Giro d'Italia-analyse: Da Alaphilippe gik Sagan i bedene

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

”Det gør jo altid ondt at se de store mestre gå i forfald.” Sådan indledte jeg min analyse efter grusetapen for præcis en uge siden. Det var egentlig en smule urimeligt, for ordene omhandlede Julian Alaphilippe, der netop var endt som nr. 2 efter en ganske fornem præstation, som det store flertal af feltet ville misunde ham.

Alligevel var det svært ikke at sidde med en ærgerlig fornemmelse. Jo, en 2. plads var flot, men det var altså lettere at tænke på, hvor god han har været, og hvor langt han er fra sit tidligere niveau, end at beundre det, der endte med et nederlag til ”opkomlingen” Pelayo Sanchez. Nok beviste han, at han stadig er en dygtig cykelrytter, men det var også på en sådan dag, vi fik det udstillet, at den bedste Alaphilippe aldrig kommer tilbage.

Læs også

Kæmpe styrt neutraliserer Dauphiné-etape - Vingegaard-hjælpere i ambulance

Sådan var det jo også med Peter Sagan. Også for ham mærkede man igennem flere år et langsomt aftagende niveau. Hos Alaphilippe betød en række styrt og sygdom, at hans niveaufald kom ret abrupt, fordi han reelt kunne hive en hel 2022-sæson ud af kalenderen, men hos Sagan gik det bare langsomt den forkerte vej. I starten kunne feinschmeckerne stadig diskutere, om han vitterligt havde tabt niveau, eller om vi bare lod os snyde, men langsomt stod det klart, at han altså ikke længere var den samme.

Helt galt gik det i 2020-sæsonen. Da han kom ud til sæsonen, oplevede vi noget, vi aldrig tidligere havde set, nemlig at den engang så uovervindelige slovak blev sat på en sidevindsetape i Paris-Nice. Derefter gav coronapausen ham en periode, hvor den negative udvikling kunne accelerere yderligere, og da han vendte tilbage, blev det mejslet i granit, at Sagan ikke længere var en stjerne, da han kørte efter sin standard ganske horribelt i både Strade Bianche og Dauphiné. Derefter rejste han til en Tour, hvor han heldigvis blev bedre, men hans farvel til toppen blev meget symbolsk udstillet ved, at han for første gang gennemførte løbet uden at vinde den grønne trøje, der i stedet gik til Sam Bennett.

Derfor var der heller ikke de store forventninger, da han kort efter sidste etape i Paris gjorde Giro-debut. Det havde jo ellers været Giro-arrangørernes helt store kup, at de havde sikret sig Sagans deltagelse, og selvom den plan ikke blev ændret, da corona kastede kalenderen op i luften, var italienerne nok ikke helt så overbeviste om, at deres kup var helt så stort, som de troede, da Sagan drog til Italien for endelig at kaste sig ud i det tre uger lange italienske løb.

Det gik heller ikke som ønsket. Sagan måtte se sig slået både i massespurter og på de etaper, man normalt ville forvente, at han ville vinde, måske mest tydeligt udstillet i 2. etapes puncheurfinale, hvor han blev slået af Diego Ulissi. I pointkonkurrencen blev han også slået, denne gang ikke af Sam Bennett, men af Arnaud Demare, og der var i hvert fald nok ret langt til den Sagan, Giro-arrangørerne havde drømt om, da de formentlig kastede ret mange penge i det slovakiske projekt.

Men der var én dag, hvor Sagan genopstod fra de døde. På løbets muretape skruede for en enkelt dag tiden tilbage og genfandt tidligere tiders storhed, da han leverede et 133 km langt soloridt. Demares tropper havde ellers gjort deres bedste for at stoppe deres direkte rival til pointtrøjen, men på denne tirsdag kunne ingen stoppe den tredobbelte verdensmester. Alle andre fra det store udbrud blev ellers hentet af den stærkt decimerede favoritgruppe, men de fangede aldrig Sagan.

Den dag var der helt sikkert mange Sagan-fans, der øjnede lys for enden af tunnelen. Måske var der alligevel stadig noget storhed i sin generations vel nok mest beundrede rytter. Når han kunne levere et sådant ridt, måtte der trods alt alligevel være lidt mere i de gamle stænger.

Det var der for så vidt også. Sagan vandt skam efterfølgende både spurter i Catalonien, Romandiet, Giroen og Schweiz, ligesom han sikrede sig yderligere to slovakiske mesterskaber og en samlet sejr på hjemmebanen i Slovakiet Rundt. Alle de sejre kom imidlertid i spurter, via bonussekunder eller i svagt besatte løb, og vi kom desværre aldrig i nærheden af at se den bedste Sagan - den udgave, der genopstod på murene den tirsdag i oktober. Ja, faktisk accelererede hans negative udvikling så voldsomt, at han i den sidste sæson var helt ligegyldigt fyld i feltet.

Skruer man tiden fire år frem, er det svært ikke at sidde med en følelse af deja-vu. Den følelse har man længe haft, for det har været så nærliggende at sammenligne Alaphilippe med Sagan. Begge var ustoppelige, da de var bedst, men begge ramte også den kedelige trend, da alderen begyndte at nærme sig de 30. Det er også en af grundene til, at man kan frygte, at Alaphilippe har kurs mod samme triste deroute som manden, der med tre VM-titler i træk overgår hans ”sølle” to.

I det lys er det svært at vide, om man skal være optimistisk eller pessimistisk lige nu. I dag gik Alaphilippe nemlig Sagan i bedene med så mange analogier, at man næsten tror, at det er løgn. Også denne gang taler vi om en tidligere verdensmester, der i en sen alder gør Giro-debut. Vi taler også om en mand, der gennem hele sæsonen har sat en fed streg under sit niveaufald, og som i den første del af det italienske løb tydeligt har understreget, at han ikke er ved fordums styrke.

Læs også

Criterium du Dauphiné-analyse: Da Visma-forbandelsen nok engang aflyste en dansk etapesejr

Men minsandten om ikke Alaphilippe gjorde præcis, hvad Sagan gjorde den oktober i 2020 - og minsandten om ikke han også gjorde det på løbets muretape. Som for Sagan gjaldt, at det var en etape, den gamle Alaphilippe havde været storfavorit til, men hvor han nu måtte leve med en rolle som outsider. Alligevel lykkedes det - i hvert fald for denne ene dag - at skrue tiden tilbage med et ridt, der i sin storhed mindede om det, han leverede, da han var allerbedst.

Alligevel var der vel en forskel. Da Sagan blev genrejst, lignede det ikke det glade vanvid. Dengang var spørgsmålet vel bare, om han ville være udbruddets stærkeste, og om de kunne holde feltet bag sig. Da Alaphilippe i dag gik på en ren selvmordsmission ved at køre væk med kun Mirco Maestri som selskab med betydeligt mere end 100 km igen, må hele verden have rystet på hovedet. Jeg rystede i hvert fald så voldsomt, at det formentlig har kunnet mærkes i hele Jylland.

For det var jo lige præcis det, Alaphilippe ikke skulle være. Hans største problem de seneste år har nemlig været, at han stadig kører som dengang, han var verdens bedste. Det er han bare ikke mere, og derfor er det gået på samme måde hver eneste gang. Han har haft en imponerende evne og styrke til at ramme snart sagt alle udbrud i sine seneste to grand tours, men vi er ikke kommet lang ind på etaperne, inden vi har set en af de Alpahilippe-eksplosioner, han altid har været kendt for, men som tidligere trods alt var mere undtagelsen end reglen. I dag har de været reglen så meget, at der slet ikke findes undtagelser.

Men det gjorde der så alligevel. Mens hele verden ventede på Alaphilippe-eksplosionen og det firkantede tråd, som kun han kan præstere, når mælkesyren er så voldsom, at han næsten må kaste den op, blev han bare ved og ved. Den ene mur efter den anden blev passeret, og med god hjælp fra Maestri, der var den ideelle makker, fordi han var tilfreds med en mulig 2. plads, synlighed og sejre i nogle indlagte spurter, blev han ved med at holde stand. Hver eneste gang, forspringet faldt så meget, at det lignede vejen til eksplosion, svingede momentum igen den anden vej.

Det så ellers pokkers svært ud, da han ramte den sidste mur og helt forventeligt satte Maestri. Bag ham sad nemlig en brølstærk gruppe, der ikke mindst talte den indtil nu så ustoppelige Jhonatan Narvaez, der i tilgift endda havde den gave, at den sidste stigning passede ham akkurat lige så godt, som den passede Alaphilippe. Nej, det kunne næsten kun gå galt. Når Narvaez åbnede for posen, ville han formentlig spæne direkte forbi en franskmand, der havde mere travlt med at træde firkanter.

Men til alt held findes Torino-udgaven af Narvaez vist ikke længere. Ganske vist var det opløftende, at Quinten Hermans efter en lidt sløjere periode viste det, vi allerede så i Torino, nemlig at han synes at være en smule genrejst efter sin lange krise, men det var alligevel uventet, at var belgieren, der var den stærkeste af de to. Og endnu mere uventet var det, at manden, der havde fulgte Tadej Pogacar til dørs i Torino, trods perfekt samarbejde med Hermans ikke kom spor tættere på den Alaphilippe, der havde ligget i front hele dagen.

I dag var der bare ingen, der kunne stoppe Alaphilippe, som formentlig også havde den største sympati fra flertallet af cykelfans, og som nu - akkurat som Sagan - meldte sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours ved at vinde Giro-etapen i sin Giro-debut. Og selvom Alaphilippe har vundet langt mere, end Narvaez nogensinde kommer i nærheden af, faldt den triumf utvivlsomt på et betydeligt tørrere sted, end hvis den var landet i Ecuador. Og Hermans, der ellers på denne dag lignede det bedste bud på at holde Alpecins stime med sejre i alle deres grand tours i live, må i første omgang nøjes med en bekræftelse på, at han er tilbage.

Det er han imidlertid ikke ene om. Allerede inden løbet havde jeg en ide om, at en grand tour var noget af det, der skulle til for at bringe Valgren tættere på sit gamle niveau. Det har man i hvert fald før set med ryttere, der har været igennem lange skadesperioder, men jeg er alligevel blevet overrasket over, hvor rigtig den prognose har været.

Efter 2. pladsen på 5. etape kunne man nemlig stadig være i tvivl. Det var trods alt et resultat, der blev opnået på en flad sprinteretape, hvor han var blevet undervurderet af sprinterholdene. I dag gjorde han det imidlertid på en af løbets allerhårdeste etaper, der blev kørt i et rasende tempo. Og han gjorde det ikke bare som blind passager. Nej, det var endda ham, der - måske lidt overmodigt - angreb de bedre puncheurs på muren.

Læs også

Dansk sejr for anden dag i træk

Det viste sig at være lidt for optimistisk, men i sidste ende gjorde det jo ikke det store. Han var alligevel langsommere end både Narvaez og Hermans, og Alaphilippe var der på denne torsdag ingen, der kunne fange. Til gengæld er der nu for alvor håb om, at Valgren ikke har vundet sit sidste cykelløb - heller ikke det sidste store af slagsen.

Det var heller ikke nogen let etape at greje. Man skulle have styrken til at køre væk, da udbruddet efter en vild start først kørte væk på de første bakker, og derefter skulle man have det kølige overblik til at komme ud af det taktiske kaos, der altid opstår i et udbrud med næsten 40 mand. Heldigvis har Valgren altid været en sand mester i det taktiske spil - det er sådan, han har vundet sine to klassikere - og derfor var det heller ikke mærkeligt, at han sad med, da gruppen knækkede. Herefter var det klart, at det ville være ham, Christian Scaroni, Hermans og Narvaez, der ville være de stærkeste på stigningen. Det eneste ærgerlige var bare, at tilstedeværelsen af Alaphilippe betød, at der ikke rigtigt blev tid til det taktiske spil, der kunne have givet ham det nødvendige forspring inden den sidste mur.

Den blev en smule for svær, men det er ikke mærkeligt. Den var så stejl, at vi sagtens kunne have fået et lille klassementsslag, men det var der aldrig lagt op til. Den lå lidt for langt fra mål, og med udsigt til en langt mere afgørende weekend endte det for klassementsrytterne i den helt forudsigelige våbenhvile, hvor Tadej Pogacar vel var den største vinder. For det første kunne han se, at Felix Grossschartner slet ikke virker forslået efter gårsdagens styrt, og for det andet slap hans hold stort set for at arbejde.

Det kan de takke Jan Hirt for. Tjekken var snu nok til at gribe ud efter lykken på en etape, der egentlig ikke passede ham, og det kunne faktisk sagtens have givet ham en betydelig tidsgevinst. Hans svage enkeltstart gør nemlig, at han egentlig ikke burde være nogen alt for stor trussel, men vi må konstatere, at Antonio Tiberi ikke tager skyggen af chancer.

Trods den stensikre lussing, Hirt får på lørdag, satte Bahrain sig ikke bare frem for at kontrollere. Nej, de ville slet ikke give Hirt nogen snor overhovedet. Selvom både han og Domenico Pozzovivo havde en hjælper til at føre i den gruppe, der var efterladt som den tredje på vejen, kørte Tiberis tropper dem helt ind. Det er nu anden gang, vi har set, at araberne kører helt uden plads til risiko, men det indikerer vel, at den unge italiener tror utroligt meget på sine chancer for en podieplads. Ellers var det næppe ham, der havde taget ansvaret.

I virkeligheden var Tiberi dermed også med til at gøre Alaphilippes præstation endnu større. Han blev ikke bare jagtet af de ryttere, der ville have etapesejren. Nej, han blev også jagtet af to grupper, der længere tilbage havde deres helt egen lille klassementskamp. Alligevel kom hverken den ene, den anden eller den tredje gruppe bare tæt på at fange Alaphilippe, da han denne torsdag skruede tiden et par år tilbage. Det var præcis det, Sagan gjorde på selvsamme muretape for fire år siden. Lad os håbe, at Alaphilippes skæbne herfra ikke bliver så trist, som den gjorde for slovakken.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT