Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbsdirektør Mauro Vegni ville nok protestere højlydt, men hvis han ikke skulle anklages for vildledende markedsføring, ville han kun kunne sælge årets udgave af sit løb med én titel, nemlig ”Den forudsigelige Giro”. Eller sådan ville den obligatoriske overskrift i hvert fald lyde, hvis vi alene skulle forholde os til det vigtigste af det hele, nemlig kampen om den samlede sejr. Faktisk vælter det med uforudsigeligheder - eksempelvis er kampen om 2. pladsen så åben, at vi havde udsigt til en historisk spændende Giro, hvis ikke Tadej Pogacar havde været til start, og det er også svært ikke at glæde sig til opgørene i det fantastiske sprinterfelt - men når man går ind til et løb med den vel nok største grand tour-favorit siden Lance Armstrong-tiden (og måske skal vi endda længere tilbage), vil Vegni altså hurtigt kunne få Forbrugerombudsmanden på nakken, hvis han forsøgte at sælge sit løb som vildt spændende.

Den forudsigelighed er han måske selv uden om. I hvert fald er det nærliggende at tro, at hans succes med at tiltrække den Pogacar til sit løb har fået mange til at løbe skrigende væk og i stedet satse på en Tour, der trods alt er mere prestigefuld, når nu sejren alligevel var uden for rækkevidde. Derfor står vi tilbage med én superstjerne i det, der må betegnes som et historisk svagt klassementsfelt, og når man sætter Real Madrid til at spille i den danske 2. division, skal man altså være ret kreativ, hvis man skal forsøge at sælge det som en neglebider.

Læs også

Vild historie: "Jeg er overbevist om, at de forgiftede mig"

Nogen neglebider er der bestemt stadig heller ikke tale om, efter at løbet i dag blev skudt i gang med en historisk svær og spektakulær åbningsetape. Jeg er ikke bookmaker, men jeg ville ikke ændre en tøddel på vinderoddset på Pogacar på baggrund af det, vi var vidner til i dag. Akkurat som alle havde spået, kørte løbets store favorit nemlig ganske klart fra alle de ryttere, han skal slås med i kampen om den samlede sejr, og der var end ikke én af dem, der så ud til blot at være tæt på at følge ham.

Alligevel fik den mest forudsigelige Giro den mest uforudsigelige åbning. Nu kender vi ikke Pogacars manuskript, men jeg har et god bud på, hvordan det ser ud. Planen var formentlig at lægge løbet i et jerngreb med sejre på de to åbningsetaper, cementere sin føring med en sejr på fredagens enkeltstart og derefter trække håndbremsen og køre sejren hjem med så lille et ressourceforbrug som muligt, så han kan stå knivskarp op frisk over for - forhåbentlig - Jonas Vingegaard i Touren til sommer.

Det manuskript så ud til næsten ikke at kunne gå galt. Ja, faktisk havde han grund til at være så sikker i sin sag, at han formentlig ikke har taget viskelæderet med sig til Italien. Ikke desto mindre er UAE-manager Mauro Gianetti formentlig netop i disse minutter på vej ned til Torinos lokale boghandler for at erhverve sig et stykke alligevel, for der i hvert fald nu pludselig grund til at ændre i drejebogen.

Nej, afgørende ændres skal den ikke. Pogacar kan stadig være langt foran alle andre efter fredagens enkeltstart, og derefter kan håndbremsen blive trukket lige så fast, som det formentlig hele tiden har været planen. Til gengæld må han sande, at drømmen om at cementere sin overlegenhed med det samme led et gevaldigt knæk, da han ganske sensationelt ikke i dag lykkedes med at melde sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle tre grand tours.

I det hele taget var det en helt elendig åbning for UAE-mandskabet. I mine øjne lignede det længe en brøler, at de kørte så unødigt hårdt på de tidlige stigninger og skabte et blodbad, der var større, end jeg havde ventet. Nu endte de nemlig med at afsløre, at deres hold er om muligt endnu svagere end antaget, da Felix Grossschartner bekræftede det kedelige indtryk fra Romandiet og efterlod den heroisk kæmpende Rafal Majka så mutters alene, at det kun var det elendige samarbejde i frontgruppen, der sikrede, at Pogacar ikke havde tabt etapen, allerede inden de havde ramt den stejle finalemur. Nok vidste vi, at UAE har sendt B- eller C-holdet til Italien, men hvis ikke man havde regnet med et hav af udbrudssejre på forhånd, blev udbrudsfesten da i dag endnu mere oplagt, når nu UAE ikke ligner et hold, der kan køre udbryderne ind, selv hvis Pogacar skulle vise sig mere grådig og tilbageholdende end antaget.

Heldigvis er Pogacar formentlig stadig i stand til at vinde løbet selv med et svagt hold, men det var alligevel blot den første streg i regningen. Den sidste - og alvorligste - af dem alle var naturligvis, at han ikke kunne sætte Jhonatan Narvaez på den stejle mur. Nok vidste vi, at den lille ecuadorianer siden sidste års Østrig Rundt havde gjort enorme fremskridt, og nok vidste vi, at det var en finale, der havde en vis appel til ham, men dagens præstation var alligevel langt ud over det, han tidligere havde præsteret.

Det var svært ikke at sidde tilbage med en lille følelse af deja-vu. Vi husker jo, hvordan Pogacar også viste uventede svaghedstegn på sidste etape i Catalonien, hvor Stephen Williams ganske sensationelt var i stand til at sætte sloveneren, selvom sidstnævnte endte med at vinde etapen i en spurt. Så galt gik det jo heldigvis ikke denne gang, men hvor vi dengang kunne forklare det hele med lidt træthed efter tre vilde soloridt på de tre bjergetaper, er det svært at finde en forklaring på, at det gik galt i dag.

Det er dog ikke nødvendigvis voldsomt alarmerende. Det er nemlig nærliggende at tænke tilbage til sidste års Tour, hvor løbet blev åbnet med en etape, der var en næsten tro kopi af denne. Dengang angreb Pogacar også benhårdt på den sidste mur, der endda var en anelse sværere end denne, og mens det var ganske naturligt, at han ikke kunne sætte Vingegaard, var der nok ikke mange, der havde ventet, at Victor Lafay kunne matche ham pedaltråd for pedaltråd. Det var dengang nærliggende at se det som et svaghedstegn, men selvom han skuffede på den første bjergetape i Pyrenæerne, er det jo synd at sige, at Pogacar var skidt kørende i Tourens første to uger, hvor han i den grad gav Vingegaard kam til sit hår.

I hvert fald kørte han også dengang fra alle andre klassementsryttere end Vingegaard, akkurat som han i dag satte alle sine klassementsrivaler, og selvom det i dette løb er endnu mere entydigt, at Pogacar er mere eksplosiv end sine værste rivaler, end det var tilfældet i Touren, er det svært at tro, at han ikke vil være lige så dominerende i bjergene som ventet. Men det kan ikke ændre på, at etapen har tændt i hvert fald en smule håb om, at det ikke bliver så ensidigt endda.

Læs også

Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

Det kan vi takke Narvaez for. Det er blot en skam, at han ikke er relevant som klassementsrytter, for selvom han i dag og i Østrig beviste, at han har forbedret sin klatring ganske meget, bliver bjergene trods alt for voldsomme. Til gengæld fik han bevist, at det, vi fornemmede i Østrig, og som kom til udtryk ved hans flotte VM, der desværre endte i et sæsonødelæggende styrt, samt hans meget stærke sæsonåbninger i Australien, nemlig at han har taget et enormt skridt i sin udvikling, var mere sandt, end man kunne tro. Ved at slå to hurtige folk i en spurt fik han også bevist, at han stadig har den fart, der tidligere var grunden til den samlede sejr i Coppi e Bartali i 2020, men som svigtede ham, da han tabte Tour Down Under til Williams. Nu er der blot endnu mere grund til at ærgre sig over det styrt, der i Gent-Wevelgem ødelagde hans brostenssæson, efter at han var kommet så lovende fra start i E3 - men spørgsmålet er på den anden side, om ikke dagens resultat viser, at det er på tide for alvor at satse på Ardennerne, der hele tiden har lignet hans mest naturlige force.

I hvert fald kommer hans opblomstring som en kærkommen opmuntring til det kriseramte Ineos-mandskab, der med siden begyndelsen af april endelig er kommet i gang efter en katastrofal åbning på sæsonen. Alligevel var alt ikke lutter lagkage i dag, for det var godt nok en blandet landhandel for det britiske storhold. Frygten for, at Geraint Thomas efter den svage kørsel i Alperne ville falde helt igennem, blev heldigvis aflyst af et lettelsens suk, der bringer ham ganske tæt på den rolle som førsteudfordrer, bookmakerne gav ham inden løbet, og derudover leverede Filippo Ganna vel sin hidtil flotteste klatrepræstation, der satte en streg under, at hans elendige sæsonstart vitterligt handlede om sygdom og ikke spor andet.

Til gengæld var resten mildt sagt noget hø for briterne. Mest markant er det naturligvis, at de kan glemme alt om andre end Thomas i klassementet. Desværre kommer det ikke som noget chok, at Thymen Arensman fik klø i dag. Vi har nu set det et hav af gange, at han kommer elendigt i gang i sine etapeløb og ofte finder han benene undervejs. Det vil da også undre, hvis ikke han som altid er der i den tredje uge, men dagens tidstab, som den benhårde åbningsweekend lidt lagde op til, gør desværre, at podiet ikke længere ser realistisk ud. Al drøm om, at Tobias Foss skulle genfødes som klatrer, blev også forvandlet til et mareridt, og da Magnus Sheffield også fortsætter med at være helt uden sidste sæsons klatreben, kan Ineos-mandskabet måske nok glæde sig over dagens sejr, men også græde snot over, at deres stærke hold pludselig slet ikke ser så stærkt ud alligevel.

I det hele taget var det en åbningsetape, der gav overraskende mange svar. Ruten lagde bestemt op til, at der kunne være en klassementsrytter eller to, der kunne tabe løbet allerede med det samme, men nederlagene var flere, end man kunne have ventet. Sammen med Arensman var det naturligvis Romain Bardet, der stod tilbage som den helt store taber, og det kom alligevel som en overraskelse. Ganske vist vil læsere af mine optakter vide, at jeg ikke var rasende optimistisk på vegne af en mand, der helt åbenlyst har toppet, men hans kørsel i Alperne og ikke mindst Liege skabte trods alt en vis grund til at tro, at han nok skulle køre et fint løb. I dag burde det i hvert fald ikke kunne gå galt, for i et klassementsfelt, der mest består af dieselmotorer, var han en af dem, der passede klart bedst til dagens etape. Man skal altid passe på med forhastede konklusioner, men det er svært at finde mange argumenter for, at Bardet skulle rejse sig så voldsomt, at han kan blive en seriøs kandidat til podiet.

Det kan Cian Uijtdebroeks forhåbentlig stadig, selvom også han viste markante svaghedstegn i dag. Det er dog naturligvis ikke nogen stor overraskelse, for denne etape passede ham ganske elendigt, og vi så allerede på 20. etape i Vueltaen, at disse ardenneretaper er svære for ham, men i lyset af hans kedelige sæsonstart, der nu delvist er forklaret med sygdom, vække det da en lille bekymring.

Der var også nye svaghedstegn fra Ben O’Connor, men det kommer ikke bag på mig. Som jeg også fremhævede i analysen inden løbet, var hans kørsel i Alperne lidt for bekymrende, og det blev bekræftet i dag, hvor han så temmelig skidt ud på sidste stigning. Nu er også han uden eksplosivitet, men den har han jo faktisk fundet på det sidste, og derfor var hans problemer mere alarmerende, end de var det for Uijtdebroeks, der er indbegrebet af en dieselmotor.

Det er Juan Pedro Lopez vel egentlig til dels også, men han viste jo masser af punch i Alperne. Derfor var dagens lille nederlag en streg i regningen, der desværre nok giver næring til antagelsen, jeg nævnte inden løbet, nemlig at hans vilde niveauspring nok kunne forklares med, at han var toppet for tidligt. Også her er det for tidligt at drage forhastede konklusioner, men lidt ildevarslende var det. Tværtimod må man næsten anse det som opmuntrende, at Jan Hirt og Lorenzo Fortunato, som jeg har pæne forventninger til i dette løb, kom fra denne etape med så beskedne tidstab.

De tidstab var i hvert fald mindre, end de var for Florian Lipowitz. Drømmen om, at han skulle brage ind på scenen med et vildt gennembrud, brast med det samme. Det er naturligvis ikke noget chok, og det er også for tidligt at dømme ham ude. Vi skal ikke glemme, at Luke Plapp kørte fra ham på den første bjergetape i Romandiet, hvor det hele var meget eksplosivt. I de rigtige bjerge så vi en helt anden Lipowitz, og det virker nærliggende, at vi kan se det igen, hvis han har den ønskede holdbarhed. Man kan vel også tillade sig at håbe på en genrejsning af Valentin Paret-Peintre, der efter den vilde præstation i Alperne desværre bekræftede, at han har et problematisk lavt bundniveau. Endnu være gik det desværre for Torstein Træen, der stadig aldrig har prøvet at starte en grand tour uden at styrte slemt på 1. etape.

Noget tidstab var der til gengæld ikke til Damiano Caruso, men også han viste svaghedstegn. Han greb ellers ud efter lykken, men hvis man vil på podiet i dette løb, må man ikke blive sat af Alex Baudin og Maximilian Schachmann til sidst. Nu skal hans motor sikkert varmes op, og vi ser sikkert en bedre Caruso senere i løbet, men det ser ud til, at alderen - ganske som frygtet - har taget toppen af det niveau, han havde sidste år.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne langer ud efter ”kriminelle” sprintere: De er nogle røvhuller

Men han undgik at tabe sit løb, og det var jo egentlig det, det handlede om. Det lykkedes også for Antonio Tiberi, der ellers kan være lidt af en lottokupon. Det lykkedes for Daniel Martinez, der må udbryde et lettelsens suk, for selvom han lignede manden med punchet til måske at matche Pogacar, var det vigtigste, at han ikke var på det lave niveau, han har været igennem det meste af de seneste år. Det lykkedes for Einer Rubio og Alexey Lutsenko, der dog lignede et par mænd med visse problemer undervejs, hvad der naturligvis er mest kritisk for en eksplosiv type som Lutsenko, der forventeligt må antages at få problemer i bjergene. Og så lykkedes det minsandten for Eddie Dunbar, der måske alligevel er lykkedes med at indhente alt det tabte efter sine skadesproblemer for andet år i træk.

Resten af toppen udgjordes af puncheurtyper, og her var det naturligvis opløftende at se Maximilian Schachmann komme sig over sin sygdom og genfinde de lovende takter fra Baskerlandet. Det havde været lidt af et statement i hans comeback, hvis han havde taget den lyserøde trøje i dag, men nu ved vi i hvert fald, at han vitterligt stadig skal tages seriøst. Det var også opløftende at se Julian Alaphilippe i det mindste forsøge at gå med Pogacar, og selvom det ikke lykkedes, bekræftede han da, at han stadig kan være en hæderlig cykelrytter. I det hele taget havde Soudal en god dag, da de foruden Hirt og Alaphilippe også havde Mauri Vansevenant så langt fremme, at vi fik bekræftet det, vi så I Ardennerne.

På samme måde fik vi klart set, at Alex Baudin har lagt det lille formdyk bag sig, og hans flotte kørsel i Baskerlandet var en indikation på, at hans stærke sæsonstart vitterligt er udtryk for et helt nyt niveau. Med danske briller kan vi glæde os over, at vi så nogle takter fra Mikkel Honoré, vi ikke har set siden VM i 2022, og at vi måske kan drømme om, at han kan genfinde det tårnhøje niveau, han havde i 2021 og 2022, og hans holdkammerat Esteban Chaves gjorde det i det hele taget til en god EF-dag med en uventet fin lille genfødsel. Derudover var det godt at se de første væsentlige livstegn fra Attila Valter i år - og ikke mindst var det højst imponerende at se den hensygnende Quinten Hermans levere noget, vi ikke har set siden Belgium Tour i 2022.

Ja, der var bestemt mange positive overraskelser i dag. Der var bestemt også de mere kedelige af slagsen, for akkurat som frygte kunne denne voldsomme åbning på løbet taberdømme et par ryttere med det samme. Der kom da også flere tabere, end der var lagt op til på forhånd, men det var nu ikke det, der gjorde, at løbet fik en overraskende åbning. Nej, det var naturligvis Pogacars nærmest sensationelle nederlag på en etape, han nærmest ikke kunne undgå at vinde.

Det samme har vi jo sagt om Giroen som helhed, og selvom der ikke er rykket blot det mindste ved hans status som gigantisk storfavorit, fik vi da i hvert fald et bevis på, at Vegni måske alligevel er tvunget til at døbe sit løb ”Den forudsigelige Giro”. Den fik da i hvert fald en ganske uforudsigelig åbning.

OPDATERING: Jeg skal lige æde mine ord om svaghedstegn fra Uijtdebroeks. Der må være tale om et fatamorgana fra min side i den hektiske finale. Belgieren så fremragende ud på stigningen, hvad der i lyset af stigningens karakter var svært opløftende.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT