Ugenanalyse: En succesfuld ruteændring, veteranernes år og en usund afhængighed

Ved en fejl blev analysen ikke bragt tirsdag. Vi beklager forsinkelsen.

Har Amstel Gold Race vist vejen til bedre cykelløb?

Det blev mødt med megen skepsis og kritik, da løbsdirektør Leo Van Vliet i februar annoncerede, at han havde besluttet sig for at ændre ruten til årets Amstel Gold Race. Der er næppe noget, der kan bringe sindet i kog hos mange cykelfans, som når kåde arrangører piller unødigt ved cykelsportens kronjuveler. Hvem husker ikke den folkelige opstand, da man for nogle år siden fjernede Muur van Geraardsbergen fra finalen af Flandern Rundt? Eller da man planlagde grundlæggende at ændre Milano-Sanremos natur ved at lægge en ny stigning, Pompeiana, ind i finalen og dermed gøre løbet alt for hårdt for sprinterne? Listen over upopulære ruteændringer er lang, og det er ikke uden grund, at arrangørerne træder varsomt, når de prøver at friske deres løb op ved at ændre på ruteføringen. Alligevel havde Van Vliet modet til at fjerne den sidste passage af Cauberg og i stedet introducere en langt nemmere finale

Motivationen for ændringen er at skabe et mere underholdende cykelløb. Det var allerede begrundelsen, da man sidst ændrede finalen, men da det ikke gav den ønskede effekt, besluttede man nu et nyt forsøg. I de senere år har løbet udviklet sig til lidt at et ventespil, hvor favoritterne hav afventet slaget på målstigningen. Det har gjort de seneste udgaver mindre underholdende, og det var netop det, man ville undgå. Mange var imidlertid skeptiske. Ville klatrerne virkelig turde åbne allerede på Kruisberg, Eyserbosweg eller Keutenberg? Og hvis de gjorde, ville det så ikke være nemt for Michael Matthews og Sonny Colbrelli at få deres tropper organiseret og sikre en massespurt?

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Efter første udgave af det ”nye” Amstel Gold Race kan det konstateres, at Van Vliet så rigtigt. Det, der ikke lykkedes med den første ruteændring, fungerede til fulde med de nye justeringer, hvor alle de store navne spillede ud på de sværeste stigninger langt fra mål. Det gav anledning til den mest underholdende udgave af den hollandske klassiker i flere år, og initiativet er derfor blevet bifaldet fra stort set alle sider. Selv skeptikere blandt ryttere og eksperter er blevet omvendt, og Van Vliet kan næsten ikke få armene ned.

Det fantastiske ved ruteændringen er, at den gør løbet så uforudsigeligt. Selvom folk som Gilbert, Valverde Van Avermaet og Kwiatkowski er hurtige, ved de, at de ikke kan matche Colbrelli og Matthews i en spurt. Derfor har de ikke meget at miste ved at forsøge fra distancen. Denne gang lykkedes det dem at holde forfølgerne stangen, men der er ingen garanti for, at det vil lykkes næste år. Derfor bliver listen over potentielle vindere alenlang, og det kan næsten kun give lægge grunden til godt cykelløb, at så mange ryttere reelt har en mulighed for at vinde.

Det underholdende løb kom som den foreløbige kulmination på en fantastisk klassikersæson, hvor der i stort set samtlige løb er blevet åbnet op langt fra mål. Det har derfor straks givet anledning til forslag om, at man bør tage lignende initiativer i andre løb. Eksempelvis mener nogle nu, at man bør droppe finalen på Mur de Huy i Fleche Wallonne, og flere har også luftet tanken om en lettere finale i Liege-Bastogne-Liege, der i de senere år har været ekstremt kontrolleret. Nogle har også straks advokeret for, at man bør lave lettere etaper i etapeløbene.

Det vil imidlertid være en fejlanalyse at tro, at ruteændringerne alene er forklaringen på det flotte forår. Når der blev kørt aggressivt på brostenene, var det i højere grad et resultat af omstændighederne end ruten. Således var Peter Sagans og Greg Van Avermaets overvældende favoritstatus årsagen til, at Quick-Step tog tyren ved hornene og forsøgte at isolere de stærkeste ryttere, og det havde således intet med ruteføringen at gøre. Tværtimod blev det afgørende fremstød sat ind på Muren, der netop var sat ind for at gøre løbet hårdere.

Samtidig er det ikke sikkert, at Amstel Gold Race var blevet grebet tilsvarende an, hvis ikke Matthews og Colbrelli havde vist storform forud for løbet. Hvis ingen af sprinterne havde været på toppen, havde flere troet på deres chancer i en spurt, og det var måske i høj grad formkurven hos sprinterne, der ansporede til offensiven. Derfor er det måske i langt højere grad formkurven og holdsammensætninger, der bestemmer taktikken end den eksakte ruteføring.

Derudover vil det være en fejl at overføre ideen om lettere ruter til etapeløbene. Fordelen ved et endagesløb er, at der ikke er en dag i morgen til at rette op på eventuelle fejltagelser. Derfor ligger det i løbene natur, at der altid vil blive kørt mere offensivt i klassikerne end i grand tours og ugelange etapeløb, hvor det i høj grad handler om at spare på kræfterne. Det så man i årets Baskerlandet Rundt, hvor man netop havde indført en lettere rute i håb om, at flere ryttere vil søge muligheder på de småkuperede etaper. Det skete aldrig, og løbet endte som lidt af en fuser, da alle sparede på kræfterne til kongeetapen og enkeltstarten, og det vil altid være en risiko, hvis man gør etapeløb for nemme.

Samtidig er der traditioner, der bør respekteres. Ganske vist har Fleche Wallonne kun haft finale på Mur de Huy i lidt over 30 år, men løbet er nu så tæt forbundet med netop denne ikoniske afslutning, at det vil være at betragte som vold mod løbets historie at ændre det. Tilsvarende var det en fejl, da man sidste år indførte den brostensbelagte stigning i finalen af Liege-Bastogne-Liege i et forsøg på at gøre løbet hårdere. Det tippede pludselig balancen fra de lette klatrere, der slet ikke kunne begå sig på det ubehagelige underlag, og gav plads til mere robuste folk, hvorved man grundlæggende rørte ved løbets DNA. Og selvom flere stigninger måske vil kunne gøre Milano-Sanremo mere underholdende, vil det være urimeligt at ændre på løbets rolle som en af de klassikere, sprinterne kan vinde.

Det betyder ikke, at ruteændringer ikke kan foretages - det skal blot gøres med varsomhed og med et blik for både tradition og konsekvenser. Van Vliet havde en heldig hånd med sin manøvre, og i virkeligheden kan man med nogen ret hævde, at løbet blot blev ført tilbage til det, det var for 10 år siden: et aggressivt løb for Ardennerspecialister og ikke et for hårdføre sprintere. Det betyder imidlertid ikke, at andre vil have samme grad af succes, og derfor må man i al euforien over søndagens flotte løb håbe, at andre arrangører besinder sig og ikke grundlæggende forandrer på DNAet hos cykelsportens kronjuveler.

Er 2017 veteranernes år?

Amstel Gold Race gav ikke blot anledning til en diskussion af ruteændringer, det gav også en chance for igen at hylde Philippe Gilbert for et comeback, der fremstår som et af de flotteste i de seneste mange år. Efter hans skuffende 2015 og 2016 har jeg selv hørt til blandt de mest skeptiske, og specielt hans seneste efterårssæson, hvor han fuldstændig mislykkedes i sit forsøg på at ramme topformen til OL, fik mig til at tro, at dampen var gået af den belgiske stjerne. Jeg roste hans beslutning om at skifte til Quick-Step, fordi det kunne give ham nogle taktiske fordele, der måske alligevel kunne give ham endnu en stor sejr, men hans suveræne opvisninger i dette forår, hvor både taktik og imponerende styrke har været grunden til hans sejre, har taget mig på sengen.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Det må varme et cykelhjerte at se Gilberts genopblomstring, fordi den er skabt af en glæde ved at køre på cykel. Således skiftede Gilbert til Quick-Step, fordi det gav ham gode muligheder for at indfri sine sportslige ambitioner, og han var villig til at lade en stor del af betalingen komme i form af bonusser. Derved løb han en stor økonomisk risiko i sin karrieres efterår for at have de bedste betingelser for at indfri de sportslige ambitioner, og det kan man kun have beundring for.

Set i et større perspektiv er det imidlertid mere interessant, at Gilberts flotte forår afspejler en anden og måske dybere tendens. Hvor vi i de senere år har set ungdommen dominere - ikke mindst da den helt fantastiske 1990-årgang gjorde sit indtog - har 2017 været veteranernes år. Gilbert har - ganske vist sammen med Greg Van Avermaet - været den dominerende skikkelse i klassikerne, men tendensen er langt bredere. Selvom man skulle tro, at det var umuligt, har Alejandro Valverde haft den hidtil bedste sæsonstart, og han været nærmest altædende i de ugelange etapeløb og vil med stor sandsynlighed fortsætte i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Michael Albasini nåede sidste år nye højder i klassikerne, og tredjepladsen i søndags tyder på, at han igen i år vil være en markant skikkelse i Ardennerne. Michele Scarponi har netop taget sin første sejr siden 2013 og fremstår som en værdig arvtager efter Fabio Aru som Astana Giro-kaptajn. Endelig har Alberto Contador sammen med Valverde været den mest markante skikkelse i etapeløbene.

Tendensen kommer i et år, hvor det også har været småt med store gennembrud. Gianni Moscon har med femtepladsen taget endnu et skridt mod toppen, David Gaudu har imponeret stort på stigningerne, og Lilian Calmejane har vundet tre mindre etapeløb. Vi har imidlertid ikke set gennembrud som i 2010 med Peter Sagan, 2014 med Michal Kwiatkowski eller 2015 med Julian Alaphilippe. Tværtimod er de unge talenter i stort omfang kommet til kort over for de etablerede navne, og de ryttere, der har lavet de meste markante kvantespring, er folk som Colbrelli og Oliver Naesen, der allerede har nået en vis alder, eller en mand som Kwiatkowski, der er vendt tilbage til tidligere tiders styrke.

Det er svært at sige, hvad der forklarer denne tendens, men den kan ikke udelukkes, at det skyldes de mere underholdende og aggressive løb, vi har set i årets første måneder. Ganske vist ligger det ofte i ungdommens natur at køre offensivt, men specielt i de store løb kræver det omhu at få noget ud af anstrengelserne. At være konkurrencedygtig i et aggressivt Flander Rundt kræver nøje omtanke og evne til at spare på energien samt stor taktisk indsigt og evne til at læse løbet. Det er netop her, Gilbert har været i en klasse for sig, og det er samtidig velkendt, at det altid har været Albasinis store styrke. Årets klassikere har i høj grad været god underholdning, fordi det taktiske element har været ekstra interessant, og det vil altid favorisere veteranerne. Det har de i den grad formået at kapitalisere på i 2017.

Cavendish udstiller Dimension Datas sårbarhed

Den forløbne uge bød ikke blot på fremragende cykelløb. Desværre blev den skæmmet af et par kedelige helbredsproblemer, der sætter flere af sportens hovedaktører voldsomt tilbage. Allerede i sidste uge berørte jeg, hvordan Fabio Arus knæskade stiller helt nye krav til hans helt ukuelige fighterevne. Det ser imidlertid ud til, at den italienske korkprop endnu engang viser, at han har en fantastisk mental styrke. Således lyder der vedholdende rygter om, at Astana-kaptajnen alligevel kan vise sig at ende på startstregen i Sardinien - ganske vist ikke med klassementsmål, men med sigte på at gå efter en etapesejr i tredje uge og eventuelt opbygge formen frem mod Tour de France.

I en lignende situation befinder Julian Alaphilippe sig. Franskmanden havde efter sin fantastiske præstation i Paris-Nice for alvor udsigt til at kunne true Alejandro Valverde i Ardennerne - et tema, jeg flere gange har berørt i tidligere analyser - men det bliver der intet af. Et tilsyneladende harmløst styrt i Baskerlandet betyder, at supertalentet må se til fra sidelinjen, og der går således mindst et år, inden vi får en chance for at se, om hans helt forrygende udvikling allerede nu har bragt ham på højde med den spanske superstjerne. Det er en skam, fordi det er i de kuperede endagsløb, at hans talent er størst, men heldigvis er Alaphilippe så alsidig, at han har muligheder på hele kalenderen. Naturligvis kan han ikke køre med om sejren i Touren, men det kan give ham den friskhed, der gør, at han kan vinde flere etaper på en rute, der ansporer til aggression og angrebslyst. Samtidig kan det sætte ham op til et stort efterår, hvor Clasica San Sebastian, de canadiske klassikere, Il Lombardia og måske endda VM i Bergen kan gøre ham til en helt dominerende skikkelse.

Situationen er langt mere alvorlig for Mark Cavendish. Briten så ellers ud til at være på sporet i en sæson, der har haft ét overskyggende mål: flere etapesejre i Tour de France og dermed et stort skridt mod Eddy Merckx’ rekord. Efter en meget hård 2016-sæson var planen at starte sæsonen langsomt, og Cavendish følte sig overraskende stærk i sine første løb trods den begrænsede træningsmængde.

Det blev imidlertid hurtigt klart, at ikke alt var som det skulle være, da han kørte et mildest talt elendigt Milano-Sanremo, og siden blev der helt stille om ham. Det sene afbud til Scheldeprijs blev begrundet med en mindre skade, men problemerne viste sig at have en langt værre årsag. Cavendish er blevet diagnosticeret med Epstein-Barr-virus, bedre kendt som kyssesyge, og skal nu holde sig i ro på ubestemt tid.

Problemet er, at udsigterne er så uklare. Nogle kommer sig relativt hurtigt. Det er eksempelvis tilfældet for George Bennett, der blev syg i december, men allerede i februar klatrede med de bedste i Abu Dhabi Tour. For andre tager det meget længere tid. Michael Rogers var ude enormt længe, og sidste år tog det mere end et halvt år for Alaphilippe at finde topformen, efter at han var blevet syg i efteråret 2015. Derfor er der ingen, der ved, hvornår Cavendish igen kan være konkurrencedygtig.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Situationen er kritisk for Cavendish selv, fordi han helt indlysende er ved at løbe tør for tid, hvis han skal nå Merckx’ rekord, og ethvert misset Tour de France kan vise sig at være kostbart. Det er imidlertid måske endnu værre for Dimension Data, for hvem Cavendish er den absolutte guldfugl. Holdet har haft en katastrofal klassikerkampagne, hvor Edvald Boasson Hagen slet ikke fandt formen, og holdets tredje stjerne, Stephen Cummings, havde et slemt styrt i Baskerlandet. Ganske vist har Nathan Haas kørt fantastisk, men han har været stort set alene om at præstere, og nøjagtigt som sidste år ligger det sydafrikanske mandskab sidst i WorldTour-stillingen.

Dermed er Dimension Data i en helt anden situation end Quick-Step, der fører WorldTouren suverænt og kan leve med at måtte undvære AlaphilIippe. Heldigvis kan de glæde sig over, at det ikke er næste år, at WorldTouren reduceres til 16 hold, og derfor er de ikke i umiddelbar fare for at miste deres plads i det fine selskab - heller ikke selvom Cavendish ender med at måtte skippe Touren. Til næste år bliver det imidlertid alvor, og Dimension Data fremstår som det mest oplagte bud på et hold, der får svært ved at indkøre det nødvendige antal point. I forvejen belønnes sprintersejre ikke meget, og derfor er det et problem, at holdet er så afhængige af Cavendish. Hvis ikke de vidste det i forvejen, vil det blive endnu mere tydeligt i de kommende uger, at holdet er nødt til at brede deres palet ud, hvis de vil overleve som et hold på højeste niveau.