Kommentar: Skidt VM - men ingen OL-panik

En skuffelse ramte i går de danske cykelfans, de danske pressefolk i Paris - det vil udover mig selv sige Mogens Jacobsen fra Politiken og min kollega på denne side, Jonas -, men ikke mindst ryttere og stab omkring det danske banelandshold. Grunden til det: Et 4000 meter-hold, der ikke formåede at levere, hvad der blev forventet af dem.

Ikke fordi, at forventningerne var skyhøje. To debutanter og en ikke optimal optakt betød, at medaljeforventningerne reelt ikke var til stede - knapt nok håbet om det. Top 8 var til gengæld både målet og håbet, men det lykkedes heller ikke - langt fra.

Spørgsmålet er så, hvor gårsdagens 11. pladsen stiller det danske landshold henne. Hvor bekymret skal man være, og hvor meget kan det hele nå at rykke sig inden det VM  og - endnu vigtigere - OL der køres næste år?

Først og fremmest må man få det hele sat i rette perspektiv og slå det helt store og overordnede mål fast. Det er OL. VM er vigtigt, javist, men som en del af forberedelsen til OL. Sådan vil det altid være.

Det hele handler derfor om de olympiske lege i Rio næste år. Det er det hele banelandsholdet - og specielt 4000 meter-holdets - projektet er bygget op omkring, det er det millionerne er afsat til, og det er der millionerne til et kommende projekt skal sikres.

Så det, at holdet ikke leverer til et VM, det er ikke en katastrofe. Det er fuldstændig glemt, hvis man henter en medalje til OL næste år, for så vil man igen kunne få støtte til et nyt projekt fra DCU - formentligt i hvert fald - frem mod næste OL.

Med det sagt, så kan man stadig godt tillade sig at være skuffet. Og det synes jeg, at man skal og bør være. For præstationen i går levede slet ikke op til holdets niveau, og derfor er det helt berettiget i mine øjne, når præstationen kaldes for meget skuffende.
 

Er den danske OL-drøm realistisk?

Men kan man så gå fra en skuffende 11. plads til VM fog til en medalje ved OL på cirka halvandet år? Og kan en så beskeden placering overhovedet bruges til noget, når man snakker om OL? Det er de to store spørgsmål.

Selvom det er i orden at være skuffet - det var jeg også, meget endda - så er det svært at sætte præstationen ind i et OL-relief. For skal Danmark få succes ved OL, så skal så meget ændres, at man ikke længere vil kunne bruge dette VM.

Halvdelen af holdet vil være skiftet. Daniel Hartvig og Anders Holm kommer næppe til at køre til OL. Ind kommer i hvert fald Lasse Norman, og måske Michael Mørkøv, der vil mere end besværliggøre de to VM-debutanters drøm om Rio i 2016. Allerede det gør en kæmpe forskel og vil fjerne enhver brugbar sammenligning med gårsdagens præstation og resultat.

Forberedelserne vil også være helt anderledes næste år. Traditionelt har man de seneste år haft en lang træningslejr i højderne i januar, hvilket tydeligvis har været en god optakt til VM. I år er den blevet droppet for at køre World Cup-løb i stedet. Det har kostet - især for de uerfarne ryttere.

I 2016 vil landsholdet igen gå tilbage til det gamle setup, hvor den sidste World Cup droppes for i stedet at have en træningslejr. Og med et formentlig helt andet hold, vil snakken være en helt anden til den tid.

Så når Casper Folsach, Casper Jørgensen og Rasmus Quaade med ro og selvsikkerhed i stemmen kan forklare, at de er ganske overbeviste om, at de nok skal være klar til OL, så giver det ganske god mening. Grunden skal findes i, at der kan ændres på de to mest fundamentale punkter frem mod OL: Truppen og forberedelserne.

Men Danmark skal være skarpe næste år. Meget skarpe. For konkurrencen er hård - hårdere end nogensinde før. Konkurrenterne har tydeligvis udviklet sig enormt - det så vi i den fatale VM-kvalifikation i går - og der er blevet flere af dem. Danmark skal svare igen, og det svar skal komme næste år.

Jeg er dog overbevist om, at Danmark vil være en kandidat til en medalje i Rio, medmindre der sker uheld. For det er Danmarks ulempe, at man er så afhængig af meget få ryttere. En skade, sygdom eller manglende formtop hos eksempelvis Lasse Norman vil ødelægge det for de rød/hvide.

Derfor kan jeg godt forstå, når landstræneren er fortrøstningsfuld, og ligeledes med rytterne, for historien viser også, at et år kan ændre meget. I 2011 blev Danmark nier ved VM, små otte sekunder fra Australien. Til OL i London var der lidt over to sekunder mellem de to lande, og Danmark var reelt set det fjerdestærkeste land. Scenariet kan sagtens udspille sig igen - og forhåbentlig hvor danskerne endda ryger helt op i top tre.

Men isoleret set, så var præstationen i går ikke godkendt. Slet ikke. Og det ved rytterne og landstræneren også - og erkendte de også.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr