Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

null

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, der har været benyttet som åbning i seks af de seneste otte udgaver, men i år prøver man noget ganske usædvanligt. Denne gang starter man nemlig ikke blot med en linjeløbsetape, men også med en højst usædvanlig en af slagsen, når man vil højtideligholde 75-året for Superga-massakren, der i 1949 dræbte Torinos fodboldhold ved et flystyrt på byens nærliggende Superga-massiv, som vi i cykelsporten kender fra den tidligere bjergfinale i Milano-Torino. Det har givet anledning til en ganske speciel åbningsetape, hvor man over bare 140 km både skal køre på den flade Po-slette og over tre stigninger, herunder den ganske vanskelige Colle Maddalena med top bare 21,9 km fra stregen, inden der venter en eksplosiv finale med en kort, stejl mur i til allersidst. Dermed er der lagt op til, at vi med det samme kan få et lille indblik i klatrehierarkiet og skabt de første små forskelle - og selvom han måske lægger bånd på sig selv og ikke angriber tidligt, virker det sandsynligt, at Tadej Pogacar vil sende et signal med det samme på den lille mur, der passer ham som fod i hose.

 

Med en distance på bare 140,0 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Venaria Reale til Torino. Startbyen er en nordvestlig forstad til målbyen, der som bekendt ligger på Po-sletten på kanten til Alperne og lige vest for Superga-massivet. Fra start kører man dog væk fra bjergene, når man i en lidt teknisk indledning snor sig mod øst igennem fladlandet, indtil man kører mod nordøst ad lange, lige og flade veje frem til det nordligste punkt, der i byen Volpiano nås efter 21,0 km. Her sætter man kursen mod sydøst for at køre frem til Brandizzo, der passeres efter 27,7 km, inden det går mod nordøst og sydøst ad den flade slette.

 

 

I byen San Sebastian di Po når man efter 37,8 km frem til det østligste punkt, og her ender det flade terræn. Man sætter nemlig kursen mod syd, hvorefter det begynder at stige let, inden man fortsætter op ad kategori 4-stigningen Berzano di San Pietro (2,8 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning md top efter 48,4 km. En let nedkørsel leder nu videre mod syd ned til byen Castelnuovo Don Bosco, hvorfra man kører ad lange, lige og flade veje mod først vest, hvor man skal over en lille bakke (1,0 km, 6,6%), der efter 57,9 km leder frem til dagens første spurt, og siden nord.

 

De leder direkte frem til Superga-massivet, som man nu passerer fra en anden og meget lettere side end den, der er kendt fra Milano-Torino. Man drejer nemlig mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Superga (8,2 km, 4,2%), der er ganske ujævn stigning med flere stykker med 6-8%, men også et par fladere passager med 1-5%. Toppen rundes efter 78,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel, der undervejs afbrydes ad et fladt plateau, leder ned til byen Pecetto Torinese.

 

Her rammer man efter 91,9 km den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører godt en halv omgang ved ad lige og flade veje at køre mod sydvest, vest, nordvest og nord frem til udkanten af Torino. Her kører man efter 104,7 km dagens Intergiro-spurt, inden man for første gang kører op ad San Vito (1,45 km, 9,8%, max. 16%), hvis top rundes efter 106,8 km, hvorefter man kører ned til stregen, der krydses for første gang efter 109,8 km.

 

Etape afsluttes nu med en omgang på den 31,2 km lange runde, der indledes ganske brutalt. Efter tre hurtige sving i udkanten af Torino går det nemlig mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Colle Maddalena (7,9 km, 6,8%, max. 11%), der efter en let start over 1150 m er en relativt jævn stigning, der herfra stiger med 7,5% i snit, men har et 2 km med 8-10% nær toppen, der rundes efter 118,1 km.

 

Herfra resterer 21,9 km, der indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydvest og sydøst ned til udkanten af Pecetto Torinese, hvorefter man kører den del af rundstrækningen, man allerede har kørt. Således går det ad lange, lige og flade veje mod sydvest, vest, nordvest og vest tilbage til udkanten af Torino, idet man undervejs kører dagens sidste spurt på en lille bakke (300 m, 5,0%) efter 130,4 km.

 

I stedet for at fortsætte direkte ind til mål drejer man imidlertid mod øst for at køre op ad San Vito (1,45 km, 9,8%, max. 16%) for anden gang. Der er tale om en relativt jævn stigning, der stiger mellem 7 og 12%. Fra toppen resterer bare 2950 m, der indledes med en småkringlet nedkørsel, der fører mod nord, vest og nordøst tilbage til udkanten af Torino, hvor de sidste 600 m er flade. Man drejer skarpt med 1000 m igen, inden man med 800 m igen skal igennem en rundkørsel, hvorefter sidste sving med 500 m igen leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1854 højdemeter.

 

Torino er blevet brugt som målby fem gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest på den fantastiske etape i 2022, hvor Bora fik løbet til at eksplodere tidligt, hvorefter Simon Yates i et fuldtonet klassementsopgør udnyttede sin frihed til at køre alene hjem med 15 sekunder ned til Jai Hindley, Richard Carapaz og den pludselig genrejste Vincenzo Nibali. Forinden var det i 2021, hvor Filippo Ganna vandt den indledende enkeltstart foran Edoardo Affini og Tobias Foss, samt i 2016, hvor hele løbet sluttede i byen med en kontroversiel massespurt, der førte til deklassering af Giacomo Nizzolo, hvorfor sejren i stedet gik til Nikias Arndt foran Matteo Trentin og Sacha Modolo. I 2011 startede hele løbet i byen, hvor HTC-HIghroad vandt et indledende holdløb, der sendte Marco Pinotti i førertrøjen, da de slog Radioshack og Liquigas som de nærmeste rivaler. I 2005 var der en sen enkeltstart i byen, hvor Ivan Basso rejste sig efter et maveonde, der havde kostet ham en sandsynlig samlet sejr, ved at sejre foran Vladimir Karpets, David Zabriskie og den førende Paolo Savoldelli. Derudover er byen altid mål for klassikeren Milano-Torino, der med 2020-udgaven som en undtagelse i mange år sluttede på Superga-stigningen i byens udkant, men som siden 2022 har haft et fladt mål i en af byens forstæder.

 

 

 

 

 

 

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Det er altid med bæven, rytterne kan skue mod vejrudsigterne for Giroen, der er kendt som den vådeste grand tour. I år kommer man dog pænt fra land. Der venter således en solrig start med kun få skyer, men mod slutningen vil det sky til med kun lidt sol. I Italien kan man lige nu ikke konkurrere med danske temperaturer, og i Torino vil det bare være 15-16 grader. Vinden vil bare være let (10-12 km/t) og er meget svær at blive klog på. Den synes at skulle være i sydøst og østsydøst gennem det meste af etapen, men noget tyder på, at den kan gå i syd til allersidst. Det giver generelt sidemodvind frem til dagens første spurt, hvorefter man får sidemedvind frem til toppen af Superga. Herefter vil der være sidemodvind på nedkørslen, hvorefter man hovedsageligt får sidemed- og medvind frem til mål. På rundstrækningen vil der være mod- og sidemodvind på Maddalena og nedkørslen, men derefter får man sidemed- og medvind frem til San Vito. Her vil der være sidevind, hvorefter man får stort set direkte medvind fra toppen og frem til mål, herunder på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Det har været ret interessant at opleve det skifte, der har været på grand tour-fronten i de seneste år. I gamle dage var det Tour-arrangørerne, der var de allermest konservative og altid åbnede deres løb med en enkeltstart, men det var i Italien og Spanien, man var mere eksperimenterende. Nu er det imidlertid helt anderledes. Nu er det franskmændene, der er langt mere kreative med deres åbning, hvor løbet i dette årti er blevet indledt med en sprinteretape i 2020, en puncheuretape i 2021, en enkeltstart i 2022 og sågar en lille klassementsetape i 2023 - og også i år bydes der på voldsomme klatreudfordringer allerede på førstedagen.

 

Anderledes har det været i Giroen. Hvor det for nogle år siden var ret fast, at løbet indledtes med et holdløb, har enkeltstarterne haft overhånden i de seneste år, hvor seks af de seneste otte udgaver er indledt med en individuel kamp mod uret. I år går man imidlertid de franske kolleger i bedene med en helt uhørt åbning på en grand tour.

 

Det er jo ikke uset med et klassementsslag på førstedagen. En enkeltstart og et holdløb vil altid skabe forskelle mellem favoritterne, men der synes at have været konsensus om, at en første linjeløbsetape ikke skal byde på for voldsomme klatreudfordringer. Det var den trend, Tour-arrangørerne brød, da de sidste år åbnede deres løb i Baskerlandet med en etape, hvor Tadej Pogacar med det samme angreb Jonas Vingegaard, og det er det traditionsbrud, Giro-arrangørerne fortsætter i år med denne meget specielle åbningsetape i Torino

 

 

På mange måder er det jo ret absurd. Årets Giro-rute er kortere og lettere end vanligt, men alligevel bydes der på en historisk hård åbning - også hårdere end i Touren sidste år. Allerede søndag venter nemlig den første bjergfinale, og dermed er det denne gang mere end vanligt vigtigt at være klar fra start.

 

Det er i hvert fald vigtigt at være klar, når de tre ugers cykelfest skydes i gang på lørdag. På mange måder er der faktisk tale om en kopi af den baskiske Tour-åbning sidste år. Også dengang havde man en lang og ret svær stigning et stykke fra mål, inden det hele sluttede med en lille mur og en efterfølgende nedkørsel. Der er dog forskelle. Den lange stigning i Italien, Maddalena, er længere og sværere end den baskiske Vivero-stigning. Forskellen er, at muren i Baskerlandet var længere og en anelse stejlere end lørdagens San Vito-mur. Til gengæld kommer den betydeligt tættere på mål på lørdag, hvor der praktisk talt ikke er andet end nedkørsel efter toppen.

 

Hvordan var det så, det gik i Touren? Jo, UAE lagde presset undervejs, inden Pogacar angreb på muren. Han satte alle andre end Vingegaard og - ganske overraskende - Victor Lafay, hvorefter stilstand betød, at 13 mand blev samlet. Det siger lidt om sværhedsgraden, at det var Thibaut Pinot, Adam og Simon Yates, Michel Woods, Jai Hindley, Mattias Skjelmose, David Gaudu, Mikel Landa og Carlos Rodriguez, der kom op, og at flere klassementsryttere mistede tid. Det er dog også værd at bemærke, at den 13. og sidste mand var store Wout van Aert, men lige så meget værd at bemærke, at hverken Mathieu van der Poel eller Julian Alaphilippe var med hjem. Til slut blev det meget taktisk, og i det taktiske spil sneg de to Yates-brødre sig væk.

 

Man kan vente sig noget lignende denne gang - dog med én væsentlig forskel. Denne gang er der ikke tid til taktik efter toppen, og der vil heller ikke være tid til nogen væsentlig regruppering på nedkørslen. De grupper, der er samlet på toppen bør i alt væsentligt være de samme grupper, vi har på stregen, og med meget lidt plads til taktik, vil disse grupper formentlig skulle spurte om det. Nedkørslen virker også relativt let og beskrives af arrangørerne som hurtig, og den vil derfor næppe gøre nogen stor forskel.

 

En etape som denne vil normalt være en stensikker udbrudsetape, hvis den kom senere i løbet. Nu er der imidlertid en førertrøje på spil, og det plejer at ændre dynamikken. Alligevel ser man af og til på åbningsetaper i et etapeløb, hvor terrænet er lidt blandet, at et udbrud kan overraske. Der er ingen førertrøje at forsvare, og derfor kan der godt opstå det pokerspil, der kan give en uventet udbrudssejr.

 

Det kan også føre til, at der bliver lidt kamp om at ramme udbruddet. Normalt kører det ellers næsten altid med det samme på den første linjeløbsetape, men denne gang kan det godt være, at vi får en større kamp. Jeg tvivler dog på det. Jeg vil forvente, at UAE tydeligt signalerer, at de vil vinde etapen, og derfor regner jeg med, at vi relativt hurtigt får etableret et udbrud, men denne gang er der flere kandidater til hold, der vil blande. Det gælder selvsagt de fire wildcard-hold, men det gælder også hold som Arkea, Cofidis, EF, FDJ og Intermarché samt måske Alpecin, der alle vil være med i kampen om udbrud og bjergtrøje.

 

Når udbruddet er kørt, kunne der opstå et pokerspil, men det vil undre mig, hvis ikke Pogacar vil vinde etapen. Ganske vist kunne man sagtens argumentere for, at han allerede nu skal tænke på Touren, køre konservativt og måske også spare på sit hold, men det vil stride mod hans natur ikke at gå efter den første førertrøje. Der har også været indikationer i UAE-holdets udmeldinger på, at de gerne vil have trøjen fra start til slut.

 

Pogacars favoritværdighed er til gengæld også så stor, at der formentlig kun er ét hold, der kan tænkes at hjælpe UAE, nemlig Soudal. Det virker ganske vist usandsynligt, at Julian Alaphilippe kan slå sloveneren, men hvis ikke han går efter en etape, der passer ham så perfekt, kan han næsten lige så godt rejse hjem. Der er endda en førertrøje på spil, og Alaphilippe plejer ikke at være bange for at tage ansvar.

 

Det er dog ikke sikkert, at deres hjælp bliver nødvendig. Jeg regner med, at UAE vil lægge løbet i et jerngreb, men skulle araberne overraske og signalere, at de lader etapen sejle, vil jeg næsten tro, at belgierne tager initiativ. Jeg tror derfor ikke alt for meget på en udbrudssejr. UAE er måske ikke kommet med A-holdet, men de er stadig stærke, og netop fordi de ved, at de nok ikke får så meget hjælp, vil de formentlig sørge for, at forspringet aldrig bliver stort. Der vil være bonussekunder i Intergiro-spurten, men de vil formentlig blive taget af udbruddet. Til gengæld kan den første spurt og Intergiro-spurten blive interessante, da der er point til pointtrøjen for de otte første. Da sprinterne ikke skal spare sig til finalen, kan de køre disse spurter for fuld knald, og dermed får vi en ide om, hvem der går efter trøjen.

 

 

Derefter er det interessant, hvad der sker på de lange stigninger. Superga vil næppe spille en rolle, men på San Vito og den svære Maddalena kan man skabe stor udskilning. Også her er det UAE, der skal gøre arbejdet, for der er ingen andre, der har interesse i et hårdt løb. Her er jeg virkelig spændt på, hvordan UAE griber det an. Her kan vi måske allerede få en fornemmelse af, om UAE vil forsøge at køre etaperne knap så hårdt, så Pogacar allerede kan køre med Touren i tankerne. Han kan vinde denne etape på San Vito, og han behøver derfor ikke skabe et blodbad allerede på Maddalena.

 

Det forventer jeg derfor heller ikke, at vi får. UAE er her ikke med det stærkeste bjerghold, og selvom de nok skal skabe nogen udskilning, tvivler jeg på, at vi får et alt for lille felt. Det synes også udelukket, at der kommer angreb. Der er altid konservativ kørsel i denne fase af en grand tour, og det vil selv gælde for Pogacar, der trods alt skal tænke på de kommende tre uger og endda også Touren. Et reduceret felt, der derfor nok ikke vil være alt for lille, vil derfor ramme San Vito-muren for sidste gang efter en vild positionskamp frem mod bakken.

 

Her skal man holde på hat og briller, for det ligger i kortene, at Pogacar vil angribe. Naturligvis kan vinde etapen på sin spurt, men det vil ligne ham dårligt, hvis han ikke vil køre offensivt her, hvor vi taler om en kort, eksplosiv sag, der ikke koster alt for mange kræfter. Herefter kan der vel ske to ting. Pogacar kan køre alene, eller vi kan få en spurt i en lille gruppe. Som sagt er det begrænset, hvor meget regruppering der vil ske på den hurtige og lette nedkørsel, og der er reelt kun 5-600 m til et taktisk spil til sidst. Det er derfor svært at undgå en spurt, hvis ikke Pogacar er kørt alene.

 

Det efterlader os med to muligheder, nemlig en solosejr til Pogacar og en spurt i en lille gruppe. Jeg tror, de fleste kan regne ud, hvem der vinder i første scenarium, så det er det sidste, der er mest interessant. Her vil jeg forvente, at vi får en gruppe, der i altovervejende grad består af klassementsryttere. Det var læren fra Tour-etapen sidste år, og normalt skal man altså klatre ret godt for at være med på en stigning, der er så lang og stejl som denne. Da jeg ikke venter noget stort blodbad på Maddalena, kan lidt tungere folk formentlig godt være med ret langt, og de vil formentlig også kunne nå toppen uden at være alt for langt bagefter. Det store problem er bare, at der praktisk talt ikke er tid til at komme tilbage.

 

Uanset om vi er i scenarium 1 eller 2 er Tadej Pogacar den store favorit. Sloveneren har været i sin egen liga gennem hele sæsonen, og det er endda først nu, han skal toppe. At han formentlig er lykkedes md den mission, så vi med hans overlegne sejr i Liege, og det er meget, meget svært at tro, at han ikke kører alene væk på denne stigning. Som sagt var det kun Vingegaard og Lafay, der kunne følge ham på muren i Baskerlandet under Touren, og i dette felt skal man formentlig lede langt efter ryttere, der har en chance for at være med. Derfor vil det undre mig, hvis ikke han åbner løbet med en solosejr.

 

Lafay gav dog et lille håb sidste år. Det var overraskende, at han kunne være med, og selvom Pogacar måske ikke var helt perfekt forberedt, viser det, at der måske er en lille åbning for, at andre kan være med. Det gælder særligt, hvis UAE holder lidt igen og ikke skaber et blodbad på Maddalena, og hvis vinden forbliver i sydøst og ikke går i syd, så vi får modvind på San Vito. Problemet er bare, at Pogacar vil være favorit i alle de spurter, der synes sandsynlige, og derfor bliver han svær at slå, uanset hvordan det går. Det efterlader ham naturligvis som den helt store favorit.

 

Som sagt regner jeg med en etape, der domineres af klassementsryttere, og derfor vil jeg rangere Daniel Martinez som nr. 2. Som det fremgår af min favoritanalyse af ham, er der stor usikkerhed om hans niveau. Kan vi se Algarve som en varig genfødsel, eller er han lige så skidt kørende, som han har været gennem mere end et år? Det finder vi ud af lørdag, men han er blandt klassementsrytterne i dette felt utvivlsomt den mest eksplosive og hurtigste. Ja, faktisk vandt han jo en reduceret massespurt i Baskerlandet i 2022, hvor han slog navne som Julian Alaphilippe, Diego Ulissi, Primoz Roglic, Pello Bilbao og Orluis Aular. Det var ganske vist i en stigende finale, og på flad vej har han slet ikke vist samme fart, men skal man pege på en mand, der både kan overleve og slå Pogacar på stregen, må det være Martinez. Han har i hvert fald taget en overraskende spurtsejr før.

 

Jeg er vel nødt til at rangere Julian Alaphilippe som nr. 3, men jeg tror ikke for alvor på projektet. Franskmanden er stadig en skygge af sig selv, og selvom vi nu heldigvis ved, at hans meget svage klassikerkampagne skyldtes et brud, var det jo heller ikke opløftende i Down Under eller Omloop, der kørtes inden styrtet - og i 2023 var det helt skidt. Han kom dog ud til Romandiet i en bedre forfatning end frygtet, og hans præstationer på de to bjergetaper indikerer, at han måske har en chance - særligt hvis vinden holder sig i nordøst, og UAE som ventet ikke gør etapen alt for hård. Det er hvert fald indiskutabelt, at denne mur passer ham som fod i hose, og han har en ganske fin chance for at slå Pogacar i en spurt. Jeg tror bare ikke, at han kommer tæt på de bedste - og måske falder han endda fra allerede på Maddalena.

 

I virkeligheden kan man argumentere for, at Andrea Bagioli har en endnu bedre chance for at overleve. Han har i hvert fald vist et langt højere topniveau inden for det sidste år. Han var nemlig flyvende i efteråret, da han blev nr. 2 i Lombardiet, hvor ruten ellers burde være for svær, og vi har også tidligere set hans tårnhøje topniveau i Montreal i 2022. Denne finale passer ham som fod i hose, og når han næsten kunne slå Magnus Cort i en Vuelta-spurt, har han også en fair chance mod Pogacar. Problemet er bare, at han slet ikke har vist form i år, og senest havde han en helt, helt horribel ardennerkampagne. Man skal derfor være meget optimistisk for at tro, at han kan vinde etapen, men da jeg rangerer efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at give ham en høj rangering. Han har nemlig for vane at finde formen helt ud af det blå, som han gjorde det til de italienske klassikere sidste år.

 

 

En anden ubekendt er Jhonatan Narvaez. Det vil for mig være ret overraskende, hvis han kan være med på så svær en stigning, men han klatrede jo på et helt nyt niveau, da han vandt i Østrig sidste år. Det var dog også i et meget svagt felt, men forinden viste han i Schweiz, at han kunne forsvare sig i bjergene. Han er jo god på eksplosive stigninger, og havde stigningen bare været lidt kortere og lettere, havde han stået ret godt. Jokeren er, at han har forbedret sit niveau ganske meget siden sidste sommer, som vi så ved det uheldige VM, i sæsonstarten og i E3, inden styrtet i Wevelgem ødelagde hans brostenskampagne. Netop det styrt gør hans form meget usikker, for vi har ikke set ham siden dengang, og når etapen formentlig også er for svær, bliver usikkerheden kun endnu større. Kombinationen af en spurt, der har en god chance mod Pogacars, og hans voldsomme niveaufremgang gør dog også, at han kan blive et interessant bekendtskab.

 

Herefter vil jeg pege på Valentin Paret-Peintre. Franskmanden har ganske vist slet ikke vist samme spurtstyrke som brormand, men han er hurtigere end som så. Det så vi på sidste etape i Alperne, hvor han kom med høj fart fra en dårlig position, og det giver da også god mening. Han er hvert fald ganske eksplosiv, som vi så, da han rev det hele i stumper og stykker og satte Ben O’Connors choksejr på Jebel Jais i UAE Tour i scene. Det er klart, at hans manglende spurtresultater gør ham til et usikkert kort, men noget tyder på, at han er hurtigere end antaget. Det er også klart, at han skal overleve stigningen, og da han er kendt som en lottokupon, der sagtens kan være helt væk på lørdag, ved man aldrig, hvilken udgave man får. Den flyvende Paret-Peintre, vi så i Alperne, ligner dog et af de bedre bud på en rytter, der kan være med hjem i en finale, der burde passe ham godt.

 

Det er dog også klart, at det er Aurelien Paret-Peintre, Ag2r for alvor drømmer om at gå med hjem. Siden hans choksejr i Marseille i 2021, er han bare blevet hurtigere og hurtigere, og nu skal vi efterhånden til at regne ham som decideret hurtig. Hans sejr i Alperne var overbevisende, men endnu mere imponerende var hans 5. plads i Liege, hvor han slog nogle ganske hurtige folk. Problemet er bare, at jeg vil blive overrasket, hvis han overlever. Han er begrænset på stigningerne, og disse stejle procenter passer ham næppe alt for godt. Han klatrede også ret skuffende i Alperne, hvor han var klart overstrålet af sin lillebror. Omvendt kan han jo have fundet de procent, han manglede dengang og i Liege. Sidder han med hjem, er han i hvert fald klart en af de største trusler mod Pogacar i en spurt.

 

Jeg må vel hellere rangere Antonio Tiberi her, men det er uden nogen stor overbevisning. Han har nemlig aldrig vist nogen spurtstyrke, men han var faktisk overraskende hurtig i spurten på sidste etape i Alperne. Nuvel, det var hverken Jasper Philipsen eller Tim Merlier, han spurtede mod, men det er heller ikke dem, han skal spurte mod på denne etape. Ser man på klassementsrytterne, ligner han lige nu en af de hurtigste. Det kræver naturligvis, at han kommer med hjem, og denne etape er bestemt ikke skabt til hans dieselmotor, men skal han mene sit klassement seriøst, skulle han meget gerne kunne være med her. Med Tiberi er der ingen garantier, fordi han er kendt som en lottokupon - bare se på hans svage start i Catalonien, inden han fandt benene i et mønster, vi før har set - men har han denne gang de gode ben fra start, skal han vel tilskrives en bedre chance end de fleste.

 

Det var en fornøjelse at se Mauri Vansevenant i Ardennerne. Knæskaden sidste forår satte ham tilbage, men nu viste han endelig den niveaufremgang, man fornemmede i Oman i 2023. Ja, faktisk var han jo en af de allerstærkeste i alle tre klassikere, og hvis ikke gassen er gået af ballonen, burde han i denne ardenneragtige finale også være blandt de bedste i dette felt. Han har jo også en ganske fin spurt. Det er ikke hver dag, vi ser den, men vi så den jo i Liege, hvor han spurtede sig til en 6. plads foran nogle ganske hurtige folk, men vi så også i Amstel, at han ikke er nogen Pidcock eller Hirschi. Derfor er det svært at se ham vinde, men det gælder jo for alle andre end Pogacar - og alt sammen kræver det, at han kan bekræfte sit ardennerniveau, der var markant højere end noget, vi tidligere har set.

 

Hvad så med Romain Bardet? Franskmanden har før kørt nogle ganske fine spurter i blandt andet Alperne og Romandiet. Så sent som sidste år kørte han en chokerende god spurt i sidstnævnte, men han skuffede fælt i Alperne, hvor han var helt uden fart. Det var han også i Alpes-Maritimes, og der er derfor intet, der tyder på, at han kan vinde denne spurt. Jeg er heller ikke stensikker på, at han vil være med helt fremme, for selvom han har haft et højt niveau i Liege og Alperne, har jeg som beskrevet i favoritanalysen stadig visse forbehold ved hans niveau i lyset af det, vi har set i år. Det vil dog trods alt overraske mig, hvis ikke han er med helt fremme i dette felt, og så må han jo vise de sprinterben, vi slet ikke har set i år.

 

En ubekendt er Alexey Lutsenko. Han skulle slet ikke have kørt løbet, og det er ikke meldt ud, hvorfor ha pludselig er til start. Kasakken har imidlertid været genfødt i Abruzzo og ikke mindst i Liege, hvor vi så den bedste Lutsenko i flere år. Desværre udgik han af Romandiet med sygdom, og det gør det tvivlsomt, hvor meget af den gode Liege-form, der er intakt. Den Lutsenko, vi så i Belgien, bør dog komme langt i en finale, der passer ham ganske fint. Problemet er bare, at han ikke synes så hurtig som i gamle dage, som vi senest så i Liege - men han slog da trods alt de ganske vist skuffende Bilbao og Pidcock, og det vidner om, at han er en af de hurtigere, der kan komme med hjem.

 

Hvad så med lottokuponen? Ingen ved, hvad vi kan vente af Luke Plapp, men han har været meget mere stabil i år. Han er i hvert fald startet stærkt i alle sine etapeløb, som han også gjorde det i Romandiet. Disse relativt eksplosive stigninger burde ikke passe ham helt skidt, og han viste fornemme klatreben på den første af de to bjergetaper i det schweiziske. Senere gik det helt galt, hvilket vidner om hans enorme udsving, men den Plapp, vi så i Romandiet, har en fair chance for at overleve - hvis ikke han skal vente på Eddie Dunbar, der kan få en svær dag. Han er ikke kendt for sin fart, men han kørte nogle uventet gode indlagte spurter i UAE Tour sidste år.

 

Har Geraint Thomas lidt af sin gamle fart? Det har han godt nok ikke vist i meget lang tid, men tidligere var han jo ganske hurtig. Han har heller ikke deltaget i en spurt siden istiden, og derfor aner vi reelt ikke, hvor hurtig han er. Derfor skal tvivlen vel komme ham til gode, og sidder han med hjem i en gruppe, vil det være ret dumt ikke at blande sig, når der er bonussekunder på spil. Jeg kan dog godt frygte, at han får en svær dag. Som beskrevet i favoritanalysen er jeg noget forbeholden ved hans chance for at finde sit tidligere niveau, og det er et problem, at denne etape kommer så tidligt, når han manglede mere i Alperne, end han gjorde sidste år, hvor han også havde en svag 1. etape. Det vil derfor komme som det mindste chok i verden, hvis han smider tid allerede på 1. etape, men hvis han sidder med hjem, har han vel en bedre chance end mange andre. Han viste i hvert fald på muretapen sidste år, at han stadig kan være ret god i denne slags finaler.

 

 

En anden rytter, der tidligere var kendt for sin fart, var Damiano Caruso. Ja, som ung blandende han sig jo endda i massespurter, men desværre har vi ikke set meget af det i de senere år. Da han vandt på Sicilien i 2022, nåede han dog at vise noget af sit gamle punch, og derfor vil jeg stadig tro, at han er en af de hurtigere klassementsryttere. Problemet er, at det er Tiberi, der er kaptajn, og derfor vil de formentlig køre en spurt for italieneren, og derudover skal Caruso jo med hjem. Som beskrevet i favoritanalysen er der grund til at have en vis bekymring for det niveau, han vil ramme de kommende tre uger, men hvis han igen har timet formen lige så fint, som han plejer, skal han vel gives en chance for at vise lidt af sin gamle fart.

 

DSM har et hurtigere kort end Bardet, nemlig Kevin Vermaerke. Han har kørt nogle ganske fine spurter i år, blandt andet i Ardeche, Torino, Tirreno og senest Frankfurt, og han er i hvert fald en af de bedre afsluttere blandt klatrerne i dette felt. Det kræver dog, at han kan køre med de bedste, og det vil undre mig, hvis han er med klassementsrytterne på så svær en stigning. Ganske vist har han hævet sit niveau mærkbart, men det vil kræve yderligere en stramning, og i onsdags kunne han ikke følge Jan Christen på Mammolshain. Det ændrer dog ikke på, at det er en finale, der passer ham, og bliver det mindre selektivt, end jeg ventet, er han bestemt ikke uden chance - og han var jo trods alt efter regrupperingen med de bedste hjem i Liege.

 

Kan vi regne med Atilla Valter? Finalen passer jo storartet til en ardennertype som ham, og hvis han møder op med de ben, han før har haft i Strade Bianche, kommer han jo langt. Vi kender også hans gode spurt fra flere afslutninger på Barcelona-etapen i Catalonien, men problemet er, at han har været en skygge af sig selv hele året. Hans Liege var dog ikke nogen total katastrofe, og da han ikke har kørt andre løb i lang tid, kan man håbe, at han har timet sin Giro-form perfekt. Selv en god Valter vil dog få en smule svært ved at vinde en spurt i dette felt.

 

I lyset af de sidste to dage i Alperne og de seneste par år er det svært at tro, at vi vil se Tobias Foss langt fremme. Omvendt var han jo altså ret stærk på murene på 3. etape i Alperne, og det var stigninger, der minder om disse. Hvis han starter dette løb lige så stærkt, har han vel en fair chance for at komme med hjem. Han har til gengæld ikke været kendt for sin fart, men både på 1. og 3. etape spurtede han uventet godt. Han er i hvert fald nok den Ineos-rytter, der har den bedste chance i en spurt - når man fraregner Narvaez, der er en anden og langt mere eksplosiv type.

 

Al logik tilsiger, at finalen er for hård for Simone Velasco, men han har jo forbedret sin klatring ganske enormt. Han var chokerende god i Montreal sidste år, og med den ben kommer han langt. I år har han bare ikke helt fundet samme niveau, men hans Liege var nu ganske godkendt. Problemet er bare, at samme løb viste, at denne finale bør blive for hård. Til gengæld er han en af dem, der kommer allerlængst med sin spurt, og da han faktisk klatrede chokerende godt også i Giroen sidste år, skal vi vel åbne en dør for ham.

 

Astana har også Christian Scaroni. Egentlig er han jo nok en bedre klatrer end Velasco på så svær en stigning, og også han har forbedret sig enormt på det sidste. Det så vi blandt andet med hans 4. plads på Malhao tidligere i år, og det er jo en stigning, der har klare ligheder med denne. Han er bestemt også en ganske hurtig herre, men dog nok ikke helt så hurtig som Velasco. Derudover er hans form ret ukendt, for hans ardennerkampagne gav ikke alt for mange svar, når han tilbragte det meste af Liege i udbrud. Da han samtidig har været ret svingende, kan det gå begge veje.

 

Efter Baskerlandet havde Maximilian Schachmann stået højere på denne liste. Her så vi nemlig igen den gamle udgave af den tyske ardennerspecialist, og vigtigst af alt så vi også en fart, vi ikke har set i lang, lang tid. Med den fart kan han vinde denne spurt, men desværre blev han syg efter det baskiske. Det kostede ham en DNF i Amstel og et afbud til Fleche og Liege, og da han gjorde comeback i Frankfurt, efterlod han ikke et indtryk, der gør det sandsynligt, at han kan være med her. Han var ikke dårligt kørende, men når han ikke kunne følge Vermaerke og endda Thibau Nys på Mammolshain, er det svært at se ham nå toppen af denne stigning sammen med Pogacar.

 

Så er der Quinten Hermans. Han har jo farten til at vinde denne spurt, som vi senest så med sejren i Baskerlandet, men desværre er hans klatring stadig langt fra fordums styrke. Det så vi allerede to dage efter sejren i Spanien, og det så vi senest igen i Ardennerne. Hans Liege var heldigvis ingen total katastrofe, for han nåede i mål i samme gruppe som blandt andre Velasco og Valter, men hans klatring siden andenpladsen i Liege i 2022 har ikke været på et niveau, der gør det sandsynligt, at vi vil se ham fremme her.

 

Jeg er også nødt til at nævne Henok Mulubrhan. Hans kørsel i år indikerer, at dette bliver for hårdt, men han kørte altså en ret god kongeetape i Baskerlandet. Vi er stadig ved at lære ham at kende, og hvis han vitterligt er ved at finde en form, han ikke har haft tidligere i år, kan han måske overraske. Vi fik i hvert fald i AlUla Tour bekræftet, at hans spurt er ganske fremragende, så lad os se, hvor langt han kommer.

 

 

Endelig vil jeg nævne to israelere, nemlig Michael Woods og Nick Schultz. Woods’ navn står jo skrevet med flammeskrift over denne mur, og han var som nævnt ovenfor også med de bedste hjem på Tour-etapen sidste år. Problemet er bare, at sygdom har efterladt ham på et forfærdeligt niveau hele året. Han siger selv, at han er tilbage på sporet, men at han skal bruge den første del til køre sig ind i løbet. Derudover har han aldrig for alvor imponeret i flade spurter, og derfor ligner det en svær mission. Finalen passer også fremragende til Schultz, der er endnu hurtigere, men han har ledt efter topformen hele året, og hans kørsel i Liege antyder ikke, at vi vil se ham helt fremme.

 

Rytteren som Cian Uijtdebroeks, Thymen Arensman, Ben O’Connor, Florian Lipowitz, Juan Pedro Lopez, Lorenzo Fortunato, Jan Hirt, Torstein Træen, Einer Rubio, Giulio Pellizzari, Davide Piganzoli, Michael Storer og Eddie Dunbar skulle meget gerne med hjem, men de har ingen chance i en spurt, og særligt Uijtdebroeks, Arensman, Fortunato og Hirt er sårbare i denne meget eksplosive finale, mens Dunbar var meget formsvag i Romandiet. Jeg kunne også ønske at se Georg Steinhauser bekræfte potentialet, men selv hvis han viser gode ben, er han som spurtsvag uden chance, som det også gælder for Ewen Costiou, Alex Baudin, Matteo Fabbro, Domenico Pozzovivo og Filippo Zana. Simon Carr har vist en uventet fart, men det vil være overraskende, hvis han kører med de bedste. I sæsonstarten havde Bastien Tronchon været et godt bud, men han har været syg og skuffet i sine seneste mange løb. Edoardo Zambanini bekræftede sin fart i Baskerlandet, men han bør få svært ved at være med på så svær en stigning, og det samme gælder om hurtige Pelayo Sanchez, der har skuffet hele året, senest i Asturien, og Simon Clarke, der er for langt fra fordums styrke. Stigningen er for svær for Jan Tratnik, som vi fik bekræftet i Romandiet, og der er intet, der tyder på, at Andrea Piccolo er sig selv igen, som Lilian Calmejane eller Louis Barré bestemt heller ikke er det. Både Andrea Vendrame og Laurence Pithie kører godt opad og har vist form i år, men denne finale bør være for svær, som det også gælder for Alexander Kamp. Filippo Ganna viste gode klatreben i Alperne, men vi så også, at han er for tung til disse procenter. Den er også for svær for den Mikkel Honoré, vi har set på det sidste. Endelig kan typer som Stefano Oldani, Luke Lamperti, Caleb Ewan, Biniam Girmay, Kaden Groves, Jonathan Milan, Luka Mezgec, Lewis Askey, Madis Mihkels, Christophe Laporte, Martin Marcellusi, Matteo Trentin, Davide Ballerini, Jasper Stuyven, Marius Mayrhofer og Filippo Fiorelli alle køre opad og spurte, men dette er for voldsomt for dem alle.

 

BEMÆRK: Husk at jeg rangerer efter vinderpotentiale. Som beskrevet ovenfor regner jeg med en ret selektiv etape, der vil være domineret af klassementsryttere, og derfor vil top 10 formentlig i vidt omfang bestå af disse - også nogle langsomme af slagsen. Med flere af de hurtige folk på listen er det enten-eller, og som det fremgår ovenfor har jeg ikke den store tiltro til, at mange af dem kommer med hjem. Er man mere interesseret i top 10-ryttere end potentielle vindere - og det har jeg en grum mistanke om, at der er mange, der er - skal man altså nok se i retning af halvhurtige klassementsryttere, selvom de ikke har den store chance for faktisk at vinde en spurt. Der uddybes om de enkelte kandidater ovenfor.

 

OPDATERING: Mikkel Bjerg har bekræftet, at UAE vil gå efter at vinde etapen, og dermed kan vi kvæle den beskedne mulighed for, at UAE ville sølge etapen og trøjen til et udbrud.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Julian Alaphilippe

Outsidere: Andrea Bagioli, Jhonatan Narvaez, Valentin Paret-Peintre, Aurelien Paret-Peintre, Antonio Tiberi

Jokers: Mauri Vansevenant, Romain Bardet, Alexey Lutsenko, Luke Plapp, Geraint Thomas, Damiano Caruso, Kevin Vermaerke, Attila Valter, Tobias Foss, Simone Velasco, Christian Scaroni, Maximilian Schachmann, Quinten Hermans, Henok Mulubrhan, Michael Woods, Nick Schultz

 

Sekundære konkurrencer

Tiden har desværre ikke tilladt optakter til de sekundære konkurrencer, men jeg kan som service give følgende vinderbud:

 

Point: Jonathan Milan

Bjerg: Michael Storer

Ungdom: Cian Uijtdebroeks

Hold: Bahrain-Victorious

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT