Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Ugenanalyse: En forandret klassiker, en mellemøstlig redning og stjernernes oprejsning

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

21.02.2017 kl. 17:41 af Emil Axelgaard.

I 2017 vil Feltet.dk have flere optakter og analyser. Et af vores nye initiativer er et ugentligt tilbageblik på de begivenheder, der har præget de forløbne syv dage. Hver tirsdag vil Feltets ekspert Emil Axelgaard således kaste et blik på og analysere de historier, der har trukket overskrifter og givet anledning til debat. Denne gang kaster vi et blik på den besynderlige beslutning om at ændre Amstel Gold Races karakter, en positiv nyhed fra Mellemøsten, to gennembrudspræstationer i den forløbne uge, samt hvorfor det er vanskeligt ikke at holde af Alberto Contador.

Kan man ødelægge en klassiker?

Der er næppe noget, der kan bringe sindet i kog hos mange cykelfans, som når kåde arrangører piller unødigt ved cykelsportens kronjuveler. Hvis man som mand bag en af cykelsportens store klassikere vil gøre sig upopulær hos det cykelbegejstrede publikum, er den sikre vej at ændre på traditionerne i deres løb. Hvem husker ikke den folkelige opstand, da man for nogle år siden fjernede Muur van Geraardsbergen fra finalen af Flandern Rundt? Eller da man planlagde grundlæggende at ændre Milano-Sanremos natur ved at lægge en ny stigning, Pompeiana, ind i finalen og dermed gøre løbet alt for hårdt for sprinterne? Listen over upopulære ruteændring er lang, og det er ikke uden grund, at arrangørerne træder varsomt, når de prøver at friske deres løb op ved at ændre på ruteføringen.

 

Denne uge bød på en lignende opstand, da der blev annonceret til ruter til sportens tre Ardennerklassikere, Amstel Gold Race, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Alle tre vil i 2017 undergå en vis forandring, og arrangørerne har taget sig en vis frihed til at eksperimentere. Der er imidlertid meget stor forskel på, hvordan ændringerne er blevet modtaget. Hvor arrangørerne af Amstel Gold Race er blevet udsat for lidt af en shitstorm for deres beslutning om at have fjernet Cauberg fra den absolutte finale, har de fleste taget godt imod de ændringer, ASO har foretaget i ruterne til deres to belgiske klassikere

 

Diversiteten i reaktionerne skyldes i høj grad løbenes traditioner. Mens et løb som Lombardiet Rundt nærmest er uigenkendeligt fra år til år og således har meget få faste holdepunkter, er det meget sværere at ændre på et løb som Milano-Sanremo, der igennem mange år har haft en fuldstændig identisk finale. For Fleche Wallonnes og Liege-Bastogne-Lieges vedkommende gælder på samme måde, at der hvert år betydelige variationer, og at det kun er den absolutte finale, der bevares. Det giver et vist frirum til at prøve nye ting, så længe man ikke rører ved kronjuvelerne som eksempelvis Fleche-afslutningen på Mur de Huy.

 

Det er netop den forbrydelse, Amstel-arrangørerne har begået. Den hollandske klassiker består af mere end 30 stigninger, men den er stort set synonym med finalen på Cauberg. Selvom det faktisk er en relativt ny opfindelse at bestige stigningen i den absolutte finale, har det givet løbet dets helt eget særpræg, og det er den ikoniske stigning, der har printet sig ind i bevidstheden hos mange fans. Derfor var det allerede upopulært, da man for få år siden flyttede målstregen fra toppen og 1 km længere ned af vejen i Valkenburg, men det tåler ingen sammenligning med den forandring, løbet vil undergå i år. Således skal Cauberg denne gang forceres for sidste gang med 19 km til mål, og derefter tilbagelægger man den velkendte finalerundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg, men uden at slutte på eller lige efter Cauberg.

 

Motivationen for ændringen er at skabe et mere underholdende cykelløb. Det var allerede begrundelsen, da man sidst ændrede finalen, men da det ikke gav den ønskede effekt, gør man nu et nyt forsøg. I de senere år har løbet udviklet sig til lidt at et ventespil, hvor favoritterne hav afventet slaget på målstigningen. Det har gjort de seneste udgaver mindre underholdende, og det er netop, hvad man vil undgå i fremtiden.

 

Spørgsmålet er, om man opnår den ønskede effekt. Jeg tillader mig at have min tvivl. Allerede i de senere år er løbet blevet mindre og mindre selektivt, og de sidste to-tre år har sprintere som Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard været meget tæt på at vinde. Denne type holdbare sprintere vil lugte blod med den nye ruteændring, og derfor vil mange hold møde op med flere hurtige afsluttere. Geulhemmerweg og Bemelerberg er begge meget lette stigninger, og de vanskeligste udfordringer findes nu så langt fra mål, at det er relativt let for folk de tre nævnte ryttere samt lignende folk som Edvald Boasson Hagen, Kristian Sbaragli, Ben Swift og Matteo Trentin at komme med hjem. Flere hold vil med stor sandsynlighed have interesse i en spurt, og ruten synes slet ikke hård nok til, at det kan undgås.

 

Det er utvivlsomt sand, at de seneste udgaver af løbet har været mindre spektakulære, men vil man for alvor skabe ravage, skal man i stedet flytte meget stejlere stigninger som Eyserbosweg og Keutenberg tættere på mål. Gør man det, kan finalen på Cauberg sagtens undværes, men i det nuværende scenarium synes løbet at udvikle sig til en affære for hurtige sprintere. Det har sin charme, men ændrer grundlæggende på løbets karakteristika, og det er en stor skam.

 

Ændringerne i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege tjener også det formål at gøre løbene mere spektakulære. Også de to belgiske klassikere har i de senere år været relativt afventende, og det forsøger man at ændre ved at lægge flere stigninger ind tættere på mål. Det giver langt mere mening og bringer løbene tættere på deres oprindelige selektive natur. Det er ingen hemmelighed, at der i moderne cykelsport skal hårdere udfordringer til at skabe større udskilning, og de nye stigninger vil bidrage til igen at gøre løbene egnede for klatrere. Samtidig har man fjernet den brostensstigning, der sidste år gjorde debut i den absolutte finale af Liege. Det ujævne underlag gjorde det vanskeligt for de lette folk at matche mere kraftfulde typer, og det ændrede løbets karakter. Ved at erkende, at brosten hører til i de nordlige klassikere, har man igen gjort løbet til en affære for Ardennerspecialister, og det kan kun bifaldes.

 

Nu afventer vi bare, hvad der sker med Milano-Sanremo. Rygtet siger, at årsagen til den manglende offentliggørelse af ruten er en plan om at gøre løbet hårdere. Det forsøgte man uden held for flere år siden, og nu vil man åbenbart gøre forsøget igen. Det vil næppe modtage megen ros fra sportens nostalgikere, der næppe kan klare endnu en grundlæggende ændring af en af sportens højdepunkter.

 

Er Mellemøsten cykelsportens redning?

Hvor der var cykelfans, der havde svært ved at se det positive i ruteforandringerne, er det til gengæld svært ikke at glædes over en anden af ugens nyheder. Således kom det i dag frem, at UAE Abu Dhabi har sikret sig en stor sponsoraftale med flyselskabet Emirates og fremover vil gå under navnet UAE Team Emirates. Der er dermed sikret finansiering for de kommende fire år, og der må være tale om en solid kapitaltilførelse, idet manager Giuseppe Saronni har meldt ud, at målsætningen er at blive et af sportens tre bedste hold inden for tre år. Enhver ved, at det kræver et solidt budget at tage kampen om med pengestærke mastodonter som Sky og Trek-Segafredo, og Saronni må således have en vis dækning for så vidtløftige ambitioner.

 

Udviklingen markerer en markant omvæltning for det arabiske hold, der har haft den mest tumultariske optakt til 2017-sæsonen. Det gamle Lampre-Merida-hold så først ud til at måtte lukke, da Merida slog pjalterne sammen med det nye hold for Bahrain. Det lykkedes imidlertid Saronni at gøre lidt af et kup ved at sikre sig sponsorkapital fra Kina, og det så ud til, at det første kinesiske WorldTour-hold var skabt. Uheldigvis var forbindelsen åbenbart så skrøbelig, at sygdom hos forbindelsesleddet mellem Saronni og de kinesiske pengemænd var nok til at få projektet til at falde sammen, og i november og december så fremtiden meget mørk ud for ryttere og ledelse.

 

Saronni viste igen sin fantastiske overlevelsesevne ved at finde ny kapital fra Abu Dhabi og ændre det italienske hold til et, der i høj grad skal repræsentere De Forenede Arabiske Emirater som nation. Med de mange dollars fra Emirates må det nu formodes at høre til blandt sportens mest pengestærke, hvilket er en markant udvikling for et Lampre-hold, der tidligere var blandt de fattigste. Det må formodes, at truppen bliver forstærket markant i de kommende år, og at en ny magtfaktor i sporten med stor sandsynlighed er etableret.

 

Mange cykelnostalgikere er kritiske over for den stadig større involvering af pengestærke arabiske stater, hvis nye løb slet ikke synes at nyde nogen lokal opbakning og i bogstaveligste forstand kan synes at være lidt af en ørkenvandring. I en tid, hvor stadig flere hold er truet af lukning og nye store sponsoraftaler hører til sjældenhederne, er det imidlertid i høj grad en forudsætning for sportens fortsatte overlevelse, at man kan udbrede interessen til nye regioner. Dagens sponsoraftale er et nyt skridt i den retning.

 

To løb, to store gennembrud

Mens Saronni havde travlt med at underskrive sponsorkontrakter, og løbsarrangører havde travlt med at tagne nye ruter, var den forløbne uge også en af årets allertravleste. Det hører til sjældenhederne, at der på samme tid afvikles fire store etapeløb sideløbende, men det er altid tilfældet i tredje uge af februar. Tour of Oman, Volta ao Algarve, Vuelta a Andalucia og Tour du Haut-Var gav alle anledning til forrygende cykelløb og gav solide indikationer på, hvad vi kan forvente i de kommende uger og måneder.

 

Specielt interessant var det, at to af løbene blev vundet af to store talenter, der begge må regnes som særdeles lovende. I Oman satte Ben Hermans etablerede klatrere som Fabio Aru og Romain Bardet til vægs med en dominerende præstation, der gav to etapesejre undervejs. I Algarve var det Primoz Roglic, der bekræftede det kolossale potentiale, han i et par år har stillet til skue, ved med kontrolleret kørsel at sikre sig en sikker sejr.

 

Mens det hele tiden har været givet, at Roglic havde stort etapeløbspotentiale, synes Hermans’ karriere at tage en drejning. Da han i sine unge år blev nævnt som en fremtidig stjerne, var det med udsigten til at etablere sig i Ardennerklassikerne. Derfor var det heller ikke overraskende, at han i 2015 endelig syntes at indfri forventningerne, da han vandt Brabantse Pijl.

 

I det seneste års tid er der imidlertid sket en udvikling. I sidste års Vuelta a Burgos kunne han pludselig matche Alberto Contador på den berygtede Lagunas de Neila-stigning, og i Vueltaen klatrede han fremragende i rigtige bjerge. Det var præcis disse klatreegenskaber, han stillede til skue, da han distancerede Aru på Green Mountain i lørdags, og da han tidligere i løbet viste, at han stadig har et godt punch på kortere stigninger, synes hans potentiale pludselig at være meget bredere og mere lovende.

 

Gennembruddet kommer på et ideelt tidspunkt, hvor BMC netop har sagt farvel til Philippe Gilbert. Dermed vil der være et langt løsere hierarki i Ardennerklassikerne, i hvert fald i år hvor Greg Van Avermaet kun planlægger at stille til start i Amstel Gold Race. Dermed kan Hermans sandsynligvis dele kaptajnrollen med Samuel Sanchez med de lovende talenter Dylan Teuns og Loic Vliegen i en fri position, og han synes at være klar til at få sit store gennembrud på den største scene. På et hold med Richie Porte og Tejay van Garderen bliver det sværere at få plads i etapeløbene, men han har vist, at han er klar til at gribe chance, så snart den byder sig. Fremtiden synes meget lovende for et af sportens lidt glemte talenter.

 

Det samme gør den for Roglic, hvis baggrund som tidligere professionel skihopper, gør, at han trods sin relativt høje alder stadig har et ubegrænset potentiale. Han har ikke kørt på cykel i mange år og har stadig meget at lære, specielt hvad angår positionering. I starten var han kendt som ren klatrer, og det var de egenskaber, der gav ham den samlede sejr i de nationale rundture i Slovenien og Azerbaijan. Siden han sidste år kom til LottoNL-Jumbo har han imidlertid vist sig at have et kolossalt talent for at køre enkeltstart. Gennembruddet kom med etapesejren i Giroen, og da han i fredags var meget tæt på at slå Tony Martin og Jonathan Castroviejo på en helt flad rute, viste han, at der ikke var tale om en enlig svale. Da han samtidig viste sig som løbets stærkeste klatrer, der kunne tage kampen om med selveste Dan Martin på Alto da Foia, er det tydeligt, at Roglic er ”the real deal”. Om han har holdbarheden over tre uger er stadig et åbent spørgsmål, men foreløbig synes der i hvert fald ikke at være mange ugelange etapeløb, det slovenske fænomen ikke kan vinde.

 

 Opmuntring for to fallerede stjerner

Ugen bød også på opmuntringer for to etablerede stjerner, der begge har haft en svær tid. 2016 udviklede sig således til lidt af en katastrofe for både Fabio Aru og Michal Kwiatkowski, men begge fik en solid dosis selvtillid i weekenden ved at slutte på podiet i henholdsvis Oman og Algarve. For begge kommer succesen på et kærkomment tidspunkt, hvor mange var begyndt at tvivle på deres mulighed for at nå tidligere tiders højder.

 

For Arus vedkommende har kritikken i høj grad været uberettiget, men det ændrer ikke på, at han har haft meget at bevise for den italienske offentlighed. Det er ganske vist end ikke to år siden, at han vandt Vueltaen, men der skal åbenbart ikke mere end én dårlig dag i Touren til at får den nationale presse til at stille spørgsmålstegn ved evnerne. Mange betegner Arus Tour-debut som lidt af en katastrofe, men sandheden er, at han var en af de stærkeste i løbets tredje uge og godt på vej mod en placering i top 5. Det hele gik imidlertid galt på én dårlig dag og betød, at han forlod løbet med et dårligt samlet resultat.

 

Problemet for Aru var, at resultatet kom efter en skuffende forårssæson, hvor han intet havde præsteret, og selvom han med en flot præstation ved OL viste sin klasse, kan det ikke ændre på, at 2016 på papiret så pauvert ud. Undervejs viste han imidlertid flere gange, at han stadig har klassen, og der er næppe nogen tvivl om, at han vil være yderst konkurrencedygtig i en ellers meget stærkt besat Giro. Præstationen i Oman viser, at han er på rette vej, og i det hele taget kommer vi til at se meget til Aru i foråret. Belært af erfaringerne vil han ikke satse alt på et løb, og planen er, at han skal lave langt flere resultater i foråret end vanligt. Starten lover godt. Fortsættelse følger næste uge i Abu Dhabi, hvor han for første gang står ansigt til ansigt med sin tidligere holdkammerat Vincenzo Nibali.

 

For Kwiatkowskis vedkommende har kritikken været mere berettiget. Her er der ikke tale om en enkelt dårlig sæson, men en tendens, der har strakt sig helt tilbage til hans fantastiske 2014-sæson. I 2015 vandt han ganske vist lidt heldigt Amstel Gold Race, mens han sidste år tog en sejr i E3 Harelbeke, men det har været tydeligt, at han i mere end to år har været langt fra sit tidligere niveau.

 

Det er svært at sige, hvad forklaringen har været. Kwiatkowski er imidlertid kendt som lidt af en træningsnarkoman, og Sky synes at have indset, at man er nødt til at holde polakken tilbage. Derfor har han i år fået forbud mod at forberede sig, som han plejer, og derfor har det været planen, at den forrygende sæsonstart, der ellers har været lidt af en kendetegn, ikke skal gentage sig. Derudover er fokus nu snævert rettet mod Ardennerklassikerne, og der bliver ingen eksperimenter med etapeløb og brostensløb.

 

Kwiatkowski var derfor indstillet på en anonym start på sæsonen, og derfor kom det som lidt af en overraskelse for ham selv, at han i Algarve kunne sikre sig en samlet andenplads bag den suveræne Roglic. Han var ganske vist aldrig tæt på at true sloveneren på stigningerne, men specielt hans fremragende enkeltstart lover særdeles spændende. Sportens historie er fyldt med eksempler på ryttere, der på grund af overtræning har ødelagt en ellers lovende karriere, og noget tyder på, at Kwiatkowski var på vej ned ad samme kedelige sliske. Resultatet i Algarve giver håb om, at han og Sky har reddet situationen. Svaret kender vi, når rytterne har krydset stregen i Liege om et par måneder.

 

Man kan da kun komme til at savne Contador

Til sidst bliver vi nødt til at runde Alberto Contador. Spanieren gjorde i den forløbne uge debut for Vuelta a Andalucia. Der har været enkelte kritiske røster, der har stillet spørgsmålstegn ved hans beslutning om at fortsætte karrieren og har hævdet, at han burde stoppe, mens han stadig var konkurrencedygtig.

 

At hævde at Contador ikke var konkurrencedygtig i 2016 må siges at være en mærkværdig vurdering. Således vandt den spanske stjerne Vuelta al Pais Vasco, havde vundet Paris-Nice, hvis den hårdeste etape ikke var blevet aflyst, blev nummer 2 i Volta a Catalunya og sluttede lige uden for podiet i Vueltaen. Naturligvis er han ikke den dominerende skikkelse, han var engang, men de ryttere, der ikke på forhånd vil skrive under på et sådant udbytte af en sæson, kan tælles på én hånd.

 

Det er klart, at de tider, hvor Contador med legende lethed sætter konkurrenterne til vægs i enhver bjergafslutning er ovre. Det blev igen tydeligt i denne uge, hvor han blev passeret af Thibaut Pinot på kongeetapen efter at have iværksat det angreb, der i gamle dage ville have givet rivalerne dødsstødet. Det synes således også usandsynligt, at han kommer tæt på at udfordre Chris Froome i Tour de France, men man kan ikke andet end begejstres hver eneste gang, spanieren er i aktion.

 

Contador kunne utvivlsomt opnå bedre resultater, hvis han indså, at han ikke længere kan gøre tidligere tiders forskel og i stedet kørte mere kalkuleret. Det nægter han imidlertid, og det er det, der gør ham så underholdende. Et glimrende eksempel blev givet på 1. etape i Andalusien i onsdags. På en dag, hvor alle sportsdirektører havde talt om en reduceret massespurt, sprængte Contador løbet til atomer og skabte en af de mest underholdende cykelløb hidtil i sæsonen. Det er efterhånden en trend. Hvem husker ikke, hvordan han skabte en neglebidende finale på Paris-Nice med sine utrættelige angreb for et år siden, eller hvordan han var manden bag Nairo Quintanas overraskende kup på Froome i Vueltaen?

 

Contador vinder ikke Tour de France i 2017, men hans tilstedeværelse i feltet er en gave til cykelelskere, og han vil blive savnet, når han en dag gør alvor af truslerne om at stoppe. Heldigvis får vi i hvert fald gavn af ham de kommende otte måneder, og med hans beslutning om at stille op i næste uges Abu Dhabi Tour kan vi allerede vente endnu en aggressiv forestilling på Jebel Hafeet-stigningen på lørdag. Scenen til det første store opgør mellem Contador og Quintana er sat!

 

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk