Dagens cykelnyheder

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Det er bestemt ikke uset, at man i Giroen har tidlige bjergetaper, men det er alligevel højst usædvanligt, at man allerede på andendagen har den første bjergafslutning. Endnu mere usædvanligt er det, at den første bjergfinale kommer før den første sprinteretape, men det er ikke desto mindre tilfældet i denne højst usædvanlige og brutale åbningsweekend. Kun godt 24 timer efter det allerførste pedaltråd skal klassementsrytterne nemlig ud i deres allerførste dyst, når der for syvende gang i historien skal udkæmpes et slag på Oropa-stigningen, hvor vi senest i 2017 fik det klareste signal om, at Tom Dumoulin kunne vinde løbet, da han ikke blot indhentede, men også satte sin værste rival, Nairo Quintana, med et stort comeback. Mest kendt er bjerget dog for Marco Pantanis store comeback i 1999, og derfor er det i år udråbt som årets Pantani-bjerg. Blandt Italiens sværeste er det bestemt ikke, og ofte er der jo en tendens til lidt defensiv kørsel på den første bjergetape, men historien viser, at man kan skabe overraskende store forskelle, hvis man har modet til at køre aggressivt allerede på løbets anden dag.

 

Med en distance på 161,0 km er der for anden dag i træk tale om en meget kort etape, der fører feltet fra San Francesco al Campo til toppen af stigningen op til Santuario di Oropa via opkørslen fra byen Biella. Startbyen ligger på Po-sletten lige nord for Torino, og derfor er det pandekagefladt, når man ad lige veje kører mod nord og siden øst. I byen Santhia, der nås efter 65,3 km drejer man mod nordøst, inden det går mod nord frem til Cossato, hvor man kortvarigt kører mod vest af let stigende veje frem til Valdengo, hvor dagens første spurt køres efter 93,9 meget lette kilometer.

 

Nu slutter det flade terræn til gengæld. Herfra går det nemlig mod nord op ad en stigning (7,2 km, 3,1%), der har top efter 100,0 km. En kort og let nedkørsel fører mod nordøst, inden man kører mod nordvest op ad endnu en stigning (3,2 km, 5,7%), på hvis top dagens Intergiro-spurt køres efter 106,7 km. Herfra går det mod nordøst og nordvest ad lige og let faldende veje frem til etapens nordligste punkt.

 

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Oasi Zegna (5,7 km, 5,1%), der efter en kilometer med 7,1% stiger med 4-6%, inden den flader ud med 2,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 122,7 km. En uhyre teknisk nedkørsel fører nu videre mod sydvest, hvorefter det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Nelva (3,2 km, 6,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 137,4 km.

 

De sidste 23,6 km indledes nu med en i starten teknisk, men siden meget let nedkørsel, der fører mod sydvest og syd ned til byen Biella, hvor man i byens centrum kører dagens sidste spurt efter 150,1 km og derefter drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Santuario di Oropa (11,8 km, 6,2%, max. 14%), der skal deles i flere dele. De første 3 km stiger således bare med 4,5%, inden der venter et 2 km langt plateau med bare 2,7%, men derefter tager den fat med det sværeste stykke, der over 1600 m stiger jævnt med 9,5%. Efter 500 m med 2,2% stiger de sidste 4,8 km med 7,9% i snit, men den er ganske irregulær. Således venter der først 1500 m med 9-10%, og efter 1000 m med 6% stiger den over 500 m med hele 11,2%. Derefter bliver den dog lettere over de sidste 1800 m, der stiger med 5-6%, idet man med 800 m igen dog rammer 500 m med 9,0%, inden de sidste 200 m stiger med 6,3%. Stigningen går ad en lige vej på den nedre del, hvorefter den bliver ganske snoet. Til allersidst er der to hårnålesving med hhv. 400 m og 300 m igen og derefter to 90-graderssving med hhv. 200 m og 130 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning.

 

Etapen byder på i alt 2310 højdemeter.

 

Oropa har syv gange været mål for et stort cykelløb, alle gange Giro d’Italia. Det var første gang i 1963, hvor Vito Taccone vandt, og siden i 1993, hvor Massimo Ghirotto sejrede. Mest berømt var etapen i 1999, hvor Marco Pantani leverede et stort comeback og sejrede med 21 sekunder ned til Laurent Jalabert og 35 sekunder ned til Gilberto Simoni. I 2007 vandt Marzio Bruseghin en bjergenkeltstart på stigningen med bare 1 sekund ned til Leonardo Piepoli og 8 sekunder ned til den førende Danilo Di Luca. I 2014 leverede Enrico Battaglin ligeledes et stort og overraskende comeback, da han tog en fornem udbrudssejr i samme tid som Dario Cataldo og med 7 sekunder ned til Jarlinon Pantano, mens Ryder Hesjedal vandt favoritternes slag på en dag, hvor Nairo Quintana vandt 25 sekunder på den førende Rgoberto Uran. Seneste besøg var i 2017, hvor vi ligeledes var vidner til et flot comeback, denne gang fra Tom Dumoulin, der med sit jævne tempo indhentede den angribende Nairo Quintana og iført førertrøjen sejrede med 3 sekunder ned til Ilnur Zakarin, 9 sekunder ned til Mikel Landa og 14 sekunder ned til Quintana. I alle tilfælde blev samme opkørsel fra Biella benyttet.

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Rytterne skal i den grad være glade for, at etapen ikke køres mandag, hvor Italien viser sig fra sin meget våde side, men søndagen bliver pæn. Det vil ganske vist være skyet med kun lidt sol, men det vil være tørt med en temperatur på 19 grader ved starten og i bunden af sidste stigning. Der vil være en let vind (8-12 km/t), der i starten vil komme fra østsydøst, men primært fra sydsydøst. Det giver mod- og sidemodvind i starten, inden man får med- og sidemedvind over et langt stykke frem til bunden af første stigning. Herefter får man mod- og sidemodvind ned til bunden af sidste stigning, hvor der vil være med- og sidemedvind hele vejen op.

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den forudsigelige Giro fik en uforudsigelig åbning.

 

Favoritterne

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Giroen har et lillebrorkompleks i forhold til Touren. Det kan ikke undgås, når man er oppe mod en mastodont, der er så altdominerende, at holdene angiveligt får 80% af deres samlede eksponering under de tre uger, verdens største cykelløb varer. Derfor er det altid en kamp op ad bakke for løbsdirektør Mauro Vegni at tiltrække de største stjerner, og derfor ser man ham ofte sammensætte sit løb som et modstykke til Touren eller indlægge særlig lokkemad til udvalgte ryttere, som han i år eksempelvis har gjort det med den sjældent lette rute, der skulle overtale Tadej Pogacar til at kaste sig ud i den svære Giro-Tour-double.

 

Nu er det trods alt nok ikke dette lillebrorkompleks, der er årsagen til designet af årets åbningsweekend, men det er nu alligevel påfaldende, at Vegni synes at være ret opsat på at overgå de ret spektakulære åbningsweekender, Touren havde i 2023 og får i 2024. Han toppede i hvert fald lige de to meget svære åbningsetaper i Touren ved at indlægge en sidste stigning endnu tættere på mål, end vi så det i juli og vil se det senere på året, og mens man på 2. etape i 2023 skulle over Jaizkibel i finalen og på 2. etape i 2024 skal slutte på den berømte San Luca, topper Vegni også søndagsetaperne ved at indlægge en regulær bjergfinale allerede kun godt 24 timer efter løbets start.

 

Det er jo ikke uset med bjergetaper tidligt i Giroen, men det er alligevel den tidligste, jeg kan huske. Det er efter min bedste hukommelse ikke i min tid sket så tidligt i det italienske løb. Det er kun i Vueltaen, at vi har set regulære bjergslag så tidligt i løbet, men det er jo en del af Vegnis mission om at undgå de seneste års kedsommelige ventespil og forsøge på at skabe mere drama tidligt som erstatning for passiv venten af frygt for en brutal tredje uge, der jo altså i år er ganske human.

 

Alligevel går Vegni ikke for alvor til makronerne. Vi er jo på kanten af Alperne, så han kunne sagtens have designet et 225 km langt bjergmaraton med 6000 højdemeter, hvis han ville. Det gør han trods alt ikke. Vi taler om en relativt kort etape med få højdemeter og kun ét regulært bjerg og kun én stigning, der kan betegnes som vanskelig.

 

Derfor er det heller ikke denne søndag, man vinder løbet, men som vi fik en klar påmindelse om i dag, kan man med denne historisk svære åbningsweekend sagtens tabe løbet allerede inden løbets første mandag. Oropa stigningen er ikke Italiens vanskeligste, og når den tillige kommer efter en relativt let etape, er det ikke her, man smider 10 minutter.

 

Undervurdere stigningen skal man dog slet ikke. Mange vil huske det seneste besøg i 2017, hvor den store forhåndsfavorit Nairo Quintana lignede en mand på kurs mod sin anden magtdemonstration, inden han ikke bare blev indhentet, men også sat af Tom Dumoulin, der her for alvor viste, at han nok kunne vinde løbet. Dengang kom etapen ganske vist senere i løbet, hvor trætheden havde sat sig, men den samlede etape var endnu lettere, da den indtil sidste stigning var pandekageflad, og alligevel gjorde den så stor skade, at eksempelvis Simon Yates og Vincenzo Nibali smed 41 sekunder. Vi så noget lignende i 2014, hvor Quintana indledte sit comeback ved at tage 25 sekunder på den førende Rigoberto Uran, men dengang var den samlede etape dog betydeligt hårdere. Og så så vi det jo også med Marco Pantanis berømte sejr i 1999, hvor han også gjorde ganske betydelige forskelle.

 

Det er da heller ikke så mærkeligt, at stigningen kan bruges til noget. Den nedre del er ganske let, men de sidste små 6 km stiger jo med ca. 8% i snit. Det siger sig selv, at det er en etapetype, der har appel til eksplosive typer, særligt fordi den første del er så let - derfor var det ikke mærkeligt, at Dumoulin var så god i 2017, for han elskede den slags etaper med én eksplosiv stigning til sidst - og derfor er det en etape, der delvist appellerer til de samme ryttertyper i dag. Det er dog kun noget, der gør sig gældende, når man skal kategorisere klatrerne, for det siger sig selv, at dette ikke er en etape for de puncheurtyper, der kunne være med fremme i dag. Det er trods alt for bjergryttere, men altså helst de mere eksplosive af slagsen.

 

Inden dagens etape kunne man have spekuleret i, om Pogacar absolut ville vinde denne etape. Det tror jeg, at han ville uanset hvad, for etapen er ret let at kontrollere, og selv efter en sejr på 1. etape vil jeg tro, at han gerne ville sende et signal ved at vinde også den første bjergetape, men med de forskelle, 1. etape ville skabe, havde han muligheden for at lade etapen sejle, uden at det ville koste ham trøjen.

 

Den logik bør dog være helt væk efter i dag. Kender vi ham ret, er Pogacar voldsomt revanchelysten efter dagens nederlag, og derfor regner jeg med, at han vil gå benhårdt efter sejren. Det kan betyde, at UAE med det samme sender et signal om, at de vil vinde, og at udbruddet i den lette start derfor kører lige så tidligt som i dag, men der er dog i lyset af dagens forskelle en vis sandsynlighed for, at der skal kæmpes længe - særligt når UAE viste svaghedstegn i dag.

 

Starten er dog meget let, og derfor vil det undre mig, hvis ikke UAE er i stand til at få skabt et udbrud, der kan kontrolleres. Efter dagens problemer vil jeg også tro, at araberne kører med ret stram elastisk, og de vil næppe tage de store chancer. Jeg er til gengæld lidt spændt på, om de får hjælp fra Ineos. Jhonatan Narvaez har ingen chance for at forsvare trøjen, men uanset om der kommer hjælp eller ej, bør UAE kunne skabe samling. Ja, de viste svaghedstegn i dag, men denne gang er de forudgående stigninger betydeligt lettere.

 

Jeg giver derfor ikke det tidlige udbrud mange chancer, men tæller udbruddet færre end otte mand, får vi måske i den første spurt og Intergiro-spurten en kamp mellem sprinterne om pointene. I dag var det dog kun Kaden Groves, Jonathan Milan og Danny van Poppel, der blandede sig, og med et udbrud af nok en rimelig størrelse, er der sikkert en vis passivitet igen. Udbryderne vil spise bonussekunderne i Intergiro-spurten, men der er bonussekunder i bunden af sidste stigning. Her vil vi dog næppe se nogen stor kamp, da ingen vil bruge kræfter inden det afgørende slag.

 

Hvad sker der på de sene stigninger? I dag kørte UAE så hårdt på, at de endte med at blive sårbare. De vil nok lægge et vist pres, men med den hårdere finale er der ingen grund til at gøre det så hårdt, at de igen løber tør for folk. Derfor vil jeg forvente, at de kører mere afdæmpet end i dag. Jeg tvivler på, at andre vil tage initiativet, men det kan ikke udelukkes, at vi vil se Visma gøre det hårdt. Selvom jeg fik skrevet noget sludder om svaghedstegn i analysen - se den efterfølgende opdatering - så Cian Uijtdebroeks storartet ud i dag, og han skal i den grad bruge et hårdt løb. Jeg vil dog tro, at han stadig er så usikker på sig selv, at han overlader ansvaret til UAE. Alternativet er Bahrain, men jeg vil også tro, at de kører afventende.

 

Det interessante bliver, om vi får angreb tidligt. I dag lykkedes det jo næsten at udnytte UAEs svaghedstegn, og man kunne sagtens forestille sig, at man vil forsøge at kopiere den taktik. I lyset af det, vi så i dag, kan man bestemt ikke udelukke, at der vil være ryttere, der måske kan vinde ved at angribe på en af de første stigninger. Denne gang har Pogacar dog seks svære kilometer at gøre godt med til sidst, og derfor skal man bruge et vist forspring for at have en chance. Den sidste nedkørsel er også ret let, hvis man ser bort fra et enkelt teknisk stykke, og den svære næstsidste nedkørsel kommer vel nok lidt for tidligt, selv for Damiano Caruso, der ellers ikke plejer at være bleg for at udnytte den slags.

 

Jeg udelukker ikke, at vi kan se et tidligt angreb på næstsidste stigning, og at UAE kan blive fanget på det forkerte ben, men med et langt målbjerg og en i dag ret stærk Rafal Majka vil det undre mig, hvis det lykkes. Jeg vil forvente, at favoritterne skal afgøre det til sidst. Her vil UAE formentlig lægge presset fra bunden, og hvis ikke Uijtdebroeks sidder med så gode ben, at Visma også gør det, vil jeg forvente, at alle andre end små outsidere vil vente på Pogacars angreb. Herefter vil det formentlig blive mand mod mand, og med den direkte medvind kan der også gøres en vis skade.

 

Det ændrer dog ikke på, at første bjergetape typisk køres ret afventende, og vi så i dag, at ingen af klassementsrytterne blot prøvede at følge Pogacar. Mit gæt vil derfor være, at vi vil se det samme igen denne gang, for alle vil være bange for at blotte sig i kampen om 2. pladsen. Vi vil sikkert nok se nogle angreb til sidste, men bag Pogacars forventede soloangreb tror jeg, at det kan blive lige så afventende, som vi ofte ser det, og vi vil så tidligt i løbet trods medvinden nok ikke se helt de samme forskelle - bag Pogacar naturligvis - som vi så det i 2014 og 2017, hvor etapen kom i næstsidste weekend, hvor passiviteten var lagt på hylden.

 

Naturligvis er Tadej Pogacar igen den store favorit. Dagens nederlag var chokerende og viste en uventet sårbarhed, men som beskrevet i analysen forhindrede et lignende svaghedstegn på 1. etape i Touren ham ikke i at være ganske dominerende de første 14 dage - med 5. etape som en alvorlig undtagelse. Det ændrer ikke på, at dagens udfald indikerer, at han måske ikke er helt så suveræn som ventet, men det ændrer heller ikke på, at han stadig kørte fra alle de ryttere, der kan slå ham på denne etape.

 

Det er dog også klart, at han i forhold til sine klassementsrivaler, der mest af alt er dieselmotorer, havde en enorm fordel af 1. etapes karakter. Den fordel er knap så udtalt på denne etape, men etapen er som nævnt stadig af en eksplosiv karakter. I klassementsfeltet er det vel kun Daniel Martinez, Geraint Thomas og Romain Bardet, der er nogenlunde designet til den slags etaper, men det vil være svært overraskende, hvis de pludselig kan matche Pogacar på så svær en stigning - nederlag i dag eller ej. Derudover har Pogacar den store fordel, at han jo altid kan vinde en spurt. I dag kunne han slås, fordi han risikerede at skulle spurte mod Narvaez-typer på flad vej, men på denne etape er det vel kun Martinez, der kan have en ganske lille chance for at slå ham på stregen.

 

Det virker i hvert fald usandsynligt, at han bliver sat, og med sin spurt som våben ligner truslen mod ham hans hold. Måske kan det lade sig gøre med et tidligt angreb på næstsidste stigning, selvom det som nævnt ser svært ud. En anden, mindre sandsynlig mulighed er, at Pogacar mod forventning ikke kører fra alt og alle, og at vi derfor får stop-go-kørsel, hvor man kan snige sig væk, mens alle kigger på sloveneren. Det virker dog usandsynligt, for baseret på det, vi så i dag, hvor ingen klassementsryttere forsøgte at følge ham, kører de allerede så meget for 2. pladsen, at de sikkert lader ham køre et soloshow for ikke at blotte sig for hinanden. Derfor forventer jeg, at han tager sin revanche med en klar solosejr.

 

Jeg er nødt til at rangere Cian Uijtdebroeks som nr. 2. Det er lidt svært, fordi han ikke umiddelbart har en chance for at slå Pogacar i en spurt, men vi taler trods alt om en spurt, der er så hård, at det først og fremmest handler om gode ben. For at slå Pogacar skal man først og fremmest kunne følge ham eller sætte ham, og det kræver noget ekstraordinært. Det er klart, at denne etape passer ret dårligt til Uijtdebroeks’ dieselmotor, men selvom jeg som nævnt vrøvlede i analysen, så han jo fremragende ud på dagens mur, der passede ham helt elendigt, og som i lyset af Vueltaen kunne have kostet dyrt. Denne finale passer ham trods alt bedre, og som jeg skrev i analysen inden løbet, regner jeg med, at Uijtdebroeks er den næstbedste klatrer i løbet.

 

Den opfattelse har jeg kun fået styrket i dag, hvor han også erklærede sig svært tilfreds med sin præstation. Er der en mand, der kan følge Pogacar, må det være supertalentet med det største potentiale og den største x-faktor, hvis han endelig har fundet den form, han har bygget op til i et ikke imponerende forår. Medvinden vil i hvert fald hjælpe ham ganske betydeligt.

 

Jeg vil rangere Antonio Tiberi som nr. 3. Allerede inden løbet havde jeg ham som løbets vel nok tredjebedste klatrer - det var kun Geraint Thomas’ større potentiale, der rykkede ham ned som nr. 4 på min liste - og den antagelse er kun blevet styrket i dag. Vi fik jo meget få billeder af gruppen, men vi så da i hvert fald, at han satte Damiano Caruso til at føre. Det indikerer, at benene ikke har været helt til hest, og akkurat som for Uijtdebroeks gælder, at det var opløftende, at han ikke kom i problemer på en etape, der passede hans dieselmotor dårligt. Det gør denne etape også, men vi har før i blandt andet Ungarn og Besseges set, at han faktisk kan gøre det glimrende på denne slags stigninger. Nu har han endda vist sig som en bedre afslutter end frygtet, og dermed ligner han en af de større trusler mod Pogacar.

 

Jeg rangerer Daniel Martinez som nr. 4. Jeg havde en drøm om, at vi ville se Algarve-udgaven af colombianeren, men det gjorde vi nok desværre ikke. Han var nemlig manden, der kunne have fulgt Pogacar, og det gjorde han ikke. Omvendt er det også nærliggende at tro, at han som de andre sikkert allerede tænker på 2. pladsen, og derfor siger dagens kørsel ikke nødvendigvis noget om hans styrke. Han sad da i hvert fald med hjem, og selvom billederne gjorde det svært at vurdere hans kørsel, er det i lyset af hans lange krise uhyre opløftende. Han har den klare fordel, at han er manden, der kan slå Pogacar i en spurt, for Remco Evenepoel, der selv er en fremragende afslutter, fik to gange i Algarve at føle, hvor sublim en puncheur Martinez er. Denne eksplosive etape passer bedre til Martinez og Pogacar end til alle andre, og derfor er han på papiret igen manden, der kan slå sloveneren. Han har bare vist for lidt og var for passiv i dag til, at jeg for alvor tror på det.

 

Så er der Geraint Thomas. Som beskrevet i analysen kunne man efter Vueltaen og Alperne have frygtet en nedtur med det samme, men den kom heldigvis ikke. Også for ham gælder, at vi ikke rigtigt kunne se, hvor stærk han så ud, men vi kan i hvert fald konstatere, at han er kommet fornuftigt fra start. Sidste år nåede han at finde formen nogenlunde trods den tvivlsomme optakt, og i år har han da i hvert fald heller ikke mistimet det totalt. Han passer ganske fremragende til denne slags etaper, som vi blandt andet har set på La Planche des Belles Filles, for på disse korte, eksplosive stigninger har han stor glæde af den vilde sidstekilometersforcering, der er blevet lidt af et varemærke. Han er i hvert fald også mere eksplosiv end de fleste andre, men selvom jeg har fået fjernet den største frygt for, at alderen har indhentet, mangler jeg efter det skuffende Alperne stadig det sidste bevis.

 

Herefter er jeg vel næsten nødt til at rangere Eddie Dunbar. Sammen med de ovennævnte var han i hvert fald den eneste klassementsrytter, der ikke viste svaghedstegn på de få billeder, vi fik. Jeg havde jo ellers ikke troet, at han havde fundet formen så hurtigt efter det problematiske Romandiet, men vi har i hvert fald fået en første indikation på, at han igen i år har timet det. Han er også en relativt eksplosiv fyr, der ikke passer helt ringe til denne slags etaper, men vi kan heller ikke komme uden om, at han for en uge siden så endog meget skidt kørende ud, og at han inden løbet lød en smule skeptisk. Det vil derfor undre mig, hvis han vitterligt er helt så flyvende, som han skal være, hvis han skal være med helt fremme på denne etape.

 

Det er jo i virkeligheden ret imponerende, at jeg allerede skal nævne Ben O’Connor, men det siger desværre lidt om feltets beskedne karakter. Som beskrevet i analysen viste han klare svaghedstegn i dag, og selvom den eksplosive etape passede ham dårligt, klarede han sig betydeligt ringere end Uijtdebroeks, der har betydeligt mindre punch end en mand, der senest i Emiraterne og Murcia har vist, at han altså er blevet ret eksplosiv. Desværre overrasker svaghedstegnene mig jo ikke, når vi har set dem flere gange i år, senest i det meget skuffende løb i Alperne. Denne etape passer ham heldigvis betydeligt bedre end dagens, men heller ikke den er ideel for en dieselklatrer. Jeg vil forvente, at han ser bedre ud, end han gjorde i dag, men jeg vil stadig blive overrasket, hvis ikke han skuffer lidt igen.

 

En rytter, der imponerede i dag, var Jan Hirt. Han lignede en stensikker taber på denne etape, der vel næppe kunne passe ham ringere, men alligevel endte han kun lige bag favoritterne. Det var endog meget opløftende for en fyr som ham, og det bekræfter mig blot i den optimisme, jeg også havde inden løbet. Det er klart, at denne eksplosive etape også passer ham skidt, men den passer ham da i hvert fald noget bedre. Vi har jo også i Oman set, at han slet ikke er helt umulig på denne slags etaper, og selvom det selvfølgelig i høj grad hænger sammen med de stejle procenter på Green Mountain, som han elsker, og som han savner her, giver det mig en tro på, at han vil gøre det ganske pænt på denne etape.

 

Jeg kan vel i virkeligheden gentage hele smøren om Lorenzo Fortunato. Også han led et forventeligt tab i dag, og hans kørsel var derfor ganske opløftende. Allerede inden løbet havde jeg samme tiltro til ham, som jeg havde til Hirt, og den tiltro er kun blevet større. Desværre passer også han ganske skidt til denne etape, men den passer ham bedre end dagens. Med de evner, han har vist på længere stigninger i år, regner jeg ham som en af feltets bedste klatrere, og det bør komme til udtryk i morgen, selvom vi nok skal have nogle lidt vanskeligere etaper og længere hen i løbet, inden han og Hirt for alvor kommer til deres ret.

 

Vi tager smøren én gang til - om ikke andet for Prins Knud. Denne gang handler den om Juan Pedro Lopez. På papiret passede dagens etape også ham ganske skidt, og derfor kan man betegne dagens udkomme som i hvert fald hæderligt. Som beskrevet i analysen anser jeg alligevel dagens resultat som ildevarslende. Han var nemlig ganske glimrende på de eksplosive stigninger i Alperne, og derfor giver dagens resultat kun næring til frygten for, at han har toppet for tidligt. Omvendt var denne finale også betydeligt mere eksplosiv end noget af det, vi så i Alperne, og derfor skal han have chancen for at bevise sig selv igen. Denne finale passer ham i hvert fald bedre, og vi taler trods alt om manden, der så stærkest ud af alle i den store generalprøve.

 

Inden løbet troede jeg faktisk, at Alexey Lutsenko kun kom for at vinde en etape, men i går afslørede han, at han faktisk endda drømmer om podiet. Selvom han har været i top 10 i Touren, ruten passer ham pænt, og han har været delvist genfødt i Abruzzo og særligt Liege, tror jeg dog ikke meget på det projekt, for han er stadig ikke den rytter, han var engang. Det ændrer dog ikke på, at en etape af denne type passer ham helt perfekt, og derfor burde han kunne være ret langt fremme. Han har dog også været syg under Romandiet, og han lignede i dag ikke en mand, der var allermest komfortabel, hvad en type som ham burde være. Det er i hvert fald nok til at give mig den sidste skepsis, men iv kan ikke benægte, at han er en af de klassementsryttere, der passer bedst til denne slags etaper.

 

Jeg var glad for at se Einer Rubio fremme i dag. Som bekendt har jeg været en smule usikker på ham inden løbet, men han klarede den første test pænt. Denne etape passer ham bedre, og vi har tidligere set i blandt andet Emiraterne og Burgos, at han kan være ganske glimrende på denne slags eksplosive etaper. Den passer ham i hvert fald bedre, end den passer de tre ovennævnte, men det ændrer bare ikke på, at vi aldrig har set Rubio udvise det topniveau, der for alvor fører langt. Det nærmeste, vi kommer, var i den tredje uge af Giroen sidste år, og der var vi jo altså ret langt henne i løbet. Jeg ser ingen grund til, at han pludselig skulle eksplodere på denne etape, men jeg kan blive overrasket.

 

Mauri Vansevenant bliver spændende at følge. Han har aldrig været bedre end nu, men han har heller aldrig været helt fremme på så lang en stigning på dette niveau. Sidste år så vi dog i Oman, at han klarede det godt på Green Mountain, som jo altså er en stigning på ca. 5 km. Den stejle del af denne stigning er jo kun marginalt længere. Til gengæld er feltet så også af en helt anden kaliber, men når nu han er så flyvende, og etapen er så eksplosiv, bliver han ikke uinteressant at følge.

 

En af dagens positive overraskelser var Esteban Chaves. Jeg havde slet ikke set, at han pludselig skulle kunne finde så gode ben, og derfor er vi nødt til at give ham en chance for at gentage det. Han er dog også en af de ryttere, der passer relativt godt til eksplosive etaper, og i forhold til dieselmotorerne er han mere handicappet på denne etape. Det ændrer dog ikke på, at dette også er en etape, der passer ham ganske godt, og i lyset af det, vi så i dag, kommer han formentlig ret langt. Det vil bare være mærkeligt, hvis han pludselig kommer hele vejen.

 

Som beskrevet i analysen var jeg ikke alt for imponeret af Damiano Caruso i dag. Det er i hvert fald kritisk, at han blev sat af både Maximilian Schachmann og Alex Baudin til sidst, for selvom i hvert fald Schachmann passede bedre til den slags stigning, har han tidligere været ret eksplosiv. Sandt er det dog også, at han med alderen er blevet mere og mere end dieselmotor, og denne etape passer ham derfor nok i dag betydeligt bedre. Det kan bare ikke slette det indtryk, vi fik efter Romandiet, hvor han allerede inden defekten på kongeetapen viste klare svaghedstegn på enkeltstarten - og det er altid bekymrende for en mand i hans alder.

 

Så er der Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren imponerede alt og alle i dag, men det her er trods alt en anden etape. Al logik tilsiger, at denne stigning er for lang og svær, men sandt er det også, at han har forbedret sin klatring enormt. Da han vandt Østrig Rundt, sejrede han på en 4 km lang stigning, der steg med små 9%, og her er den stejle del jo kun ca. 6 km lang. Etapen er generelt eksplosiv, og med den superform, han har nu, burde den være inden for rækkevidde. De bedste kan han umuligt følge i et felt, der er langt stærkere, end det var i Østrig, men lad os se, hvor langt hans udvikling har ført ham.

 

Jeg er nødt til at have en vis tiltro til Florian Lipowitz. Det er klart, at dagens præstation var en skuffelse, og da han blev sat allerede på den lange stigning, kan han ikke bare undskylde sig med, at muren passede ham elendigt. Omvendt var det stadig en eksplosiv sag, og vi så med den store forskel på 2. og 4. etape i Romandiet, at han vil være langt mere komfortabel på denne etape. I det schweiziske blev han også bedre og bedre, og nu har han i hvert fald fået chancen for at varme motoren op. Det ændrer dog ikke på, at denne etape minder ret meget om 2. etape i Romandiet, hvor det blev for eksplosivt, og derfor tror jeg, at vi skal længere hen i løbet, inden han for alvor blomstrer igen - og nu står det også klart, at han med statsgaranti skal vente på Martinez, hvis denne kommer i problemer.

 

I dag bekræftede Giulio Pellizzari sit store potentiale. Det er rigtigt, at han eksploderede lidt voldsomt til sidst, men han kom jo altså stadig med de bedste hjem. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men han burde jo være en ren klatrer, der er langt mere komfortabel på en længere stigning som denne. Vi så dog også i Alperne, at vi ikke skal vente os at se ham helt fremme. Dertil mangler han stadig for meget, men hans kørsel i dag bekræfter, at han er en af tidens mest lovende klatretalenter.

 

Det irriterer mig lidt, at jeg ikke gjorde lidt mere ud af Alex Baudin i optakten til 1. etape. Jeg har nemlig flere gange fremhævet den enorme udvikling, han har gennemgået, og efter en stærk sæsonstart og et formdyk kørte han jo fornemt i Baskerlandet. Også ham er vi stadig ved at lære at kende, og det bekymrer mig lidt, at han måske mere og mere ligner end puncheur mere end en klatrer. Heldigvis er denne etape ikke helt upassende for den slags typer, og vi så i Baskerlandet, at han kunne forsvare sig på denne slags etaper. Det kan sagtens være, at det bliver for hårdt, men i lyset af det, han har vist gennem det meste af sæsonen og senest i dag, er der en god chance for, at han kan imponere igen.

 

Jeg var virkelig overrasket over at se Domenico Pozzovivo i dag. Hans opkørsel efter styrtet var ret imponerende, og det tyder på, at han alligevel som altid er lykkedes med at time formen til Giroen. Sandt er det bare også, at han i selv ret svagt besatte løb har været milevidt fra de bedste, og det virker i hans alder trods alt ret usandsynligt, at han pludselig kan begå sig helt fremme. På den anden side viste han jo altså inden sine styrt i Castilla y Leon og i Giroen sidste år jo faktisk et niveau, der fører ret langt i dette felt. Derfor må vi åbne døren for, at han vitterligt er lykkedes med at genføde sig selv for 117. gang.

 

Jeg havde nok ventet mig lidt mere af Michael Storer i dag. Han var alligevel ret langt fra de bedste, og selvom etapen passede ham ganske elendigt, var han betydeligt længere tilbage end ryttere, den passede lige så dårligt. Det er ikke alt for opløftende, men logikken tilsiger trods alt også ret klart, at han kommer længere på denne etape. I lyset af de klatreben, han havde i Alperne og generelt har haft i år, burde han ikke være alt for langt fra de bedste - hvis han da stadig holder sig til og ikke bare sørger for at smide en masse tid.

 

Jeg er naturligvis også nødt til at nævne Romain Bardet. Han skal i det mindste have chancen for, at det bare var en dårlig dag, som holdet hævder. Det er bare svært for alvor at tro på det. Jeg havde jo ret stor skepsis allerede inden løbet, og modsat mange andre passede han jo fint til denne etape. Når man alligevel skal give ham chancen, skyldes det, at han før har oplevet nogle udsving i etapeløb, og vi skal trods alt kun to uger tilbage for at finde en ret fornem præstation i Liege.

 

Af samme grund vil jeg nævne Thymen Arensman. Han var betydeligt ringere end Bardet i dag, og det gør optimismen endnu mindre. Omvendt passede ham også dårligere til etapen, og vi har før set, at han har det meget svært på 1. etape i et etapeløb. Det så vi blandt andet i Alperne sidste år, hvor han ret hurtigt blev bedre, og vi så det så sent som i Romandiet. Her nåede han dog aldrig at finde de gode ben, og det vil være mærkeligt, hvis hans dieselmotor er varmet op allerede på 2. etape.

 

Jeg vil slutteligt også nævne Georg Steinhauser. Han mangler stadig sit gennembrud, men vi begyndte i Catalonien at se, at det nærmer sig. Han skuffede mig ganske stort i Alperne, og derfor har min optimisme været relativt afdæmpet, men i lyset af hans dieselegenskaber klarede han jo faktisk dagens etape pænt. Denne etape er heller ikke ideel, men den passer ham i hvert fald bedre, og det forlyder, at EF vil forsøge at teste ham lidt i klassementet. Han har stadig aldrig præsteret på det tilstrækkelige niveau, men hans kørsel i Catalonien var lovende nok til, at han skal have en omtalt.

 

Jeg vil forvente, at Rafal Majka er en af de allerstærkeste, og han kan sagtens ende langt fremme, men han får naturligvis ingen chance for at vinde etapen. Der er også en vis sandsynlighed for, at Valentin Paret-Peintre, der er en total lottokupon pludselig finder sig selv - det har han før gjort ud af det blå - men id ag var nedturen så stor, at det er svært for alvor at tro på. Attila Valter og Julien Alaphilippe var i dag blandt de stærkeste, men det vil undre mig, hvis vi ser dem helt fremme på en lang stigning i lyset af det, vi har set i år. Til gengæld vil jeg forvente at se Filippo Zana og Davide Piganzoli klare sig bedre på denne etape. Vi så i Baskerlandet, at stigningen formentlig bliver for svær for Maximilian Schachmann, og vi vil næppe heller se Nicola Conci helt fremme. Aurelien Paret-Peintre var solid i dag, men har typisk manglet lidt for meget på dette niveau. Nairo Quintana var opløftende i dag, men en eksplosiv fyr som ham skulle være bedre, hvis jeg for alvor skulle tro på ham på denne etape, selvom den passer ham bedre. I lyset af dagens resultat er det svært at tro på typer som Luke Plapp, Christian Scaroni, Andrea Bagioli, Tobias Foss, Magnus Sheffield, Ewen Costiou, Will Barta, Nick Schultz, Pelayo Sanchez, Matteo Fabbro, Rainer Kepplinger og Jefferson Cepeda, og stigningen er nok lidt for svær for den ellers velkørende Giovanni Aleotti. Endelig er den trods alt for svær for Filippo Ganna, der formentlig også agerer ren hjælper, mens den også bør være for lang for Kevin Vermaerke, selv hvis han ikke denne gang skal vente på Bardet.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Cian Uijtdebroeks, Antonio Tiberi

Outsidere: Daniel Martinez, Geraint Thomas, Eddie Dunbar, Ben O’Connor, Jan Hirt

Jokers: Lorenzo Fortunato, Juan Pedro Lopez, Alexey Lutsenko, Einer Rubio, Mauri Vansevenant, Esteban Chaves, Damiano Caruso, Jhonatan Narvaez, Florian Lipowitz, Giulio Pellizzari, Alex Baudin, Domenico Pozzovivo, Michael Storer, Romain Bardet, Thymen Arensman, Georg Steinhauser

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tom Dumoulins vilde sejr fra 2017, Enrico Battaglins sejr fra 2014, Marzio Bruseghins enkeltstartssejr fra 2013 og Marco Pantanis sejr fra 1999.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Det var blevet en tradition, at de bedste franske ryttere drager til Bretagne i den sidste weekend i maj for at tage de næste skridt i forberedelsen til Tour de France og de franske mesterskaber ved Coupe de France-løbene GP de Plumelec og Boucles de l’Aulne. Mens Giro-rytterne udkæmpede de sidste slag, kæmpede en kombination af ryttere, der opbyggede form frem mod La Grande Boucle, med ryttere, der gik efter den samlede sejr i Coupe de France, i to af de hårdeste løb i den franske løbsserie.

 

Coupe de France har altid en ganske travl periode i marts og april, hvor ikke færre end seks løb typisk afvikles på mindre end en måned. Derefter har der altid været en længere pause, mens fokus i Frankrig har været rettet mod etapeløbet 4 Dage ved Dunkerque. I Giroens sidste weekend har al fransk opmærksomhed været rettet mod Bretagne, hvor GP de Plumelec og Boucles de l’Aulne har markeret afslutningen på det travle første halvår af den nationale serie.

 

Sådan er det imidlertid ikke længere. Nu er den bretonske fest nemlig udvidet. Tidligere kørte man midt i april de to andre bretonske Coupe de France-løb, puncheurløbet Tour du Finistere og grusvejsløbet Tro-Bro Leon, men nu har man samlet alle de fire løb over to weekender i midten af maj, hvor der altså skal køres hele fire løb på bare otte dage. I år har man for andet år i træk byttet rundt på rækkefølgen, så de fire løb kommer inden 4 Dage ved Dunkerque, der kan bruges til at holde benene i gang. Den 29. maj kører man nemlig også det ganske nye bjergløb Mercan’Tour Classic, som fra 2022-sæsonen også er blevet en del af Coupe de France, og dermed er maj måned pludselig blevet den travleste i hele serien.

 

Efter åbningen i Grand Prix du Morbihan, der er det nye navn for løbet i Plumelec, fortsætter serien med Tro-Bro Leon, der kendes som det bretonske Paris-Roubaix. Det har været et af de mest oversete løb på kalenderen. Traditionelt har det være afviklet samme dag som Amstel Gold Race, og derfor er det ofte blevet negligeret af ikke-franske cykelfans, hvad man kan ærgre sig voldsomt over. Med dets mange grusveje i Bretagne er det en helt unik begivenhed, der tillige er et stort mål for mange af bedste franske ryttere. Mens de lokale stjerner ofte har det lidt svært i Paris-Roubaix, er Tro-Bro Leon deres chance for at gå efter sejren i et løb, der mindre meget om Klassikernes Dronning. I den bretonske version af Helvedet i Nord er udfordringen ikke brosten, men grusvejene gør det alligevel meget sammenligneligt med det største endagsløb på kalenderen. Tidligere har man forsøgt sig med at rykke løbet til mandag for derved at komme fri af kløerne på Amstel Gold Race, men nu forsøger man sig altså med ny kalenderplacering, hvor det i stedet er Giroen, der vil være den store rival i kampen om opmærksomhed.

 

Tro-Bro Leon blev første gang afviklet i 1984 af Jean-Paul Mellouët, der havde brug for at samle penge ind til en skole i den bretonske by Lannilis. Da han fandt de fleste løb alt for ensartede, besluttede han at gøre brug af de berømte grusveje i Bretagne. Løbet var for amatører frem til 1999, hvor det blev åbnet for professionelle, og gradvist er det rykket op i UCI-hierarkiet. Da det nuværende system blev introduceret i 2005, var det i mange år et 1.1-løb på UCI-kalenderen og en del af Coupe de France, men siden 2020-udgaven, der dog blev aflyst, har det været en del af den nye ProSeries.

 

Løbet har haft udenlandske vindere som Mark Renshaw, Baden Cooke, Ryan Roth og danske Martin Mortensen, men det har hovedsageligt været domineret af hjemlige ryttere. I de seneste år er det blevet vundet af flere af Frankrigs mest prominente ryttere i brostensklassikerne, da Frederik Guesdon, Vincent Jerome, Adrien Petit, Damien Gaudin og Christophe Laporte alle har stået øverst på skamlen i Lannilis.

 

Det blev dog ikke til fransk sejr i den seneste udgave. Her endte det i det vanlige udskilningsløb, indtil syv mand skulle spurte om sejren. Her var mange øjne rettet mod Arnaud De Lie, der kunne tage sin anden sejr på to dage, men han måtte se sig henvist til 2. pladsen af en ellers lidt kriseramt Giacomo Nizzolo, mens Nils Eekhoff sikrede sig den sidste plads på podiet. Nizzolo har først lige gjort comeback efter sin lange skadespause og forsvarer ikke titlen, men da både De Lie og Eekhoff er med igen, er der deltagelse af to af rytterne fra det seneste podium.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Ruten til Tro-Bro Leon undergår som regel ganske små modifikationer fra år til år, men grundlæggende er der altid tale om det samme løb, hvis væsentligste ingrediens er de mange grusveje og den klassiske afsluttende rundstrækning i Lannilis. I den 40. udgave står der 203,6 km på programmet, og de findes alle i området omkring Lannilis, en lille kystby nord for Brest i Bretagne. Som mange andre Coupe de France-løb kan det inddeles i en første del, der består af en stor omgang og herefter et par omgange på en finalerundstrækning.

 

Bretagne er kendt for sine mange smalle, snoede veje, dårlige vejr og korte stigninger, og alt dette er en naturlig del af Tro-Bro Leon. Hovedudfordringen er imidlertid de i alt 34,6 km grusveje fordelt på 29 sektorer, hvilket er to sektorer flere og 5,5 km mere end sidste år - og faktisk ny rekord. I 2021 droppede man for første gang de klassiske to omgange på den korte finalerundstrækning med bare én grusvej, og i stedet designede man en ny og længere runde med flere grusveje, hvor man kun kørte én omgang. Den model fastholdtes i 2022, hvor den nye rundstrækning genbrugtes, og derudover var der også justeret en smule i den indledende del, men det var ganske begrænset.

 

I 2023 vender ændrede man imidlertid igen på tingene, da man efter den store rundstrækning kørte omgange på to forskellige rundstrækninger omkring Lannilis, først en lang og siden en kort, der endda havde dagens sværeste grusstykke som det næstsidste. Den store rundstrækning var også helt nytænkt, da man nu kørte den anden vej rundt og sluttede med en tur op langs kysten. Den model genbruges nogenlunde i år, da man igen slutter med to finalerundstrækninger, hvoraf kun den sidste del af den første er den samme som sidste år, mens den sidste rundstrækning er helt uforandret. Derudover kører man igen den klassiske vej rundt på den store rundstrækning i indledningen, hvorfor man starter med og ikke slutter med at køre langs kysten.

 

Den store rundstrækning er 157,9 km lang og indeholder 16 af de 29 grusvejsstykker. Starten går i år i Le Carpont Plougin, der er en naboby til målbyen Lannilis, og i år kører man efter sidste års eksperiment atter mod uret rundt, som man plejer, inden man kører ind til målbyen. Som i Paris-Roubaix skal man først tilbagelægge en længere strækning på asfalt, hvor man først kører mod vest ud til kysten. Kortvarigt kører man mod sydvest ned langs vandet, som man forlader for at køre mod sydøst ned til en usædvanligt tidlig grusvej Mez an Ostis (1500 m), der kommer efter 33,6 km. Derefter går det mod nordøst op til en anden tidlig grusvej, Dy Douar (2100 m), der kommer efter 47,2 km, hvorefter det atter går mod sydøst ned til byen Landerneau, der nås efter 73,3 km.

 

Nu er det slut med den lette indledning, for når man drejer mod nord, kommer grusvejene hurtigt efter hinanden. Således skal man over La Tranchée (1200 m) efter 75,4 km, Kerveleoc (1000 m) efter 79,8 km, Gouezou (1000 m) efter 87,6 km, Kervenez (1100 m) efter 93,0 km, Gieletre (1550 m) efter 98,2 km og La Gare (1200 m) efter 107,4 km.

 

Umiddelbart herefter når man det nordligste, hvorefter man drejer mod sydvest og senere syd via et længere stykke med asfalt. Herefter melder grusstykkerne sig imidlertid hurtigt igen, når man skal over Kerizog (2100 m) efter 127,2 km, Antreren (2000 m) efter 130,3 km, Koad Haleg (2200 m) efter 133,2 km og Kerfaven (800 m) efter 136,1 km. Nu drejer man mod nordvest for nu at zigzagge sig rundt i området omkring Lannilis via grusvejene Kervidot (1000 m) efter 141,5 km, Kerfere (1500 m) efter 144,6 km, Lesmel (1000 m) efter 146,4 km og Meshuel (700 m) efter 155,0 km, inden man efter 157,9 km krydser stregen for første gang.

 

Herefter venter en omgang på en 33,1 km lang rundstrækning, der sender rytterne ud til kysten og tilbage igen. Først kører man mod sydøst over Kerosven (800 m), der kommer efter158,6 km, inden det får mod nord over Guillec (700 m), der kommer efter 160,0 km, og nordvest over Keradraon (1600 m), der kommer efter 162,2 km. Nu kører man mod syd ind gennem byen og derefter mod vest ud mod kysten, idet man undervejs skal over Kernernic (2500 m), der kommer efter 169,5 km. Ude ved vandet kører man mod nord op til Sainte Marguerite (800 m), der kommer efter 174,6 km, hvorefter det går mod øst ind i landet frem til An Ode Bri (500 m,), der kommer efter 180,6 km, hvorefter man zigzagger sig mod sydøst ned mod målbyen, så man skal over Ty Laouen (700 m) efter 183,0 km, Kerivin (700 m) efter 184,2 km og slutteligt Meshuel (700 m) efter 188,1 km, inden man krydser stregen for anden gang efter 191,0 km.

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på en 12,6 km lang rundstrækning, der byder på de sidste fire grusstykker. Med 11,9 km rammer man Kerosven (800 m), inden man med 10,5 km igen tage hul på Guillec (700 m). Med 8,3 km igen gælder det så dagens sværeste stykke, Keradraon (1600 m), inden man slutter løbet med en tredje og sidste passage af Meshuel (700 m, *), der indledes med 2,9 km igen. Løbet slutter med 2200 m på asfalt, som er stort set helt flade, idet den sidste kilometer stiger med 0,7% i snit. Efter grusvejen er der tre sene sving, to i rap med 1700 m igen og derefter yderligere et med 700 m igen.

 

Generelt er terrænet relativt fladt. Nogle sektorer er flade, andre svagt faldende, og nogle stiger svagt. Derudover er vejene ofte meget smalle, og der er flere korte stigninger imellem grusvejsstykkerne. Årets 29 grusstykker er lidt flere end de 27 i 2022, mens der var 29 i 2022, 26 i 2021 og 27 i 2019.

 

I alt er der 1675 højdemeter mod 1647 højdemeter i 2023, 1655 i 2022, 1743 i 2021 og 1687 i 2019.

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Det siger sig selv, at det dårlige bretonske vejr kan have stor betydning i et løb som dette, men ved at rykke det til maj er risikoen for dårligt vejr ikke så udtalt som normalt. Desværre viser Bretagne sig alligevel fra sin kedelige side denne søndag. Her venter nemlig en potentiel våd dag, hvor nedbørsrisikoen undervejs vil aftage fra 55% til 35%. Temperaturen vil være beskedne 13-14 grader, og det vil være blæsende med en frisk vind (20-22 km/t), i starten fra sydsydvest og siden fra sydvest. Det giver på den stor rundstrækning før forskellige former for modvind, så forskellige former for medvind og slutteligt igen forskellige former god modvind. På den store rundstrækning i finalen vil der hovedsageligt være sidevind, men der på den lille rundstrækning vil være sidemedvind over de første to grusveje og derefter sidemodvind hen over den tredje grusvej og frem til den sidste grusvej. Her får man medvind, mens der vil være sidemedvind over de sidste 2200 m på asfalt.

 

Favoritterne

Det er ikke nogen tilfældighed, at Tro-Bro Leon er kendt som en miniudgave af Paris-Roubaix. Grusvejene betyder, at også forløbet er meget lig det, man ser i Roubaix. Ofte er der tale om en gradvis udskilning, hvor kun de stærkeste er tilbage. Ruten er ganske vist hovedsageligt flad, men den er alligevel ganske selektiv, og derfor har man også oftest set solosejre.

 

Ofte ser man en større gruppe komme fri relativt tidligt i løbet, og ofte er det de stærkeste, der sidder med. Hvis de bedste hold alle er repræsenteret, ender de som regel med at afgøre løbet. Grusvejene skaber herefter en gradvis udskilning, og det ender derfor ofte med, at der bare er en håndfuld ryttere tilbage på den sidste rundstrækning. I et løb, der plages af punkteringer, spiller held en stor rolle, og det samme gør taktiske overvejelser. Nøglepunktet er at komme med i den tidligere gruppe, og herefter er det som regel en overlevelseskamp, indtil kun det bedste er tilbage.

 

Vi har dog også i de senere år set, at en spurt i en lille gruppe på måske helt op til 30 mand ikke har været et helt usandsynligt udkomme, og det kan ikke afskrives som mulighed. Da denne finale blev indført sidste år, betegnede det lokale Arkea-hold også ruten som en anelse lettere end i 2022, hvad der altid kan være svært at vurdere, når man ikke kender grusets tilstand. Alligevel endte syv mand med at spurte om sejren, mens 11 mand var inden for 12 sekunder. Vi har heller ikke set en større spurt endnu, og siden 2010 har den største gruppe, der er spurtet om sejren, bestået af 11 mand.

 

Som i Paris-Roubaix spiller positionering en afgørende rolle, og i denne slags løb kan de stærke klassikerryttere virkelig excellere. Derfor ser man ofte, at løbet domineres af de ryttere, der også gør det godt i Roubaix. Med en flad finale er en god spurt bestemt ikke nogen ulempe, men nøgleegenskaben er styrke på de flade veje og evnen til at håndtere den konstante positionskamp. Betydningen af taktik skal bestemt ikke undervurderes. I et lille felt efter et hårdt udskilningsløb er der ikke megen kontrol. Her kan overtal blive afgørende, og kan man snige sig væk, er chancen for at holde ikke helt lille.

 

Siden løbet er blevet en del af ProSeries er feltet styrket markant, og det er andet år i træk, at vi kan kalde det historisk stærkt. Allerede i 2022 var feltet stærkere end vanligt, og det er toppet de seneste to år. Seks WorldTour-hold er på papiret ikke mange, men antallet af brostensspecialister og store stjerner er som sidste årlangt større, end vi normalt ser det. Det betyder dog som regel, at chancen for stor udskilning er mindre, og det gælder måske særligt i år, hvor de fleste topnavne er meget spurtstærke og derfor kan vælge at gribe løbet kontrollerende an.

 

En anden væsentlig faktor er den nye dato i maj, som blev brugt første gang i 2022. Den betyder, at langt de fleste brostenstyper gør comeback i denne weekend efter en pause - hvis altså ikke de gjorde det i Frankfurt tidligere på ugen - og derfor er vi på meget bar bund, når det gælder formen for de fleste af de mest oplagte favoritter. Det så vi også sidste år, hvor det ikke var let at blive klog på, hvem der ville være fremme.

 

I forhold til rute og feltets sammensætning har vi et løb, der minder meget om det, vi havde sidste år, og det er derfor et godt pejlemærke. Her havde vi som sagt syv mand tilbage efter det klassiske udskilningsløb, men gruppen var meget tæt på at bestå af 11 mand. Det kan tale for, at løbet bliver lidt mindre selektivt, end vi traditionelt har set det og dermed øge betydningen af en god spurt. Den store forskel fra sidste år er, at vejret vil være ringere. Det vil være blæsende med risiko for sidevind, men jeg mindes nu ikke, at vi har set decideret sidevindskørsel i løbet. Det vil også primært regne om formiddagen, så jeg er usikker på, om det bliver så slemt endda - men det kan ende med en våd og mere selektiv affære.

 

Uanset hvad er det Roubaix-specialisterne, der skal regnes som favoritter, og dem er der mange af. Med usikkerheden om formen er det virkelig en åben sag. Jeg går med Søren Wærenskjold. Med sin top 10 i Roubaix fik han bevist, at han er skabt til denne slags løb, og den usikkerhed, der var om formen efter hans lange pause, fik vi effektivt aflivet i Frankfurt, hvor han klatrede imponerende godt. Samtidig vil jeg vurdere, at han er feltets hurtigste mand, og dermed har han hele pakken. Det bedste af det hele er, at Uno-X har et af de absolut stærkeste hold, og dermed kan de også udnytte et overtal i det taktiske spil. Det er klart, at det også betyder, at han kan blive fanget på taktik, men får vi et løb i stil med det, vi fik sidste år, vil jeg tro, at han kan spurte sig til en stor sejr.

 

Uno-X har også Rasmus Tiller, der ligeledes er skabt til dette løb. Det så vi sidste år, hvor han var med de bedste hjem, men kørte en lidt skuffende spurt. Det er klart, at han skal køre spurten for Wærenskjold, hvis de begge sidder der, men til gengæld kan han udnytte overtallet taktisk. Til gengæld så vi også i dag, at han ikke er så formstærk som sidste år. Løbet er også perfekt for brølstærke Jonas Abrahamsen. Han er ikke langsom, men han er den langsomste af de tre og skal spilles tidligt ud. Markus Hoelgaard er delvist genfødt og i form, og selvom løbet ikke er ideelt for ham, kan han sagtens køre finale. Han får dog svært ved at gøre det færdigt. Det samme gælder for William Blume og Erik Resell, der ellers også kan komme langt i et løb som dette, og det er nok ikke et helt ideelt løb for Frederik Dversnes, selvom han i dag viste, at formen er ved at være der.

 

Lotto kommer med Arnaud De Lie, der jo kan begå sig i de fleste løb. Det gælder naturligvis også dette, som vi så sidste år, hvor han endte som nr. 2, og efter i dag har jeg fået mere tiltro til ham. Han var i hvert fald bedre, end jeg havde frygtet, og det var endda i en finale, der på papiret var til den svære side. Havde det ikke været for Wærenskjold, havde han derfor været min favorit, men jeg tror, at nordmanden er en tand hurtigere i en flad spurt.

 

Er De Lie på toppen, vil de formentlig køre 100% for ham, men de har andre muligheder. Jasper De Buyst kan begå sig i denne slags løb og gøre det færdigt, men han virkede ikke flyvende i sine første løb efter pausen, hvad der blev bekræftet i dag, hvor de brugte ham til at føre tidligt.. Hurtig er også Lionel Taminiaux, der før er blevet nr. 16, men han mangler nok den sidste robusthed. Vi så i Roubaix, at Alec Segaert er god i denne slags løb, men sammen med formstærke Brent Van Moer og den stadig mere spændende Liam Slock får han svært ved at gøre det færdigt.

 

Arkea kommer med et ret spændende hold. Deres bedste bud må være Luca Mozzato, der blev nr. 2 i 2022. Siden dengang er han blevet uhyre meget stærkere, som vi så med hans vilde 2. plads i Flandern, og han har tillige både i Koksijde og Flandern vist, at han er rasende hurtig efter et hårdt løb. Han har således en chance for at slå alle i dette felt, men han plejer desværre ikke at være flyvende efter en pause, hvad han heller ikke var i dag. Dagens løb var dog også på papiret alt for hrådt.. Holdets anden meget hurtige mand er Amaury Capiot, der burde passer glimrende til dette løb og har genfundet sit niveau. Efter pausen skuffede han dog fælt i Frankfurt. Et langt mere sikkert kort er Clement Venturini, der godt kunne bruge nogle bakker, men med sin crossbaggrund endte som nr. 6 sidste år. Han mangler dog lidt fart i forhold til de hurtigste, men til gengæld er han i form. Løbet er nok ikke helt ideelt for Vincenzo Albanese, men han er stærk nok til at begå sig. Desværre er der også flere favoritter, der er hurtigere end ham, og selvom han var god i dag, virkede han trods alt ikke til at være på sit bedste. Endelig kan Mathis Le Berre komme langt, men han mangler spurten.

 

FDJ har Sam Watson, der som ung U23-rytter bragede ind på scenen med en 5. plads i 2022, inden han sidste år blev nr. 10. Han har altså vist, at han passer til løbet, og i år synes han endelig at have genfundet takterne fra U23-tiden. Han er også hurtig, men de største favoritter er hurtigere end ham. Hans form er også usikker efter en lang pause, men hans resultat i dag var lovende. Hans hold er heller ikke det stærkeste. Sven Erik Bystrøm er ikke skabt til dette løb, men kan godt køre finale. Han har dog haft en skidt sæson og skuffede igen i dag, og selvom han er hurtig, får han svært ved at gøre det færdigt. Marc Sarreau blev nr. 6 i 2019, men han synes at have tabt al sin holdbarhed. Der synes ingen vej ud af krisen for Matthew Walls.

 

Cofidis stiller med Axel Zingle, men han er nok også en type, der havde glæde af lidt bakker. I Famenne så vi heldigvis, at han er kommet bedre tilbage efter sin krise, men han så stadig ud til at være et stykke fra sit bedste, hvad han også gjorde i Frankfurt. Til gengæld var han i dag bedre end ventet, og det har i den grad øget min optimisme. Han har heldigvis sin gode spurt, men der er flere favoritter, der er hurtigere end ham på flad vej. En flyvende Zingle ville formentlig stadig være en af de allerbedste, men jeg er usikker på formen. En alternativ kaptajn er Alexis Renard, der burde passe til denne slags løb og spurtede chokerende godt i Cholet tidligere i år. Han har dog ikke fundet formen i år og har haft lang pause, ligesom han var helt væk i dag. De ledsages af Bryan Coquard, men han er ikke skabt til denne slags løb og har skuffet i år, som han også gjorde det i dag. Bedre bud er hurtige Piet Allegaert, der i Denain genfandt sin styrke i denne slags løb, men trods den gode spurt er der hurtigere folk end ham, og formen er usikker. I Denain kørte han finale sammen med Aimé De Gendt, men han har primært skuffet og kan ikke gøre det færdigt.

 

DSM kommer med et meget spændende hold til dette løb. Bedste bud er vel Nils Eekhoff, der blev nr. 3 sidste år og har spurtet ganske godt på det sidste. Han har generelt genfundet et højt niveau, men havde en skuffende klassikerkampagne, og formen er usikker. Sidste år var dog med det samme god i dette løb. Det er naturligvis også skabt til Roubaix-specialisten John Degenkolb, men han lider under, at hans spurt slet ikke er som i gamle dage. Holdets hurtigste er Casper van Uden og er han i form, kan han formentlig komme ret langt. Hans kørsel i dag var så opløftende, at jeg har fået rest stor tiltro til ham. Han er en af de få, der kan slå Wærenskjold og De Lie på stregen. Endelig har de halvhurtige Sean Flynn, men han synes ikke i form efter sin skadespause.

 

Intermarché har en af de mere spændende kandidater i form af Hugo Page. Han kørte et fornemt Roubaix, selvom han løb tør for kræfter til sidst, og også i Denain viste han evnerne, indtil han defekt. Hans form er ukendt efter en lang pause, og dagens resultat var ikke alt for opløftende, men han synes efterhånden relativt stabil. Han er også hurtig, men han lider under, at de allerstørste favoritter er hurtigere end ham. Han er formentlig også lidt alene, for det vil undre mig, hvis vi ser crossrytteren Gerben Kuypers helt fremme, mens Rune Herregodts synes i en regulær krise, og løbet ikke passer Lorenzo Rota.

 

Israel-PT kommer med kometen Riley Sheehan, der bare bliver ved med at imponere, senest med 3. pladsen i Frankfurt, hvor han lignede en mand, der med bedre position kunne have vundet. Han er i fremragende form, og selvom han ikke havde det bedste Roubaix, viste han i Flandern evner i denne slags løb. Hans problem er, at han trods den gode spurt i Frankfurt kan få svært ved at gøre det færdigt mod de allerhurtigste. Han ledsages af Mads Würtz Schmidt, der viste god form i Famenne og formentlig godt kan komme langt i et løb som dette, men trods god fart må han sande, at mange af favoritterne er hurtigere end ham. Det samme gælder for Guillaume Boivin, der jo ellers kørte et fremragende Roubaix i 2021, men ikke har nået samme højder siden, den i år meget velkørende Pier-André Coté, der burde passe fint til løbet, samt Tom Van Asbroeck, der var stærk igen i Roubaix, selvom han ikke er helt på samme niveau som tidligere. Og så bliver det meget interessant at følge kometen Joseph Blackmore, der ikke synes at være den rette type til denne slags løb, men overrasker igen og igen.

 

Total har et fremragende bud i Dries Van Gestel, der i år vel næsten er bedre end nogensinde. Det så vi i Denain og i Roubaix, der er de to løb, der minder mest om dette. Hans form er ukendt, men han er blevet ret stabil, og jeg forventer, at han kører finale. Problemet er, at han trods sin fart må sande, at flere er hurtigere end ham. Hurtigere er nok Anthony Turgis, der også passer til dette løb, men hans krise synes uden ende. Hurtigste mand er den uhyre spændende Sandy Dujardin, men han har stadig ikke genfundet takterne fra efteråret, og jeg vil også tro, at han helst vil have lidt bakker, ligesom flere er hurtigere end ham. Dagens præstation var ikke alt for opløftende. Både Emilien Jeanniere og Lorrenzo Manzin er hurtige, men mangler nok den sidste robusthed. Den har den spændende Thomas Gachignard, der til gengæld får svært ved at gøre det færdigt.

 

Ag2r kommer naturligvis med Benoit Cosnefroy. Han kan formentlig komme ret langt, men løbet er bestemt ikke ideelt for ham. Han lider også under, at han trods sin fart trods alt er langsommere end mange af de sprintere, der også er favoritter i et løb som dette. Hurtigere er nok Pierre Gautherat, der burde passe til løbet, men hans varslede gennembrud i brostensklassikerne udeblev. Han er også langsommere end de største favoritter, men klarede sig hæderligt gennem sit comeback i Frankfurt. Det er også i et løb som dette Dries De Bondt med sin offensive kørsel kan komme ret langt, og også han kan gøre det færdigt på stregen. Løbet er perfekt for Stan Dewulf, men efter den lange skadespause er det nok for tidligt. Der er ikke noget, der tyder på, at Edvald Boasson Hagen stadig kan begå sig, og den ellers spændende Valentin Retaillieu kan få svært ved at gøre det færdigt, som det også gælder for Sander De Pestel.

 

Burgos har en spændende joker i Aaron Gate. Han havde et forfærdeligt 2023, men med stor succes uden for Europa har han i år vist lidt af takterne fra det flotte 2022. Han har til gode at vise sig frem i Europa i år, men løbet burde passe ham, og han har spurtet godt i år. Dagens resultat var opløftende. Som alternativ har holdet sprinteren George Jackson, der senest i Tyrkiet viste en for mig overraskende stor holdbarhed. Jeg tror også ret meget på hans fart, men det vil alligevel undre, hvis han med helt fremme, når han også mangler erfaring. Typer som Jesus Ezquerra, Antonio Angulo og Clement Alleno, der har både holdbarhed og fart, kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

 

Caja Rural har måske ikke det ideelle hold til så fladt et løb. Bedste bud er nok Fernando Barcelo, der virkelig er kommet stærkt tilbage og i Asturien viste storform. Han har også en ret god fart, men han vil savne nogle bakker. Det samme vil den efterhånden imponerende holdbare sprinter David Gonzalez, der er i form og kan overraske, men som også mangler noget fart. Det er næppe det ideelle løb for Eduard Prades, mens Tomas Barta ikke har holdbarheden.

 

Bingoal har Luca Van Boven, der virkelig har imponeret i år, ikke mindst i Loire og i dag. Han er dog nok mere puncheur end powerrytter, og selvom han har en spurt, får han svært ved at gøre det færdigt. Løbet burde også passe halvhurtige Kenneth Van Rooy, men han har slet ikke samme holdbarhed som tidligere. Det burde være for fladt for formstærke Louka Matthys, der dog som Johan Meens kan komme et stykke.

 

Q36.5 skal vel satse på Fabio Christen. Han er nok mere puncheur end rytter til denne slags løb, men han kan komme relativt langt. Han har også en hæderlig spurt og begynder endelig at genfinde lidt af formen fra sidste år. De vil dog undre, hvis han kører finale. Han ledsages af brølstærke Frederik Frison, der imponerede så stort sidste år, men kun lige er kommet tilbage fra sin skade. Rory Townsend kan komme langt, men mangler nok den sidste robusthed og fart til at gøre det færdigt.

 

Kern Pharma og Euskaltel får det svært. Hos Kern Pharma tror jeg, at den i år ganske velkørende Kiko Galvan kan komme ret langt, hvis han er i form efter pausen, men niveauet er nok lidt for højt, og trods sin fart får han svært ved at gøre det færdigt. Formstærke Urko Berrade kan komme et stykke, men passer ikke til løbet. Euskaltel skal satse på den i år ret velkørende og stærke James Fouché, men han kan ikke gøre det færdigt.

 

På de fire kontinentalhold bliver det særligt værd at holde øje med Auber, der har den flyvende Alexandre Delettre. Han er ikke skabt til dette løb, og trods sin fart får han svært ved at gøre det færdigt, men han imponerer i de fleste terræner. Han ledsages af Romain Cardis, men han synes ikke længere at have det rette holdbarhed. Hos Roubaix skal vi holde øje med den i år velkørende sprinter Emmanuel Morin, der kan komme ret langt, men næppe følge de allerbedste eller vinde en spurt, samt brølstærke Samuel Leroux, der med sejren i onsdags viste, at han er tilbage i form, men får svært ved at gøre det færdigt. Hos Nantes er det Mael Guegan, der kan komme længst, mens det hos Nice er Jean-Louis Le Ny og Paul Hennequin.

 

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke kommet. Jeg når desværre først at opdatere optakten efter løbsstart, men næsten alle trupper er udtaget, så ændringerne vil være helt, helt marginale.

 

***** Søren Wærenskjold

**** Arnaud De Lie, Luca Mozzato

*** Sam Watson, Axel Zingle, Nils Eekhoff, Rasmus Tiller, Hugo Page

** Riley Sheehan, Casper van Uden, Johan Degenkolb, Dries Van Gestel, Clement Venturini, Benoit Consefroy, Vincenzo Albanese, Sandy Dujardin, Pierre Gautherat, Amaury Capiot, Jonas Abrahamsen, Anthony Turgis, Tom Van Asbroeck, Dries De Bondt, Bryan Coquard, Piet Allegaert, Alec Segaert, Alexandre Delettre, Aaron Gate

* Lionel Taminiaux, Pier-André Coté, Fernando Barcelo, Fabio Christen, Markus Hoelgaard, Alexis Renard, Emmanuel Morin, David Gonzalez, Mads Würtz Schmidt, Sven Erik Bystrøm, Luca Van Boven, Stan Dewulf, Valentin Retailleu, Thomas Gachignard, George Jackson, Kiko Galvan, Emilien Jeanniere, Guillaume Boivin, Rory Townsend, Brent Van Moer, James Fouché, Sean Flynn, Jasper De Buyst, Rune Herregodts, Liam Slock, Romain Cardis, Samuel Leroux, Paul Hennequin, Lorrenzo Manzin, Fredrik Dversnes, Aimé De Gendt, Frederik Frison, William Blume, Sander De Pestel, Mathis Le Berre, Eduard Prades, Urko Berrade, Thibault Guernalec, Gerben Kuypers, Marc Sarreau, Jesus Ezquerra, Louka Matthys, Kenneth Van Rooy, Antonio Angulo, Clement Alleno

 

Danskerne

Hos Israel-PT skal Mads Würtz nok primært støtte Riley Sheehan, men han kan også selv lave et resultat. Det kan William Blume også hos Uno-X, selvom opgaven hovedsageligt må være at støtte Søren Wærenskjold, Rasmus Tiller og Jonas Abrahamsen.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Giacomo Nizzolos sejr fra 2023, Hugo Hofstetters sejr fra 2022, Connor Swifts sejr fra 2021, Andrea Vendrames sejr fra 2019, Christophe Laportes sejr fra 2018, Damien Gaudins sejr fra 2017, Martin Mortensens sejr fra 2016, Alexandre Geniez’ sejr fra 2015 samt Adrien Petits sejr fra 2014.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbsdirektør Mauro Vegni ville nok protestere højlydt, men hvis han ikke skulle anklages for vildledende markedsføring, ville han kun kunne sælge årets udgave af sit løb med én titel, nemlig ”Den forudsigelige Giro”. Eller sådan ville den obligatoriske overskrift i hvert fald lyde, hvis vi alene skulle forholde os til det vigtigste af det hele, nemlig kampen om den samlede sejr. Faktisk vælter det med uforudsigeligheder - eksempelvis er kampen om 2. pladsen så åben, at vi havde udsigt til en historisk spændende Giro, hvis ikke Tadej Pogacar havde været til start, og det er også svært ikke at glæde sig til opgørene i det fantastiske sprinterfelt - men når man går ind til et løb med den vel nok største grand tour-favorit siden Lance Armstrong-tiden (og måske skal vi endda længere tilbage), vil Vegni altså hurtigt kunne få Forbrugerombudsmanden på nakken, hvis han forsøgte at sælge sit løb som vildt spændende.

 

Den forudsigelighed er han måske selv uden om. I hvert fald er det nærliggende at tro, at hans succes med at tiltrække den Pogacar til sit løb har fået mange til at løbe skrigende væk og i stedet satse på en Tour, der trods alt er mere prestigefuld, når nu sejren alligevel var uden for rækkevidde. Derfor står vi tilbage med én superstjerne i det, der må betegnes som et historisk svagt klassementsfelt, og når man sætter Real Madrid til at spille i den danske 2. division, skal man altså være ret kreativ, hvis man skal forsøge at sælge det som en neglebider.

 

Nogen neglebider er der bestemt stadig heller ikke tale om, efter at løbet i dag blev skudt i gang med en historisk svær og spektakulær åbningsetape. Jeg er ikke bookmaker, men jeg ville ikke ændre en tøddel på vinderoddset på Pogacar på baggrund af det, vi var vidner til i dag. Akkurat som alle havde spået, kørte løbets store favorit nemlig ganske klart fra alle de ryttere, han skal slås med i kampen om den samlede sejr, og der var end ikke én af dem, der så ud til blot at være tæt på at følge ham.

 

Alligevel fik den mest forudsigelige Giro den mest uforudsigelige åbning. Nu kender vi ikke Pogacars manuskript, men jeg har et god bud på, hvordan det ser ud. Planen var formentlig at lægge løbet i et jerngreb med sejre på de to åbningsetaper, cementere sin føring med en sejr på fredagens enkeltstart og derefter trække håndbremsen og køre sejren hjem med så lille et ressourceforbrug som muligt, så han kan stå knivskarp op frisk over for - forhåbentlig - Jonas Vingegaard i Touren til sommer.

 

Det manuskript så ud til næsten ikke at kunne gå galt. Ja, faktisk havde han grund til at være så sikker i sin sag, at han formentlig ikke har taget viskelæderet med sig til Italien. Ikke desto mindre er UAE-manager Mauro Gianetti formentlig netop i disse minutter på vej ned til Torinos lokale boghandler for at erhverve sig et stykke alligevel, for der i hvert fald nu pludselig grund til at ændre i drejebogen.

 

Nej, afgørende ændres skal den ikke. Pogacar kan stadig være langt foran alle andre efter fredagens enkeltstart, og derefter kan håndbremsen blive trukket lige så fast, som det formentlig hele tiden har været planen. Til gengæld må han sande, at drømmen om at cementere sin overlegenhed med det samme led et gevaldigt knæk, da han ganske sensationelt ikke i dag lykkedes med at melde sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle tre grand tours.

 

I det hele taget var det en helt elendig åbning for UAE-mandskabet. I mine øjne lignede det længe en brøler, at de kørte så unødigt hårdt på de tidlige stigninger og skabte et blodbad, der var større, end jeg havde ventet. Nu endte de nemlig med at afsløre, at deres hold er om muligt endnu svagere end antaget, da Felix Grossschartner bekræftede det kedelige indtryk fra Romandiet og efterlod den heroisk kæmpende Rafal Majka så mutters alene, at det kun var det elendige samarbejde i frontgruppen, der sikrede, at Pogacar ikke havde tabt etapen, allerede inden de havde ramt den stejle finalemur. Nok vidste vi, at UAE har sendt B- eller C-holdet til Italien, men hvis ikke man havde regnet med et hav af udbrudssejre på forhånd, blev udbrudsfesten da i dag endnu mere oplagt, når nu UAE ikke ligner et hold, der kan køre udbryderne ind, selv hvis Pogacar skulle vise sig mere grådig og tilbageholdende end antaget.

 

Heldigvis er Pogacar formentlig stadig i stand til at vinde løbet selv med et svagt hold, men det var alligevel blot den første streg i regningen. Den sidste - og alvorligste - af dem alle var naturligvis, at han ikke kunne sætte Jhonatan Narvaez på den stejle mur. Nok vidste vi, at den lille ecuadorianer siden sidste års Østrig Rundt havde gjort enorme fremskridt, og nok vidste vi, at det var en finale, der havde en vis appel til ham, men dagens præstation var alligevel langt ud over det, han tidligere havde præsteret.

 

Det var svært ikke at sidde tilbage med en lille følelse af deja-vu. Vi husker jo, hvordan Pogacar også viste uventede svaghedstegn på sidste etape i Catalonien, hvor Stephen Williams ganske sensationelt var i stand til at sætte sloveneren, selvom sidstnævnte endte med at vinde etapen i en spurt. Så galt gik det jo heldigvis ikke denne gang, men hvor vi dengang kunne forklare det hele med lidt træthed efter tre vilde soloridt på de tre bjergetaper, er det svært at finde en forklaring på, at det gik galt i dag.

 

Det er dog ikke nødvendigvis voldsomt alarmerende. Det er nemlig nærliggende at tænke tilbage til sidste års Tour, hvor løbet blev åbnet med en etape, der var en næsten tro kopi af denne. Dengang angreb Pogacar også benhårdt på den sidste mur, der endda var en anelse sværere end denne, og mens det var ganske naturligt, at han ikke kunne sætte Vingegaard, var der nok ikke mange, der havde ventet, at Victor Lafay kunne matche ham pedaltråd for pedaltråd. Det var dengang nærliggende at se det som et svaghedstegn, men selvom han skuffede på den første bjergetape i Pyrenæerne, er det jo synd at sige, at Pogacar var skidt kørende i Tourens første to uger, hvor han i den grad gav Vingegaard kam til sit hår.

 

I hvert fald kørte han også dengang fra alle andre klassementsryttere end Vingegaard, akkurat som han i dag satte alle sine klassementsrivaler, og selvom det i dette løb er endnu mere entydigt, at Pogacar er mere eksplosiv end sine værste rivaler, end det var tilfældet i Touren, er det svært at tro, at han ikke vil være lige så dominerende i bjergene som ventet. Men det kan ikke ændre på, at etapen har tændt i hvert fald en smule håb om, at det ikke bliver så ensidigt endda.

 

Det kan vi takke Narvaez for. Det er blot en skam, at han ikke er relevant som klassementsrytter, for selvom han i dag og i Østrig beviste, at han har forbedret sin klatring ganske meget, bliver bjergene trods alt for voldsomme. Til gengæld fik han bevist, at det, vi fornemmede i Østrig, og som kom til udtryk ved hans flotte VM, der desværre endte i et sæsonødelæggende styrt, samt hans meget stærke sæsonåbninger i Australien, nemlig at han har taget et enormt skridt i sin udvikling, var mere sandt, end man kunne tro. Ved at slå to hurtige folk i en spurt fik han også bevist, at han stadig har den fart, der tidligere var grunden til den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2020, men som svigtede ham, da han tabte Tour Down Under til Williams. Nu er der blot endnu mere grund til at ærgre sig over det styrt, der i Gent-Wevelgem ødelagde hans brostenssæson, efter at han var kommet så lovende fra start i E3 - men spørgsmålet er på den anden side, om ikke dagens resultat viser, at det er på tide for alvor at satse på Ardennerne, der hele tiden har lignet hans mest naturlige force.

 

I hvert fald kommer hans opblomstring som en kærkommen opmuntring til det kriseramte Ineos-mandskab, der med siden begyndelsen af april endelig er kommet i gang efter en katastrofal åbning på sæsonen. Alligevel var alt ikke lutter lagkage i dag, for det var godt nok en blandet landhandel for det britiske storhold. Frygten for, at Geraint Thomas efter den svage kørsel i Alperne ville falde helt igennem, blev heldigvis aflyst af et lettelsens suk, der bringer ham ganske tæt på den rolle som førsteudfordrer, bookmakerne gav ham inden løbet, og derudover leverede Filippo Ganna vel sin hidtil flotteste klatrepræstation, der satte en streg under, at hans elendige sæsonstart vitterligt handlede om sygdom og ikke spor andet.

 

Til gengæld var resten mildt sagt noget hø for briterne. Mest markant er det naturligvis, at de kan glemme alt om andre end Thomas i klassementet. Desværre kommer det ikke som noget chok, at Thymen Arensman fik klø i dag. Vi har nu set det et hav af gange, at han kommer elendigt i gang i sine etapeløb og ofte finder han benene undervejs. Det vil da også undre, hvis ikke han som altid er der i den tredje uge, men dagens tidstab, som den benhårde åbningsweekend lidt lagde op til, gør desværre, at podiet ikke længere ser realistisk ud. Al drøm om, at Tobias Foss skulle genfødes som klatrer, blev også forvandlet til et mareridt, og da Magnus Sheffield også fortsætter med at være helt uden sidste sæsons klatreben, kan Ineos-mandskabet måske nok glæde sig over dagens sejr, men også græde snot over, at deres stærke hold pludselig slet ikke ser så stærkt ud alligevel.

 

I det hele taget var det en åbningsetape, der gav overraskende mange svar. Ruten lagde bestemt op til, at der kunne være en klassementsrytter eller to, der kunne tabe løbet allerede med det samme, men nederlagene var flere, end man kunne have ventet. Sammen med Arensman var det naturligvis Romain Bardet, der stod tilbage som den helt store taber, og det kom alligevel som en overraskelse. Ganske vist vil læsere af mine optakter vide, at jeg ikke var rasende optimistisk på vegne af en mand, der helt åbenlyst har toppet, men hans kørsel i Alperne og ikke mindst Liege skabte trods alt en vis grund til at tro, at han nok skulle køre et fint løb. I dag burde det i hvert fald ikke kunne gå galt, for i et klassementsfelt, der mest består af dieselmotorer, var han en af dem, der passede klart bedst til dagens etape. Man skal altid passe på med forhastede konklusioner, men det er svært at finde mange argumenter for, at Bardet skulle rejse sig så voldsomt, at han kan blive en seriøs kandidat til podiet.

 

Det kan Cian Uijtdebroeks forhåbentlig stadig, selvom også han viste markante svaghedstegn i dag. Det er dog naturligvis ikke nogen stor overraskelse, for denne etape passede ham ganske elendigt, og vi så allerede på 20. etape i Vueltaen, at disse ardenneretaper er svære for ham, men i lyset af hans kedelige sæsonstart, der nu delvist er forklaret med sygdom, vække det da en lille bekymring.

 

Der var også nye svaghedstegn fra Ben O’Connor, men det kommer ikke bag på mig. Som jeg også fremhævede i analysen inden løbet, var hans kørsel i Alperne lidt for bekymrende, og det blev bekræftet i dag, hvor han så temmelig skidt ud på sidste stigning. Nu er også han uden eksplosivitet, men den har han jo faktisk fundet på det sidste, og derfor var hans problemer mere alarmerende, end de var det for Uijtdebroeks, der er indbegrebet af en dieselmotor.

 

Det er Juan Pedro Lopez vel egentlig til dels også, men han viste jo masser af punch i Alperne. Derfor var dagens lille nederlag en streg i regningen, der desværre nok giver næring til antagelsen, jeg nævnte inden løbet, nemlig at hans vilde niveauspring nok kunne forklares med, at han var toppet for tidligt. Også her er det for tidligt at drage forhastede konklusioner, men lidt ildevarslende var det. Tværtimod må man næsten anse det som opmuntrende, at Jan Hirt og Lorenzo Fortunato, som jeg har pæne forventninger til i dette løb, kom fra denne etape med så beskedne tidstab.

 

De tidstab var i hvert fald mindre, end de var for Florian Lipowitz. Drømmen om, at han skulle brage ind på scenen med et vildt gennembrud, brast med det samme. Det er naturligvis ikke noget chok, og det er også for tidligt at dømme ham ude. Vi skal ikke glemme, at Luke Plapp kørte fra ham på den første bjergetape i Romandiet, hvor det hele var meget eksplosivt. I de rigtige bjerge så vi en helt anden Lipowitz, og det virker nærliggende, at vi kan se det igen, hvis han har den ønskede holdbarhed. Man kan vel også tillade sig at håbe på en genrejsning af Valentin Paret-Peintre, der efter den vilde præstation i Alperne desværre bekræftede, at han har et problematisk lavt bundniveau. Endnu være gik det desværre for Torstein Træen, der stadig aldrig har prøvet at starte en grand tour uden at styrte slemt på 1. etape.

 

Noget tidstab var der til gengæld ikke til Damiano Caruso, men også han viste svaghedstegn. Han greb ellers ud efter lykken, men hvis man vil på podiet i dette løb, må man ikke blive sat af Alex Baudin og Maximilian Schachmann til sidst. Nu skal hans motor sikkert varmes op, og vi ser sikkert en bedre Caruso senere i løbet, men det ser ud til, at alderen - ganske som frygtet - har taget toppen af det niveau, han havde sidste år.

 

Men han undgik at tabe sit løb, og det var jo egentlig det, det handlede om. Det lykkedes også for Antonio Tiberi, der ellers kan være lidt af en lottokupon. Det lykkedes for Daniel Martinez, der må udbryde et lettelsens suk, for selvom han lignede manden med punchet til måske at matche Pogacar, var det vigtigste, at han ikke var på det lave niveau, han har været igennem det meste af de seneste år. Det lykkedes for Einer Rubio og Alexey Lutsenko, der dog lignede et par mænd med visse problemer undervejs, hvad der naturligvis er mest kritisk for en eksplosiv type som Lutsenko, der forventeligt må antages at få problemer i bjergene. Og så lykkedes det minsandten for Eddie Dunbar, der måske alligevel er lykkedes med at indhente alt det tabte efter sine skadesproblemer for andet år i træk.

 

Resten af toppen udgjordes af puncheurtyper, og her var det naturligvis opløftende at se Maximilian Schachmann komme sig over sin sygdom og genfinde de lovende takter fra Baskerlandet. Det havde været lidt af et statement i hans comeback, hvis han havde taget den lyserøde trøje i dag, men nu ved vi i hvert fald, at han vitterligt stadig skal tages seriøst. Det var også opløftende at se Julian Alaphilippe i det mindste forsøge at gå med Pogacar, og selvom det ikke lykkedes, bekræftede han da, at han stadig kan være en hæderlig cykelrytter. I det hele taget havde Soudal en god dag, da de foruden Hirt og Alaphilippe også havde Mauri Vansevenant så langt fremme, at vi fik bekræftet det, vi så I Ardennerne.

 

På samme måde fik vi klart set, at Alex Baudin har lagt det lille formdyk bag sig, og hans flotte kørsel i Baskerlandet var en indikation på, at hans stærke sæsonstart vitterligt er udtryk for et helt nyt niveau. Med danske briller kan vi glæde os over, at vi så nogle takter fra Mikkel Honoré, vi ikke har set siden VM i 2022, og at vi måske kan drømme om, at han kan genfinde det tårnhøje niveau, han havde i 2021 og 2022, og hans holdkammerat Esteban Chaves gjorde det i det hele taget til en god EF-dag med en uventet fin lille genfødsel. Derudover var det godt at se de første væsentlige livstegn fra Attila Valter i år - og ikke mindst var det højst imponerende at se den hensygnende Quinten Hermans levere noget, vi ikke har set siden Belgium Tour i 2022.

 

Ja, der var bestemt mange positive overraskelser i dag. Der var bestemt også de mere kedelige af slagsen, for akkurat som frygte kunne denne voldsomme åbning på løbet taberdømme et par ryttere med det samme. Der kom da også flere tabere, end der var lagt op til på forhånd, men det var nu ikke det, der gjorde, at løbet fik en overraskende åbning. Nej, det var naturligvis Pogacars nærmest sensationelle nederlag på en etape, han nærmest ikke kunne undgå at vinde.

 

Det samme har vi jo sagt om Giroen som helhed, og selvom der ikke er rykket blot det mindste ved hans status som gigantisk storfavorit, fik vi da i hvert fald et bevis på, at Vegni måske alligevel er tvunget til at døbe sit løb ”Den forudsigelige Giro”. Den fik da i hvert fald en ganske uforudsigelig åbning.

 

OPDATERING: Jeg skal lige æde mine ord om svaghedstegn fra Uijtdebroeks. Der må være tale om et fatamorgana fra min side i den hektiske finale. Belgieren så fremragende ud på stigningen, hvad der i lyset af stigningens karakter var svært opløftende.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Giroen er imidlertid ikke det eneste store cykelløb, som køres i en maj, der altid hører til blandt sportens travleste. Således byder den kommende uges tid også på hele seks endagsløb og et etapeløb. Serien af endagsløb indledes i weekenden med de to næste runder af Coupe de France, nemlig lørdagens puncheurløb GP du Morbihan, der byder på den spektakulære afslutning på Cote de Cadoudal i Plumelec, og søndagens forrygende grusvejsløb Tro-Bro Leon. Begge løb har tiltrukket stærke felter anført af den tilbagevendte Arnaud De Lie, der skal forsvare sin titel i Morbihan og jagte den sejr på gruset, han missede sidste år.

 

Også i Belgien er der action, da man fortsætter den lange serie af belgiske 1.1-løb, som de kommende uger vil være fyldt med. Det indledes søndag med det pandekageflade sprinterløb Elfstedenronde, hvor der i den grad er lagt op til massespurt i et dog desværre ikke så prangende felt. Torsdag bliver det betydeligt mere kuperet i Circuit de Wallonie, hvor det dog alligevel ofte ender i en spurt, og hvor Arnaud De Lie jagter sin tredje sejr på mindre end en uge.

 

Der køres også et andet etapeløb end Giroen, nemlig det ungarske Tour de Hongrie, der har vokseværk. Med to enkle sprinteretape har løbet som altid tiltrukket næsten alle topsprintere, der ikke kører Giro, og som ofte bruger løbet som start på anden del af sæsonen, men denne gang er der også en spændende puncheuretape samt hele to klassementsetaper, nemlig fredagens kongeetape med mål på det klassiske bjerg, Kekestetö, samt den mere eksplosive finale i Pecs, der gjorde debut sidste år, og som runder festen af på søndag.

 

Endelig fortsætter Coupe de France-serien også i den anden weekend i maj. Her gælder det nemlig igen to løb i Bretagne. Der lægges ud med endnu et puncheurløb, lørdagens Tour du Finistere, der slutter med en spurt op ad en kort, eksplosiv bakke, samt det mere åbne og uforudsigelige søndagsløb Boucles de l’Aulne, der altid har et hav af forskellige udfaldsmuligheder. Også her kan man prale med pæne felter anført af navne som Benoit Cosnefroy, Axel Zingle, Bryan Coquard, Vincenzo Albanese og kometen Paul Lapeira.

 

Du kan følge vores live-opdatering fra Giro d’Italia, GP du Morbihan, Tro-Bro Leon, Elfstedenronde, Tour de Hongrie og Tour du Finistere, hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.

 

Frem til Giroens første hviledag dækker vi efter følgende plan:

 

Lørdag d. 4. maj: Fra kl. 13.55 dækkes 1. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.30 dækkes GP du Morbihan (forventet afslutning ca. kl. 17.15)

 

Søndag d. 5. maj: Fra klokken 13.05 dækkes 2. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.05 dækkes Tro-Bro Leon (forventet afslutning ca. kl. 16.50), og fra kl. 15.45 dækkes Elfstedenronde (forventet afslutning ca. kl. 17.20)

 

Mandag d. 6. maj: Fra klokken 13.25 dækkes 3. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10)

 

Tirsdag d. 7. maj: Fra kl. 12.35 dækkes 4. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15)

 

Onsdag d. 8. maj: Fra kl. 13.00 dækkes 5. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.00 dækkes 1. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30)

 

Torsdag d. 9. maj: Fra kl. 12.55 dækkes 6. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.00 dækkes 2. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30), og fra kl. 15.30 dækkes Circuit de Wallonie (forventet afslutning ca. kl. 17.35)

 

Fredag d. 10. maj: Fra kl. 13.00 dækkes 7. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10), og fra kl. 15.00 dækkes 3. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30)

 

Lørdag d. 11. maj: Fra kl. 12.45 dækkes 20. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.00 dækkes 4. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30), og fra kl. 15.15 dækkes Tour du Finistere (forventet afslutning ca. kl. 17.30)

 

Søndag d. 12. maj: Fra klokken 12.15 dækkes 9. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.00 dækkes 5. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.25)

  

Der er en mulighed for, at vi dropper dækningen af nogle af løbene, hvis det skygger for meget for Giroen.

 

Til Giroen vil der hver dag komme optakter til den kommende og analyse af den foregående etape, mens det er usikkert, hvad der kommer af optakter og favoritvurderinger til de øvrige løb. Foreløbig kan du læse optakter til GP du Morbihan og Tro-Bro Leon. Naturligvis kan du også finde rutebeskrivelse, favoritanalyser samt en holdanalyse til Giroen.