Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Ugenanalyse: To genfødte talenter, et løfterigt initiativ og en ustabil superstjerne

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

08.03.2017 kl. 21:57 af Emil Axelgaard.

I 2017 vil Feltet.dk have flere optakter og analyser. Et af vores nye initiativer er et ugentligt tilbageblik på de begivenheder, der har præget de forløbne syv dage. Hver tirsdag vil Feltets ekspert Emil Axelgaard således kaste et blik på og analysere de historier, der har trukket overskrifter og givet anledning til debat. Denne gang kaster vi et blik på to genfødte talenter, Richie Portes evne til at håndtere modgang samt et aldeles løfterigt initiativ, der skal styrke holdenes økonomiske fundament.

Kwiatkowskis genfødsel og overtrænings dramatiske konsekvenser

Skru tiden tilbage til den 8. marts 2014. En ung polak ankom til bunden af den berømte stigning mod Piazza del Campo mod slutningen af et hårdt Strade Bianche. Med sig havde det unge talent to af de største specialister i at afslutte på en bakke som denne, Peter Sagan og Alejandro Valverde, og oddsene var derfor imod ham. Længere tilbage kæmpede imidlertid store stjerner som Fabian Cancellara, Roman Kreuziger og Cadel Evans i en lille forfølgergruppe, og de var alle blev distanceret af den formstærke QuickStep-rytter, som netop havde vundet Volta ao Algarve samlet og derfor havde vist, at han var i form. Med en imponerende acceleration overgik han igen forventningerne og efterlod både Sagan og Valverde bag sig, inden han krydsede stregen alene og således sikrede sig karrierens hidtil største sejr.

 

Triumfen i Siena markerede det store gennembrud for Michal Kwiatkowski og skulle vise sig at være starten på en fuldstændig uforglemmelig sæson. En uge senere var han i front af Tirreno-Adriatico, indtil han kollapsede på kongeetapen, senere blev han nummer 2 i Baskerlandet Rundt, og han viste igen sit klassikerpotentiale i Ardennerne, da han blev nummer 5 Amstel Gold Race og nummer 3 i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Et par dage senere vandt han prologen i Romandiet Rundt, indtil han på spektakulær vis kollapsede af træthed og endte med at udgår af løbet.



Kwiatkowski jubler over sejren i Strade Branche (Foto: Sirotti)
 

Succesen fortsatte senere på året, da Kwiatkowski blev nummer 2 i Tour of Britain - et løb, han havde vundet, hvis det ikke havde været for et dumt udbrud på en mellemetape - inden det hele kulminerede, da han med imponerende mod, styrke og koldblodighed overraskede alle forhåndsfavoritterne med et angreb på den kuperede rute i Ponferrada og højst overraskende løb afsted med regnbuetrøjen. Da sæsonen var slut, fremstod Kwiatkowski som sæsonens helt store åbenbaring, og der syntes ikke at være grænser for, hvad feltets måske mest alsidige talent, der både kan spurte, køre enkeltstart, klatre, køre på brosten og håndtere lange distancer, kunne opnå.

 

Siden da er alt imidlertid gået galt. Nuvel, Kwiatkowski har vundet både Amstel Gold Race og E3 Harelbeke - præstationer, som langt de fleste ryttere end ikke kan drømme om i løbet af en hel karriere - men for det meste er han gået fra skuffelse til skuffelse. I perioder har han været nærmest fornærmende ringe, specielt i de seneste to udgaver af Polen Rundt, og mange har med rette undret sig over, hvad der blev af talentet. Heller ikke det meget omtalte skifte til Sky syntes at have nogen effekt på Kwiatkowskis formåen, og 2016-sæsonen endte om muligt endnu værre end det sidste år hos Etixx-QuickStep.

 

Symbolikken kunne næsten ikke være mere iøjnefaldende sidste lørdag, da Kwiatkowski igen kørte alene over stregen på Piazza del Campo i Siena til sin anden sejr i Strade Bianche. Tre år efter gennembrudstriumfen var polakken pludselig tilbage, hvor han rettelig hører til, og denne gang synes han comeback at være reelt. Der var ikke tale om at foregribe favoritterne, som da han vandt E3 sidste år, eller at vinde en lidt heldig spurt som i Amstel for to år siden. Denne gang viste han som stærkeste mand i en rigtig herrefight med tre af tidens allerstørste klassikerstjerner Greg Van Avermaet, Zdenek Stybar og Tim Wellens. Mange jublede over hans tilbagevenden til øverste hylde, men mange undrede sig også, hvad der var sket.

 

Forklaringen er ganske enkel: overtræning. Allerede det spektakulære kollaps i Romandiet i 2014 og senere i Touren samme år gav indikationer på, at Kwiatkowski pressede sin krop til grænsen. Samtidig skulle man ikke tale længe med folk fra QuickStep for at forstå, at det kunne være svært at holde den flittige træningsnarkomen tilbage. I sidste ende viste det sig at blive for meget, og Kwiatkowski kom tilsyneladende ind i en ond cirkel.

 

Sammen med Sky identificerede han problemet, og forud for denne sæson har han trænet langt mindre. Han stillede således til start i Algarve i februar helt uden forventninger. Denne gang handlede det om en langsom og stille start med færre løb. I år er der ingen brosten på programmet, og alt er langt tilrette med henblik på en formtop i Ardennerne.

 

Med så lille en træningsmængde kom det som et mindre chok for Kwiatkowski, at han blev nummer 2 samlet i det portugisiske etapeløb. Han kunne næsten matche Primoz Roglic og Dan Martin på stigningerne, og pludselig kunne han igen køre enkeltstart. Da løbet var slut, kunne han slet ikke skjule sin forbløffelse, og det samme var tilfældet, da han i lørdags tog sejren i Strade Bianche.

 

Når man kender baggrundshistorien, kan man kun være optimistisk på Kwiatkowskis vegne. Alt tyder på, at polakken er på vej tilbage på sporet, og det gør ham automatisk til en af de helt store favoritter til Ardennerklassikerne og Baskerlandet Rundt. I den kommende uge vil han være i aktion i Tirreno-Adriatico, hvor den store stigning Monte Terminillo nok er en anelse for svær, men det tjener alt sammen det formål, at han skal tilbage til tidligere tiders højder, når de største af de kuperede endagesløb finder sted. Det er godt nyt for alle cykelfans, der i forvejen kan se frem til en helt fantastisk duel mellem Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe. Kwiatkowski er i stand til at tage kampen op med de to puncheurs, og vi har derfor udsigt til de mest medrivende Ardennerklassikere i flere år. Samtidig må Chris Froome gnide sig i hænderne: en Kwiatkowski tilbage i topform kan vise sig som guld værd på et Sky-mandskab, der til sommerens Tour de France virker skræmmende stærkt!

 

En tillidserklæring, der bærer frugt

Kwiatkowski er ikke det eneste af cykelsportens mange supertalenter født i de første år af 90erne, som synes at have genvundet selvtilliden. I 2011 vandt en ung Arnaud Demare U23-rytternes spurt på Geels Bakke og sikrede sig som bare 20-årig regnbuetrøjen. Allerede året efter slog han folk som Peter Sagan, Tom Boonen og Alexander Kristoff i en massespurt i Tour of Qatar, hans første løb som professionel, og senere samme år vandt han sin første store WorldTour-klassiker ved Vattenfall Cyclassics, endnu inden han var fyldt 21 år.

 

I de følgende år fulgte et hav af sejre og toppræstationer i klassikere, og Demare gav endda prøver på sit alsidige talent ved også at vinde det samlede klassement i 3 Dage ved Dunkirk to gange, en bedrift, der kræver ganske fine klatreegenskaber. I 2015 gik han imidlertid helt i stå, og han sejrede kun to gange det år. Sidste år tog han ganske vist karrierens største sejr i Milano-Sanremo, men det var et enligt højdepunkt i en sæson, der bød på skuffelse efter skuffelse.



Arnaud Demare vinder 1. etape af Paris-Nice, hvor de andre sprinter blev sat af. (Foto: Sirotti)
 

I år synes Demare imidlertid at være genfødt. Allerede i sin sæsondebut vandt han to etaper i Etoile de Besseges. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt, hvis ikke det skyldtes, at han i de to spurter nærmest fik Alexander Kristoff til at ligne en nybegynder. Et par uger senere kørte han en højst overraskende sjetteplads hjem på enkeltstarten i Algarve, inden han dagen efter leverede en meget imponerende spurt op ad bakke på 4. etape, hvor det kun var en dårlig position, der forhindrede ham i at sætte navne som Degenkolb, Gaviria, Greipel, Bouhanni, Cavendish og Groenwegen suverænt til vægs. Det fik Sep Vanmarcke til at pege på ham som en outsider til den belgiske åbningsweekend, og her spillede han igen med musklerne i Kuurne, hvor det kun var et øjebliks uopmærksomhed, der forhindrede ham i at vinde den anden af de to belgiske klassikere.

 

I denne uge gav Demare så helt nye prøver på sit talent på den brutale 1. etape af Paris-Nice. Efter en hård dag i sidevinden var franskmanden klar til at spurte om sejren med Alexander Kristoff, da Julian Alaphilippe med et af sine karakteristiske ryk på en sen bakke pludselig så ud til at løbe med det hele. End ikke Tony Gallopin kunne følge QuickStep-talentet, og det lignede sejr til Alaphilippe, indtil Demare åbnede for gassen. På imponerende vis lukkedes han hullet til en af verdens bedste puncheurs, inden han fik til fronten, holdt farten høj og slutteligt med lethed spurtbesejrede sin rival, der ellers er en fremragende afslutter.

 

Det var ikke mærkeligt, at Demare var mere end almindeligt begejstret. Den viste nemlig, at han fremover ikke behøver at satse 100% på sine spurtevner, men at han også kan begå sig i de hårdere løb. I de senere år har han med frustration set sprinterkolleger som John Degenkolb og Alexander Kristoff køre med om sejrene i de største brostensklassikere, mens han gang på gang er kommet til kort. Præstationen i Bois-d’Arcy overbeviste ham om, at han i år er klar til at slås med de bedste i alle de tre første monumenter.

 

For Demare handler det hele om selvtillid. Trods to dårlige år viste FDJ-manager Marc Madiot sin tiltro til sin kaptajn ved i løbet af vinteren at forstærke toget omkring sin sprinter. Ind blev hentet en af verdens bedste lead-out men, Jacopo Guarnieri, og holdet blev også styrket med Davide Cimolai. Samtidig blev Demare lovet, at holdet til Tour de France vil blive bygget op om ham, og at Thibaut Pinot i år kun er med som joker, der skal jagte bjergtrøje og etapesejre.

 

Den tillid har vist sig at være guld værd for Demare, der straks har vist sin chef, at den er velbegrundet. Aldrig har Demare - eller for den sags skyld resten af FDJ - været så stærke fra sæsonstart. Måske endnu vigtigere er det, at Madiot har fundet løsningen på Demares dårlige resultater. I de senere år har hans dårlige evne til at positionere sig været ekstremt kostbar, og han har således sjældent reelt kunnet blande sig i spurterne. Det har hele tiden været klart, at Demare har haft farten til at blande sig med de bedste, men det har ikke været nok. I Besseges blev det tydeligt, at det nye tog anført af Guarnieri i stort omfang har løst det problem. Kombineret med mere selvtillid har det givet en genfødt Demare. Hvor langt det kan bringe ham, får vi svaret på den 18. marts, 2. april og 9. april.

 

Har Porte den mentale styrke til at vinde en grand tour?

Mens Demare og Kwiatkowski flyver på en lyserød sky, forholder det sig lige omvendt for Richie Porte. Efter sin suveræne dominans i Tour Down Under og to nylige sejre i Løbet mod Solen stillede australieren til start som manges store favorit til den 75. udgave af Paris-Nice. Efter to på papiret nemme sprinteretaper er det imidlertid allerede slut for BMC-kaptajnen, der på den episke 2. etape, der var præget af 195 km hård sidevindskørsel mistede mere end 14 minutter, og således kunne se vinden knuse alle drømme om en tredje sejr i det, han betragter som sit europæiske hjemmebaneløb.

 

At Porte bliver fanget i sidevinden to dage i træk, er ikke i sig selv en katastrofe. Det kan ske for enhver klassementsrytter, og selv Alberto Contador, der ellers ofte har draget fordel af vind på flade etaper, har været ude af stand til at følge de tunge drenge, når Quick-Step, Lotto Soudal og FDJ har lukket op for sluserne. Forskellen er imidlertid reaktionen på modgangen. Hvor Contador både på 1. og 2. etape fortsatte med at kæmpe og således i skrivende stund stadig er i spil til den samlede sejr, kastede Porte håndklædet i ringen i et spektakulært kollaps.



Porte vandt to etaper og samlet i Tour Down Under, men knækkede i går Paris-Nice (Foto: Sirotti)
 

At han ikke vinder Paris-Nice er ikke i sig selv nogen stor katastrofe i en sæson, der i bund grund skal bedømmes på hans præstation under sommerens Tour de France. Problemet for Porte er, at det igen rejser diskussionen om hans evne til at håndtere presset som leder. Da han under sidste års Tour med imponerende fightervilje nægtede at give op, selvom han med en punktering på 2. etape og det berømte motorcykelstyrt på Mont Ventoux blev ramt af massivt uheld, fik han ellers lagt den diskussion død. I årevis har det forlydt, at Porte var mentalt skrøbelig, men sidste sommer høstede han stor ros for sin evne til at overkomme modgang, og han så ud til at være klar til reelt at udfordre Chris Froome i 2017-udgaven af Touren.

 

Diskussionen har sin rod i Portes mange spektakulære kollaps. Det gælder eksempelvis den berømte 9. etape i Touren 2013, hvor han fuldstændig eksploderede dagen efter en dominerende opvisning, hvor han var blevet nummer 2 efter Froome på løbets første bjergetape, og siden næsten forsvandt ud af løbet. Det gælder hans mareridtsagtige 2014-sæson, hvor han måtte opgive at stille til start i Giroen og igen kollapsede i Touren på et tidspunkt, hvor han var på vej mod en samlet podieplads. Og det gælder Giroen i 2015, hvor den berømte tidsstraf for at modtage hjælp for Simon Clarke efterfulgt af et styrt blev for meget og tvang ham til at udgå af løbet.

 

Striben af skuffelser havde fået mange til at hævde, at Porte aldrig ville kunne blande sig i kampen om den samlede sejr i en grand tour. Den diskussion havde han lagt død, men efter kollapset i Paris-Nice vil den utvivlsomt genopstå. Det er således utænkeligt, at man i løbet af tre uger ikke oplever en eller anden form for modgang, og netop evnen til at håndtere modgang under et kolossalt pres er en af de væsentligste egenskaber for en Tour-vinder. I den kommende tid skal Porte vise, at nedturen i Paris-Nice var en engangsforestilling, og at det er 2016-udgave af BMC-kaptajnen, der er den rigtige. Hans evne til at håndtere modgang får vi allerede stillet til skue i resten af Løbet mod Solen. Mange vil huske, hvordan Chris Froome sidste år viste sit mentale format ved at vinde kongeetapen i Romandiet Rundt, selvom han efter uheld på den første bjergetape var ude af klassementet. Porte har fire chancer fra onsdag til søndag for at vise, at han kan rejse sig, og de skal udnyttes, hvis han vil undgå endnu en ørkesløs diskussion om hans mentale holdbarhed.

 

Et løfterigt initiativ

Det er ikke kun WorldTour-løbene i Italien og Frankrig, der i den forløbne uge har tiltrukket sig opmærksomhed. Også den nye Hammer Series, der er lanceret af den stærke holdsammenslutning Velon, har fået meget plads i rampelyset og det med ganske god grund. Det nye format er ganske interessant og markerer det første seriøse forsøg fra holdene på at sikre sig et stærkere og mere stabilt finansielt grundlag.

 

Konceptet er en reel nyskabelse, og selvom vi først for alvor kan bedømme det, når første afdeling er afviklet i Limburg til juni, lyder det interessant. Det understreger holdelementet i cykelsporten, og der kåres således ikke en individuel vinder. I stedet kåres det bedste syvmandshold efter tre dages alsidigt cykelløb, hvor sammensætningen af trupperne i sig selv udgør et ret spændende element og en taktisk udfordring. Således skal man udtage en bruttotrup på syv mand, hvoraf fem skal i konkurrence hver dag i løbet af de tre dage. De første to dage består af et sprinterløb og et bakkeløb, hvor der på en rundstrækning skal spurtes efter hver omgang. Den ene dag er ruten flad, og den anden dag er målstregen placeret på toppen af en bakke. Herigennem scorer man point og bonussekunder, der omsættes til tidsforskelle i sidstedagens holdtidskørsel, der afvikles som et klassisk forfølgelsesløb. Således er det hold, der først når stregen med fire ryttere den samlede vinder af konkurrencen, og det burde umiddelbart give anledning til seværdigt og publikumsvenligt cykelløb, hvor holdene skal finde den rette balance mellem sprintere, klatrere, lead-out men og temporyttere til de tre dages strabadser.



Feltet på grusvejene i Strade Branche - en ny fremtid venter holdene? (Foto: Sirotti)
 

Initiativet fra Velon er det første, hvor holdene begiver sig ind på løbsarrangørernes territorium og har tilsyneladende UCIs fulde opbakning. Det er et forsøg på at tage kampen op med de store løbsarrangører ASO, RCS og Flanders Classic, der i stigende grad synes at have sat sig på magten i cykelsporten. Således var det UCIs håb, at man med den nye WorldTour-reform kunne skabe mere økonomisk sikkerhed for holdene, der lever i konstant usikkerhed på grund af deres totale afhængighed af sponsorernes velvilje. Det har ASO imidlertid med deres modstand ødelagt, og resultatet er blevet et syndigt rod af en struktur, hvor der findes to niveauer af WorldTour-løb, hvoraf de nyeste hverken har mulighed for at tilbyde point i kampen om fremtidige WorldTour-licenser eller har sikkerhed for deltagelse fra de bedste hold.

 

Det siger sig selv, at den nye serie ikke for alvor kan ændre på magtbalancen i cykelsporten, og det vil ingen indflydelse have på ASOs magt. Cykling er i høj grad en sport båret af traditioner, og de nye begivenheder vil aldrig komme i nærheden af at nyde samme prestige som Tour de France, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege, Paris-Nice og de mange andre hæderkronede løb, der er en del af ASOs portefølje. De giver imidlertid holdene mulighed for at tjene penge på andet end sponsorer. Rundstrækningsformatet gør det sandsynligt, at fans fremover skal betale for at overvære løbene på stedet, og der er mulighed for at sikre sig lukrative TV-kontrakter. Målet er, at den finansielle basis skal styrkes, og baseret på den foreløbige beskrivelse af konceptet kan der være basis for en succes. Da det samtidig kan give anledning til nyskabende og underholdende cykelløb, vinder både fans og hold. Selv for en person, der som undertegnede værner om cykelsportens traditioner og historiske løb, er det vanskeligt ikke at blive begejstret i denne nyskabelse, der markerer det første seriøse forsøg på at løse et af sportens grundlæggende problemer.

 

De sportslige hensyn undermineres af de store arrangørers magt

Økonomi kom også til at spille en hovedrolle, da de eftertragtede wild cards til årets Flandern Rundt blev uddelt. Højst overraskende valgte arrangørerne fra Flanders Classic ikke at invitere alle fire belgiske prokontinentalhold. Som ventet blev der plads til Sport Vlaanderen og Wanty, men da man også ønskede en mere international tilgang, var der også invitationer til Cofidis, Roompot og Wilier-Selle Italia, hvis deltagelse er den store overraskelse. Dermed var der kun plads til et af de to hold Veranclassic og Veranda’s Willems, der i år er rykket et niveau op efter sidste år at have været dominerende på kontinentalscenen.

 

Flanders Classics valgte at invitere Veranda’s Willems, der med etablerede stjerner som Stijn Devolder og sidste års vindermaskine Timothy Dupont samt cykelcross-verdensmesteren Wout Van Aert er ved at opbygge et fremtidig storhold under Nick Nuyens’ ledelse. Det efterlader Veranclassic, der tidligere var kendt som Wallonie, som den store taber, idet holdet således går glip af det løb, der skulle have været sæsonens højdepunkt.

 

Beslutningen har skabt en del røre i Belgien, og det er ikke uden grund. Efter balladen om wildcards til Giroen, hvor CCC af kommercielle årsager blev foretrukket fremfor de sportsligt stærkere Androni- og Nippo-Vini Fantini-mandskaber, har det nemlig igen kastet lys over diskussionen om vægtningen af sportslige og økonomiske hensyn. Således har Veranclassic med Sebastien Delfosses sejr i Drome Classic, Justin Jules’ triumf på 1. etape af Tour La Provence og Alex Kirschs andenplads i Le Samyn klart været det mest succesfulde af de belgiske mandskaber, men alligevel er man efterladt med sorteper.


Guillaume Van Keirsbulck tager sejren i Le Samyn 2017 (Foto: Wanty Group)

 

Ifølge Het Nieuwsblad var der aldrig diskussion om, at de etablerede mandskaber Sport Vlaanderen og Wanty, der har været med i gamet i mange år, naturligvis skulle inviteres. Ifølge avisen blev Veranda’s Willems imidlertid foretrukket, fordi man modsat Veranclassic var villige til at betale for deltagelsen. Det sætter en helt ny og bekymrende standard, hvis de mindre hold fremover skal til lommerne for at få adgang til de store løb. Hidtil har det været sportslige, kommercielle og nationale interesser, der har bestemt, hvem der skulle til start i WorldTour-løbene, men hvis oplysningerne er korrekt, er det fundament truet. Som nævnt ovenfor er holdenes økonomiske fundament allerede meget ustabilt, og det bliver bestemt ikke bedre, hvis de skal pålægges en ekstra udgift for overhovedet at komme til start i de store løb.

 

Flanders Classics initiativ kommer desværre efter flere lignende kedelige beslutninger fra den største belgiske løbsarrangør. Således har man i stigende grad ladet ruteplanlægningen styre af økonomiske hensyn, man har eksperimenteret med betaling for overværelse af cykelløb, og man har forsøgt at benytte sin magt til at presse et historisk løb som 3 Dage ved Panne til at opgive sin kalenderplacering. Nu vil man muligvis også lade sportslige hensyn spille en endnu mindre rolle ved uddelingen af wildcards og yderligere underminere holdenes økonomiske fundament. Det rejser igen betydelige spørgsmål ved de største løbsarrangørers tiltagende magt. Man må håbe for Flanders Classics’ troværdighed, at Veranda’s Willems kan leve op til arrangørernes tillid og give dem et sportsligt alibi for deres beslutning. Bolden er din, Stijn Devolder!

 

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk