Tour de France 2016: Outsiderne

Tour de France 2016 tegner til at blive noget helt særligt. Arrangørerne af Tour de France har dels sammensat en alsidig, spændende rute med masser af forskelligartede udfordringer, og der er som altid en stærk gruppe af stjerner til start. Feltet er muligvis endnu stærkere end i fjor.

I den anledning ser Feltet.dk vanen tro de følgende dage nærmere på de ryttere, som må forventes at være med fremme i kampen om sejren. I denne første artikel ser vi på de ryttere, som bedst kan betegnes som outsidere. Siden følger en artikel om løbets podiekandidater og i en afsluttende artikel kigger vi på løbets absolutte favoritter. Rytterne tildeles stjerner alt efter, hvor stor en favorit de skønnes at være.

Tom Dumoulin (Team Giant - Alpecin): *

De seneste 10-15 år har Holland produceret en lind strøm af etapeløbshåb, lige fra Thomas Dekker og Robert Gesink til Bauke Mollema og Wilco Kelderman, Langt de fleste har skuffet. Holland sulter efter deres næste Grand Tour-vinder. I Rabobank og dets talenthold har de haft en solid skole og fundament til at skabe denne. Det har ikke virket.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Tom Dumoulin kørte et enkelt år for Rabobanks talenthold, men har ellers cyklet sin egen vej. Dumoulin havde allerede markeret sig som en talentfuld u23-rytter, da han skiftede til Rabobanks talenthold i 2011, særligt som enkeltstartsrytter. Hos Rabobank viste han nyere sider af sit talent og solide evner på bakkerne.

Disse takter fortsatte, da Tom Dumoulin endelig blev professionel hos Argos-Shimano, som Giant-Alpecin dengang var kaldt. Dumoulin udmærkede sig som neopro på to måder: på enkeltstarter og ugelange etapeløb uden de mest voldsomme stigninger og med en afgørende enkeltstart. Det kan man bygge en solid karriere på, men Dumoulin ville mere.   

Læser man Dumoulins resultatliste, så fornemmer man konstante forbedringer i bjergene, noget som først rigtig manifesterede sig i 2014, hvor hollænderen sluttede på en 5. plads i Tour de Suisse. Gennembruddet kom så endelig i 2015. Han vandt større og større sejre, særligt på enkeltstarter, men så også stærkere ud i bjergene. Alt dette kulminerede i sidste års Vuelta, hvor Dumoulin på løbets to enkeltstarter sikrede sig en solid føring, som han formåede at forsvare langt, langt ind i løbet. Han knækkede i sidste ende under de konstante angreb og sluttede på en samlet 6. plads.

Alligevel har Dumoulin helt sikkert markeret sig som en reel udfordrer til fremtidige Grand Tours. Dumoulins styrke er og bliver enkeltstarten, hvorfor årets Tour-rute ikke er ideel. Omvendt kan man med rette forvente, at de franske bjerge vil passe Dumoulin bedre end fx Vueltaens stejlere, kortere varianter. I profil ser han stadig stor ud, men Dumoulin er stærk i bakket terræn og i konstant forbedring i bjergene.

Tom Dumoulins optakt til Touren har været lidt spøjs. Han kom til Giroen med en tvivlsom form, men formåede alligevel at vinde den åbnende enkeltstart i hjemlandet. Han forlod Giroen på 11. etape og har ikke kørt løb siden da. Med dette i tankerne må man forvente, at Dumoulin kun bliver stærkere som Touren skrider frem, hvilket garanteret hænger sammen med hollænderens olympiske ambitioner. Således bliver det i tredje uge, at vi finder svar på, om Holland muligvis har fundet deres Tour-vinder, selvom det næppe bliver i år, at sejren kommer i hus.

Foto: Sirotti

Vincenzo Nibali (Astana) og Alejandro Valverde (Movistar): *

Båe Vicenzo Nibali og Alejandro Valverde er så store superstjerner, at de egentlig fortjener at blive betragtet hver for sig, men i denne omgang, i denne kontekst, er der så mange sammenfald, at det giver mest mening at vurdere dem samlet.

Hvad har Valverde og Nibali til fælles? For det første kommer de begge til Touren med en hård Giro d’Italia i benene.

Nibali kom ikke let til sin sejr - hans fjerde Grand Tour. Nibali led undervejs af sygdom, men han viste sin store klasse i løbets sidste uge. På mesterlig vis eliminerede han simpelthen konkurrenterne en for en. Han kørte perfekt. Det var en mesterklasse i begavet og opportun kørsel; Nibali satte sine rivaler under pres både opad og nedad bakke og brugte sin hjælperyttere på fordelagtig vis. Det er et af de smukkeste comebacks, der nogensinde er begået i cykelsporten. Valverde kørte konstant, men uspektakulært, og sikrede sig i sidste ende en flot etapesejr og en fortjent plads på podiet.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Begge præsterede nogenlunde som ventet, men det er også problemet. Sagen er, at det stort set er umuligt at være på toppen til både Giroen og Touren. Lad os kalde det ’Contador-reglen’: hvis end ikke Alberto Contador, denne generations bedste og mest udholdende etapeløbsrytter, kan balance en double, så er der intet, der skulle tyde på, at Valverde og Nibali skulle have løst problemet. Det er simpelthen for hårdt og for udmarvende, noget som særligt er tilfældet i år, hvor Tour de France bliver afgjort i løbets onde sidste uge.

Det andet Nibali og Valverde har til fælles er deres rolle og plads på holdet. Begge kommer således ikke til Touren som kaptajner, men som mentorer og løjtnanter for yngre holdkommarater.

Hos Movistar er planen helt klar. Valverde skal yde hjælp, støtte og indsigt til sin holdkammerat, Nairo Quintana, der er en af årets største favoritter. Movistar kører traditionelt helt hierarkisk og nu, efter flere år, er der ingen tvivl om, at det drejer sig colombianeren. Quintana er blevet udstukket en rute, der passer ham perfekt. Valverde er vant til kaptajnrollen, men er også ydmyg nok til, at rette sig ind. Valverde kan sagtens tænkes at få lov til at køre stille i top 10, hvis det ellers passer holdets planer, men vil heller ikke have problemer med at ofre sig fuldstændig i en højere sags tjeneste. Det skylder han sit hold, der har støttet ham i medgang og modgang.  

Mere kompliceret står det til hos Astana, selvom ideen er den samme. Hos Astana er tanken, at Nibali skal hjælpe sin kollega, Fabio Aru, mod toppen. På papiret giver det mening. Både Aru og Nibali er italienske. Aru rig på potentiale men fattig på Tour-erfaring. Nibali har masser af erfaring. Problemet er, at Astana generelt har kørt en politik, hvor deres to stjerner kørte forskellige løb; hvis den ene kørte Tour de France, så kørte den anden Giro d’Italia. Det hele kompliceres yderligere af, at Aru står til at blive på holdet, mens Nibali er på vej væk. Nibali er ikke nogen født holdspiller, og man kan med rette spekulere i, om Nibali virkelig vil være villig til at ofre sin egne chancer for holdets skyld - et hold, som han trods alt forlader.

Det hele kommer nok til at give sig selv. Nibali og Valverde vil snart indse, at Giroen har efterladt dem med meget trætte ben, hvorfor de sikkert automatisk vil gå efter udvalgte etaper rettere end klassementet; man kan levende forestille sig Nibali vinde en udbrudssejr i løbets sidste uge. Men begge har også så stor klasse, at de bør betragtes som outsidere. Selv med Giroen i benene og roller som løjtnanter vil  Nibali og Valverde altid være mere spændende end begrænsede ryttere som fx Bauke Mollema, der sikkert slutter over dem i klassementet, men som aldrig når det sublime. Nibali og Valverde rækker altid efter det sublime. Problemet er blot, at de først rakte efter Giro d’Italia. 

Geraint Thomas (Team Sky): *

Det er lidt svært med Geraint Thomas, der kommer til Tour de France omklamret af modsætninger. For med hver en prisværdig påstand, man kan lave om Thomas, er det også nødvendigt at kvalificere den. Her tre styks.  

Påstand #1: Geraint Thomas har i år haft en gennembrudssæson som etapeløbsrytter, men Tour de Suisse satte spørgsmålstegn ved formen forud for Tour de France.

I indeværende sæson har Thomas skiftet fokus fra brostensklassikerne til etapeløbene. Det er egentlig lidt en skam, for Thomas’ alsidighed er lettere unik i feltet, men det har i hvert fald virket. Thomas har i år vundet to etapeløb: Paris-Nice og Volta ao Algarve. Her vandt han på baggrund af sin gode enkeltstart samt stærke evner i bjergene. Af den grund havde vi her på siden Thomas som favorit til Tour de Suisse, hvor Thomas dog falmede undervejs, øjensynligt fordi han er blevet så tynd. En alternativ forklaring ville være, at Thomas’ form, trods alt, først skal toppe mod slutningen af Tour de France. Ligegyldigt hvad, så skuffede Geraint Thomas i den schweiziske kulde.

Foto: A.S.O.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Påstand #2: Geraint Thomas er en lovende etapeløbsrytter, men han har aldrig kørt i top 10 i en Grand Tour.

Faktisk har Thomas aldrig rigtig fået chancen. Det er det frustrerende ved Thomas og hele Skys armada af profiler. Man har fornemmelsen af potentiale, men alle kan bare ikke være kaptajner. Med Chris Froome på holdet er det kun naturligt, at Thomas får en bunden rolle. Waliseren kan forventes at skulle sætte tempo for Froome i bjergene. På den måde består meget af Thomas’ favoritværdi i, hvad der sker med Froome. Et seriøst angreb på klassementet er stort set betinget af, om kaptajnen falmer. Først da kan Thomas rigtig udforske sit talent.

Påstand #3: Geraint Thomas er muligvis Team Sky’s næste Grand Tour-håb, men han er alligevel 30 år gammel og kun et år yngre end Chris Froome.

Thomas er en utrolig spændende rytter, men det er svært at tale om potentiale hos en rytter, der reelt set er hinsides sin bedste alder. Fra 30 og opad begynder alderen så småt at indhente én. Dermed ikke sagt, at Thomas ikke har tid til at begå store bedrifter - særligt med tanke på, at han skiftede til landevejen relativt sent - men det begynder at haste. Vi kan tale og spekulere nok så meget om talent og potentiale, men før han rigtigt forsøger sig med at køre klassement i en af de tre store rundture, føles det hele lidt omsonst.

Joaquim Rodríguez (Katusha): *

Ren snak: Joaquim Rodríguez er blevet gammel. Også for gammel. Spanieren fyldte 37 år i maj og han har helt uomtvisteligt toppet. Der bliver næppe til flere milepæle. Grand Tour-sejren bliver næsten med sikkerhed aldrig til noget, selvom han var så, så tæt på.

Hvor tæt på? Giro d’Italia 2012. Som tiden går føles det tætte nederlag til Ryder Hesjedal mere og mere som en modbydelig straf fra oven; noget udtænkt med det formål at hjemsøge os romantisk anlagte cykelsportsfans. Manuskriptet synes næsten som var det skrevet af en dramatiker med en hang til Blå Kings og for let adgang til paprødvin. ”Alt, der er smukt, vil skuffe dig”, tænker dramatikeren, som han forbander den installationskunstner, der netop har knust hans hjerte.  Definitionen af ydmygelse må nu og altid sammenlignes med dengang en tung canadier med fornavnet ’Ryder’ og kun to professionelle sejre formåede at fratage en GT-sejr for næsen af Joaquim Rodríguez, et af dette unge årtusindes største profiler.

Rodríguez er en atlet, der er let at elske. Da Katusha-kaptajnen var helt på toppen, var han et samlende element. Alle elskede den klejne Rodriguez, der især var kendt for sin acceleration på stejle stigninger. Samtidig var og er han meget gavmild med sit talent. I 2012, Rodriguez’ velsagtens bedste sæson, vandt han hele året rundt. Han vandt i Tirreno-Adriatico i marts, han sejrede på Mur de Huy i april, han vandt næsten Giroen i maj, han vandt etaper i Vueltaen i august, og så sluttede han lige af med at vinde Il Lombardia i slutningen af september. Feltet.dks læsere elskede Purito højere end nogen anden det år.

Sådan er det ikke længere. Rodríguez er stadig en af feltets bedste ryttere, men han dominerer ikke året rundt. 2016 har været skuffende. Reelt har Rodríguez kun været nær topformen i april, hvor det blev til nogle sekundære placeringer i Baskerlandet Rundt og Ardenner-klassikkerne. Den hidsige acceleration og hårdhed synes langt om længe at have forladt ham.

Men det er for tidligt helt at dømme Rodríguez ude. Vi skal ikke længere tilbage end til sidste års Vuelta, hvor Rodríguez sluttede på en samlet andenplads, under et minut efter den endelige vinder, Fabio Aru. Rammer Purito en lignende form til årets Tour de France, kan han blive endog rigtig farlig, ikke mindst på nogle af de kringlede, stejle afslutninger i Tourens første halvdel. Og det skal vi håbe på, for snart er han borte, hvormed vi kun efterlades med alle de skønne minder af veltimede angreb inden for den sidste kilometer. Nyd Rodríguez. Nyd livet.