Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Yates vandt i Frankrig – Fuglsang med helt fremme

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

10.03.2017 kl. 17:13 af David Bruno.

Simon Yates løb med sejren på sjette etape af Paris-Nice, hvor alle klassementsrytterne fik testet hinanden før den store kongeetape i morgen.

Dagens 192 kilometer i Paris-Nice, fra Aubagne til Fayance var en svær sag, der de sidste 50 kilometer bød på to kategori 1-stigninger samt en afslutning på en kategori 2er.

 

Det var forventet, at klassement-rytterne ville kæmpe hårdt om værdifulde sekunder i den samlede stilling, og måske også om etapesejren. Efter en hård etape, hvor favoritterne spillede alvorligt ud mod hinanden, trak Simon Yates til sidst sejren i land efter et soloangreb på 20 kilometer. Julian Alaphilippe bevarede førertrøjen, trods et skarpt angreb fra Sergio Henao, der tog andenpladsen på etapen.

 

 

Etapereferat

Det var ikke kun klassementrytterne, der havde udset sig denne dag, også flere af de store udbryderkanoner havde tydeligvis sat kryds i kalenderen ud for denne etape. Der var derfor stor kamp om at komme med i dagens udbrud, der først kom rigtigt afsted efter over 45 hårde kilometer.

 

Udbruddet bestod af otte mand og havde dansk deltagelse i skikkelse af Michael Valgren (Astana). Hans syv følgesvende var; Alessandro De Marchi (BMC), Axel Domont (AG2R), Winner Anacona og José Herrada (Movistar), Ben Swift (UAE Team Emirates), Sylvain Chavanel (Direct Energie) og Eduardo Sepulveda (Fortuneo). De otte fik næsten fem minutters forspring, men så snart de ramte den første stigning, var det tydeligt at de ikke havde en chance for at holde hjem.

 

Contador angriber selvfølgelig

Med det samme feltet ramte bunden af den første kategori 1-stigning, angreb Alberto Contador (Trek-Segafredo), nærmest som forventet. Samtidig angreb Allesandro De Marchi i udbruddet, hvor han kom afsted sammen med Sepulveda, mens de resterende, inklusiv Valgren faldt tilbage.

 

Contador fik et par ryttere med i sit angreb, men de blev hurtigt hentet igen. Bagved faldt folk fra, og feltet skrumpede tydeligt ind, mens specielt Sky arbejdede hårdt for Sergio Henao, der tydeligvis havde gode ben.

 

Sky holdt høj fart, men en lille kilometer fra toppen af den sidste kategori 1-stigning, med 20 kilometer til mål, angreb Simon Yates (Orica-Scott) og fik et lille hul. Den klejne brite øgede dog på imponerende vis forspringet på nedkørslen, og han havde 40 sekunder på vej hen mod den afsluttende målstigning i Fayance.

 

Finalebakken

I favoritgruppen, hvor danske Jakob Fuglsang (Astana) sad sammen med cirka 15 andre ryttere, var der ingen til at tage det store slæb på det flade stykke hen mod den godt 1500 meter lange målbakke i Fayance, og Yates kørte derfor ind på den med et forspring, han næsten ikke kunne sætte over styr.

 

I favoritgruppen angreb Richie Porte (BMC) fra bunden, men Julian Alaphilippe (Quickstep-Floors) i førertrøjen kørte straks efter og lukkede hullet. Det åbnede for at Sergio Henao kunne køre kontra, og colombianeren, der modsat Porte var en trussel i klassementet, kom væk.

 

Et øjeblik så det ud til den unge franskmand Alaphilippe gik helt kold, men han fandt hurtigt lidt fart igen, ligesom han fik en hjælpende hånd af sin holdkammerat Dan Martin, der satte sig foran Alaphilippe og guidede ham i mål.

 

Ingen kunne nå Yates, der tog en flot etapesejr, 17 sekunder foran Henao. Richie Porte tog sig af tredjepladsen, mens førertrøjen kom i mål 29 sekunder efter Yates, med Jakob Fuglsang kun tre sekunder efter sig, på en flot syvendeplads.

 

I den samlede stilling fører Alaphilippe stadig, nu med 36 sekunder til Tony Galllopin (Lotto-Soudal) og 46 til Henao. I morgen køres den absolutte kongeetape afsluttende på Col de la Couillole, på hele 16 kilometer, med 7,1 i gennemsnitlig stigningsprocent.

 

SENESTE

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM TINKOFF-SAXO

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk