Optakt: Brabantse Pijl

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter brostenene er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. De tunge folk tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Læs også

Sportsdirektør med nedslående melding om Vingegaards niveau

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste 13 udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 22 stigninger - i år lidt færre end vanligt - på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt. Fra 2020 gav man endda løbet et endnu mere flamsk præg ved at bringe den stejle brostensstigning Moskesstraat ind på ruten, så det nu i endnu højere grad er en blanding af de to løbstyper.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd, Tim Wellens, Julian Alaphilippe og Tom Pidcock.

Sidste år gik sejren til en rytter, der perfekt afspejler denne sammenblanding. Brølstærke Dorian Godon tog nemlig karrierens største sejr på en dag, hvor elendigt vejr gjorde det til et råt udskilningsløb. Allerede med 50 km igen kørte han sammen med Ben Healy, Andreas Kron og Lucas Eriksson frem til resterne af det tidlige udbrud, Remi Cavagna og Tord Gudmestad, og det skulle blive afgørende. Med 20 km barberede Healy gruppen ned til en trio bestående af ham, Godon og Cavagna, og 4 km senere røg også Cavagna af. Det lykkedes aldrig for Healy at komme af med sin franske følgesvend, der derefter let kunne spurte sig til sejr, mens en defekt kostede Cavagna den sidste podieplads, der i stedet gik til Benoit Cosnefroy, som fuldendte Ag2r-festen ved akkurat at gå forbi til sidst. Godon og Cosnefroy vender begge tilbage som en farlig Ag2r-duo, men da Healy skipper løbet, bliver der ikke deltagelse fra hele det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu fik flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Læs også

Kuss udgår af Dauphiné

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet har nøglepunktet i løbet været en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger.

Efter at have benyttet samme rundstrækning hver eneste gang siden ændringen lavede man om på tingene i 2020, hvor løbet fik en mere brostensagtig karakter. Rundstrækningen talte stadig fem stigninger, men Ijskelderlaan erstattedes af den meget stejle brostensbakke Moskesstraat, der kom med 11,1 km igen. Mens de øvrige stigninger alle er Amstel-agtige, er den en rigtig Flandern-stigning, og det ændrede løbets natur en anelse. Til gengæld var der færre stigninger på det indledende stykke, så antallet af bakker samlet set faldt fra 31 til 24.

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede for det mere flamske look. I hvert fald genbrugtes modellen med Moskesstraat igen i 2021, hvor ruten i vidt omfang var en gentagelse af den, vi så i efteråret 2020. Der var dog én afgørende ændring, nemlig at målet var flyttet fra toppen af Schavei-stigningen, hvor det ellers havde været placeret hver eneste gang siden 2010. Vejarbejde gjorde det nemlig umuligt at bruge den klassiske afslutning, men i stedet fandt man en ny målbakke, der var længere, men ikke helt så stejl som Schavei. Antal stigninger øgedes til 27, da man denne gang kørte Moskesstraat på alle omgangene i finalen og dermed fire og ikke blot to gange, ligesom man havde en ekstra stigning i den tidlige fase. Derudover var Moskesstraat blevet kraftigt renoveret og slet ikke så grim en brostensstigning, som den var et halvt år forinden.

Om vejarbejdet er gået i stå, ved jeg ikke, men Schavei var i hvert fald ikke tilbage i 2022, hvor man genbrugte finalen fra 2021, og hvor rundstrækningen var helt uforandret. Eneste ændring var således en justering af det indledende stykke, hvor de fire stigninger Smeysberg, Rue de Hal, Krabossestraat samt løbets gamle nøglestigning, Alsemberg, udgik og erstattedes af Chaussee d’Alsemberg og Eigenbrakelsesteenweg, hvormed det samlede antal stigninger faldt fra 27 til 25. Den model faldt i arrangørernes smag, for i 2023 var der tale om en total kopi af ruten fra 2022, der da også leverede en af de bedste udgaver.

I 2024 ændrer man igen lidt på tingene. Først er der en marginal ændring i den helt tidlige fase, der forkorter den indledende tur med 1,8 km, men vigtigere er det, at man fjerner rundstrækningens første stigning, den korte, men meget stejle Hagaard. Den blev tidligere passeret tre gange, og dermed reduceres det samlede antal stigninger til 22, men omlægningen betyder, at Hertstraat bliver en længere stigning. Samtidig betyder det, at rundstrækningen forkortes fra 21,9 km til 19,8 km, og det har samlet set den konsekvens, at distancen reduceres fra 205,1 km til 195,2 km.

Med en distance på altså 195,2 km - der dog er den korteste siden omlægningen af løbet i 2010 - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Senere drejer man mod nordvest, nordøst og igen nordvest frem til dagens første stigning, Chausee d’Alsemberg (1600 m, 2,8%, max. 6,4%), der passeres efter 60,4 km. Nu når man en lille rundstrækning syd for Bruxelles, hvor man kører en hel omgang, så man skal over Sollenberg (500 m, 7,6%, max. 12,9%) efter 72,7 km samt en gammel nøglestigning, Bruineput (1200 m, 5,7%, max. 10,9%), efter 75,3 km.

Rytterne vender efter rundstrækningen rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først sydøst, så sydvest, igen sydøst og slutteligt nordøst til Overijse. Undervejs skal man over Eigenbrakelsesteenweg (900 m, 4,9%, max. 6,1%) efter 81,0 km, Rue de Nivelles (2,0 km, 4,0%, max. 6,2%) efter 93,3 km og Rue Francois Dubois (900 m, 4,1%, max. 5,9%) efter 116,3 km, inden man når frem til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører en del af en omgang. I 2020 kørte man uden om Moskesstraat i denne fase, men det gør man ikke længere. Det betyder, at man skal over Hertstraat, Moskesstraat, Holstheide og den nye målbakke, S-bocht, efter hhv. 120,4 km, 125,4 km, 128,5 km og 135,6 km, hvor man krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den altså fra i år bare 19,8 km lange rundstrækning. Den første stigning, Hagaard, udgår altså, og i stedet kører man mod sydvest og vest direkte frem til den brostensbelagte Hertstraat (700 m, 4,7%, max. 9,4%), der har top med 15,4 km igen. Nu kommer så nyskabelsen fra 2020, når man skal over den stejle brostensstigning Moskesstraat (500 m, 9,2%, max. 14,9%), som passeres med i alt 10,5 km igen.

Kort efter venter Holstheide (1000 m, 5,3%, max. 11,5%) med 7,3 km igen, inden man til slut kører frem til den nye målbakke, S-Bocht, der over 1300 m stiger med 4,2% i snit og med et maksimum på 5,7%. De første 500 m er de sværeste med 4,6% i snit, inden den stiger med 3-4% over 500 m og slutteligt bare 1,5% over de sidste 300 m. Der er et sving i bunden af bakken, men eller er det en kun snoet vej, der leder op til stregen.

Læs også

Starttider: 1. etape af Tour de Suisse

Løbet byder på 1890 højdemeter mod 2000 højdemeter i 2022 og 2023, 2135 højdemeter i 2021 og 1986 højdemeter i 2020.

Læs også

Optakt: 8. etape af Criterium du Dauphiné

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, indtil vi sidste år havde en kedelig, blæsende, kold og våd dag. Sådan bliver det slet ikke i år, hvor de gode vejr vender tilbage. Der venter en dag med kun få skyer, masser af sol og en temperatur på 13-14 grader. Det vil heller ikke være blæsende med bare en let vind (13-14 km/t) fra vestsydvest, dog til allersidst fra sydvest. Det giver generelt sidemodvind på løbets første del, mens der vil være en del sidevind på stykket omkring rundstrækningen med Bruine Put. Derfra får man sidemedvind tilbage til finalerundstrækningen. Her vil der generelt være sidevind, indtil man kort efter Hertstraat får medvind frem til Moskesstraat, hvor der vil være sidevind. Nu følger et stykke med sidevind, herunder på Holstheide, indtil man med 5 km igen får næsten direkte modvind. Slutteligt får man sidevind fra bunden af målstigningen og frem til stregen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Suisse

Favoritterne

Brabantse Pijl havde virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel.

Det hele startede i 2013, hvor man til start have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, og i de følgende år kunne man næsten hver gang præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel var de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race i de år. Siden har vi set navne som Tom Pidcock, Wout van Aert, Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel bruge løbet som opvarmning til den hollandske klassiker, og vi plejer at få en ret god pejling på, hvem vi skal holde øje med den efterfølgende søndag.

Noget har imidlertid forandret sig. Allerede sidste år så vi et bekymrende svagt felt helt uden næsten alle topnavnene til den hollandske klassiker, og det mønster gentager sig desværre i år. Vi skal spejde langt efter navne som Van der Poel, Pidcock, Mattias Skjelmose, Juan Ayuso, Brandon McNulty, Matej Mohoric, Pello Bilbao, Matteo Jorgenson, Joao Almeida, Ben Healy (der ellers fik sit gennembrud her sidste år), Romain Gregoire, Maxim Van Gils, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Michael Woods og Andrea Bagioli, der er et udpluk af de navne, der står på den foreløbige startliste til på søndag.

Tendensen med, at et par brostensryttere lige forsøger at vride et sidste resultat ud af formen, er også begrænset i år, hvor Tim Wellens, Antonio Morgado, Nils Politt, Dries Van Gestel og Alex Segaert er de eneste større navne, der kører løbet med Roubaix i benene. Indførelsen af brostensstigningen Moskesstraat har ellers bevæget løbet lidt mere i retning af en flamsk klassiker end en ardennerklassiker, men der er ikke mange, der er friske på en double. I det hele taget er det en bekymrende udvikling, at det i år kun er 11 WorldTour-hold, der kører løbet. Det var 17 i 2021, 13 i 2022 og 12 i 2022, så tendensen er tydelig - og i år skipper selv Ineos, der ellers har vundet løbet to af de seneste tre gange, endda også løbet.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. Det er dog også sket, at løbet er blevet afgjort af et decimeret felt i den klassiske finale på Schavei, og i det tilfælde har det været vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt til sidst?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015, Tim Wellens’ sejr i 2018 og senest Magnus Sheffields’ triumf i 2022 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet er imidlertid oftest blevet afgjort i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Spurten har altid foregået på et stykke falsk fladt, og derfor har det været en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel har afgjort løbet.

Det har gjort det meget sammenligneligt med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der har derfor været tale om en betydelig mere selektiv finale i Holland. Ligesom i 2021, 2022 og 2023 slutter man nu på S-Bocht og ikke Schavei, men de to stigninger er så ens, at det ikke gør nogen forskel.

I stedet er det inklusionen af Moskesstraat, der har forandret løbet lidt, men ikke så meget som i 2020, hvor den ellers kun skulle passeres to gange. Dengang var den en virkelig led brostensstigning, men i foråret 2021 blev den (desværre) renoveret, så brostenene i dag ligger meget pænere. Det må stadig regnes som en fordel for de lidt tungere folk, at den sværeste stigning er på brosten, men vi så både i 2021, 2022 og 2023, at ardennerrytterne klarede den fint. Blandt andet var Benoit Cosnefroy i 2021 tæt på at køre alene op til gruppen med Tom Pidcock, Wout van Aert og Matteo Trentin her, men han havde selvfølgelig også vist brostensevner ved i 2020 på den grimme udgave af bakken at kunne matche Van der Poel og Julian Alaphilippe som feltets eneste.

Læs også

Vigtig Vingegaard-hjælper: Overrasket over mig selv

I 2022 så vi, at Remco Evenepoel havde det pokkers svært på netop Moskesstraats brosten, hvor han gang på gang var i problemer, mens den til gengæld var en stor fordel for de lidt tungere drenge, Sheffield og Ben Turner, i den gruppe, der afgjorde løbet. Sidste år var Ben Healy, der jo er en spinkel fyr uden hang til brosten, frontgruppens stærkeste på Moskesstraat, men formentlig netop fordi der var tale om en brostensstigning, kunne store, stærke Dorian Godon, der senere endte med at vinde, følge med. Grundlæggende har stigningen derfor nok ikke længere forandret løbet så meget, men den har gjort løbet mere selektivt, for i de seneste fire udgaver har vi ikke været tæt på at få en spurt.

Moskesstraat kommer kun fire gange. Resten af tiden er det, som vi kender det, dvs. Amstel Gold Race-agtigt. Hvis løbet åbnes tidligt, er det guf for de klassiske puncheurs, der traditionelt har domineret løbet, men de lidt færre højdemeter på den nye rute gør, at løbet ikke længere har flere højdemeter end E3, der er den hårdeste af de flamske klassikere af en tilsvarende længde. I år bliver løbet så endda en anelse lettere med den 10 km kortere distance, de tre færre stigninger og en rundstrækning uden Hagaard og derfor med bare fire og ikke fem stigninger. Det har til gengæld den konsekvens, at finalen bliver lidt mere kompakt, og at de andre stigninger kommer tættere på hinanden, og da Hagaard typisk ikke har været den mest afgørende stigning - selvom det var her Healy fik skovlen under blandt andre Andreas Kron sidste år - tvivler jeg på, at den ændring vil have nogen væsentlig effekt.

Først skal det indledende stykke overstås. Det plejer ikke at spille en rolle, og det vil det næppe heller gøre i år. Modsat sidste år, hvor det var iskoldt, regnfuldt og blæsende og bidrog til at skabe en brutal udgave - og formentlig også var en væsentlig for store, stærke Godon, der altid er god i dårligt vejr - får vi det vejr, vi typisk har til dette løb, nemlig solskin og ikke specielt meget vind. Der er derfor ingen risiko for tidlig sidevindskørsel, hvad vi da heller aldrig plejer at have i dette løb - end ikke under sidste års blæsende forhold.

Det er altså på rundstrækningen, det skal afgøres, og her taler det gode vejr for, at det bliver mindre selektivt end sidste år. Grundlæggende har vi dog altid siden indførelsen af Moskesstraat i 2020 haft ret selektive udgaver, hvor en spurt ikke har været i spil, og hvor udskilningen er kommet tidligt. Det har også været et ret ærligt løb, hvor de bedste har afgjort det mellem sig. I 2020 kørte Van der Poel, Alaphilippe og Cosnefroy fra alt og alle, inden de afgjorde det i en spurt, og det mønster gentog sig i 2021, hvor det bare var Pidcock og Van Aert, der gjorde forskellen. Også i 2022 kørte de bedste tidligt væk, men dengang var det bare en lidt større gruppe med større jævnbyrdighed mellem de bedste - også selvom Evenepoel var blandt dem.

Sidste års løb var lidt anderledes, men det skyldes nok vejret. Her kørte Healy, Godon, Kron og Lucas Eriksson væk allerede med 60 km igen, og det var nok en smule tilfældigt, at det lige blev dem, for de var ikke entydigt de stærkeste. Kun Healy og Godon overlevede, og sammen med Remi Cavagna, der blev sat til sidst, fra det tidlige udbrud, afgjorde de løbet. Bag dem blev jagten aldrig organiseret, og derfor blev de ikke hentet. Feltet var bare 25 sekunder efter, og det er derfor det tætteste, vi har været på en spurt siden 2020.

I alle fire løb har vi relativt tidligt på rundstrækningen fået etableret en lille gruppe, hvor det i tre af tilfældene også var med de entydigt stærkeste, og herfra er de bedste tre gange kørt væk. Løbet plejer også at blive åbnet tidligt og på rundstrækningen nærmest med det samme. Faktisk er det et af de løb, hvor der historisk har været bedst succesrate ved at anticipere. Næsten hvert eneste år kommer der en gruppe af løjtnanter op til det tidlige udbrud, inden favoritterne kommer blæsende bagfra. Det var faktisk den opskrift, der sendte hovedparten af rytterne i top 10 i 2021, og sidste år gav den jo endda Godon sejren.

I det hele taget er det et løb, der er pokkers svært at kontrollere. I den forstand er det meget Amstel-agtigt. Historisk har det nemlig vist sig, at det er meget svært for bedste mand bare at køre væk, og det er siden omlægningen i 2010 faktisk kun Tim Wellens, der har taget en solosejr som stærkeste mand. Alligevel var det indtil 2022 kun Ben Hermans, der havde vundet via taktik. I alle andre udgaver var det endt med, at en ofte meget lille gruppe af de bedste har spurtet om sejren. I 2020 og 2021 har det været tre mand, men hvor det i 2020 var de tre stærkeste, sad Matteo Trentin i 2021 med hos Pidcock og Van Aert ved at komme dem i forkøbet - altså igen et eksempel på, at taktik kan spille en stor rolle.

I 2022 så vi netop, hvordan taktik blev afgørende, da Hermans’ taktiske sejr blev gentaget. Ineos leverede et mesterstykke ved at åbne løbet tidligt og skabe en gruppe, hvor de sad i massivt overtal med hele tre mand. Det udnyttede Magnus Sheffield til i det taktiske spil at snige sig væk, og det er et storartet eksempel på, at kollektiv styrke og overtal kan blive afgørende. Sidste års udgave var i teorien også en taktisk sejr, fordi det blev vundet ved et lidt tilfældigt angreb tidligt.  Det kan dog ikke skjule, at vi i 2020 og 2021 bare så, at de bedste gjorde forskellen.

I år er chancen for en spurt relativt god. Det svage felt betyder nemlig, at der er relativt få supermænd, der som Alaphilippe, Van Aert og Pidcock bare kan gøre forskellen. Der er Tim Wellens, Dylan Teuns, Stephen Williams, Antonio Morgado, Andreas Kron, Michael Matthews og Benoit Cosnefroy som ryttere, der kunne tænkes at være blandt de stærkeste, men de kører for relativt få hold. Det betyder, at der meget hurtigt kan blive mange hold til at jagte, og der er flere hold, der har en ret klar interesse i en spurt. Det gælder Alpecin, hvis ikke de får en af deres folk med i front, det gælder Inermarché, det gælder Arkea, hvis ikke Vincenzo Albanese blander sig, det gælder EF, og det gælder også Jayco, hvis ikke Matthews er med fremme. Derudover vil også israelerne have Corbin Strong til en spurt, hvis de skulle misse frontgruppen.

Læs også

Optakt: Tour de Suisse

Alligevel tror jeg nok mest på det klassiske scenarium, nemlig at de bedste kører væk, og at de gør relativt tidligt. Det er i hvert fald den klare interesse for det stærke UAE-hold, der ikke alt for gerne vil spurte, men deres taktik vil også meget afhænge af, hvor frisk Wellens og Morgado er efter i søndags. Selvom israelerne har Strong, vil jeg også forvente, at de gerne vil have et hårdt løb, og Cosnefroy er næppe heller bange for at åbne. Jeg synes, at chancen for en spurt er den største i mange år - også grundet vejret - men hvis UAE-drengene stadig har lidt at skyde med, vil vi formentlig alligevel få det klassiske scenarium. Igen kan man nok få en billet til finalen ved at angribe tidligt, som vi så det så sent som sidste år, men modsat i 2023 vil det undre mig, hvis en sådan gruppe slet og ret kan eliminere alle favoritterne.

Er det en lille gruppe, der skal afgøre det, kan det ske på flere måder. Bedste mand kan køre alene, men det er som sagt kun lykkes for Wellens for efterhånden mange år siden og vil være vanskeligt i år med generel modvind på rundstrækningens sidste del. Det øger som udgangspunkt chancen for en eller anden form for spurt, men kommer en mand alene afsted, er modvind ofte en fordel, fordi de jagtende ryttere er langt mere tilbageholdende med at føre igennem. Oftest har de bedste skullet spurte om det, men som vi så i 2022 med Sheffield, er en taktisk sejr ikke helt umuligt, særligt hvis gruppen er lidt større, som den netop var det for to år siden. Og så er en spurt jo altså denne gang ret sandsynlig.

Det gode ved det hele er, at favoritterne til en spurt og et hårdt løb i et vist omfang er sammenfaldende. Spurten er ikke rasende svær, men den appellerer jo til puncheur. Det samme gør bakkerne undervejs, og derfor er det i et vist omfang de samme ryttere, der kan vinde en spurt efter et hårdt løb og i et større felt - men sammenfaldet er ikke totalt.

Det svage felt gør også, at det akkurat som sidste år er et uhyre åbent løb, men jeg går med Michael Matthews. Australieren har altid betegnet løbet som et af sine yndlingsløb, og det er med ganske god grund. Han er nemlig skræddersyet både til ruten og den afsluttende spurt, men utroligt nok har han endnu ikke vundet, selvom han er gået i top 11 alle de gange, han har gennemført, nemlig med 2. pladser i 2014 og 2015, en 4. plads i 2019, en 5. plads i 2016, en 7. plads i 2022, en 10. plads i 2012 og en 11. plads i 2017. Det er dog også meget sigende, at han ved sin seneste deltagelse i 2022 vandt feltets spurt bag de stærkeste, for han er ikke så god, som han var i sin storhedstid, særligt i årene, hvor han to gange endte som nr. 2.

Det er han heller ikke i år, men han har oplevet en renæssance. En 2. plads i Sanremo og ikke mindst (næsten) en 3. plads i Flandern Rundt vidner om, at han er på et niveau, vi ikke har set i flere år. Selvom det var hans bedste resultat i Flandern, så vi dog også ret tydeligt i Dwars og E3, at han bestemt ikke er som i gamle dage, og derfor er jeg ikke sikker på, at han kan være med de bedste. Noget tyder nemlig på, at han i dag først for alvor er god, når distancen bliver lang.

Formen synes dog i fremgang. I Flandern viste han i hvert fald mere holdbarhed end meget længe, og i et felt uden sportens fænomener burde han have en chance for at følge med de bedste. Derudover er det mod de lettere folk utvivlsomt en fordel, at to ud af de fire finalestigninger nu er på brosten, og særligt Moskesstraat bør være en hjælp. Spurten passer ham som sagt som fod i hose, og ender han med at spurte om sejren i en lille gruppe, vil han næsten altid være favorit, selvom det er en spurt, der også afhænger af friskhed. Derudover vil han være min favorit, hvis vi får et samlet felt, og dermed kan han vinde på to måder.

Jeg kan dog godt frygte, at han som mit Gilbert-eksempel ovenfor risikerer at ødelægge sit løb ved at køre offensivt, hvis vi alligevel får en spurt, og derudover er jeg altså i lyset af hans E3 og Dwars ikke overbevist om, at han vil være med de bedste i et hårdt løb. Der er altså flere snublesten - også et svagt hold, hvis der skal skabes samling - men efter hans flotte Flandern ligner han det bedste bud på en rute, der har gjort det til et løb, han elsker mere end de fleste.

Dernæst går jeg med Stephen Williams. Briten er altid en lottokupon, som vi senest så i Indurain, hvor han dog også blev fanget bag et styrt, men i Catalonien så vi den bedste Williams nogensinde. Han var den eneste, der kunne følge Pogacar på 1. etape, og i Barcelona kørte han endda fra sloveneren!!! Disse eksplosive stigninger passer ham som fod i hose, og selvom brostenene næppe behager ham, burde han, hvis han sit catalanske niveau vel være den stærkeste. Vi har samtidig set, at han har været en chokerende god puncheur, både i slutningen af 2022 og i år i Australien og Catalonien, og jeg vil tro, at han kan slå langt de fleste i denne spurt. Derudover er israelerne meget stærke, og de vil formentlig sidde med mindst to mand i en lille gruppe til sidst, og det giver dem en fordel i det taktiske spil

Den anden mand til et hårdt løb er Dylan Teuns. Hans svage sæsonstart skyldtes åbenbart vedvarende maveproblemer, men i Flandern så vi den bedste Teuns siden sejren i Fleche Wallonne i 2022. Dette løb passer ham ikke helt ideelt, men det gjorde Flandern bestemt heller ikke, og jeg bliver overrasket, hvis ikke han er med i front. Hans problem er bare, at han trods fine puncheuregenskaber får svært ved at vinde en spurt på en bakke, der er så blød som denne, men til gengæld kan han via et overtal vinde via taktik - og skal man pege på en mand, der kan køre fra alt og alle er både han og Williams et af de bedste bud.

Læs også

Visma-sportsdirektør: Det er frygteligt skuffende

Et tredje bud til et hårdt løb er Krists Neilands, der efter stærk kørsel i det meste af marts skuffede i sine seneste løb og lider under, at han som spurtsvag skal vinde via taktik. Derudover har holdet kometen Joe Blackmore, der så sent som i søndags tog sin tredje etapeløbssejr i år, men som vi så i Limburg, mangler han stadig lidt til et løb som dette, og med den stærke trup må han være hjælper.

Den næstmest sandsynlige vinder er dog Corbin Strong. Den Strong, vi så i Catalonien og Indurain sidste år, kan vinde et hårdt løb her, men desværre skuffede han mig ganske meget i sine tre brostensløb. Dette løb passer ham utvivlsomt bedre, men har han ikke fundet de ben, han stadig manglede i Flandern, er hans eneste chance nok en spurt. Her vil han til gengæld være en af de helt store favoritter, for han vil elske denne puncheurspurt, der minder om den i Quebec, hvor han sidste år blev nr. 2 bag Arnaud De Lie - og slog Matthews!

Ag2r skal forsvare titlen, og deres bedste bud er Benoit Cosnefroy, der nu tre gange har været på podiet, nemlig i 2020, 2022 og 2023, og derfor er skræddersyet til løbet. Spørgsmålet er bare, om han er tilbage på sit niveau fra 2022, hvor han helt klart var løbets stærkeste mand, men tabte på taktik. Det er jeg ikke overbevist om. Hans Strade var dybt imponerende, men selvom han skam har vist form i sine seneste franske løb, var jeg lidt skuffet over ham i sidste uges løb i Loire. Det var dog også en ret let rute, hvorfor man måske skal passe på med konklusionerne, men stensikker på en genrejsning er jeg ikke. Løbet her er dog heller ikke rasende svært, og med sit Strade-niveau kører han i hvert fald finale - og så viste han sidste år, at han selv med sit svage 2023-niveau passer så godt til spurten, at han kunne vinde spurten om 3. pladsen. Som Matthews kan han altså vinde på flere måder - dog med den hårde model som den mest oplagte.

Han ledsages af sidste års vinder, Dorian Godon, der måske endda er endnu stærkere end sidste år. Det var i hvert fald svært imponerende at se ham på 1. og ikke mindst 7. etape i Catalonien, hvor han var så pokkers tæt på at vinde. Denne gang får han dog ikke hjælp af vejret, og hvis de bedste bare kører væk, kan jeg godt tvivle på, at han kan være med. Det vil i hvert fald være helt nyt, men særligt i lyset af brostenene er det ikke umuligt. Også han kan derfor vinde på to måder, men jeg tror, at hans bedste chance er en spurt. Med hans kørsel på 1. etape i Catalonien og sejren i Veneto sidste efterår er han en reel vinderkandidat i et større felt, selvom jeg tror, at han lider under, at det flader så meget ud til sidst.

Holdets tredje bud er Andrea Vendrame, der ligeledes burde være skræddersyet til dette løb og kan være manden, de kører for i en spurt. Efter en meget lovende sæsonstart skuffede han dog i Sanremo, og da dette er hans første løb siden styrtet for mere end to uger siden - et styrt, der kostede ham sidste uges løb - er han næppe på toppen. Endelig er det ikke et helt ringe løb for Dries De Bondt, men hvis han rammer udbruddet, er han hjælper.

EF er uden sidste års nr. 2, Healy, og må satse hele butikken på Marijn van den Berg. Hollænderen manglede efter sit styrt i Algarve stadig relativt meget af sin holdbarhed i Catalonien, men i sidste uge i Loire lignede han en mand, der efterhånden er tæt på sit bedste. Det vil dog være helt nyt, hvis han kan være med i et hårdt løb på denne rute, og selvom det ikke helt kan udelukkes, ligner hans chance en spurt. Her står han til gengæld også ganske fremragende. Denne spurt minder meget om den 5%, han vandt i Polen, hvor han slet og ret knuste al modstand. Spurter han på samme måde her, skal alle - også Matthews - står meget tidligt op for at slå ham. Holdet har også Lukas Nerurkar, der med sin nyfundne fart passer til løbet, men for både ham og Darren Rafferty er det for tidligt at være med helt fremme. James Shaw er en lottokupon, men selvom han endelig viste takter på sidste etape i Baskerlandet, har han stadig skuffet gennem hele sæsonen. Mikkel Honoré passer perfekt til løbet, men må efter sin skadespause være hjælper, som det også gælder for formsvage Harry Sweeny.

Alpecin kommer med et af de mest spændende hold, og deres bedste bud må være Axel Laurance. Med de puncheurspurter, han kørte i Besseges, hvor han slog Mads Pedersen, og på 1. etape i Catalonien - hvor han på en stejlere bakke dog blev slået af både Williams og Godon - ligner han en af de tunge favoritter til en spurt. Han har også chancer i et hårdt løb, men baseret på det, vi så på sidste etape i Catalonien, vil jeg tro, at hans største chance er en spurt.

Til det hårde løb skal holdet satse på Quinten Hermans og Søren Kragh. Begge vil være gode backups for Laurance til en større spurt, hvor særligt Hermans i lyset af sejren i Baskerlandet vil kunne gøre det godt, men skal de vinde, skal de nok være med i det hårde løb. Her føler jeg mig ikke overbevist. Hermans viste i hvert fald på 5. etape af Baskerlandet, at han stadig er langt fra sit tidligere niveau, og Kragh har i år været meget svær at læse, fordi han har ageret hjælper. I et svært 2023 blev han genrejst sidste efterår, men han har til gode helt at overbevise om, at han er på sit højeste. I lyset af det, jeg har set i år, tror jeg desværre, at han får det svært, for han skal være ret tæt på sit bedste for at matche bedre klatrere på disse bakker. Så langt er han næppe, men Kragh er en lottokupon, man aldrig helt ved, hvor man har. Xandro Meurisse er stadig en skygge af sig selv og må som den ellers velkørende Jimmy Janssens og den i år skuffende Stan Van Tricht være hjælper.

UAE kommer som altid med et af de stærkeste hold, og de har en af de helt store jokers i Antonio Morgado. Portugiseren bliver bare ved med at imponere, og mens han burde være en ardennertype, har han nu med sin 5. plads i Flandern også viste evner som brostensrytter. Dermed burde han være skabt til dette løb, og da i Le Samyn var chokerende hurtig i den stigende spurt, ligner han en mand, der kan gøre det færdigt. Han har til gengæld også været ekstremt svingende, og da han kommer direkte fra Roubaix, er han en lottokupon, der kan gå begge veje.

Læs også

Stor åbenbaring: Ingen havde forventet det

Et mere sikkert kort er Tim Wellens, der som sagt er den eneste, der i nyere tid har taget en solosejr som stærkeste mand. Han er imidlertid ikke så god som dengang, og da han også kommer med Roubaix i benene, er der også for ham en vis usikkerhed. Han har heldigvis kørt en fornem brostenskampagne, hvor han senest i begge monumenter viste god form, og er han ikke træt efter i søndags, kører han finale. Problemet er, at han trods en hæderlig puncheurspurt ikke slår de øvrige favoritter, og derfor skal han vinde via taktik, hvor et overtal kan hjælpe. Holdets tredje og sidste bud er Marc Hirschi, der burde være det bedste kort, for selvom han ikke er så hurtig som tidligere, er han stadig en god afslutter på en bakke som denne. Han har imidlertid været i enorm formkrise, og der skal være sket meget siden Flandern, hvor han blev sat nærmest med det samme. Heldigvis har vi tidligere i år set, at hans form i Drome kom ud af det blå. Endelig har holdet Nils Politt, men selvom han er i form og mere klatrestærk end nogensinde, ligner han en hjælper, inden han skal have pause.

Lotto kommer til løbet med en af de store jokers. På papiret er det et perfekt løb for Andreas Kron, der da også sidste år var med til at køre om sejren, inden kulden slog ham ud. Hans kørsel i Vueltaen og Lombardiet indikerede endda, at han siden dengang har taget endnu et skridt, og da han er så hurtig, at han på en god dag burde have en chance for at slå alle i en spurt efter et hårdt løb, har han hele pakken. Når han alligevel glider lidt ned på listen, skyldes det usikkerheden om formen. Hjernerystelsen kostede ham sæsonstarten, og vi så tydeligt i Catalonien, ikke mindst på sidst etape, at han dengang stadig manglede en del. Siden da kan han heldigvis have forbedret sig meget, men har han indhentet alt det, der skal til for at vinde her? Det kan man desværre godt tvivle på, og det gør ham til et usikkert kort.

Som minimum kan dog køre en god spurt, men her kan holdet også satse på Jenno Berckmoes, der pludselig har fundet en chokerende fart og efter sejren i Coppi e Bartali ligner plan A - dog ikke en god nok plan til at vinde i dette felt. Til gengæld har han skuffet på stigningerne, hvorfor jeg ikke tror på ham i et hårdt løb. Et tredje bud er Pascal Eenkhoorn, der endelig viste form i Limburg, hvor han var en af de to stærkeste, men i dette felt kører han ikke med de bedste, hvis ikke han kommer i forkøbet, og i en spurt er han nok kun plan B eller C, selvom han er hurtig. Kometen Alec Segaert har ikke imponeret på stigningerne i år og er sikkert mærket efter et hårdt Roubaix, og Jonas Gregaard har ledt efter formen.

Tudor kommer med Alexander Kamp, der som så ofte før er et stort spørgsmål. I de seneste to sæsoner har han været bedre end nogensinde i Amstel, men i begge år var han slet ikke på samme niveau i dette løb, der ellers burde passe ham som fod i hose, som vi også så, da han imponerede stort som Riwal-rytter i 2019. I år er usikkerheden ekstra stor, fordi han har haft en anden kalender uden løbet i Loire, og han har ikke kørt siden Sanremo. Indtil nu har han været meget, meget formsvag, men vi har vænnet os til, at han først finder formen til dette løb. Er det lykkedes ham denne gang? Det er svært at sige, men det skaber usikkerhed, at vi ikke for alvor har set den bedste Kamp siden sidste års Amstel. Til gengæld har han den fordel, at han i denne finale på en god dag kan slå alle i en spurt - helst fra et hårdt løb, men måske også i et større felt. Holdet har også Lucas Eriksson, der spillede en fremtrædende rolle sidste år, men selvom han har rejst sig efter en svær tid, kører han ikke med de bedste her.

Arkea kommer med en af løbets jokers i form af Vincenzo Albanese. Han skuffede mig stort i sæsonstarten, men til gengæld fik han en chokerende top 10 i sin brostensdebut i et benhårdt E3. Desværre var han slet ikke på samme niveau i Flandern, men det kan meget vel have handlet om distancen. Dette løb passer ham med de klatreevner, han havde sidste år, formentlig allerbedst i hele klassikerperioden, og med sin gode spurt, der burde passe perfekt til denne finale, kan han vinde fra begge scenarier. Han har dog for vane altid at tabe disse spurter, og jeg kan godt have svært ved at se ham ende i en gruppe, hvor han faktisk kan vinde - og selvom han er en kandidat til et hårdt løb, har han vejret så svingende, at han sagtens kan ende med at skulle satse helt på en spurt. Til en spurt har holdet også Jenthe Biermans, der i Le Samyn viste, at han kan være en bedre afslutter i denne finale, og som med den nylige sejre i Vitré har vist form. Jeg vil dog tro, at dette løb er på grænsen for ham, og jeg har svært ved at se ham vinde en spurt i dette felt.

Uno-X kommer med en anden af løbets jokers, nemlig Tobias Johannessen. Løbet er måske lidt for let til at passe ham ideelt, men med sine puncheur- og klatreevner er det et løb, han burde kunne vinde - hvis han er i form. På 100% er han desværre næppe efter det brækkede kraveben, og selvom der var fremgang i Catalonien og kørte en ganske flot sidste etape, manglede han i hvert fald stadig meget. Omvendt gjorde han det på netop Barcelona-etapen faktisk bedre end Kron, der til gengæld nok passer bedre til ruten og med en bedre spurt bedre kan gøre det færdigt. I Catalonien så vi også, at Andreas Leknessund er ved at være i form, men han passer dårligt til løbet. Der har været fremgang for Markus Hoelgaard, men ligesom Odd Christian Eiking er han stadig for langt fra fordums styrke, mens Anders Johannessen stadig kigger langt efter de lovende takter fra sæsonstarten.

Tudor har en spændende kandidat i Sandy Dujardin. Med det tårnhøje niveau, han viste sidste efterår, særligt til EM, burde han komme langt, og som vi har set i Finistere, bør han elske denne stigende spurt. Han har dog ledt efter samme form i år, og selvom han senest viste klar fremgang med en 2. plads i Vitré, bliver det svært i dette felt. Jeg vil stadig tro, at han har en god chance for at overleve til en spurt, men når han ikke kan slå Biermans i Vitré, kan han næppe vinde her. Holdet har også formstærke Dries Van Gestel, der også kan køre en god spurt, men dette løb er en anelse for hårdt, og han har Roubaix i i benene. En anden hurtig herre er Anthony Turgis, men han er stadig en skygge af sig selv, som det også gælder for veteranen Julien Simon. Langt mere spændende er den lovende og klatrestærke Thomas Gachignard, der via et udbrud kan komme langt, men som spurtsvag får han svært ved at vinde.

Intermarché har udpeget to kaptajner, nemlig Vito Braet og Francesco Busatto. Deres chance er nok den større spurt, hvis ikke de kan komme i forkøbet. Braet har ganske vist udviklet sin holdbarhed meget i år og passer udmærket til ruten, men i lyset af det, vi så i Baskerlandet, er det ikke sandsynligt, at han kører med de bedste - og selvom spurten passer ham, bør der være bedre afsluttere end ham. Mere holdbar bør Francesco Busatto være, og hvis han har de ben, han havde i sit vilde Strade, kunne han køre med de bedste, og da han også vil elske denne spurt, står han ret stærkt. Han skuffede dog i Catalonien og senest i det svage felt i Limburg, hvor han end ikke kunne matche Timo Kielich på bakkerne, og derfor synes han langt fra sit Strade-niveau. På papiret er holdets mand til det hårde løb Georg Zimmermann, der passer til løbet, men han synes i formkrise, og da han ikke er udpeget som kaptajn, synes det at fortsætte. Dries De Pooter har gjort det godt i år, men må finde løbet hårdt.

Caja Rural kommer med en ret spændende joker i David Gonzalez, der har udviklet sig helt vild. Det var chokerende at se ham sidde med hjem på Barcelona-etapen i Catalonien, og da han i Castellon også viste uventede puncheurevner, passer han til løbet. Han er dog helt uden erfaring og heller ikke hurtig nok til at vinde en spurt. Spurten passer perfekt til Eduard Prades¸ men han er for langt fra fordums styrke til dette hårde løb. Endelig har holdet den i februar så flyvende Jefferson Cepeda , men han passer næppe ideelt til dette løb, hvor han er uden erfaring, og efter en lang pause skuffede han fælt i Indurain.

Læs også

Criterium du Dauphiné-analyse: Da de tunge udbrudskonger chokerede i det vanlige Roglic-show

Også TDT-Unibet kommer med en joker i form af Adam Toupalik. Han klatrede chokerende godt i Coppi e Bartali og kommer nu til et løb, der burde passe ham langt bedre. Han bør også elske denne spurt, men niveauet her er langt højere end i Italien, og han har aldrig været med helt fremme på dette niveau. Samtidig skuffede han stort i Limburg. Jelle Johannink var god i Limburg, men er overmatchet her, og selvom han har klatret godt, er det for hårdt for hurtige Hartthijs de Vries.

Q36.5 kommer med den delvist genrejste Gianluca Brambilla, men vi så senest i det svage felt i Coppi e Bartali, at han ikke kører med de bedste i dette felt. Han skal i hvert fald i forkøbet, og selvom han er hurtig, vinder han næppe mod de bedste. Hans bedste chance for et resultat er dog nok en spurt i et større felt. Løbet burde passe ret perfekt til den hurtige Walter Calzoni, men han fortsætter med at skuffe stort, og det passer dårligt til den på det seneste igen skuffende Alessandro Fancellu og er for hårdt til Rory Townsend

Det bliver næppe her, Soudal redder deres klassikersæson. Jeg tror, at deres bedste chance er, at Louis Vervaeke kan være med i et hårdt løb. Han virkede meget formstærk de første dage i Baskerlandet, men en svag afslutning skaber usikkerhed. I forvejen er stigningerne for eksplosive, og selvom han chokerede i spurten på 2. etape i Baskerlandet, får han meget svært ved at gøre det færdigt. Det skal i jvert fald ske via taktik. Et på papiret bedre bud er den hurtige ardennertype Antoine Huby, der passer til løbet, men han var helt uden form i Catalonien og har til gode for alvor at overbevise på dette niveau - selvom Drome-Ardeche viser, at han måske kan overraske og som minimum måske blande sig i en spurt. Den foretrukne til en spurt er Jordi Warlop, der dog har været uhyre formsvag og heller ikke vinder i dette felt. Endelig har de Pieter Serry, der er hurtig og tidligere har været på podiet, men i dag er den belgiske veteran vist kun en nødløsning til en spurt.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Bahrain kører for Matevz Govekar med Nicolo Buratti i en fri rolle, men deres eneste chance er en spurt, og selvom Buratti periodevist har vist lovende takter, ser jeg dem ikke komme med hjem - og måske ender Andrea Pasqualon som bedste mand. Cofidis er uden kriseramte Axel Zingle og Bryan Coquard, og da den tidligere vinder Ben Hermans stadig er milevidt fra sit gamle niveau, er eneste chance vist en spurt med den kun halvhurtige Eddy Finé, der formentlig også får det for hårdt. DSM kommer med den meget lovende Frank van den Broek som kaptajn, men selvom han har vist opløftende takter i Catalonien, hvor han også spurtede godt, så vi i det svage felt i Limburg, at han skal i forkøbet, hvis han skal være med de bedste i dette felt. Hos Bingoal viste Loic Vliegen stigende form efter sin skade, men slet ikke nok til dette felt og denne rute. Et bedre bud er halvhurtige Luca Van Boven, der kørte en god kongeetape i samme løb, men næppe kan gøre andet end at køre en spurt her. Hverken Kenneth Van Rooy eller Jens Reynders bør kunne overleve til en spurt. Hos Flanders skal man satse på Kamiel Bonneu, men selvom der var en smule fremgang i Limburg, er han stadig en skygge af sig selv, og jeg tror, at løbet er for hårdt til Lars Craps og Elias Maris. Novo Nordisk kommer med den stadig mere imponerende Matyas Kopecky, men selvom han bekræftede sin stigende holdbarhed i Loire, bør dette løb være for hårdt, selvom selve spurten passer ham.

OPDATERING: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt for Teuns og Wellens, der formentlig er to af de allerstærkeste.

***** Michael Matthews

**** Stephen Williams, Benoit Cosnefroy

*** Marijn van den Berg, Axel Laurance, Corbin Strong, Antonio Morgado, Dorian Godon

** Andreas Kron, Alexander Kamp, Vincenzo Albanese, Dylan Teuns, Tim Wellens, Tobias Johannessen, Marc Hirschi, Quinten Hermans, Søren Kragh, Sandy Dujardin, Jenno Berckmoes, Vito Braet, Jenthe Biermans, Francesco Busatto, Andrea Vendrame, David Gonzalez

* Pascal Eenkhoorn, Krists Neilands, Georg Zimmermann, Adam Toupalik, Gianluca Brambilla, Antoine Huby, Louis Vervaeke, Frank van den Broek Dries Van Gestel, Matyas Kopecky, Jordi Warlop, Andreas Leknessund, James Shaw, Dries De Bondt, Nils Politt, Jefferson Cepeda, Eduard Prades, Pieter Serry, Markus Hoelgaard, Odd Christian Eiking, Lucas Eriksson, Mikkel Honoré, Thomas Gachignard, Lukas Nerurkar, Darren Rafferty, Anthony Turgis, Joseph Blackmore, Nicolo Buratti, Luca Van Boven, Andrea Pasqualon, Eddy Finé, Loic Vliegen, Walter Calzoni, Alec Segaert, Matevz Govekar, Jimmy Janssens, Jelle Johannink, Kamiel Bonneu, Hartthijs de Vries, Anders Johannessen

Danskerne

Hos hhv. Lotto, Tudor og Alpecin er Andreas Kron, Alexander Kamp og Søren Kragh alle blandt favoritterne, hvorfor de er omtalt ovenfor, og hos Lotto støttes Kron, Jenno Berckmoes og Pascal Eenkhoorn af Jonas Gregaard, mens Kamp og Lucas Eriksson hos Tudor støttes af Sebastian Changizi. Hos Ag2r får Rasmus Søjberg chancen i et stort løb som støtte for den forsvarende vinder, Dorian Godon, og Benoit Cosnefroy, og hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Matevz Govekar og Nicolo Buratti samt forsøge at ramme udbruddet. Hos EF gør Mikkel Honoré comeback efter sin skade, hvorfor han formentlig skal støtte Marijn van den Berg, og endelig skal Christopher Juul og Anders Foldager hos Jayco støtte Michael Matthews

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dorian Godons sejr fra 2023, Magnus Sheffields sejr fra 2022, Tom Pidcocks sejr fra 2021, Julian Alaphilippes sejr fra 2020, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT