Optakt: Giro del Veneto

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det relativt nye etapeløb Adriatica Ionica Race i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Dansker klar til ny udfordring: Jeg vil være med i toppen af dansk cykelsport

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. Sidste år voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni afvikledes de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. I år er GP Beghelli desværre igen aflyst, og da det samme gælder for Trofeo Matteotti, mens Milano-Torino er rykket til sin gamle placering i marts, er der i år ”kun” 11 endagsløb i den flotte efterårsserie mod de hele 13 løb, vi havde i sidste år serie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb (det var i hvert fald planen, indtil dårligt vejr førte til aflysning af Memorial Marco Pantani) og en pause i forbindelse med VM, nåede serien sit klimaks de seneste uger, hvor Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte var opvarmning til den store finale i Lombardiet, men for andet år i træk fortsætter festen en uges tid endnu. Det er nemlig lykkedes for Filippo Pozzato at ”opfinde” en cykeluge i Veneto-regionen, hvor man onsdag kører det genopstandne Giro del Veneto, fredag kører et stort gravelløb og søndag runder den italienske sæson af med blot den anden udgave af det nye Veneto Classic.

Giro del Veneto er et af de mange historiske løb, der forsvandt fra kalenderen, da den økonomiske krise kørte en grønthøster igennem den efter finanskrisen. Det gjorde ondt, for der er tale om en ældgammel klassiker, der for første gang blev afviklet helt tilbage i 1909, hvor Luigi Pogliani sejrede. Starten var temmelig omtumlet, da anden udgave først blev afviklet i 1912, og derefter skulle man om på den anden side af krigen, inden den tredje udgave fandt sted i 1922. Hurtigt etablerede det sig som et italiensk storløb, der blev vundet af giganter som Costante Girardengo, Alfredo Binda og Fausto Coppi i de tidlige år, og bortset fra aflysninger i 1929, 1932, 1933, 1937, 1940, 1943, 1944 og 1997 var det på programmet hvert eneste år.

Det var dog også en meget italiensk affære. Faktisk var Angelino Soler, der vandt i 1962, frem til 1974 eneste udlænding på podiet, men herefter blev det en anelse mere internationalt. Blandt andet vandt Roger de Vlaeminck i 1974, og den fjerde udenlandske vinder var sågar danske Jesper Worre i 1983. I alle årene har det dog i altovervejende grad været et nationalt foretagende, som nok er blevet domineret af næsten alle de bedste italienske ryttere, men hvor det udenlandske aftryk har været begrænset.

Desværre blev den næsten ubrudte serie, der strakte sig helt fra 1945 til 2010, afbrudt, da den økonomiske krise ramte. Faktisk var nedturen allerede startet året forinden, hvor løbet blev degraderet fra 1.HC- til 1.1-status, og i 2011 betød økonomiske vanskeligheder, at det blev aflyst. Året efter afvikledes det sammen med og under navnet Coppa Placci, der var et andet historisk italiensk løb, men også det forsvandt som følge af krisen.

Heldigvis er der generelt bedring i italiensk cykelsport i disse år, hvor der er opstået et par nye løb, og i 2021 genskabtes Giro del Veneto efter 10 års fravær som det første af de mange historiske løb, der er forsvundet. Det skete med Filippo Pozzato som primus motor, idet den tidligere stjerne har lagt en stor indsats i at genrejse Veneto-regionen som et cykelmekka. I 2020 fik han det italienske mesterskab til området, og i 2021 genskabte han ikke blot Giro del Veneto. Han skabte også skabt et nyt løb, Veneto Classic, samt et nyt gravelløb. Klogelig har man lagt dem i samme periode som de mange øvrige italienske efterårsløb, og selvom deres placering som de to sidste løb i den lange række på hele 11 endagsløb har betydet, at de vil de svagest besatte i serien, er det lykkedes at skabe en vis synergi med de øvrige løb, selvom hovedparten af feltet vil runde sæsonen af med Il Lombardia. Sidste år fik man fire WorldTour-hold til start, og i år betyder den intense pointjagt, at hele otte hold fra øverste niveau vil være at finde i feltet.

Rutemæssigt har der været variationer, men i de senere år har det været et typiskeitaliensk endagsløb. De følger nemlig næsten alle et format, hvor man har en flad start, en kuperet midtersektion og en flad finale, og dermed er de ofte skabt til stærke sprintere - dog med forskellig grad af sværhedsgrad. Den model fastholdtes også til den genskabte udgave i 2021, mens man til den anden udgave i 2022 har valgt et mere sprintervenligt design.

Cavendish fik sejren i sit sidste løb

Sidste år var ruten ganske kuperet, da man inden den flade finale i Padova skulle over nogle korte, men ganske svære stigninger. Resultatet blev etableringen af en gruppe på små 30 mand, der havde kurs mod at spurte om sejren, men i den taktiske finale lykkedes det Xandro Meurisse, Matteo Trentin og Jhonatan Restrepo at køre væk. Dårligt samarbejde betød, at de på den sidste kilometer stort set var hentet, og det tvang Trentin til at åbne en lang spurt. Den blev dyr, da det lykkedes Meurisse at gå forbi og tage en uventet sejr foran italieneren, mens Restrepo blev hentet af feltet, hvorfor den sidste podieplads gik til Alberto Dainese. Meurisse vender tilbage for at forsvare titlen, og han vil igen være oppe mod Trentin, men til gengæld bliver der ingen Dainese, da sprinteren har sluttet sin sæson.

Ruten

Som det ligger i navnet, er Giro del Veneto en regional rundtur i Veneto-regionen i Italiens nordøstlige hjørne, og gennem sin lange historie har løbet derfor aldrig haft et fast format. Da mere end halvdelen af regionen udgøres af den helt flade Po-slette, har løbet sjældent været alt for vanskeligt, heller ikke selvom næsten en tredjedel af regionen faktisk udgøres af bjerge. Som regel har man holdt sig til det fladere område på Po-sletten, og i de sidste år inden løbets kollaps spillede Padova, der ligger i dette flade område, ofte en eller anden rolle.

Det gjorde byen også til denne første udgave af det genskabte løb, for Padova var nemlig målby for løbet, der startede i Cittadella. Begge byer ligger på Po-sletten i et af Europas fladeste områder, men umiddelbart sydvest og vest for Padova ligger to højdedrag, og løbet bestod i alt væsentligt i en tur frem til og gennem disse to kuperede områder, inden man kørte ad sletten igennem fladt terræn ind til målet i Padova. Det gav løbet et klassisk format for et italiensk løb med en flad start, en kuperet midtersektion og en flad finale.

Samme koncept følges i år, hvor man skal køre fra Padova til en ny afslutning i Vicenza, og igen er omdrejningspunktet de to højdedrag, der ligger mellem de to byer. Denne gang har man dog skruet ned for vanskelighederne, da de sværeste stigninger ligger langt fra mål, og nu sluttes i stedet med en lettere rundstrækning, der berører det ene af de to højdedrag, men byder på nemmere bakker.

Med en distance på 159,8 km er der igen i år tale om et relativt kort løb, der altså fører feltet fra Padova til Vicenza. Som sagt ligger startbyen på den flade Po-slette, og derfor er det helt fladt, når man lægger ud med at køre mod sydvest, vest og nordvest lang sletten frem til det første af de to højdedrag. Her drejer man mod syd for at skære ind gennem det kuperede terræn, men man kører behændigt uden om alle bakkerne. Således er det fortsat næsten helt fladt, når man kører ned til det sydligste punkt i byen Arqua Petrarca, der nås efter 35,5 km, hvor man kortvarigt kører mod vest, inden det går mod nord igennem fladlandet på grænsen mellem sletten og højdedraget.

I byen Bastia, der nås efter 57,4 km, er man tilbage på Po-sletten, og herfra følger man det flade terræn videre mod nord og nordvest frem til kanten af det andet af de to højdedrag. Her drejer man mod sydvest for at køre hen langs kanten til bakkerne, inden løbet endelig tager fat.

Det sker, når man drejer mod nordvest for at skære ind gennem højdedraget. Først skal man over Ca’Lerna (2,9 km, 5,2%), hvis første 1,8 km stiger med 7,3% i snit, inden den flader ud med 2-3% frem mod toppen, som rundes efter 86,0 km. En let nedkørsel leder videre mod nordvest, inden det med det samme går mod nordvest op ad Bocca d’Ansiesa (1,5 km, 5,8%), der er en relativt jævn stigning med top efter 91,6 km. Endnu en let nedkørsel leder videre mod nordvest, inden det går mod nordøst igennem først let stigende terræn og siden op ad bakken Peraolo (4,2 km, 3,6%), hvis første 2,2 km stiger med 6,1%, inden den flader ud med 0-3% frem mod toppen, som rundes efter 101,7 km.

Herfra resterer fortsat 58,2 km, og nu er den svære del af løbet overstået. En teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til kanten af højdedraget, hvor man efter 106,1 km rammer den afsluttende rundstrækning. Nu kører man de sidste 10,6 km af denne, hvor det enten er let faldende eller fladt.

Mørkøv og Aagaard vinder 3-dagsløbet

Efter 116,7 km krydser man stregen for første gang, og løbet afsluttes nu med to omgange på den 21,5 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordøst, sydøst, syd og sydvest ad lange, lige og flade veje på Po-sletten ned til udkanten af højdedraget. Her kører man mod sydvest og nordvest op ad Arcugnano (2,8 km, 4,4%), der stiger med 4-6% over de første 2 km, og dernæst med 2-3% frem mod toppen, som rundes efter hhv. 128,0 km og 149,6 km.

Fra sidste passage resterer fortsat 10,2 km, som går mod nord op og ned ad en lille bakke, inden det falder let mod nord ned mod udkanten af Vicenza. Her kører man en lille runde om byen ved først at køre mod vest og siden nordøst ind til centrum igennem helt fladt terræn over de sidste 4 km. Finalen er relativt teknisk, da man drejer med 2400 m, 2300 m og 2100 m igen, hvorefter man skal igennem en rundkørsel med 1600 m igen. Nu følger et sving i en rundkørsel med 1100 m igen, inden man skal igennem endnu en rundkørsel med 800 m igen. Slutteligt drejer man til venstre i en rundkørsel bare 500 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 1518 højdemeter mod 1673 højdemeter i 2021.

Pogacar om hård træning: Ikke mange vil køre med mig

Vejret

Med undtagelse af Coppa Agostoni er alle de italienske efterårsløb blevet afviklet i godt vejr, og sådan vil det også være i denne uge. Onsdagen vil ganske vist være temmelig skyet med kun lidt sol, men det vil være tørt med en temperatur på 23 grader. Derudover vil der bare være en let vind (7-9 km/t) fra først øst og siden sydøst. Det giver vind fra alle retninger i den indledende fase, men man får medvind op over de to første bakker og sidevind på den tredje. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind, inden man på stigningen får sidevind på den nedre del og medvind på den øvre del. Herfra vil der være sidemedvind, indtil man med 2100 m igen få sidevind, med 1100 m igen for sidemodvind og med 500 m igen får sidemedvind.

Favoritterne

Giro del Veneto er måske nok et ældgammelt løb, men det har været væk fra kalenderen i så mange år, at det næsten føles som en helt ny begivenhed. Det gør dog ikke så meget. Med en rute, der altid har varieret fra år til år, har man alligevel aldrig kunnet bruge det foregående års løb til specielt meget.

Det kan vi heller ikke i år, hvor ruten intet har til fælles med 2021-udgaven. Konceptet er grundlæggende det samme med en flad start, nogle bakker midtvejs og en flad finale, men der er ingen tvivl om, at denne rute er lettere og betydeligt mere sprintervenlig. Hvor vi sidste år var efterladt med 30 mand efter stigningerne, er der på denne rute utvivlsomt en ganske god chance for, at vi får en reduceret massespurt.

Løbet er nemlig ikke vanvittigt hårdt. For det første er der tale om et meget kort løb, og for det andet er langt det meste af ruten flad. Den hårde fase kommer relativt langt fra mål, og herefter er der kun de to ture op ad rundstrækningens stigning. Den er bestemt ikke verdens sværeste, men den gennemsnitlige stigningsprocent snyder, da den flader ud over de sidste 800 m. De første 2 km stiger trods alt med 5-6%, og det kan nok gøre nogen skade.

Den struktur er noget, vi kender fra de fleste italienske endagsløb, og her stiller man altid sig selv det samme spørgsmål. Bliver det samlet til en reduceret massespurt? Eller lykkes det en lille gruppe at gøre forskellen? I de foregående løb gjorde gruppen forskellen i det hårde Coppa Agostoni, mens vi fik reducerede massespurter i både Coppa Bernocchi og Gran Piemonte, selvom gruppen i sidstnævnte løb var noget mindre, end de fleste havde forestillet sig.

Vi stiller samme spørgsmål til dette løb, og der ingen tvivl om, at chancen for en spurt er ganske god, betydeligt større end i Coppa Agostoni. Spørgsmålet er bare, hvem der vil hvad. I mine øjne har løbet to nøglehold, nemlig Alpecin og UAE. Araberne kommer med en skræmmende stærk trup, og de har et hav af vinderkandidater. Alle har de dog det til fælles, at de skal vinde i et hårdt løb, og det vil derfor være meget mærkværdigt, hvis ikke de går bersærk på stigningerne midtvejs og - om nødvendigt - på rundstrækningens stigning.

Det samme gælder for Alpecin. Det er en gave for løbet, at Mathieu van der Poel har lidt VM-form og -frustration, der skal brændes af, og at han i sidste øjeblik har valgt at forlænge sin sæson med disse løb efter weekendens bronzemedalje ved gravel-VM. Hans deltagelse betyder altid én ting, nemlig angreb, og da resten af Alpecin-mandskabet også består af holdbare og klatrestærke folk, må man formode, at de vil gøre fælles front med UAE i et forsøg på at splitte feltet og undgå en spurt.

Jeg tror faktisk, at chancen herfor er relativt god. Der er ganske få sprintere til start, og det er vel primært BikeExchange, Bardiani, Trek og Cofidis, der har en soleklar interesse i en spurt. Problemet er, at de færreste hold kan være med, når UAE og Alpecin åbner for gassen, og så vil man se hold, der jagter, selvom de egentlig ikke har de store chancer i en spurt. Det så vi eksempelvis med Bora i Coppa Bernocchi, hvor holdet var til start helt uden sprinter.

”Jeg ser ikke en fremtidig Tour-vinder i ham”

Der kan altså være mange hold, der i sidste ende vil gå efter en spurt, men UAE kan så glæde sig over, at mange hold er relativt svage. De kommer i små og knap så stærke formationer, og flere hold er til start med bare fem mand, også sprinterholdet BikeExchange. Derudover er Remy Rochas så godt kørende, at han måske kan gå med i angrebene og dermed eliminere Cofidis fra gruppen af jagtende hold, hvis altså ikke han leger spielverderber ved at sætte sig på hjul. Endelig er vinden perfekt for de ryttere, der vil undgå en spurt, da der er medvind på stort set alle stigningerne og medvind på stykket hjem fra sidste bakke.

I morges troede jeg mest på en spurt. Ruten er så let, at jeg ikke havde tøvet, hvis vi havde været tidligere på sæsonen med stærkere og mere friske mandskaber, og uden Van der Poel ville jeg også have troet meget på samling. Nu synes jeg imidlertid, at UAE og Alpecin begge ser så stærke ud, at der bør være potentiale. Begge kan have flere mand med i den gruppe, der måtte køre væk, og kan de finde ud af at samarbejde, tror jeg på, at de kan holde feltet stangen. Det kan dog gå begge veje.

Derfor peger jeg på Mathieu van der Poel. Hans form var allerede usikker op til VM grundet den specielle forberedelse, men selv var han ret optimistisk. Spørgsmålet er, hvor han står nu efter den store skuffelse, der næppe har bidraget til træningsmotivationen. Hans medalje i weekenden tilsiger dog, at han ikke er helt skidt kørende, og alene det forhold, at han har valgt at køre disse to løb, indikerer, at han har både gode ben og motivation.

Sker det, må han være manden, der skal slås, hvis en gruppe kører væk. Blandt de ryttere, der kan være i en sådan gruppe, er det svært at se, hvem der kan slå ham på stregen. Problemet kan være det taktiske spil, men Alpecin er så stærke, at de bør kunne sidde med to eller tre mand i en sådan gruppe. Det vel øge chancen for, at det kan holdes samlet, og i en sådan situation plejer Van der Poel at kunne gøre det færdigt. Får vi en massespurt, vil han i dette felt også have en relativt god chance, særligt i den meget kringlede finale, og dermed står han stærkt uanset hvad. Derfor er han min favorit.

Alpecin har dog flere kandidater. Stefano Oldani har været svingende, for han skuffede fælt i Piemonte, men i Lombardiet viste han, at han stadig er godt kørende. Han vil både kunne være med i en lille gruppe, hvor han vil kunne deltage i det taktiske spil sammen med Van der Poel, og ender det i en stor spurt, er det heller ikke udelukket, at de vil køre for ham. Han er ikke verdens hurtigste, men med et lead-out fra Van der Poel i denne kringlede finale vil han have en chance. Holdet har også den forsvarende vinder, Xandro Meurisse, der har vist hæderlig form, men skal han vinde, skal det - som i 2021 - være via det taktiske spil efter stigningerne. Til gengæld synes Jay Vine fortsat langt fra formen, og både Nicola Conci og Kristian Sbaragli synes at trænge til ferie.

Det andet superhold er UAE, og de har flere gode kandidater. Bedst chance har nok Matteo Trentin, der vel er manden, der kan slå Van der Poel i en spurt i en lille gruppe. Problemet er, at han både i Paris-Tours og Piemonte virkede træt og slidt, og derfor er jeg ikke sikker på, at han kan være med i angrebene længere. Det kræver, at han genfinder benene fra Bernocchi, og selv da kan det blive svært for ham at slå Van der Poel på stregen. I en stor spurt vil han også have en chance, men vi så i Bernocchi, at der formentlig er et par stykker, der er hurtigere end ham. Med et ganske formidabelt tog vil det dog være muligt for ham at vinde i det taktiske spil.

Holdets bedste chance er dog via overtal og taktik. Diego Ulissi er fremragende kørende, og selvom han ikke synes helt på toppen, viste Marc Hirschi i Bernocchi, at han vil være en af de bedste på bakkerne i dette løb. Davide Formolo bekræftede også sin storform, da han satte Pogacar i scene i lørdags, og jeg vil tro, at de alle tre vil sidde med i den gruppe, der måtte køre. Jeg har også et lille håb om, at Alessandro Covi endelig har fundet så megen form, at han kan være med i angrebene på denne lidt lettere rute. Sker det, vil han være den hurtigste af de fire og nok også den eneste af dem, der måske kan slå Van der Poel på stregen. Deres styrke er dog det taktiske spil, og her er det klart, at Covi, Ulissi og Hirschi står klart stærkest, da de også alle er hurtige.

Ender det i en spurt, tror jeg mest på Bryan Coquard. Franskmanden viste fornem form, da han slog Demare i den stigende spurt i Vendée, men siden har signalerne været mere blandede. Han virkede ikke helt flyvende i Binche og i Tours, og han kan være ved at være træt. Som vi så i Vueltaen, er en formsvag Coquard så lidt holdbar, at han formentlig bliver sat af, men normalt burde han klare disse bakker. Sker det, vil han have en god chance for at vinde en spurt i dette felt, men den kringlede finale er et problem, da han er svag i positionskampen og vil mangle støtte, da Davide Cimolai næppe kommer med hjem. Cofidis har også Remy Rochas, der i Lombardiet bekræftede sin gode form. Jeg vil tro, at han kører med i angrebene, men som spurtsvag skal han have en meget heldig hånd for at vinde. Davide Villella synes derimod ikke i den store form.

Hos BikeExchange får Luka Mezgec en sjælden chance, men han har efter nogle helbredsproblemer manglet en del form. Det så vi i Piemonte, og derfor er jeg ikke stensikker på, at han kommer med hjem. Normalt bør han dog være en af de absolut mest holdbare i dette felt, og han vil også være en af de hurtigste. Han har ikke megen støtte, men han er god i positionskampen, og på fart er det vel kun Coquard, Liepins og Van der Poel, der for alvor kan true ham. Til gengæld synes hverken Jan Maas, Kevin Colleoni eller Alexandre Balmer at have benene til at gå med i angrebene.

Italiener havde en skidt afsked med Astana-holdet, som han forlader efter fire år

Trek er et af de hold, der må have en legitim tro på, at de kan vinde en spurt. De møder nemlig med Emils Liepins, der har klatret bedre end nogensinde. Tidligere havde jeg vurderet denne rute som værende for svær, men da han klarede bakkerne i Bernocchi, kan han også komme med hjem her. Han fejlede dog totalt i Piemonte, og det viser, at der ingen garanti er. Kommer han med hjem, vil han i dette felt have en fair chance for at vinde, særligt hvis også Marc Brustenga og Alexander Kamp kommer med hjem til at køre lead-out. Det bør være for svært for spanieren, men han viste en ny holdbarhed i Kroatien. Normalt er disse bakker heller ikke et problem for Kamp, men han virker desværre så træt, at han meget vel kan få det for hårdt. Begge vil kunne spurte, hvis Liepins falder fra, men lige nu vil jeg tro, at letten er den mest holdbare af de tre. Endelig har holdet den meget lovende Mathias Vacek, men hans kørsel i Varese taler for, at han ikke kan gå med i angrebene.

Israel-PT skal satse på en spurt. Der er ellers fremgang at spore hos Sep Vanmarcke, men næppe nok til, at han kan være med i angrebene på stigninger, der i forvejen er lidt for svære. I en spurt burde de til gengæld kunne satse på Daryl Impey, der er i klar fremgang og i Piemonte viste, at han bør klare disse bakker. I dette felt vil han have en reel chance for at vinde, da hans tog ligner et af de bedste, og da finalen er teknisk. Det kræver dog, at de får flere af deres hurtige folk med hjem. Vanmarcke bør være der, men formsvage Patrick Bevin, der også kunne få chancen i en spurt, er betydeligt mere usikker, og det samme gælder for Jenthe Biermans og Tom van Asbroeck. Særligt sidstnævnte virker skidt kørende, og bakkerne kan være for lange for førstnævnte. Er flere af dem med, vil Impey imidlertid kunne regne med et fremragende lead-out. Stigningerne bør være for hårde for sprinteren Itamar Einhorn, der ellers er en af de allerhurtigste.

Total er bestemt heller ikke uden chancer. De stiler nemlig med formstærke Sandy Dujardin, der bude være en af de mest holdbare sprintere i dette felt. Han har vist fornem form på det sidste og spurtet sig til flere top 10-placeringer, senest i Paris-Tours. Han har i denne tekniske finale en reel chance, hvis han får Geoffrey Soupe med hjem til et lead-out. Holdet har også den unge sprinter Matteo Vercher, men han kommer næppe med hjem, og formstærke Alan Jousseaume får trods alt svært ved at gå med i angrebene.

Bardiani bør også have en reel chance. Ganske vist synes Filippo Zana alt for formsvag til at blande sig i et hårdt løb, men samles det til en spurt, har de flere kandidater. Bedst chance har nok Filippo Fiorelli, der normalt ikke burde få problemer med at klare disse bakker, men efter hans kørsel i Bernocchi er der ingen garanti for, at han overlever. Han har heller ikke positioneret sig fremragende i år, men på fart burde han kunne være med. Holdets hurtigste er dog nok Sacha Modolo, der fik sig en lille renæssance i Kroatien, hvor han genfandt fordums holdbarhed. Han vil nu formentlig være plan A i en spurt, men med den klatring, han har vist i år, er chancen for, at han kommer med hjem ikke alt for god. Den mest formstærke og det mest sikre kort af de tre er nok Enrico Battaglin, men som plan C har han ikke farten til at vinde.

Astana kommer med et hold, der har en interesse i et hårdt løb. Både Simone Velasco og Christian Scaroni kan blande sig i en spurt, men den vinder de ikke. Til gengæld har Velasco fortsat så megen form, at han måske kan være med i angrebene, og sker det, kan alt ske. Det er klart, at han ikke slår Van der Poel på stregen, men i det taktiske spil kan meget lade sig gøre. Desværre ser Scaroni ikke ud til at have formen til at deltage i angrebene. Selvom han er formsvag, vil jeg også tro, at Miguel Angel Lopez kan være med i angrebene, som han var det i Bernocchi, men det er klart, at det virkelig skal flaske sig, hvis han skal vinde et løb som dette. Gianmarco Garofoli synes ikke i form.

På papiret burde det være helt oplagt for Andreas Kron at sidde med i den gruppe, der måtte køre væk, men danskeren har desværre virket meget formsvag. Lige nu virker det ikke realistisk, men der var så megen fremgang at spore i Lombardiet, at det ikke er umuligt. Lykkes det, vil han være en af de allerhurtigste, men det er klart, at han skal væk fra Van der Poel i det taktiske spil for at vinde. Ender det i en stor spurt, vil holdet formentlig køre for Florian Vermeersch, der dog kan få svært ved bakkerne, og han har heller ikke farten til at vinde. Falder han fra, vil Kron kunne spurte, og han er bestemt top 10-kandidat i dette felt. Jeg tvivler på, at Michael Schwarzmann kommer med hjem, og Harry Sweeny synes ikke formstærk.

På papiret er løbet perfekt for Natnael Tesfatsion. En formstærke Tesfatsion kan nemlig gå med i angrebene, og han er tillige hurtig på stregen, hvis han kan snige sig væk fra Van der Poel. Hans seneste løb indikerer dog, at han er ved at være træt, og det så vi også i Lombardiet-udbruddet, hvor han ikke var flyvende. Derfor er det nok mest realistisk, at han skal deltage i en spurt, han ikke kan vinde. Jeg vil også tro, at de foretrækker at spurte med Jhonatan Restrepo, der var flyvende i disse løb for et år siden, men selvom der er fremgang at spore efter den lange pause, synes han stadig at kunne få svært ved at komme med hjem. Chancen er større for formstærke Umberto Marengo, der har deltaget i et par spurter på det sidste, men farten rækker ikke til at vinde.

Endelig er der Uno-X. Det skal virkelig flaske sig, hvis det skal lykkes, men Jonas Gregaard var så godt kørende i Luxembourg og Kroatien, at han bør være en af de bedste på stigningerne. Det er klart, at vi skal se, om han er frisk igen efter det kroatiske styrt, men med sine bedste ben vil han kunne køre med i angrebene. Herfra bliver det dog meget, meget svært at gøre det færdigt, da han som bekendt er spurtsvag. Alternativt kan holdet drømme om at få Martin Urianstad med hjem til en spurt, men det synes ikke alt for sandsynligt.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Bingoal bør bakkerne være for svære for holdets sprinter, Attilio Viviani , og Marco Tizza er næppe i god nok form til, at gå med i angrebene. Hos Eolo er formstærke Alessandro Fancellu trods alt ikke god nok til at gå med i angrebene, og til en spurt vil de satse på formstærke Davide Bais, der med et lead-out fra Francesco Gavazzi og Mirco Maestri kan komme et stykke, men ikke vinde.

Mørkøv og Mads P. danner par i afskedsløb

Kontinentalholdene får det svært. Hos Tudor er formstærke Sean Flynn dog i stand til at lave et resultat i en spurt, mens det bliver svært for dem at få sprinteren Robin Froidevaux med hjem. Hos Hrinkow synes klatreren Jonas Rapp meget formsvag, mens General Store har klatrestærke og hurtige Francesco Busatto, der netop er blevet nr. 5 i U23-Lombardiet, til en spurt. Hos Zalf har man den spændende Simone Raccani, der dog ikke kører med i angrebene i dette felt, og hos Work Service må man nok sande, at sprinteren Samuele Zambelli ikke kommer med hjem, og at de klatrestærke Riccardo Lucca, Giacomo Garavaglia og den stadig stærke Davide Rebellin, der som 51-årig kører karrierens næstsidste løb, trods alt næppe kommer med i angrebene.

OPDATERING: Hverken Biermans, Impey eller Bevin kommer til start, og dermed er det Vanmarcke eller Van Asbroeck, der skal spurte for Israel-PT, hvis de kommer med hjem - i hvert fald hvis Einhorn og Antonio Puppio som ventet ikke overlever. Hos Bardiani kommer Tonelli ikke til start, og Hrinkow er uden Rapp.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Eneste ændring er udtagelsen af de to hurtige Christian Rocchetta og Arnaud Tendon, men det vil undre mig, hvis de kan sidde med hjem og lave et resultat.

***** Mathieu van der Poel

**** Stefano Oldani, Matteo Trentin

*** Diego Ulissi, Bryan Coquard, Luka Mezgec, Emils Liepins, Alessandro Covi

** Marc Hirschi, Sandy Dujardin, Sacha Modolo, Filippo Fiorelli, Simone Velasco, Xandro Meurisse, Davide Formolo, Florian Vermeersch, Natnael Tesfatsion, Remy Rochas

* Andreas Kron, Jonas Gregaard, Sep Vanmarcke, Enrico Battaglin, Itamar Einhorn, Davide Bais, Christian Scaroni, Alexander Kamp, Marc Brustenga, Jhonatan Restrepo, Tom van Asbroeck, Umberto Marengo, Sean Flynn, Attilio Viviani, Matteo Vercher, Nicola Conci, Alessandro de Marchi, Kristian Sbaragli, Jay Vine, Marco Tizza, Miguel Angel Lopez, Martin Urianstad, Alan Jousseaume, Mathias Vacek, Robin Froidevaux, Francesco Busatto, Arnaud Tendon, Samuele Zambelli

Danskerne

Andreas Kron er en af kaptajnerne på Lotto, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme er Alexander Kamp, der på Trek støttes af Asbjørn Hellemose. Hos Uno-X bør Jonas Gregaard, der ligeledes er omtalt ovenfor, have en beskyttet rolle, og han støttes af William Blume. Endelig må Kasper Andersen føle sig en lille smule starstruck over at være eneste udprægede hjælper på et uhyggeligt stærkt UAE-hold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Xandro Meurisses sejr fra 2021.