Ugenanalyse: Skys transformation, Sagans alliancer og truslen mod Cort

Bliver Sky endelig et komplet hold?

Der blev længe grinet, da Sky-ledelsen forud for lanceringen i 2010 sagde, at målet var at vinde en grand tour med en britisk rytter inden for fem år. Ganske vist havde Bradley Wiggins ved det netop overståede Tour de France fået sit gennembrud som grand tour-rytter, men på det tidspunkt var der absolut intet, der indikerede, at briterne var på vej til at for alvor at gøre sig gældende som potentielle vindere af verdens største etapeløb. Forudsigelserne blev imidlertid gjort til skamme, da Wiggins i holdets bare tredje sæson stod øverst på podiet i Paris, og siden har Chris Froome sikret, at både Sky og Storbritannien har etableret sig absolut øverst i grand tour-hierarkiet.

I den seneste tid er der i høj grad blevet stillet spørgsmålstegn ved det britiske mandskabs praksis i de første år af dets levetid, men det ændrer ikke på, at man på rekordtid har overhalet alt og alle, og i dag fremstår som verdens klart bedste etapeløbshold. Med en kombination af egen avl - folk som Chris Froome, Sergio Henao og Geraint Thomas har i høj grad fået deres gennembrud på det britiske hold - samt en tyk tegnebog, der har gjort det muligt at investere i etablerede etapeløbsstjerner som Mikel Landa og Wout Poels har man opbygget et skræmmende stærkt mandskab. Enhver, der var vidne til sidste års Tour de France vil således kunne bekræfte, at det briterne var så suveræne, at deres kontrol i høj grad kvalte alt initiativ og angrebslyst. Dertil skal lægges, at adskillige stjerner endda var blevet frasorteret, og med købet af Diego Rosa og Kenny Elissonde forud for 2017-sæsonen er man kun blevet endnu stærkere.

Det har imidlertid været en kilde til kolossal frustration, at holdet ikke har kunnet slå igennem på den anden front, der karakteriserer cykelsporten: klassikerne. I de tidlige år gjorde Juan Antonio Flecha og Edvald Boasson Hagen det fint, men i de første mere end fem år var man gang på gang henvist til en birolle i monumenterne. Nuvel, Ben Swift har været på podiet i Milano-Sanremo, Geraint Thomas har været tæt på i brostensklassikerne og Sergio Henao har flere gange gjort det godt i Ardennerne, men David Brailsford har ikke kunnet skjule, at det har irriteret ham voldsomt, at han ikke har kunnet knække koden til det, der for alvor vil etablere Sky som verdens bedste hold.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Nu ser det imidlertid ud til, at der langt om længe er kommet hul på bylden. I 2016 lykkedes det Ian Stannard at køre på podiet i Roubaix, Swift blev nummer 2 i Sanremo, og Luke Rowe var i top 5 i Flandern, inden Wout Poels endelig tog den forløsende sejr i Liege-Bastogne-Liege. Selvom Thomas, der i mange år fremstod som holdets mest lovende klassikerrytter, definitivt har vendt ryggen til brostenene, blev man i sidste sæson endelig etableret som et af verdens førende endageshold.

Kwaitkowski hentede årets første monument til Team Sky (Foto: Sirotti)
 

Efter de første store løb ser det ud til, at 2017 bliver året, hvor Sky for alvor vil etablere sig i toppen af klassikerhierarkiet. Vi har allerede i en tidligere ugeanalyse diskuteret, hvordan Michal Kwiatkowski og Sky-ledelsen endelig har fundet forklaringen på hans pludselige formdyk. Det har længe været velkendt, at polakken er en træningsnarkoman, og det viste sig, at overtræning lå til grund for det kollaps, der har ruineret de seneste to sæsoner for den tidligere verdensmester. Derfor besluttede man sig for, at Kwiatkowski forud for 2017-sæsonen skulle holde igen med sin træning, at han skulle starte året roligt, og at han først skulle nå formtoppen i Ardennerklassikerne.

Kwiatkowski forventede således først at indhente resultater i april, og han var derfor relativt chokeret, da han sluttede Volta ao Algarve som nummer 2. Endnu mere overrasket blev han, da han sikrede sig sejren i Strade Bianche, og kulminationen kom så i lørdags, da polakken sikrede sig en højst overraskende triumf i Milano-Sanremo, et løb, han aldrig havde drømt om, at han skulle vinde. Det er næsten skræmmende, at en mand, der først ventede at være på toppen i april, har vundet de to af de tre største endagesløb, der har været kørt i 2017, og har sikret, at Sky hidtil har været det mest succesrige klassikerhold.

Kwiatkowskis bedrifter gør, at Sky nu kan imødese klassikerne med fortrøstning. På brostenene har Rowe, der har kørt som en motorcykel siden januar, udsigt til lidt af et gennembrud efter en forrygende indsats for Henao i Paris-Nice, og han bakkes op af den altid stabile Stannard. Elia Viviani viste i Milano-Sanremo, at han har fået en helt ny holdbarhed, der giver ham muligheder i nogle af de lettere brostensløb som Gent-Wevelgem. De helt store resultater må imidlertid ventes at komme i Ardennerne, hvor Sky med Kwiatkowski, Henao, Wout Poels og Diego Rosa stiller med et hold, der må betragtes som det bredeste. Om det er nok til at slå Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde er usikkert, men man bør i hvert fald få adskillige topresultater. Resultatet kan meget vel være, at 2017 endelig bliver året, hvor Sky er blevet så alsidige, at de kan tage kampen op med Movistar om den samlede sejr i WorldTouren. Det vil være den ultimative triumf for et hold, der har som erklæret målsætning at være verdens bedste - og en kærkommen oprejsning på et tidspunkt, hvor man ellers har trukket overskrifter af mange af de helt forkerte årsager!

Kostede Van Avermaet sejren for Sagan?

Kwiatkowski vandt ganske vist Milano-Sanremo, men alle - inklusive Kwiatkowski selv - var enige om, at løbets i særklasse stærkeste rytter var Peter Sagan. Som så ofte før spillede slovakken imidlertid alt for meget med musklerne, og han endte med at tabe en spurt, han normalt burde vinde med lethed. Det er efterhånden blevet et tilbagevendende tema, at Sagan taber disse opgør efter de største klassikere, og historien er allerede nu fyldt med eksempler på overraskende nederlag. Årets Milano-Sanremo føjer sig således til en liste, der allerede indeholder de to seneste udgaver af Omloop Het Nieuwsblad og sidste års udgave af E3 Harelbeke, hvor det også var Kwiatkowski, der fik ram på verdensmesteren.

Man har ofte kunnet bebrejde Sagan, at han har ødslet for meget med kræfterne, men i lørdags kunne han næppe have gjort meget andet. Hvis ikke han havde lavet broderparten af arbejdet, var gruppen igen blevet kørt ind, og han var kommet tomhændet fra løbet. Både Alaphilippe og Kwiatkowski havde hurtige holdkammerater i feltet - Alaphilippe havde Gaviria, Kwiatkowski Viviani - og derfor havde de begge et legitimt alibi for ikke at arbejde og dermed forære sejren til Sagan. Samtidig havde løbet været så nemt, at stort set alle sprintere endnu var med i feltet, og derfor var det for risikabelt af slovakken ikke at angribe på Poggio.

Greg Van Avermaet og Peter Sagan side om side (Foto: Sirotti)

Løbet understreger, hvor vanskeligt Sagan får det i denne klassikersæson. Jeg har allerede flere gange påpeget, hvordan Boras transferstrategi har været hovedrystende elendig. I stedet for at bygge et hold op om Sagan har man investeret i Rafal Majka og Leopold König, og derfor har man smurt fedtet alt for tyndt ud. Sagan er helt åbenlyst i år stærkere end nogensinde før, og hans imponerende opvisninger har betydet, at alle de store klassikere vil have ham som centrum. Samtlige hold vil lægge deres taktik efter, hvordan man slår verdensmesteren, og som Tom Boonen korrekt har påpeget, består det i at åbne finalerne så tidligt som muligt og derved isolere Sagan. I lyset af den støtte han kan forvente af et hold, der kun har Marcus Burghardt som potentiel deltager i finalerne, burde det være en relativt enkel opgave, og derfor kommer Sagan til at skulle lave kolossalt meget arbejde i de store endagesløb.

Det betyder samtidig, at Sagan skal udse sig de rigtige alliancer, og det var netop det, der mislykkedes i Sanremo. Sjovt nok kan man argumentere for, at det var hans evige rival Greg Van Avermaet, der kostede ham sejren i La Primavera. Van Avermaet var efter løbet dybt frustreret over udfaldet, fordi han følte, at han havde benene til at køre med de bedste. Et skuffende BMC-hold betød imidlertid, at han manglede folk til at køre sig frem i den hektiske positionskamp forud for Poggio, og han var derfor alt for langt tilbage, da Sagan satte sit angreb ind.

Ingen ved, hvad der var sket, hvis Van Avermaet havde været en del af gruppen, der spurtede om sejren, men det er nærliggende at tro, at det havde styrket Sagans chancer. Modsat Kwiatkowski og Alaphilippe havde Van Avermaet ikke en sprinter ventende i feltet, og hans eneste chance for et topresultat var derfor, at gruppen holdt hjem. Da han samtidig flere gange har slået Sagan i en spurt efter et hårdt løb, har han en tro på, at det kan lade sig gøre igen, og han således flere gange vist, at han ikke er bange for at arbejde med verdensmesteren.

Hvis Van Avermaet var kommet med hjem, havde der med andre ord været mere aflastning til Sagan, og han ville næppe have været helt så udmattet i finalen. Det havde naturligvis givet en ekstra konkurrent, men i en flad spurt som denne er Sagan normalt Van Avermaet ganske overlegen. Derfor er det min påstand, at Sagan ved at have lavet en alliance med sin belgiske ærkerival i dag ville have stået med sin anden monumentsejr.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Under alle omstændigheder er det den slags allianceovervejelser, Sagan skal gøre sig forud for brostensløbene. Alle ved, at han er stærkeste mand, men selv ikke en suveræn Sagan kan ene mand slå samtlige sine rivaler, hvis ikke han kører klogt. Alliancer og en evne til at analyse de forskellige holdinteresser er en væsentlig ingrediens af enhver fornuftig strategi, og hvis Sagan skal leve op til de kolossale forventninger i årets klassikersæson, skal det i lige så høj grad ske med hovedet som med benene.

Truer Ewan Corts position i klassikerne?

Efter Milano-Sanremo har Peter Sagan helt berettiget fået megen opmærksomhed. Der var imidlertid også andre, der i høj grad fortjener anerkendelse for at præstere langt bedre end ventet. Det gælder eksempelvis Elia Viviani, der overgik forventningerne ved at overleve Poggio i hans første forsøg på for alvor at satse på den italienske klassiker. Italieneren har gjort det til sit hovedmål for de næste fire år at vinde den italienske klassiker, og derfor har han nu lagt banen bag sig og satset 100% på at opbygge større holdbarhed. Det synes at have kostet lidt af topfarten, men lørdagens præstation vidner om, at indsatsen har båret frugt, og at han i fremtiden kan aspirere til at vinde sit hjemlands største endagesløb.

Det er imidlertid en anden sprinter, der skabte den største overraskelse. Som U23-rytter var Caleb Ewan kendt som en ganske holdbar rytter, og han var bl.a. meget tæt på at blive verdensmester på den brutale rute i Firenze i 2013. Det er egentlig ikke mærkeligt, at en så spinkel sprinter klatrer bedre end de fleste, men siden han blev professionel har billedet været et helt andet. Her har han opbygget et ry som ren sprinter, der knap kunne overleve den mindste bakke, og specielt hans vanskeligheder på de hårde etaper i grand tours har bidraget til hans image, som en rytter med store problemer på stigningerne.

Derfor var der heller ikke mange, der havde store forventninger til Ewan forud for hans debut i Milano-Sanremo, og Orica-Scott gav da også klart udtryk for, at målet alene var at samle erfaring. Ganske vist havde Ewan med sin sejr i sidste års EuroEyes Cyclassics vist, at han kan vinde en spurt efter et langt, hårdt WorldTour-løb, men Milano-Sanremo er trods alt svære end Tysklands største endagesløb. Da Ewan samtidig var styrtet ud af Tirreno-Adriatico, var der ikke mange, der havde ham som en af favoritterne til La Primavera.

Magnus Cort vinder i Spanien i år (Foto: Sirotti)
 

Ewan overgik imidlertid alle forventninger og viste glimt af den holdbarhed, der havde givet ham et ry som en alsidig sprinter i U23-dagene. Uden de store vanskeligheder sad han med over Poggio, og han gav endda udtryk for, at han følte sig ganske frisk i finalen. Selve spurten viste ganske vist, at han stadig mangler lidt, og hans 10. plads står slet ikke mål med det niveau, han viste i Abu Dhabi, hvor han satte Kittel, Cavendish og Greipel til vægs i de rene massespurter. Alligevel viser præstationen, at der ikke går mange år, inden Ewan vil være en af favoritterne til Milano-Sanremo.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for Magnus Corts position på holdet. Der er ingen tvivl om, at Ewan er meget hurtigere end danskeren, der til gengæld har positioneret sig som holdets foretrukne mand i hårde løb med en flad finale. Det betyder specielt, at Cort har udsigt til kaptajnroller i mange af klassikerne, hvor han specielt har udsigt til topresultater i mere sprintvenlige løb som Gent-Wevelgem. I mellemtiden var Ewan udset til rollen som holdets mand til de store massespurt i de store etapeløb.

Corts problem er, at resultatet i Sanremo giver Ewan mod på mere, og allerede nu bevæger han sig ind på Corts enemærker. Således er Ewan allerede givet en kaptajnrolle i onsdagens Dwars door Vlaanderen, der ellers var et løb, der er skræddersyet til danskeren, og nu ser det også ud til, at Ewan reelt kan gøre krav på at være chef i søndagens Gent-Wevelgem. Det fratager Cort rollen som kaptajn i de løb, der passer ham bedst. I de hårde løb som E3 og Flandern Rundt er danskeren stadig nummer et, men de løb er på nuværende tidspunkt for svære for ham. Derfor kan han ende lidt i ingenmandsland uden mulighed for at køre for sig selv i de løb, hvor han har de største chancer. Med Michael Matthews’ afgang var Cort i en helt perfekt position, men nu synes supertalentet Ewan måske at fortrænge Cort fra den rolle, han netop havde tiltvunget sig.