Optakt: Tour de Langkawi

Løbets rolle og historie

I løbet af de sidste to årtier er cykelsporten blevet mere global. Mens store etapeløb er blevet etableret i Nordamerika og Australien, var det Malaysia, der puttede Asien på landkortet, da man første gang arrangerede Tour de Langkawi. Selvom der i mange år havde været adskillige etapeløb, manglede der en begivenhed, der kunne tiltrække de europæiske storhold, men det kom da løbet blevet etableret i 1996.

Med en tidlig dato, god organisation og perfekt vejr har det altid været i stand til at tiltrække hold fra Europa, som har set det som en god lejlighed til at få tidlige løbskilometer i benene. I de senere år har det ganske vist tabt kampen til løbene i Mellemøsten og Tour Down Under, og startlisten har ikke altid haft den højeste standard, men det forbliver et vigtigt forberedelsesløb for mange europæere, specielt fra professionelle kontinentalhold. Da det afholdes lidt senere end de fleste andre ikke-europæiske forberedelsesløb, er det so skabt til ryttere, der vil ramme formen lidt senere på sæsonen.

I de senere år er løbet primært blevet en skueplads for unge talenter. I stedet for at satse på etablerede navne, der brugte løbet til at forberede sig mod senere mål, har de deltagende WorldTour-hold ofte sendt unge ryttere til Malaysia. Manglen på stress og de lidt lavere niveau har gjort det til en god mulighed for talenterne til at påtage sig en kaptajnrolle og få et par sejre. I 2015 var det Caleb Ewan, der fik en blid start på sin professionelle karriere ved at vinde etaper i Malaysia, og sidste år var det Miguel Angel Lopez, der tog sejren på kongeetapen som opvarmning til sit senere gennembrud i Europa.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Tour de Langkawi er et sært løb. Meget ofte har det været afholdt over 10 etaper, og da de næsten alle har været helt flade, har det været et sandt paradis for sprintere. Næsten alle etaper er endt i massespurter, og det har gjort løbet temmelig monotont.

De rene sprintere har imidlertid aldrig været i spil til den samlede sejr. De fleste udgaver af løbet har inkluderet den berømte bjergafslutning i Genting Highlands, som meget ofte har bestemt den samlede vinder. For flere år siden var der også en enkeltstart i løbet, men det er ikke længere tilfældet. Derfor har løbet vejret en speciel affære, hvor sprinterne har været i rampelyset næsten hver eneste dag, mens klatrerne har kørt rundt og bare ventet på den ene dag, hvor de kunne gøre forskellen. Genting Highlands er en ekstremt svær stigning, der kan gøre kolossale forskelle, og da det stort set hvert år er blevet afgjort her, er løbet blevet domineret af rene klatrere fra Colombia og Venezuela.

Dermed har Tour de Langkawi traditionelt passet to ryttertyper: rene klatrere og rene sprintere. For den sidste kategori af ryttere er det den perfekt chance for at vise deres topfart i stedet for at deltage i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor de har begrænsede muligheder, og for de førstnævnte er det en chance for at vinde et etapeløb uden at skulle køre enkeltstart.

For tredje år i træk må feltet imidlertid desværre i år skippe Genting Highlands, og i stedet går kongeetapen til toppen af den meget lettere Cameron Highlands-stigning, der også regelmæssigt har været besøgt. Det er mere end gradvis opkørsel end et regulært bjerg, og det har gjort det muligt for holdbare sprintere at tage den samlede sejr. Det skete i 2015 med Youcef Reguigui, der både vandt kongeetapen og hele løbet, og det gentog sig sidste år med Reinardt van Rensburg. Miguel Angel Lopez havde ganske vist vist, at det kan lade sig gøre for en klatrer at vinde solo på Cameron Highlands, men en punktering i finalen på en sprinteretape gjorde det muligt for van Rensburg at vinde samlet foran de to colombianere Daniel Jaramillo og Lopez. Van Rensburg og Lopez er ikke til start i år, men Jaramillo vender tilbage i et forsøg på at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Som sagt vil der ikke være nogen tilbagevenden til Genting Highlands i 2016, men bortset fra det er ikke meget forandret i 2017-udgaven af Tour de Langkawi. Det er en meget traditionel affære, der udgøres af sprinteretaper samt kongeetapen til Cameron Highlands, der igen erstatter Genting-stigningen. Hovedforandringen er den, der blev indført sidste år, hvor løbet blev flyttet til sidste i februar, og man fastholder det korter 8-dagesfomat, der blev indført i 2015.

Arrangørerne har forsøgt at finde lidt stigninger i det flade område i Malaysia, men de små bakker har sjældent været nok til at udfordre sprinterne. Et udbrud har ofte holdt hjem på en etape i løbets anden halvdel, og i år kunne det ske på den lidt mere kuperede 7. etape. Bortset fra den etape samt kongeetape på fjerdedagen, der sammen med bonussekunder vil afgøre klassementet, kan løbet forventes igen at blive en sand sprinterfestival.

1. etape

Sprinterne ventes at få den første af utallige muligheder på den bare 124,8 km lange 1. etape, der bringer rytterne fra Kuala Berang til Kuala Terengganu. Der er ganske vist en småkuperet fase midtvejs, hvor rytterne skal over to kategori 4-stigninger efter henholdsvis 25,3 og 40,8 km, mn derefter er terrænet stort set helt fladt, når man bevæger sig ned mod kysten. Etapen afsluttes med to omgange på en helt flad 11,5 km lang rundstrækning, hvor sidste sving kommer med 1200 m til mål, hvorefter det er en lang lige vej, der fører til mål.

Med et sultent sprinterfelt til start og ikke mange terrænmæssige udfordringer er scenen sat til det første af mange spurtopgør. Finalen er helt flad og uden tekniske komplikationer, og dermed er det en dag for de rene sprintere.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

2. etape

Efter den meget lette åbningsetape øges både distance og sværhedsgrad på 2. etape, der fører feltet over 208,1 km fra Jerteh til Gerik. De første 85 km er helt flade, men derefter når man lidt mere kuperet terræn, og en lang, gradvis opkørsel til toppen af en kategori 1-stigning, der nås efter 134,1 k. Herefter går det ned til en kategori 3-stigning, der har top med 34 km til stregen, hvorefter en nedkørsel leder til en flad finale. Her kommer sidste sving med 4 km til mål, hvorefter det er en lang, lige vej.

Det lyder voldsomt med en kategori 1-stigning, der ser skræmmende ud på profilen, men den har top i bare ca. 100 m højde. Derfor er det i virkeligheden en ganske let etape, hvor kun den lange distance kan gøre det lidt hårdt for sprinterne. Nogle vil sikkert forsøge at komme af med de hurtige folk på den sidste stigning, men det bør være endnu en sikker massespurt.

3. etape

Sprinterfestivalen fortsætter på løbets 3. etape, der både er meget kort og meget flad og dermed ligner endnu en godbid til de hurtige folk. Bare 118 km mellem Serdang og Pantai Remis er på menuen, og der er end ikke én eneste kategoriseret stigning på programmet på rejsen mod syd. Etapen sluttes med endnu en helt flad finale, hvor en det sidste sving igen kommer hele 4 km fra mål.

Sprinterholdene er stadig friske, og de bør derfor ikke have problemer med at kontrollere denne korte, helt flade etape. Dermed er der udsigt til endnu et opgør mellem de hurtige afsluttere på en etape, der viser, hvorfor de helt rene sprintere elsker de asiatiske etapeløb.

4. etape

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til løbets kongeetape, der for andet år i træk går til toppen af Cameron Highlands. De 174,4 km starter i Seri Manjung og slutter på toppen af stigningen og kan inddeles i to vidt forskellige dele. De første 120 km er stort set helt flade, men derefter går det op ad resten af vejen til målet i 1412 m højde. Der er imidlertid tale om en lang, gradvis opkørsel i stedet for et bjerg i europæisk forstand, og stigningen bliver aldrig for alvor stejl. Over 55 km stiger det med bare 2,9% i gennemsnit, og det meste af tiden ligger stigningsprocenten på 2-5%. Med 13,6 km er der en bjergspurt i kategori 1, og derefter følger en lille nedkørsel, inden det igen stiger op mod mål med procenter på 4-5%. Det hele slutter med en bjergspurt uden for kategori.

På profilen ser Cameron Highlands skræmmende ud, men det er sigende for sværhedsgraden, at det i de senere år er lykkedes Youcef Reguigui og Reinardt van Rensburg at sidde med favoritterne, selvom de begge er kendt som holdbare sprintere. Det kræver en meget god klatrer at gøre en forskel, som Miguel Lopez gjorde for 12 måneder siden, hvor han kørte 35 sekunder fra favoritgruppen. Det mest sandsynlige er imidlertid, at en lille gruppe skal spurte om sejren.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Før Lopez og Reguigui har Meiyin Wang taget en solosejr i 2013, Takeaki Ayabe vundet en spurt fra en lille gruppe i 2011, Anthony Charteau vundet fra et udbrud i 2007, Saul Raisin vundet en tomandsspurt i 2006, Marlon Perez taget en solosejr i 2005, Paolo Lanfranchi vundet en 5-mandsspurt i 2001 og Kam Po Wang vundet solo i 2000.

5. etape

Med kongeetapen ude af verden kan sprinterne igen se frem til en chance på den 151,5 km lange femte etape, der fører feltet fra Meru Raya til Kuala Kubu Bharu. Etapen er stort set helt flad, og der er kun en lille katgeori 4-stigning på programmet efter 92,3 km. Igen venter en flad finale, men denne gang er den af lidt mere teknisk karakter, idet der er et meget skarpt sving med bare 800 m til mål.

Ofte er der kørt et udbrud hjem i løbets anden halvdel, men det bliver næppe på denne etape, der er så kort og flad, at sprinterholdene burde kunne kontrollere det. Denne gang kan vi imidlertid se en lidt anderledes spurt end tidligere, idet det sene sving gør lead-out vigtigere end på de første sprinteretaper.

6. etape

Sprinterne har på dette tidspunkt sandsynligvis haft fire chancer, og der venter sikkert en femte på den 176,3 km lange sjette etape. Denne gang skal rytterne fra Senawang til Muar på en rute, der kan deles i to. De første 45 km er relativt kuperede med tre kategori 4-stigninger, herunder én straks fra start. Derefter er etapen imidlertid helt flad, inden en relativt nem finale venter, hvor der er et sidste skarpt sving med 1800 m til mål og derefter en blød kurve 200 m fra stregen.

Længden på etapen betyder, at denne etape ikke er helt så nem at kontrollere, men det ændrer ikke på, at der er så mange sprintere i løbet, at det bør blive endnu en massespurt. Et udbrud kan ikke helt udelukkes i et løb med seksmandshold, men vi sætter vores penge på endnu en chance for de hurtige folk.

7. etape

Sprinterholdene har typisk kastet håndklædet i ringen på én etape i løbets anden halvdel, hvor et udbrud har fået chancen for at slås om sejren. Skal det ske i år, er den 148,1 km lange syvende etape det bedste bud. Den fører fra Melaka til Rembau og kan inddeles i to. Første halvdel er helt flad, mens anden halvdel byder på to kategori 4-stigninger samt en kategori 3-stigning, der har top bare 8 km fra stregen. Herefter går det nedad til fem flade kilometer mod slutningen. Der venter en teknisk finale med et sving på mere end 90 grader med 500 m til stregen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Denne gang er der lidt stigninger i finalen, og det kan gøre sprinterholdene usikre på deres folk. Derfor er der en mulighed for, at de denne gang tager sig en slapper, specielt fordi starten helt sikkert bliver meget aggressiv. Terrænet er imidlertid ikke sværere, end at det sagtens kan blive samlet til endnu en spurt, hvor de helt tunge folk dog måske bliver sorteret fra på den sidste bakke.

8. etape

Løbets slutter altid med en stor massespurt, og det vil være en overraskelse, hvis det forholder sig anderledes på den 121 km lange slutetape. Den fører fra Setiawangsa til Putrajaya og har ganske vist en kategori 4- og en kategori 3-stigning inden for de første 23 km. Efter nedkørslen er det imidlertid helt fladt, og løbet afsluttes med seks omgange på en flad 6 km lang rundstrækning, der kun har to skarpe sving, det sidste med to kilometer til stregen.

Historien viser, at sprinterne altid har det sidste ord i Langkawi, og det vil de også få i 2017. Etapen er kort, let og nem at kontrollere, og det hele bør slutte med en massespurt, der er skræddersyet til de rene sprintere med den højeste topfart.

Favoritterne

Tour de Langkawi er i virkeligheden et meget enkelt løb. Syv af etaperne bør ende i massespurter eller i en udbrudssejr, og klassementet bestemmes stort set alene af udfaldet af kongeetapen til Cameron Highlands. Reinardt van Rensburg viste sidste år, at bonussekunder på de flade etaper kan blive afgørende, men i altovervejende grad vil det endelige klassement afspejle udfaldet af 4. etape.

Stigningen til Cameron Highlands er imidlertid ikke nem at blive klog på. Sidste år vandt en ren klatrer som Miguel Angel Lopez i suveræn stil, og det viser, at det bestemt ikke er fladt terræn, der venter i Malaysia. På den anden side blev favoritgruppens spurt om tredjepladsen vundet af Reinardt van Rensburg, der vel bedst kan betegnes som holdbar sprinter. Det meste af gruppen udgjordes af klatrere, men van Rensburg havde overlevet. Året forinden var det hans holdkammerat Youcef Reguigui, der på mange måder er meget lig sin sydafrikanske kollega, der var hurtigst i en spurt i en gruppe, der også hovedsageligt bestod af klatrere. En anden holdbar sprinter, Leonardo Duque, blev imidlertid først sat til allersidst.

De to seneste udgaver af etapen viser, at det hovedsageligt er klatrerne, der vil være med fremme, men at stærke klassikertyper kan sidde med. Det kræver sublime klatreegenskaber at gøre som Lopez og sikre sig en solosejr. Det mest sandsynlige er, at en restriktiv gruppe skal spurte om sejren på toppen, og derfor ligger løbet bedst til en punchy Ardennertype, der er hurtig på stregen.

Det gør det vanskeligt at analysere etapen. Feltet består hovedsageligt af rene sprintere, for hvem 4. etape er alt for hård, eller klatrere, for hvem kongeetapen er for nem. Samtidig er der hurtige folk som Filippo Pozzato og Tanner Putt, der på en god dag kan sidde med og afgøre løbet til deres fordel i kraft af deres gode spurt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

I år mangler der en klatret på Lopez’ niveau, men t navn skiller sig ud som manden, der måske kan gøre forskellen på den afgørende stigning. Egan Bernal, der netop er fyldt 20 år, er den næste colombianske superklatrer og viste i 2016, at han allerede i sit første år som professionel kan blande sig med de bedste på stigningerne i Italien. I år er han igen i god form, idet han blev nummer seks på kongeetapen i Vuelta a San Juan på en stigning, der også var for let til at passe en klejn klatrer som ham. Det er således ikke uden grund, at Androni-mandskabet bygger hele deres fremtid på Bernal, og de vil elske at vinde med deres talent i Langkawi, hvor de tidligere har vundet med sydamerikanske ryttere. Det bliver ikke nemt at gøre en forskel på Cameron Highlands, men er der en, der kan, må det være Bernal.

Hans værste rival kunne meget vel blive en landsmand. Daniel Jaramillo blev sidste år nummer 2 på kongeetapen og viste der, at han har det rette punch til at gøre en forskel på en stigning som denne. Siden da har han været en af de bedre klatrere på den amerikanske scene. Han er ikke på Bernals niveau - det blev blandt andet tydeligt på kongeetapen i San Juan - men han er modsat sin colombianske landsmand ret hurtig på stregen. Det er vigtigt på en stigning som denne og kan være, hvad der giver Jaramillo den samlede førsteplads.

Vi er meget spændte på at se, hvad Filippo Pozzato kan præstere. Italieneren klatrer nogenlunde på samme niveau som van Rensburg og er nøjagtig som sydafrikaneren hurtig på stregen. Dermed har han alle forudsætningerne for at vinde dette løb. Det er klart, at en lang stigning som denne er på grænsen af, hvad han kan klare, men det er ikke umuligt at hænge på. Sker det, kan han gøre som Reguigui i 2015 og vinde en spurt fra en mindre gruppe. Samtidig kan han måske score bonussekunder i de indlagte spurter undervejs - i de store massespurter skal han desværre køre for Jakub Mareczko - og samlet set har han således fornuftige kort på hånden.

En rytter, der minder meget om Pozzato, er Tanner Putt. Unitedhealthcare-rytteren er også stærk i småkuperet terræn og meget hurtig i en spurt. For ham gælder det også, at denne stigning er på grænsen af, hvad han kan klare, men med sin flotte præstation i Herald Sun Tour viste han, at han er i storform. Kan han sidde med på kongeetapen, bliver han svær at slå i en spurt og dermed i kampen om den samlede sejr.

En anden rytter af samme støbning er Enrico Barbin. Italieneren er meget svingende i sine præstationer og får sjældent chancen for at køre for sig selv. Derfor kan det være svært at vurdere hans form, men umiddelbart er det ikke noget, der tyder på, at han er flyvende. På den anden side er dette en stigning, han sagtens burde kunne klare, og da han er hurtig i en spurt på toppen, er han en solid kandidat til den samlede sejr.

Cameron Bayly var sidste år tæt på en gennembrudssejr i Tour of Taihu Lake, men det hele blev ødelagt af et dumt styrt på sidste etape. I år har han været meget stærk i de australske mesterskaber og i Herald Sun Tour, hvor han blev nummer 11. Han er klart en af de bedste klatrere og er samtidig ganske hurtig på stregen.

Dimension Data har vundet løbet to gange i træk, men denne gang stiller de op uden en hurtig mand som van Rensburg eller Reguigui, der kan begå sig i dette terræn. I stedet må de håbe, at deres klatrere Mekseb Debesay, Ben O’Connor og Jacques van Rensburg kan gøre forskellen på stigningen. Af disse er Debesay det bedste bud. Han blev sidste år nummer 3 på kongeetapen i Abu Dhabi Tour og har dermed vist, at han kan slå de allerbedste. Han var i fornuftig form i Oman, men mangler måske det rette punch til en let stigning som denne. O’Connor har også vist fin form i Australien, mens van Rensburg desværre ikke synes at være på sit højeste niveau.

Timothy Roe klatrede fremragende i Herald Sun Tour og er klart en af de mest formstærke ryttere. Han er samtidig en af de bedste klatrere, men han mangler måske spurtstyrken til at vinde på en stigning som denne. Det samme gør det colombianske veteran Victor Nino, der imidlertid altid er konkurrencedygtig i de asiastiske løb. Også hans landsmand Sergio Higuita bør være en af de bedste på stigningerne.

Endelig vil vi pege på to talenter. Jacopo Mosca viste med en top 10-placering i sidste års Tour of Britain et stort potentiale, og på papiret er han blandt favoritterne. Desværre synes han ikke at have formen til for alvor at gøre sig gældende. Det gør til gengæld Andronis andet supertalent Ivan Sosa, der imidlertid nok må underordne sig Bernal.

***** Egan Bernal

**** Daniel Jaramillo, Filippo Pozzato

*** Tanner Putt, Enrico Barbin, Cameron Bayly, Mekseb Debesay

** Ben O’Connor, Timothy Roe, Victor Nino, Jacopo Mosca, Ivan Ramiro Sosa, Sergio Higuita

* Robert Hucker, Yevgeniy Gidich, Jahir Perez, Jesse Ewart, Jacques van Rensburg, John Ebsen, Lorenzo Rota, Travis McCabe

Danskerne

John Ebsen stiller til start som kaptajn for Inifinite AIS Cycling Tea i et løb, hvor han tidligere er blevet nummer 8. Han vil igen forsøge at køre klassement, men det bliver svært for alvor at brillere på en stigning, der er for nem for en ren klatrer som ham.