret og dokumenteret, hvad Bottecchia kom ud for på landevejen ved Peonis den tidlige sommer 1927.

Bottecchias bedste ven, Piccin, endte også sit liv på tragisk vis. Han vandt Giro Dell’Emilia i 1928 og koncentrerede sig derefter om sin store lidenskab, motorcykler. Fem år senere, den 8. september 1932, kørte han frontalt mod en husmur i Vittorio Veneto (Treviso) og blev knust. Død på stedet.

Få flere Tour de France-historier med bogen: Tour de France - Myter, fakta eller spin? Køb den nu og spar 99,95!