Optakt: Flandern Rundt

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker de næste to søndage.

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagesløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagesløb.

Flanden Rundt er højdepunktet i Den Hellige Periode i belgisk cykling og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op af så mange af de kendte stigninger som muligt.

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelig. I 1950erne begyndte mand i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, men i år har man flyttet startområdet til Antwerpen.

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde det velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013 indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I år vender Muren endda tilbage for første gang siden 2011, men denne gang i en birolle som en af de tidligere stigninger.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og Ardennesklassikerne, og derfor er det ikke mærkelig, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Philippe Gilbert, Tony Gallopin, Michal Kwiatkowski og tidligere også Greg Van Avermaet og Peter Sagan har således ofte været fraværende i Roubaix for i stedet at satse på både de flamske løb og de hårdere slag i Ardennerne, og igen i år vil Gilbert og Gallopin igen forsøge sig med en Flandern-Ardenner-kombination, mens Kwiatkowski i år helt helliger sig de mest kuperede løb.

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Musseuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Cancellara vil naturligvis aldrig overgå de fire legender, men Boonen har i år en sidste chance for at skrive sig ind i historien som historiens stærkeste rytter i det flamske monument.

Sidste år var det imidlertid fremtidens store stjerne, Peter Sagan, der tog sin første sejr i et monument efter tidligere at have været tæt på så mange gang. Iført regnbuetrøjen angreb han overraskende tidligt fra en decimeret favoritgruppe med 30 km til mål og fik følgeskab af Sep Vanmarcke og Michal Kwiatkowski, som han satte til vægs på Kwaremont. Længere bagude satte løbets forhåndsfavorit, Cancellara, efter verdensmesteren, men det lykkedes ham kun at sætte Kwiatkowski og hente Vanmarcke. Sagan kunne derfor køre solo over målstregen, inden Cancellara slog Vanmarcke i spurten om andenpladsen. Sagan vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe imod en desværre sygdomsramt Vanmarcke. Efter sit karrierestop vil Cancellara imidlertid se på fra sidelinjen og ikke gå efter en fjerde sejr i monumentet.

SÆT PICKS PÅ FLANDERN RUNDT HER

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Man har naturligvis levet op til kontrakten med den nye målby Oudenaarde, og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Rundstrækningsformatet var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet mindre mulighed for at komme sig. Det gav anledning til ganske underholdende cykelløb i 2014, 2015 og 2016, og derfor har man valgt at bibeholde den samme finale i 2017.

Den store nyhed er, at starten flyttes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gør et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifær stigning næsten 100 km fra målstregen. Igen i år er der 18 stigninger på programmet, og de sidste 9 af disse er nøjagtig de samme som i de foregående tre år.

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end de gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For fjerde år i træk vil den signalere starten på den absolutte finale, og derefter er der reelt ingen chance for at komme sig.

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men i år har man i stedet skrevet kontrakt med Antwerpen, der fra og med i år vil være rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den 260,8 km lange rejse - det er 5 km mere end i 2016 - med en lang, flad tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter 75 km. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer efter henholdsvis 85,2 og 86,8 km, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter ca. 95 km.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Herfra ændrer løbet karakter. I år er der ingen tidlige stigninger, og fra det øjeblik man rammer den første helling er der meget kort afstand mellem stigningerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

Efter passagen af Oudenaarde kører man mod syd ind i fjertet af De Flamske Ardenner. Den første udfordring kommer efter 116,3 km, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 19 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 9 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme Kortekeer efter 126,8 km, hvorefter det gælder en af de sværeste stginingr, Eikenberg (1200 m, 5,2%, max. 10%, 1200 m brosten) efter 134,5 km. Den fører til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (1645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer bare 3,1 km senere. Herefter er der ændret på ruten, idet Molenberg udgår. I stedet rammer man Holleweg- og Haakhoek-pavéerne efter  henholdsvis 137,7 og 143,4 km, inden man tager hul på de tre asfaltstigninger Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%), Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Tenbosse (450 m, 6,9%, max.8,7%), der kommer hurtigt efter hinanden mellem 146,4 km- og 155,5 km-mærkerne.

På toppen af Tenbosse får man 10 km til at komme sig forud for de sidste 105 km. Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

I år ventes finalen at starte med præcis 95 km til mål, når man for første gang i seks år skal op over Muren i Geraardsbergen. Her skal favoritterne uden tvivl holde sig fremme, da den første større udskilning vil ske, og det er meget sandsynligt, at det er her Quick-Step vil begynde at spille deres mange kort ud. Stigningen efterfølges imidlertid af hele 18,7 km flad vej, og derfor er der tid til, at der kan ske en regruppering. Den efterfølgende stigning, Pottelberg, der kommer med 76,3 km til mål er heller ikke særlig svær, og det er heller ikke tilfældet for Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%, der kommer 5,8 km senere. Herefter følger igen et længere fladt stykke, hvor der kan ske samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

Løbet starter for alvor, når der resterer 54,6 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%, 360 m brosten), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%, 600 m brosten), der kommer med bare 44,6 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2000 m lange pavé Mariaborrestraat, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, 500 m brosten) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,8 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mpål.

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmer, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,1 km er de eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og sidste år overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne fase er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,3 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham. De forsøgte begge at angribe på Paterberg, men kunne ikke ryste hinanden. I 2015 var Kristoff og Terpstra allerede kommet fri før disse stigninger, mens det sidste år var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

De sidste 13,3 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb melemme flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 260,8 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

De første brostensløb har været præget af flot vejr, og det ser ud til, at foråret fortsætter i weekenden. Søndag ventes der således lidt skyer først på dagen, men eftermiddagen burde være præget af solskin og en behagelig temperatur på 16 grader. Der vil være en let til jævn vind fra vest og nordvest. Det giver hovedsageligt sidemodvind på det flade stykke i starten. Når man krøller sig rundt i De Flamske Ardenner, kommer vinden naturligvis fra alle tænkelige retninger. Umiddelbart efter sidste passage af Paterberg vil der være modvind, men derefter vil der være sidemedvind på det meste af stykket tilbage til Oudenaarde

SÆT PICKS PÅ FLANDERN RUNDT HER

Favoritterne

Årets Flandern Rundt synes at kunne udvikle sig til et af de mest åbne i mange år. Det skyldes en meget interessant taktisk situation, hvor der på forhånd fremstår to klare favoritter, Greg Van Avermaet og Peter Sagan, der har dokumenteret, at de klart er de stærkeste ryttere i feltet. Ingen af dem har imidlertid løbets bedste hold, og da de samtidig er oppe imod mandskaber fra Quick-Step og Trek, der har flere potentielle vindere, åbnes der for et hav af forskellige scenarier. Det er ingenlunde givet, at en af løbets to stærkeste ender med at løbe med sejren. På søndag vil taktik og overblik være mindst lige så vigtige elementer som gode ben.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Sagan og Van Avermaet ville utvivlsomt ønske sig tilbage til 2012 og 2013. Den gamle rute, der blev benyttet i de to udgaver, var langt nemmere at kontrollere, og man kunne forholdsvis nemt sikre, at det hele skulle afgøres af de stærkeste ved sidste passage af Kwaremont-Paterberg. Den nye finale er langt sværere, og de foregående tre udgaver har klart vist, at det er næsten umuligt at holde samling på tingene på stykket mellem Kwaremont-Paterberg-Koppenberg-Taaienberg-sekvensen, der får feltet til at eksplodere til atomer og sidste passage af Kwarremont-Paterberg-duoen. Dette stykke er ikke specielt vanskeligt, men da de store favoritter som regel har været uden mange hjælperyttere, er det hvert år lykkedes for mindst én rytter at sikre sig en podieplads ved at angribe netop her. Det skete i 2014 for Van Avermaet, i 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra den afgørende offensiv ind her, og sidste år var det såmænd Sagan selv, der fuldstændig tog Fabian Cancellara på sengen ved at forcere på dette relativt nemme stykke.

I år er det endda muligt, at finalen starter endnu tidligere, fordi Muren kommer som en væsentlig forhindring allerede inden Kwaremont. Ganske vist er det muligt, at der efterfølgende sker en regruppering, men Muren giver Quick-Step mulighed for i hvert fald kortvarigt at isolere Van Avermaet og Sagan en første gang, og således starte deres offensiv allerede på det flade stykke efter den ikoniske stigning.

I det hele taget er det ingen hemmelighed, hvad Quick-Step, Trek og de fleste øvrige hold er ude på. Det handler om at starte finalen så tidligt som muligt og udnytte, at specielt Sagan har et relativt svagt hold. Der skal næppe mange forceringer til, før verdensmesteren er alene, og så snart man har skabt det scenarium, er man klar til at udnytte, at man har op til seks potentielle vinder på det belgiske superhold. Den taktik blev udnyttet med fantastisk succes i både Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke, hvor Philippe Gilbert i begge løb udnyttede, at hans hold havde skabt en første selektion til at snige sig væk på relativt nemme strækninger, der var vanskelige at kontrollere.

Det er således klart, at Quick-Step vil åbne løbet senest på Muren for at få etableret drømmesituationen, hvor man kan angribe Sagan og Van Avermaet på skift. Det kan tvinge de to favoritter til at spille ud meget tidligere end vanligt. Den farlige situation opstår for dem i den mellemfase, hvor de sidder i undertal. Så snart den helt store kamp mellem favoritterne er startet, bliver det hele meget mere enkelt, og derfor vil det ikke undre, hvis de to favoritter allerede træder i karakter ved anden passage af Kwaremont, første passage af Paterberg eller på Koppenberg og Taaienberg. Problemet er, at en sådan aktion kun lykkes, hvis de kan komme af med samtlige Quick-Step-ryttere. Får de et blylod med på slæb, vil Quick-Step-rytteren næppe føre, og man kan naturligvis ikke slæbe en farlig rival med hele vejen til stregen. Derfor er det helt afgørende, at Sagan og Van Avermaet kan gøre forskellen, hvis de forsøger at åbne finalen tidligt.

Vi har ikke meget tiltro til, at Bora kan yde Sagan meget støtte, og han skal håbe på, at Marcus Burghardt finder sit topniveau, og at Lukas Pöstlberger kan bekræfte det potentiale, han har vist i de seneste løb. Set i det lys er det hans store redning, at Van Avermaet har vundet så meget, som han har. Modsat Sagan har Van Avermaet nemlig et hold, der kan gøre sig gældende også sent i løbet. BMC er ganske vist ikke Quick-Step, men med folk som Stefan Küng, Silvan Dillier, Jempy Drucker, Martin Elmiger og specielt Daniel Oss, der i de første løb har lignet sit gamle jeg fra 2015, vil holdet være i stand til at stille med flere mand på et tidspunkt, hvor Sagan næppe har flere. Van Avermaets succes betyder samtidig, at de tror så meget på deres kaptajn, at de vil have en lige så enstrenget strategi som Bora. Inden Van Avermaets tre sejre ville også de sandsynligvis have spillet på flere heste, men nu er det alle mand for kaptajnen. Endnu vigtigere for Sagan er det, at de nu ovenikøbet er villige til at påtage sig rollen at kontrollere løbet.

Det blev tydeligt i søndagens Gent-Wevelgem, hvor Quick-Step prøvede at lave samme nummer som ugens første løb. På de meget omtalte plugstreets sendte mand Zdenek Stybar og Matteo Trentin i offensiven, og da de fik selskab af Guillaume Van Keirsbulck og Jasper Stuyven var der pludselig opstået en meget farlig situation for Sagan, der igen havde ganske få hjælperyttere hos sig. Der var imidlertid ikke gået lang tid, inden man pludselig kunne se Oss, Küng, Dillier, Dylan Teuns og Loic Vliegen samle sig forrest i feltet for BMC, og efter en effektiv jagt over et par kilometer var den farlige offensiv neutraliseret, og i stedet kunne løbets to stærkeste mænd, Van Avermaet og Sagan, gøre forskellen på Kemmelberg.

Hvis Van Avermaet ikke havde vundet E3 og Omloop, er det nærliggende at tro, at BMC i stedet havde sendt Oss eller en anden rytter i offensiven og dermed anvendt samme strategi som Quick-Step. Nu var alle mand i stedet til stede med det formål at hjælpe kaptajnen, og derfor tog BMC ansvar for at kontrollere løbet, og det bragte Sagan tilbage i kampen.

Det er lige præcis denne alliance, Sagan skal sætte sin lid til på søndag, og den kan hjælpe ham med at komme så langt, at han selv kan afgøre det. Samtidig er han ikke bange for selv at tage initiativet, og vi føler os overbeviste om, at han kører langt udefra. Hvis han er klog, sørger han for at få Van Avermaet med, og de to er så stærke, at der næppe er nogen, der kan følge dem. De vil begge tro på sig selv i finalen, og derfor har de en interesse i at samarbejde. Sker det, ser feltet dem næppe igen.

Det er præcist det scenarium, der får os til at udråbe Peter Sagan til vores favorit. Verdensmester har i år været bedre end nogensinde. Allerede i Omloop Het Nieuwsblad så han ud til at være et par klasser bedre end resten, og selvom han ikke vandt løbet, havde Van Avermaet ingen problemer med at indrømme, at Sagan var løbets stærkeste mand. Dominansen fortsatte dagen efter i Kuurne, og den endelige bekræftelse på hans suverænitet kom, da han slog alle klassementsrytterne på en svær etape i Tirreno.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Hvis Sagan havde været på Quick-Step, ville han have været næsten umulig at slå. Nu gør det taktiske spil det hele betydeligt mere åbent. Vi tror imidlertid, at Sagan og Van Avermaet kan finde sammen i en alliance langt udefra, og de to vil herefter afgøre det på Kwaremont og Paterberg i finalen. Trods Van Avermaets mange sejre, tror vi, at Sagan her kan køre fra. Van Avermaet har taget triumferne, men i alle hidtidige løb har Sagan lignet bedste mand på stigningerne. Det var senest tilfældet i Gent-Wevelgem, hvor han i et snuptag lukkede hullet til sin belgiske rival efter at have startet Kemmelberg i en dårlig position. Også i E3 var Van Avermaet faktisk kortvarigt på hælene på Taaienberg, mens Sagan lignede en mand i overskud.

Sagans udfordring bliver at økonomisere med kræfterne, men lykkes den mission, tror vi på, at han tager endnu en solosejr. Selv hvis Van Avermaet kan følge verdensmesteren, er Sagan favorit i en spurt mellem de to. Van Avermaet har ganske vist slået ham flere gange, men aldrig på flad vej. Derfor tror vi, at Sagan tager sin anden triumf i det flamske monument.

Greg Van Avermaet har vundet de tre største brostensløb i denne sæson og stiller derfor til start med mere selvtillid end sine rivaler. Flandern Rundt er hans drømmeløb, og han vil bytte samtlige tidligere triumfer for en sejr på hjemmebanen. Sidste år styrtede han ud af løbet, men forinden har han vist, at det er et løb, der passer ham helt perfekt. Han har således allerede været på podiet, og det skete, inden han i sommeren 2015 tog det sidste store skridt til den absolutte top af klassikerhierarkiet.

Det er ingen tilfældighed, at Van Avermaet tror på sejr. Dette løb passer ham endnu bedre end de øvrige flamske klassikere. Det skyldes dels den vanskeligere sværhedsgrad, der gør det lettere at skabe forskelle, dels den forøgede distance. Van Avermaet er en sand dieselmotor, der bliver bedre og bedre, som løbet skrider frem, og derfor har han altid været stærk i monumenterne. Han er måske ikke helt så eksplosiv på som Sagan, men mod slutningen af et langt løb tipper balancen stille og roligt mod Van Avermaet. Samtidig kører han ofte klogere end verdensmesteren, der ofte spilder kræfterne og derfor har en tendens til at eksplodere sidst i de lange løb. Det sker ikke for Van Avermaet, og han har derfor en reel chance for at køre fra verdensmesteren i finalen. Samtidig har han også en reel mulighed for at slå sin rival i en spurt. På flad vej er han vanligvis den langsomste af de to, men efter 260 km er alt anderledes, og Sagan har ofte tabt spurter, han normalt burde vinde, når de kommer efter et langt løb. Van Avermaet taber derimod ikke meget hurtighed og har en langt større kølighed. Sagan er måske den største favorit, men Van Avermaet er bestemt ikke uden chance i en direkte duel.

Som sagt er det svært at forestille sig, at Sagan og Van Avermaet kan slås, hvis benene skal afgøre det, men det taktiske spil kan sagtens give en anden vinder. Det er klart, at Quick-Step har de bedste kort på hånden, men vi vil alligevel pege på en Trek-rytter som vores tredjestørste favorit. John Degenkolb har ganske vist ikke været på podiet i en af de første klassikere, men det skyldes alene taktiske omstændigheder. Når det er kommet til styrke på de belgiske hellingen, har tyskeren været bedre end nogensinde. Det blev senest tydeligt på Kemmelberg i Gent-Wevelgem, hvor han som eneste mand kunne holde trit med Van Avermaet og Sagan og kun måtte slippe til allersidst.

Samtidig flyver Degenkolb lidt under radaren, og han har derfor frihed til at angribe. Det handler om at udse sig den rigtige Quick-Step-offensiv, og lykkes det, har Degenkolb gode kort på hånden. Hans styrke er, at han bliver bedre og bedre i de helt lange løb, og samtidig bør han blive bedre på stigningerne, når silken slides af de mere eksplosive ryttere. Hvis man dertil lægger, at Degenkolb er næsten umulig at slå i en spurt efter et langt løb - senest vandt han spurten om femtepladsen i Gent-Wevelgem, hvor han ellers havde brugt flere kræfter end de fleste rivaler - er det klart, at Degenkolb har en stor chance for at vinde sit tredje monument.

Quick-Step vil som sagt angribe på skift, og i sidste ende er det lidt et lotteri at udse sig, hvem der kommer fri i den offensiv, der kan vise sig at være den afgørende. I de to foregående løb har det været Gilbert, men han har leveret så fremragende resultater, at han vil få meget lidt frihed på søndag. I stedet vil vi pege på Zdenek Stybar, der normalt er holdets stærkeste på de belgiske hellingen. Det har han også været i år, og det er kun taktisk spil, der har betydet, at han endnu ikke har et resultat. Det betyder imidlertid nu, at Stybar sandsynligvis vil være den mindst overvågede, og det kan være til stor fordel. Konkurrenterne skal i hvert fald tage sig i agt, hvis tjekken kommer afsted. Han har talrige gange vist, at han kan håndtere de helt lange distancer, og han er skabt til de belgiske hellingen. Samtidig er han enormt snu og en mester i at time sine angreb, og han er hurtig på stregen. Samlet set har Stybar alt, hvad der skal til for at udnytte Quick-Steps overtal til at vinde.

Det samme har Niki Terpstra, der i år har været bedre end måske nogensinde. Allerede i Tirreno blev det klart, at hollænderen var flyvende, og den gode form har han understreget i alle de foregående klassikere, hvor han har været en af de allerbedste på stigningerne. Også han er uden resultater, men det skyldes igen det taktiske spil, der har fanget ham i en låst position. Samtidig er Terpstra endnu bedre i de helt lange løb, og han er en af de få, der generelt har bedre resultater i monumenterne end i de mindre klassikere. Han har én gang gjort det færdigt i Paris-Roubaix, og det kan han også gøre i dette løb. Han har det rette offensive temperament til at udse sig et tidspunkt at udnytte Quick-Steps overtal, og får han først hullet, er han svær at hente. Hans problem er, at han er relativt langsom i en spurt.

Normalt er Sep Vanmarcke den eneste, der kan matche Sagan og Van Avermaet på de belgiske hellingen. Det blev senest illustreret, da han gjorde de to favoritter selskab i Omloop Het Nieuwsblad. Faktisk har Vanmarcke et bedre punch end Van Avermaet og er måske endda endnu bedre end sin landsmand. Han er altid med fremme i Flandern og Roubaix og har derfor ofte bevist, at de lange distancer ikke er noget problem.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Vanmarcke vil således normalt være en af topfavoritterne, men i år må han nøjes med en outsiderstatus. Det skyldes, at han har kørt rundt med en ribbensskade siden Strade Bianche, og det forhindrede ham i at grave dybt i Tirreno-Adriatico. Den skade satte hans forberedelser tilbage, men hans største problem nu, er den sygdom, der slog ham ud i både Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke, hvor han kollapsede mod slutningen, fordi han simpelthen var ude af stand til at holde maden indenbord.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Vanmarcke var vildt imponerende i E3, hvor han kom tilbage til de forreste efter at være styrtet umiddelbart inden Taaienberg, og han havde endda kræfter til at køre fra Sagan og co. og op til gruppen med Van Avermaet og Gilbert. Det vidner om, at der ikke er noget galt med formen, og derfor vil Vanmarcke være en af de allerstærkeste, hvis han er tilbage på toppen. Det er der ingen, der ved, om han er, før vi når ind i finalen, men er han på 100%, skal rivalerne passe på med ikke at undervurdere en mand, der normalt hører til de tre bedste i dette løb, og som endda også er hurtig på stregen.

Det af de mange Quick-Step-kort, der har fået mindst opmærksomhed, er Matteo Trentin, men rivalerne gør klogt i ikke at undervurdere italieneren. Vi har været dybt imponerede over hans evner på stigningerne i år, og han er en af de få, der har været med fremme hver eneste gang, der er blevet rykket. Samtidig har han kørt offensivt, og han har den store fordel, at han vil være mindre overvåget end sine mere berømte holdkammerater. Hvis man dertil lægger, at han er så hurtig, at han har vundet massespurter foran blandt andre Sagan, er det klart, at det er en mand, der skal sættes inden stregen. Distancen er lidt et spørgsmålstegn for en rytter, der ikke har de største resultater i monumenterne, men han har både styrken, de taktiske kort samt spurten til at vinde dette løb.

Forud for løbet har der været meget berettiget hype om Philippe Gilbert, der vel næppe har været stærkere siden 2011. Der er ingen tvivl om, at veteranen er i superform, og alle ved, at han kan håndtere både hellingen og lange distancer, at han er taktisk klog, og at han kan spurte. Det bliver imidlertid langt vanskeligere for ham at vinde dette løb. Gilbert har ganske enkelt opnået så gode resultater, at han næppe får megen frihed, og med sin belgiske mesterskabstrøje er han enormt nem at spotte. Hvis han skal vinde, skal Gilbert derfor med stor sandsynlighed slå Van Avermaet og Sagan i en direkte dyst, og intet tyder på, at han er stærk nok til det. Omvendt er det ikke umuligt. Hvis Gilbert kan hænge på, kan han bruge det taktiske spil til ikke at føre, og da han samtidig har kørt nogle fantastiske spurter på det seneste, vil han have gode chancer for at få ram på Sagan og Van Avermaet, hvis det skal afgøres på stregen.

De flamske klassikere truer med at blive en katastrofe for Lotto Soudal, der skal forsøge at redde det hele med en superpræstation af Tiesj Benoot i Flandern Rundt. Belgieren har ganske vist ikke været på podiet i de hidtidige løb, men det er ikke udtryk for dårlig form. Tværtimod har han været ekstremt uheldig med punkteringer og styrt på de mest uheldige tidspunkter i de hidtidige klassikere, og at han alligevel er kommet tilbage og har sikret sig hæderlige placeringer siger noget om, at han er ganske godt kørende. Med femtepladsen ved debuten for to år siden viste han, at han har en usædvanlig stor motor til så langt et løb, og derfor har han endnu bedre chancer her end i de foregående løb. Også han skal foregribe angrebene fra de store favoritter, men det har han den rette mentalitet til at gøre. Samtidig er han hurtig nok til at gøre det færdigt på stregen.

Det har i flere år været klart, at Oliver Naesen er et af de største brostenstalenter, men hans første forår på WorldTouren blev ikke den ventede succes. Det rettede han imidlertid op på med en helt fantastisk efterårssæson, hvor en sejr i Plouay samt en andenplads i Eneco Tour bekræftede, at potentialet er enormt. I dette forår har han til fulde demonstreret, hvor stort et talent han er, og han har således været i top 10 i alle de store brostensløb undtagen Gent-Wevelgem, hvor han dog stadig var med de bedste på Kemmelberg. Naesen har vist, at hans niveau ikke er langt fra de bedstes, og han har den fordel, at han ikke er den mest overvågede, og at han er hurtig på stregen. Det store spørgsmål er, om han har holdbarheden over den lange distance.

Tom Boonen drømmer om at vinde løbet for fjerde gang, men det bliver vanskeligt for belgieren igen at vinde det flamske monument. Boonen har stadig motoren til at begå sig i de helt store løb, men han er ikke længere stærk nok på stigningerne til at følge de allerbedste. Det har været tydeligt i de første brostensløb, hvor hans holdkammerater har været stærkere, og Boonen har også selv indrømmer, at han får det svært i Flandern. Som de øvrige Quick-Step-ryttere har han imidlertid fordel af at være en del af det stærkeste hold, og Gilbert har vist, hvordan det effektivt kan udnyttes. Problemet er, at Boonen er Boonen og derfor altid vil være en overvåget mand. På den anden side er han så hurtig på stregen, at han bliver svært at slå, hvis han kan få det forspring, der gør det muligt at foregribe favoritternes angreb.

Trek har et af de bredeste hold. På papiret er Degenkolb og Jasper Stuyven kaptajner, men det er tyskeren og Fabio Felline, der har vist bedst form. Italieneren mangler erfaring på brostenene, og det har betydet, at han i de hidtidige løb har været nødt til at komme bagfra. Han var imidlertid skræmmende stærk i E3 Harelbeke, hvor han arbejdede stenhårdt for Degenkolb, og han sikrede sig en fornem fjerdeplads i Omloop. Umiddelbart har han motoren til at begå sig i så lang en klassiker, men han er desværre skræmmende ustabil, og man ved aldrig, hvilken Felline der møder op. Hvis det er en af de gode dage for italieneren, og han ikke mister for meget energi på grund at sin manglende erfaring og dårlige positionering, kan han ende som den store overraskelse.

Denne klassikersæson har været et regulært gennembrud for Luke Durbridge, der med fjerdepladser i både Dwars door Vlaanderen og E3 samt stærke præstationer i både Omloop og Strade Bianche har vist, at han har motoren til at begå sig i de allerstørste klassikere. Selvom han endnu ikke har et topresultat i et monument, må man endda formode, at de helt lange løb passer endnu bedre til en mindre eksplosiv type som Durbridge, der dermed har bedre mulighed for at hænge på de stærkeste på de sidste stigninger. Durbridge har i de hidtidige løb kun manglet det sidste punch for at køre med om sejren, men det spiller ikke samme rolle i de længste løb. Hans manglende spurtstyrke gør det sværere at vinde, men Durbridge bør spille en rolle i den absolutte finale.

Vi er meget spændte på at se Sonny Colbrelli i sin debut i Flandern Rundt. Han har først for alvor kørt på brosten i år og havde det svært med positioneringen i de første løb. Hans læringskurve har imidlertid været kolossalt stejl, og i de seneste løb har han været formidabelt kørende. Han har vist, at han kan håndtere distancen, han er stærk på stigningerne, og han er skræmmende i en spurt efter et hårdt løb. Umiddelbart burde den længere distance endda være til hans fordel. Det er nok for tidligt for ham at vinde, men han kan meget vel køre med, hvor det er rigtigt sjovt.

Endelig vil vi pege på Katusha-duoen Alexander Kristoff og Tony Martin. Nordmanden vandt løbet for to år siden, men er i år slet ikke på samme niveau. Det betyder imidlertid ikke, at man skal afskrive Kristoff. Faktisk har han aldrig været god i de kortere brostensklassikere, hvor han kommer til kort på de eksplosive stigninger. Når dieselmotoren bliver tændt efter 230 km, kan Kristoff imidlertid pludselig følge med de bedre klatrere, og så har han pludselig en chance. Med hans nuværende niveau på stigningerne er det svært at se ham genvinde titlen, men det vil være overraskende, hvis ikke han ender i top 10. Martin er et wildcard, da det er første gang, han kører sin egen chance. Han har imidlertid gjort det overraskende godt i de første klassikere, og dette længere løb passer hans motor meget bedre. Hvis han kan komme de eksplosive folk i forkøbet og således få en adgangsbillet til finalen, bliver han en farlig joker.

OPDATERING: Sonny Colbrelli var fredag involveret i et træningsstyrt og har smerter i foden, der måske vil forringe hans chancer.

***** Peter Sagan

**** Greg Van Avermaet, John Degenkolb

*** Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Sep Vanmarcke, Matteo Trentin

** Philippe Gilbert, Tiesj Benoot, Oliver Naesen, Tom Boonen, Fabio Felline, Luke Durbridge, Sonny Colbrelli, Aleksander Kristoff, Tony Martin

* Edvald Boasson Hagen, Jasper Stuyven, Scott Thwaites, Dylan Van Baarle, Arnaud Demare, Luke Rowe, Yves Lampaert, Jens Keukeleire, Gianni Moscon, Alexey Lutsenko, Alberto Bettiol, Tony Gallopin, Imanol Erviti, Stin Vandenbergh, Michael Valgren, Lars Boom, Ian Stannard, André Greipel, Frederik Backaert

SÆT GRATIS PICKS PÅ FLANDERN RUNDT

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Michael Valgren, der med sjettepladsen i E3 Harelbeke bekræftede, at han har et stort potentiale i disse løb, og umiddelbart burde den længere distance passe ham bedre. Han har på Astana selskab af Matti Breschel , der imidlertid har ageret hjælperytter i de seneste to løb. Også Søren Kragh kan efter den flotte indsats i Gent-Wevelgem køre sin egen chance på Sunweb, der ingen oplagt kaptajn har, men det må formodes, at Flandern Rundt fortsat er for svært for den unge dansker. Magnus Cort skal på Orica-Scott støtte Luke Durbridge og Jens Keukeleire, og Michael Mørkøv skal på samme vis arbejde for Alexander Kristoff og Tony Martin på Katusha