Ugenanalyse: Gilberts ambitiøse mål, favoritternes blunder og WorldCuppens comeback

Kommer Gilbert Sagan i forkøbet?

Efter den mageløse etapesejr på en brutal etapesejr i Tirreno-Adriatico opfordrede jeg Peter Sagan til at sætte sig det ambitiøse mål at vinde alle fem monumenter. I den nuværende generation af cykelryttere er det kun to, der hidtil har leget med ideen om at gøre Eddy Merckx, Rik van Looy og Roger De Vlaeminck selskab på listen over ryttere, der har sejret i de fem største klassikere, Philippe Gilbert og Fabian Cancellara. Det skyldes hovedsageligt moderne cykelsports behov for specialisering. Nu om dage er det ganske enkelt umuligt at blande sig i toppen af grand tours, brostensklassikerne og Ardennerløbene, som man gjorde på Merckxs tid, og derfor er det ikke overraskende, at ingen har gjort sejret i alle monumenter, siden De Vlaeminck tog sin sidste store klassiker i 1979.

Konkurrencedygtighed i grand tours er ingen forudsætning for at kunne triumfere i alle fem monumenter, men spændet fra det relativt flade Milano-Sanremo over de dieselegenskaber, der er nødvendige i Roubaix, til letbenede klatreegenskaber, der er nødvendige for at vinde et stadig mere kuperet Il Lombardia, er så stort, at kun de færreste har en reel chance for at vinde over hele paletten. I nyere tid er det vel Paolo Bettini, der har fremstået som det bedste bud på en tilstrækkeligt alsidig rytter, men den lille italiener var aldrig i spil til at vinde i Roubaix, hvor han ikke kunne drage fordel af sit punch. Og selvom han har luftet sine drømme offentligt, har Cancellara aldrig været en reel vinderkandidat i Lombardiet, der kun i uhørt lette udgaver har levnet en reel chance til den store schweizer, der da heller aldrig gjorde et reelt forsøg på at vinde de kuperede klassikere.

I Sagan har cykelsporten fået en rytter, der reelt kan drømme om sejrene i alle fem monumenter, og selvom han ikke selv har beskæftiget sig offentligt med udfordringen, har hans sportsdirektør Patxi Vila gjort det klart, at han i hvert fald ser det som et interessant mål. Sagan har hurtigheden til at vinde i Sanremo, uden at det kræver et sandt lykketræf, Flandern er allerede på sejrslisten, og selvom Paris-Roubaix passer ham mindre godt, er en sejr på de franske brosten bestemt inden for rækkevidde. På sine bedste dage har han klaret stigninger, der er meget sværere end dem, der findes i Liege, som i de senere år har været en anelse mindre selektivt, og La Doyenne burde derfor være et realistisk mål, hvis han i en sæson dedikerer sig til de kuperede løb. Il Lombardia fremstår i sin nye bjergrige udgave som en stor udfordring, men det synes usandsynligt, at der i løbet af Sagans karriere ikke igen skulle komme et år, hvor en lettere rute giver ham en reel mulighed for at vinde.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Nu kan Sagan imidlertid blive overhalet indenom. Da han massakrerede alt og alle på stort set enhver tænkelig rute i 2011, syntes det bare at være et spørgsmål om tid, inden Philippe Gilbert ville vinde de fem monumenter. Med ét gik han imidlertid fra urørlig stjerne til en placering betydeligt lavere nede i klassikerhierarkiet, og i de seneste to år har der vel været almindelig enighed om, at Gilbert havde opbrugt sin kvote af monumentsejre. I de senere år har det således været tydeligt, at belgieren, der ikke er ren klatrer, ikke længere har de egenskaber, der skal til for at gøre sig gældende i de hårde løb som Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og da han som led i arbejdsdelingen på BMC ikke havde været aktiv i de store brostensløb siden 2011, syntes det urealistisk, at han i så fremskreden alder kunne blive konkurrencedygtig igen i de nordlige klassikere.

Gilbert har imidlertid aldrig opgivet drømmen, og det var netop med den begrundelse, at han flygtede fra BMC. Allerede i februar skrev jeg i en tidligere analyse - jeg vendte også tilbage til temaet i sidste uge - at Gilbert kun havde én reel chance for at vinde et brostensmonument: at skifte til Quick-Step. På det belgiske mandskab kan den belgiske mester nemlig drage fordel af en kollektiv styrke, der før har givet overraskende monumenttriumfer til Stijn Devolder og Niki Terpstra, og det taktiske spil er netop vejen til mulig succes for en mand, der ikke længere er feltets stærkeste. Derfor havde Gilbert truffet det eneste rigtige valg. Det var han selv så pinligt bevidst om, at han nærmest var villig til at køre gratis for Patrick Lefevere og lade lønnen stort set består af bonusser, hvis bare han kunne få en plads på klassikernes superhold.

Et halvt år efter offentliggørelsen af aftalen er Gilbert så tilbage på alles læber, og nu tales der pludselig igen om muligheden for, at han efter den fantastiske bedrift i Flandern Rundt kan fuldende listen over monumentsejre. Analysen viste sig at være rigtig: ved at være en del af sportens superhold kunne Gilbert udnytte det taktiske spil til at komme af med forhåndsfavoritterne Sagan og Van Avermaet og med et fantastisk soloridt sikre sig en yderst populær hjemmebanetriumf. Samme opskrift benyttede han med succes i både Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke, og søndagens løb blev endnu en anskueliggørelse af, hvordan et stærkt hold - og en fantastisk stærk Gilbert - kan gøre forskellen i de største klassikere.

Vejen til alle fem monumenter er imidlertid fortsat lang. Gilbert har kun deltaget én gang i Paris-Roubaix, der slet ikke passer til en relativt spinkel fyr som den belgiske mester. Samtidig er Milano-Sanremo for en rytter som Gilbert et lotteri. Michal Kwiatkowskis sejr viser, at det kan lade sig gøre for hans ryttertype, men det kræver held og snarrådighed, som Gilbert ikke har mange år til at opsøge.

Gilbert ved, at udfordringen er stor, men han har sat sig det som sit altoverskyggende karrieremål. Oprindeligt var det ikke planen, at han skulle køre i Roubaix på søndag, men han bad efter sejren Lefevere om en startplads. Ganske vist handler det i 2017 kun om Tom Boonen på det belgiske hold, men for Gilbert er målet langsigtet. I år ville han forsøge at samle sig den erfaring, han mangler, inden han næste år vil gå efter en stor sejr i Nordfrankrig. Lefevere vil imidlertid ikke gå på kompromis med alt-for-Boonen-strategien, og derfor er Gilbert blevet bedt holde sig hjemme. Selv en nykåret Flandern-vinder kan åbenbart ikke få det, som han vil, og 34-årige Gilbert må ganske nødtvunget opgive at lære de nordfranske brosten at kende. I lyset af den betydning, erfaring har i Helvedet i Nord, kan det sagtens være et helt afgørende tilbageslag i forsøget på at nå det mål, han satte sig som helt ung rytter.

En rystende favoritbrøler

Philippe Gilberts solosejr var imponerende, men når det lykkedes at skrive sig ind i historien med et soloridt på 55 km, kan belgieren i høj grad sende et takkekort til løbets to forhåndsfavoritter, Greg Van Avermaet og Peter Sagan. I ugevis har man talt om, hvordan Quick-Step ville forsøge at udnytte deres overtal ved at åbne finalen så tidligt som muligt, og i Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke gav de endda en opvisning i, hvordan de havde tænkt sig at praktisere strategien.

Ingen kan derfor sige, at de ikke var advaret om, hvordan superholdet ville gribe løbet an, men alligevel lykkedes det dem at tage både Bora og BMC helt på sengen. Da Tom Boonen øgede farten på Muren og skabte en gruppe på 14 mand, var der ikke skyggen af hverken Sagan eller Van Avermaet, og på nærmest helt ubegribeligt glimrende BMC helt ved sit fravær. Hvordan det kunne lade sig gøre ikke at lure faren på en af løbets mest ikoniske stigninger, er et af årets hidtil største mysterier, der betød, at begge favoritter måtte køre løbet bagfra - præcis det scenarium, som det var helt afgørende at undgå. At det hele i sidste ende blev ødelagt af et styrt på et tidspunkt, hvor det endnu ikke er for sent, kan ikke kun tilskrives uheld. Havde man været mere årvågen, havde man ikke bragt sig i en position, hvor man på den måde var tvunget til at køre til grænsen.

Van Avermaet og Sagan kan ikke påstå, at de ikke var advaret - hvis de var i tvivl om, at Quick-Step ville åbne på Muren kunne de eksempelvis have konsulteret Feltets optakt! Luke Rowe havde endda offentligt proklameret, at Sky ville gribe løbet offensivt an allerede her, og da Van Avermaet offentligt sagde, at Muren kom alt for tidligt til at gøre et forsøg, var det nærmest som at udstikke en offentlig invitation til at forsøge at tage ham på sengen.

At Sagan misser ud, kommer imidlertid ikke som en stor overraskelse. I år har han generelt haft en mere afslappet tilgang til sin positionering, hvilket har tvunget ham til at lave unødige accelerationer. Forklaringen skal med stor sandsynlighed søges i det relativt svage hold. Bora brugte helt tydeligt færre kræfter i vinden i det flamske storløb, sandsynligvis i et forsøg på at spare på kræfterne til finalen. Ofte kan det synes som spildt arbejde at investere energi på at holde sig fremme tidligt i løbet, og et svagt Bora-mandskab må spare, hvor de kan. I sidste ende var det derfor muligvis holdet, der alligevel kostede Sagan den store triumf.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Van Avermaets blunder er et større mysterium. I år har den belgiske stjerne nærmest ikke sat en fod forkert, og han har været en mester i at forudse, hvornår de afgørende ryk blev sat ind - også selvom det ofte skete, hvor man mindst ventede det. Denne gang fejllæste både han og BMC-ledelsen imidlertid løbet totalt, og desværre skete det for Van Avermaet i det løb, han mere end noget andet drømmer om at vinde. Derfor var skuffelsen også så udtalt, da han nåede stregen i Oudenaarde. Van Avermaet ved, at han ikke tabte løbet, da Sagan kørte for tæt på barrieren på Kwaremont. Det gjorde han allerede mange kilometer tidligere på Muren - og han har kun sig selv at bebrejde for fadæsen!

Presses Sagan til at udvide kalenderen?

Peter Sagans brøler betyder, at presset på verdensmesteren er vokset betydeligt. Slovakken er hentet til Bora-hansgrohe som holdets altoverskyggende kaptajn, og en stor del af ansvaret for at hente point i det første år på WorldTouren ligger i høj grad på hans skuldre. Med blot Paris-Roubaix tilbage i et ellers tætpakket klassikerprogram står verdensmesteren imidlertid tilbage med et skuffende udkomme af den vigtigste del af sæsonen. En andenplads i Omloop Het Nieuwsblad blev fulgt op af en sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der imidlertid ikke er en del af WorldTouren, og senere måtte han udgå af Strade Bianche med sygdom. I nøgleperioden mellem Milano-Sanremo og Paris-Roubaix er det foreløbig kun blevet til en tredjeplads i Gent-Wevelgem og en andenplads i Milano-Sanremo, og det kan slet ikke måle sig med forventningerne.

Bora-hansgrohe er nye på WorldTouren, og selvom det først er næste år, at WorldTour-point bliver særligt vigtigt forud for den planlagte reduktion fra 18 til 16 hold, skal det tyske hold gerne markere sig. Foreløbig er de fint placeret, men der er en forventning om, at Sagan vinder mindst én klassiker. Hvis det mislykkes i Roubaix - det af brostensløbene på WorldTouren, der passer ham dårligst - må holdet derfor føle sig fristet til at forlænge forårssæsonen til også at inkludere Amstel Gold Race, der i år ikke inkluderer Cauberg i den absolutte finale og derfor giver endnu bedre chancer for en klatrestærk sprinter som Sagan.

Foreløbig har Bora ikke antydet, at man går med den slags planer, men tanken er nærliggende. Sker det, vil det således være en tilbagevenden til tidligere tiders satsning for Sagan, der i de første år som klassikerrytter skippede Roubaix for i stedet at køre Amstel som sin sidste klassiker. Han blev kun knebent slået i en spurt i 2012, og i 2013 var han den helt store favorit, inden krampe kostede ham deltagelsen i finalen. Selv med finalen på toppen af Cauberg, var Sagan skræddersyet til den hollandske klassiker, og den nye rute må derfor være fristende for Bora-ledelsen.

Hvis Sagan vinder i Roubaix, er det ganske utænkeligt, at planerne vil blive ændret, men ender det igen i fiasko, vil vi ikke udelukke, at Michael Matthews, Sonny Colbrelli, Bryan Coquard og de øvrige klatrestærke sprintere får sig en svær konkurrent i det største hollandske cykelløb. I dag har Bora således meddelt, at en knæskadet Leopold König ikke kommer til start i Giroen, og da Rafal Majka hidtil har været langt fra topformen, er det Sagan, der skal levere broderparten af pointene. Presset vokser på verdensmesteren, og det kan tvinge ham til at træffe en beslutning, som han helt sikkert selv havde været foruden.

Er Boonen klar til den store finale?

Den slags overvejelser har Tom Boonen naturligvis ikke. For den belgiske stjerne går horisonten til søndag den 9. april og ikke et sekund længere. Her er scenen nemlig sat til det alle belgiere har ladet op til i mere end et halvt år: at deres store helt skal afslutte karrieren på magisk vis ved at sikre sig sin femte sejr i Paris-Roubaix!

I de flamske klassikere har det store tema været Quick-Steps enorme bredde, og det var i høj grad det faktum, at holdet havde seks potentielle vinder af Flandern Rundt, der gav dem mulighed for at åbne løbet så tidligt. I det hele taget har det været den multifacetterede strategi, der har givet den store succes i de første brostensløb, men det vil være fuldstændig forandret på søndag. Philippe Gilbert er som sagt blevet bedt blive hjemme, og selvom stjerner som Zdenek Stybar og Niki Terpstra vil være på startstregen i Compiegne, har man kun én kaptajn: alt handler om Tom Boonen i Quick-Steps drejebog for søndagens klassiker.

Det betyder, at det belgiske mandskab med stor sandsynlighed vil gribe løbet helt anderledes an, end vi har set det i de flamske løb. Her har man kørt aggressivt i et forsøg på at skabe tidlige overtalssituationer, vel vidende at kaptajnerne ikke kan følge Greg Van Avermaet og Peter Sagan, når der for alvor åbnes op. På søndag vil alle imidlertid have øjnene på Boonen, og skal han vinde, skal han derfor være i stand til selv at gøre forskellen eller selv at følge de bedste.

Boonen har ikke haft de bedste resultater i de flamske klassikere, men det betyder ikke, at han er uforberedt. Faktisk er han langt stærkere, end han var for 12 måneder siden, hvor han stadig var mærket af det slemme styrt i Abu Dhabi, der betød, at hans forberedelse til klassikerne ikke forløb som ønsket. I E3 angreb han igen på Taaienberg, som der i de gode gamle dage var tradition for - noget, han ikke har været stærk nok til i et par år - og i Flandern Rundt havde Gilbert næppe vundet, hvis ikke det havde været for Boonens kolossale indsats forud for anden passage af Kwaremont. Faktisk kan man ikke udelukke, at belgieren, der fortsat så stærk ud og var i en taktisk god position - kunne være endt på podiet, hvis han ikke havde haft defekt. På nærmest symbolsk vis endte hans drømme i det sidste Flandern på netop Taaienberg, den stigning, der om nogen har været rammen om hans mest imponerende præstationer i hans store hjemmebaneløb.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Præstationerne vidner om, at Boonen er klar. Det er allerede flere år siden, at han erkendte, at han ikke længere har det nødvendige punch for at matche de mest eksplosive på de flamske hellingen, men i Roubaix er det helt andre egenskaber, der gør sig gældende. Her er det motoren, der spiller den afgørende rolle, og den har Boonen stadig. Det viste han så sent som sidste år i samme løb og ved VM, hvor han sikrede sig en lidt uventet bronzemedalje.

Samtidig passer løbet langt, langt dårligere til Van Avermaet og Sagan, der ikke kan gøre brug af deres eksplosive punch. Sagan har således aldrig været på podiet i den franske klassiker, og nøjagtigt som verdensmesteren skippede Van Avermaet i mange år det franske løb, fordi det ikke passede ham. Han har siden været på podiet og vist, at han sagtens kan begå sig, men han er slet ikke så stærk i det flade terræn som på de flamske hellingen. Det er derfor ikke uden grund, at Boonen føler sig overbevist om, at han kan tage kampen op i en direkte duel med de øvrige favoritter.

Hvis Boonen er så stærk, som han selv vurderer, kommer truslen måske fra en helt anden kant. Belgieren har således gode chancer for at slå Sagan og Van Avermaet i en spurt på velodromen. Her lurer John Degenkolb som en langt større trussel. Det er ikke uden grund, at tyskeren allerede har vundet to monumenter. Således er han kendt for sin evne til at afslutte efter et langt løb, og han bliver meget sjældent slået af andre end Kristoff i en klassikerspurt. Hvis man dertil lægger, at Degenkolb ikke er blevet sat på en Paris-Roubaix-pavé siden 2013, og at han i år har været stærkere end tidligere i de flamske klassikere, er det indlysende, at den tyske stjerne bliver meget vanskelig at bide skeer med. Samtidig har Trek et stærkere hold end både Bora og BMC, og det er derfor i høj grad mod Tyskland, Boonen skal rette blikket, hvis han skal have den drømmeafslutning, som hele Belgien drømmer om.

Er Naesen den næste store belgiske klassikerstjerne?

Meget af diskussionen efter Flandern Rundt har i høj grad handlet om Gilbert, Van Avermaet og Sagan, og det har desværre betydet, at Oliver Naesen slet ikke har fået den anerkendelse, han er berettiget til. Som en kulmination på et helt fantastisk forår viste den unge belgier, at han også kan begå sig i de helt lange klassikere, da han som eneste mand kunne følge Sagan og Van Avermaet på Taaienberg, og han havde stadig sejren inden for rækkevidde, da han uheldigvis var involveret i Sagans styrt.

Jeg husker stadig, da jeg første gang blev opmærksom på den talentfulde belgier. Det var i efteråret 2014, hvor man på Lotto-mandskabet havde sikret sig en usædvanlig talentfulde stagiaire-duo. Normalt er sådanne lærlinge henvist til anonym hjælperrolle, men Naesen og Tiesj Benoot tiltrak sig en del opmærksomhed ved begge at køre flotte resultater hjem. Det var imidlertid kun Benoot, der blev belønnet med en kontrakt, mens Naesen måtte nøjes med en ophold på lidt lavere niveau hos Topsport Vlaanderen. Her bekræftede han potentialet, blandt andet med en sejr i endagesløbet La Poly Normande, men alligevel måtte han søge udenlands til IAM for at få en chance på højeste niveau.

Naesen havde en lidt skuffende forårssæson i 2015, og mens Benoot fortsatte med at imponere, så det ud til, at det var Lotto-talentet, der ville ende som den kommende store belgiske klassikerstjerne. Det ændrede sig imidlertid markant sidste efterår, hvor Naesen endelig var i stand til at levere på de løfter, han havde givet to år tidligere. Det hele startede, da han tog en imponerende udbrudssejr i WorldTour-klassikeren i Plouay, men det var især i Eneco Tour, han brillerede. Den unge belgier var således i særklasse stærkeste mand på kongeetapen, og det var kun en alt for stor generøsitet i føringsarbejdet, der forhindrede ham i at tage sejren. Han endte dog på en samlet andenplads, og da han et par dage senere var meget tæt på at slå Dylan Groenewegen i en spurt i Tour de l’Eurometropole og kørte et flot VM som hjælper for Tom Boonen var det ikke vanskeligt at have store forventninger til hans klassikersæson.

En ting er imidlertid at skabe hype, noget andet er at leve op til den. Det har Naesen imidlertid gjort på helt fantastisk vis, og havde det ikke været for lidt uopmærksomhed i finalen af Gent-Wevelgem samt søndagens styrt ville han have været i top 10 i samtlige brostensklassikere forud for søndagens Paris-Roubaix. Det gør ham klart til klassikersæsonens store komet og Ag2r til nogle af de helt store vindere i den forløbne transfersæson, hvor Naesen var ledig på markedet, men ikke tiltrak sig den store interesse fra andre end Ag2r og BMC.

En ting er, at Naesen kan køre på brosten og bakker og kan spurte. Det vidste vi i forvejen. Det interessante er, at han synes at blive bedre på de lange distancer, og det gør ham til den perfekte mand til de store klassikere. Forude venter endda et Paris-Roubaix, hvor han sidste år var bedre, end han var i de flamske løb, og dermed er der mulighed for, at det kan blive endnu bedre for den Van Avermaets træningskammerat. På et tidspunkt, hvor Benoot for andet år i træk skuffer i klassikerne, er der vendt op og ned på det hele i det interne belgiske talenthierarki, og det er nu Naesen, der fremstår som manden med de største muligheder i brostensløbene.

Et comeback til World Cuppen?

En forskel på Naesen og Benoot er imidlertid, at sidstnævnte er mere alsidig og klatrer langt bedre end sin landsmand. Dermed er det også ham, der vil have de bedste chancer, hvis der gøres alvor af de rygter, som har floreret i De Telegraaf. Ifølge den hollandske avis arbejder arrangørerne af de store endagesløb, herunder ASO, RCS og Flanders Classic, der arrangører de fem monumenter, nemlig på at genetablere World Cuppen.

Den nu hedengangne løbsserie samlede de 10 største endagesløb, men forsvandt med indførelsen af ProTouren i 2005. Det er ikke planen, at den skal afløse WorldTouren, der også består af etapeløb, men som et supplement kåre verdens bedste klassikerrytter.

Det leder os tilbage til der, hvor det hele startede. Vi lagde ud med at diskutere Gilberts drøm om at vinde de fem monumenter, en fantastisk ambition, det er svært ikke at bifalde. I disse tider, hvor specialisering er nøgleordet, er det imidlertid de færreste, der har modet til at køre det fulde klassikerprogram. Det vil en genindførelse af WorldTouren anspore til, og vi vil kunne se folk som Greg Van Avermaet og Peter Sagan blive tvunget til at gøre Gilbert selskab på både brosten og i Ardennere, hvis de vil sikre sig sejren i en konkurrence, der i kraft af sin historie vil få prestige med det samme. Det vil betyde, at rytterne skulle holde sæsonen gående hele vejen til Il Lombardia og Paris-Tours, hvis rolle som sprinterklassiker i de senere år har været kraftigt nedadgående. Kort sagt vil det have den effekt, vi alle håber på: at se de største ryttere i de største endagesløb og i forskellige terræner helt fra februar til oktober. Det er et initiativ, man kun kan bifalde - og måske vil det have som sideeffekt, at Gilbert ikke er den eneste, der går efter sejre i samtlige af sportens fem store endagesløb.