Optakt: Eschborn-Frankfurt

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu Hamburg Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Læs også

Opdateret optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og indtil 2022 også DSM er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern lykkedes det i 2018 at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Eschborn-Frankfurt, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig før. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961, og det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne, og det var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics i Hamburg etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Det blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet blev siden kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det nu slutter i finanskvarteret i Frankfurt, som er kendt som Tysklands finansielle centrum, inden det fik det nye navn, Eschborn-Frankfurt. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det var hele tiden et højdepunkt på forårskalenderen og tiltrak altid et fint felt af internationale stjerner, der blandede sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb var det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

I 2017 nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite, og de viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

I 2018 lykkedes det desværre ikke helt at gentage succesen, og således var det kun halvdelen af WorldTour-holdene, der var at finde i feltet, men det var bedre i 2019, hvor man fra det fineste selskab kun savnede Movistar, Mitchelton-Scott, FDJ, Deceuninck-Quick Step, Ineos og Jumbo-Visma. Efter aflysningen i 2020 var løbet i 2021 grundet corona rykket til efteråret, hvor man igen kunne præsentere 13 af de 19 WorldTour-hold. I 2022 gik det en anelse ned ad bakke, men med afbud fra kun Quick-Step, Ineos, Movistar, FDJ, Astana, Jumbo og BikeExchange kunne man stadig byde på 11 af de nu 18 hold fra det højeste niveau. Det kunne man også sidste år, hvor det var Soudal, Ineos, Movistar, Astana, Jumbo, FDJ og Ag2r, der sprang løbet over.

Beslutningen om at rykke 4 Dage ved Dunkerque har imidlertid gjort ugen, hvor Giroen starter til en tam affære næsten uden løb. I år falder 1. maj endda om onsdagen og ikke som sidste år om mandagen, dvs. dagen efter afslutningen på Tour de Romandie. Det kan meget vel være forklaringen på, at man i år slår rekorden, når hele 14 af de 18 WorldTour-hold er til start. Således er det kun Ineos, Astana, Visma og FDJ - fir hold, der i vidt omfang altid har valgt løbet fra - der vil mangle i felret.

Læs også

Vingegaard "i super form" set på Mallorca

Derudover er det igen lykkedes at få mange af de største tyske navne til start, og de får selskab af internationale stjerner som Marc Hirschi, Maxim Van Gils, Alex Aranaburu, Rasmus Tiller, Søren Wærenskjold, Axel Zingle, Wout Poels, Alexander Kristoff, Diego Ulissi, Ben Healy, Yves Lampaert og Søren Kragh. Løbet har stadig ikke samme status som de virkelige forårsklassikere, men efter opgraderingen til WorldTouren er der sket et skifte til det bedre, ikke mindst fordi der nu er livetransmission på nationalt tysk tv og på Eurosport.

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2018, 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, som Pascal Ackermann gjorde det i 2019, Jasper Philipsen i 2021 og Sam Bennet i 2022, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. Ackermann og John Degenkolb i 2011 er de seneste tyske vindere, men de overgås af Erik Zabel, der med tre sejre længe havde rekorden, indtil den blev slået af Kristoff, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. Måske kunne Kristoff endda have vundet fem gange, hvis ikke 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

I 2018 fik ruten et nyt twist, idet man lagde ekstra stigninger ind undervejs. Det vakte en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygtede, at hjemlandets ryttere ville få sværere ved at begå sig på en hårdere rute, men ikke desto mindre endte 2018-, 2019-, 2021- og 2022-løbene stort set som vanligt. Faktisk har løbet siden dengang været endnu mere kontrolleret end tidligere, men det prøvede man at ændre på i 2023. Her skulle rytterne nemlig som noget nyt to gange op ad Feldberg-stigningen - den ene gang endda fra den stejle side - og håbet var, at det kunne bryde de seneste års lidt monotone forløb. Den mission lykkedes til fulde, da Søren Kragh blev den første ryttere siden Spilak i 2013 til at vinde på anden måde end via en massespurt.

Det gjorde han, selvom sprintere som Jasper Philipsen og Arnaud De Lie var til start, men ved anden passage af Feldberg lykkedes det 10 mand at rive sig fri. Selvom særligt Lotto og Uno-X jagtede benhårdt for hhv. De Lie og Kristoff, lykkedes det aldrig for feltet at komme tilbage, og da De Lie vandt feltets spurt foran Kristoff, var det 18 sekunder for sent. Foran spurtede de 10 angribere om sejren, og her lykkedes det Kragh at tage sin første sejr i et endagsløb på WorldTouren ved at krydse stregen foran Patrick Konrad og Alessandro Fedeli. Kragh vender tilbage for at forsvare titlen, men da Konrad i år skipper løbet, og Fedeli har indstillet karrieren, bliver han eneste deltager fra det seneste podium.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som sagt afvikles Eschborn-Frankfurt i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den de seneste år er blevet forceret hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor har sluttet løbet med et par omgange på en flad rundstrækning, har der altid været god tid til, at der har kunnet ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren gjorde man i 2018 nævnt ovenfor sagt endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det skete ved, at man justerede lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der ventede yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man ændrede en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt. Det gav flere højdemeter, men den sidste del af løbet havde grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændredes reelt ikke på løbets identitet.

Som nævnt i afsnittet ovenfor prøvede man derfor i 2023 at gøre det endnu hårdere. Det kostede en passage af Mammolshain, og de nye stigninger, Billtalhöhe og Ruppertshain, forsvandt igen. Til gengæld skulle man nu to gange op over den lange Feldberg-stigning, der indtil da kun havde spillet en ligegyldig rolle som dagens første stigning. Nu lagde man den ind endnu en gang efter de to første passager af Mammolshain, hvor den endda skulle bestiges fra en ny og stejlere side. Det gav små 300 ekstra højdemeter, men toppen kommer stadig med godt 85 km til mål, og derfra var eneste udfordring en tredje og sidste passage af Mammolshain. Missionen fra arrangørernes side lykkedes, da vi fik den første udbrudssejr siden 2013, og derfor er det ikke noget stort chok, at man i år totalt genbruger sidste års rute.

En anden konsekvens af ændringen er, at løbet har genvundet noget distance, efter at man i 2019 lidt overraskende forkortede det fra den gamle distance på små 220 km til blot godt 180 km. I år skal der således igen tilbagelægges 203,8 km. De starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 15,0 km.

Læs også

Giro-arrangører: Ryttere mødte ikke op til aftalt start

Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der kun bliver lidt stejl over de sidste 2 km, hvor den stiger med ca. 6%, og har top i 833 m højde efter 46,5 km. Herefter venter en lang nedkørsel, der leder mod sydvest, nordvest og syd ned til byen Eppstein, der nås efter 70,6 km, idet man undervejs skal over to mindre bakker. Herfra snor man sig mod skiftevis nordvest og sydvest igennem relativt fladt terræn.

Efter 85,1 km når man frem til byen Schwalbach am Taunus, hvor man rammer en rundstrækning i det område, der altid har udgjort løbets hjerte. Den er 15,9 km lang, og her skal der køres knap halvanden omgang. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordvest og nord, inden man kører mod nordvest op ad den ikoniske, Mammolshain (2,3 km, 8,2%), der passeres første gang efter 92,0 km. Nøglestigningen er en delt sag, der starter med 500 m med 5,3%, derefter byder på 500 m med hele 14,0% og herfra stiger med 6-8% over en kilometer, inden den flader ud over de sidste 300 m. Efter toppen venter en let nedkørsel, der fører mod øst og sydøst, inden man kører mod sydvest igennem let stigende terræn tilbage til Schwalbach am Taunus.

Efter den første omgang tager man hul på endnu en omgang, men når man efter 107,9 km når toppen af Mammolshain for anden gang, kommer sidste års store nyskabelse. Nu kører man nemlig ad et kort, fladt stykke videre mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest og nordøst op ad Feldberg fra en ny og stejlere side. Herfra stiger den med 5,9% over 8,0 km, og den skal deles i flere dele. Efter en kilometer med 7,0% stiger den over 4 km jævnt med 5-6%, inden en let kilometer med 4,2% leder frem til det stejleste stykke med 2 km med hhv. 8,6% og 6,5%.

Toppen rundes efter 117,8 km, hvorfra der resterer 86,0 km. Første del af nedkørslen er ikke den samme som første gang, men hurtigt rammer man den nedkørsel, man også kørte første gang, og som leder mod vest, nordvest og syd ned til Eppstein, der nås for anden gang efter 146,5 km, idet man atter skal over de små bakker undervejs. Herfra kører man igen mod nordvest og sydvest igennem fladlandet frem til Schwalbach am Taunus, hvor man efter 160,9 km atter rammer rundstrækningen.

Her kører man næsten en hel omgang, hvorfor man efter 167,8 km og altså med 36,0 km igen når toppen af Mammolshain for tredje og sidste gang, hvilket er 4,5 km tættere på mål end i 2022. Herfra gælder det igen nedkørslen, men i bunden forlader man rundstrækningen for i stedet at køre mod sydøst tilbage mod centrum af Frankfurt. Her passerer man gennem startområdet i Eschborn efter 178,6 km, inden det går gennem fladt terræn ind mod storbyen, hvor man rammer finanskvarteret og den afsluttende rundstrækning efter 190,9 km.

Efter 197,2 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med igen i år bare én og ikke som tidligere to omgange på den nye 6,6 km lange rundstrækning, der blev ”opfundet” i 2019. Den er næsten helt flad og byder modsat den tidligere udgave på en del skarpe sving, idet man blandt andet skal dreje en del i forbindelse med to passager af Main-floden. På de sidste 5 km er der sving med 4200, 4000, 3100, 1600 m og til slut 670 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der er dobbelt som lang som tidligere

Ruten har i alt 2939 højdemeter, hvilket er ca. 280 højdemeter flere end i 2019, 2021 og 2022, men 120 færre end i 2018, hvor man havde en længere distance.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Løbet har før været præget af forfærdeligt regnvejr, men ligesom sidste år viser det tyske forår sig denne gang fra sin smukke side. Ja, faktisk er Nordeuropa jo lige nu ramt af usædvanligt varmt vejr, og der venter således en regulær sommerdag. Der vil kun være få skyer, og temperaturen i Frankfurt vil under løbet stige fra 22 til hele 26 grader. Der vil være en svag til let vind (11-16 km/t) fra først østnordøst og siden øst. Det giver selvfølgelig vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på Feldberg vil der først være sidemed-, så side- og slutteligt sidemodvind. Derefter vil der først være hovedsageligt sidevind og så sidemod- og modvind, inden man får sidemedvind på Mammolshain. Fra toppen vil der være sidemodvind hele vejen ind til Frankfurt. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være sidevind. På sidste del får man sidemodvind med 2400 m igen, sidemedvind med 1600 m igen og slutteligt sidevind over de sidste 670 m.

Favoritterne

Eschborn-Frankfurt har været en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsagde i en lang periode, at det kunne gå begge veje.

I de senere år synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet klart i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, havde vi i de ti seneste udgaver frem til 2023 otte reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Udbrudssejrene er endda alle af gammel dato, og vi fik til slut syv spurtafgørelser i træk. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

I 2017 år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurten aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og en formsvag Peter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

I 2018 fik ruten en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det blev meget omtalt, og ruten blev beskrevet som hårdere, men det var nu svært at se, at det kunne gøre en voldsom forskel. Naturligvis var der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kom kun i forbindelse med de to første passager af Mammolshainer. Den sidste del af løbet var stort set uforandret i forhold til tidligere. Det blev da også den ventede spurt, men Grega Bole, Simon Spilak, Julien Bernard og Emanuel Buchmann blev først hentet med 3 km igen af et felt på kun godt 20 mand.

Læs også

Pogačar tynges af farlige betingelser: Det er jo noget lort

I 2019 blev ruten ændret med en reduceret distance og fjernelsen af en enkelt passage af Ruppertshain og Billtalhöhe, hvilket alt andet gjorde ruten lettere. Til gengæld var der denne gang medvind på turen tilbage til Frankfurt, og måske var det derfor, at det kun med 4 km igen lykkedes at skabe samling til en spurt. Det var så også et for løbet sjældent stort felt på ca. 70 mand, der endte med at spurte om sejren, og vinderen var en lidt halvtung fyr i form af Pascal Ackermann. Helt uden selektion var løbet dog ikke, da hverken André Greipel eller Phil Bauhaus kom med feltet hjem.

I 2021 blev løbet kørt som VM-optakt. Heller ikke her var spurten i fare, selvom en stærk gruppe med blandt andre Michael Matthews efter Mammolshain så lovende ud. De spurtede dog i et felt på mere end 70 mand, og igen havde vi relativt tunge folk med hjem, selvom vi undervejs fik sagt farvel til folk som Bauhaus, Greipel, Dylan Groenewegen, Dan McLay, Nils Eekhoff og Sebastian Molano. I 2022 var det også urimeligt kontrolleret, da vi fik samling med 40 km igen og slutteligt fik en spurt med intet mindre end ca. 80 mand.

Særligt 2018-udgaven viste, at spurten kan undgås. Havde Quick-Step ikke haft Yves Lampaert til at lukke hullet, er det meget tænkeligt, at de forreste var holdt hjem, for langt de fleste sprintere var isolerede. Samtidig var mange af de hurtige faldet fra, og det var folk som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen og Fernando Gaviria - dengang alle klatrestærke folk - der havde overlevet. Det var imidlertid også på en længere og hårdere rute, end vi har haft de seneste, hvilket førte til et ganske minimalt felt, mens vi altså i 2019, 2021 og 2022 havde så stor en gruppe, at der var masser af folk til at jagte, hvorfor det aldrig for alvor blev spændende, om udbruddet ville holde hjem eller ej.

Nu er spørgsmålet så, om vi skal til at vænne os til en ny virkelighed. Det var i hvert fald det, arrangørerne i 2023 forsøgte ved at lægge endnu en passage af Feldberg ind og endda bestige den fra en stejlere side - en model, man altså gentager i år. Det gør en ganske stor forskel for sprinternes chance for at overleve, at vi taler om en lang stigning og ikke bare den eksplosive Mammolshain. Lange stigninger er typisk betydeligt vanskeligere for de hurtige folk. Det er ikke noget Monte Zoncolan, men 8 km med små 6% er ganske pænt.

Til gengæld er der også langt hjem. Vi taler om hele 86 km, hvor eneste udfordring er endnu en passage af Mammolshain. Det er pokkers langt for et udbrud at holde, og det øger også chancen for, at man kan komme tilbage. I 2023 fik rytterne, der ville have et hårdt løb, heller ingen hjælp af vejret på en smuk forårsdag, hvor det også var en stor sten i skoen, at der var direkte modvind hjem fra Mammolshain, der dog nu kommer en anelse tættere på mål end taget. I det hele taget var der i altovervejende grad modvind efter toppen af Feldberg.

Alligevel lykkedes det altså for første gang siden 2013 at snyde sprinterne. En meget stor gruppe kørte væk på Feldberg, og den blev på Mammolshain reduceret til bare 10 mand. Bag dem kom der langsomt noget regruppering, men selvom særligt Lotto og Uno-X jagtede for hhv. Arnaud De Lie og Alexander Kristoff, kom feltet 18 sekunder for sent, og Søren Kragh kunne tage den første udbrudssejr i ti år. Udskilningen var også større end i de seneste udgaver, da feltet kun udgjordes af ca. 40 mand. Sprintere som Sam Bennett, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann og Danny van Poppel kom ikke med hjem, og storfavoritten, Jasper Philipsen, udgik endda sammen med typer som Søren Wærenskjold og Matteo Trentin.

Vil vi se en gentagelse af denne nye virkelighed? Der er to faktorer at holde øje med. Den første er vejret. Det er ikke kun Danmark, der er ramt af tidlig sommer i disse dage. Det er Tyskland også, og det er ikke vejret, der vil bidrage til at gøre det hårdt, medmindre man da - som man ofte ser det - har det svært i den første varme, som melder sig med temperaturer på 26 grader. Vinden er som sidste år dårlig for udbryderne, da der vil være modvind i det meste af finalen og hele vejen hjem fra Mammolshain, men sidste år så vi, at det ikke i sig selv forhindrer en massespurt.

Vigtigst er det dog at se, hvilke ambitioner de enkelte hold har, og her er det altid et problem, når et løb har fået ry for at være et sprinterløb. Det har i mange år betydet, at de fleste hold er kommet for at spurte, men sidste år så vi, at der var flere hold, der også havde udtaget angribere ved siden af deres sprintere, og flere af dem fik altså også lov til at køre deres chance - vinderen, Søren Kragh, formentlig fordi Philipsen var sat af.

Et ry som et sprinterløb tager ofte tid at komme af med, og derfor er jeg temmelig chokeret over feltets sammensætning i år. Nu er det tilsyneladende det store flertal af hold, der ikke kommer for at spurte. Uno-X og Jayco kommer ret entydigt med den strategi, men så er det også sagt. Der er bestemt hold, der har en klar interesse i en spurt, hvis de misser udbruddet - det kunne være hold som Lidl, Movistar, Arkea, Alpecin, Bahrain, Cofidis og Ag2r, der alle har hurtige folk - og derfor kan der sagtens komme en organiseret jagt, men langt, langt de fleste hold vil køre offensivt.

Læs også

Skjelmose ændrer løbsprogram

Det øger naturligvis chancen for, at vi ikke får en spurt, men helt så entydigt er det ikke. Sidste år fik vi en gruppe, der var lille nok til at samarbejde. I år er feltet af klatrestærke folk stærkere, og det kan føre til en større gruppe efter Feldberg. Den slags grupper har altid vanskeligere ved at samarbejde, medmindre der er hold med hjælpere, de kan slagte, og derfor kan det stærkere felt af klatrere paradoksalt nok også øge chancen for en spurt - særligt hvis der er folk i front, der vælger at sætte sig på hjul, fordi de tror mere på en sprinter i feltet.

Det ligner derfor det klassiske forfølgelsesløb mellem sprintere og angribere, og det kan også på denne rute gå begge veje. Det så vi tydeligt sidste år, hvor vi bare var 18 sekunder fra at få en spurt, og særligt med modvind er en spurt en ganske reel mulighed. Jeg tror dog mest på, at vi får endnu et ”angriberår”. Der er simpelthen for få hold, der entydigt vil have en spurt, og samtidig kommer UAE og Bora med stærk mandskaber, der formentlig vil gøre det benhårdt fra start. Løbet vil formentlig blive åbnet allerede på Feldberg igen, og herfra vil forfølgelsesløbet være indledt. Flere hold - ikke mindst UAE - bør sidde med flere folk i gruppen i front, og det øger chancen for et samarbejde. Hvis UAE og Bora samtidig får gjort løbet så hårdt, at feltet bliver endnu mindre end sidste år, vil der være færre folk til at jagte. Mine pile peger derfor på endnu en udbrudssejr, men det kan bestemt igen gå begge veje.

Hvis et udbrud holder hjem, kan det afgøres på to måder. Det mest sandsynlige er en spurt, som vi så det sidste år, men hvis feltet giver op, er der tid til taktik, hvor man kan snige sig væk i en taktisk finale. Får vi en spurt, regner jeg med et ret lille felt, der næppe er større end de 40 mand, vi havde sidste år.

Selve spurten er med den nye rundstrækning, der blev indført for nogle år siden, lidt kringlet. Der er mange sving på runden, og der er to af slagsen på de sidste 1500 m. Det sidste kommer endda med bare 670 m til mål, og det er derfor en spurt, hvor position og lead-out er ganske væsentligt. Det handler bestemt ikke bare om fart. Både position og friskhed efter i år næsten 3000 højdemeter er også nøglekomponenter, men et mindre felt, som jeg forventer, vil også stille mindre krav til positionen, end vi har set de seneste år.

For at finde ud af, hvem der kan være med i et udbrudsscenarium, er det værd at huske, hvem der sad med hjem sidste år. Generelt var det nogle meget klatrestærke typer som Patrick Konrad, Marc Hirschi, Lorenzo Rota, Georg Steinhauser, Georg Zimmermann, Stephen Williams og Ben Hermans, men også et par lidt tungere folk som Martin Marcellusi og Kragh. Det lugter af, at man skal klatre ret godt for at være med - hvad der er logisk, når vi taler om en 8 km lang stigning - men Kragh og Marcellusi viser også, at man ikke behøver at være klatrer eller ardennerspecialist, som det gjaldt for de otte andre. Man kommer langt med god form.

Jeg vælger at gå med Thibau Nys, men det er med en del usikkerhed. I dette sprinterfelt har han en ganske fremragende chance for at vinde en spurt, hvis han med hjælp fra et desværre lidt svagt hold kan positionere sig i den tekniske finale - hvor han jo hjælpes af et formentlig lille felt - men da jeg tvivler på en spurt, peger jeg på ham, fordi jeg tror på ham fra et udbrud. Spørgsmålet er, om han kan være med. Vi er jo stadig ved at lære ham at kende, og han kan meget vel være for tung. Sidste år var en ganske vist heller ikke flyvende De Lie og heller ikke Michael Matthews således med de bedste, og derfor skal han stramme sig an for at være med i front.

Han kommer imidlertid direkte fra en sejr på en bjergetape i Romandiet, og selvom det var fra et udbrud, vidner det om, at han godt kan køre op ad. Endnu vigtigere er dog hans 2. plads på kongeetapen i Ungarn, hvor han vandt en spurt i en gruppe på ca. 15 mand på toppen af en stigning, der steg med 4,8% over 7,2 km. Denne stigning er vanskeligere, men når man samtidig husker på hans 2. plads bag Mathieu van der Poel på ardenneretapen i Belgien sidste år, og at han viste storform i Romandiet, tror jeg på ham. Selvom han ikke vist storform i Romandiet, var Giulio Ciccone allerede så langt fremme, at han formentlig kan være med i front, og dermed vil han have en mand til at holde det samlet. Da han altså har en stor chance både fra et udbrud og i en spurt, tror jeg på, at han tager sin første klassikersejr.

Jeg peger på Axel Laurance som nr. 2, men også her er usikkerheden stor. Også ham er vi nemlig ved at lære at kende, og også han kan finde denne rute for hård. Efter Catalonien, hvor han skuffede mig i Barcelona, havde jeg ikke givet ham mange chancer, men han imponerede mig i Ardennerne. En 18. plads i Fleche er flot for en fyr som ham, og i Liege nåede han altså i mål med folk som David Gaudu, Santiago Buitrago, Davide Formolo, Attila Valter og Andreas Kron. Som for Nys gælder, at han kan få det for hårdt, men hvis han overlever, står han stærkt i en spurt. Jeg tror, at han får svært ved at slå Nys, men udelukkes kan det ikke, og han kan sagtens ende i en gruppe uden den unge belgier. Også han kan sidde i et overtal med Luca Vergallito og Kragh, hvis han har samme ben som sidste år, og da han også vil have en fair chance i en spurt, hvis vi får et hårdt løb, hvor typer som Alexander Kristoff og Caleb Ewan er væk, kan det meget vel blive til den anden WorldTour-sejr.

Helt anderledes sikkerhed er der om Maxim Van Gils. Hvor længe hans form holder, ved vi ikke, men vi så i søndags, hvor han grundet De Lie lagde bånd på sig selv, at han stadig er godt kørende. Med de ben, han havde i Ardennerne, vil han formentlig være løbets stærkeste mand, og han er i den fremragende position, at han også kan gøre det færdigt. Han får svært ved at slå Nys og Laurance, men blandt de lettere folk er han med nogen sandsynlighed den hurtigste. Han bekræftede i hvert fald sin fart med 4. pladsen i Liege, hvor han i spurten kun blev slået af Mathieu van der Poel - og ham skal han heldigvis ikke spurte mod i morgen. Det bekymrer mig, at han efter alt at dømme vil være alene i finalen, men han kan håbe, at UAE får skabt så rasende hårdt et løb, at det taktiske spil bliver mere håndterbart. Skal der spurtes om sejren, og har vi kun klatrere tilbage, står han i hvert fald meget, meget stærkt.

Læs også

Vrissen Jayco-stjerne langer ud: Det er en joke

Et næsten lige så sikkert kort er Alex Aranburu. Hvis han har de samme ben, som han havde i Liege, hvor han blev nr. 14, vil han være en af de allerstærkeste i dette felt. Han kan være svingende - bare se på hans 113. plads i Amstel - men det skal gå galt, hvis ikke han er med i front. Er han det, bør han være en af de hurtigste, men desværre har hans fart skuffet mig en del i år. I forvejen har han ikke rigtigt for vane at vinde flade spurter, og han har set endnu ”langsommere” ud i år. Jeg giver ham da heller ikke mange chancer mod typer som Nys og Laurance, men de fleste andre angrebstyper vil han kunne slå på stregen. Til gengæld har jeg svært ved at se ham vinde en større spurt, hvor han næppe slipper for Nys og Laurance, og her vil han også skulle køre for Ivan Garcia Cortina, hvis denne er med hjem - men heldigvis for Aranburu tror jeg ikke på en spurt.

Så er der naturligvis den forsvarende vinder. Sidste år viste Søren Kragh, at han kan vinde på denne rute, men når man ser på udbruddets sammensætning, er det også klart, at danskeren var ”the odd one out”, altså manden, der skilte sig ud som lidt for tung til det selskab. Det kræver således gode, danske ben, særligt i år, hvor klatrerfeltet er stærkere. Heldigvis kørte han et opløftende Fleche med sit lange angreb, men sandt er det også, at han i Liege endte langt bag sin holdkammerat Laurance, der havde samme hjælperrolle som ham. Derfor kan man godt frygte, at Kragh vil ende som hjælper for sin hurtigere holdkammerat, selv hvis han har de samme ben som sidste år. Hvis til gengæld han sidder alene, vil han kunne slå langt, langt de fleste i en spurt, for vi blev sidste år i Luxembourg mindet om, hvor hurtig han er - og ellers har to Tour-etapesejre jo vidnet om hans snilde i det taktiske spil, hvis han og Laurance begynder at lege med overtallet.

En af løbets helt store ubekendte er Maximilian Schachmann. Den genfødte Schachmann, vi så i Baskerlandet, er jo skabt til dette løb, for han kører utvivlsomt med de bedste på disse stigninger, og det allerbedste ved det hele er, at han i samme løb viste en fart, han ellers syntes at have tabt. Selvom hans spurt blev alt, alt for lang, var han i hvert fald pokkers tæt på at vinde 5. etape, og det giver mig en tro på, at han vil kunne slå alle andre end Nys og Laurance. Problemet er jo bare, at han blev syg, og efter at være udgået af Amstel missede han resten af ardennerkampagnen. Med tanke på det lave bundniveau, han har haft de sidste par år, kan man godt frygte, at han møder op i en elendig forfatning, men når han er udtaget til Giroen, kan det ikke være helt galt. Med ham kan det altså gå begge veje, men heldigvis er dette løb trods alt så let, at han ikke behøver at være på 100% for at være med i front - og den genfundne fart fra Baskerlandet kan ingen vel tage fra ham.

I det hele taget er Bora lottokuponernes hold. Tør man nævne Sergio Higuita? Den lille colombianer er jo stadig en tam skygge af sig, og hvis han kommer til løbet med de ben, han havde i Romandiet, kommer han igen vegne. Det er dog trods alt kun et par uger siden, at han endte som nr. 14 på kongeetapen i Alperne, og hvis han har samme ben her, bør han sidde med i front i et felt som dette. Hans gode spurt bør også være intakt, selvom vi ikke rigtigt har set ham i år, og jeg vil regne ham som en af de allerhurtigste blandt de klatrestærke. Det kræver altså bare, at han er på et helt andet niveau, end han var i sidste uge i Schweiz.

En rytter, der til gengæld med sikkerhed bør være med i front, er Marc Hirschi. Hans Liege bekræftede ganske vist, at han aldrig fandt samme niveau som sidste år, men han var rigeligt god til at spille en hovedrolle i dette løb. Han er jo også ganske hurtig, men han er altså ikke så hurtig som tidligere. Det blev vi mindet om sidste år, hvor han kun blev nr. 4, endda bag Konrad og Fedeli, og igen i Liege, hvor han helkiksede i spurten om 3. pladsen. Heldigvis var han ikke alt for langt fra at slå Tim Pidcock i Amstel, og selvom jeg tror, at folk som Aranburu og Van Gils, som han får svært ved at slippe af med, er for hurtige, har han en chance - og ellers vil der formentlig sidde tre UAE-ryttere, der kan lege med overtallet.

Det andet meget stærke UAE-kort er Diego Ulissi, men han er jo helt umulig at regne med. Tag bare løbet i Abruzzo, hvor feltet var meget svagt. Han blev sat på den ganske lette stigning på 2. etape - og dagen efter endte han som nr. 2 på kongeetapen, selvom han havde været hjælper hele vejen. Da han endte som nr. 4 i Torino, så vi også, at han havde svært ved at overleve, og da han blev brugt som en af de første i Fleche og Liege, synes han ikke at være i storform. Vi så også i Coppi e Bartali og i Torino, hvor han blev slået af den normalt langsommere Hirschi, at han ikke har samme fart som tidligere, men samme løb viste også, at han stadig skal regnes som en af de hurtigste blandt de klatrestærke. Særligt med et UAE-overtal har han altså en god chance for at gøre det færdigt, men med de udsving, han har haft i år, aner man ikke, om han vil være med i front.

Det gør man heller ikke med Vincenzo Albanese. Med de klatreben, han havde sidste år, havde jeg givet ham en god chance, men vi så også i sidste års løb, at han skal være skarp for at være med. I år har han mildt sagt været svingende med fornem kørsel i E3 og Flandern Rundt, men et kollaps i Amstel. Her havde han dog også været syg forinden, og det skaber da en smule håb, men uanset hans gode brostensløb har han ikke klatret godt på lange stigninger i år. Derudover har han for vane at tabe spurter, han bør vinde, og derfor føler jeg mig ikke helt sikker på, at han kan gøre det færdigt - og en stor spurt vinder han i hvert fald ikke. Jeg tvivler altså på ham, men på vinderpotentiale må han stadig have en vis rangering.

Ender det i en større spurt, vil Nys nok være min favorit, men et andet godt bud er Alexander Kristoff. Dette er jo et løb, han slet og ret har ejet, og sidste år viste han, at han godt kan være med på denne hårde ruter. Et skidt forår betyder, at der ikke er nogen garanti for, at han kan overleve igen i år, men har han de klatreben, han havde i Torino, har han en god chance. Han er som bekendt bedste efter et hårdt løb og har faktisk kørt ganske fine spurter i år. Til den halvtekniske finale har han også støtte af Rasmus Tiller og forhåbentlig også Søren Wærenskjold, og det giver ham en ekstra fordel.

På papiret er det dog Caleb Ewan, der er feltets hurtigste, og med sine klatreevner er han jo skræddersyet til dette løb. Hans sæson har imidlertid været helt elendig, og hvis han møder op med de klatreben, han har haft gennem hele sæsonen fra Down Under til Tirreno, kommer han ikke med hjem. Derfor er min optimisme også ret begrænset, men omvendt har han nu trænet flere uger i højderne frem mod Giroen. Hvis han stadig har et fornuftigt niveau, skal det komme til udtryk nu, for ellers kan vi vist definitivt afskrive ham. Overlever han, bør han have en vis støtte fra Mauro Schmid, forhåbentlig Anders Foldager og forhåbentlig den i år formsvage Felix Engelhardt, og det vil hjælpe i den tekniske finale, der ellers kan volde ham problemer.

Læs også

Remco kæmper med Tour-forberedelserne: Har været svært

Uno-X har naturligvis også Søren Wærenskjold, og det kan bestemt ikke udelukkes, at de kører for ham. Han og Kristoff har nemlig kørt for hinanden på kryds og tværs i år, og jeg vil i dag mene, at Wærenskjold kan være den hurtigste af de to. Dette er bare Kristoffs løb, og det vil undre mig, hvis ikke de går efter en femte sejr med ham. Der er også stor usikkerhed om Wærenskjolds form. Efter et trist forår, hvor han var helt uden holdbarhed, fandt han benene til Roubaix, men det var et fladt løb. Han har på intet tidspunkt klatret godt i år, og da han har haft pause siden klassikerne, vil det undre mig, hvis han kommer med hjem, hvad han da heller ikke gjorde sidste år. Til gengæld klatrer en god Wærenskjold meget bedre end Kristoff, som vi sidste år så i Belgien og Danmark, og derfor kan han også ende med at være den eneste af de to, der overlever. Får han chancen, har han i hvert fald farten.

En rytter, der bør komme med hjem, er Amaury Capiot. Efter sin ellers endeløse skadespause har han nemlig genfundet sin holdbarhed, som vi særligt så i Oman, og selvom han har haft pause i nu mere end en måned, melder han om form efter en højdetræningslejr. Han er ikke verdens allerhurtigste sprinter, men som han har spurtet i år, kan han helt sikkert vinde i dette sprinterfelt, særligt hvis folk som Kristoff, Ewan og Wærenskjold er faldet fra. Han er også en ørn i positionskampen, og med folk som Albanese og Matis Louvel vil han have et af de allerbedste tog til den tekniske finale.

En af løbets ubekendte er kometen Paul Magnier, der allerede har vundet to gange i år. Det vidner om, at han har masser af fart, men jeg er ikke stensikker på, at den rækker på flad vej. Sejren på Mallorca kom via et sublimt lead-out i en teknisk finale, og sejren i Oman kom i en stigende spurt, der passede ham som fod i hose. Hans spurt i Koksijde var i hvert fald skuffende, men her var han nok også træt efter et hårdt sidevindsræs. Mere bekymrende er det, at han netop har kørt to spurter på 2.2-niveau i Ardennerne, hvor han kun blev nr. 2. Vi kan heller ikke være sikre på, at han overlever, men en god Magnier bør være en af de allermest holdbare sprintere, og han har da vist en vis form i sine seneste løb på lavere niveau. Spørgsmålet er så bare, om farten rækker hele vejen.

UAEs tredje kort er kometen Jan Christen. Akkurat som Hirschi sidder han med sikkerhed med i front, men han lider under, at han næppe kan gøre det færdigt i en spurt. Han skal altså vinde via taktik, men han har allerede vist en fantastisk næse for taktiske angreb i taktiske finaler. Det så vi i Laigueglia, hvor han dog dummede sig og ødelagde løbet for Ayuso, det så vi, da han blev nr. 2 i Torino - foran Hirschi og Ulissi, som vil være hans makkere igen i dette løb - og det så vi senest med sejren i Abruzzo. Særligt hvis UAE får det gjort rasende hårdt, så de kan sidde i massivt overtal i en lille gruppe, vil det være dumt at udelukke en mand, der allerede har vist sig som kongen af taktiske angreb.

Movistars andet kort er Ivan Garcia Cortina, men han er jo helt umulig at regne med. I år har han kørt, som vinden blæser, og i de fleste tilfælde har han skuffet fælt. Til gengæld har han nærmet sig fordums styrke i sine bedste løb som Omloop, Tirreno og Flandern, og vi så allerede sidste år i Agostoni og San Sebastian, at han har genfundet så gode klatreben, at han har en chance for at være med i et hårdt løb på en rute som denne. Lykkes det, vil han være en af de helt store favoritter i en spurt, men han skal være knivskarp, hvis det skal lykkes. Med det, han viste i Amstel og Roubaix, er det svært at tro på ham - også fordi han er færdig med den vigtigste del af sæsonen - men man er nødt til at give ham en rangering i kraft af sit potentiale. Han vil i en større spurt også have en reel chance for at vinde, særligt hvis det har været hårdt, men som han har spurtet i år, skal vi have et ret lille felt uden mange andre sprintere, hvis det skal lykkes.

Det var godt at se Axel Zingle i søndags. Her viste han, at han er tilbage på sporet efter sin katastrofale sæsonstart, men jeg tror alligevel, at dette løb bliver for hårdt. Lange stigninger har aldrig været hans spidskompetence, og han havde det svært mod de bedste på stigningerne i søndagens løb i et meget svagere felt. Selv den bedste Zingle vil formentlig finde Feldberg for lang, og den bedste Zingle har vi næppe. Helt afskrives til et hårdt løb kan han ikke, men hans bedste chance er nok en spurt. Her vil der formentlig være hurtigere folk end ham, men får vi et meget lille felt, har han en reel chance, særligt i en teknisk finale, som han vil elske.

Så er der Mike Teunissen . Han havde ikke nogen stor klassikersæson, men han kørte nu ganske pænt i både Flandern og Roubaix. Den allerbedste Teunissen vil måske have en lille chance for at køre med de bedste på stigningerne, men det er svært at tro, at vi har så god en Teunissen efter hans løbspause. Nej, hans chance er en spurt, men er han i nogenlunde form, bør han også være mere holdbar end langt de fleste sprintere. Der vil formentlig være hurtigere folk end ham, men kommer vi af med de rigtige sprintere, har han bestemt en chance. Han vandt som bekendt i Norge sidste forår, men det var dog i en stigende finale, der passede ham betydeligt bedre end denne flade afslutning. Til gengæld er han god i positionskampen.

En uhyre spændende rytter er kometen Riley Sheehan. Også han er en af de ryttere, vi er ved at lære at kende, og derfor kan han overraske. Han har ikke vist nogle klatreevner, der gør det sandsynligt, at han kan være med helt fremme, men han så nu pokkers godt ud på stigningerne i søndags - dog i et meget svagere felt og på lettere bakker. Sidste år var han jo også meget langt fremme på den benhårde rute i Japan, men her var han nok hjulpet meget af det rædselsfulde vejr og generelt træthed i slutningen af oktober. Til gengæld viste han med sejren i Tours og senest i søndags, at han har en hæderlig spurt, men jeg tvivler stadig på, at den er god nok til at vinde. Han vil sikkert også blande sig i en stor spurt, men den vinder han ikke. Hans chance er det hårde løb, men her er han i lyset af sit flotte løb i søndags også så spændende, at han er en kandidat.

DSM har et ganske fint kort i Kevin Vermaerke, der i dette forår har bekræftet sin store fremgang fra sidste efterår. Han havde en ganske hæderlig ardennerkampagne, og jeg bliver derfor overrasket, hvis ikke han er med i front, også fordi han har kurs mod sit store mål i Giroen. Han har flere gange i år bekræftet, at han er ganske hurtig, men han blev jo altså slået af både Hirschi og Ulissi i Torino. Han vinder derfor ikke mod alle de hurtigste efter et hårdt løb, men i en taktisk finale står han med fine kort, fordi hans fart giver ham en mulighed for at slå en eventuel følgesvend på stregen.

Læs også

Dansk virksomhed sponsor for Vingegaards hold

En joker Lukas Nerurkar. Det unge britiske talent har haft det lidt svært i år, men han nåede at imponere på Mallorca, inden krisen satte ind. Sidste år så vi også, at han godt kan være med på højt niveau, men det er klart, at hans seneste løb i Amstel og Brabantse ikke skaber den helt store optimisme. Her var han imidlertid også ren hjælper, mens han her bør få lov at køre sin chance. Gør han det, burde han have en mulighed for at kunne gå med de bedste, og efter at hans fart i Coppi e Bartali og Loire tog mig totalt på sengen, har han faktisk en helt reel mulighed for at gøre det færdigt.

Jeg vil slå Lorenzo Rota og Georg Zimmermann sammen. Begge kørte de finale sidste år, men selvom de begge har en ret god spurt, endte de kun som nr. 5 og 7. Derfor skal det virkelig flaske sig, hvis de skal gøre det færdigt, men da de ikke er helt langsomme og har hinanden i et overtal, skal de tages seriøst. Det kræver selvfølgelig, at de er med i front, og mens Rota stadig er langt fra fordums styrke, har Zimmermann ledt efter formen i dette forår. Begge viste dog et niveau i deres seneste løb, særligt Rota, der giver mig en vis tro på, at de vil være der, og så må vi se, om de kan få det taktiske spil til at flaske sig.

Tør jeg nævne Roger Adria? Han har haft et miserabelt år, og efter lyspunkterne i Fleche og Amstel faldt han sammen igen i Romandiet, hvor han skuffede fælt på 1. og 2. etape. Pludselig endte han så som nr. 18 på kongeetapen, og det vidner om, at han er helt, helt umulig at regne med. Han er jo en ganske hurtig herre, som vi senest så i Oman, men vinde en spurt mod de bedste i dette felt kan han ikke. Til gengæld kan han sammen med Schachmann og Higuita udgøre et overtal, der er lige så massivt som det, UAE kan mønstre.

Q36.5 har Gianluca Brambilla¸ der igen i år har været meget svingende. Han har dog kørt på et hæderligt niveau i år, senest i Brabantse, Amstel og i søndags, og har han de ben, bør han være med de bedste i dette felt. Han har også bekræftet, at han stadig er en relativt hurtig herre, men det er usandsynligt, at han vidner en spurt. Eksempelvis blev han slået af Hirschi, Ulissi og Vermaerke i Torino. Til gengæld har han en enorm rutine i det taktiske spil, og når man kombinerer det med hans fart, står han ikke uden chancer.

Jeg skal vel også nævne Giulio Ciccone. Det er tidligt i hans comeback, men han viste jo faktisk så fint et niveau i Romandiet, at han med nogen sandsynlighed kører finale i dette løb. Det er klart, at han skal køre for Nys, hvis de begge er med i front, men hvis ikke belgieren klarer den, kan han formentlig sætte sig på hjul grundet Nys-kortet. Gør han det, står han ret stærkt i det taktiske spil, og da han jo også er ganske hurtig, er der bestemt muligheder for at gøre det færdigt.

Uno-X har et tredje kort i Rasmus Tiller. Disse stigninger er for svære til, at han kan være med i front, men jeg vil blive overrasket, hvis ikke han er med i feltet. Han har i hvert fald en reel chance for at sidde der uden hverken Kristoff og Wærenskjold, og sker det, skal han selv køre spurten. Den får han svært ved at vinde, men efter et hårdt løb kan han ikke helt afskrives. Hans spurter i Besseges mindede os i hvert fald om, at han er ganske hurtig.

Tør man nævne Alessandro Covi? Det er efterhånden svært at tro på ham, og hans resultater taler for, at han er ren hjælper, der skal hjælpe UAE med at gøre det hårdt. Den bedste Covi kan imidlertid være med i front og gøre det færdigt i en spurt, og da han ikke har kørt løb i en måned, aner vi ikke, om han pludselig har fundet sig selv. Det er dog også svært at se, hvorfor han skulle have trænet specielt meget frem mod den kommende periode, og min optimisme er derfor begrænset. Til gengæld har han to muligheder for at vinde. Får vi et meget hårdt løb uden rigtige sprintere, kan en god Covi vinde en større spurt i dette felt.

Endelig er jeg nødt til at nævne Ben Healy. Det skal godt nok flaske sig, hvis han skal gøre det færdigt, men når han nu genfandt sine gode ben i Liege, vil han jo med stor sandsynlighed være en af de allerstærkeste. Ender det ikke i en spurt, kører han med sikkerhed finale, og så må vi se, om han kan kringle det taktiske spil til sin fordel. Han skal jo alene hjem for at vinde, og derfor er chancen for en sejr ganske, ganske lille, men hans styrke og angrebslyst giver ham da nogle kort at spille.

Lad mig slutte med at nævne et par ryttere, der med ret stor sandsynlighed er med i front, hvis vi får et hårdt løb, men som - akkurat som Healy - får meget svært ved at gøre det færdigt. Det er navne som Wout Poels, Jack Haig, Emanuel Buchmann, Luca Vergallito, David De La Cruz, Matteo Badilatti, Frank van den Broek, Markus Hoelgaard, Odd Christian Eiking, Derek Gee, Darren Rafferty og Lukas Eriksson, der alle har en vis sandsynlighed for en top 10, men ingen stor chance for at vinde.

Læs også

En mesters morgenmad: Pogacar spiste i 40 minutter

***** Thibau Nys

**** Axel Laurance, Maxim Van Gils

*** Alex Aranburu, Søren Kragh, Maximilian Schachmann, Sergio Higuita, Marc Hirschi

** Diego Ulissi, Vincenzo Albanese, Alexander Kristoff, Caleb Ewan, Søren Wærenskjold, Amaury Capiot, Paul Magnier, Jan Christen, Ivan Garcia Cortina, Axel Zingle, Mike Teunissen, Riley Sheehan, Kevin Vermaerke, Lukas Nerurkar, Lorenzo Rota, Georg Zimmermann, Roger Adria, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone, Rasmus Tiller, Alessandro Covi, Ben Healy

* Nils Politt, Wout Poels, Sjoerd Bax, Filippo Baroncini, Sam Bennett, Nikias Arndt, Laurenz Rex, Pierre Gautherat, Gonzalo Serrano, Matevz Govekar, Oliver Naesen, Jasper De Buyst, Marco Haller, Matis Louvel, Henri Uhlig, Frank van den Broek, Odd Christian Eiking, Pascal Eenkhoorn, Mads Würtz Schmidt, Emanuel Buchmann, Jack Haig, Darren Rafferty, Markus Hoelgaard, David De La Cruz, Matteo Badilatti, Derek Gee, Luca Vergallito, Xandro Meurisse, Fausto Masnada, Gorka Izagirre, Jonathan Lastra, Neilson Powless, Fabio Christen, Yves Lampaert, Owain Doull, Felix Engelhardt, Anders Foldager, Mauro Schmid, Piet Allegaert, John Degenkolb, Mathias Vacek, Jannik Steimle, Niklas Märkl, Nicolo Buratti, Lucas Eriksson, Gil Gelders, Pepijn Reinderink

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Danskerne

Hos Alpecin er den forsvarende vinder, Søren Kragh, enn af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Bora skal Frederik Wandahl formentlig støtte primært Maximilian Schachmann og Sergio Higuita, og hos Jayco skal Anders Foldager støtte Caleb Ewan. Hos Israel-PT kan Mads Würtz Schmidt formentlig få en vis frihed, selvom kaptajnen må være Riley Sheehan. Endelig skal Mathias Norsgaard hos Movistar støtte primært Alex Aranburu og Ivan Garcia Cortina.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Søren Kraghs sejr fra 2023, Sam Bennetts sejr fra 2022, Jasper Philipsens sejr fra 2021, Pascal Ackermanns sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejre fra 2018, 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Dceuninck: Laurance og Kragh ligner de bedste bud. Luca Vergallito bør kunne være med i et hårdt løb, men kan næppe gøre det færdigt, mens Xandro Meurisse nok er for langt fra fordums styrke. Bedre chance har den holdbare sprinter Henri Uhlig, men det er svært at tro, at de kører spurten for ham og ikke Laurance.

BORA-hansgrohe: De bedste bud er Schachmann, Higuita og Adria. Emanuel Buchmann kan også være med i front, men skal alene hjem for at vinde, mens Frederik Wandahl nok er hjælper. Til en spurt har de Marco Haller, men efter en pause er det tvivlsomt, om formen rækker til at overleve.

Q36.5 Pro Cycling Team: Brambilla ligner det bedste bud. David De La Cruz og Matteo Badilatti klatrede godt i Romandiet, men de får svært ved at gøre det færdigt, mens Alessandro Fancellu ikke har vist form. Til en spurt har de Fabio Christen, der dog ikke vinder, da jeg tvivler på, at Jannik Steimle sidder med hjem.

UAE Team Emirates: Hirschi, Ulissi og Christen ligner de bedste bud med Covi som joker. Nils Politt har klatret fremragende i år, men skal være helt skarp for at være med her og melder om knap så god form efter en pause. Filippo Baroncini passer til løbet, men har været skadet. Det samme gør Sjoerd Bax, men nogen skal jo gøre det hårdt.

Læs også

2. hviledag: Løbets overraskelse og Pogacars Tour-form under lup

Team dsm-firmenich PostNL: Vermaerke ligner det bedste bud, men formstærke Frank van den Broek bør køre med de bedste. Selvom han kan spurte, er det dog svært at se ham vinde. Til en spurt har de John Degenkolb eller den tungere Niklas Märkl, der klatrede dfitn i Romandiet, men de vinder ikke.

Uno-X Mobility: En spurt med Kristoff, Wærenskjold eller Tiller ligner vejen til sejr. Til et hårdt løb har de Odd Christian Eikin og Markus Hoelgaard, der viste form i Ardennerne, men de får svært ved at gøre det færdigt. Jeg tvivler på, at Ådne Holter kan køre med de bedste, og det er ikke et løb for Jonas Abrahamsen.

Israel-Premier Tech: Sheehan ligner manden. Mads Würtz Schmidt kunne komme langt på denne rute, men selvom han så godt ud i søndags, lignede han ikke en mand med de nødvendige superben, der skal til for at klatre med de bedste. Derek Gee er i fremgang, men hvis han kører med, får han svært ved at gøre det færdigt. Sprinterne Michael Schwarzmann og Oded Kogut er for tunge.

Lidl-Trek: Det må handle om Nys med Ciccone som plan B. Holdet har også hurtige Mathias Vacek, men han klatrer næppe med de bedste.

Lotto Dstny: Det handler om Van Gils. Pascal Eenkhoorn har i år ikke klatret helt godt nok til et hårdt løb. Til en spurt har de Jasper De Buyst, der dog næppe vinder.

Soudal-Quick Step: En spurt med Magnier ligner vejen. Yves Lampaert kan ikke køre med de bedste, og Fausto Masnada skuffede igen i Romandiet. Jeg er dog spændt på, om Gil Gelders og Pepijn Reinderink kan overraske.

EF Education-EasyPost: Nerukar og Healy ligner de bedste bud. Også Darren Rafferty bør køre med de bedste, men han får svært ved at gøre det færdigt, men det er det første løb for Neilson Powless efter den lange skadespause. Til en spurt har de den i år velkørende Owain Doull, men han vinder ikke, og Jardi Christiaan van der Lee har haft det svært.

Team Jayco AlUla: Det erklærede mål er en spurt med Ewan. Det er ellers et godt løb for Mauro Schmid, men han er erklæret hjælper efter en svag ardennerkampagne. Et hårdt løb vil passe til Anders Foldager, men han mangler nok for meget. Til gengæld kan han være en plan C til en spurt. Plan B er Felix Engelhardt, men han har skuffet hele året og mangler farten. Max Walscheid er for tung, og Callum Scotson har ikke klatret på sit bedste i år.

Arkea-B&B Hotels: Albanese og Capiot ligner de bedste bud. En formstærk Matis Louvel kunne måske være med i et hårdt løb, men han er på vej tilbage efter skaden og er nu nok kun plan C til en spurt. Laurens Huys og Simon Guglielmi har skuffet hele året.

Bahrain-Victorious: Wout Poels og Jack Haig bør køre med de bedste på stigningerne, men får svært ved at gøre det færdigt. Til en spurt satser de på Matevz Govekar, der klatrede godt i Romandiet, men han mangler farten. Holdet har også den normalt mere holdbare Nikias Arndt, men han er efter et skidt Romandiet erklæret hjælper. Nicolo Buratti er spændende og kunne være en plan C i en spurt.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Med den nye rute bør det være for hårdt for Sam Bennett og også for Edvald Boasson Hagen. Jeg tvivler på, at Pierre Gautherat eller Oliver Naesen kan klatre med de bedste, men de er begge fine kandidater til en spurt, som de dog ikke kan vinde. Her er Dries De Bondt vel plan D. Stan Dewulf kører sit første løb eftr sin operation.

Movistar Team: Aranburu og Garcia Cortina ligner de bedste bud. Gonzalo Serrano har en chance for at køre med de bedste og passer til løbet, men han har skuffet hele året, senest i Asturien, og vil derfor ende som hjælper for Aranburu. Det samme vil gælde for Sergio Samitier, der ellers klatrede hæderligt i Asturien.

Intermarché-Wanty: Rota, Zimmermann og Teunissen ligner de bedste bud. De har også Laurenz Rex som alternativ til en spurt, men han er tungere end Teunissen og næppe flyvende efter sin pause, ligesom han nok mangler den sidste fart på flad vej. Kobe Goossens manglede i Romandiet meget efter sin skade.

Tudor Pro Cycling Team: Det ligner et svært løb, da den hurtigste, Mika Heming, næppe kommer med hjem. Lucas Eriksson har vist lovende takter, men han får svært ved at gøre det færdigt, mens Hannes Wilksch intet har vist, og Joel Suter kører sit første løb efter en skade.

Cofidis: Det må handle om Zingle. Man kan ikke helt udelukke, at særligt Jonathan Lastra og måske også Gorka Izagirre kan være med de bedste, men det er svært at se dem gøre det færdigt. Piet Allegaert er en holdbar sprinter, der endelig har fundet formen, men jeg tror, at de kører spurten for Zingle.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT