Giro d'Italia-analyse: Da lillebror overhalede storebror med raketfart

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Cykelsporten er kendt for sine brødrepar. Det er jo ikke mærkeligt, at en kombination af fælles gener og sikkert også en familiemæssig interesse for cykelsport betyder, at man ofte ser, at flere fra samme familie kan gøre sig gældende på højt, men at der skulle være en god forklaring på, at storebror lidt oftere er bedre end lillebror, har jeg svært ved at se. Det er da nok også mest af alt en tilfældighed, men når jeg tænker på de kendte eksempler er det altså ofte storebror, der har haft overhånden.

Det gælder i hvert fald for folk som Miguel Indurain, Sylvain Chavanel, Nairo Quintana, Laurent Jalabert, Vincenzo Nibali og Joseba Beloki er i hvert fald alle eksempler på storebrødre, der havde betydeligt mere succes end lillebror. Selvfølgelig er der også undtagelser. Peter Sagan var i hvert fald sin storebror ganske overlegen, og selvom det er svært at indvende meget mod Frank Schlecks karriere, er der nok ikke mange, der vil hævde, at han ikke blev overgået af sin lillebror, der endte som Tour-vinder.

Læs også

Armstrong med dyster spådom om Vingegaards Tour-chancer mod Pogacar

I begge de tilfælde stod det imidlertid ret hurtigt klart, at lillebror nok var mere talentfuld end storebror. Sådan har det bestemt ikke været med Paret-Peintre-brødrene. Her var storebror Aurelien i ungdomsårene klart den mest interessant, og han var en af de ryttere, man allerede vidste, at man skulle holde øje med, da han blev professionel. Selvom han da også straks gjorde det ganske flot, stod det dog også langsomt klart, at han nok ikke ville blive helt så god, som de mest optimistiske prognoser spåede.

Anderledes var det med lillebror Valentin. Da han blev professionel, var entusiasmen fra min side i hvert fald begejstret, og jeg skal da blankt indrømme, at jeg i starten af hans professionelle karriere sad med følelsen af, at det vist var brormand, der havde sikret ham den kontrakt. Han var i hvert fald ingen Tadej Pogacar, der eksploderede ind på scenen. Nej, tværtimod lignede han mest af alt fyld, der var så anonym, at jeg slet ikke kunne blive klog på, om han ligesom sin bror var bedst til at køre opad, selvom det var det, hans U23-tid havde indikeret.

Det fandt jeg dog ud af i Tour de l’Ain i 2022. Her havde han intet vist på de første to etaper, og selvom han i Route d’Occitanie kort forinden havde vist, at han skam var bjergrytter, kan jeg huske, at jeg blev ret chokeret over pludselig at se ham i top 10 på den afsluttende kongeetape. Derefter forsvandt han igen ned i sit dybe, anonyme hul, og siden dengang har billedet være det samme. Mest af alt har niveauet været uhyre lavt, men af og til dukkede han op med en hæderlig præstation.

Man fornemmede i hvert fald en spændende fremgang efter sidste års Giro, hvor han ikke viste meget, men kun ud i stærk form til de efterfølgende løb. Derefter så vi ham imidlertid ikke i resten af sæsonen, og selvom hans udvikling efter Giroen gjorde, at han inden denne sæson stod på min liste over klatrere, man skulle holde lidt øje med, ville jeg havde rystet på hovedet ganske omgående, hvis man havde foreslået mig, at han ville vinde en bjergetape i Giroen.

Men det er jo ikke alle, der er Pogacar. Paret-Peintre er åbenbart bare en af de ryttere, der skal bruge lidt mere tid for at vise sit potentiale, og da han i januar endte som nr. 8 Down Under, fik man det første bevis på, at der var mere i ham end som så. Siden var det ham, der var skyld i, at Ben O’Connor tog den chokerende sejr på Jebel Jais i Emiraterne, men da han i Catalonien blot endte som nr. 29, sad jeg også med fornemmelsen af, at udviklingen nok ikke var kommet helt så langt som håbet.

Det ændrede sig imidlertid ganske dramatisk i Alperne i april. Her var lille Paret-Peintre her, der og alle vegne som støtte for O’Connor, og mens storebror nok engang bekræftede, at hans potentiale i bjergene altså ikke er det allerstørste, var lillebror så god, at man kun kunne ærgre sig over, at han ikke selv fik chancen. Ja, faktisk var han så god, at jeg valgte at tage chancen inden denne Giro, da jeg gav ham en enkelt stjerne som én af mine 15 bedste bud på et topresultat i klassementet.

Desværre er det ikke alle børnesygdomme, han er kommet sig over. Hans sammenbrud på 1. etape gjorde os pinligt bevidste om, at han stadig er en lottokupon, selvom hans bundniveau er hævet ganske betydeligt. Til gengæld betyder hans enorme ustabilitet også, at det høje niveau kan komme lige så hurtigt som det dårlige, og allerede dagen efter var han meget bedre.

I lørdags var det der så igen, det høje niveau. Franskmanden var slet og ret flyvende på Prati di Tivo-etapen, og var Mikkel Bjerg ikke lykkedes med at overtale Tadej Pogacar til at gå efter etapen, havde lillebror formentlig allerede for nogle dage siden gjort det, storebror gjorde for et år siden, da han også vandt en etape i Giroen. Allerede dengang stod det klart, at vi - hvis han kunne holde sit niveau - skulle helt op i eliten af klatrere, hvis han skulle slås næste gang, han ramte udbruddet.

Det kom han så også, da han i dag efter endnu en vild og voldsom start lykkedes med at finde plads i det store udbrud, der endelig af Kong Tadej fik lov at køre om sejren. Udbruddet talte i hvert fald det store flertal af de mest oplagte udbrudsfavoritter. Ikke mindst var han oppe mod Romain Bardet, der jo var udbruddets store stjerne og den mand, man i feltet ville tøve med at give alt for lang snor.

Læs også

Optakt: Criterium du Dauphiné

Alligevel lignede Paret-Peintre det bedste vinderbud. Lottokuponer som ham ender ofte som nitter, men hvis niveauet var det samme som i lørdags, lignede han manden, der skulle slås. Det var han i den grad også. Først var han opmærksom ved Intergiro-spurten, da den snu Jan Tratnik udnyttede den til at sikre sig det forspring, han skulle bruge for at vinde etapen, og Bardet satte efter i sin jagt på et af de bonussekunder, der lå i spurten. Det var risky business for både ham og Bardet at fortsætte i den efterfølgende femmandsgruppe, fordi der længere tilbage var folk til at gøre for Domenico Pozzovivo og Filippo Zana, og de risikerede derfor at bruge de fleste af deres kræfter til ingen verdens nytte.

Det gjorde de heldigvis ikke. Lidl valgte lidt overraskende at lade Andrea Bagioli agere trækdyr for to af Juan Pedro Lopez’ værste konkurrenter, selvom selvsamme Bagioli tidligere havde ført for netop Lopez, og dermed blev det til den franske duel, udbruddet ved første øjekast også havde lagt op til. Og her blev generationsskiftet mejslet i granit, da det blev den unge opkomling, der gav stjernen gedigne bøllebank og tog sin første professionelle sejr på den store scene - desværre på bekostning af Tratnik, der bekræftede sin storform, men fik deja-vu til Monte Zoncolan-etapen i 2021, hvor han også var så tæt på at vinde en etape, han egentlig ikke kunne vinde.

Sejren var på flere måder symbolsk. Ikke blot viste den nok engang, at Bardet nok har set sin bedste tid, og at det er tid til et fransk generationsskifte. Den bekræftede også, at han havde overhalet storebror med raketfart, som vi så det allerede i Alperne. Da Aurelien sidste år tog sin etapesejr, skete det nemlig i en spurt mod Andreas Leknessund i et ret klatresvagt udbrud, og det blev senere i løbet ret tydeligt, at der ikke bliver mange bjergetapesejre i Aureliens karriere. Helt anderledes var det med Valentin, der i dag slet og ret kørte alle andre over i et udbrud, der havde langt større klasse.

Dermed står det også helt klart, hvem der er juvelen i Paret-Peintre-familien. Sidste år kørte Aurelien klassement, og den 15. plads, det kastede af sig, bliver næppe nogensinde meget bedre. Helt anderledes er det med Valentin, der både i dette løb og Alperne har vist, at han formentlig kan komme betydeligt længere. Så er der naturligvis et problem på enkeltstarten og ikke mindst med den stabilitet, han modsat Aurelien slet ikke har ejet, men den er trods alt blevet så meget bedre, at der kan være håb for fremtiden. På det område bør vi blive klogere de kommende to uger.

Det gør vi nok også om Bardet. Indtil i dag kunne man stadig have levet i håbet om, at hans svage start vitterligt kun skyldtes sygdommen, men i dag stod det ret klart, at der var al mulig grund til den skepsis, jeg også havde inden løbet. Den 2. plads i Liege handlede vitterligt mest af alt om taktik og knap så meget om gode ben, for selvom Bardet plejer at holde niveau og med sin opportunistiske kørsel sikkert kan køre sig tilbage i klassement igen, hvis han skulle smide noget tid, er han i hvert fald næppe den podiekandidat, franskmændene drømte om inden løbet.

Men i det mindste er han et langt mere validt bud end Lopez og Esteban Chaves. Deres præstation i dag satte blot en fed streg under antagelserne om, at spanieren toppede for tidligt, da han pludselig havde taget et gigantspring i sin udvikling, og at colombianeren på sine gamle dage slet ikke kan restituere. Det plejer Domenico Pozzovivo jo desværre heller ikke at kunne i denne fase af karrieren, og i dag så vi nok også de første tegn på, at det igen i dette løb går samme vej, som det plejer.

Den Pozzovivo, vi har set indtil nu, burde i hvert fald ikke have problemer med at køre fra storebror Paret-Peintre eller Simon Geschke, der ellers igen bekræftede, at han har nået et niveau, han ikke har været i nærheden af i flere år. Måske kom den aldrende italiener alligevel lidt for sent i gang med at jagte den etapesejr, han ellers lignede en mand, der kunne komme tæt på. Selvsamme etapesejr tog Filippo Zana sidste år, men han må også sande, at han fortsat leder efter det niveau, han havde sidste år.

Men i det mindste fik han som Bardet taget et skridt op i klassementet, og det kan meget vel vise sig, at den snedige strategi i dette løb er udbrudsvejen, hvis man vil have en lidt lettere vej til et topresultat i klassementet. Inden løbet lå det i kortene, at vi skulle have et hav af udbrudssejre, fordi ingen andre end UAE ville jagte, og fordi Pogacar skulle køre med håndbremsen trukket og Touren i tankerne, men den tese blev lidt vingeskudt i lørdags, da sloveneren viste, at han vil være lige så grådig, som han plejer. I dag lod araberne imidlertid udbruddet sejle helt væk, selvom det køre så sent, at man godt kunne have gået efter det, og selvom det må bekymre kommende udbrydere, at det i starten så skrøbelige UAE-hold i den grad har rejst sig med Domen Novak, Felix Grossschartner og en i dag ganske vist ikke helt flyvende Rafal Majka, ved vi nu, at Pogacar trods alt ikke skyder på alt, hvad der rører sig - heller ikke på dage, hvor han ellers først skal bruge sit hold en lille uges tid senere.

Ja, faktisk viste Pogacar ikke blot, at det er holdet, han vil spare på. Han vil også spare på de kræfter, han skal bruge i Touren. Det var jo ellers det, man var en anelse bekymret for, om han kunne finde ud af, da han angreb på første sprinteretape, men nu ved vi, at det er en kunst, han mestrer. Vi så det allerede i lørdags, hvor en sjældent passiv Pogacar alene brugte sin gode spurt til at vinde, og vi så det igen i dag, hvor han ikke gad spurte for de sekundære placeringer. Det var da bestemt heller ingen grund til, men når man kender Pogacar fra duellerne med Jonas Vingegaard i Touren, ved man, at han normalt ikke kan se en målstreg uden at spurte. Derfor må den danske Tour-konge desværre sande, at hans ærkerival har udsigt til at komme lige så let igennem Giroen, som alle slovenere drømmer om.

Læs også

Vingegaard får selskab af Van Aert

Her hjælpes han også af rivalerne. Det kan godt være, at UAE ikke vil gøre løbet hårdt, men det burde de andre hold jo gøre i deres jagt på 2. pladsen. I dag var det imidlertid kun Bahrain-mandskabet, der tog initiativ, og med en alt andet end flyvende Rainer Kepplinger og Damiano Caruso er de efter tabet af Torstein Træen jo ikke alt for stærke. Det blev da også - akkurat som i lørdags - en etape uden væsentlige svar, for selvom Tiberi som den eneste forsøgte, endte det atter i en spurt på toppen, hvor vi ikke blev meget klogere. Det skyldes naturligvis Giro-arrangørernes nemme rute med nemme målbjerge, men det skyldes også nogle hold, der har udvist den passivitet, som løbsdirektør Mauro Vegni med den lettere tredje uge jo ellers gerne ville af med.

Om det skyldes, at de alligevel ikke helt kan abstrahere fra, at Pogacar jo stadig sidder i feltet, selvom han jo reelt køre sit eget cykelløb, ved jeg ikke, men man kan undre sig over, at i hvert fald Ben O’Connor ikke prøver lidt mere. Nok har han forbedret sin enkeltstart, men på lørdag bliver han formentlig slået af både Daniel Martinez og Geraint Thomas. Særligt efter Thomas’ svage enkeltstart kunne man se i en ide i at teste waliseren lidt mere, men i dag blev det ved en sen forcering fra Alex Baudin, der fortsætter sit vilde gennembrud og akkurat som Paret-Peintre sætter en streg under, at det genrejste Ag2r-mandskab er holdet, der i år bare for alle til at blomstre.

Man kan til gengæld forstå passiviteten fra Martinez og Thomas. Colombianeren ligger aktuelt på den forjættede 2. plads og har efter sin sejr over Thomas på den første enkeltstart ingen akut årsag til at angribe, før 14. etape er overstået. Thomas kan også stadig tillade sig at tro på, at han på lørdag kører en enkeltstart efter vanlig standard og derefter er tilbage på 2. pladsen, og derfor giver det mening, at heller ikke han går i offensiven. Han har ellers holdet til det nu, hvor Magnus Sheffield endelig viser de vilde klatreevner, vi så i Schweiz, og selvom Thymen Arensman blev en overraskende taber i dag, er det nok ikke helt urimeligt at tro, at netop han kunne være typen, der har svært ved at få motoren i gang efter en hviledag.

Den helt store taber var dog ikke Arensman. Det var derimod Cian Uijtdebroeks, der end ikke kunne slå hjælperen Baudin. Det nederlag kom i den grad bag på mig, når han nu har virket så overbevisende indtil nu. Vi skal stadig give ham en chance for at bevise, at også hans dieselmotor bare havde det svært efter hviledagen på en jævn højhastighedsstigning, der ikke passede ham, men dagens nederlag gjorde ikke meget godt for hans podiechancer.

Derudover bekræftede etapen ellers det meste af det, vi vidste i forvejen. Martinez er 100% genrejst, og Thomas ser ud til at være kommet sig over sin dårlige fredag. Tiberi smed et par sekunder til sidst, men det var næppe udtryk for manglende styrke, når den eksplosionssvage italiener valgte at bruge nedslidsningsstrategien og føre fra front på en stigning, der bare var lidt for let. Den positive overraskelse er Einer Rubio, der ganske stabilt leverer på et uset niveau, og fortsætter en uhyre lovende Giro for Movistar, der allerede har en etapesejr og nu også kan begynde at lugte etapesejr og genrejsning af en stadig bedre Nairo Quintana. Jan Hirt og Lorenzo Fortunato tabte de sekunder, de altid vil gøre i en spurt på en højhastighedsstigning, og Michael Storer fortsætter sin vilde klatreudvikling, selvom han angiveligt er ramt af lidt sygdom, der formentlig forklarer, hvorfor han manglede i et udbrud, han normalt aldrig ville misse.

Det er Valentin Paret-Peintre nok ikke ked af. Storer kunne nemlig have været kedeligt selskab at slås med, men vi skal også helt op i den tunge klasse for at finde ryttere, der kan slå den udgave af den franske klatrer, der pludselig er dukket op i år. Vi skal i hvert fald langt længere op i hierarkiet end til storebror, der måske nok lignede den mest spændende Paret-Peintre-bror, da de blev professionelle, men som i dag blegner i sammenligning med lillebror. Udstillingen kunne vel ikke blive tydeligere end i dag, hvor lillebror ikke blot slog storebror i et fælles udbrud, men også tog sin Giro-etapesejr på langt mere storslået maner end den, der for et år siden havde givet storebror en tilsvarende triumf. Der findes heldigvis også gode eksempler på, at det ikke altid er storebror, der er bedst!

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT