Giro d'Italia: Podiekandidaterne (**)

Det har ikke været let af være Giro-løbsdirektør i de seneste år. Nok er løbet et af sportens største, men mod Tour de France kan det ikke konkurrere. Derfor vil alle ryttere have en naturlig præference for Giroens franske pendant, og derfor skal Vegni hvert eneste år være kreativ for at få store stjerner til start.

Det har han faktisk haft ganske fint helt med de seneste år. Feltet har desværre ofte manglet dybde, men topnavnene er været der i langt de fleste af de seneste udgaver. Sidste år begik Vegni endda et mindre kup, da han med sin beslutning om at have et uhørt stort antal enkeltstartskilometer og en afgørende bjergenkeltstart på grænsen til Slovenien lykkedes med at tiltrække både Primoz Roglic og Remo Evenepoel til en af sidste sæsons mest imødesete dueller.

I år skulle han så finde på nyt lokkemad for at sikre sig Tadej Pogacar, der lignede den eneste ”ledige” superstjerne på markedet i en sæson, hvor Evenepoel, Roglic og Jonas Vingegaard tidligt meldte ud, at Touren var deres hovedmål. Denne gang var midlet en meget mere human og overkommelig rute med en lettere tredje uge, nemmere bjergetape, færre højdemeter og kortere etaper. Han vidste nemlig godt, at Pogacar aldrig kunne overtales til at droppe Touren, og derfor handlede det om at finde en model, der kunne overtale sloveneren til at satse på den svære Giro-Tour-double.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Selvom det for mange lignede en umulig mission, lykkedes projektet. Pogacar er aldrig bange for udfordringer, og når løbet på lørdag skydes i gang med en historisk hård etape, vil han være løbets helt store stjerne. Det vil utvivlsomt sikre løbet den opmærksomhed, det higer efter, men til gengæld har det også en pris. Pogacar tegner sig nemlig som en historisk stor favorit i et løb, der næsten synes kvalt for spænding om sejren på forhånd.

Det skyldes også, at Vegni bestemt ikke har haft held med at tiltrække topnavne fra niveauet under feltets giganter. Om det er tilstedeværelsen af Pogacar, skal jeg lade være usagt, men da der begyndte at tegne sig et billede af holdenes sæsonplanlægninger, stod det klart, at Giroen denne gang er en historisk stor taber i kampen om de største navne. End ikke blandt rytterne fra andet og tredje geled er der mange ryttere, der har valgt at gøre det italienske løb til deres hovedmål.

Mens det kvæler spændingen i kampen om den samlede sejr, skaber det til gengæld en pivåben kamp om resten af podiet. Vegni kan være svært tilfreds med, at han for andet år i træk med sine mange enkeltstartskilometer er lykkedes med at tiltrække Geraint Thomas, der efter sidste års ”næsten-sejr” stadig har ”unfinished business” med det italienske løb. Han komme som alt i spidsen for et stærkt Ineos-hold, der også tæller to andre ryttere med top 10-placeringer i løbet, nemlig Thymen Arensman og Tobias Foss.

Helt skidt er det da heller ikke, når Vegni gør regnskabet op. I sit felt finder han endnu en tidligere grand tour-vinder i form af Nairo Quintana og yderligere et par ryttere, der har været på et grand tour-podium i form af Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Hugh Carthy og Esteban Chaves. Han finder Ben O’Connor, der er blevet nr. 4 i Touren. Han finder en stribe andre ryttere, der har været i top 10 grand tours, nemlig Daniel Martinez, Juan Pedro Lopez, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Domenico Pozzovivo, Michael Woods, Felix Grossschartner, Jan Hirt og Julian Alaphilippe. Og han finder nogle af sportens mest spændende talenter i form af Cian Uijtdebroeks, der jo endda allerede har en top 10-placering fra Vueltaen, Antonio Tiberi, Florian Lipowitz, Luke Plapp, George Steinhauser og Davide Piganzoli samt solide navne som Einer Rubio, Michael Storer, Filippo Zana, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Simon Carr, Koen Bouwman, Torstein Træen og de to brødre Aurelien og Valentin Paret-Peintre.

Nok havde Vegni utvivlsomt ønsket sig et stærkere og ikke mindst bredere felt, men kan man leve med, at spændingen om sejren synes forduftet på forhånd, er der alligevel masser at glæde sig til frem mod de kommende tre ugers cykelløb.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Ben O’Connor (**)

Når man kigger ud over cykelmiljøet, synes forventningerne til Ben O’Connor at være ret store. Det forstår man da også godt, når man ser på hans resultater. Efter en skidt 2023-sæson, hvor stort set intet fungerede, kom han nemlig bragende ud til sæsonen. Inden februar var omme, havde han allerede to af sine ellers ret sjældne sejre, og en resultatliste, der tæller 2. pladser i UAE Tour og Alperne samt en 5. plads i Tirreno, gør ham jo objektivt set til en af årets absolut mest succesrige og stabile etapeløbsryttere.

Sandt er det da også, at vi har set en helt anden O’Connor, end vi gjorde sidste år. Lige så sandt er det dog også, at alt andet havde været temmelig skidt. Heldigvis nåede han med et fremragende Dauphiné at vise, at han stadig kan, men alt andet i 2023 var langt under det niveau, vi normalt ville forvente fra australieren.

Alligevel har jeg lidt svært ved helt at dele denne entusiasme. Én ting er nemlig resultater. Noget andet er det billede, han efterlod undervejs. Ja, han imponerede stort med sin uventede sejr i den eksplosive finale på Jebel Jais - en finale, der slet ikke passede ham - men da efter UAE-holdets kollektive kollaps pludselig havde kurs mod den samlede sejr på UAE Tours kongeetape, efterlod han bestemt ikke noget stort indtryk - og det var altså i et felt, der i den grad manglede klatrere.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

Bedre var det bestemt ikke i Alperne. Ja, han endte som løbets nr. 2, men det var da udelukkende, fordi alle etaper havde flade finaler. Både på 4. og 5. etape viste han markante svaghedstegn, og hans 2. plads blev alene sikret, fordi han havde heldet og dygtigheden til at snige sig væk i den taktiske finale på den ellers i klassementssammenhæng ret ligegyldige 1. etape.

Det er altså ikke altid, at man kan aflæse det samlede indtryk alene af resultaterne, og det er i hvert fald det billede, jeg sidder tilbage med i år. Der er dog én undtagelse. Hans 5. plads i Tirreno var ganske opløftende, for selvom man måske havde forventet lidt mere, var det bestemt godkendt i et felt, der er stærkere end det, der venter i årets Giro. Selvfølgelig kan man argumentere for, at han burde have slået Tom Pidcock på kongeetapen, da denne havde ført sig selv ihjel, men han slog da både Cian Uijtdebroeks og Thymen Arensman, der begge er blandt hans konkurrenter.

Spørgsmålet er bare, om han gør det i Giroen. Ja, det gør han måske i den første del af løbet, inden de to har fået varmet motoren op, men gør han det også senere i løbet? Det er jeg i hvert fald ikke stensikker. Hans flotte afslutning på Giroen i 2020, hvor han helt ud af det blå fandt nogle ben, han aldrig tidligere havde haft, havde ellers efterladt mig med det indtryk, at han var den fødte dieselmotor til grand tours, men det er bare svært at se den tendens bekræfte i senere løb.

Faktisk har billedet snarere været det omvendte. Vi har i hvert fald nu to gange set, hvordan O’Connor er startet som lyn og torden på den første bjergetape for siden at tabe niveau. Det så vi jo i år i Emiraterne, men vi så det også, da han i Catalonien i 2022 havde sikret sig en ganske vist taktisk modsvindssejr på den første bjergetape for siden at komme ganske klart til kort på den anden dag i bjergene, hvor ruten ellers burde have passet ham bedre - akkurat som det var tilfældet i Emiraterne i år.

Billedet er dog ikke helt entydigt. Da han i 2021 endte som nr. 4 i Touren, havde han ganske vist nogle bekymrende dårlige dage undervejs, ikke mindst på Ventoux, men hans sidste bjergetaper i Pyrenæerne var opløftende. Selvom en stor del af resultatet var sikret via udbruddet i Alperne, var hans niveau også så højt, at han faktisk endte som nr. 5 på den sidste bjergetape.

Et lignende niveau har han også vist siden. Vi så det, da han sidste år i Dauphiné oplevede en kortvarig opblomstring med en 3. plads i et ret stærkt felt, og vi så det i samme løb i 2022, da han endte som nr. 3 bag Primoz Roglic og Jonas Vingegaard - ganske vist i et generelt noget svagere felt. Til gengæld er det også de eneste to løb siden Touren i 2022, hvor han for alvor har excelleret.

Det har i hvert fald knebet i grand tours. Naturligvis har han været uheldig med sit styrt i Touren i 2022, men hans 8. plads i Vueltaen i 2022 var i hvert fald ikke alt for prangende. Endnu værre var det i sidste års Tour, hvor han blot endte som nr. 17 og klart blev overstrålet af sin hjælper Felix Gall.

Alligevel er det ikke så skidt endda. Det niveau, han havde i Tirreno og to gange har haft i Dauphiné, skal altså føre langt i dette ret pauvre felt. Endnu bedre er det, at den enkeltstart, der tidligere var en svaghed, er blevet et klart våben. Han tog sit niveau til helt nye højder i Dauphiné sidste år, og han bekræftede det i Emiraterne tidligere i år. Nu får han endda serveret to meget lange distancer, der passer perfekt til hans dieselmotor. Selvfølgelig er han hverken nogen Tadej Pogacar eller Geraint Thomas, men han kan have helt legitime ambitioner om at komme i hvert fald tæt på alle andre og vinde tid på de fleste.

Spørgsmålet er så, om den tidsgevinst er nok. Han kommer med et ret spændende hold til bjergene, og skulle Pogacar udgå, ville han ikke stå helt elendigt i forhold til at forsvare en førertrøje. Sandt er det da også, at han har rejst sig så meget efter 2023-katastrofen, at han igen ligner den legitime topkandidat, han i dette felt også bør være.

Læs også

Porte viste klasse: Tog etapesejr og førertrøje

Resultater siger bare ikke det hele. Særligt efter løbet i Alperne var jeg i hvert fald efterladt med det indtryk, at han - ikke mindst i lyset af den pauvre 2023-sæson - vil mangle for meget i bjergene. Til gengæld viser hans Tirreno og Daupniné også, at det langt fra er sikkert, og når han samtidig pludselig ligner en vinder på enkeltstarterne, står han slet ikke så ringe på denne rute. Der er i hvert fald heldigvis al mulig grund til at tro, at der mig og min skepsis, der tager fejl, og at der grund til at hoppe med på den O’Connor-hype, der i lyset af resultatlisten synes at have bredt sig.

Romain Bardet (**)

At skrive optakter kan jo ikke just betegnes som nogen fysisk krævende beskæftigelse. Det foregår i ro og mag bag en computer, hvor mit ur lige nu fortæller mig, at jeg har en ganske beskeden puls på 48. Alligevel kan man ret hurtigt få brug for at trække i arbejdstøjet og få helt anderledes sved på panden, hvis ikke man er forsigtig med at drage forhastede konklusioner.

Det kommer man nemlig let til, når man begraver feltets veteraner lidt for hurtigt. Først skal man bruge en pokkers masse kræfter på at få gravet dem ned, men hvis man er lidt for hurtig på aftrækkeren, ryger pulsen endnu højere op, når man skal ud at grave dem op igen. Allerede i en tidligere favoritanalyse forud for denne Giro har jeg jo blankt erkendt, at det kostede både blod, sved og tårer at få gravet Geraint Thomas op igen, efter at jeg lidt for tidligt havde fået sendt ham på cykelsportens kirkegård.

En anden rytter, der har krævet næsten lige så mange armkræfter at få gravet op igen, er Romain Bardet. Han har nemlig flere gange lignet en mand, der havde set sin bedste tid. Det har endda været helt logisk at drage den konklusion, fordi hans første nedtur kom på det tidspunkt, der i moderne cykelsport syne sat være det mest kritiske. Da Bardet i 2020 og 2021 havde pokkers svært ved at finde sit niveau, var det nemlig omkring det skarpe hjørne på 30 år, der nu om dage synes at være et svært hjørne at runde for ryttere, der er slået tidligt igennem, hvad der jo var tilfældet med den franske grand tour-stjerne.

Da han startede sin 2022-sæson lignede han i hvert fald den næste i rækken til at bekræfte den tendens, men så kom den første genopstandelse. Den første indikation kom, da han forud for sin store Giro-satsning i et ganske vist svagt felt vandt generalprøven i Alperne, og genfødslen blev fuldbyrdet, da han startede Giroen så stærkt, at han lignede et ganske reelt bud på en vinder.

Om han kunne være blevet det, finder vi jo desværre aldrig ud af. Sygdom sendte ham til tælling, men han nåede inden sæsonsafslutningen at sprælle lidt igen. Han kom nemlig uhyre lovende fra start i Touren, indtil han desværre faldt helt sammen til sidst - med nogen sandsynlighed fordi han betalte en pris for en grundet Giroen alt andet end optimal optakt.

Desværre blev det ved det - i hvert fald i første omgang. Hans 2023-sæson var i hvert fald skuffende, og hver eneste gang, der var lidt opmuntring, blev man hurtigt skuffet. Han så ud til at finde benene i Ardennerne, inden han skuffede i Romandiet, og da han i Schweiz lignede en mand med kurs mod en i hvert fald hæderlig Tour, blev det fulgt op ad to grand tours i Frankrig og Spanien, hvor han ikke vist meget, hvad han heller ikke gjorde i de italienske klassikere til sidst.

Den slags er urovækkende, når vi taler om en mand, der endda i løbet af vinteren har rundet 33. Sandt er det da også, at vi utvivlsomt har set den bedste Bardet. Den udgave af franskmanden, der kørte på Tour-podiet to år i træk og vandt VM-sølv i 2018, findes i hvert fald ikke mere. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt, hvis han vil præstere i denne Giro, der er historisk svagt besat. Her kan man klare sig med meget mindre end den bedste Bardet.

Alligevel er det et spørgsmål, om Bardet anno 2024 er god nok. Det var der i sæsonstarten i hvert fald ikke meget, der tydede på, men det er der heldigvis nu. I Alperne var jeg ikke efterladt med noget skræmmende indtryk, men i et felt, der talte de fleste af favoritterne til dette løb, var han klart en af de bedre - også selvom han viste ærgerlige svaghedstegn på kongeetapen. Den helt store grund til optimisme kom dog i Liege, hvor han reddede sig en højst uventet 2. plads, og det var jo altså i et felt af en helt anden kaliber.

Læs også

Vingegaard "i super form" set på Mallorca

Naturligvis skal man også passe på med at overfortolke det resultat. Det kom nemlig i høj grad via taktik, hvor han sikrede sig et tidligt forspring og derefter lukrerede på, at forfølgerne ikke kunne samarbejde. Det er i hvert fald svært at argumentere entydigt for, at han var løbets næststærkeste, men det er også svært at argumentere for, at han ikke viste et niveau, der vil føre meget langt i denne Giro.

Spørgsmålet er så, om det er en god Giro for ham. Det er det ikke. Bardets styrke har i grand tours altid været de høje bjerge, særligt i den tredje uge, og derfor er det alt andet end ideelt, at bjergmenuen denne gang er udvandet, og at den tredje uge er meget lettere, end den plejer. Samtidig er der mere end 70 km enkeltstart, hvoraf de fleste er pandekageflade, og tidskørsler har jo historisk altid været hans store svaghed.

Heldigvis er der håb på den front. Bardet har efter skiftet til DSM forbedret sin enkeltstart ganske markant. Eller det havde han i hvert fald i 2022. Desværre har vi slet ikke set samme fremgang i 2023 og 2024, og det er klart, at han formentlig har for stort et handicap, hvis ikke den fremgang materialiserer sig igen de kommende tre uger.

Det er heldigvis også muligt, at den gør det. Hans svage enkeltstarter er jo kommet i perioder, hvor han generelt har været under det niveau, han har vist på det sidste. Det bekymrende er bare, at han i 2023 også kørte svage enkeltstarter i Romandiet og Schweiz, hvor hans niveau ellers var relativt opløftende, og mest af alt skal vi derfor nok vente, at tidskørslerne vil være lige så stor en hæmsko, som de plejer.

Derfor er det også svært at se Bardet vinde løbet - også hvis Pogacar har det uheld, der er forudsætningen for, at sejren kommer i spil. Nok har han klatret godt på det sidste, men han skal genfinde nogle tempotakter, vi ikke har set siden 2022, hvis han skal have en reel chance for at vinde på denne rute. Derudover vil det blive endog meget problematisk at forsvare en eventuel trøje, for DSM-mandskabet virker bestemt ikke prangende i bjergene.

Heldigvis behøver det ikke at være løbsødelæggende. Skulle Pogacar udgå, vil han alligevel have smidt så megen tid på enkeltstarterne, at han formentlig først vil overtage føringen til allersidst. Det kunne eksempelvis ske på 20. etape, der med sin placering til allersidst og med den uhyre tekniske nedkørsel, er skræddersyet til Bardet. Det var jo i hvert fald her, en anden supernedkører, Vincenzo Nibali, tog karrierens første grand tour-etapesejr i 2010, og det kunne jo være smukt, hvis Bardet med et stort raid på en af løbets to vigtigste bjergetaper kunne levere en lignende bedrift 14 år senere.

Det er dog stadig lidt svært at tro på. Nok har han virket genrejst i sine seneste løb, men han har ikke efterladt et indtryk, der gør det sandsynligt, at han vil være mærkbart bedre end de mere tempostærke ryttere i bjergene. Udgår Pogacar, ville den Bardet, vi har set i år, måske godt kunne vinde, hvis ruten havde været den rette. Det er den bare ikke, når han skal køre mere end 70 km i den ensomme kamp mod uret, han altid har hadet.

Heldigvis kan mindre nok også gøre det. Bardet har nok erkendt, at han aldrig vinder en grand tour, og en podieplads vil for ham være en fornem bekræftelse på, at han stadig i en alder af 33 er blandt de bedste i verden. Skulle det lykkes, vil det i hvert fald tvinge mig til at forlade computeren, tage skovlen frem og mærke sveden pible frem og pulsen stige, mens jeg nok engang graver en begravet rytter op igen - men det har jeg jo desværre prøvet før.

Florian Lipowitz (**)

Giroens løbsdirektør Mauro Vegni er måske ved at blive kvalt i sin egen succes. Det er ikke entydigt en konsekvens af Tadej Pogacars deltagelse, at han i år kan præsentere et vel historisk svagt klassementsfelt, men det er vel nærliggende at tro det. Inden sloveneren meldte sin ankomst, lignede den italienske grand tour nemlig den helt store chance for rytterne fra andet geled for at vinde en grand tours uden at skulle slås med denne verdens Pogacar’er, Jonas Vingegaard’er, Remco Evenepoel’er eller Primoz Roglic’er. Den godbid burde være så stor, at rytterne ville stå i kø for at deltage, men selvsamme godbid forsvandt jo altså ret pludseligt den dag i december, hvor Vegni kunne knibe sig i armen over, at hans forsøg på at strikke en Pogacar-venlig rute sammen var lykkedes, men hvor han samtidig formentlig kvalte al spænding i sit løb.

Læs også

Pogacar har sit fokus på Touren efter magtdemonstration

Derfor har Vegni formentlig takket hver eneste klassementsrytter, der har meldt sin ankomst med kyshånd, men desværre er der ikke blevet delt mange kyshænder ud. Tilmeldingerne har været få og små, men måske faldt der ganske pludseligt en appelsin ned i Vegnis turban i lørdags. Pludselig dukkede Florian Lipowitz nemlig op som en rytter, der måske kan blive den italienske grand tours store åbenbaring.

Det lå ellers ikke i kortene, at han ville komme til at spille nogen hovedrolle. Jeg havde faktisk bestemt mig for, at han skulle have én stjerne, fordi hans potentiale er så stort, at han kunne levere det kærkomne element af overraskelse, men jeg havde aldrig drømt om, at han skulle have to. Nej, han kunne måske nok hutle sig til en yderlig top 10-placering, hvis det gik højt, og skulle det ske, ville det nok i nogen grad hænge sammen med feltets beskedne styrke.

Den beskedne optimisme blev imidlertid skaleret op med adskillige faktorer, da Romandiets kongeetape var slut. Her endte Lipowitz ikke blot som nr. 2. Nej, han var pokkers tæt på ikke bare at vinde etapen og tage den samlede sejr. Selvfølgelig var han ingenlunde næststærkeste mand på en dag, hvor Carlos Rodriguez og Richard Carapaz lå i modvinden det meste af vejen, men han var stærkere end resten - og det var altså navne som Aleksandr Vlasov, Juan Ayuso, David Gaudu, Lenny Martinez, Simon Yates, Adam Yates og Enric Mas. Kun Egan Bernal, der arbejdede for Rodriguez, havde et ”alibi” for at blive slået.

Går man de navne igennem, ligner Lipowitz jo næsten en podiekandidat i dette løb. Feltet i Romandiet var i hvert betydeligt stærkere end Giro-feltet, og alle de nævnte ville formentlig gå direkte ind på en firestjernet plads på denne liste, hvis de pludselig meldte deres ankomst (og var i bedre form, end Yates-brødrene viste). Så enkelt er det dog naturligvis ikke. Lipowitz har kørt to gode bjergetaper på WorldTour-niveau i sin korte karriere, og vi aner absolut intet om, hvorvidt han er holdbar eller ej.

Til gengæld kommer hans gennembrud ikke ud af det blå. Der var nemlig en grund til, at jeg havde planer om at give ham en stjerne selv uden Romandiet-resultatet. Egentlig anså jeg ham ikke som noget rasende stort talent, da han blev professionel, hvad han da heller ikke lignede i den første tid, men da han pludselig tørrede gulv med alt og alle i Tjekkiet sidste sommer, var der grund til at skærpe opmærksomheden. Kaster man et blik ned over feltets karakter, er det åbenlyst, at han ikke med den sejr automatisk lignede den nye Pogacar, men der var i hvert fald grund til at sætte et lille mærke ud for hans navn, også fordi han bakkede det op med en pæn indsats i Tyrkiet senere på året.

Til gengæld har vi ikke set meget til ham i år, men det har formentlig været planen. Vi har i hvert fald lært, at der er ret stor forskel på hans top- og bundniveau, og da Giroen har været målet fra start, har han sikkert bygge stille og roligt op. Mod slutningen af Catalonien, hvor jeg havde dristet mig til at give ham to stjerner, men hvor han ellers faldt helt igennem, begyndte man at fornemme, at han var på rette vej, og da han så bragede igennem lydmuren i sidste uge, stod det klart, at den sidste Giro-forberedelse havde bragt ham hele vejen.

Det bedste af det hele var næsten ikke hans klatring. Vi vidste nemlig godt, at han kunne køre opad. Nej, det var hans chokerende gode enkeltstart, der sendte ham i top 20 i et ret skrapt felt, og som over 15,5 km eksempelvis kun kostede ham 13 sekunder til en specialist som Thymen Arensman. Det er klart, at han var hjulpet af den relativt kuperede rute, men den var ikke så kuperet, at man kunne køre i top 20, hvis man ikke kunne køre enkeltstart til husbehov.

Det kom i hvert fald som en behagelig overraskelse, for de evner havde han aldrig vist, og de bliver uhyre vigtige de kommende tre uger. Sådan må det være, når der skal køres mere end 70 km enkeltstart, hvoraf de fleste er flade, og derfor er det helt afgørende, at man kan forsvare sig i kampen mod uret. Det er klart, at vores erfaringsgrundlag er meget spinkelt, og der er ingen, der siger, at han kører i top 20 igen på 7. og 14. etape, men der er i hvert fald tændt et håb om, at han er mere komplet end som så.

Desværre er to gode enkeltstarter og en god startform ikke nok. En grand tour handler først og fremmest om holdbarhed og stabilitet, og på den front er vi temmelig meget på bar bund. Hans stabilitet kan være bekymrende, når man ser på den enorme forskel, der er på hans top- og bundniveau, og da det i hans tidligere resultater er meget svært at få en fornemmelse af hans restitution, bliver holdbarheden ét stort spørgsmålstegn - men man kan da notere sig, at hans ellers helt igennem elendige Baskerlandet Rundt sidste år sluttede med en fornem 27. plads på kongeetapen på sidstedagen. Det er da i hvert fald et godt tegn.

Læs også

Tysk profil langer ud efter Giroens ”cirkus”: Det bliver et latterligt rod

Det ændrer dog ikke på, at Lipowitz er et langskud. Han er kun med for at lære, og det er Daniel Martinez, der er den erklærede kaptajn, men det vil da være hovedløst ikke at se, hvor langt han kan komme, når nu han melder sin ankomst i så bragende god en form. Det er klart, at en tempotung rute med lette bjergetaper ikke er ideelt for en mand, der indtil nu vel mest har været kendt som en helt ren klatrer, men når nu vi taler om en grand tour-debut, er det omvendt nok meget godt, at løbet ikke er rasende hårdt, og at risikoen for et totalt sammenbrud i en brutal tredje uge derfor er mindre.

Tiden må vise, om det holder hele vejen, men det gode ved en rytter, der er så ubeskrevet som Lipowitz er, at det er dem, der kan overraske. Det er jo næppe Geraint Thomas, Damiano Caruso, Ben O’Connor eller Romain Bardet, der pludselig viser et hidtil uset niveau. Nej, det er sportens talenter, der for alvor kan chokere, og det var præcis, hvad Lipowitz gjorde i sidste uge. Gør han det igen i de kommende tre uger, faldt der vitterligt på falderebet en stor appelsin ned i Vegnis halvtomme turban, netop som han var ved at blive kvalt i sin egen succes.

Juan Pedro Lopez (**)

Det er heldigvis ikke sjældent, at man bliver overrasket. Den slags kan der godt være brug for efter en klassikersæson, hvor Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar i al deres beundringsværdige styrke kvalte al spænding og med ét gjorde klassikerne til en hel serie af lange enkeltstarter. Allerbedst er det, når overraskelsen er så stor, at man taber både kæbe og mund og efterlades i en lille choktilstand.

Måske er det en overdrivelse at hævde, at overraskelsen var så stor, da Juan Pedro Lopez vandt Tour of the Alps. Feltet var trods alt ikke det stærkeste, og vi vidste jo godt, at manden kunne køre opad. I 2022 blev han trods alt nr. 9 i den Giro, hvor han gik fra et navn, der kun var kendt blandt feinschmeckere, til at blive en helt lille darling, da han heroisk forsvarede den lyserøde trøje den ene dag efter den anden.

Desværre så det også ud til, at det kunne blive højdepunktet på hans karriere. Naturligvis er det en alt for tidlig konklusion, når vi taler om en mand, der i år kun fylder 27, men der har godt nok været langt mellem snapsene siden dengang. Ja, man gør vel i virkeligheden ingen uret ved at påstå, at der slet ikke har været nogen snaps. Og hvis man endelig har kunnet finde en enkelt, har den været af så beskeden en størrelse, at den kunne hældes i et spædbarn, uden at det ville kunne registreres på promillen.

Resultatlisten har nemlig været helt tom. Efter den flotte Giro var ambitionerne jo ellers så store, da han stillede til start i Vueltaen senere på året, men alle klassementsambitioner blev lynhurtigt parkeret til fordel for en rolle som ren hjælper for Mads Pedersen. Jeg kan også oplyse om, at han sidste år kørte både Tour og Vuelta. Det har de fleste nemlig nok glemt alt om, selvom han faktisk endte som en hæderlig nr. 17 i den spanske grand tour, hvor han i det mindste gav en lille ide om, at der stadig var et eller andet potentiale.

Det så vi bare intet til i år. Nr. 16 i Tour Down Under er ikke prangende, selvom løbet ikke passede ham. Endnu værre var hans 16. plads i det svage felt i Emiraterne, hvor ruten passede ham endnu. Og i Catalonien, hvor ruten burde være skræddersyet, endte han som nr. 37 i et ganske vist meget stærkere felt, men alligevel ikke et resultat, der gør mange somre.

Det gør til gengæld hans sejr i Alperne. Nej, feltet var ikke det stærkeste, men han slog jo altså flere af sine allerstørste rivaler i denne Giro. Og hvad der i starten lignede en sejr, der måske kunne hives hjem, fordi de havde undervurderet ham på 3. etape, blev forvandlet til en totaltriumf, hvor han lignede stærkeste mand på de sidste to etaper.

Det var i hvert fald et klatreniveau, vi aldrig tidligere har været i nærheden af at se - heller ikke i den berømte Giro, hvor feltet var smalt, og hvor han ikke var i nærheden af at matche de bedste. Når man er tæt på at runde de 27, er det ellers i moderne cykelsport ved at være på tide at konkludere, at talentet ikke var så stort endda, men der findes jo af og til ryttere, der bare skal bruge flere år på at udvikle sig. Det har vi særligt set med Toms Skujins i år, og måske er Lopez et andet eksempel.

Læs også

Giroen har problemer med bjergpas – 16. etape kan blive neutraliseret

Den mulighed består i hvert fald, men alligevel er jeg faktisk ret skeptisk på hans vegne. Hans kørsel i Alperne burde jo ellers tilsige, at han stod meget højere på denne liste, for han viste sig stærkere end både Tiberi, O’Connor og Bardet, der alle har fået en højere rangering. Alligevel melder der sig i hvert fald to årsager til, at vi måske skal dæmpe optimismen en anelse.

Den første er ruten. Nok har Lopez vist, at han nu klatrer på et helt nyt niveau, men enkeltstart har han aldrig kunnet køre. Han vil bløde masser af tid på de uhyre mange flade enkeltstartskilometer, og selvom han faktisk kørte en i hvert fald godkendt enkeltstart i Vueltaen, vil det være alt for meget til, at det kan hentes i bjergene. Så overlegen var han trods alt ikke i Alperne.

Den anden og måske mere bekymrende udfordring er hans holdbarhed. I hans berømte Giro i 2022 skrabte det altså på til sidst, og han lignede en mand, der havde godt af, at løbet sluttede. Omvendt holdt han jo altså stand hele vejen, og går man hans resultater igennem, var hans niveau faktisk ganske stabilt.

Spørgsmålet er bare, om han kan have toppet for tidligt. Det, han leverede i Alperne, var så meget bedre end noget, vi har set tidligere, at det kan være svært at tro, at det ikke var meget tæt på hans maksimale. Det er i hvert fald ret sjældent, at en næsten 27-årig rytter pludselig udvikler sig så voldsomt, og der kan næsten umuligt ligge mange flere procenter at hente. Det er heller ikke nødvendigt, men kan han virkelig holde sin topform fra midten april til slutningen af maj? Nok er denne Giro meget mindre bagtung end vanligt, men de fleste af de vigtigste etaper kommer trods alt stadig efter 13. etape.

Derfor er det måske også meget klogt, at han har erklæret etapesejr som sit første mål. Sådan var det jo også i 2022, hvor han først for alvor blev klassementsrytter, da han kørte sig i trøjen, men holdet lægger dog heller ikke skjul på, at klassementet er et fokus. Det ville da også være fjollet andet, når vi taler om en mand, der var den bedste i løbets store generalprøve.

Én ting er imidlertid Tour of the Alps. Noget andet er Giroen, og selvom Lopez har vist, at han kan stå distancen fornuftigt over tre uger, er der også ganske mange spørgsmål, der skal have et positivt svar, inden man bare automatisk kan overføre hans flotte kørsel til de kommende tre uger. Dertil var hans præstation i Alperne så meget ud over det, vi tidligere har set fra et i dag allerede ”halvgammelt” talent - men heldigvis er det jo så dejligt at blive overrasket, og det ved vi, at Lopez er i stand til bedre end de fleste.