Ugenanalyse: Hvad lærte vi af Paris-Nice og Tirreno-Adriatico?

Modgang vendt til medgang for et af sportens supertalenter

En flot duel mellem Sagan og Van Avermaet i Omloop Het Nieuwsblad, et neglebidende Ruta del Sol vundet af Alejandro Valverde og et historisk hårdt Strade Bianche… Det har ikke skortet på flot cykelløb i den første del af 2017-sæsonen, der er kommet flottere og mere løfterigt fra start, end man kunne have håbet på. Alle hidtidige højdepunkter blev imidlertid gjort til skamme i et historisk spændende Paris-Nice, der viste, hvorfor de ugelange etapeløb i foråret ofte er stærkt undervurderede begivenheder på den internationale løbskalender. Forrygende sidevindskørsel, massespurter med et fremragende sprinterfelt, en dyst mellem de bedste klassikerryttere på Mur de Fayence, et brag af en kongeetape og ikke mindst en helt fantastisk og neglebidende finale i Nice - årets Paris-Nice havde alt, hvad et cykelhjerte kan begære.

Da støvet havde lagt sig efter en uge, der testede egenskaberne i alle de discipliner, man som cykelrytter skal magte, stod Sergio Henao tilbage som en fortjent vinder med et minimalt forspring på bare to sekunder til Alberto Contador, der for andet år i træk leverede et forrygende show på sidst etape. Det var helt umuligt ikke at sidde med en fornemmelse af deja-vu i det, der lignede en tro kopi af samme etape i 2016-udgaven af løbet. Også for 12 måneder siden satte Contador en storstilet offensiv ind på Col de Peille, og også dengang endte løbet som nervepirrende duel mellem spanieren og Henao. I 2016 arbejdede colombianeren ganske vist for Geraint Thomas, og han havde således briten med på slæb, men ellers var scenariet en tro kopi - og det samme var udfaldet. Sidste år blev Contador slået med fire sekunder, mens afstanden i år var to, men ellers var det svært at se forskel. I begge tilfælde havde Contador ovenikøbet vundet samlet, hvis ikke han undervejs havde samlet en udbryder op, som stjal de bonussekunder, der kunne have givet den store sejr.

Contadors storslåede offensiv viser igen, hvorfor en hel cykelverden må begræde det, når spanieren engang gør alvor af sine trusler om et karrierestop. Trek-kaptajnen har fået megen berettiget ros for sin flotte opvisning, men det er faktisk synd, at det har taget næsten al fokus væk fra Henao, der endelig fik den store triumf, som han i mange år har fortjent.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Foto: Henao får kindkys under Giroen 2012

Faste læsere af mine optakter på Feltet.dk og CyclingQuotes.com vil vide, at jeg i mange år har betragtet Henao som en af feltet mest undervurderede ryttere. Lige siden han i 2013 suverænt satte flere af verdens bedste klatrere til vægs på Alto de Malhao har det været indlysende, at colombianeren kan noget helt specielt. Få måneder senere satte han en vis Nairo Quintana til vægs på stigningerne i Baskerlandet Rundt, og han var ganske tæt på at tage en stor klassikersejr i Fleche Wallonne.

Dengang havde jeg en illusion om, at Henao kunne udvikle sig til en grand tour-vinder. Det samme havde Sky, der gav colombianeren ansvaret for at føre verdens stærkeste hold an i Vueltaen. Det står nu klart, at Henao aldrig vinder et tre uger langt etapeløb, men i ugelange begivenheder og i de kuperede klassikere er der ingen grænser for, hvad det colombianske supertalent kan opnå.

Når resultaterne ikke har været bedre, skyldes det, at kun få har været ramt af så megen modgang som Henao. To gange har karrieren været sat på pause på grund af anormale blodværdier, som et videnskabeligt studium ellers har dokumenteret skyldes naturlige forhold. Da han anden gang blev sat ud af spillet, skete det endda samme dag, hvor han fremstod som den store favorit til Fleche Wallonne. Da han kom tilbage efter sin første ufrivillige pause, blev han ramt af yderligere modgang, da han smadrede sin knæskal i et styrt under opvarmningen til enkeltstarten i Schweiz Rundt, og det tog ham næsten et år at komme tilbage. Kulminationen på modgangen kom sidste år, hvor han havde udsigt til at kunne spurte sig en guldmedalje ved OL, da han sammen med Vincenzo Nibali styrtede på sidste nedkørsel, netop som de to samt Rafal Majka havde skilt sig ud fra resten.

Alt det har betydet, at Henao er fløjet under radaren, men nu synes han endelig at være tilbage på sporet. Trods de mange tilbageslag er han tre gange gået ind til den sidste enkeltstart i Baskerlandet Rundt iført den gule førertrøje, og det er ingenlunde nogen tilfældighed. Henao er måske verdens bedste på korte, stejle mure, som netop kendetegner det baskiske etapeløb, og det er netop derfor, at det blot er et spørgsmål om tid, inden han vinder Fleche Wallonne, der er som skræddersyet til hans eksplosive egenskaber. Det var netop de evner, han stillede til skue, da han med stor suverænitet distancerede Julian Alaphilippe på de stejleste passager af Mur de Fayence i fredags, og hvis man erindrer, at franskmanden nu to gange er blevet nummer 2 i den belgiske klassiker, bliver det tydeligt, at Henao med stor sandsynlighed er manden, der kan bryde Alejandro Valverdes dominans på Mur de Huy.

Som alle andre Sky-ryttere befinder Henao sig imidlertid i en svær position. Det er ikke let at få mange personlige chancer på et mandskab, der består af utallige potentielle kaptajner. Med Mikel Landa, Geraint Thomas, Wout Poels og Chris Froome som grand tour-kaptajner er der ikke plads til, at Henao igen kan få chancen i et tre uger langt etapeløb, og hans grand tour-ambitioner må igen koncentreres om støtte til Froome i Touren, hvor han i den første halvdel af 2016-udgaven var britens vigtigste hjælperytter på stigningerne. I Ardennerklassikerne er hierarkiet imidlertid mere åbent, og selvom Henao næppe bliver enerådig kaptajn på et hold, der også rummer Poels, Michal Kwiatkowski og Diego Rosa, bør der være rum til, at Henao kan gå efter den store endagessejr, han var så tæt på ved OL. Samtidig er der udsigt til, at han igen bliver kaptajn i Baskerlandet Rundt, hvor det kun er enkeltstarten, der nu tre gange har stået i vejen for en samlet sejr. Mulighederne er få, men Henao har i den forløbne uge vist, at han forstår at gribe dem, og det vil ikke være nogen overraskelse, hvis han igen slår Contador i Baskerlandet og igen får ram på Alaphilippe i Fleche Wallonne.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG

Den anonyme hjælperytters store triumf

Henaos sejr skyldes naturligvis i høj grad hans fantastiske klatreegenskaber, men faktisk skal den væsentlige årsag måske findes et andet sted. Hvis løbet alene var blevet afgjort i bjergene og på enkeltstarten, som det på forhånd var forventet, ville Henao således være blevet slået af Contador. Når det alligevel lykkedes at iføre sig den gule trøje i Nice, skyldes det, at han vandt værdifuld tid i sidevinden på de første etaper, og det giver en kærkommen lejlighed til at sætte lys på en alt for undervurderet del af ethvert succesrigt etapeløb.

Henao er ingenlunde kendt for sine evner i positionskampen, men alligevel var han sammen med Tony Gallopin, Gorka Izagirre og Julian Alaphilippe den eneste af klassementsrytterne, der sad med på den rigtige side af alle huller i løbet af de to første dramatiske dage. Når det lykkedes, skyldtes det, at han i Luke Rowe havde en af verdens bedste bodyguards. Den ekstremt formstærke brite, der så sent som i den belgiske åbningsweekend og i Herald Sun Tour viste, at han er endnu stærkere end nogensinde før, viste igen, hvorfor han nyder så ekstremt stor tillid hos Chris Froome, som han nu adskillige gange har eskorteret gennem flade Tour-etaper. Når det har været muligt for Froome at vinde tid på rivalerne i sidevinden i Touren i både 2015 og 2016 skyldes det i høj grad, at han har haft Ian Stannard og Rowe til at holde ham i position i det kaos, der kendetegner den første uge af Touren.

Disse fladbaneryttere får ikke megen opmærksomhed i medierne under Tour de France, men deres betydning er stigende. Efterhånden som Tourens vigtighed er vokset, har stressniveauet i den første uge nået helt nye højder. I de senere år har det været kutyme, at mindst en håndfuld klassementsryttere har sat afgørende tid til ved enten at blive fanget i sidevinden eller bag de mange styrt, der ofte har præget de indledende etaper, og det har ofte lignet et lotteri at komme helskindet frem til bjergene.

Foto: Luke Rowe er en faktisk hjælperytter og burde have været med Henao på podiet
 

Det er imidlertid ikke tilfældet, og det er Cadel Evans det bedste eksempel på. Australieren var i sin tid hos BMC ofte meget alene i bjergene, og mange undrede sig over, hvorfor det amerikanske hold ikke dedikerede flere ressourcer til at støtte kaptajnen på stigningerne. I stedet bestod en stor del af holdet af store folk som Michael Schär, Manuel Quinziato, George Hincapie og Marcus Burghardt, men selvom de aldrig var at finde hos Evans i bjergene, var de måske hovedårsagen til, at det lykkedes at vinde i 2011. I årene 2010 til 2012 blev Evans ikke én eneste gang fanget i et styrt i den første uge, og det selvom netop de år var præget af de mest markante favoritfald. BMC var helt suveræne i den vigtige disciplin at holde kaptajnen ude af problemer, og det er et aspekt af en grand tour, hvis betydning ikke kan undervurderes - bare spørg Alberto Contador, der i de senere år stort set ikke er kommet igennem et stort etapeløb uden at have været i asfalten på en af de flade etaper.

Nu om dage er Luke Rowe en af verdens allerbedste netop i de disciplin, og han burde retteligt have stået på podiet i Nice ved siden af Henao. Uden ham havde colombianeren ikke vundet, og uden ham havde Froome haft det betydeligt sværere i Tour de France. Det er kun fortjent, at briten i de kommende uger får sin plads i rampelyset i de store brostensløb, hvor han i de seneste to år har gjort helt ufattelige fremskridt. I år er han for første gang en reel vinderkandidat i de store monumenter, og efter hans selvopofrende indsats i de forgangne år vil det kun være fortjent, hvis det i år kaster en podieplads af sig i enten Flandern Rundt eller Paris-Roubaix.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG
 

Er der grænser for Alaphilippes talent?

Den slags hjælp så det ikke ud til, at Julian Alaphilippe behøvede. Den franske multikunstner viste i den forløbne uge endnu en gang, at der ikke er grænser for, hvad han magter. Nuvel, han var en del af det stærkeste hold til netop sidevindskørsel, men Alaphilippe bevægede sig med en sådan lethed på de flade etaper, at det synes usandsynligt, at han ikke havde været med i front, selvom han havde kørt for Delko Marseille.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var blot et forvarsel om, hvilken alsidighed Alaphilippe ville stille til skue i ugens løb. Han forsvarende sig som ventet storartet på Mur de Fayence, der er en eksplosiv afslutning skræddersyet til hans evner, men det var på onsdagens enkeltstart, at han for alvor imponerede. Alaphilippe har ganske vist kunnet forsvare sig i kampen mod uret, men kun på den meget tekniske enkeltstart i 2015-udgaven af Tour of California, der passede ham som fod i hose og den eksplosive bjergprolog i sidste års Dauphiné har han været i stand til at kæmpe med om sejren. Det ændrede sig brat, da han slog alle de store specialister og bedste klatrere på 4. etape og lagde grundstenen til den samlede 5. plads.

Det interessante ved enkeltstartspræstation er, at det åbner helt nye perspektiver for Alaphilippe. Det var ikke en overraskelse, at han mod slutningen af etapen kørte stærkt op af den korte stigning Mont Brouilly. Det uventede var, at han var i særklasse hurtigste mand på det flade, indledende stykke, hvor der ikke var mange tekniske udfordringer. Det indikerer, at Alaphilippe har lagt et nyt lag til sit allerede alsidige talent og gør ham til en reel trussel i ugelange etapeløb.


Foto: Alaphilippe er et fantatisk talent. Hold øje med ham i fremtiden!

Lørdagens kongeetape viste, at der trods alt er grænser for, hvad Alaphilippe magter på nuværende tidspunkt. Han er ikke ren klatrer, og selvom han satte Chris Froome på en lang stigning ved sidste års OL, kørte med om etapesejre i bjergene i Touren og kom i top 10 i Dauphiné, kan han ikke matche de bedste i de høje bjerge. Specielt præstationen ved OL viser imidlertid, at der også der er potentiale, og da han hele tiden synes at forbedre sig på de områder, der hidtil har været betragtet som hans svaghed, synes der næsten ikke at være grænser for, hvilke løb Alaphilippe kan vinde.

I første omgang gælder det for Alaphilippe om at få ram på Valverde og Henao i Ardennerklassikerne, hvor han trods sin unge alder allerede har tre andenpladser, og dernæst må målet være at vinde et ugelangt etapeløb. På sigt kan det imidlertid ikke udelukkes, at også grand tours kan blive en reel mulighed for den 24-årige franskmand, der sammen med Fernando Gaviria fremstår som sportens mest lysende unge talent.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG
 

Det kan lade sig gøre at lave en ”Wiggins”

Hvis Alaphilippe på et senere tidspunkt vælger at se, hvor langt han kan komme i de tre uger lange etapeløb, er han ikke den eneste. 2017 er året, hvor det er blevet populært at lave en ”Wiggins”. Ikke færre end tre ryttere, der tidligere har kendt for deres evner på helt andre feltet, vil i år gå efter et topresultat i en grand tour. For første gang vil Tom Dumoulin, Rohan Dennis og Geraint Thomas forberede sig dedikeret til at køre med om de sjove placeringer i et tre uger langt etapeløb, og de har alle udset set Giroen som stedet, hvor det skal testes, hvor langt de er kommet.

I den forløbne uge var det tid til at gøre status i Tirreno-Adriatico, hvor trioen var oppe mod stort set alle de konkurrenter, de vil skulle slå, hvis de vil vinde til maj, og baseret på deres præstationer er de på sporet til at gøre Wiggins kunsten efter. Dennis har i år kun brugt en fjerdedel af den sædvanlige tid på enkeltstarten og har i stedet kørt lange, hårde træningsture samt tabt sig betydeligt, mens Dumoulin og Thomas har begge arbejdet på deres klatreevner i højderne i Sydafrika. For alle tre har indsatsen klart båret frugt.

Mest lovende ser det ud for Thomas, der i den forløbne uge kørte sit livs etapeløb. Havde det ikke været for Skys katastrofale holdtidskørsel, hvor tre ødelagte hjul kostede dem mere end et minut, kunne briten måske endda have vundet samlet. Han var således nærmeste mand til at udfordre Quintana på Monte Terminillo, og samtidig viste han på sidstedagens enkeltstart, at hans power ikke har lidt skade. Det er ekstremt løfterigt for Thomas, der allerede sidste år prøvede at transformere sig til etapeløbsrytter. Her spændte han imidlertid buen for hårdt og indrømmede, at han med sin diæt og træningsindsats havde overskredet grænsen forud for Touren. I år har han tilsyneladende fundet den rette balance, og han synes nu at have nået et niveau som klatrer, hvor han reelt kan køre med om sejren i Giroen, der giver ham masser af enkeltstartskilometer at boltre sig på. Det åbne spørgsmål er stadig om, at han kan holde i tre uger, men i lyset af præstationen ved Touren i 2015 er der intet, der tyder på, at det ikke kan lade sig gøre.


Foto: Geraint Thomas vinder anden etape

For Dumoulin var præstationen også løfterig. Efter den flotte præstation i Abu Dhabi blev det igen tydeligt, at hollænderen har forbedret sig kolossalt i de høje bjerge. Samtidig har han nu nået et niveau, hvor han faktisk kan angribe og ikke behøver at køre sin egen enkeltstart fra top til bund. Desværre indikerer sidstedagens enkeltstart, at det har kostet power i hans speciale. Allerede sidste år var der signaler i den retning, og det indtryk gjorde tirsdagens etape intet for at slette. Hvis han skal blive en reel udfordrer i de store etapeløb, er det afgørende, at han bevarer sin fordel i den disciplin, hvor han skal slå sine konkurrenter. Han indrømmer selv, at han er bekymret, og desværre blev det blot bekræftet i Tirreno-Adriatico.

Helt modsat er det for Rohan Dennis, der med sejren på enkeltstarten viste, at han tilsyneladende er lige så kraftfuld, som han altid har været. Samtidig dokumenterede han, at han er kommet langt med at forbedre sine klatreegenskaber, men modsat Dumoulin og Thomas, der allerede nu kan blande sig med de allerbedste, er der fortsat lang vej for Dennis. Han har vist, at han er blevet enormt stærk i småkuperet terræn, men når stigningerne bliver lange, mangler der stadig meget. Han er imidlertid først for alvor startet på sit projekt i år, og det kan ikke forventes, at han allerede nu er på et niveau, hvor han kan blande sig med de bedste i de tre uger lange etapeløb. For ham bliver det vigtigste i Giroen at bevise, at han har holdbarheden over tre uger, og her er der desværre grund til bekymring. Dennis har hidtil haft nogle ret spektakulære kollaps i etapeløbene, og netop evnen til at restituere kan blive den store udfordring for Dennis, der ellers har vist ganske lovende takter.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG
 

En Giro-generalprøve med blandede resultater

I det hele taget var Giro d’Italia den helt store generalprøve forud for den ekstremt stærkt besatte Giro, idet det blandt de ventede hovedaktører til maj kun var Steven Kruijswijk, man kunne savne. Ikke overraskende var det Nairo Quintana, der kom bedst ud af opgøret. Colombianeren viste sig helt som ventet at være i en klasse for sig på løbets bjergetape, og hvis hans rivaler havde en reel tro på, at de kan matche Quintana i bjergene, fik de et ordentligt skud for boven.

Resultatet er opløftende for Quintana, der i år står over for en kolossal udfordring, som vi tidligere har tilladt os at være ganske kritiske overfor. Det synes ganske urealistisk, at han bare få uger efter en meget hård Giro kan slå Chris Froome i Tour de France, og 2017, hvor Giroen har samlet et fantastisk felt og starter ud med en meget hård bjergetape til Etna allerede i den første uge, synes ikke at være året til at forsøge noget så ambitiøst. Alligevel kan Quintana finde en del trøst i den suverænitet, han udviste i Italien i denne uge. Det ideelle scenarium for colombianeren er, at han allerede på Etna kan vise sig så stærk, at rivalerne reelt begynder at køre om andenpladsen, og at han derfor kan sætte den på cruise control tidligt i løbet. I lyset af den lange enkeltstart kan det blive vanskeligt, men Quintana er så suveræn i bjergene, at det bestemt ikke er umuligt.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Quintana kan imidlertid vente sig betydeligt hårdere modstand i maj. Specielt var det påfaldende, at de to lokale helte Vincenzo Nibali og Fabio Aru faldt igennem i Tirreno-Adriatico, og de må begge formodes at være bedre om et par måneder. Aru har således været ganske stærk i starten af året, og det var kun bronkitis, der forhindrede ham i fortsat at genvinde selvtilliden efter den skuffende 2016-sæson. Aru kommer imidlertid fra et svært sted, og derfor kunne denne sygdom ikke komme mere ubelejligt. Der er således næppe tvivl om, at den giver anledning til at stille spørgsmål på et tidspunkt, hvor alt, hvad Astana-kaptajnen behøver, er tiltro til egne evner.

For Nibali er der større grund til bekymring. Det er lidt et mysterium, hvad der er sket med italieneren, der frem til 2013 var kendt som en af feltets mest stabile ryttere, der kørte med om sejrene fra februar til oktober. Siden 2014 har han imidlertid hvert eneste år været langt under niveau det meste af tiden. Ganske vist viste han i 2014, at han er i stand til at finde formen i tide, men det er bestemt også glippet. Således var det først i den sidste uge af Touren i 2015 samt i Giroen 2016, at han ramte sit højeste niveau, og det er ganske enkelt for sent i en Giro, der starter brutalt ud. Nibali og hans træner Paolo Slongo har meget at gøre, hvis de skal have stjernen klar til de tre uger i maj.


Foto: Quintana stjal rampelyset i Tirreno-Adriatico og vandt styrkeprøven før Giro d'Italia.

For de øvrige Giro-kandidater var det bestået for Thibaut Pinot, der ganske vist skuffede på bjergetapen, men blev bedre og bedre, som løbet skred frem, og igen understregede, at holdbarheden er hans store styrke. Adam Yates bekræftede, at han er en af verdens allermest talentfulde klatrere, men desværre ødelagde sygdommen vores mulighed for at se, hvor meget han har forbedret sig på enkeltstarten, der altid har været hans akilleshæl. Mikel Landa, der aldrig er specielt god på denne tid af året, viste også lovende takter, mens der til gengæld må være grund til bekymring for Bauke Mollema og Tejay van Garderen. Specielt sidstnævnte er løbet ind i skuffelse efter skuffelse i de seneste to år, og derfor var det helt afgørende, at løbet i Italien gav ham det nødvendige bevis på, at han stadig har, hvad der skal til. Nøjagtig som i Abu Dhabi fik han imidlertid klø. Både van Garderen og BMC må være alvorligt bekymrede for, hvad der er sket med amerikaneren, som for under to år siden var tæt på at slå Chris Froome i Dauphiné.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG
 

Sæt et ambitiøst mål, Sagan!

Nå ja, så var der også Peter Sagan. Man kan næppe undgå at diskutere Tirreno-Adriatico uden også at vende verdensmesteren, der med to etapesejre og en sejr i pointkonkurrencen var løbets helt store skikkelse. Allerede i åbningsweekenden gav han indikationer på, at han har lagt et nyt lagt til et talent, der allerede i forvejen syntes helt uden begrænsninger. I den forløbne uge blev det understreget på den mest imponerende facon.

Sagan viste i sine unge år en helt uhørt alsidighed. Han blandede sig i massespurterne, men vandt samtidig en regulær bjergetape i Schweiz Rundt i 2013 og vandt nogle ekstremt hårde etaper i Tirreno-Adriatico i både 2012 og 2013. Fra midten af 2013 og to år frem havde han imidlertid et sært formdyk, som det tog ham noget tid at rette op på. Det skete efter sejren i Tour of California, og siden da har han langsomt nået sit gamle niveau.


Foto: Sagan er på podiet

Samtidig har Sagan nået nye højder. Han er blevet hurtigere i de rene massespurter og har været tættere på at slå folk som Kittel, Greipel og Cavendish. Det understregede han i Tirreno, da han næsten slog Gaviria på 6. etape, selvom colombianeren normalt er langt hurtigere. Samtidig har han nu holdbarheden til at vinde de lange løb, hvilket var hans største svaghed tidligere i karrieren.

Hvad der har manglet, har imidlertid været evnen til at klatre på det niveau, han gjorde i 2013. Også det problem synes nu at høre fortiden til. Sagans sejr på søndagens etape til Fermo var intet mindre end fremragende. På forhånd var der en chance for, at han kunne vinde, men det var den almindelige forventning, at det krævede et relativt nemt løb. Det blev bestemt ikke tilfældet på en dag, hvor der blev kørt i et rasende tempo fra start. Alligevel sad Sagan med i en finale, hvor folk som Vincenzo Nibali og ærkerivalen Greg Van Avermaet kom til kort, og han havde stadig overskuddet til at vinde en spurt på en bakke, der steg med 9%!

Præstationen var mageløs og viser, at stort set intet er umuligt for Sagan. Det eneste, der kan undre er, at han ikke har lyst til at se, hvor langt han kan komme i de kuperede klassikere. Tidligere havde han Amstel Gold Race som et stort mål, men i de senere år har han i stedet satset på Roubaix. Van Avermaet har imidlertid vist, at man sagtens kan køre med om sejren i begge løb, og i lyset af den fladere finale i årets løb må det være helt oplagt for Sagan at udvide sit repertoire. Desværre har han blankt afvist ideen, men på sigt beslutter han sig forhåbentlig for at indfri det mål, som Cancellara altid drømte om: at vinde alle cykelsportens fem monumenter. Hvis man troede, at det var umuligt, gjorde Sagan i Fermo den tvivl til skamme!

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERNE INDEN PÅ LØRDAG