Tourfavoritter: Cadel Evans (BMC)***

null 
Efter sidste års katastrofale Tour har Evans dog rejst sig mere end nogen kunne have forventet, og selvom det næppe bliver til samlet sejr, så tyder alt på at Evans er lige så stædig, ærgerrig og sulten som altid, og det plejer at være nok til en topplacering.

Intet ville lykkes for Evans i sidste års Tour de France. Intet. Holdbarheden og formen svigtede, da det endelig gjalt, og man havde egentlig indstillet sig på, at det nu endelig ikke var nødvendigt at forvente sig noget af den defensive, småagressive australier med den forkrampede stil og nasale stemme.

Evans syntes skæbnebundet til glemslen, til at blive henregnet under de mange ryttere, der kunne have drevet det åh så meget videre, havde omstændighederne bare været lidt anderledes: hvis bare Tour de France ikke havde bonussekunder, havde Evans vundet Touren i 2007, og hvad kunne han ikke have bedrevet det til, havde han kørt på et bedre hold? Havde sværmen af de evigt angribende bjergryttere fra CSC-Saxo Bank så til sidst fået taget på Evans i 2008?

Var det, hvad man tænkte efter Tour-katastrofen, så tog man fejl. Efter fiaskoen gemte Evans sig ikke. Han trænede godt efter Touren og kørte en nydelig Vuelta a España, hvor han sluttede på tredjepladsen og derved beviste, at man stadig kunne betragte ham som et sikkert, holdbart og farligt kort til de lange etapeløb.

Evans tog ikke nederlaget til Valverde synderligt tungt i medierne: han havde primært brugt den spanske rundtur som forberedelse til VM, sagde han. Hvis eksperter som undertegnede inden VM havde påstået, at det mest sandsynlige der ville ske til VM ville være, at Evans sad med i finalen, mens det mest usandsynlige ville være, at han rent faktisk gik hen og vandt.

Evans har dog gennemgået lidt af en transformation det seneste lille års tid, og VM markerer vendepunktet. Til VM i Mendrisio kørte Evans helt perfekt. Som altid var han overladt til sig selv – det australske landshold storsatsede på Simon Gerrans – så han gemte sig til allersidst. Da løbet var allerhårdest efter at Fabian Cancallara havde spillet voldsomt med musklerne, fulgte Evans op på Alexandr Kolobnev og Joaquím Rodriguez’ kontraangreb og vandt en sikker og flot sejr. Det der ikke kunne ske var sket.

Siden VM har Evans gentagende gange vist eksempler på dette nyfundne vinderinstinkt og taktisk snilde. Som altid har Evans været i form hele sæsonen, med topresultater spredt ud over alle kalenderens måneder. Regnbuefarvens forbandelse har således ingenlunde ramt Evans, der i 2010 vandt den klassiker, han før har været så tæt på at vinde, nemlig Flèche Wallonne. Jovist, det var ikke en synderlig aggressiv Evans, der strøg først over stregen, men en mere kløgtig Evans. Fremfor at forcere på Muur de Huy, ventede han til sidst og timede det hele perfekt.

Den pæne form fra Ardenner-klassikkerne blev båret over til Giro d’Italia, hvor Evans med en solid femte plads og en særdeles flot etapesejr på de våde grusveje i Toscana igen slog fast, at man ikke kunne regne ham ude i Grand Tour-sammenhæng. Undervejs lignede Evans faktisk længe en kandidat til sejren.

I Giroen virkede det som om, at Evans falmede mod slutningen af løbet, hvilket nok bedst kan forklares med, at han havde været på toppen så længe for inden. Det er første gang at Evans forsøger sig med en Giro-Tour double, men umiddelbart kunne man snildt forestille sig, at Evans – der altid har kørt mange løb – vil have nydt godt af den korte løbspause løbene imellem. Det har således også været tilfældet de år Evans har kørt Vueltaen oven på Touren, så Evans må forventes i glimrende form til starten i Holland: velrestitueret, men med fart i benene.

Den 33-årige australier er altså stadig kendetegnet ved at være uhyre stabil både igennem lange etapeløb og sæsonen som helhed. Som tidligere mountainbike-ryttere er flest, er Evans en glimrende bjergrytter, med det er enkeltstarten, der er Evans’ væsentligste våben. Det er i kampen mod uret, han hører til verdenseliten, og årets lange og meget flade afsluttende enkeltstart vil være et sted, hvor Evans burde kunne hente tid på lettere konkurrenter – også Contador, hvis altså Evans’ form er så god som den burde være.

Som mountainbike-rytter var Cadel Evans da heller ikke kendt som kedelig, passiv eller farveløs. I disciplinen var Evans ganske offensiv og succesfuld, og kan bl.a. tilskrives sejr af World Cuppen i 1998 og 1999, og blev kåret som U23-verdensmester i 1999. I 2001 tog han som flere andre springet til landevejscyklingen, i første omgang for Saeco, hvor han i sin første sæson vandt Østrig Rundt. I 2002 kom han til QuickStep, hvor han som kaptajn i Giroen efter flot kørsel, kunne iføre sig den lyserøde førertrøje. Han tabte løbet efter en regulær offday, og året efter skiftede Evans til tyske Telekom. Efter to dårlige sæsoner på det tyske hold fandt han sig endelig til rette hos det belgiske Lotto-mandskab, hvor indtil denne sæson.

Evans’ karriere som GT-rytter har været kendetegnet af, at han har kørt på alt for svage hold, især set i lyset af, hvor stor en favorit han var. Det var i særdeleshed klart i årene 2007-2009, men i år er tingene anderledes. Nye ryttere er trådt frem, Armstrong er vendt tilbage, og ingen vil se til Evans og dennes nye BMC-hold efter at kontrollere noget som helst.

Evans kan køre sit eget løb, og bør egentlig bare holde sig til så godt som han kan til sidste enkeltstart. BMC er svagt rustet i bjergene, og Evans vil som altid være overladt til sig selv – også i endnu højere grad end hos Lotto. Men Evans kan forventes at køre mere frit og opportunistisk: han kan stolt vise sin VM-trøje frem i de højeste tinder og på cykelsportens største scene. Og sæsonen tyder på, at Evans er langt bedre til at gribe chancerne end tidligere.

Cadal Evans er og bliver ikke den mest tiltalende rytter. Under Giroen var vi atter vidne til hans aggressive bane, da han under en etape røg i infight med Daniele Righi og blev tildelt en bøde på 10.000 kroner. Og så er der hans klynkende stemme, der ikke gør sig godt under interviews, og selvfølgelig hans Quasimodo-agtige klatrestil. Alt dette gør, at det ikke er naturlig impuls at heppe på ham, på nær hvis man måske er australier. Men som han har kørt siden den gyldne dag i oktober, hvor han blev verdensmester, vinder Evans hastigt nye fans med sin modige og kloge kørsel.