Vuelta a España: Kampen om trøjerne

nullPointtrøjen 
Sammenlignet med Tour de France, hvor trøjernes farve og identitet synes at være splejset sammen, så har Vuelta a España ikke vist samme kontinuitet. Når Vuelta a Españas trøjer ikke bærer samme klare signalværdi, hænger det bl.a. sammen med sponsorerne til disse interne konkurrencer er kommet og gået. I Vuelta a Españas blev pointtrøjen således en årrække sponseret af den spanske marine- og fiskeindustri, resulterende i en blå trøje med små, gule fisk svømmende rundt i designet. ”Fisketrøjen” var således lidt af en stående joke en række år, som diverse tv-kommentatorer forholdte sig til på forskellig vis. Nogle vil huske Paolo Bettinis meget sigende ansigtsudtryk, da han i 2006 strøg først over stregen efter sin sejr på anden etape. Man kunne således spore glæden hos italieneren over den meriterende sejr, som samtidig bekræftede den gode form, som senere skulle skaffe ham et verdensmesterskab. Men Bettinis akavede smil formidlede også en anden følelse af forundret ambivalens over at være nødsaget til at erstatte sin nydelige italienske mesterskabstrøje med den notoriske ’fiske-farvede’ pointtrøje.

De som husker trøjen, gør det nok med blandede følelser, med lige dele designmæssig afsky og nostalgisk afsavn. Når man søger at finde den førende rytter af point-konkurrencen, skal man dog ikke længere kigge efter fisk. Sidste år blev der således indført en ny farve, nemlig en meget stilfuld magenta-farvet trøje, som italienske Daniele Bennati kunne lade sig iføre, da feltet nåede Madrid.

Modsat sæsonens første Grand Tour, Giro d’ Italia, så er vinderen af Vueltaens pointtrøje så godt som altid en rendyrket sprinter. Giroens pointtrøje er til tider blevet vundet af bakkespecialister, som Paolo Bettini og danske Rolf Sørensen; ryttere som både kæmper med i de store massespurter og stærkt kuperede etaper, hvor løbets tungeste ikke formår at sidde med. Kontra Giroens sceniske og kuperede landskab, så har Vueltaen, med sine lange motorveje og golde landskab ofte gjort livet svært for lykkeridderne. Geografien spiller derfor en rolle, når de fleste etaper kan inddeles i henholdsvis bjergetaper og sprintetaper. Målt ud fra dette års løbsprofiler ligner ruten til forveksling en fra Giro d’ Italia, hvor især den lettere kuperede første uge med stigninger kort før mål bliver interessant.

Alligevel virker det sandsynligt, at den samlede vinder af pointtrøjen bliver en regulær sprinter, kontra f.eks. en Valverde. Dette er bl.a. fordi feltet tæller mange ’moderne’ sprintere: lynhurtige ryttere der slet ikke lader sig skræmme af et par knolde. Men også fordi ruten trods alt indeholder en del flade etaper. Mange af de mest oplagte sprinteretaper ligger således i den sidste uge, og for denne konkurrence bliver det under alle omstændigheder udslagsgivende, om holdene kan samle kræfter og alliancer nok til at fange udbryderne da.

Generelt må man sige, at det er en meget flot række af top-sprintere, som stiller op i årets Vuelta. På startlisten mangler kun norske Thor Hushovd samt horden af sprintere hos Team Columbia; årets sejrsmæssigt mest succesriges mandskab, som blev skønnet for svage, da invitationerne blev uddelt tidligere på året. Blandt de mange sprintere kan det tænkes, at enkelte vælger at udgå med henblik på VM. Det vil dog langt fra være alle, både fordi en gennemførelse sjældent har haft direkte negative konsekvenser i forhold til VM. For det andet fordi de to største favoritter til pointtrøjen - Daniele Bennati og Tom Boonen - ikke fik mulighed for at optræde i den forrige Grand Tour, og hver især har noget at bevise.

For Daniele Bennati (Liquigas) betyder Vuelta a España en tilbagevenden til de store etapeløb efter en skade holdte ham ude af Tour de France. Bennati er tilsyneladende kommet sig vel, og beviste ved at vinde en etape i Eneco Tour at han er tilbage. Som forsvarende vinder af trøjen er der mange ting som taler for Bennati. På den ene side at han er konstant og på sine bedste dage kan slå alle. Endvidere har han for vane at blive stærkere som løbet skrider frem; i fjor vandt han begge de afsluttende parade-etaper i Touren og Vueltaen. Som en rytter der er på vej tilbage efter en skade burde denne tendens fortsætte, og med de mange oplagte spurtopgør mod slutningen af løbet burde Bennati have gode muligheder for at generobre trøjen. En anden ting som taler for Bennati, er det ’moderne’ islæt, der blev benævnt tidligere, nemlig at Bennati på trods af sin hurtighed er ganske holdbar i kuperet landskab. Evnen til at sidde med på stigningerne vil Bennati være yderst ivrig efter at fremvise. Der vil derfor foregå en skjult dialog mellem Bennati og den italienske holdleder Franco Ballerini. Om Bennati, modsat sidste år, har held med sin skjulte agenda er endnu usikkert, men en pointtrøje kan ikke skade hans sag. Og målt ud fra det mandskab som Liquigas sender, så synes de at tro på projektet. Ud over Filippo Pozzato, der sandsynligvis for lov at passe sig selv, så forekommer truppen skræddersyet til at hente udbrud og agere tog.

Af helt andre og mindre cykelløbsrelaterede årsager blev Tom Boonen (Quick Step) også holdt ude af Tour de France. Boonen accepterede køligt situation og satte sig nye mål, hovedsagligt Vuelta a España og VM. Boonen har som sådan vundet løb før, under og efter Tour de France, men belgieren vil i Vueltaen forsøge at give formen endnu et tak op, inden han skal forsøge at genvinde sit verdensmesterskab. Hvis Boonen lige er en tak hurtigere i spurten end Bennati, så er han til gengæld også lidt dårlige på stigningerne, så i sidste ende kan det blive en tæt kamp, hvor motivationen kan vise sig afgørende. Som Belgiens kaptajn til VM er Boonen allerede sikret udtagelse, og kører givetvis på egne vilkår, hvorfor han muligvis kan mangle lidt afgørende vilje til at presse sig selv.

Lidt længere nede af favoritstigen finder vi vinderen af Tourens grønne trøje, nemlig Oscar Freire (Rabobank). Den tredobbelte verdensmester har dog for vane at udgå før Madrid, og det samme vil sikkert være tilfældet i år. Freire vil dog være en favorit til at iklæde sig trøjen i starten af ugen, hvor flere af etaperne synes skræddersyet til den hårdføre sprinter. Modsat Freire er der ikke megen tvivl om, at Erik Zabel (Milram) nok skal fuldføre løbet. Zabel kan dog ikke forventes at tage nogle etapesejre, om end han med sin skræmmende stabilitet og rutine sikkert vil være i nærheden af point-klassementet.

Andre ryttere, som kan tænkes at kæmpe med om sejren, tæller den tunge og ustabile Danilo Napolitano (Lampre), Alexandre Usov (Ag2r-La Mondiale), Aurélien Clerc (Bouygues Télécom) og Koldo Fernández (Euskaltel-Euskadi). Og så gør man klogt i at holde øje med Grand Tour debutanten Greg Van Avermaet (Silence-Lotto), der både er hurtig og en meget eksplosiv rytter på kortere stigninger.

Også Team CSC-Saxo Bank stiller op med en sprinter i form af argentinske Juan José Haedo. Selv om det ikke kan afskrives, at Haedo kan samle en etapesejr, så kan han allerede nu afskrives i kampen om pointtrøjen. I en sådan intern konkurrence er konstanthed nøgleordet; det gælder om at være fremme i alle afslutningerne, også selv om sejren glipper. Hos Haedo forholder det sig lige omvendt. Enten vinder han cykelløbet, men oftest vælger han slet ikke at deltage i spurten, eller holder simpelthen op med at træde før målstregen, hvorved han mister mange placeringer og point. Og da Haedo endvidere typisk er blandt de første, der bliver sat på stigningerne, vil han slet ikke være at finde i en række af afslutningerne.

Bjergtrøjen
Da Denis Menchov sidste år sejrede i Vuelta a Españas bjergkonkurrence, var det efter hård kamp med Jurgen van Goolen. Reelt var det en fuldstændig ensidig kamp, hvor det kun van Goolen, der kørte indædt efter trøjen. Belgieren spillede ellers sin ’rolle’ som udbryderkonge fint, men blev offer for en rute, som ikke lagde op til lange ’point-togter’.

Sidste års rute indeholdte få af de etaper, som egner sig til sådanne togter; etaper med mange højt kategoriserede stigninger, hvor udbryderne kan tage for sig af pointene, mens klassementsfolkene sparer på kræfterne. Der var rigeligt med bjerge, men de største og mest pointgivende fik ofte lov til at stå i ensom majestæt som målstigning, hvorfor mange af bjergpointene blev fordelt mellem favoritterne. Som løbets stærkeste bjergrytter formåede Menchov at passere van Goolen i bjergkonkurrencen i løbet af den sidste uge. I denne kamp skadede det selvfølgelig ikke, at Menchov besad en væsentlig hurtigere afslutning end sin største rival, Carlos Sastre, som han relativt let kunne gå forbi, og indirekte sikre sig trøjen. Jurgen van Goolen kunne dog senere glæde sig over, at hans gebærder havde fanget interessen hos team CSC-Saxo Bank, med hvem han kort efter skrev kontrakt. van Goolen er også finde på startlisten i år, men kan ikke forventes at få den samme frihed til lange togter på sit nye hold, hvor meget vil komme sig til at dreje om Carlos Sastre.

På den måde var det da lettere befriende med en ny type vinder af en bjergtrøje. I flere år er bjergtrøjerne i de tre store etapeløb oftest blevet vundet af Virenque-agtige skikkelser, hvilket mange finder devaluerende for trøjen, som synes ’letkøbt’. Selvom det selvfølgelig pynter prestigemæssigt at de stærkeste ryttere kæmper om trøjen, så er der intet letkøbt ved en sejr baseret på lange udbrud. At vinde på en sådan måde er en imponerende bedrift, og det kræver både vilje, styrke, held og kløgtighed at ramme det rigtige udbrud gang på gang.

Og målt ud fra dette års rute, så virker det sandsynligt, at det bliver en angriber, kontra en favorit, som vil kunne lade sig hylde som bjergkonge, når feltet rammer Madrid. Kort sagt kan man påstå, at trøjen vil blive fordelt over de to weekender, dvs. bjergetaperne på sjette, syvende, trettende og fjortende etape. På disse bjergetaper er der mange point at hente for udbrydere, idet der er stigninger placeret fra start til mål. Vinderen kan således let blive den rytter, som simpelthen formår at ramme flest af disse udbrud. Især 14. etape, der starter med en stigning, og hvor benene afgør, hvem der rammer udbruddet, kan vise sig udslagsgivende. Etapen indeholder tre stigninger af kategori-3 samt to i kategori-1, inden favoritterne vil tage over på det afgørende bjerg, hvor feltet grundet det lange flade stykke vil kunne indhente potentielle lykkeriddere.

Bjergkonkurrencen er notorisk svær at forudsige, men alligevel er der en række ryttere, som trænger sig mere på end andre. En af de største favoritter til trøjen må være Joaquín Rodriguez (Caisse d'Epargne). Som tidligere vinder af trøjen ved Rodriguez naturligvis, hvad der skal til. Sidst Rodriguez vandt bjergtrøjen, var det netop på baggrund af en mængde udbrud. At Rodriguez stadig har evnerne til at ramme de rigtige udbrud blev sidst vist under årets Giro d’ Italia, hvor han forekom at være til stede i samtlige udbrud. Selvom der har været lidt stille omkring Rodriguez siden Giroen, så viser de fine placeringer i Volta a Burgos og Clasica Ciclista San Sebastián, at han atter nærmer sig topformen.

Fra Euskaltels side kan flere ryttere komme i spil til trøjen. Truppen indeholder blandt andet en tidligere vinder i form af Egoi Martinez, der dog ikke har haft nogen specielt god sæson. Mere interessant er måske Mikel Astarloza, der viste offensive takter i Touren. Og så er holdets klassementhåb Igor Anton heller ikke noget usandsynligt bud, selvom klassementet kommer i første række. Man kan dog sige, at den spinkle klatrer på mange måder sidder i samme situation som Bernhard Kohl var i under Tour de France; med i klassementet, men ikke så bevogtet, at han ikke kan tænkes at stjæle nogle billige point, når chancen byder.

Andre potentielle kandidater tæller den tidligere vinder af Giroens bjergtrøje Juan Manuel Garate (Quick Step), hvis holdkammerat Carlos Barredo også kunne være et friskt bud. Franskmanden John Gadret (Ag2r) kan også tænkes at spille en rolle. Gadret har ikke haft held med at overføre de fine takter til hjemlandets største løb, men måske bekommer Vueltaens tempo ham bedre. Ellers kunne det være interessant, hvis Yaroslav Popovych (Silence-Lotto) vælger at køre om trøjen. Popovych er en født angriber, og hvis klassementet glipper, er han en oplagt kandidat. Med Evans ude med en skade har ukraineren fuldstændig frie tøjler. Efter det mislykkede Tour de France kan holdet ikke have for høje forventninger, hvilket typisk er den tilstand, hvor Popovych er bedst.