Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt til torsdagens tre etapeløb

Optakt til torsdagens tre etapeløb

22. februar 2017 22:24Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Efter en hektisk uge med hele fire etapeløb går det lige så travlt for sig i denne uge, hvor der skal afvikles hele tre store etapeløb samt fem endagesløb. Det tre dage lange Tour La Provence afvikles fra tirsdag til torsdag, Tour de Langkawi køres fra onsdag til onsdag og WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour afholdes fra torsdag til søndag, mens de mange klassikere finder sted i weekenden. Hver dag kan du finde en artikel med optakter til dagens etaper i de tre begivenheder, der afvikles over flere dage, mens vi vil have separate optakter til de fem endagesløb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Torsdag gælder det 3. etape af Tour La Provence, 2. etape af Tour de Langkawi og 1. etape af Abu Dhabi Tour.

 

Du kan finde en samlet optakt til Tour La Provence, Tour de Langkawi og Abu Dhabi Tour og vil senere også kunne finde optakter til de fire endagesløb Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Classic Sud-Ardeche samt Drome Classic.

 

Husk, at du fra torsdag til søndag hver dag kan følge Abu Dhabi Tour på www.feltet.dk/live, og at du i weekenden tillige kan følge både Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne samme sted.

 

Læs også
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

 

Abu Dhabi Tour - 1. etape

Ruten

Det meste af De Forenede Arabiske Emirater udgøres af ørken, og derfor er det kun passende, at løbet viser det spektakulære røde sand, der er en af områdets attraktioner. Det bliver stillet til skue på første etape, der mest finder sted i disse omgivelser og er en forlænget udgave af åbningsetapen fra 2015 og 2016. Sammenlignet med 2. og 4. etape er den en anelse mere kuperet, men med en flad anden halvdel og ingen store stigninger, er det kun den frygtede ørkenvind, der synes at kunne forhindre en massespurt.

 

I år er etapen forlænget med ca. 50 km og strækker sig over 189 km med start og mål i Madinat Sayed, der også husede åbningsetapen i de foregående udgaver. Den afvikles stort set udelukkende i ørkenen, hvor de første og sidste 45 km udgøres af en lang, lige vej gennem sandområderne. Fra starten følger rytterne den lige ørkenvej mod syd, og efter at man har forladt Madinat Sayed er der ikke ét eneste sving, indtil man når byen Liwa efter 49,5 km, hvor dagens første indlagte spurt er placeret.

 

Herefter bevæger sig med ud på en lille rundstrækning i området øst for byen - det er her, ruten er forandret i forhold til tidligere år, hvor man brugte en kortere rundstrækning i den vestlige udkant. Der er nogle ganske små stigninger på de mange sandbanker, mens man begiver sig ad ørkenvejen ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til Liwa. Her venter dagens sidste spurt efter 126,7 km, og derefter sætter man kursen mod nord ad den samme lange, lige ørkenvej, der fører til målet i Madinat Zayed. Når byen nås drejer man til venstre med ca. 7 km til mål, til højre i en rundkørsel med 5500 m til mål, passerer lige gennem en rundkørsel med 2500 m til mål, drejer til venstre i en rundkørsel med 1100 m til mål og til sidste lige gennem en rundkørsel 800 m fra stregen. Herefter er det en lang, lige, flad og bred boulevard, der fører til mål.

 

I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie i Madinat Zayed, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati i en massespurt. Sidste år var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish.

 

 

 

 

Vejret

Frygten for sidevind betyder, at vejrudsigten vil blive studeret grundigt, men der synes ikke at være fare på færde. Torsdag byder på solskin og en temperatur på 29 grader samt en svag til let vind fra nord. Det betyder medvind først på etapen, sidevind midtvejs og modvind på turen hjem til Madinat Zayed. I finalen vil der være modvind, indtil man tager det sidste sving med 1100 m til stregen. Herfra vil der være sidevind.

 

Favoritterne

På forhånd var der udsigt til, at to etaper af årets Abu Dhabi Tour kan gøre en forskel i klassementet. Det gælder naturligvis hovedsageligt lørdagens kongeetape, men også 1. etape har givet anledning til nogen nervøsitet. Sidste år så vi på 3. etape, at vinden kan være stærk nok til at splitte feltet i ørkenen, og derfor har mange frygtet kaos på førstedagen, hvor man stort set vil tilbringe al tid i det sandklædte landskab.

 

Læs også
Optakt: Fleche Wallonne

 

I det lys kommer det nok som en lettelse for mange af de lette klatrere, at vejrforholdene er så gunstige. Selvom der er sidevind midt på etapen, vil den slet ikke være stærk nok til at splitte feltet. Da de endda vil være modvind i hele den sidste del, vil al initiativlyst blive kvalt, og der er således udsigt til, at dette udvikler sig til en relativt begivenhedsløs sprinteretape. Der er ikke meget incitament til at forsøge sig fra distancen, og derfor vil et udbrud med repræsentation fra hold som Bardiani, Nippo-Vini Fantini, Novo Nordisk, Gazprom-Rusvelo, Bahrain-Merida og UAE Abu Dhabi sandsynligvis blive etableret straks fra start. Herefter vil Quick-Step, Dimension Data og Lotto Soudal tage kontrol, og solide arbejdsheste som Pieter Serry, Petr Vakoc, Johann van Zyl, Daniel Teklehaimanot og Sander Armee vil sikre, at det hele bliver samlet til en massspurt.

 

Dermed er der udsigt til en meget let etape uden stigningsmæssige udfordringer, og da der vil være modvind i finalen, vil det først være til allersidst, at farten for alvor kommer op. Samtidig er det en relativt ukompliceret afslutning med kun få sving, og en stor, bred vej. Dermed er det en perfekt etape for de helt rene sprintere, der trods den lange distance vil være stort set helt friske, når der returnerer til Madinat Zayed til den ventede massespurt.

 

Det scenarium er perfekt for Marcel Kittel. Tyskeren er i sit es, når han kan spurte efter en let, flad dag, og det er præcis, hvad han har i vente. I forvejen er han på papiret verdens hurtigste sprinter, specielt i en powersprint som denne, hvor det handler om at nå den højeste topfart. Han viste med sejren i Dubai, at han er i fremragende form og meget svær at slå i disse spurter.

 

Kittels store problem har før været positionering, men umiddelbart har han med Jack Bauer, Davide Martinelli og Fabio Sabatini et af løbets bedste tog. Det er ikke helt så stærkt som i Dubai, og man vil mangle Matteo Trentin, men de bør stadig være blandt de stærkeste. Samtidig er vejen bred, og risikoen for at blive lukket inde er således mindre. Kittel viste i Dubai, at han er så suveræn, at han kan vinde, selv når han kommer langt bagfra. Det er derfor vanskeligt at se, hvem der skal slå tyskeren, som er vores klare favorit.

 

Hans værste rival er umiddelbart Mark Cavendish, der har haft en frustrerende start på sæsonen. I Dubai blev han to gange ramt af mekaniske problemer i spurten, og en anden gang blev han lukket inde. I Algarve kørte han for Boasson Hagen på første sprinteretape, og da han selv fik chancen, betalte han prisen for et dårligt tog og sad op, før spurten var startet. Dermed har han reelt ikke kørt en spurt i år.

 

I dette løb har Cavendish imidlertid en bedre chance. Som i Dubai har han sine tro væbnere Mark Renshaw, Reinardt van Rensburg og Bernhard Eisel til at køre lead-out, og selvom de normalt ikke er så stærke som Quick-Step og Lotto Soudal, vil de være konkurrencedygtige i et felt, hvor begge de belgiske hold er svækkede. Allerede på sidste etape i Dubai gjorde Renshaw det helt perfekt, og det kan han gøre igen. Cavendish er samtidig glimrende til at manøvrere, og han viste i Touren, at Kittel ikke skal begå mange fejl for at blive slået. Han ville gerne have haft en mere kaotisk finale, men han har bestemt en chance for at slå sin tyske rival.

 

Vi var meget imponerede over André Greipels spurter i Algarve, hvor han klart viste, at han var hurtigere end selveste Fernando Gaviria. Det er tydeligt, at tyskeren er i glimrende form, men han får det sværere i Abu Dhabi. Han er således til start helt uden sit tog og må satse på, at Sean De Bie, Adam Hansen og Lars Bak kan køre ham frem. Derfor er han næsten med sikkerhed nødt til at komme bagfra, og det er ikke godt nyt for en mand, der er dårlig til positionskampen. På den anden side er vejen bred, og Greipel elsker en powerspurt som denne. Han synes at have formen til at matche Kittel og Cavendish, så det bliver i høj grad et spørgsmål om positionering.

 

Elia Viviani har haft stor succes i Abu Dhabi tidligere, og han er generelt god i disse arabiske sprinterløb. Han er blandt rytterne med den højeste topfart og derfor en af de allerbedste på helt flade etaper som disse. Han har fået en fin start på sæsonen med andenpladser i både San Juan og Dubai, men i begge løb betalte han prisen for et svagt lead-out. I dette løb er han meget bedre stillet, idet han har Peter Kennaugh, Jonathan Dibben og specielt Owain Doull til sin rådighed. Samtidig har han meldt ud, at et par ugers træning har forbedret formen markant, og han føler sig meget bedre stillet, end han var i Dubai. Han har før slået Kittel, Cavendish og Greipel i direkte opgør, senest da han satte Kittel til vægs i De Panne sidste år, og det kan han bestemt gøre igen på en etape, der passer ham perfekt.

 

Caleb Ewan fik den perfekte start på sin sæson i Australien, hvor han totalt dominerede Tour Down Under. Her er sprinterfeltet imidlertid af en helt anden kaliber, og det er sandsynligvis det stærkeste, han nogensinde har været oppe imod. Han var imidlertid helt suveræn tidligere på året, og han synes at have topfarten til at tage kampen op med de bedste. Endnu vigtigere er det, at han med Alexander Edmondson, Roger Kluge og Luka Mezgec har et af feltets bedste tog. Vi tvivler på, at han er lige så hurtig som de allerbedste, men et godt lead-out kan bringe ham hele vejen.

 

Læs også
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

 

Matteo Pelucchi er en ren sprinter af den type, der elsker en etape som denne. Han har tidligere slået de allerbedste på WorldTour-niveau, og det vil han være opsat på at gøre igen. Han havde en forfærdelig 2016-sæson, hvor han var ramt af helbredsproblemer, men han viste med andenpladsen på Mallorca, at han er på vej tilbage. Han var desværre syg i Almeria, og det er stadig usikkert, hvordan han er kommet sig. På papiret kunne han imidlertid ikke have ønsket sig en bedre etape, og med Erik Baska og Rudiger Selig har han et godt lead-out.

 

Bahrain-Merida er til start med Niccolo Bonifazio, der sidste år viste, at han kan true Kittel i massespurterne. Det skete i Romandiet, hvor han var meget tæt på at få ram på tyskeren, og senere slog han Gaviria og Ewan i Polen. I år fik han en fin start i Australien, selvom han ikke kunne matche Ewan. Han er god til at positionere sig og har i Ramunas Navardauskas en god lead-out man, men denne etape er nok for nem til, at han kan vinde, specielt fordi hans tog ikke er på niveau med de bedste.

 

Det meste af cykelverdenen var dybt imponerede over nyprofessionelle Riccardo Minali i Dubai, hvor han viste, at han trods dårlige positioner havde farten til at tage kampen op med de allerbedste. Desværre er han helt uden lead-out i dette løb, og det gør det svært for den talentfulde italiener. Heldigvis er finalen så ukompliceret, at det meste handler om fart, og her har han vist, at han ingen grund har til at skamme sig.

 

Nicola Ruffoni er en helt ren sprinter, der burde kunne lide en etape som denne. Han har tidligere været tæt på at slå Cavendish og Kittel, og efter en skidt 2015-sæson fandt han i 2016 tilbage på sporet. Han fik ikke den optimale start i Dubai, men han har tidligere vist, at han kan blande sig med de bedste, og at han er god til at positionere sig.

 

Endelig vil vi pege på Andrea Guardini. Italieneren er også helt ren sprinter og var tidligere næsten ustoppelig i disse meget nemme ørkenløb. Han er imidlertid langt fra at være den sprinter, han engang var, og han synes ikke længere at være hurtig nok til at vinde. På den anden side skyldes de manglende resultater i høj grad, at han ingen hjælp fik på Astana. I dette løb har han støtte fra Ben Swift og Simone Consonni, og det kan måske give ham chancen for at vende tilbage til tiders styrke.

 

Også Alexander Porsev, Phil Bauhaus, Sondre Holst Enger, Daniele Bennati, Kiel Reijnen, Juan Jose Lobato, Rick Zabel, Eduard Grosu, Marco Canola, Martijn Verschoor og Andrea Peron kan tænkes at blande sig i spurten, men vi vil blive overraskede, hvis de løber med sejren.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, André Greipel

Outsidere: Elia Viviani, Caleb Ewan, Matteo Pelucchi

Jokers: Niccolo Bonifazio, Riccardo Minali, Nicola Ruffoni, Andrea Guardini

 

Tour La Provence - 3. etape

Ruten

Efter to dage for sprinterne skal løbet afgøres af de bedste puncheurs på sidste etape, der fører feltet over 168,2 km fra Aix-en-Provence til storbyen Marseille. Første del af etapen er relativt flad, når rytterne bevæger sig mod øst gennem let terræn, hvor kun den lille kategori 4-stigning Col du Porte (3 km, 4,5%) efter 17,4 km vil udfordre rytterne. Herefter sætter man kursen mod syd og de berømte bakker i området øst for Marseille, hvor en ganske kuperet finale venter. Den indledes med kategori 3-stigningen Montee de Mazaugues (4km, 5,4%), der har top efter 95 km og efterfølges af Col de l’Espigoulier, som rytterne besteg fra den anden side på førstedagen. Herefter fortsættes mod vest ned mod kysten, inden man skærer hen over en lille højderyg på vejen mod Marseille. Her venter de ikke kategoriserede Col de l’Ange og Col de la Gineste, der kendes fra finalen af GP Marseillaise. De har top med henholdsvis 40,5 og 16 km til mål. Herefter kører man ned til Stade Velodrome i centrum af Marseille, hvor GP Marseillaise slutter. Man fortsætter denne gang forbi stadion, og etapen slutter i stedet på toppen af en lille 2 km lang bakke, hvis sidste kilometer stiger med 4,5% i gennemsnit, og hvis første kilometer er endnu stejlere. Finalen er meget teknisk med hele fire sving på den sidste kilometer, først tre i træk og siden et meget skarpt sving bare 100 m fra stregen.

 

 

Læs også
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

 

 

Vejret

Perfekte forhold venter rytterne, der vil have flot solskin og en temperatur på 18 grader. Der vil være en let til jævn vind fra syd. Det betyder, at rytterne først vil have sidevind, siden modvind og dernæst sidevind i den kuperede sidste del. Der vil være medvind på det sidste stykke ind mod Marseille samt på turen gennem byen og på første del af den sidste stigning. Efter et hårnåleving vil der være mod- og sidevind til sidst.

 

Favoritterne

Det kom som en overraskelse for de fleste, at den sidste stigning var hård nok til, at fire af de bedste klatrere kunne føre en afgørende forskel. De fire sekunder, som Alexandre Geniez, Rohan Dennis, Nicolas Edet og Matej Mohoric vandt, kan vise sig at være nok til, at de fire skal afgøre klassementet imellem sig. I et løb uden bonussekunder, synes det usandsynligt, at der vil være ryttere, der kan sætte dem med fire sekunder på morgendagens målbakke, og dermed er kampen om den samlede sejr reelt reduceret til fire mand, der allerede på 1. etape viste, at de er blandt de bedste klatrere i løbet.

 

Den nye situation vil samtidig dramatisk forandre løbets dynamik. Forud for løbet var der udsigt til, at BMC, løbets klart stærkeste hold, ville forsøge at få feltet til at eksplodere på kongeetapen. Det er der ikke længere grund til. Dennis er nu i førertrøjen, og grundet etapeplaceringerne på 1. etape skal han ikke reelt bekymre sig om Mohoric og Edet. Han må imidlertid kun slutte en plads bag Geniez for at sikre sig den samlede sejr - naturligvis hvis han slutter i samme tid som vinderen. Det gør det til en risikabel og vanskelig affære, men BMCs bedste chance for at vinde løbet er stadig at holde det samlet. Det er de stærke nok til at gøre, og derfor vil det være en overraskelse, hvis det ikke skal afgøres i en spurt på den sidste bakke, specielt fordi der ikke er meget vind.

 

Stigningen er to kilometer lang, og sidste kilometer stiger med 4,5% i gennemsnit, mens første kilometer er endnu stejlere. Det gør det lidt svært at aflæse, hvad vi skal forvente. Den er ikke vanvittigt stejl, og derfor bliver det svært for de mindre eksplosive typer at blande sig i kampen om sejren. På den anden side kan det ikke udelukkes, at Dennis og Geniez, der nu over to dage har vist sig som de stærkeste på stigningerne med rå muskelkraft kan slå de hurtigere folk.

 

Normalt ville vi betragte stigningen som værende for let for Rohan Dennis, men vi har været dybt imponerede over australierens form. Allerede inden løbet sagde han, at han var godt kørende, men det har alligevel været imponerende at se ham angribe på stigningerne på de to første etaper. Dennis synes ganske enkelt at være løbets stærkeste rytter. Samtidig er han faktisk ikke langsom i en spurt op ad bakke, og mange vil huske, hvordan han i fin stil vandt en etape i Tour of California for et par år siden, hvor han iværksatte et uimodståeligt ryk i finalen. Vi tvivler på, at nogen kan matche Dennis, når det handler om rå muskelkraft, og derfor tror vi på, at han sikrer sig den samlede sejr ved også at vinde sidste etape.

 

Sammen med Dennis har Alexandre Geniez vist sig at være bedste mand på stigningerne. Han var i angreb på 1. etape og igen på dagens etape og har sammen med Dennis og Matej Mohoric været den mest aktive på stigningerne. Heller ikke han er kendt som en eksplosiv type, men han er bestemt ikke langsom. Det viste han i dag, og da han sidste år vandt sidste etape af Tour de l’Ain. Finalen er lidt for nem for ham, men med den nuværende form kan han sagtens vinde.

 

Forud for løbet havde vi peget på Francesco Gavazzi som vores favorit på denne etape, men italieneren har ikke været i stand til at køre med i angrebene på de to første etaper. Han var heller ikke helt på toppen i Tour du Haut-Var, og det får os til at have betænkeligheder. På den anden side er den sidste stigning ikke værre, end at en god spurt er af helt afgørende betydning, og normalt er Gavazzi hurtigste mand i en finale som denne.

 

Manden, der kan udfordre Gavazzi i en spurt op ad bakke, er Mauro Finetto, der hele året har været i fremragende form. Han er klart en af de mest formstærke ryttere, og derfor var det lidt en skuffelse, at han ikke var med i dagens angreb. Det tyder på, at han ikke helt er så stærk som Geniez og Dennis på stigningerne, men i et løb, hvor fart spiller en stor rolle, kan han sagtens slå de stærkere ryttere.

 

Læs også
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

 

Matej Mohoric viste allerede i Laigueglia, at han har taget et stort skridt op i forhold til sidste år, og det har han bekræftet i dette løb, hvor han var med i de udbrud, der blev etableret på 1. og 2. etape. Det viser, at han er en af løbets stærkeste, og da han samtidig har en fin spurt, burde han være fremme i en finale som denne. Desværre synes han at have problemer med at holde hovedet koldt i finalerne, og det kan koste ham sejren trods hans store styrke.

 

Jonathan Hivert var tidligere en af verdens bedste til at spurte op ad bakke. Han er ikke længere på samme niveau og har været ramt af helbredsproblemer. Han viste imidlertid i Haut-Var, at han nu er i form, og det gør ham automatisk til en stor kandidat i denne finale, der normalt vil være skræddersyet til ham.

 

Det var lovende at se Nicolas Edet køre med i finalen på dagens etape. Det tyder på, at franskmanden er blandt de mest formstærke klatrere i løbet. Han har samtidig vist i Tour du Limousin, at han er ganske god til at spurte op ad bakke. Det bliver dog stadig svært at vinde i et løb, hvor der både er hurtigere og stærkere folk til start.

 

Julien El Fares viste med andenpladsen på sidste etape i Haut-Var og med angrebet på første stigning i går, at han endelig er tilbage i topform efter en lidt ustabil periode. Han er lidt samme type som Edet og har de samme styrker og vanskeligheder. Han er tydeligvis blandt de mest formstærke ryttere, men der er både stærkere og hurtigere folk i dette felt.

 

Det var opløftende at se, at Valerio Conti var med i angrebet i finalen i dag og første blev sat på nedkørslen. Det viser, at han er i god form efter en lidt forsinket start grundet et brækket håndled. Han har dermed vist, at han er i form til at køre med på stigningerne, og da han samtidig er hurtig i en spurt, passer denne finale ham glimrende.

 

Endelig vil vi pege på Jeremy Maison, der nu får chancen for FDJ, efter at Odd Christian Eiking udgik med sygdom. Franskmanden er en talentfuld klatrer, der var første mand på toppen af første stigning i går. Det vidner om god form, og han vil derfor sikkert være med langt fremme. Desværre er han næppe eksplosiv nok til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Alexandre Geniez, Francesco Gavazzi

Outsidere: Mauro Finetto, Matej Mohoric, Jonathan Hivert

Jokers: Nicolas Edet, Julien El Fares, Valerio Conti, Jeremy Maison

 

Tour de Langkawi - 2. etape

Ruten

Efter den meget lette åbningsetape øges både distance og sværhedsgrad på 2. etape, der fører feltet over 208,1 km fra Jerteh til Gerik. De første 85 km er helt flade, men derefter når man lidt mere kuperet terræn, og en lang, gradvis opkørsel til toppen af en kategori 1-stigning, der nås efter 134,1 km. Herefter går det ned til en kategori 3-stigning, der har top med 34 km til stregen, hvorefter en nedkørsel leder til en flad finale. Her kommer sidste sving med 4 km til mål, hvorefter det er en lang, lige vej.

 

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

 

 

 

Vejret

Tour de Langkawi er kendt for sine tordenbyger, og det synes sikkert, at feltet bliver ramt af disse torsdag. I løbet af eftermiddagen vil der være 80% risiko for regn. Samtidig vil det være varmt med en temperatur på 33 grader, mens der kun vil være en svag vind fra nord. Det betyder sidevind og sidemedvind hele dagen. I de sidste 4 km vil der være medvind.

 

Favoritterne

Det lyder voldsomt med en kategori 1-stigning, der ser skræmmende ud på profilen, men det er meget let at lade sig snyde af roadbooken i Langkawi. Der er tale om en lang, gradvis opkørsel mere end et regulært bjerg, men kombinationen af de to bakker kan stadig være nok til at gøre det af med et par af de hurtige afsluttere. Mange af de hurtige folk i dette felt er helt rene sprintere, der sjældent kan overleve mange udfordringer, og kombinationen af to lange stigninger samt en lang distance vil nok være for meget for flere af dem.

 

Det kan ikke udelukkes, at nogle af klatrerne vil forsøge at angribe på stigningerne, men på et tidspunkt, hvor alle holdene er friske, burde det stadig blive samlet til en massespurt. Det vil imidlertid blive en ganske anderledes sag end 1. etape, hvor der var tale om et helt frisk felt, der spurtede om sejren.

 

Det betyder, at vi skal kigge efter de mere hårdføre typer, og det er helt perfekt for Travis McCabe. Amerikaneren er netop specialist i at spurte efter en lang, hård dag, hvor de hurtigste folk er forsvundet, og derfor passer denne etape ham perfekt. Han viste med sejren i Herald Sun Tour, at formen er god, og han kan endda regne med feltets bedste tog anført af Greg Henderson, en af verdens bedste lead-out men. Den kombination er god for McCabe, der er vores favorit til sejren.

 

Det unge talent Ryan Gibbons blev nummer 2 på 1. etape og var faktisk hurtigste mand i spurten. Det bør give ham selvtillid forud for 2. etape, hvor sværhedsgraden burde passe ham endnu bedre. Hans store problem er, at han ikke har meget lead-out, og det var netop dårlig positionering, der kostede ham sejren på 1. etape. Han bør imidlertid ikke have problemer med at overleve stigningerne, og han har vist, at han har farten til at slå alle rivalerne i Langkawi.

 

På papiret er Jakub Mareczko løbets hurtigste mand, men han er notorisk berømt for at have det svært på stigningerne. Denne etape kunne meget vel blive for hård for ham. På den anden side viste han i sidste års Tour of Turkey, at han er blevet meget mere holdbar, og derfor kan han måske overleve. Hans store problem er positionering, men i et lidt mindre felt har han en bedre chance. Samtidig har han med Filippo Pozzato og Alberto Cecchin et glimrende tog.

 

Hvis etapen bliver for hård for Mareczko, vil Alberto Cecchin eller Filippo Pozzato være klar til at tage over. Førstnævnte er den hurtigste af de to og en mere holdbar type end Mareczko. Han viste sidste år, at han kan blande sig i de asiatiske løb, og han er hurtig nok til at udfordre Gibbons og McCabe.

 

Læs også
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

 

Androni er til start med Marco Benfatto og Andrea Palini. Normalt ville denne etape være guf for sidstnævnte, men han synes at være langt fra formen, hvilket forklarer, hvorfor han først gør debut her. Dermed er det op til Benfatto at forsøge at vinde, og det har han før gjort i Asien. Han er ikke blandt de mest holdbare, men han har en chance for at komme over stigningerne.

 

Scott Sunderland vandt 1. etape, men han får betydeligt sværere ved at gentage triumfen på denne etape. Han kommer således fra en banesprinterbaggrund, og han har ikke megen holdbarhed på landevejen. Selvom han har vist sig at være blandt de hurtigste, tvivler vi på, at han vil være med hjem til spurten og i øvrigt frisk nok til at slå de stærkere folk.

 

Nicolas Marini er en meget talentfuld italiensk sprinter, men også han er af den helt rene slags. Denne etape bør være for hård for ham, og vi tvivler på, at han kan komme med hjem til spurten. Kan han, er han imidlertid hurtig nok til at slå dem alle.

 

Bardiani har to hurtige folk, der normalt ville være blandt favoritterne på denne etape. Paolo Simion lider imidlertid af maveonde, og Marco Maronese styrtede på dagens etape. Dermed er de næppe i den bedste forfatning. Normalt vil de ellers være blandt de mere holdbare og hurtigste sprinter, og specielt Simion vil være farlig, hvis han er kommet sig. Alternativt kan Enrico Barbin forsøge sig, men han er ikke hurtig nok til at vinde.

 

Endelig vil vi pege på Anthony Giacoppo og Yevgeniy Gidich. Begge er holdbare og hurtige og kan komme i spil på denne etape, selvom de næppe er hurtige nok til at vinde. Førstnævnte vil kun få chancen, hvis Sunderland ikke kommer med hjem.

 

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Ryan Gibbons, Jakub Mareczko

Outsidere: Alberto Cecchin, Marco Benfatto, Scott Sunderland, Nicolas Marini

Jokers: Paolo Simion, Marco Maronese, Andrea Palini, Anthony Giacoppo, Filippo Pozzato, Yevgeniy Gidich

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Abu Dhabi Tour
Nyheder Profil Resultater
Tour de Langkawi
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 17/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 17/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 17/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 17/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?