Ugenanalyse: Portes varselsskud, Froomes wake-up call og den slovenske sensation

Er Porte manden, der kan bryde Froomes dominans?

Siden den suveræne opvisning i sidste års Tour de France af både Sky-mandskabet og Chris Froome selv, har det nærmest været taget for givet af mange, at den britiske Tour-konge til sommer vil forlænge sin regeringstid med yderligere et år ved igen at knuse konkurrenterne på de franske landeveje. Folk, der stadig nærede et spinkelt håb om spænding til juli, fik endnu vanskeligere ved at opretholde illusionen, da Nairo Quintana - af mange betragtet som den eneste, der måske kan true Froome - meddelte, at han ville kaste sig ud i en Giro-Tour-double, der helt afgørende må formodes at kompromittere hans chancer for at vinde til sommer.

Som bekendt kommer de værste fjender imidlertid fra egne rækker, og med mindre end to måneder til Grand Depart i Düsseldorf er det nu Froomes måske tætteste ven i cykelfeltet, der for alvor har fået jorden til at skælve en anelse under hans fødder. Efter flere år som utrættelig og selvopofrende hjælper for Froome viste Richie Porte med den mest suveræne opvisning, der i nyere tid er set i Tour de Romandie, at han for alvor er klar til at true den lidt ensidige dominans, der har kendetegnet de seneste udgaver af Touren.

Porte tog en knusende sejr i Romandiet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han nu sammen med Froome og Quintana er verdens bedste klatrer. På en usædvanligt nem rute, der havde udsigt til at koge kampen om den samlede sejr til ned den afsluttende enkeltstart, lykkedes det med en soloopvisning, man sent vil glemme, Porte at distance sine væsentlige rivaler med næsten et minut på en stigning, der bare var 4 km lang. I et snuptag lukkede han et hul på et minut til Simon Yates, der selv tilhører den absolutte klatreelite, og det er faktisk svært at erindre, at man har set en lignende præstation i et ugelangt etapeløb i nyere tid. Ved at afslutte løbet med en fornem enkeltstart, hvor kun Primoz Roglic var bedre, sikrede Porte sig sin første triumf i det schweiziske løb og fortsatte dermed med at udvide listen over WorldTour-etapeløb, han har erobret.

Sejren er ikke kun interessant ud fra den statistiske observation, at vinderen i Romandie i årene fra 2011 til 2013 alle gange endte øverst på podiet i Paris senere på året. Den er først og fremmest bemærkelsesværdig, fordi overlegenheden vel for første gang siden 2013 gør det realistisk at stille spørgsmålet, om der rent faktisk er en rytter, der kan sætte Froome afgørende til vægs i bjergene og samtidig reelt udfordre ham på enkeltstarterne.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Overlegenheden kan betragtes som overraskende, men det er på ingen måde et chok, at Porte er i stand til at udfordre de allerbedste. Faktisk har han siden 2013 med jævne mellemrum vist, at det måske kun er Froome, der er bedre end ham i bjergene. Mange vil huske, hvordan han og Froome i både 2013 og 2015 leverede dobbeltsejre til Sky på første bjergetape i Touren, og ved begge lejligheder satte Porte endda Quintana til vægs trods forudgående hjælpearbejde for sin kaptajn.

Alligevel har Porte fået megen kritik, og mange har stillet spørgsmålstegn ved hans evner som grand tour-rytter. Det har til en vis grad været berettiget, men det skyldes mere et meget sårbart helbred end den manglende holdbarhed over tre uger, som Porte ofte er blevet beskyldt for at have. Således var det først med femtepladsen i sidste års Tour, at det faktisk lykkedes for australieren at gennemføre en grand tour som kaptajn, uden at sygdom satte ham tilbage - i hvert fald hvis man ser bort fra gennembruddet helt tilbage i 2010, hvor han stadig var en helt ung rytter.

Indtil 2014 kørte han udelukkende som hjælperytter, og sygdom forhindrede ham i at stille til start i Giroen, hvor han for første gang skulle have sin egen chance. Senere på året fik han en uventet mulighed i Touren, da Froome styrtede ud af løbet, og var på sporet af en podieplads, indtil han igen blev ramt af sygdom. Tragisk nok gentog historien sig i Giroen i 2015, hvor han ellers i løbets første uge havde vist stort overskud, mandsopdækket Alberto Contador og gjort sig klar til at levere et dødsstød i løbets sidste svære uge.

Sidste år lykkedes det imidlertid endelig for Porte at undgå helbredsproblemer i Touren, og havde det ikke været for uheldene på Mont Ventoux og på 2. etape, var han utvivlsomt endt på løbets andenplads. Ganske vist var han aldrig i nærheden af at true Froome, der var suveræn på enkeltstarterne, men i bjergene var de to helt jævnbyrdige.

Det må give Porte håb. I år har han været i særklasse den stærkeste klatrer i løbets første måneder. Hans dominans i Tour Down Under var suveræn, og siden vandt han i overlegen stil kongeetapen i Paris-Nice, hvor kun uopmærksomhed i sidevinden kostede ham den samlede sejr. Senest kom opvisningen i Romandiet, og dermed har han trods et meget begrænset løbsprogram etableret sig som manden, der skal slås i ugelange etapeløb.

Det er egentlig ingen overraskelse. Porte har i de seneste mange år været den måske mest stabile rytter i disse begivenheder, og specielt hans altædende dominans i 2015 understregede hans position. Efter et år, hvor han bevidst holdt lidt igen for at være klar til Touren, havde han i år ikke lagt skjul på, at han ville vinde noget mere i foråret. Det er i den grad lykkedes, og Porte kan se frem mod juli med en helt fantastisk selvtillid.

Det er helt afgørende. I tillæg til de mange helbredsproblemer har Portes største svaghed nemlig været en mental sårbarhed, der ofte har betyder, at han er kollapset på spektakulær vis. Med de seneste måneder præstationer kan han nu rejse til Frankrig velvidende, at han intet har at frygte, og det kan give ham den ro, der kan løfte ham fra podie- til vinderkandidat. Sidste år dokumenterede han, at holdbarheden over tre uger ikke er et problem - nu handler det bare om at undgå de skavanker og den byge af uheld, der har forfulgt den australske supermand i de senere år.

HUSK AT DU SOM NOGET NYT KAN SÆTTE ET MANAGERHOLD TIL HVER GIRO ETAPE

Har Froome grund til bekymring?

Hvor Porte kunne rejse fra Romandiet som den store vinder, må der have været en anelse mere stille i bilen på vej hjem til Nice for Froome. Ganske vist er det ikke første gang, at Froome ikke har vundet det schweiziske etapeløb, der altid har været en vigtig del af hans forberedelse til Touren, men alligevel må der være lidt uro i maven. Aldrig tidligere har Tour-kongen således leveret en så svag præstation på de schweiziske landeveje, og selvom han delvist refererede til rygproblemer som forklaringen, var han ikke bleg for at indrømme, at det reelt var benene, der havde givet det skuffende resultat.

Froome har ellers som regel brugt Romandiet til at få sin sæson tilbage på sporet, selv når tingene ikke er gået, som de skulle først på året. I både 2013 og 2014 vandt han løbet, og selv i 2015, hvor han leverede en skuffende præstation, var han trods alt stadig i stand til at køre med blandt de bedste. Sidste år kostede en punktering på første bjergetape ham muligheden for at køre klassement, men med en efterfølgende sejr på kongeetapen dokumenterede han, at der ingen grund var til at stille spørgsmålstegn ved formen.

Den slags forsikringer er der ikke denne gang, hvor Froome ikke bare blev sat til vægs, men nærmest ydmyget på kongeetapen. Selvom han efterfølgende kørte i top 10 på enkeltstarten, er det svært at finde nogen trøst for en mand, der sidste år knuste al modstand på tidskørsler i både Touren og Vueltaen. I det hele taget var der tale om en helt igennem sløj præstation, der var totalt blottet for lyspunkter.

Den skuffende præstation kommer som lidt af en overraskelse. Faktisk tydede alt på, at Froome var på vej mod en forrygende sæson, efter at han i marts blev nummer 2 på kongeetapen i Catalonien. Det spanske etapeløb har således altid været en svær nød at knække for briten, der aldrig har været i stand til at udfordre de bedste på den tid af året. I år var han imidlertid langt bedre end tidligere, og selvom uopmærksomhed på en nedkørsel kostede ham den samlede andenplads, havde han svært ved at skjule, at han havde fået et vældigt selvtillidsboost af den gode præstation.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I slutningen af april blev han så revet brat ned fra tinderne igen, og det må give anledning til bekymring hos Sky-ledelsen. Ved at kontrollere kongeetapen fra start til slut havde de klart signaleret, at forventningen var, at Froome ville være på vanligt niveau, men det var langt fra tilfældet. Dykket kunne ikke komme på et værre tidspunkt, fordi det var det sidste løb inden en længere pause, der nu må være fyldt med tvivl og frustration.

Naturligvis er det alt for tidligt at drage faste konklusioner om, at Froome er svagere end vanligt. Tværtimod er det måske nærliggende at tro, at hans gode præstation i Catalonien har fået ham til at holde lidt igen, fordi han er opmærksom på behovet for at bevare den friskhed, der gør det muligt endelig at sikre sig Tour-Vuelta-doublen. I det lys var skuffelsen i Romandiet måske det wake-up call, der var nødvendigt for Froome, der således blev mindet om, at selv han skal holde skruen i vandet, hvis han vil bevare sin status som verdens bedste. Og hvis han skulle være i tvivl om, hvorvidt han vil blive udfordret i Frankrig til sommer, gav hans gode ven Porte ham i hvert fald en venlig påmindelse sidste måned i Schweiz.

KØB DEN NYE GIRO D'ITALIA BOG PÅ OVER 600 SIDER

Hvor langt rækker Primoz Roglics potentiale?

En anden rytter, der vil være at finde på startstregen i Düsseldorf til sommer er Primoz Roglic, der har rudsigt til at gøre de Tour de France-debut. Det sker på ryggen af en helt fantastisk forårssæson, der for alvor har flyttet sloveneren ud af kategorien over ryttere med et spændende potentiale til en reel vinderkandidat i selv de store WorldTour-løb. Med en samlet sejr i Algarve, en fjerdeplads i Tirreno, en femteplads i Baskerlandet samt senest en tredjeplads i Romandiet har Roglic etableret sig som en af forårets mest stabile ryttere i de ugelange etapeløb.

Roglics specielle baggrund betyder, at han er ekstra interessant. Som tidligere skihopper, der først sent har kastet sin kærlighed over cykelsporten har han et udviklingspotentiale, der er større end de flestes. Det er ikke svært at pege på, hvor han endnu kan forberede sig, ikke mindst hvad angår positionering, evne til at læse løbene og spare på kræfterne, og derfor er det helt umuligt at sige, hvor langt den slovenske supermand komme.

Roglic har på mange måder haft et sjovt karriereforløb, og det skyldes ikke bare hans mildt sagt usædvanlige baggrund. I stedet skyldes det, at han ud af den blå luft pludselig fandt ud af, at han er en af verdens måske allerbedste enkeltstartsryttere. I sin tid som kontinentalrytter var han således kendt som ren klatrer, og da han tog sine store gennembrudssejre i Slovenien og Azerbaidjan Rundt blev de grundlagt i bjergene, mens han var i defensiven på tidskørslerne.

Det var således også som bjergrytter, at LottoNL-Jumbo gav ham chancen på WorldTouren forud for 2016-sæsonen, og da han kort efter debuten blev en flot nummer 5 i Algarve skyldtes det da også top 6-placeringer på de to bjergetaper, mens han blev en ydmyg nummer 24 på enkeltstarten. Da man udtog ham til Giroen var det også som bjerghjælper for Steven Kruijswijk, og det kom derfor som et kolossalt chok for både holdet og Roglic selv, at han var mindre end et sekund fra at slå Tom Dumoulin på den indledende enkeltstart. Da han senere bekræftede potentialet ved at vinde den regnfulde lange enkeltstart blev det klart, at han havde muligheder, man slet ikke havde set tidligere.

Med top 10-placeringer i samtlige enkeltstarter i den resterende del af året bortset fra en skuffende præstation ved VM - herunder en tiendeplads ved OL og en podieplacering i Polen - blev det tydeligt, at Roglic er et usædvanligt talent, og i år har han taget endnu et skridt. Først kørte han flotte enkeltstarter på helt flade ruter i Algarve og Tirreno, hvor han ikke var langt fra at matche de mest powerfulde maskiner, og i Baskerlandet og Romandiet tog han det sidste skridt og i verdenseliten. Her knuste han rivalerne på kuperede ruter, hvor han begrænsede tabet til klatrerne på stigningerne og derefter massakrerede alt modstand på det afsluttende flade stykke.

Med de to sejre har Roglic etableret sig som en af verdens absolut bedste til netop den type enkeltstarter, men mere lovende er det næsten, at det er sket uden, at det har kostet på stigningerne. I år har han således forbedret sine klatreegenskaber yderligere, og han blev eksempelvis nummer 10 på kongeetapen i Tirreno-Adriatico. Før han for alvor kan gøre sig håb om mere, skal der stadig lægges adskillige alen til, men det er bestemt ikke umuligt for en mand, der har kørt på cykel meget kortere tid end sine konkurrenter.

Hvad kan det blive til? Med de enkeltstartsevner og en baggrund som klatrer har Roglic indlysende hele den pakke, der skal til for at blive en god etapeløbsrytter. Det synes givet, at det blot er et spørgsmål om tid, inden han tager den første store skalp i et WorldTour-etapeløb, men hurtigt vil man begynde at spørge, hvad han kan levere over tre uger i grand tours. Det er der fortsat ingen, der ved, men den stabilitet, han hidtil har vist, tyder på, at han har en god evne til at restituere. Samtidig har han dog også markante udfald på enkelte dage - det er i år eksempelvis sket i både Andalusien og Baskerlandet - og det er naturligvis en svaghed, der skal overvindes.

Spørgsmålet er, hvor mange svar vi allerede får til sommer. LottoNL-Jumbo går ind til årets Tour med fokus på etapesejre til Dylan Groenewegen og Robert Gesink, og man har som udgangspunkt ingen klassementsambitioner. Det kan give Roglic chancen for stille at forsøge sig uden at være underlagt noget pres. På nuværende tidspunkt vil det være en overraskelse, hvis han ender i top 10 på en rute, der stort set ingen enkeltstartskilometer har. På den anden side har Roglic nærmest ikke bestilt andet end af overraske, og hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen?

HUSK AT DU SOM NOGET NYT KAN SÆTTE ET MANAGERHOLD TIL HVER GIRO ETAPE

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Er Sky det rigtige hold for Viviani?

En anden rytter, der forlod Romandiet med stor tilfredshed, var Elia Viviani. Kort inden løbet var den italienske supersprinter af Sky-ledelsen blevet informeret om, at han kunne skyde en hvid pind efter sit store sæsonmål, der var at vinde en etape og pointtrøjen i den 100. udgave af sit store hjemmebaneløb, Giro d’Italia. Derfor drog han til Schweiz med moralen helt i bund, og det ville ikke have været svært at tilgive ham, hvis han havde været umotiveret til at præstere i et løb, der endda var præget af nogle af de værste vejrbetingelser, der længe er set.

Viviani viste imidlertid sin store fightervilje ved at vinde løbets eneste reelle sprinteretape og således sende et signal til holdledelsen om, at de måske havde smidt en etapesejr ud af vinduet ved at lade ham blive hjemme. Selvom han i offentlige interviews på vanlig Viviani-maner var usædvanligt loyal over for sin arbejdsgiver og ingenlunde udtalte kritik af beslutningen om at satse 100% på Geraint Thomas og Mikel Landa i Italien, er det ikke svært at forestille sig, at han må have haft en vis følelse af mulig skadefryd på vej hjem.

Viviani er nu henvist til at jagte etapesejre i Tour of California, inden han retter fokus mod sprinterklassikerne i efteråret, men det må give anledning til, at han stiller spørgsmålstegn ved sin fremtid. Ganske vist vil han i de kommende år forsøge at arbejde på sin holdbarhed og gå efter sejre i klassikerne - top 10-placeringen i Sanremo viser, at han allerede er komme langt - og de ambitioner skulle der være plads til at forfølge hos Sky. Det ændrer imidlertid ikke på, at Viviani først og fremmest er sprinter, og for de hurtige folk er der kun én ting, der for alvor tæller: etapesejre i grand tours.

Det er vanskeligt at se, at Viviani nogensinde skal få plads til at tage de sejre i de tre uger lange løb, om talentet berettiger til, hvis ikke han forlader Sky. Hidtil har han måttet køre spurterne i Giroen helt uden lead-out, og selvom det gav en flot sejr i 2015, viste sidste års Giro, at det er svært at begå sig i et felt, hvor lead-outs ikke bliver mindre vigtige med årene. Da Sky samtidig har så mange grand tour-ryttere, at man har måttet bede en stjerne som Wout Poels agere hjælperytter i alle de store løb, er det vanskeligt at se, at der i fremtiden overhovedet skal blive plads til Viviani på startstregen. Allerede til efteråret kan han få sig endnu en påmindelse om den svære situation, når han sandsynligvis bliver forbigået til et Vuelta-hold, der vil være 100% bygget op omkring Chris Froome.

Når Viviani overhovedet valgte Sky, var det naturligvis ikke uden grund. Han har i mange år haft det som et stort mål at vinde en OL-medalje i omnium, og set i det lys var briterne det oplagte valg. Med den nære tilknytning til British Cycling kunne de yde god støtte i disse bestræbelser, og de var endda villige til at give ham den nødvendige frihed til fuldstændigt at fokusere på legene i Rio, hvor drømmen blev indfriet og Viviani kunne drage hjem med guld om halsen.

Nu er målene imidlertid rekalibreret tilbage til landevejen, og det efterlader Viviani i en situation, hvor Sky er en hindring, ikke en mulighed. Det var netop det, Ben Swift indså, da han traf det ukonventionelle valg at skifte til UAE Team Emirates, og som førte til den ikke helt lykkelige skilsmisse med Mark Cavendish. Viviani er nu 28 år og har kun én grand tour-etapesejr på CV’et. Hvis han nogensinde skal booste den konto væsentligt, er der næppe nogen vej udenom at forlade det hold, der gjorde det muligt for ham med en OL-guldmedalje at blive italiensk nationalhelt. Desværre er han bundet til holdet frem til udgangen af 2018, men det kan næsten kun gå for langsomt med at finde sig en ny arbejdsgiver. Ellers ender Viviani med et generalieblad, der slet ikke er hans talent værdigt.

KØB DEN NYE GIRO D'ITALIA BOG PÅ OVER 600 SIDER