Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Det er bestemt ikke uset, at man i Giroen har tidlige bjergetaper, men det er alligevel højst usædvanligt, at man allerede på andendagen har den første bjergafslutning. Endnu mere usædvanligt er det, at den første bjergfinale kommer før den første sprinteretape, men det er ikke desto mindre tilfældet i denne højst usædvanlige og brutale åbningsweekend. Kun godt 24 timer efter det allerførste pedaltråd skal klassementsrytterne nemlig ud i deres allerførste dyst, når der for syvende gang i historien skal udkæmpes et slag på Oropa-stigningen, hvor vi senest i 2017 fik det klareste signal om, at Tom Dumoulin kunne vinde løbet, da han ikke blot indhentede, men også satte sin værste rival, Nairo Quintana, med et stort comeback. Mest kendt er bjerget dog for Marco Pantanis store comeback i 1999, og derfor er det i år udråbt som årets Pantani-bjerg. Blandt Italiens sværeste er det bestemt ikke, og ofte er der jo en tendens til lidt defensiv kørsel på den første bjergetape, men historien viser, at man kan skabe overraskende store forskelle, hvis man har modet til at køre aggressivt allerede på løbets anden dag.

 

Med en distance på 161,0 km er der for anden dag i træk tale om en meget kort etape, der fører feltet fra San Francesco al Campo til toppen af stigningen op til Santuario di Oropa via opkørslen fra byen Biella. Startbyen ligger på Po-sletten lige nord for Torino, og derfor er det pandekagefladt, når man ad lige veje kører mod nord og siden øst. I byen Santhia, der nås efter 65,3 km drejer man mod nordøst, inden det går mod nord frem til Cossato, hvor man kortvarigt kører mod vest af let stigende veje frem til Valdengo, hvor dagens første spurt køres efter 93,9 meget lette kilometer.

 

 

Nu slutter det flade terræn til gengæld. Herfra går det nemlig mod nord op ad en stigning (7,2 km, 3,1%), der har top efter 100,0 km. En kort og let nedkørsel fører mod nordøst, inden man kører mod nordvest op ad endnu en stigning (3,2 km, 5,7%), på hvis top dagens Intergiro-spurt køres efter 106,7 km. Herfra går det mod nordøst og nordvest ad lige og let faldende veje frem til etapens nordligste punkt.

 

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Oasi Zegna (5,7 km, 5,1%), der efter en kilometer med 7,1% stiger med 4-6%, inden den flader ud med 2,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 122,7 km. En uhyre teknisk nedkørsel fører nu videre mod sydvest, hvorefter det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Nelva (3,2 km, 6,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 137,4 km.

 

De sidste 23,6 km indledes nu med en i starten teknisk, men siden meget let nedkørsel, der fører mod sydvest og syd ned til byen Biella, hvor man i byens centrum kører dagens sidste spurt efter 150,1 km og derefter drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Santuario di Oropa (11,8 km, 6,2%, max. 14%), der skal deles i flere dele. De første 3 km stiger således bare med 4,5%, inden der venter et 2 km langt plateau med bare 2,7%, men derefter tager den fat med det sværeste stykke, der over 1600 m stiger jævnt med 9,5%. Efter 500 m med 2,2% stiger de sidste 4,8 km med 7,9% i snit, men den er ganske irregulær. Således venter der først 1500 m med 9-10%, og efter 1000 m med 6% stiger den over 500 m med hele 11,2%. Derefter bliver den dog lettere over de sidste 1800 m, der stiger med 5-6%, idet man med 800 m igen dog rammer 500 m med 9,0%, inden de sidste 200 m stiger med 6,3%. Stigningen går ad en lige vej på den nedre del, hvorefter den bliver ganske snoet. Til allersidst er der to hårnålesving med hhv. 400 m og 300 m igen og derefter to 90-graderssving med hhv. 200 m og 130 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning.

 

Etapen byder på i alt 2310 højdemeter.

 

Oropa har syv gange været mål for et stort cykelløb, alle gange Giro d’Italia. Det var første gang i 1963, hvor Vito Taccone vandt, og siden i 1993, hvor Massimo Ghirotto sejrede. Mest berømt var etapen i 1999, hvor Marco Pantani leverede et stort comeback og sejrede med 21 sekunder ned til Laurent Jalabert og 35 sekunder ned til Gilberto Simoni. I 2007 vandt Marzio Bruseghin en bjergenkeltstart på stigningen med bare 1 sekund ned til Leonardo Piepoli og 8 sekunder ned til den førende Danilo Di Luca. I 2014 leverede Enrico Battaglin ligeledes et stort og overraskende comeback, da han tog en fornem udbrudssejr i samme tid som Dario Cataldo og med 7 sekunder ned til Jarlinon Pantano, mens Ryder Hesjedal vandt favoritternes slag på en dag, hvor Nairo Quintana vandt 25 sekunder på den førende Rgoberto Uran. Seneste besøg var i 2017, hvor vi ligeledes var vidner til et flot comeback, denne gang fra Tom Dumoulin, der med sit jævne tempo indhentede den angribende Nairo Quintana og iført førertrøjen sejrede med 3 sekunder ned til Ilnur Zakarin, 9 sekunder ned til Mikel Landa og 14 sekunder ned til Quintana. I alle tilfælde blev samme opkørsel fra Biella benyttet.

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Rytterne skal i den grad være glade for, at etapen ikke køres mandag, hvor Italien viser sig fra sin meget våde side, men søndagen bliver pæn. Det vil ganske vist være skyet med kun lidt sol, men det vil være tørt med en temperatur på 19 grader ved starten og i bunden af sidste stigning. Der vil være en let vind (8-12 km/t), der i starten vil komme fra østsydøst, men primært fra sydsydøst. Det giver mod- og sidemodvind i starten, inden man får med- og sidemedvind over et langt stykke frem til bunden af første stigning. Herefter får man mod- og sidemodvind ned til bunden af sidste stigning, hvor der vil være med- og sidemedvind hele vejen op.

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den forudsigelige Giro fik en uforudsigelig åbning.

 

Favoritterne

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Giroen har et lillebrorkompleks i forhold til Touren. Det kan ikke undgås, når man er oppe mod en mastodont, der er så altdominerende, at holdene angiveligt får 80% af deres samlede eksponering under de tre uger, verdens største cykelløb varer. Derfor er det altid en kamp op ad bakke for løbsdirektør Mauro Vegni at tiltrække de største stjerner, og derfor ser man ham ofte sammensætte sit løb som et modstykke til Touren eller indlægge særlig lokkemad til udvalgte ryttere, som han i år eksempelvis har gjort det med den sjældent lette rute, der skulle overtale Tadej Pogacar til at kaste sig ud i den svære Giro-Tour-double.

 

Nu er det trods alt nok ikke dette lillebrorkompleks, der er årsagen til designet af årets åbningsweekend, men det er nu alligevel påfaldende, at Vegni synes at være ret opsat på at overgå de ret spektakulære åbningsweekender, Touren havde i 2023 og får i 2024. Han toppede i hvert fald lige de to meget svære åbningsetaper i Touren ved at indlægge en sidste stigning endnu tættere på mål, end vi så det i juli og vil se det senere på året, og mens man på 2. etape i 2023 skulle over Jaizkibel i finalen og på 2. etape i 2024 skal slutte på den berømte San Luca, topper Vegni også søndagsetaperne ved at indlægge en regulær bjergfinale allerede kun godt 24 timer efter løbets start.

 

Det er jo ikke uset med bjergetaper tidligt i Giroen, men det er alligevel den tidligste, jeg kan huske. Det er efter min bedste hukommelse ikke i min tid sket så tidligt i det italienske løb. Det er kun i Vueltaen, at vi har set regulære bjergslag så tidligt i løbet, men det er jo en del af Vegnis mission om at undgå de seneste års kedsommelige ventespil og forsøge på at skabe mere drama tidligt som erstatning for passiv venten af frygt for en brutal tredje uge, der jo altså i år er ganske human.

 

Alligevel går Vegni ikke for alvor til makronerne. Vi er jo på kanten af Alperne, så han kunne sagtens have designet et 225 km langt bjergmaraton med 6000 højdemeter, hvis han ville. Det gør han trods alt ikke. Vi taler om en relativt kort etape med få højdemeter og kun ét regulært bjerg og kun én stigning, der kan betegnes som vanskelig.

 

Derfor er det heller ikke denne søndag, man vinder løbet, men som vi fik en klar påmindelse om i dag, kan man med denne historisk svære åbningsweekend sagtens tabe løbet allerede inden løbets første mandag. Oropa stigningen er ikke Italiens vanskeligste, og når den tillige kommer efter en relativt let etape, er det ikke her, man smider 10 minutter.

 

Undervurdere stigningen skal man dog slet ikke. Mange vil huske det seneste besøg i 2017, hvor den store forhåndsfavorit Nairo Quintana lignede en mand på kurs mod sin anden magtdemonstration, inden han ikke bare blev indhentet, men også sat af Tom Dumoulin, der her for alvor viste, at han nok kunne vinde løbet. Dengang kom etapen ganske vist senere i løbet, hvor trætheden havde sat sig, men den samlede etape var endnu lettere, da den indtil sidste stigning var pandekageflad, og alligevel gjorde den så stor skade, at eksempelvis Simon Yates og Vincenzo Nibali smed 41 sekunder. Vi så noget lignende i 2014, hvor Quintana indledte sit comeback ved at tage 25 sekunder på den førende Rigoberto Uran, men dengang var den samlede etape dog betydeligt hårdere. Og så så vi det jo også med Marco Pantanis berømte sejr i 1999, hvor han også gjorde ganske betydelige forskelle.

 

 

Det er da heller ikke så mærkeligt, at stigningen kan bruges til noget. Den nedre del er ganske let, men de sidste små 6 km stiger jo med ca. 8% i snit. Det siger sig selv, at det er en etapetype, der har appel til eksplosive typer, særligt fordi den første del er så let - derfor var det ikke mærkeligt, at Dumoulin var så god i 2017, for han elskede den slags etaper med én eksplosiv stigning til sidst - og derfor er det en etape, der delvist appellerer til de samme ryttertyper i dag. Det er dog kun noget, der gør sig gældende, når man skal kategorisere klatrerne, for det siger sig selv, at dette ikke er en etape for de puncheurtyper, der kunne være med fremme i dag. Det er trods alt for bjergryttere, men altså helst de mere eksplosive af slagsen.

 

Inden dagens etape kunne man have spekuleret i, om Pogacar absolut ville vinde denne etape. Det tror jeg, at han ville uanset hvad, for etapen er ret let at kontrollere, og selv efter en sejr på 1. etape vil jeg tro, at han gerne ville sende et signal ved at vinde også den første bjergetape, men med de forskelle, 1. etape ville skabe, havde han muligheden for at lade etapen sejle, uden at det ville koste ham trøjen.

 

Den logik bør dog være helt væk efter i dag. Kender vi ham ret, er Pogacar voldsomt revanchelysten efter dagens nederlag, og derfor regner jeg med, at han vil gå benhårdt efter sejren. Det kan betyde, at UAE med det samme sender et signal om, at de vil vinde, og at udbruddet i den lette start derfor kører lige så tidligt som i dag, men der er dog i lyset af dagens forskelle en vis sandsynlighed for, at der skal kæmpes længe - særligt når UAE viste svaghedstegn i dag.

 

Starten er dog meget let, og derfor vil det undre mig, hvis ikke UAE er i stand til at få skabt et udbrud, der kan kontrolleres. Efter dagens problemer vil jeg også tro, at araberne kører med ret stram elastisk, og de vil næppe tage de store chancer. Jeg er til gengæld lidt spændt på, om de får hjælp fra Ineos. Jhonatan Narvaez har ingen chance for at forsvare trøjen, men uanset om der kommer hjælp eller ej, bør UAE kunne skabe samling. Ja, de viste svaghedstegn i dag, men denne gang er de forudgående stigninger betydeligt lettere.

 

Jeg giver derfor ikke det tidlige udbrud mange chancer, men tæller udbruddet færre end otte mand, får vi måske i den første spurt og Intergiro-spurten en kamp mellem sprinterne om pointene. I dag var det dog kun Kaden Groves, Jonathan Milan og Danny van Poppel, der blandede sig, og med et udbrud af nok en rimelig størrelse, er der sikkert en vis passivitet igen. Udbryderne vil spise bonussekunderne i Intergiro-spurten, men der er bonussekunder i bunden af sidste stigning. Her vil vi dog næppe se nogen stor kamp, da ingen vil bruge kræfter inden det afgørende slag.

 

Hvad sker der på de sene stigninger? I dag kørte UAE så hårdt på, at de endte med at blive sårbare. De vil nok lægge et vist pres, men med den hårdere finale er der ingen grund til at gøre det så hårdt, at de igen løber tør for folk. Derfor vil jeg forvente, at de kører mere afdæmpet end i dag. Jeg tvivler på, at andre vil tage initiativet, men det kan ikke udelukkes, at vi vil se Visma gøre det hårdt. Selvom jeg fik skrevet noget sludder om svaghedstegn i analysen - se den efterfølgende opdatering - så Cian Uijtdebroeks storartet ud i dag, og han skal i den grad bruge et hårdt løb. Jeg vil dog tro, at han stadig er så usikker på sig selv, at han overlader ansvaret til UAE. Alternativet er Bahrain, men jeg vil også tro, at de kører afventende.

 

Det interessante bliver, om vi får angreb tidligt. I dag lykkedes det jo næsten at udnytte UAEs svaghedstegn, og man kunne sagtens forestille sig, at man vil forsøge at kopiere den taktik. I lyset af det, vi så i dag, kan man bestemt ikke udelukke, at der vil være ryttere, der måske kan vinde ved at angribe på en af de første stigninger. Denne gang har Pogacar dog seks svære kilometer at gøre godt med til sidst, og derfor skal man bruge et vist forspring for at have en chance. Den sidste nedkørsel er også ret let, hvis man ser bort fra et enkelt teknisk stykke, og den svære næstsidste nedkørsel kommer vel nok lidt for tidligt, selv for Damiano Caruso, der ellers ikke plejer at være bleg for at udnytte den slags.

 

Jeg udelukker ikke, at vi kan se et tidligt angreb på næstsidste stigning, og at UAE kan blive fanget på det forkerte ben, men med et langt målbjerg og en i dag ret stærk Rafal Majka vil det undre mig, hvis det lykkes. Jeg vil forvente, at favoritterne skal afgøre det til sidst. Her vil UAE formentlig lægge presset fra bunden, og hvis ikke Uijtdebroeks sidder med så gode ben, at Visma også gør det, vil jeg forvente, at alle andre end små outsidere vil vente på Pogacars angreb. Herefter vil det formentlig blive mand mod mand, og med den direkte medvind kan der også gøres en vis skade.

 

Det ændrer dog ikke på, at første bjergetape typisk køres ret afventende, og vi så i dag, at ingen af klassementsrytterne blot prøvede at følge Pogacar. Mit gæt vil derfor være, at vi vil se det samme igen denne gang, for alle vil være bange for at blotte sig i kampen om 2. pladsen. Vi vil sikkert nok se nogle angreb til sidste, men bag Pogacars forventede soloangreb tror jeg, at det kan blive lige så afventende, som vi ofte ser det, og vi vil så tidligt i løbet trods medvinden nok ikke se helt de samme forskelle - bag Pogacar naturligvis - som vi så det i 2014 og 2017, hvor etapen kom i næstsidste weekend, hvor passiviteten var lagt på hylden.

 

 

Naturligvis er Tadej Pogacar igen den store favorit. Dagens nederlag var chokerende og viste en uventet sårbarhed, men som beskrevet i analysen forhindrede et lignende svaghedstegn på 1. etape i Touren ham ikke i at være ganske dominerende de første 14 dage - med 5. etape som en alvorlig undtagelse. Det ændrer ikke på, at dagens udfald indikerer, at han måske ikke er helt så suveræn som ventet, men det ændrer heller ikke på, at han stadig kørte fra alle de ryttere, der kan slå ham på denne etape.

 

Det er dog også klart, at han i forhold til sine klassementsrivaler, der mest af alt er dieselmotorer, havde en enorm fordel af 1. etapes karakter. Den fordel er knap så udtalt på denne etape, men etapen er som nævnt stadig af en eksplosiv karakter. I klassementsfeltet er det vel kun Daniel Martinez, Geraint Thomas og Romain Bardet, der er nogenlunde designet til den slags etaper, men det vil være svært overraskende, hvis de pludselig kan matche Pogacar på så svær en stigning - nederlag i dag eller ej. Derudover har Pogacar den store fordel, at han jo altid kan vinde en spurt. I dag kunne han slås, fordi han risikerede at skulle spurte mod Narvaez-typer på flad vej, men på denne etape er det vel kun Martinez, der kan have en ganske lille chance for at slå ham på stregen.

 

Det virker i hvert fald usandsynligt, at han bliver sat, og med sin spurt som våben ligner truslen mod ham hans hold. Måske kan det lade sig gøre med et tidligt angreb på næstsidste stigning, selvom det som nævnt ser svært ud. En anden, mindre sandsynlig mulighed er, at Pogacar mod forventning ikke kører fra alt og alle, og at vi derfor får stop-go-kørsel, hvor man kan snige sig væk, mens alle kigger på sloveneren. Det virker dog usandsynligt, for baseret på det, vi så i dag, hvor ingen klassementsryttere forsøgte at følge ham, kører de allerede så meget for 2. pladsen, at de sikkert lader ham køre et soloshow for ikke at blotte sig for hinanden. Derfor forventer jeg, at han tager sin revanche med en klar solosejr.

 

Jeg er nødt til at rangere Cian Uijtdebroeks som nr. 2. Det er lidt svært, fordi han ikke umiddelbart har en chance for at slå Pogacar i en spurt, men vi taler trods alt om en spurt, der er så hård, at det først og fremmest handler om gode ben. For at slå Pogacar skal man først og fremmest kunne følge ham eller sætte ham, og det kræver noget ekstraordinært. Det er klart, at denne etape passer ret dårligt til Uijtdebroeks’ dieselmotor, men selvom jeg som nævnt vrøvlede i analysen, så han jo fremragende ud på dagens mur, der passede ham helt elendigt, og som i lyset af Vueltaen kunne have kostet dyrt. Denne finale passer ham trods alt bedre, og som jeg skrev i analysen inden løbet, regner jeg med, at Uijtdebroeks er den næstbedste klatrer i løbet.

 

Den opfattelse har jeg kun fået styrket i dag, hvor han også erklærede sig svært tilfreds med sin præstation. Er der en mand, der kan følge Pogacar, må det være supertalentet med det største potentiale og den største x-faktor, hvis han endelig har fundet den form, han har bygget op til i et ikke imponerende forår. Medvinden vil i hvert fald hjælpe ham ganske betydeligt.

 

Jeg vil rangere Antonio Tiberi som nr. 3. Allerede inden løbet havde jeg ham som løbets vel nok tredjebedste klatrer - det var kun Geraint Thomas’ større potentiale, der rykkede ham ned som nr. 4 på min liste - og den antagelse er kun blevet styrket i dag. Vi fik jo meget få billeder af gruppen, men vi så da i hvert fald, at han satte Damiano Caruso til at føre. Det indikerer, at benene ikke har været helt til hest, og akkurat som for Uijtdebroeks gælder, at det var opløftende, at han ikke kom i problemer på en etape, der passede hans dieselmotor dårligt. Det gør denne etape også, men vi har før i blandt andet Ungarn og Besseges set, at han faktisk kan gøre det glimrende på denne slags stigninger. Nu har han endda vist sig som en bedre afslutter end frygtet, og dermed ligner han en af de større trusler mod Pogacar.

 

Jeg rangerer Daniel Martinez som nr. 4. Jeg havde en drøm om, at vi ville se Algarve-udgaven af colombianeren, men det gjorde vi nok desværre ikke. Han var nemlig manden, der kunne have fulgt Pogacar, og det gjorde han ikke. Omvendt er det også nærliggende at tro, at han som de andre sikkert allerede tænker på 2. pladsen, og derfor siger dagens kørsel ikke nødvendigvis noget om hans styrke. Han sad da i hvert fald med hjem, og selvom billederne gjorde det svært at vurdere hans kørsel, er det i lyset af hans lange krise uhyre opløftende. Han har den klare fordel, at han er manden, der kan slå Pogacar i en spurt, for Remco Evenepoel, der selv er en fremragende afslutter, fik to gange i Algarve at føle, hvor sublim en puncheur Martinez er. Denne eksplosive etape passer bedre til Martinez og Pogacar end til alle andre, og derfor er han på papiret igen manden, der kan slå sloveneren. Han har bare vist for lidt og var for passiv i dag til, at jeg for alvor tror på det.

 

Så er der Geraint Thomas. Som beskrevet i analysen kunne man efter Vueltaen og Alperne have frygtet en nedtur med det samme, men den kom heldigvis ikke. Også for ham gælder, at vi ikke rigtigt kunne se, hvor stærk han så ud, men vi kan i hvert fald konstatere, at han er kommet fornuftigt fra start. Sidste år nåede han at finde formen nogenlunde trods den tvivlsomme optakt, og i år har han da i hvert fald heller ikke mistimet det totalt. Han passer ganske fremragende til denne slags etaper, som vi blandt andet har set på La Planche des Belles Filles, for på disse korte, eksplosive stigninger har han stor glæde af den vilde sidstekilometersforcering, der er blevet lidt af et varemærke. Han er i hvert fald også mere eksplosiv end de fleste andre, men selvom jeg har fået fjernet den største frygt for, at alderen har indhentet, mangler jeg efter det skuffende Alperne stadig det sidste bevis.

 

Herefter er jeg vel næsten nødt til at rangere Eddie Dunbar. Sammen med de ovennævnte var han i hvert fald den eneste klassementsrytter, der ikke viste svaghedstegn på de få billeder, vi fik. Jeg havde jo ellers ikke troet, at han havde fundet formen så hurtigt efter det problematiske Romandiet, men vi har i hvert fald fået en første indikation på, at han igen i år har timet det. Han er også en relativt eksplosiv fyr, der ikke passer helt ringe til denne slags etaper, men vi kan heller ikke komme uden om, at han for en uge siden så endog meget skidt kørende ud, og at han inden løbet lød en smule skeptisk. Det vil derfor undre mig, hvis han vitterligt er helt så flyvende, som han skal være, hvis han skal være med helt fremme på denne etape.

 

 

Det er jo i virkeligheden ret imponerende, at jeg allerede skal nævne Ben O’Connor, men det siger desværre lidt om feltets beskedne karakter. Som beskrevet i analysen viste han klare svaghedstegn i dag, og selvom den eksplosive etape passede ham dårligt, klarede han sig betydeligt ringere end Uijtdebroeks, der har betydeligt mindre punch end en mand, der senest i Emiraterne og Murcia har vist, at han altså er blevet ret eksplosiv. Desværre overrasker svaghedstegnene mig jo ikke, når vi har set dem flere gange i år, senest i det meget skuffende løb i Alperne. Denne etape passer ham heldigvis betydeligt bedre end dagens, men heller ikke den er ideel for en dieselklatrer. Jeg vil forvente, at han ser bedre ud, end han gjorde i dag, men jeg vil stadig blive overrasket, hvis ikke han skuffer lidt igen.

 

En rytter, der imponerede i dag, var Jan Hirt. Han lignede en stensikker taber på denne etape, der vel næppe kunne passe ham ringere, men alligevel endte han kun lige bag favoritterne. Det var endog meget opløftende for en fyr som ham, og det bekræfter mig blot i den optimisme, jeg også havde inden løbet. Det er klart, at denne eksplosive etape også passer ham skidt, men den passer ham da i hvert fald noget bedre. Vi har jo også i Oman set, at han slet ikke er helt umulig på denne slags etaper, og selvom det selvfølgelig i høj grad hænger sammen med de stejle procenter på Green Mountain, som han elsker, og som han savner her, giver det mig en tro på, at han vil gøre det ganske pænt på denne etape.

 

Jeg kan vel i virkeligheden gentage hele smøren om Lorenzo Fortunato. Også han led et forventeligt tab i dag, og hans kørsel var derfor ganske opløftende. Allerede inden løbet havde jeg samme tiltro til ham, som jeg havde til Hirt, og den tiltro er kun blevet større. Desværre passer også han ganske skidt til denne etape, men den passer ham bedre end dagens. Med de evner, han har vist på længere stigninger i år, regner jeg ham som en af feltets bedste klatrere, og det bør komme til udtryk i morgen, selvom vi nok skal have nogle lidt vanskeligere etaper og længere hen i løbet, inden han og Hirt for alvor kommer til deres ret.

 

Vi tager smøren én gang til - om ikke andet for Prins Knud. Denne gang handler den om Juan Pedro Lopez. På papiret passede dagens etape også ham ganske skidt, og derfor kan man betegne dagens udkomme som i hvert fald hæderligt. Som beskrevet i analysen anser jeg alligevel dagens resultat som ildevarslende. Han var nemlig ganske glimrende på de eksplosive stigninger i Alperne, og derfor giver dagens resultat kun næring til frygten for, at han har toppet for tidligt. Omvendt var denne finale også betydeligt mere eksplosiv end noget af det, vi så i Alperne, og derfor skal han have chancen for at bevise sig selv igen. Denne finale passer ham i hvert fald bedre, og vi taler trods alt om manden, der så stærkest ud af alle i den store generalprøve.

 

Inden løbet troede jeg faktisk, at Alexey Lutsenko kun kom for at vinde en etape, men i går afslørede han, at han faktisk endda drømmer om podiet. Selvom han har været i top 10 i Touren, ruten passer ham pænt, og han har været delvist genfødt i Abruzzo og særligt Liege, tror jeg dog ikke meget på det projekt, for han er stadig ikke den rytter, han var engang. Det ændrer dog ikke på, at en etape af denne type passer ham helt perfekt, og derfor burde han kunne være ret langt fremme. Han har dog også været syg under Romandiet, og han lignede i dag ikke en mand, der var allermest komfortabel, hvad en type som ham burde være. Det er i hvert fald nok til at give mig den sidste skepsis, men iv kan ikke benægte, at han er en af de klassementsryttere, der passer bedst til denne slags etaper.

 

Jeg var glad for at se Einer Rubio fremme i dag. Som bekendt har jeg været en smule usikker på ham inden løbet, men han klarede den første test pænt. Denne etape passer ham bedre, og vi har tidligere set i blandt andet Emiraterne og Burgos, at han kan være ganske glimrende på denne slags eksplosive etaper. Den passer ham i hvert fald bedre, end den passer de tre ovennævnte, men det ændrer bare ikke på, at vi aldrig har set Rubio udvise det topniveau, der for alvor fører langt. Det nærmeste, vi kommer, var i den tredje uge af Giroen sidste år, og der var vi jo altså ret langt henne i løbet. Jeg ser ingen grund til, at han pludselig skulle eksplodere på denne etape, men jeg kan blive overrasket.

 

Mauri Vansevenant bliver spændende at følge. Han har aldrig været bedre end nu, men han har heller aldrig været helt fremme på så lang en stigning på dette niveau. Sidste år så vi dog i Oman, at han klarede det godt på Green Mountain, som jo altså er en stigning på ca. 5 km. Den stejle del af denne stigning er jo kun marginalt længere. Til gengæld er feltet så også af en helt anden kaliber, men når nu han er så flyvende, og etapen er så eksplosiv, bliver han ikke uinteressant at følge.

 

En af dagens positive overraskelser var Esteban Chaves. Jeg havde slet ikke set, at han pludselig skulle kunne finde så gode ben, og derfor er vi nødt til at give ham en chance for at gentage det. Han er dog også en af de ryttere, der passer relativt godt til eksplosive etaper, og i forhold til dieselmotorerne er han mere handicappet på denne etape. Det ændrer dog ikke på, at dette også er en etape, der passer ham ganske godt, og i lyset af det, vi så i dag, kommer han formentlig ret langt. Det vil bare være mærkeligt, hvis han pludselig kommer hele vejen.

 

Som beskrevet i analysen var jeg ikke alt for imponeret af Damiano Caruso i dag. Det er i hvert fald kritisk, at han blev sat af både Maximilian Schachmann og Alex Baudin til sidst, for selvom i hvert fald Schachmann passede bedre til den slags stigning, har han tidligere været ret eksplosiv. Sandt er det dog også, at han med alderen er blevet mere og mere end dieselmotor, og denne etape passer ham derfor nok i dag betydeligt bedre. Det kan bare ikke slette det indtryk, vi fik efter Romandiet, hvor han allerede inden defekten på kongeetapen viste klare svaghedstegn på enkeltstarten - og det er altid bekymrende for en mand i hans alder.

 

 

Så er der Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren imponerede alt og alle i dag, men det her er trods alt en anden etape. Al logik tilsiger, at denne stigning er for lang og svær, men sandt er det også, at han har forbedret sin klatring enormt. Da han vandt Østrig Rundt, sejrede han på en 4 km lang stigning, der steg med små 9%, og her er den stejle del jo kun ca. 6 km lang. Etapen er generelt eksplosiv, og med den superform, han har nu, burde den være inden for rækkevidde. De bedste kan han umuligt følge i et felt, der er langt stærkere, end det var i Østrig, men lad os se, hvor langt hans udvikling har ført ham.

 

Jeg er nødt til at have en vis tiltro til Florian Lipowitz. Det er klart, at dagens præstation var en skuffelse, og da han blev sat allerede på den lange stigning, kan han ikke bare undskylde sig med, at muren passede ham elendigt. Omvendt var det stadig en eksplosiv sag, og vi så med den store forskel på 2. og 4. etape i Romandiet, at han vil være langt mere komfortabel på denne etape. I det schweiziske blev han også bedre og bedre, og nu har han i hvert fald fået chancen for at varme motoren op. Det ændrer dog ikke på, at denne etape minder ret meget om 2. etape i Romandiet, hvor det blev for eksplosivt, og derfor tror jeg, at vi skal længere hen i løbet, inden han for alvor blomstrer igen - og nu står det også klart, at han med statsgaranti skal vente på Martinez, hvis denne kommer i problemer.

 

I dag bekræftede Giulio Pellizzari sit store potentiale. Det er rigtigt, at han eksploderede lidt voldsomt til sidst, men han kom jo altså stadig med de bedste hjem. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men han burde jo være en ren klatrer, der er langt mere komfortabel på en længere stigning som denne. Vi så dog også i Alperne, at vi ikke skal vente os at se ham helt fremme. Dertil mangler han stadig for meget, men hans kørsel i dag bekræfter, at han er en af tidens mest lovende klatretalenter.

 

Det irriterer mig lidt, at jeg ikke gjorde lidt mere ud af Alex Baudin i optakten til 1. etape. Jeg har nemlig flere gange fremhævet den enorme udvikling, han har gennemgået, og efter en stærk sæsonstart og et formdyk kørte han jo fornemt i Baskerlandet. Også ham er vi stadig ved at lære at kende, og det bekymrer mig lidt, at han måske mere og mere ligner end puncheur mere end en klatrer. Heldigvis er denne etape ikke helt upassende for den slags typer, og vi så i Baskerlandet, at han kunne forsvare sig på denne slags etaper. Det kan sagtens være, at det bliver for hårdt, men i lyset af det, han har vist gennem det meste af sæsonen og senest i dag, er der en god chance for, at han kan imponere igen.

 

Jeg var virkelig overrasket over at se Domenico Pozzovivo i dag. Hans opkørsel efter styrtet var ret imponerende, og det tyder på, at han alligevel som altid er lykkedes med at time formen til Giroen. Sandt er det bare også, at han i selv ret svagt besatte løb har været milevidt fra de bedste, og det virker i hans alder trods alt ret usandsynligt, at han pludselig kan begå sig helt fremme. På den anden side viste han jo altså inden sine styrt i Castilla y Leon og i Giroen sidste år jo faktisk et niveau, der fører ret langt i dette felt. Derfor må vi åbne døren for, at han vitterligt er lykkedes med at genføde sig selv for 117. gang.

 

Jeg havde nok ventet mig lidt mere af Michael Storer i dag. Han var alligevel ret langt fra de bedste, og selvom etapen passede ham ganske elendigt, var han betydeligt længere tilbage end ryttere, den passede lige så dårligt. Det er ikke alt for opløftende, men logikken tilsiger trods alt også ret klart, at han kommer længere på denne etape. I lyset af de klatreben, han havde i Alperne og generelt har haft i år, burde han ikke være alt for langt fra de bedste - hvis han da stadig holder sig til og ikke bare sørger for at smide en masse tid.

 

Jeg er naturligvis også nødt til at nævne Romain Bardet. Han skal i det mindste have chancen for, at det bare var en dårlig dag, som holdet hævder. Det er bare svært for alvor at tro på det. Jeg havde jo ret stor skepsis allerede inden løbet, og modsat mange andre passede han jo fint til denne etape. Når man alligevel skal give ham chancen, skyldes det, at han før har oplevet nogle udsving i etapeløb, og vi skal trods alt kun to uger tilbage for at finde en ret fornem præstation i Liege.

 

Af samme grund vil jeg nævne Thymen Arensman. Han var betydeligt ringere end Bardet i dag, og det gør optimismen endnu mindre. Omvendt passede ham også dårligere til etapen, og vi har før set, at han har det meget svært på 1. etape i et etapeløb. Det så vi blandt andet i Alperne sidste år, hvor han ret hurtigt blev bedre, og vi så det så sent som i Romandiet. Her nåede han dog aldrig at finde de gode ben, og det vil være mærkeligt, hvis hans dieselmotor er varmet op allerede på 2. etape.

 

Jeg vil slutteligt også nævne Georg Steinhauser. Han mangler stadig sit gennembrud, men vi begyndte i Catalonien at se, at det nærmer sig. Han skuffede mig ganske stort i Alperne, og derfor har min optimisme været relativt afdæmpet, men i lyset af hans dieselegenskaber klarede han jo faktisk dagens etape pænt. Denne etape er heller ikke ideel, men den passer ham i hvert fald bedre, og det forlyder, at EF vil forsøge at teste ham lidt i klassementet. Han har stadig aldrig præsteret på det tilstrækkelige niveau, men hans kørsel i Catalonien var lovende nok til, at han skal have en omtalt.

 

Jeg vil forvente, at Rafal Majka er en af de allerstærkeste, og han kan sagtens ende langt fremme, men han får naturligvis ingen chance for at vinde etapen. Der er også en vis sandsynlighed for, at Valentin Paret-Peintre, der er en total lottokupon pludselig finder sig selv - det har han før gjort ud af det blå - men id ag var nedturen så stor, at det er svært for alvor at tro på. Attila Valter og Julien Alaphilippe var i dag blandt de stærkeste, men det vil undre mig, hvis vi ser dem helt fremme på en lang stigning i lyset af det, vi har set i år. Til gengæld vil jeg forvente at se Filippo Zana og Davide Piganzoli klare sig bedre på denne etape. Vi så i Baskerlandet, at stigningen formentlig bliver for svær for Maximilian Schachmann, og vi vil næppe heller se Nicola Conci helt fremme. Aurelien Paret-Peintre var solid i dag, men har typisk manglet lidt for meget på dette niveau. Nairo Quintana var opløftende i dag, men en eksplosiv fyr som ham skulle være bedre, hvis jeg for alvor skulle tro på ham på denne etape, selvom den passer ham bedre. I lyset af dagens resultat er det svært at tro på typer som Luke Plapp, Christian Scaroni, Andrea Bagioli, Tobias Foss, Magnus Sheffield, Ewen Costiou, Will Barta, Nick Schultz, Pelayo Sanchez, Matteo Fabbro, Rainer Kepplinger og Jefferson Cepeda, og stigningen er nok lidt for svær for den ellers velkørende Giovanni Aleotti. Endelig er den trods alt for svær for Filippo Ganna, der formentlig også agerer ren hjælper, mens den også bør være for lang for Kevin Vermaerke, selv hvis han ikke denne gang skal vente på Bardet.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Cian Uijtdebroeks, Antonio Tiberi

Outsidere: Daniel Martinez, Geraint Thomas, Eddie Dunbar, Ben O’Connor, Jan Hirt

Jokers: Lorenzo Fortunato, Juan Pedro Lopez, Alexey Lutsenko, Einer Rubio, Mauri Vansevenant, Esteban Chaves, Damiano Caruso, Jhonatan Narvaez, Florian Lipowitz, Giulio Pellizzari, Alex Baudin, Domenico Pozzovivo, Michael Storer, Romain Bardet, Thymen Arensman, Georg Steinhauser

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tom Dumoulins vilde sejr fra 2017, Enrico Battaglins sejr fra 2014, Marzio Bruseghins enkeltstartssejr fra 2013 og Marco Pantanis sejr fra 1999.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT