Ugeanalyse: Chaves’ logiske valg, suveræne Valverde og Fellines store dilemma

Chaves’ logiske beslutning

I de senere år er der tilsyneladende gået sport i for holdene at vente med at annoncere sæsonplanlægningen for deres karakter til et nøje planlagt tidspunkt. Ryttere og sportsdirektører får indskærpet, hvad der må siges i offentligheden, og det er ofte en balancegang for aktørerne ikke at bryde holdenes interne politik og fortrolighed.

Det er uklart, hvad formålet med dette hemmelighedskræmmeri er, men som led i en større og mere professionel mediestrategi er det nu et faktum, at sæsonmålene for mange af toprytterne ofte kan være lidt af et mysterium indtil et relativt sent tidspunkt i sæsonen. Således er det ikke mange uger siden, at det blev afsløret, at Nairo Quintana vil satse på både Tour de France og Giro d’Italia, selvom der havde været rygter om den ambitiøse plan i flere måneder.

Ingen har imidlertid trukket det så længe som Orica-Scott. Holdet befinder sig i den privilegerede position, at de er er et af de eneste mandskaber, der har tre podiekandidater til de tre grand tours. Således var Esteban Chaves sidste år blandt de tre bedste i både Giroen og Vueltaen - han var endda meget tæt på at vinde det italienske etapeløb - og Adam Yates fik et fantastisk gennembrud som etapeløbsrytter med fjerdepladsen i Tour de France. Hans bror Simon viste samtidig, at også han har potentialet, da han endelig fik lov at køre efter den uheldige astmasag, hvor hans hold havde glemt at ansøge om tilladelse til at bruge den nødvendige medicin. Trods sin rolle som hjælperytter for Chaves blev han således nummer seks i Vueltaen, hvor han endda også vandt en etape.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Dermed har det været lidt af en puslespil for Orica-Scott-ledelsen at fordele deres tre kaptajner på de tre store etapeløb, specielt fordi det nu er succes i grand tours, der er hovedmålet for det australske hold. Dermed har de fuldendt den gradvise udvikling fra et hold med fokus på spurter, klassikere og etapesejre til nu at være et fuldblods etapeløbshold, og alle øvrige prioriteter underordnes det overordnede mål om succes med deres tre store etapeløbsstjerner.

Problemet er, at Chaves og de to Yates-brødre har meget ens karakteristika. De er alle relativt svage på enkeltstarten og foretrækker derfor naturligt den mest bjergrige af de tre grand tours. Da ruterne til årets te løb således var kendt, var det ikke svært at se, at Touren med dets meget få kilometers enkeltstart vil være det optimale valg for dem alle tre, mens to lange enkeltstarter i Giroen gør den italienske grand tour vanskeligere for dem alle.

I flere måneder har Orica-Scott insisteret på ikke at afsløre deres planer, men gradvist har man kunnet lure, at Chaves med stor sandsynlighed havde udsigt til kaptajnrollen i Touren. Colombianeren har således haft tradition for at starte sæsonen meget svagt og først for alvor ramme formen i maj. I år har han imidlertid været på et højt niveau allerede i januar, og det har været en klar indikation på, at han i 2017 kan tillade sig at have en tidligere formtop end vanligt. Samtidig betonede han forud for Herald Sun Tour, at det var vigtigt for ham at køre mod Chris Froome og få erfaring i dennes kørestil.

I denne uge kom så bekræftelsen på, at Chaves vil gøre debut i Touren til juli. Det skete i et interview til colombianske medier, hvor sportsdirektør Neil Stephens tilsyneladende talte over sig. Der mangler således endnu en officiel melding fra holdet, men det synes nu at være klart, at opgaverne er fordelt. Chaves skal føre an i Touren, og det betyder med stor sandsynlighed, at Yates-brødrene skal dele ansvaret i Giroen. Chaves vil også være til start i Vueltaen, og der er dermed chance for, at de alle tre vil gå efter den spanske grand tour også.

Beslutningen har utvivlsomt været vanskelig, men den er lige så logisk, som den er svær. Yates-brødrene er store talenter, men ingen af dem har endnu for alvor vist, at en grand tour-sejr er realistisk. Chaves er på nuværende tidspunkt holdets eneste reelle bud på en grand tour-vinder, mens det første skridt for de to briter er at komme på podiet.

Set i det lys kan det måske undre, at Chaves vælger at satse på Touren. At slå Froome på de franske landeveje er således den sværeste opgave, man kan give sig selv, og hvis Chaves skal stå øverst på podiet, har han større chancer i Giroen. Årets felt i Italien er imidlertid historisk stærkt - først og fremmest fordi der er tale om udgave nummer 100 - og med sine mange enkeltstartskilometer er ruten ikke ideel for Chaves. Samtidig passer Touren ham ganske glimrende, og selvom det bliver vanskeligt at vinde det franske løb i første forsøg, må målet i første omgang være at gå efter en podieplads og få erfaring med et stress, han aldrig har oplevet i samme omfang. I lyset af den gode rute i Touren får han næppe en bedre chance for at køre i top 3 i sin Tour-debut end netop i år, og det ville under alle omstændigheder blive vanskeligt at vinde Giroen netop i år. Det synes således oplagt at bruge 2017 til at lære det franske løb at kende og derefter muligvis gå efter en første grand tour-sejr i Italien i 2018, inden han sætter fokus på hans helt store mål: at vinde Tour de France.

Siden sit styrt i Trofeo Laigueglia i 2012, hvor hans karriere næsten blev ruineret, har Chaves haft en meget gradvis og veltilrettelagt karriereplanlægning. Orica-Scott har gjort sig til mestre i at nurse deres talenter og bringe dem frem i det rette tempo. Næste skridt i denne proces er naturligt en Tour-debut og et forsøg på at slutte på podiet. Foreløbig har Chaves og det australske hold tilsyneladende gjort alt rigtigt i deres gradvise bevægelse mod toppen af sporten, og deres velovervejede plan for 2017 er blot endnu et bevis på deres fantastiske evne til at planlægge og forme vejen for deres mange guldklumper.

Var der nogen, der sagde, at Valverde er for gammel?

Når Chaves stiller til start i Frankrig til sommer, vil han være handicappet af sin mangel på erfaring i verdens største løb, og han vil være oppe mod konkurrenter, der har adskillige år på bagen i sportens mest ikoniske begivenhed. En af dem er Alejandro Valverde, der igen i år stiller til start med det mål at hjælpe Nairo Quintana frem til den samlede sejr.

Valverde vil til den tid være 37 år, og mange har med rette spurgt, om 2017 er året, hvor spanieren omside begynder at vise tegn på, at alderen trykker en anelse. I flere år har konkurrenterne - ikke mindst i Ardennerklassikerne - håbet på, at ’El Imbatido’ snart lod sig mærke af mange år på højeste niveau, men hver gang er de blevet skuffede. Således synes Valverde nærmest at blive stærkere år for år, og sidste år var det således kun én dårlig dag i Vueltaen, der forhindrede ham i på imponerende vis at slutte i top 10 i fem på hinanden følgende grand tours!

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Konkurrenterne må desværre langsomt erkende, at intet tyder på, at det vil være anderledes i 2017. Valverde har i de senere år haft tradition for at levere nogle vanvittige solopræstationer i februar måned, men da det mislykkedes for ham at vinde i sæsondebuten på Mallorca, var der straks kritikere, der anede et lavere niveau hos Movistar-kaptajnen. Valverde havde imidlertid blot valgt at udsætte årets opvisning til hans hjemmebaneløb, Vuelta a Murcia, hvor han leverede et show svarende til det, han lavede på Mallorca i 2015 og i Andalusien i 2016. Tilsyneladende uden at lade sig skræmme af, at der ventede 70 km fra toppen af løbets eneste store stigning, Alto Collado Bermejo, angreb Valverde som en vanvittig allerede fra bunden og opbyggede et stort forspring inden det sidste flade stykke. Selvom Katusha, Bora-hansgrohe og Lotto Soudal jagtede med flere mand, fortsatte Valverde imidlertid med at øge afstanden, og han endte med at tage årets absolut mest imponerende sejr.

Konkurrenterne vil nærme sig Valverdes niveau, når vi når de større løb senere på sæsonen, men præstationen vidner om, at spanieren meget vel kan være på vej mod endnu en suveræn sæson og sejr på WorldTouren. Ganske vist er hans helt enorme talent forklaringen på, at han modsat mange andre knap behøver at træne for at være i form, hvilket forklarer, hvorfor han altid er suveræn i februar, men der er intet, der tyder på, at han ikke vil være på sit vanlige niveau, når de store løb starter til marts. I år vender han tilbage til en mere traditionel kalender, hvor han vil gå efter sejre i Paris-Nice og Volta a Catalunya eller Vuelta al Pais Vasco - han har endnu ikke besluttet sig for, hvilket af de spanske løb, han satser på - inden han drager til Ardennerne. Derefter følger Touren, hvor endnu en top 10-placering er i vente, og slutteligt kunne han meget vel endnu en gang slutte på podiet i Vueltaen, hvor han stort set aldrig er sluttet uden for top 5.

Med sin dominerende opvisning i Murcia er scenen sat til et helt fantastisk slag mellem generationerne i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, hvor han er oppe imod Julian Alaphilippe. Det franske supertalent har udsigt til at overtage Valverdes plads som den dominerende rytter i de kuperede endagesløb. Han havde håbet at indtage tronen i 2017, men Valverde har med præstationen i lørdags gjort det klart, at han ikke har i sinde at abdicere foreløbig. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 19. og den 23. april. Duellen mellem Valverde og Alaphilippe bliver et af forårets helt store højdepunkter!

Hvilken vej, Felline?

Et af Valverdes karakteristika er hans ekstreme alsidighed. Der findes stort set ikke en af sportens mange facetter, som det spanske fænomen ikke mestrer. En anden rytter med samme grad af evne til at begå i snart sagt al slags terræn er Fabio Felline. Italieneren er endelig ved at udfolde sit kolossale talent i fuldt flor, men nøjagtig som Valverde, der har skulle finde en balance mellem at satse på klassikere og grand tours, står Trek-rytteren i et svært dilemma, for hvordan vælger man sine mål, når man kan gå efter næsten det hele?

Allerede som 19-årig blev Felline professionel og udråbt til et af sportens allerstørste talenter. Måske fordi han startede så tidligt, er han gledet lidt i glemmebogen, og han har ofte skuffet. Det har været let at afskrive ham som endnu et eksempel på en rytter, der aldrig levede op til den store hype, men midt i det hele har det været let at glemme, at hans meget tidlige professionelle debut er hovedårsagen til, at der har været mange skuffelser undervejs, og at resultaterne ikke altid har matchet forventningerne.

Skiftet til Trek forud for 2015-sæsonen synes at have givet ham det afgørende skub, og Felline står nu foran sit store gennembrud. Hans 2016-sæson blev delvist ødelagt af et grimt styrt i Amstel Gold Race, men han kom siden stærkt tilbage. På helt mageløs vis blev han således nummer 2 i Polen Rundt, hans første løb siden styrtet og en prestigiøs begivenhed på WorldTouren, inden han i Vueltaen gjorde det umulige ved at vinde pointtrøjen til trods for, at han hverken er klassementsrytter eller sprinter.

Netop det forhold, at han vandt den grønne trøje i Spanien, vidner om alsidigheden. Han var tæt på at vinde nogle af løbets største bjergetaper, han blandede sig i massespurterne, hvor han også var tæt på en sejr, og han har vist, at han også kan køre med om sejre på enkeltstarter. Naturligvis vinder han aldrig en grand tour, men derudover kan han alt. Han kan vinde ugelange etapeløb, gå efter spurtsejre i hårde løb som Catalunya og Pais Vasco, vinde Ardennerklassikere og måske endda også begå sig på brostenene. Netop det gør det næsten umuligt at planlægge sæsonen.

Felline har hidtil ikke fået meget opmærksomhed i 2017, men han gjorde opmærksom på sig selv i sin sæsondebut, hvor han satte alle konkurrenterne til vægs med et suverænt soloangreb i den hårde finale af Trofeo Laigueglia. Dermed er tonen slået an for en forrygende sæson, hvor den største udfordring for Felline bliver at dosere kræfterne og ikke sprede målene for meget. Foreløbig har han fokus på klassikerne, hvor han både vil køre de flamske løb på brostenene samt de to største af Ardennerklassikerne - kun den meget stejle finale i Fleche Wallonne passer ham ikke - inden han i Touren satser på at hjælpe Contador. Undervejs bør der også være plads til, at han kan forsøge sig i et ugelangt etapeløb, og med sine gode enkelstartsevner og sin stærkt forbedrede klatring kan han køre med om podiepladserne i løb, hvor bjergene ikke er for hård.

Trek satser i år på at vinde WorldTouren, og til det formål har de sikret sig både Contador og Degenkolb. Skal det lykkes, kræver det imidlertid resultater fra flere ryttere, og her vil et regulært gennembrud for Felline være det, der kan bringe det amerikanske mandskab i spil til den samlede sejr i den gennemgående konkurrence.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Sagans positive effekt

Et hold, der ikke vinder WorldTouren, er Bora-hansgrohe, men mindre kan også gøre det for det tyske hold, der i år er at finde i det fineste selskab for første gang. Det kom som ens stor overraskelse, at de vandt kampen om transfersæsonens mest eftertragtede rytter, Peter Sagan, men siden har de været udsat for en del kritik, herunder fra mig. Det har virket besynderligt, hvordan man brugte den resterende del af budgettet på at købe grand tours-stjerner som Rafal Majka og Leopold König i stedet for at satse på én hest og sikre sig, at Sagan vil få fornøden støtte i klassikerne. Som situationen er nu, kan Sagan meget hurtigt blive isoleret i de største løb, og i en situation, hvor alle kigger på verdensmesteren, kan betydningen af et stærkt hold ikke overvurderes.

Det er imidlertid ofte set, at tilstedeværelsen af en stor rytter får resten af truppen til at steppe up. Noget tyder på, at det samme sker på det tyske mandskab, der har haft en overraskende god start på sæsonen. Ganske vist har man endnu ikke vundet et UCI-løb - Sam Bennetts sejr i opvarmningsløbet til Cadel Evans Great Ocean Road Race tæller ikke - men selvom Sagan, Majka og König endnu ikke er trådt i karakter, har holdet allerede været langt stærkere end tidligere.

Det hele startede i Tour Down Under, hvor Jay McCarthy sikrede sig en meget imponerende tredjeplads i et yderst skrapt selskab. Siden blev Matteo Pelucchi slået på målfoto af Dan McLay i Mallorca, og i denne weekend var det så to af de ryttere, der allerede var på holdet i 2016, der var tæt på sejr. Klatretalentet Patrick Konrad, der før har vist, at han også kan spurte, blev således nummer 3 i det hårde Vuelta a Murcia, kun slået af Jhonatan Restrepo i spurten om andenpladsen. Dagen efter overtog Rudiger Selig kaptajnansvaret i Clasica de Almeria, da Pelucchi overraskende havde en dårlig dag, og tyskeren overgik klart forventningerne ved at blive nummer 2 efter Magnus Cort.

De mange flotte placeringer er et vidnesbyrd om det velkendte faktum, at en ambitiøs strategi og erhvervelse af store navne ofte smitter af på resten af holdet, og der må være grund til jubel hos manager Ralph Denk. Inden de store navne er kommet i gang, har man allerede opbygget momentum. På papiret har man slet ikke materialet til at støtte de tre kaptajner tilstrækkeligt, mens hvis sæsonåbningen kan bruges som indikation, er der udsigt til, at man kan gøre alle kritikerne til skamme og levere en langt bedre holdindsats end ventet i de allerstørste løb.

En fantastisk uge venter

Bora næste mål er den belgiske åbningsweekend, hvor Peter Sagan går efter revanche i Omloop Het Nieuwsblad, men inden vi når så langt, er det tid til en af de mest spændende uger i den tidlige del af sæsonen. Tredje uge af februar er rammen om hele fire etapeløb og har ry for at være en af årets travleste. Således er stort set alle hold i aktion i mindst to begivenheder, og den kommende uge er traditionelt den mest afgørende i forberedelserne frem mod de første store løb i Europa.

I år har mange af de store grand tour-ryttere valgt at deltage i Abu Dhabi Tour i stedet, men det ændrer ikke på, at de næste fem dage vil give meget interessante indikationer frem mod sæsonen. I Oman er der udsigt til en stor duel mellem Fabio Aru og Romain Bardet, mens Alexander Kristoff, Greg Van Avermaet og Tom Boonen skal vise, at de er klar til åbningsweekenden. I Andalusien ser alle frem til den store duel mellem Alberto Contador og Alejandro Valverde, mens Thibaut Pinot lurer som en spændende outsider. Klassementskampen bliver mindre intens i Algarve, hvor man til gengæld kan glæde sig til nogle helt fantastiske massespurter med deltagelse af Fernando Gaviria, Mark Cavendish, André Greipel, Dylan Groenewegen, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni og John Degenkolb. Og slutteligt er der Ardennerfest i Haut-Var i weekenden, hvor formstærke folk som Arthur Vichot, Samuel Dumoulin, Mauro Finetto, Romain Hardy og Lilian Calmejane dyster om sejren i et løb, der består af to klassikere.

Når vi når til de vigtigste løb senere på sæsonen, vil resultaterne af de kommende fire etapeløb for længst være glemt, og det er ikke sejrene i den kommende uge, der afgør om sæsonen bliver en succes eller fiasko. Historien viser imidlertid klart, at tredje uge af februar er den allervigtigste indikator på, hvem vi kan forvente os store bedrifter fra, når det bliver alvor i foråret og til sommer. Dermed har man det perfekt alibi for at lade de kommende fem dage stå i cykelsportens tegn og at give sig hen i de første store slag på europæisk grund. Det har været en lang vinter, men de næste fem dage vil gøre det klart, at den omsider er ovre, og at sæsonen for alvor er i gang.