Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

Det har ikke været let af være Giro-løbsdirektør i de seneste år. Nok er løbet et af sportens største, men mod Tour de France kan det ikke konkurrere. Derfor vil alle ryttere have en naturlig præference for Giroens franske pendant, og derfor skal Vegni hvert eneste år være kreativ for at få store stjerner til start.

Det har han faktisk haft ganske fint helt med de seneste år. Feltet har desværre ofte manglet dybde, men topnavnene er været der i langt de fleste af de seneste udgaver. Sidste år begik Vegni endda et mindre kup, da han med sin beslutning om at have et uhørt stort antal enkeltstartskilometer og en afgørende bjergenkeltstart på grænsen til Slovenien lykkedes med at tiltrække både Primoz Roglic og Remo Evenepoel til en af sidste sæsons mest imødesete dueller.

I år skulle han så finde på nyt lokkemad for at sikre sig Tadej Pogacar, der lignede den eneste ”ledige” superstjerne på markedet i en sæson, hvor Evenepoel, Roglic og Jonas Vingegaard tidligt meldte ud, at Touren var deres hovedmål. Denne gang var midlet en meget mere human og overkommelig rute med en lettere tredje uge, nemmere bjergetape, færre højdemeter og kortere etaper. Han vidste nemlig godt, at Pogacar aldrig kunne overtales til at droppe Touren, og derfor handlede det om at finde en model, der kunne overtale sloveneren til at satse på den svære Giro-Tour-double.

Læs også

En mesters morgenmad: Pogacar spiste i 40 minutter

Selvom det for mange lignede en umulig mission, lykkedes projektet. Pogacar er aldrig bange for udfordringer, og når løbet på lørdag skydes i gang med en historisk hård etape, vil han være løbets helt store stjerne. Det vil utvivlsomt sikre løbet den opmærksomhed, det higer efter, men til gengæld har det også en pris. Pogacar tegner sig nemlig som en historisk stor favorit i et løb, der næsten synes kvalt for spænding om sejren på forhånd.

Det skyldes også, at Vegni bestemt ikke har haft held med at tiltrække topnavne fra niveauet under feltets giganter. Om det er tilstedeværelsen af Pogacar, skal jeg lade være usagt, men da der begyndte at tegne sig et billede af holdenes sæsonplanlægninger, stod det klart, at Giroen denne gang er en historisk stor taber i kampen om de største navne. End ikke blandt rytterne fra andet og tredje geled er der mange ryttere, der har valgt at gøre det italienske løb til deres hovedmål.

Mens det kvæler spændingen i kampen om den samlede sejr, skaber det til gengæld en pivåben kamp om resten af podiet. Vegni kan være svært tilfreds med, at han for andet år i træk med sine mange enkeltstartskilometer er lykkedes med at tiltrække Geraint Thomas, der efter sidste års ”næsten-sejr” stadig har ”unfinished business” med det italienske løb. Han komme som alt i spidsen for et stærkt Ineos-hold, der også tæller to andre ryttere med top 10-placeringer i løbet, nemlig Thymen Arensman og Tobias Foss.

Helt skidt er det da heller ikke, når Vegni gør regnskabet op. I sit felt finder han endnu en tidligere grand tour-vinder i form af Nairo Quintana og yderligere et par ryttere, der har været på et grand tour-podium i form af Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Hugh Carthy og Esteban Chaves. Han finder Ben O’Connor, der er blevet nr. 4 i Touren. Han finder en stribe andre ryttere, der har været i top 10 grand tours, nemlig Daniel Martinez, Juan Pedro Lopez, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Domenico Pozzovivo, Michael Woods, Felix Grossschartner, Jan Hirt og Julian Alaphilippe. Og han finder nogle af sportens mest spændende talenter i form af Cian Uijtdebroeks, der jo endda allerede har en top 10-placering fra Vueltaen, Antonio Tiberi, Florian Lipowitz, Luke Plapp, George Steinhauser og Davide Piganzoli samt solide navne som Einer Rubio, Michael Storer, Filippo Zana, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Simon Carr, Koen Bouwman, Torstein Træen og de to brødre Aurelien og Valentin Paret-Peintre.

Nok havde Vegni utvivlsomt ønsket sig et stærkere og ikke mindst bredere felt, men kan man leve med, at spændingen om sejren synes forduftet på forhånd, er der alligevel masser at glæde sig til frem mod de kommende tre ugers cykelløb.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Antonio Tiberi (***)

Skal vi være ærlige, siger det nok mere om klassementsfeltets temmelig pauvre karakter, at Antonio Tiberi kan stå som nr. 4 på denne liste. Vi taler nemlig om en mand, der blot har kørt to grand tours, og efter en helt anonym 92. plads i Vueltaen i 2022, hvor han nok engang bekræftede, at hans karrierestart har været præget af et bekymrende lavt bundniveau, endte han blot som en beskeden nr. 18 i Vueltaen sidste sommer - endda uden at have lavet ét eneste top 14-resultat på en bjergetape.

Det er ikke just den slags resultater, der indikerer, at man kan køre på podiet i Giroen. Det er det slet heller ikke, når man tager i betragtning, at hans eneste top 10-resultater i etapeløb forud for denne sæson var en 7. og en 8. plads i hhv. UAE Tour og Tour Down Under i 2023 - to løb, der køres så tidligt på sæsonen, at man skal passe meget på med at bruge den som rettesnor for, hvad man kan forvente i de store løb, hvor alle de største navne er i form.

Det er da også stensikkert, at Tiberi var raslet ned ad denne liste, hvis feltet havde været mere prangende. Men når man går navnene igennem og får sat en masse minusser ud for dem alle - undtagen Pogacar naturligvis - står der bare lidt færre ud for Tiberis navn end ud for flertallet af rivalerne. Selvom det kun blev til en 18. plads i Vueltaen sidste år, nåede han nemlig at vise de helt rette takter for en god grand tour rytter.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

For den slags er det nemlig holdbarhed, der tæller, og her er det ret bemærkelsesværdigt, at Tiberi bare blev bedre og bedre undervejs, og selvom han mod slutningen stadig ikke klatrede med de bedste - det var også svært i det ret skarpe felt - viste han nogle klatreevner, vi ikke tidligere har set. Vi har også tidligere i blandt andet Besseges og Ungarn set, hvordan han er kommet ganske elendigt fra start og har vist sit ret lave bundniveau, inden han pludselig har fundet benene mod slutningen af løbene.

Holdbarhed er i hvert fald den første forudsætning for et godt resultat, men det er jo slet ikke nok. Det hjælper jo ikke at blive bedre og bedre undervejs, hvis man heller ikke mod slutningen af løbet er i stand til at køre blot i top 14 på bjergetaperne, hvad han jo altså ikke var i Vueltaen. Heldigvis er der meget, der tyder på, at Tiberi er en helt anden rytter, end han var for bare godt et halvt år siden.

Det var nemlig netop Vueltaen, der viste, at der for alvor er kommet gang i udviklingen, og den er blot accelereret i år. Han startede allerede uhyre lovende på den meget specielle enkeltstart i Andalusien, og siden var han en af de absolut stærkeste i bjergene i Catalonien. Senest kom han ganske stærkt gennem generalprøven i Tour of the Alps, hvor det er svært at benægte, at Juan Pedro Lopez efterlod det stærkeste indtryk, men derefter var det absolut Tiberi, der så næstbedst ud.

Den naturlige indvending vil naturligvis være, at feltet i Alperne ikke var skræmmende, men det har jo den gode forklaring, at en svagt besat Giro naturligt fører til en svagt besat Giro-generalprøve. Giro-feltet er ikke meget stærkere, men det var det derimod i Catalonien. Her klatrede han så storartet, at samme niveau uundgåeligt må føre langt i de kommende tre uger.

Tiberi har også en anden trumf i ærmet. Han bliver nok aldrig verdens bedste klatrer, men det behøver man heller ikke at være i en Giro, der er lettere end vanligt. Naturligvis er bjergene rigeligt svære til, at man skal køre godt opad, men det har Tiberi jo bevist, at han gør. Det er bare lige så vigtigt at køre gode enkeltstarter, og her er der endelig lys for enden af tunnelen. Det har ellers været svært at se, at han er tidligere juniorverdensmester i disciplinen, mens enkeltstarter i Tirreno og Andalusien indikerer, at der nu måske endelig er hul igennem til de gode tempoben.

Den konklusion skal dog plastres til med forbehold. Der var nemlig tale om to meget korte enkeltstarter, og selvom Tiberis dieselstil tilsiger, at han bør være meget bedre over lange distancer, har han altså stadig til gode at køre en god lang enkeltstart som professionel. Han har bare heller ikke haft chancen i år, og når han kan ende som nr. 7 på en flad tonserrute i et svagt besat Tirreno, tyder meget på, at han også på det område har forbedret sig enormt - godt hjulpet af Bahrains åbenlyst kraftigt forbedrede materiel.

Det er således ikke svært at finde gode argumenter for, at Tiberi på netop denne rute vil gøre det godt, men der er bare én stor udfordring: hans stabilitet. Italieneren har været kendt om en af feltets mest ustabile ryttere med nogle helt urimelige udsving fra dag til dag, og det har vi desværre også set tendenser til i år. Efter den stærke start i Andalusien floppede han fælt i Tirrenos bjerge, og selvom han var så stærk i Catalonien, kørte han en katastrofal første bjergetape.

Det sidste kan heldigvis forklares med kulden, men det skaber så et nyt problem. I Giroen kan man få brug for at være endog meget robust i dårligt vejr, og selvom han klarede sig igennem 3. etape i Alperne, indikerede en tidlig krise, at det kan blive endnu en udfordring. Dertil skal lægges, at de opløftende takter i sidste års Vuelta ikke varede ved hele vejen, for da han i den ellers så gode tredje uge fik chancen for at vinde 20. etape fra et udbrud, skuffede han fælt - og så er vi tilbage ved den ustabilitet, der jo desværre har været hans mest markante kendetegn.

Derfor er der al mulig grund til at have alle mulige forbehold ved Tiberi. Han skal smide det hele allerede i den første weekend, hvis han starter lige så svagt, som han ofte har gjort det, og han kan løbe ind i flere dårlige dage undervejs. Han kan få problemer, hvis kulden melder sig, og det kan vise, at han slet ikke er så tempostærk som håbet.

Læs også

Ineos-stjernes lillebror får kontrakt med storhold

Til gengæld er hans potentiale også stort. Blandt rytterne i dette felt er han i hvert fald en af dem, der har klatret klart bedst i år, og han har den helt rette alsidighed til denne rute. Hans Vuelta indikerer, at holdbarhed er hans helt store styrke, og når man kan ende i top 7 på fem ud af fem etaper i Alperne, har man da trods alt vist en eller anden form for stabilitet. De kommende tre uger vil vise, om det potentiale også reelt er så stort, at det vil kaste et topresultat af sig - og selvom et sådant topresultat helt sikkert vil have det svage felt som en stor del af forklaringen, kan man jo ikke tvinge Tiberi til at slå ryttere, der ikke er til start!

Daniel Martinez (***)

Havde du spurgt mig for bare 48 timer siden, stod valget vel mest af alt, om Daniel Martinez skulle have 0, 1 eller 2 stjerner. Der er nemlig stort set intet i colombianerens præstationer i 2023 og 2024, der blot antyder, at han skulle spille nogen væsentlig rolle over de kommende tre uger. Ja, faktisk har Martinez befundet sig i en af sportens største og mest uforklarlige kriser efter et 2023, hvor han ikke kunne træde én eneste bule i en bød hat, om så man havde smeltet den på forhånd.

Hvad der er sket, er vitterligt et mysterium. Det så ellers så lyst ud for colombianeren i 2022. Talentet havde jo været kendt længe, lige siden han som purung Wilier-rytter for første gang gjorde sig bemærket i Europa, og da han i 2020 var den snu rytter, der udnyttede Primoz Roglics exit og Thibaut Pinots svage hold til at tage en overraskende sejr i Dauphiné, var kursen mod toppen sat. Et år senere endte han som nr. 5 i Giroen, selvom han var ren hjælper for Egan Bernal - som han endda måtte vente på under dennes berømte krise - og det hele kulminerede i 2022, hvor han var her, der og alle vegne i foråret. Han var flyvende i Paris-Nice, indtil uheld satte ham tilbage, han vandt Baskerlandet Rundt - endda foran både Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel - og han var en af de allerbedste i Ardennerne.

Der er bare ingen, der aner, hvad der skete mellem afslutningen på Ardennerne og hans comeback i Tour de Suisse. Siden dengang har han været en skygge af sig selv, og de få opmuntringer, der var i 2022, kunne man slet ikke få øje på i 2023. Jovist, han lagde ud med at vinde samlet i Algarve, men det var alene i kraft af en overraskende god enkeltstart. På stigningerne var han milevidt fra sit niveau - endda så meget, at han erklærede sig svært overrasket over, at han kunne vinde et løb, han slet ikke havde formen til at vinde.

Den sejr gentog han ikke i år, men alligevel var der grund til fest i hele Colombia, da årets udgave af det portugisiske etapeløb var kørt til ende. Her var Martinez ganske vist ”kun” endt som nr. 2, men pludselig lignede han en mand, der var tilbage. På begge løbets bjergetaper havde han nemlig - ganske vist kun i en spurt på toppene af Foia- og Malhao-stigningerne - slået selveste Evenepoel, og pludselig så det ud til, at det colombianske talent var tilbage.

Det lyspunkt varede dog ikke længe. Da han vendte tilbage til konkurrence i Strade Bianche og Tirreno, var han akkurat lige så tam en skygge af sig selv, som han plejede. Med ét blev alle de gamle teser bekræftet. Martinez er vitterligt færdigt, genfødslen er aflyst, og han er nok bare endnu et af de lovende talenter, der går tidligt i forfald.

De teser blev yderligere bestyrket, når man tænkte det hele igennem en ekstra gang. Evenepoel efterlod nemlig så pauvert et indtryk i Paris-Nice, at sejrene pludselig slet ikke virkede så imponerende, som de havde gjort. Naturligvis slog han Tom Pidcock, men han gjorde sæsondebut efter en hård crossvinter, og derefter var de næste ryttere på Malhao-stigningen Christian Scaroni, der trods alt ikke er en verdensstjerne, Jan Tratnik, der jo slet ikke er klatrer og aldrig burde kunne ende som nr. 5 på en sådan stigning, Sepp Kuss, der har været en skygge af sig selv hele året, samt Tao Geoghegan Hart, der senere i Tirreno viste, at han efter sin grimme skade stadig manglede ufatteligt meget.

Jeg tror da også stadig, at der er en ret god sandsynlighed for, at vi ikke kommer til at se nogen god Martinez i tre uger. Krisen har været så langvarig og vedvarende, og han har haft så mange chancer for at rejse sig igen, at det er svært at se, hvad der pludselig skulle forandre sig. Nu er han endda skiftet fra Ineos til Bora, og ser man på de seneste sæsoner, er der absolut intet, der taler for, at man skulle præstere bedre i en Bora- end i en Ineos-trøje - snarere tværtimod.

Hvordan i alverden kan han så ende med tre stjerner? Fordi der pludselig er tilgået mig nye oplysninger. Indtil denne mandag var det nemlig ikke kommet mig for øre, at han faktisk styrtede i Strade. Det forklarer jo i hvert fald den ene af de to pauvre præstater, der aflyste genfødslen, og da Tirreno som bekendt startede bare to dage efter det italienske grusløb, kan samme styrt pludselig også være en forklaring på, at han underpræsterede så kraftigt i det italienske etapeløb.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

Dermed er der pludselig igen håb for den genfødsel, vi så glimt af i Portugal for nu et par måneder siden, og da Martinez ikke har kørt ét eneste løb siden Tirreno, har vi ikke haft flere chancer for at se, om vi skal regne med Algarve- eller Tirreno-udgaven af Martinez. Og selvom styrtet jo ikke rokker ved, at hans Algarve-sejre i efterrationaliseringens klare skær måske slet ikke er så imponerende endda, har det en vis vægt, at han to gange slog Evenepoel, der måske ikke var skræmmende i Paris-Nice, men trods alt endte som nr. 2. Når man samtidig betænker, at årets Giro-felt er så historisk svagt, at man ikke rigtigt kan få øje på reelle podiekandidater, selvom der jo er to mand, der skal stå ved siden af Tadej Pogacar i Rom, skal man jo nok heller ikke være nogen Vingegaard for at være blandt de bedste de kommende tre uger.

Styrtet i Strade har i hvert fald vakt så meget håb om, at genfødslen er en realitet, at man må lade tvivlen komme Martinez til gode. Hvis han pludselig har genfundet sin 2022-niveau, er han nemlig en stensikker nr. 2 på denne favoritliste. Her var han som sagt flyvende, og når man samtidig husker på, at han er en af feltets mest komplette ryttere, er han et indlysende bud på en mand, der har potentiale til at ende helt fremme bag Pogacar.

At være komplet bliver nemlig pokkers afgørende i denne Giro. Sådan må det være, når der er mere end 70 km enkeltstart, og når bjergetaperne er historisk lette. Samtidig passer de storartet til Martinez, da flere af afslutningerne er ret eksplosive, og her vil han få stor glæde af sit punch. Hurtig er han også, hvilket kan blive vigtigt, hvis der på nogle af de lettere finalebjerge skal spurtes på toppen, og vi ved, at han som colombianer vil være komfortabel i de højder, der melder sig på 15. etape. Vigtigst af alt har han selv midt i sin krise kørt brugbare enkeltstarter - ikke mindst i Algarve for et år siden - og så har han et ganske hæderligt hold, der ikke mindst tæller kometen Florian Lipowitz,

Selvfølgelig har han også åbenlyse svaghed. Hans problemer på nedkørsler er velkendte, og der er mange tekniske nedkørsler også i denne Giro. I 2021 var han også endt bedre i klassementet, hvis ikke han havde smidt en masse tid på den første, regnvåde bjergetape, og det synes i hvert fald ikke stensikkert, at han ikke kan få problemer med den kulde, der ofte præger løbet. Og så skal han jo undgå nogle af de styrt, han plejer at have en ret god tiltrækningskraft i forhold til.

Nogle vil måske også argumentere for, at den kan knibe med holdbarheden, når han kun har lavet ét grand tour-resultat, men det er der næppe belæg for. Tværtimod blev han i 2021 bare bedre og bedre undervejs, og i den tredje uge var han så skræmmende, at han så stærkere ud end kaptajn Bernal. Når resultaterne derudover har været pauvre, skyldes det snarere, at han ofte har været ramt af styrt - og så altså, at han siden juni 2022 har været på et niveau, der bare har været lavt, uanset om vi har været i uge 1 eller uge 3.

Det store spørgsmål er bare, om det lave niveau vil fortsætte i 2024, og om vi skal passe på med at overfortolke den fine start i Algarve. Mit bedste bud er, at vi skal dæmpe optimismen. Krisen har været så langvarig, at det er ret svært at finde et godt argument for, at den pludselig skulle vende, men det styrt i Strade giver bare så plausibel en forklaring på, at hans genfødsel så ud til at forsvinde lige så hurtigt, som den var opstået, at man er nødt til at lade tvivlen råde. En genfødt Martinez har nemlig et uhyggeligt topniveau og passer perfekt til denne rute, og derfor risikerer man hurtigt at se dum ud om tre uger, hvis man har talt hans chancer helt ned under gulvbrædderne. Nu håber jeg bare, at han på turen til Rom kan bevise, at jeg ikke begik en fejl ved at droppe min overvejelse, om hvorvidt han skulle have 0, 1 eller 2 stjerner.

Thymen Arensman (***)

Indrømmet! Det er ingenlunde åbenlyst, at Thymen Arensman skal have en så høj plads på denne favoritliste. Ja, faktisk kan man med nogen ret hævde, at Ineos-mandskabet må sidde tilbage med en fornemmelse af, at de kan have købt katten i sækken, da de forud for 2023-sæsonen formentlig hev et af de lidt støre checkhæfter frem for at skrive kontrakt med den unge hollænder.

Det kan nemlig næsten ikke have været helt billigt. Dengang lignede han nemlig en af sportens nye grand tour-kometer. Hans professionelle karriere havde ellers fået en ret langsom start, efter at han allerede havde vist ekstremt lovende takter, da han i 2018 som blot 19-årig slog en nærmest endeløs serie af nuværende topryttere og trods sin unge alder endte som nr. 2 bag en vis Tadej Pogacar i Tour de l’Avenir, men i 2022 så vi endelig, hvorfor han havde leveret det uhyre lovende U23-resultat. Her imponerede han nemlig først stort med en fremragende tredje uge i Giroen, inden han kørte en ganske solid Vuelta, der kastede både en samlet 6. plads og en sejr på kongeetapen af sig.

Det mest markante ved de resultater var hans helt enorme motor i den tredje uge. Den havde vi jo allerede fornemmet, da han i Vueltaen kørte det, der dengang var hans livs enkeltstart på sidste etape i Vueltaen i 2021, men den foldede sig for alvor ud i de to grand tours året efter, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Den slags holdbarhed er jo den helt afgørende komponent i grand tour-sammenhæng, og da han samtidig kørte fremragende enkeltstarter, var det ikke mærkeligt, at Ineos så et stort grand tour-lys i ham. Han skulle blot forbedre sig lidt i bjergene og måske have lidt mere eksplosivitet, og så var vejen banet til en stor fremtid.

Læs også

Giro-rytter styrtede ned i "25-30 meter dyb" kløft

Den fremtid har bare slet ikke været så stor efter skiftet til Ineos. Han kom allerede helt skævt fra start i 2023, hvor han aldrig nåede de samme højder som året forinden. Han fandt aldrig de samme klatreben, og ganske overraskende kørte han også langt svagere enkeltstarter hos det britiske storhold end DSM. Og desværre fik han aldrig chancen for at rette op på det, da han styrtede ud af en Vuelta, der dog også var kommet haltende fra land.

Alligevel er der en vis grund til optimisme forud for en Giro, hvor han ganske vist starter som hjælper for Geraint Thomas, men hvor man ikke skal blive helt overrasket, hvis han ender som Ineos-mandskabets bedste kort. Både sidste år og i år har han nemlig alligevel givet os små indikationer på, at det er for tidligt at opgive det talent, der var så tydeligt i 2022.

Sidste år fik han nemlig motoren i gang i løbet af Giroen. Ganske vist endte han ”kun” som nr. 6 i et ganske svagt felt, men han kørte også hele løbet som hjælper for Thomas, der længe førte løbet, hvorfor Arensman førte endog ganske meget. Alligevel var han mod slutningen af løbet blevet så god, at han endte som den femtebedste fra favoritgruppen på kongeetapen, hvor han kørte stort set lige op med Primoz Roglic, Thomas og Almeida.

Desværre fik vi aldrig chancen for at se, om han kunne gentage samme fremgang i Vueltaen, men der er grund til at tro på, at vi vil se samme mønster i denne Giro. I hvert fald så vi nogle uhyre opløftende takter fra ham i Tirreno, hvor han leverede sit livs bedste klatreindsats i et ugelangt WorldTour-etapeløb. Den slags har jo ellers aldrig været noget for ham, fordi han først for alvor finder benene sent i en grand tour, men her kørte han altså i bjergene lige op med blandt andre Ben O’Connor og Cian Uijtdebroeks, der er to af hovedrivalerne i dette løb, og han kørte ganske klart fra Antonio Tiberi.

Til gengæld var det mildt sagt sløjt, da han efter en lang pause gjorde comeback i Romandiet. Her skuffede han fælt på den første bjergetape, men måske skal vi ikke lægge alt for meget i det. Sidste år så vi nemlig præcis samme mønster i Tour of the Alps, hvor hans dieselmotor slet heller ikke var varm på den første bjergetape, men senere fandt han de gode ben, der gjorde ham til en vigtig hjælper for den sejrende Tao Geoghegan Hart.

Det ændrer dog ikke på, at Romandiet-præstationen er bekymrende. Nok fandt han for et år siden benene i Alperne, men i Giroen kom han også haltende fra start, og det var først i den tredje uge, at der for alvor var hul igennem. Tidligere i år viste han jo også i Tirreno, at en god Arensman godt kan præstere, selvom han ikke har fået to uger i benene.

Derfor vil det heller ikke undre mig, hvis han kommer rigtigt skidt fra land. I forvejen passer den uhyre eksplosive 1. etape ham ganske elendigt, og den første bjergfinale på 2. etape har også et meget eksplosivt præg. I det hele taget er det uhyre ærgerligt for ham, at der venter hele fire vigtige etaper i den første uge, hvor han næppe har fundet sit topniveau endnu.

Når man alligevel skal fremhæve ham, selvom denne rute slet ikke har den bagtunge karakter, han havde ønsket, skyldes det, at det ikke er hele løbet, der passer ham dårligt. Sådan kan det aldrig være, når vi taler om en rute med mere end 70 km enkeltstart, for de vil alt andet lige stille ham betydeligt bedre end flertallet af hans rivaler.

Alligevel er de ikke nødvendigvis den fordel, de burde være. Som sagt har han hos Ineos ikke kørt de gode enkeltstarter, han gjorde hos DSM, og i år har det endda været ekstra sløjt, både i Algarve, hvor han ellers var i hæderlig form, i Tirreno, hvor han ellers var flyvende og senest i det gennemført elendige Romandiet. Det var dog også for to af enkeltstarternes vedkommende meget korte distancer, mens han i Giroen får to gigantdistancer, der vil passe hans dieselmotor som fod i hose. Det ændrer ikke på, at det er svært at se ham køre en enkeltstart efter DSM-standard, men mindre kan også gøre det, når rivalerne er folk som Uijtdebroeks, Juan Pedro Lopez og Romain Bardet.

Derudover er ruten jo altså stadig ganske bagtung. Nej, den er ikke så bagtung som i de seneste udgaver, men flertallet af de vigtigste etaper kommer trods alt fra 14. etape og frem. Til den tid vil Arensman måske have tabt lidt tid på de første bjergetaper, men den første enkeltstart bør til gengæld sikre, at han stadig ikke er kørt helt bag om dansen.

Derefter vil alt stå og falde med, om han finder den tredjeugesform, han plejer. Det tilsiger historikken, og herfra vil det næste spørgsmål være, hvor højt et niveau det vil føre ham til. Det niveau, han havde sidste år, ville i dette felt allerede føre ret langt, hvis han denne gang slipper for at være slave for Thomas, og hvis vi kan tage Tirreno-resultat som udtryk for, at han har forbedret sig, er der pludselig ganske lovende perspektiver for ham på en rute, hvor de mange kilometers enkeltstart er et gyldent våben.

Det ændrer ikke på, at det sagtens kan gå galt. Dertil har hans præstationer i tiden hos Ineos været for svage, og derfor er det stadig langt fra indlysende, at det er ham, der skal have tre stjerner på bekostning af eksempelvis navne som O’Connor og Bardet. Denne rangering handler imidlertid om potentiale, og når han i Tirreno kan køre lige op med O’Connor i bjergene, er der al mulig grund til at tro, at han vil køre fra ham i den tredje uge af Giroen. Bardet knuser han på enkeltstarterne, og dermed er det måske pludselig alligevel lidt mere indlysende, at han skal have denne flotte plads på listen. Nu er det op til Arensman at bevise, at jeg ikke tog grundigt fejl ved dette ikke helt åbenlyse valg - og at bevise, at Ineos vitterligt ikke har købt katten i sækken, da de fandt det sikkert halvstore checkhæfte frem.