Ugeanalyse: En kaotisk WorldTour, belgisk dominans og Quintanas mystiske satsning

Hvorfor er der ingen, der gider køre Tour de France?

Kan I huske dengang, der var kamp om at komme med til Tour de France? Dengang, hvor uddelingen af wildcards var højdepunktet på foråret for adskillige professionelle kontinentalhold, der lagde første del af sæsonen an på at imponere arrangørerne ASO og derfor prioriterede deres løb over alt andet? Hvor ASO tilsyneladende nød at trække den endelige tildeling af invitationer så længe som muligt og således holdt adskillige manager og ryttere på pinebænken i månedsvis? Og hvor debatten om favoriseringen af franske hold blev rødglødende, når hold som Bretagne blev favoriseret på bekostning af publikumsyndlinge som MTN-Qhubeka og Colombia eller stærkere hold som Team NetApp?

Den forløbne uge afslørede, at den tid er en saga blot. Hvor forrige uges uddeling af Giro d’Italia-wildcards har skabt nærmest oprørske tilstande i cykelverdenen, hovedsageligt i hjemlandet Italien, var der knap nogen, der ænsede, at ASO i torsdags udsendte en pressemeddelelse med information om, at årets fire invitationer gik til de franske hold Cofidis, Direct Energie og Fortuneo-Vital Concept samt debutaten Wanty-Groupe Gobert. Der var ingen brok eller frustrerede managers, der følte sig forbigået, og meldingen var så forudsigelig, at ingen gad tage videre notits.

Det er et paradoks at være vidne til en så voldsomt ændring af omstændighederne omkring uddelingen af wildcards i en tid, hvor betydningen af Tour de France eller begivenheds storhed på ingen måde synes at være aftagende. For WorldTour-holdene, der har sikret sig deltagelse i det franske løb, synes deltagelse i Touren at være selve eksistensberettigelsen, og deres managers lægger ikke skjul på, at netop garantien for tilstedeværelse i Frankrig i høj grad er forudsætningen for deres sponsorers deltagelse. Således indeholder de fleste kontrakter en klausul om, at sponsoren kan trække sig, hvis man af forskellige årsager alligevel ikke kan komme til start i den begivenhed, der definerer cykelsporten.

Foto: Tour de France podiet 2016 - har de mindre hold opgivet?
 

Set i det lys er det besynderligt, at der kun var fire reelle aspiranter til de fire wildcards til verdens største cykelløb. Kun Delko Marseille blev forbigået, og det franske hold var aldrig rigtigt i spil til at sikre sig en invitation. Historien viser klart, at ASO modsat Giro-arrangørerne har et klart blik for de franske holds overlevelsesmuligheder, og det var således givet, at de tre af pladserne ville gå til de tre førende franske prokontinentalmandskaber Fortuneo-Vital Concept, Cofidis og Direct Energie, men for en international begivenhed med kommercielle interesser var det aldrig en option at lade hjemlandet rydde bordet. Den sidste plads skulle tilfalde et internationalt hold, og kun Roompot og Wanty havde lagt billet ind på pladsen. Ingen - end ikke hollænderne selv - troede på, at førstnævnte mandskab kunne udkonkurrere det etablere belgiske mandskab, der med øje for netop Touren har sikret sig det franske supertalent Guillaume Martin samt landsmændene Fabien Doubey, Guillaume Levarlet og Yoann Offredo, og derfor var uddelingen nærmest en formalitet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Forudsigeligheden skyldes en klarere opdeling af de professionelle mandskaber. Hvor der for få år siden var mange internationalt orienterede professionelle kontinentalhold, der bestræbte sig på at opnår WorldTour-status i en ikke fjern fremtid, domineres feltet i anden division i dag af meget nationalt fokuserede hold, der for manges vedkommende primært handler om talentudvikling. De er betydeligt svagere end tidligere tiders mandskaber fra samme division og har med indlysende selvfølgelighed indset, at de ingen berettigelse har i en kolossal begivenhed som Tour de France. Væk er hold som IAM, Bora-Argon 18 og MTN-Qhubeka, der alle har nået målet om at etablere sig på højeste niveau, og i stedet er der i tillæg de franske hold nu primært italienske og belgiske teams samt hold fra fjernere himmelstrøg.

Dermed er det Giroen, der har tiltrukket sig den største opmærksomhed fra holdene. Med fire hjemlige hold og kun fire pladser var det givet, at kampen om de eftertragtede invitationer ville blive intens, og da internationale mandskaber som Gazprom-Rusvelo og CCC tilsyneladende har store kommercielle interesser i Italien og derfor lagde billet ind på deltagelse, stod RCS i det dilemma, som vi diskuterede i sidste uges analyse. I sidste ende prioriterede de internationalisering og økonomi over hensynet til hjemlandet, og invitationen af de to østeuropæiske hold har skabt rystelser, der har nået parlamentet i Rom.

I forlængelse af sidste uges diskussion skal det i øvrigt bemærkes, at Androni og Nippo-Vini Fantini - de to store tabere - endnu ikke har opgivet. Kreativiteten kender således ingen grænser, når det handler om at finde kreative løsninger. Først ville man anmode UCI om at udvide feltet med to hold, nøjagtig som man i 2011 accepterede et ekstra mandskab, siden ville man reducere holdstørrelserne til 8 ryttere for at skabe plads til de to italienske hold, og senest har Androni-manager Gianni Savio foreslået, at man skulle give plads til et ekstra hold med fire ryttere fra hvert af de to mandskaber. Alt preller imidlertid af på løbsdirektør Mauro Vegni, der står fast på sin beslutning, og det synes utænkeligt, at der kan findes en løsning for de to hold, der dermed er truet på deres eksistens af sponsorer, der allerede har annonceret deres farvel til cykelsporten…

En kaotisk WorldTour

Mens det for Giro- og Tour-arrangørerne er holdudtagelsen, der har givet hovedpine, er det for andre helt andre kvaler, der har voldt besvær i den seneste tid. Således blev det ugen, hvor den første af de nye WorldTour-løb, Cadel Evans Great Ocean Road Race, løb af stablen, og det blev en stor succes. Optagelsen i det fine selskab havde en fantastisk effekt på startfeltet i den blot tredje udgave af det relativt nye løb, og mange hold havde valgt at forlænge opholdet i Australien og inkludere nyklassikeren i kalenderen. Det gav anledning til et underholdende cykelløb, hvor etapeløbsstjerne som Richie Porte, Chris Froome og Esteban Chaves alle angreb i finalen, inden Nikias Arndt sikrede sig sin første sejr i et stort endagesløb ved som den eneste sprinter at have overlevet de fire ture op ad Challambra Crest-stigningen.

Den australske succes skjuler imidlertid det kaos, der hersker for den udvidede WorldTour. Deltagelse i de 10 nye løb på kalenderen er ikke obligatorisk for WorldTour-mandskaberne, som det ellers er tilfældet for de gamle løb. De oprindelige planer om at indføre regler, der sikrede deltagelse fra mindst 10 hold fra det fineste niveau er faldet til jorden efter modstand fra holdene, der har svært ved at imødekomme kravene fra en stadig mere intensiv kalender. Resultatet er blevet et kaos, hvor de nye arrangører er endt som de store tabere, og mange af dem kan med god grund spørge, hvad ideen i en WorldTour-licens egentlig er.

WorldTouren er kommet til Australien
 

Paradokset er, at UCI med en meget sen regelændring i januar pludselig meddelte, at point optjent i de nye WorldTour-løb ikke tæller i det regnskab, der bruges til at tildele WorldTour-licenser i 2019, hvor to hold skal sies fra og gruppen skal reduceres til 16 hold. Incitamentet til at søge optagelse på WorldTouren var ellers, at man med vigtige point på spil kunne tiltrække et meget stærkere felt. Med den nye ændring har holdene ingen ekstra tilskyndelse til at deltage i de nye løb, og i stedet synes arrangørerne alene at være efterladt med en ekstra regning til UCI for at have sit navn på den fine kalender.

Resultatet har været tydeligt. Hvor etablerede begivenhed som Omloop Het Nieuwsblad og Strade Bianche ingen problemer har haft med at sikre sig deltagelse fra næsten alle WorldTour-hold, forholder det sig helt anderledes for Tour of Turkey, der er plaget af en uheldig placering i kalenderen - det afvikles midt i Ardennerklassikerne og kort før Tour de Romandie, hvor de store hold er forpligtet til at deltagelse - samt politiske problemer, en usikker sikkerhedssituation og en uheldig geografisk placering med store rejseomkostninger. Løbet har store problemer med at tiltrække de store hold, og foreløbig har kun Astana og Katusha meldt deres ankomst. Modsat er det det eneste WorldTour-løb, som LottoNL-Jumbo og BMC har valgt fra, og ét af tre, som Sky ikke vil deltage i.

For at gøre situationen værre for tyrkerne har UCI meddelt, at man mister sin licens til WorldTouren, hvis man to år i træk ikke kan tiltrække 10 WorldTour-hold. Det har givet en kolossal magt til Velon, organisationen, der tækker netop 10 mandskaber fra højeste niveau. Samarbejde med denne gruppe sikrer netop deltagelse fra det krævede minimum, og mange arrangører må derfor være ekstra opsatte på at stå på god fod med dem. Det er endnu ikke lykkedes Tour of Turkey at smigre sig ind hos den magtfulde gruppe, og de står dermed som tabere i det, der har udviklet sig til en fuldstændig kaotisk WorldTour-reform. På den anden side kan man i lyset af den nye regelændring diskutere, hvorvidt tabet af licensen reelt er nogen stor katastrofe…

Belgierne kommer

Cadel Evans Road Race var langt fra det eneste løb, der blev afholdt i en uge, hvor sæsonen gik et gear op efter starten i Tour Down Under. Således var et stjernebesat felt også til start ved Vuelta a San Juan i Argentina, mens de første europæiske løb blev afviklet på Mallorca og i Marseille. Efter røgen har lagt sig oven på en hektiske weekend med hele fire løb på ugens sidste dag, efterlades man med én konklusion: at belgisk cykelsport har fået en drømmestart.

Den magtfulde nation har to mandskaber på højeste niveau, Quick-Step og Lotto Soudal, og mens de spillede en mindre rolle i Tour Down Under, der traditionen tro blev en fest for australierne, var begge hold ustyrlige i den forløbne uge. Således viste førstnævnte, at de igen er storfavoritter til at ende som holdet med fleste internationale sejre, da de nærmest gjorde rent bord i det argentinske etapeløb. Begivenhed bød på fem flade etaper, og med suveræn dominans sikrede holdet sig sejren i alle disse. For at gøre det endnu bedre fik de endda fordelt triumferne mellem deres tre hurtige folk, Fernando Gaviria (to sejre), Maximilano (to sejre) og Tom Boonen (en sejr), og de fik dermed alle støvet selvtilliden af forud for større begivenheder senere på året.

Gaviria og QuickStep henter selvtillid i Argentina
 

Dominansen var ingen overraskelse. Allerede inden løbet var det klart, at de stillede til start med det i særklasse bedste tog, og det store spørgsmål var alene, hvordan de ville fordele rollerne. Det endte med, at de delte goderne relativt ligeligt, og selv Richeze, der er udset til rollen som Gavirias lead-out man i resten af sæsonen, fik dermed en sjælden chance for at jagte lidt personlig succes, endda i hjemlandet. Den beslutning kan vise sig at være guld værd, når rollerne er byttet rundt senere på sæsonen, og det er således næppe en dum ide af Gaviria at sætte point i banken hos holdkammeraterne på dette tidspunkt at sæsonen.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Trods den solidariske fordeling af sejrene - der i øvrigt sikrede Boonen en perfekt start på sine sidste tre måneder som professionel - var det imidlertid som ventet Gaviria, der trak de store overskrifter. Det har længe været klart, at colombianeren er et sandt fænomen, og mange vil huske, hvordan han som stagiaire i 2015 fik André Greipel, der netop havde domineret Tour-spurterne, til at ligne en junior i Tour of Britain. Sidste år viste han tillige sin kolossale alsidighed, da kun et sent styrt forhindrede ham i at vinde Milano-Sanremo i første forsøg, inden han sikrede sig sin første klassiker i Paris-Tours sidst på året. I Argentina lagde han nye alen til sit imponerende renomme, da Elia Viviani - en mand, der tidligere har slået Kittel og Cavendish i direkte opgør mand mod mand - knap kunne holde hjul på den colombianske superstjerne.

Præstationen understreger, hvorfor Gaviria af mange betragtes som den nye Sagan. Colombianeren har vist, at han modsat slovakken kan slå de allerhurtigste i de rene massespurter, og samtidig viste han i sin brostensdebut og i Sanremo i 2016, at han er langt mere holdbar end de øvrige sprintere. Ganske vist klatrer han ikke så godt som Sagan, men med sin højere topfart kan han ende med at vinde flere løb end den slovakiske verdensmester. 2017 kunne ikke være startet bedre for Gaviria, og der synes ikke at være nogen grænse for, hvad han kan opnå i løbet af sæsonen. Da Marcel Kittel samtidig viste lignende suverænitet på 1. etape i Dubai Tour, synes Quick-Step med to af verdens fire hurtigste sprintere at gå en forrygende sæson i møde.

Hvor Quick-Step imponerede i spurterne, var det i bjergene Lotto Soudal overraskede. At André Greipel tog sin første sejr i det første af de fire løb på Mallorca var ventet, men de færreste havde forudset, at belgierne ville dominere i de to kuperede løb mod i løbsserien. Holdet sikrede sig imidlertid en dobbeltsejr med Tim Wellens og Louis Vervaeke på førstedagen, og dagen efter lavede Wellens the double, mens Tiesj Benoot og Vervaeke sikrede sig anden- og fjerdepladsen.

Resultatet lover godt for Lotto Soudal, der længe har været frustrerede over deres manglende styrke i hårdere terræn. Med kloge investeringer synes de imidlertid at være på vej til at etablere sig som mere end et rent sprinterhold. Wellens viser, at han er klar til at tage endnu et skridt efter sin flotte 2016-sæson, og det varer ikke længe, inden han bliver konkurrencedygtig også i de største af de ugelange etapeløb. Han har allerede vundet Polen Rundt og Eneco Tour, og det næste skridt må være at gå efter topplaceringer i nogle af de ældre og hårdere løb også. Samtidig er der udsigt til, at han i årets Tour de France kan gå efter en etapesejr i tillæg til den, han allerede sikrede sig i sidste års Giro.

Endnu mere interessant er Vervaeke, der længe har været betragtet som den næste store belgiske klatrer. Starten på hans professionelle karriere har været ustabil, men sidste forår viste han, at det kun er et spørgsmål om tid, inden han er konkurrencedygtig mod de bedste. Præstationen på Mallorca viser, at han har taget endnu et skridt, og den unge belgier kan sagtens stå på tærsklen til det helt store gennembrud i 2017.

Den helt store oplevelse var imidlertid Benoot. Hvor Wellens og Vervaeke tog deres fine placeringer ved at drage fordel af det taktiske spil og holdets styrke, havde den belgiske klassikerspecialist til opgave at slå storfavoritten Alejandro Valverde i en direkte duel. Valverde viste begge dage, at han var løbets stærkeste mand - det var alene taktikken, der forhindrede ham i at vinde - men ingen af gangene kunne han komme af med Benoot. Belgieren er ganske vist mest kendt for sine egenskaber på brostenene, men hans alsidighed er langt større, og det stillede han fuldt til skue på Mallorca. Efter den chokerende femteplads i Flandern Rundt som nyprofessionel fik han 2016 ødelagt af styrt og sygdom, men nu er han tilbage på sporet. Sæt et stort kryds ud for navnet Benoot forud for årets klassikere!

Mollema på rette vej og Costas mystiske prioriteter

Mens Quick-Step dominerede de flade etaper i San Juan, var det Bauke Mollema, der løb med den samlede sejr. Triumfen var blot den anden i et etapeløb i hans efterhånden lange professionelle karriere, men den kunne næppe komme på et bedre tidspunkt. Hollænderen var således blevet kørt ud på et sidespor af Trek-ledelsen, hvis erhvervelse af Alberto Contador med en vis rette kunne betragtes som en mistillidserklæring til den hidtidige kaptajn.

Resultatet blev, at Mollema, der i sommer ellers fik lidt af en gennembrud i Tour-sammenhæng, hvor kun et styrt forhindrede ham i at slutte på podiet, blev degraderet til Giro-kaptajn. Han har åbent indrømmet, at det tog ham lidt tid at fordøje skuffelsen, men nu er han motiveret til at gribe den chance, det er at gå efter sejren i et løb, han rent faktisk kan vinde. Præstationen i Argentina viser, at han er på rette vej, og det er specielt hans imponerende tredjeplads på enkeltstarten, der er løfterig. I sidste års Tour gav han allerede prøver på sine kolossale fremskridt, men det var alligevel de færreste, der havde forventet, at han på den flade rute i Argentina ville slå Matthias Brändle, der er en af verdens allerbedste på korte, flade enkeltstarter. Det var ikke desto mindre, hvad han gjorde, og dermed synes han at have forbedret sig yderligere, siden han sidste år vandt enkeltstarten i Tour of Alberta.

Udviklingen minder lidt om den, Thibaut Pinot har undergået. Mange vil kunne huske, hvordan Mollema i 2014 kørte en helt katastrofal enkeltstart i Touren, og i mange år var disciplinen hans store svaghed. Det samme var tilfældet for Pinot, der nu imidlertid har udviklet sig til decideret specialist og endda har vundet en enkeltstart på WorldTour-niveau. Det har Mollema endnu ikke, men har nået et niveau, hvor det kan ske meget snart. Det er med god grund, at han nu betragter kampen mod uret som en af hans styrker, og det kan vise sig at blive helt afgørende i en Giro, der byder på to relativt lange enkeltstarter.

Rui Costa vinder UAE Abu Dhabis første sejr
 

Den anden store vinder i Argentina var Rui Costa. Portugiseren kunne ganske vist ikke køre med om den samlede sejr, idet han som ventet mistede for meget tid på enkeltstarten, men han vandt på fornem vis løbets eneste bjergetape. Sejren dokumenterer, at det alene var et spørgsmål om mangel på held, der forhindrede ham i at tage en sejr i en 2016-sæson, hvor han helt tydeligt var bedre end nogensinde. Således kom han på podiet i Liege, og i august og september var han flyvende i endagesløbene, selvom det ikke kan aflæses i resultaterne.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Sejren understreger imidlertid også, at det er på tide for Costa at foretage et karrierevalg. Således har han vist, at han er en af de allerbedste i ugelange etapeløb og kuperede endagesløb, og at han er en fantastisk etapejæger i grand tours. Alligevel insisterer han på at køre klassement i de tre uger lange etapeløb, hvilket også er planen, når han til maj gør debut i Giro d’Italia. Indtil nu er alle forsøg endt i fiasko, og trods hans fremskridt er der intet, der tyder på, at det vil ændre sig. Holdledelsen har tilsyneladende indset, at han er skabt til andre ting - således insisterede de på, at han skulle fokusere på etaper i sidste års Tour - men for Costa mangler erkendelsen. Det er en stor skam. Det er ikke svært at forstå, at klassementet i de store tours har en fantastisk tiltrækningskraft, men for cykelfans er det frustrerende at se et så stort talent misbruge sine muligheder så eklatant.

Kan det virkelig passe, Quintana?

Samme frustration sidder man med, når man hører Nairo Quintana fortsat insistere på at forsøge at gå efter den vanskelige Giro-Tour-double i 2017. Vi diskuterede beslutningen grundigt i sidste uges analyse, men siden da har colombianeren uddybet begrundelserne for sin satsning. Ved Movistars holdpræsentation forklarede han således, at holdet er i besiddelse af data, der indikerer, at han præsterer bedre i sin anden grand tour end i sin første.

Hvis det er sandt, er der grund til bekymring i Movistar-lejren. Hvis Quintana virkeligt var på sit topniveau i sidste års Vuelta, er det ildevarslende for colombianeren. Sky og Chris Froome har således aldrig lagt skjul på, at briten var langt fra sit bedste i Spanien. Alligevel kan det ikke diskuteres, at Froome havde taget den samlede sejr, hvis ikke han og resten af Sky-mandskabet havde taget et kollektiv blunder på etapen til Formigal, hvor Alberto Contador og Quintana blæste til angreb fra start. Hvis Froome på 80% kan slå en Quintana i topform, er det meget vanskeligt at forestille, at colombianeren vil være bare nogenlunde tæt på briten i Frankrig, hvor han traditionelt er på 100% af sin ydeevne.


Nairo Quintana vinder Vuelta a España 2016

Man kan naturligvis ikke betvivle, at Movistar taler sandt, når de hævder at have sådanne data, men deres erfaringsgrundlag er spinkelt. Således kan 2015 næppe bruges som et godt sammenligningsgrundlag, idet Quintana med al tydelighed var under niveau i Touren - angiveligt på grund af allergiproblemer. Derudover har han kun to gange tidligere forsøgt sig med to grand tours i samme sæson. I 2014 kørte han Giroen og Vueltaen, men den kombination kan slet ikke sammenlignes med den langt vanskeligere udfordring det er at satse på Giroen og Touren. I 2015 var han syg i Vueltaen, men selv da han kom sig mod slutningen, var det tydeligt for enhver, at han end ikke var tæt på det niveau, han havde haft et par måneder tidligere i Touren.

Quintana fortjener ros for sit mod, men for de cykelfans, der ønsker sig spænding i Touren, er det en skam. Giroen bliver med sit fantastiske startfelt en forrygende forestilling selv uden Quintana. Hvis colombianeren brænder krudtet af i Giroen - som Alberto Contador gjorde det, da han forsøgte sig i 2015 - kan Touren meget vel udvikle sig til en trist ørkenvandring, hvor Froome tidligt sætter tingene på plads, og det kan ingen være tjent med. Quintana og Movistar er bedst tjent med at gå efter en første Tour-sejr, inden man kaster sig over større og mere ambitiøse projekter.

Heldigvis har Quintana tid til at gøre vores forudsigelser til skamme. Første mulighed for han i morgen, hvor han kaster sig ud i sin første store udfordring i 2017, Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han er oppe mod Wout Poels, Ilnur Zakarin og Thibaut Pinot. Samtidig kaster Froome sig i Australien ud i sin første store test, når stiller op til duel med Esteban Chaves i Herald Sun Tour. Der er ganske lang tid til juli, men hver en lille detalje i deres præstationer i den kommende uge vil blive analyseret minutiøst. Richie Porte sendte det første varselsskud ved at vinde Tour Down Under i suveræn stil, og i næste uge skal de to store favoritter forsøge at gøre det samme.

Den lange march mod Touren er i gang!