Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Dagens nyheder

Foto: Sirotti

Grivko får karantæne efter batalje med Kittel

23.04. kl. 11:53 af David Bruno.

Efter en voldsom positionskamp, der involverede slag mod Marcel Kittels ansigt, blev Andriy Grivko smidt ud af Dubai Tour i februar. Nu er følgestraffen fra UCI så kommet; 45 dages karantæne gældende fra første maj. 

I en kort, men klar, besked meddeler Den internationale Cykelunion, UCI, at Andriy Grivko er blevet suspenderet i 45 dage, efter han den anden februar under Dubai Tour tildelte Marcel Kittel et slag i ansigtet.

 

UCI har ikke yderligere kommentarer men henviser til artikel 12.1.005 i deres reglement, der vedrører usportslig opførsel. Karantænen gælder fra første maj til 14. juni.

 

Situationen opstod under en heftig positionskamp i Dubai Tour, og selvom de to kamphaner ikke var helt enige om, hvad der skete, så accepterede Grivko dengang, at han blev smidt ud af løbet.

 

Hverken ukraineren eller hans hold Astana har endnu kommenteret på karantænen.

Foto: Tour of Turkey/Brian Hodes

Croatia-etapevinder dedikerer sejr til Scarponi

23.04. kl. 11:19 af David Bruno.

Jaime Roson tog i går Caja Rurals første sejr i sæsonen, som han straks dedikerede til Michele Scarponi, på femte etape af Tour of Croatia.

Caja Rurals Jaime Roson vandt i går femte etape af Tour of Croatia, hvor han også tog førertrøjen. Den unge spanier vandt en tremandsspurt foran Jan Hirt og Vincenzo Nibali, hvis hjul han havde udvalgt sig i finalen.

 

”Jeg vidste, jeg var i god form, og at det var nu, jeg skulle have et resultat ud af det. Jeg prøvede at køre solo, men da det ikke lykkedes, besluttede jeg at vente på spurten, fordi jeg vidste jeg var hurtigere end de andre,” siger Roson i dag i en pressemeddelelse.

 

Han dedikerer sejren til afdøde Michele Scarponi, som han, ligesom resten af feltet, kun har positive minder om, og som han håber, sin nærmeste rival i Tour of Croatia kan dedikere en endnu større sejr til.

 

”Sejren er til Scarponi. Han var en fantastisk rytter, og et endnu bedre menneske. Nibali var naturligvis meget berørt, da de var meget nære venner. Jeg håber, han kan komme sig og køre en god Giro til sin vens ære.”

 

Allerførst skal Roson og Nibali dog koncentrere sig om sidste etape i Kroatien, som bliver kørt i dag, og hvor førstnævnte kun fører med to sekunder til sidstnævnte.  

Foto: Martin Nørgaard og Dennis Boutrup

Glad teenager efter andenplads: Sad i en kattepine

23.04. kl. 07:30 af Benjamin Lillelund (interview) & Jonas Krügermejer Nygaard.

Det første møde med de herningensiske grusstykker var overordnet set positivt for unge Andreas Kron.

Blot 18-årige Andreas Kron sikrede sig lørdag en flot andenplads i et hårdt kørt og yderst krævende GP Herning, hvor kun 43 af 108 startende ryttere fuldførte.

 

”Det var en hård dag på kontoret,” sagde Riwal-teenageren efterfølgende til Feltet.dk.

 

”Men resultatet er jeg personligt rigtig glad for,” tilføjede han.

 

I en svær finale formåede Andreas Kron at få det bedste ud af anstrengelserne.

 

”[Troels] Vinter og jeg sad lidt i en kattepine, for [Alexander] Kamp og [Michael] Carbel er hurtige. Det var svært at løse, men vi prøvede. Jeg ville gerne have været væk til sidst, men det lykkedes ikke,” forklarede han efter løbet, som blev vundet af Michael Carbel.

 

Andreas Kron, der blev nummer fire i juniorernes Paris-Roubaix sidste år, har ikke den store erfaring med at køre på grus.

 

”Men det var fedt! Det er fedt at køre på noget anderledes,” lød det fra den talentfulde, men trætte dansker.

 

Han ærgrede sig dog over, at Riwal-holdet ikke indfriede målet om at indtage podiets øverste trin.

 

De havde til gengæld hele seks ryttere i top 20 og høstede efter løbet roser fra Jesper Worre, der står for at dele wildcards ud til PostNord Danmark Rundt.



HUSK, AT DU KAN FINDE MANGE FLERE INTERVIEWS SAMT PODIECEREMONIEN PÅ FELTET.DKS YOUTUBE KANAL.

Foto: Martin Nørgaard og Dennis Boutrup

Efter første dyst: Jesper Worre kårer vindere og tabere af ’godt væddeløb’

22.04. kl. 22:42 af Jesper Johannesen (interview) & Jonas Krügermejer Nygaard.

Der kommer tre - måske fire - danske kontinentalhold med til årets PostNord Danmark Rundt. Kapløbet startede i dag.

Det første store slag på den danske cykelscene stod i dag i Herning.

 

Og det slag slap visse hold bedre fra end andre, vurderer Jesper Worre, der står for at dele billetter ud til den danske sæsonfinale, PostNord Danmark Rundt.

 

”[Team] VéloCONCEPT og Riwal [Platform] kørte et forrygende væddeløb,” konstaterer løbsdirektøren - en anelse presset af spørgsmålet fra Feltet.dk.

 

Det var da også de to ressourcestærke mandskaber, der besatte podiets tre øverste trin på en dag, hvor Michael Carbel (VéloCONCEPT) var stærkest og sejrede foran Andreas Kron (Riwal) og Alexander Kamp (VéloCONCEPT).

 

Også ColoQuick-CULT høster roser for at tage ansvar, ”selv om de blev kørt lidt tynde til sidst.”

 

Tre-fire hold med til PostNord Danmark Rundt

Det er en god idé at gøre sig positivt bemærket fra start, hvis man vil med til PostNord Danmark Rundt, hvor kun tre - måske fire - af de i alt seks danske kontinentalhold skal regne med en invitation.

 

Det lykkedes ikke for ellers ambitiøse Christina Jewelry. Ikke en eneste af holdets ryttere var blandt de 43, der gennemførte på en dag i Herning, hvor heller ikke bornholmerne formåede at imponere.

 

”[BHS Almeborg]-Bornholm hang lidt undervejs og skulle lukke hullerne. Og til sidst var de jo ikke blandt de afgørende 11 mand. Det samme gælder Christina [Jewelry],” siger Jesper Worre.

 

Endelig var det både op og ned for det unge Team Giant-Castelli-hold.

 

”De hang også lidt undervejs, men kom tilbage og var med i finalen,” vurderer PostNord Danmark Rundt-chefen med henvisning til 23-årige Nicklas Pedersen, som blev nummer fire, og ifølge Jesper Worre kørte et ”forrygende” løb.

 

I næste weekend er der en ny stor mulighed for at imponere, når Den Nordvestjyske Cykelweekend afholdes.



HUSK, AT DU KAN FINDE MANGE FLERE INTERVIEWS SAMT PODIECEREMONIEN PÅ FELTET.DKS YOUTUBE KANAL.

Foto: Dorte Adelfred

Gense Feltet.dks livestream fra GP Herning 2017

22.04. kl. 21:21 af Jesper Johannesen.

I dag havde Feltet.dk livestreaming fra målområdet fra endagsklassikeren GP Herning. 

I dag startede den danske landevejssæson for alvor, da første afdeling af PostNord Cup blev afviklet i Herning. Grusvejsløbet GP Herning bød på masser af action og dramatik. I sidste ende var det dog Michael Carbel (Team Veloconcept), som sejrede foran Andreas Kron (Riwal Platform) samt den danske mester Alexander Kamp. 



HUSK DU KAN FINDE MANGE FLERE INTERVIEWS OG PODIECEREMONIEN PÅ FELTET.DKS YOUTUBE KANAL.

Foto: Luca Bettini / BettiniPhoto

Jesper Hansen avancerer kraftigt i Kroatien

22.04. kl. 20:32 af Jesper Johannesen.

Danske Jesper Hansen kørte en god femte etape af Tour of Croatia og sprang hele syv placeringer frem i klassementet. Han indtager nu en ottendeplads. 

Jesper Hansen fik den værst tænkelige start på dagen, da han fik meldingen om holdkammeraten Michele Scarponis død. Dagens etape i Kroatien blev dermed indledt med et minuts stilhed til minde om Michele Scarponi, inden rytterne begav sig ud på de 141 kilometer med kurs mod Ucka.

Fra start blev der angrebet voldsomt, og det tog noget tid, inden dagens udbrud blev etableret. Det skete, da fire mand kom fri. Kort efter fik yderligere to mand kontakt. Dermed blev der etableret en sekstet med Lukasz Owsian (CCC), Andres Daniel Velez Rozo (Bicicleta Strongman), Antonio Parrinello (GM Europa), Daniel Turek (Cycling Academy), Kazushige Kuboki (Nippo) og Lluis Mas (Caja Rural). Artem Nych (Gazprom-Rusvelo) satte efter og fik lukket hul på 20 sekunder, inden feltet lod udbruddet køre væk.

 

Bahrain-Merida tog kontrol i feltet og lod afstanden vokse til 1.30 efter de første 40 kilometer. Forspringet nåede også op på 1.50, mens rytterne forcerede Ucka-stigningen for første gang, hvor Mas vandt bjergspurten. Undervejs var Velez, Turek, Nych og Kuboki blevet sat.

Jaime Roson rykkede forbi Bahrain-trioen Valerio Agnoli, Domen Novak og Kanstantsin Siutsou for at sikre sig bjergpointene som nummer fem.

 

Mas vandt dagens anden bjergspurt foran Owsian og Parrinello, der til gengæld var først i den indlagte spurt efterfulgt af Mas og Owsian. Feltet holdt imidlertid trioen i kort snor på grund af hårdt arbejde fra Bahrain-Merida.

 

Med 40 kilometer til mål lå afstanden på 1.20 minutter. De øvrige udbrydere blev stille og roligt hentet, mens Bahrain-Merida-holdet igen gik frem i feltet. Vincenzo Nibali ville forsøge at vinde en etapesejr til sin afdøde ven Michele Scarponi. Det hårde tempo fra Bahrain-Merida betød, at udbruddet blev hentet med 16 kilometer til mål. 

Den afsluttende stigning
Dagens etape sluttede opad, hvor ingen - på trods af et par angreb - formåede at komme fri af feltet. Med 10 kilometer til mål øgede Caja Rural tempoet og flere ryttere begyndte at falde fra bagerst i feltet. Caja Rural var uheldige at miste førertrøjen i går, da et dumt hul i finalen kostede for Jaime Roson.

I dag viste holdet dog, at de ville vinde, og med tre kilometer til mål var feltet reduceret til 20 ryttere. Roson sad på hjul af Nibali, som angreb med to kilometer til mål. Jaime Roson og Jan Hirt formåede at holde hjul og kom til mål sammen med Nibali.

 

Roson åbnede spurten og sejrede foran Nibali og Hirt. Det betyder, at det unge spanske talent Roson igen overtager førertrøjen. Han fører før sidste etape med to sekunder ned til Nibali.

Danske Jesper Hansen kørte en god etape og blev nummer syv - blot 20 sekunder efter Roson. Det betyder Hansen nu er nummer otte samlet.

Sidste etape køres i morgen fra Samobor til Zagreb over 147 kilometer. Læs Feltet.dk store optakt til etapen her.  

Foto: ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO

Fuglsang og Astana stiller til start og ærer Scarponi i Liège

22.04. kl. 19:11 af Jonas Krügermejer Nygaard.

Astana forventes at stille til start i Liège-Bastogne-Liège.

Nyheden om Michele Scarponis død har sendt chokbølger igennem cykelverdenen.

 

Mest forfærdede er - naturligvis - de nu forhenværende holdkammerater på Astana, der blandt andet huser fire danske ryttere og én dansk sportsdirektør.

 

Alligevel vælger det kasakhiske mandskab at stille op til morgendagens Liège-Bastogne-Liège. Et løb, hvor Jakob Fuglsang bliver kaptajn.

 

Og også et løb, hvor det tragiske dødsfald, der indtraf lørdag formiddag, hvor 37-årige Michele Scarponi blev påkørt og dræbt på en træningstur nær hjemmet i Italien, vil blive markeret.

 

Inden starten vil Jakob Fuglsang og hans holdkammerater stille sig foran feltet, og der vil lyde ét minuts klapsalver til ære for den afdøde italiener, det skriver Cyclingnews.com.

 

Èt minuts stilhed ved trist præsentation

Det britiske cykelmedie var til stede i Belgien til dagens holdpræsentation, der naturligvis blev afholdt i skyggen af de ulykkelige omstændigheder.

 

Astana-holdet var ikke mødt op. Da de skulle have været på scenen, blev et kasakhisk flag i stedet båret derop, inden løbsdirektør Christian Prudhomme holdt en kort tale.

 

Herefter fulgte ét minuts stilhed.

 

”Det er et hårdt øjeblik - måske endnu mere end normalt, forhan, som vi alle ved, kørte løb i går, og fordi han lagde et billede på de sociale medier af sig selv, sine børn og førertrøjen,” sagde Christian Prudhomme efterfølgende.

 

 

På billedet ses Michele Scarponi med sine to drenge, som han rejste hjem til i går aftes efter at have færdiggjort etapeløbet Tour of Alps, hvor han vandt første etape.

 

Den tidligere vinder af Giro d’Italia efterlader desuden en kone, som også er mor til børnene.

 

Et smukt løb, der ikke vil blive mindet med glæde

Det gør ikke just tragedien mindre.

 

Og Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen, der ligesom Jakob Fuglsang befinder sig til Liège-Bastogne-Liège, ved da heller ikke, hvilken forfatning hans ryttere stil op i i morgen.

 

”Jeg [ved] ikke, om det bliver for fuld damp. Det kommer ned til, hvordan de enkelte ryttere kan tackle den her situation,” siger Lars Michaelsen til DR Sporten.

 

Liège-Bastogne-Liège, der blev afviklet for første gang i 1892, er ifølge Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard ”et af sportens allervigtigste og smukkeste løb,” men udgave nummer 103 vil ikke blive mindet med glæde.

 

”Der er en sand følelse af sorg i feltet i dag - selvfølgelig også her i Liège-Bastogne-Liège,” slår Christian Prudhomme fast.

Foto: Sirotti

Optakt: 6. etape af Tour of Croatia

22.04. kl. 18:41 af Emil Axelgaard.

Den tredje uge af april er altid en todelt affære, hvor der på en gang er klassikere i Holland og Belgien samt vigtige forbedelsesløb til Giro d’Italia i det sydlige Europa. Det er således også tilfældet i år, hvor mange af de største favoritter varmer op til den italienske grand tour i Tour of the Alps (indtil i år kendt som Giro del Trentino), der afvikles fra mandag til fredag med blandt andre Mikel Landa, Geraint Thomas og Thibaut Pinot i felt, samt Tour of Croatia, der køres fra tirsdag til fredag og har Vincenzo Nibali til start. Hver dag vil vi bringe optakter til etaperne i begge løb.

Søndag gælder det 6. og sidste etape i Tour of Croatia, mens Tour of the Alps nu er slut.

 

Du kan læse overordnede optakter til Tour of the Alps og Tour of Croatia.

 

Husk, at du hver dag hele ugen kan følge løbene på www.feltet.dk/live. Du kan finde vores tidsplan her.

 

Tour of Croatia - 6. etape

Ruten

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For tredje år i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad 145,3 km lang etape, der starter i Samobor. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man faktisk mod vest helt hen til udkanten af hovedstaden, inden man kører mod nord for at slå en stor sløjfe omkring storbyen. Området er imidlertid helt fladt, og det ændrer sig ikke, når man efter et par kilometer sætter kursen mod øst. Her venter dagens første spurt efter 69,2 km i bunden af en 1,8 km lang kategori 3-stigning, der kortvarigt bryder den flade monotoni. Herefter fortsætter man lidt mod vest, inden man drejer mod syd, hvor en 1 km lang kategori 3-stigning venter med top efter 98,1 km. Efter yderligere et par kilometer mod syd, drejer man til slut mod vest for at køre ind i centrum af Zagreb, hvor løbet afsluttes med 3 omgange på en 3,3 km lang rundstrækning. Den er teknisk ganske kompliceret og samtidig alt andet end flad. Således falder det let i den første halvdel, inden et fladt stykke leder frem til en ganske stejl 500 m lang bakke, der fører op til mål. De er hele fem skarpe sving på de sidste to kilometer med henholdsvis 1800, 1000, 600, 500 og bare 100 m til stregen.

 

Den samme rundstrækning har været benyttet i de to tidligere udgaver og har vist sig at være ganske vanskelig. Dette er bestemt ikke en dag for de rene sprintere, og sidste år kom eksempelvis Mark Cavendish til kort i den vanskelige finale. I stedet er det en perfekt etape for puncheurs og mere holdbare sprintertyper, der samtidig skal kunne håndtere den meget tekniske finale.  

 

Sidste år var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

 

 

 

 

Vejret

Desværre det flotte forårsvejr, der har præget de sidste to dage, ikke ved. Søndag starter regnfuldt, men det ventes at være tørt, når rytterne når Zagreb, hvor det hele endda kan ende i solskin. Temperaturen ventes at nå et maksimum på 13 grader. Der vil kun være en svag vind fra syd, hvilket giver vind fra alle retninger i den indledende del. Der vil være sidevind på det sidste stykke ind mod Zagreb, mens der på rundstrækningen først vil være med- og siden modvind, inden man igen får medvind på de sidste 1500 m.

 

Favoritterne

Måske var Vincenzo Nibali ansporet af et smukt ønske om at dedikere en sejr til sin tidligere holdkammerat Michele Scarponi, men kynisk betragtet begik italieneren og Bahain-Merida en oplagt fejl på dagens kongeetape. Som vi skrev i går, var det entydigt til hans fordel, hvis bonussekunderne blev taget ud af ligningen, idet det ville have gjort det muligt for ham at køre defensivt. Var udbruddet således holdt hjem, havde Nibali stået på tærsklen til den samlede sejr med et forspring på 2 sekunder til Roson. Nu valgte Bahrain imidlertid at skabe samling forud for stigningen, og de 10 bonussekunder var netop det, der sikrede Roson førertrøjen.

 

Alligevel er der en vis rimelighed i, at det er Roson, der nu har førertrøjen. Således var der ikke megen tvivl om, at spanieren var den stærkeste mand - nøjagtigt som han havde været de på 2. etape. Det var således kun uopmærksomhed på 4. etape, der i givet fald ville have kostet ham sejren, og det havde næsten ikke været til at bære for den talentfulde spanier, der efter sidste års sejr i Tyrkiet nu har to store kongeetaper på cv’et. Denne gang slog han imidlertid et af cykelsportens absolutte topnavne, og det betyder utvivlsomt, at dagens triumf rangerer højest på hans liste.

 

Intet er imidlertid afgjort endnu. Rundstrækningen i Zagreb er alt andet en simpel, og i de foregående år er der altid opstået huller. Modsat Roson, der har det svært i positionskampen, er Nibali en mester i at placere sig og holde sig fremme i en tricky finale, specielt hvis vejene endnu ikke er blevet tørre efter morgenens regnvejr. Der er næppe tvivl om, at den italienske stjerne ikke har kastet håndklædet i ringen, og Roson gør derfor klogt i at lime sig til Nibalis baghjul, hvis han skal undgå, at et dumt hul koster ham den samlede sejr.

 

De tidligere år har klart vist, at sidste etape ikke er en sag for de rene sprintere. I stedet er det en perfekt finale for puncheurs, der som Sondre Holst Enger mestrer en kort, brostensbelagt bakke og har evnen til at holde sig fremme i en meget teknisk finale. Derfor er favoritfeltet også anderledes, end det har været på de foregående sprinteretaper, og denne gang bliver det således ikke til sejr til Nicola Ruffoni. I stedet skal vi kigge efter mere hårdføre typer.

 

Det betyder imidlertid også, at det er mindre klart, hvem der skal kontrollere etapen. Udbruddet vil lugte muligheder, og derfor kan vi vente endnu en aggressiv start, hvor det vil tage tid for udbruddet at blive etableret. Derefter vil det være op til Caja Rural at tage kontrol, men de vil elske at se bonussekunderne forsvinde i horisonten. Derfor vil det være op til andre hold at tage ansvar.

 

Det tror vi, at Nippo-Vini Fantini vil gøre. Finalen er som skabt til Marco Canola, og det italiensk-japanske hold har vist, at de ikke er bange for at føre. UAE må også fortsat jagte revanche for deres megen uheld, og det kunne være en god finale for Sacha Modolo. Derudover kan det ikke udelukkes, at Nibali vil forsøge at åbne muligheden for at gå efter bonussekunder, og det kan anspore Bahrain til også at bidrage til arbejdet. Derfor tror vi, at det bliver samlet i Zagrebs gader.

 

Rundstrækningen er svær, og fire ture op af den lille bakke vil helt sikkert kunne mærkes. Vi vil utvivlsomt se en del angreb i finalen, og det vil faktisk undre os, hvis ikke Nibali også forsøger sig. Roson bør imidlertid lime sig til hans baghjul, og med mindre spanieren dummer sig, bør han kun kunne tabe sejren, hvis Nibali får bonussekunder, hvilket trods alt er usandsynligt.

 

Rundstrækningen er svært at kontrollere, og det kan ikke udelukkes, at en gruppe eller en enkelt rytter kan køre hjem. Det mest sandsynlige er imidlertid, at det ender i et spurtopgør for de bedste puncheurs.

 

Det får os til at sætte pengene på Marco Canola. Italieneren er som skabt til en finale som denne, hvor han både kan bruge sin klatrestyrke og sin hurtighed. Han har i massespurterne vist, at han er en af de hurtigste på flad vej, og umiddelbart er han den bedste i en finale som denne. Samtidig er han god til at holde sig fremme. Vigtigst af alt er det, at han er i fremragende form. Det viste han med den fornemme sejr i det kuperede Volta Limburg Classic og med sin overraskende store holdbarhed i Coppi e Bartali. Siden har han været ramt af sygdom, men i dette løb har han givet indtryk af at være tilbage i form. Derfor tror vi på, at han tager den sejr for Nippo, som Marangoni var så tæt på i fredags.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive Sacha Modolo. Italieneren er ganske vist mest kendt for sin hurtighed på flad vej, og han havde helt sikkert foretrukket en mindre stejl bakke. Han har imidlertid i år vist en helt fantastisk holdbarhed og har været helt fremme i næsten alle brostensklassikerne, mest markant i Flandern Rundt, hvor han blev nummer 6. Derfor bør han også sagtens kunne overleve i denne finale, og på papiret er ingen af de øvrige favoritter hurtigere end ham. Om han kan matche de eksplosive puncheurs som Canola er usikkert, men det er bestemt ikke umuligt.

 

GM Europa stiller med en hurtig duo i Antonino Parrinello og Marco Tizza, der begge er holdbare og gode i en finale som denne. Sidstnævnte synes imidlertid ikke at være i topform, men det er Parrinello, der for nylig vandt GP Adria Mobil og klatrede helt fantastisk i Coppi e Bartali. Han brugte ganske vist mange kræftr i dagens udbrud, men med den gode form bør han være konkurrencedygtig her. Han er ikke så hurtig som Modolo og Canola, men han kan bestemt slå dem i en hård finale som denne.

 

Trek er her ganske vist for at køre for Giacomo Nizzolo, der normalt vil være et fremragende bud til en finale som denne. Intet tyder imidlertid på, at han allerede har formen til at være konkurrencedygtig på så hård en bakke. Holdet har allerede indikeret, at de i stedet vil give Kiel Reijnen chancen, og han er deres bedste bud på succes. Amerikaneren er en meget holdbar sprinter, men han har aldrig rigtig leveret topresultater i spurter, der slutter opad. Derfor skal han vise nye sider af sig selv, men i teorien bør han være en af de hurtigste, der kan blande sig i en finale som denne.

 

Torkus Ahmet Örken har i dette løb bekræftet, at han er et ganske stort sprintertalent. Samtidig er han ganske holdbar, og det gør ham til et velegnet våben i en finale som denne. Om den sidste stigning er for svær til, at han kan drage nytte af sin topfart, er et åbent spørgsmål, men Örken har på papiret egenskaber til at gøre det godt.

 

Nippo-Vini Fantini satser umiddelbart på Canola, men det kan ikke udelukkes, at man vil køre separate spurter med italieneren og Eduard Grosu. Rumæneren har i år taget et stort skridt op ad og har også i dette løb vist, at han nu har hurtigheden til at blande sig med de bedste. I Milano-Sanremo viste han, at han også er holdbar, så dette kunne være en god finale for ham.

 

Felbermayr har Markus Eibegger, der sidste år blev nummer 4 på denne etape. Østrigeren er en god klatrer med et godt kick og derfor velegnet til en afslutning som denne. Desværre synes han slet ikke at have samme form som for 12 måneder siden.

 

Ivan Savitskiy har før vist, at han er en af de mest holdbare sprintere, og efter en stille start er han kommet godt i gang i dette løb. Om han også har farten i en stigende spurt, er lidt usikkert, men tredjepladsen på 4. etape vidner om god form. Hans store problem er, at han ikke er særlig god til at positionere sig, hvilket er vigtigt i en så teknisk finale.

 

Davide Mucelli og Felix Grossschartner er begge hurtige og klatrestærke typer, der er i god form. De havde foretrukket en hårdere finale, men bør kunne være konkurrencedygtige. Det er også en god finale for Bardianis Enrico Barbin og deres stortalent Vincenzo Albanese. Sidstnævnte er dog på vej tilbage efter sygdom og synes stadig at være langt fra formen.

 

Endelig vil vi pege på Lluis Mas. Spanieren er brølstærk i en finale som denne, og i dag viste han sin gode form i det lange udbrud. I 2015 vandt han en meget lignende etape i Tyrkiet ved at lancere et sent angreb, og han kan både køre aggressivt og spurte med om sejren. Desværre er hans primære opgave at tage sig af Roson, og han må derfor nok ofre sin egen chance.

 

Feltet.dks vinderbud: Marco Canola

Øvrige vinderkandidater: Sacha Modolo, Antonino Parrinello

Outsidere: Kiel Reijnen, Ahmet Örken, Eduard Grosu, Markus Eibegger

Jokers: Ivan Savitskiy, Davide Mucelli, Felix Grossschartner, Lluis Mas, Enrico Barbin, Vincenzo Albasese, Giacomo Nizzolo, Marco Tizza

Foto: Sirotti

Følg forårets sidste store klassiker

22.04. kl. 18:30 af Emil Axelgaard.

Brostensklassikerne er ovre, og det er tid til sceneskift i cykelverdenen, når de eksplosive klatrere tager over efter de kraftfulde maskiner, der har domineret de første endagesløb. I den kommende uge udgør de tre Ardennerklassikere det første store højdepunkt for adskillige af verdens bedste ryttere, der giver sig i kast med de mange stigninger i Amstel Gold Race, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Du kan følge alle tre løb på Feltet.dk.

Cykelkalenderen har en helt fantastisk smuk anatomi, der gradvist udskifter feltet og gør det lettere og lettere. Efter sprinterslaget i Milano-Sanremo tager de kraftfulde ryttere over på brostenene, inden en gradvis transition gennemføres i løbet af den berømte Ardenneruge. Semiklassikeren Brabantse Pijl samt Amstel Gold Race kan ses som blandinger af Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt og tiltaler således et miks af både klatrere og brostenseksperter. Sidstnævnte er helt forsvundet i onsdagens Fleche Wallonne, hvor stigningerne er blevet en anelse længere, inden stort set alle verdens bedste klatrere vil være at finde i feltet i Liege-Bastogne-Liege. Det leder naturligt over til de store grand tours, hvor de virkelige klatrere kan finde deres foretrukne terræn.

 

I den kommende uge gælder det de tre Ardennerklassikere, der udgør det første store mål for både etapeløbsryttere og endagesspecialister. Søndagens Amstel Gold Race indleder slaget og er med sine 35 korte, stejle stigninger det nemmeste og samtidig det mest uforudsigelige af løbene. Onsdagens Fleche Wallonne er primært kendt for sin afslutning på den stejle Mur de Huy, der gør det til en sag for virkelige specialister, mens Liege-Bastogne-Liege i næste uge er en lang, udmarvende styrkeprøve i Belgiens hårdeste terræn.

 

Som vanligt er feltet stjernespækket, og med få undtagelser planlægger de fleste verdens bedste klatrere alle at køre mindst et af løbene. Dertil kommer endagesspecialister som Philippe Gilbert, Michal Kwiatkowski, Greg Van Avermaet, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Enrico Gasparotto, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Oliver Naesen Michael Albastini, Diego Ulissi, Fabio Felline og Simon Gerrans, der alle har udset sig et eller flere mål i løbet af ugen. Set med danske øjne er det specielt interessant at se, hvad Jakob Fuglsang kan gøre i Fleche og Liege, og hvad Michael Valgren kan opnå i Amstel og Liege.

 

Du kan følge alle tre løb på www.feltet.dk/live. Vi dækker efter følgende plan:

 

Søndag den 16. april: Amstel Gold Race fra klokken 14.30

Onsdag den 19. april: Fleche Wallonne umiddelbart efter afslutningen på 3. etape af Tour of the Alps (ca. klokken 14.30)

Søndag den 23. april: Liege-Bastogne-Liege fra klokken 14.00

 

Du kan forberede dig ved at læse en optakt til Amstel Gold RaceFleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege.

EKSKLUSIVT

Foto: Dorte Adelfred

Carbel: Det betyder sindssygt meget

22.04. kl. 18:01 af Benjamin Lillelund.

Michael Carbel er ovenud lykkelig for sin sejr i GP Herning.

Årets første PostNord Cup bankede på døren i dag, da GP Herning løb af stablen. Det blev et løb, hvor der stod Team Veloconcept på det meste, og vinderen endte da også med at blive holdets Michael Carbel.

 

Carbel kom med i et udbrud på 11 mand, og i en finale med adskillige angreb kom han afsted med Andreas Kron, som han slog i spurten.

 

”Det kunne lige så godt have været Kamp og Troels eller et eller andet,” lyder det fra en ærlig Carbel efter løbet til Feltet.dk.

 

”Det betyder utrolig meget. Jeg er på vej tilbage og vinder cykelløb nu igen, og det er det, jeg vil, så det betyder sindssygt meget,” siger Carbel.

 

Se hele interviewet her:



HUSK DU KAN FINDE MANGE FLERE INTERVIEWS OG PODIECEREMONIEN PÅ FELTET.DKS YOUTUBE KANAL.

Foto: Martin Nørgaard og Dennis Boutrup

Nicklas Pedersen missede podiet i GP Herning

22.04. kl. 17:53 af Feltet.dk.

Nicklas Pedersen blev nummer fire til GP Herning, hvor Team Giant-Castelli viste fornem kørsel.

 

I dag ventede den første PostNord Cup i år for Team Giant-Castelli og resten af de danske hold med det tidligere UCI-løb GP Herning, som er kendt for sine grusstykker.

Her blev det til et godkendt resultat for holdet med formstærke Nicklas Pedersen som nummer fire og Mathias Norsgaard som rosinen i pølseenden i top ti.

Rasmus Byriel kom med i morgenudbruddet sammen med Christina Jewelry-Kumas Morten Gadgaard, men det blev hentet relativt hurtigt igen. Det var dog ikke nok for Byriel, som var i fremstød senere i løbet, men det blev heller ikke afgørende.

Det gjorde i stedet et udbrud på 11 mand, hvor Team Giant-Castelli havde Nicklas Pedersen og Mathias Norsgaard med. Til slut angreb Michael Carbel og Andreas Kron væk, og så skulle der i stedet kæmpes om den sidste podieplads.

Den tog Alexander Kamp, selvom Nicklas Pedersen forsøgte med et angreb i opløbssvinget, men det blev afværget, så han i stedet blev nummer fire.

- Nu sad vi i en svær position, så jeg kan nok være godt tilfreds med min fjerdeplads. Det var en svær situation, men jeg havde meget at skyde med og kørte offensivt. Det bar til dels frugt, men jeg kunne godt have ønsket mig noget mere, siger Nicklas Pedersen efter løbet.

- Jeg ville gerne have været på podiet. Det var det, jeg kørte for, og jeg troede på, det kunne lykkedes. Jeg er lidt skuffet på den front, men det var egentlig et meget godt resultat, når jeg ser på det i bakspejlet. Jeg kunne ikke have gjort meget anderledes, for jeg kørte løbet offensivt.

Tilfredshed er der også at spore hos sportsdirektør Marc Garby, som er særdeles imponeret over Nicklas Pedersen, som også blev nummer otte i et fransk etapeløb i sidste uge.

- To mand i top ti var, hvad vi håbede på. Vi ville gerne have haft en mand på podiet, men som løbet flaskede sig, var det meget godt med en fjerdeplads til Nicklas, siger Marc Garby.

- Jeg havde ikke forestillet mig, at han ville være så god for et par måneder siden, men han har timet formen perfekt. Det har hele tiden været meningen, at han skulle toppe nu, og det imponerer mig, at han kan leve op til det. Han har i hvert fald grebet chancen, forklarer sportsdirektøren videre.

Mathias Norsgaard sad i den bagerste del af udbruddet, da dette splittede op, men alligevel fik han lov til at opleve, hvordan det er at køre finale i det ikoniske GP Herning, som han kørte for blot anden gang.

- Jeg er med der, hvor det er sjovt. Som omstændighederne var, kunne vi kun få en mand med udbruddet fra udbruddet, og det blev så Nicklas, og det var vores bedste kort at spille ud, forklarer Norsgaard.

- Det giver mig selvtillid til U23-Paris-Roubaix om en måneds tid. Jeg har drømt om at vinde det længe, og jeg sad med den danske mester i dag, så jeg tror på, jeg kan gøre det godt i det løb der, afslutter Norsgaard.

Rasmus Quaade måtte udgå efter et voldsomt styrt, men han har det efter omstændighederne godt og er klar til at køre videre.

Foto: BettiniPhoto.net

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

22.04. kl. 17:09 af Emil Axelgaard.

Klatrerne har allerede haft mulighed for at vinde to klassikere, men der er én, der er mere prestigiøs end alle de andre, og som enhver ardennerspecialist drømmer om. Søndag er den vigtigste dag i foråret for mange af verdens allerbedste cykelryttere, når en fantastisk klassikersæson afsluttes med det ældste og mest kuperede af de tidlige endagsløb, Liege-Bastogne-Liege.

Løbets rolle og historie

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for series sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb.

 

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

 

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op af korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

 

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, men set så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder søndag. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

 

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

 

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun en udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er en næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, mens Moreno Argentin i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne er nummer to på listen og en af alle tiders bedste ardennerryttere. Løbet har også en enkelt dansk vinder, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993.

 

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flander Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

 

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgøre man nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

 

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i Ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvist udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og derfor består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

 

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg, er løbet det perfekt eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheirs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

 

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og sidste år overraskede Wout Poels, der kun var outsider. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vinder er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

 

Sidste år så vi endnu en lille overraskelse i en brutal udgave, hvor kulden spillede en stor rolle. Mest afgørende var det imidlertid, at man som noget helt nyt havde lagt en ny brostensstigning ind i den absolutte finale bare få kilometer fra mål. Den tippede balancen væk fra de helt lette fyre, der havde det svært på det vanskelige underlag, og i stedet var det de mere robuste Rui Costa, Samuel Sanchez, Michael Albasini og Wout Poels, der kørte væk på bakken. Poels havde mest overskud i spurte på bakken ved målet i Ans og slog Albasini og Costa, der dog begge kom på podiet. En knæskade forhindrer Poels i at forsvare titlen, men både Albasini og Costa vender tilbage i fremragende form og er klar til at gå efter deres første sejr i løbet.

 

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør det. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

 

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

 

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den imidlertid tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt de lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, har den siden da udgjort den hårde finale.

 

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede sidste år arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man har igen valgt at droppe ideen.

 

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om nytænkning i 2017. Faktisk har man valgt at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgår nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle er blevet forbigået i år. I stedet skal man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man rammer den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter er der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger er kortere, men stejlere end de foregående, og det er derfor tvivlsomt, om ændringen vil have den store betydning. Antallet af stigninger er fortsat 10, og distancen er øget fra 253 til 258 km.

 

Som vanligt starter løbet i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 94 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de la Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) efter 70 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Derfor tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

 

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,1%) efter 116 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne. I år er det Cote de Pont (1,0 km, 10,5%), der åbner ballet med 90 km igen. Herefter følger de syv resterende stigninger relativt hurtigt efter hinanden, og der er ikke mange muligheder for at komme sig i resten af løbet. Næste udfordring er den nye Cote de Bellevaux (1,1 km, 6.8%), der har top bare 4 km senere, og herefter er der bare 8 km til toppen af en anden nyskabelse, den ultrastejle Cot de la Ferme Libert (1,2 km, 12,1%), der har top med 78 km til mål. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer man den klassiske rute med Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning. Toppen kommer med 60 km til mål og efterfølges af Col du Macquisard (2,5 km, 5%), der passeres med 47 km igen.

 

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig er løbet ofte enormt aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes.

 

Løbet når sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 35,5 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen er en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

 

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede en ny stigning, men det fungerede ikke. Derfor er det ikke usædvanligt, at favoritholdene har fået hentet alle udbrydere, når man rammer Cote de la Roche-aux-Faucons (1,5 km, 9,3), hvis top kommer med 19,5 km til mål. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9 bliver den lidt lettere på det midterste stykke, inden den når sit stejleste punkt med 10,8% mod slutningen.

 

Siden den blev introduceret i 2009 har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk og tog herefter en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Siden 2013 har stigningen imidlertid ikke kunnet skabe samme udskilning.

 

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig. I de senere år er der også blevet etableret stærke fremstød med folk som Julian Arredondo, Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang og Giampaolo Caruso i denne fase. Man kommer imidlertid hurtigt ud på en større vej, hvor en jagt kan organiseres, og derfor er der ofte igen samling i en gruppe af favoritter, når man nærmer sig udkanten af Liege.

 

Som altid får rytterne en stor og vigtig chance for at komme af med rivalerne, når de rammer Cote de Saint-Nicolas (1,2 km, 8.6%) i den absolutte finale. Den er stejleste i bunden, hvor den stiger med 10,9% i gennemsnit over de første 500 m, men derefter bliver den noget lettere. Toppen kommer med bare 5,5 km til mål, og det er typisk her, man ser det afgørende slag mellem favoritterne, idet de stejle skråninger kan gøre en stor forskel så sent i et langt, hårdt løb. Meget ofte er der på toppen kun en håndfuld ryttere tilbage på toppen, og i 2014 så det endda ud til at Pozzovivo og Caruso havde sat det afgørende fremstød ind her. Selvom der er tid til, at ryttere kan komme tilbage, ser man ofte, at den gruppe, der er etableret her, ender med at afgøre løbet.

 

I år skal man ikke over Rue de Hal, og derfor er der tale om den klassiske finale med et hurtigt indløb til afslutningen i Liege-forstaden Ans bestående af en nedkørsel og et kort, fladt stykke, der leder frem til den sidste bakke op mod mål. Den er ganske vist ikke en af de kategoriserede stigninger, men den sidste kilometer stiger med 4,6% i gennemsnit, og det kan gøre ganske ondt til sidst i et allerede meget hårdt løb. Normalt kan sådanne procenter ikke gøre nogen forskel for verdens bedste klatrere, men efter næsten 260 km i kuperet terræn, kan der skabes forskelle, og frontgruppen bliver som regel splittet, enten ved at en rytter kører solo, eller at der sker udskilning bagfra. Til sidst tager man det berømte højresving, hvor Dan Martin så dramatisk styrtede i 2014, med få hundrede meter til mål, og herefter stiger det svagt det sidste stykke op mod mål. Det er ikke altid den hurtigste, der vinder i Ans, men derimod ham med mest power i benene efter 260 km - bare spørg Wout Poels, der sidste år slog en hurtig mand som Michael Albasini i spurten - og dermed er det en passende afslutning på et af de meste prestigiøse og sandsynligvis det hårdest endagsløb på kalenderen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Sidste år var vejret det helt store samtaleemne, fordi der blev lovet kulde og endda sne på toppen af stigningerne. Det endte med at få stor indflydelse på løbet, idet mange af de magre klatrere havde det svært i de kolde betingelser.

 

I år kan de glæde sig over bedre forhold, selvom det heller ikke denne gang bliver en varm dag. Søndag bliver en overskyet dag kun med sporadiske kig til solen, primært først på dagen. Samtidig vil temperaturen i Liege være beskedne 11 grader, og det vil derfor være betydeligt koldere på toppen af stigningerne.

 

Der vil være en let vind fra nord og nordvest, hvilket giver medvind på turen til Bastogne og modvind og sidemodvind på den kuperede tur hjem til Liege. I finalen vil der være sidevind på La Redoute og modvind på Roche-aux-Faucons samt Saint-Nicolas. Endelig vil der være modvind og sidemodvind på turen mod målet i Ans, indtil man drejer ind i sidemedvind i det sene sving på toppen af den sidste bakke.

 

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Selvom mange af de store navne er de amme i de tre løb, er der flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

 

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel, handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale - eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer sidste år. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

 

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og mange ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte felt af klatrere, et felt, der sandsynligvis kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

 

I de seneste fire år har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015 eller 2016 har den nye nøglestigning været i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans. Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, samt sidste år, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, har vi set andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015, at løbets store favorit Valverde også viste sig at være den stærkeste i finalen.

 

Det er ikke helt oplagt, hvad der vil ske i 2016, men der er gode muligheder for, at vi vil se et mere aggressivt løb, end vi har gjort i de senere år. Den generelle tendens i årets klassikere har netop været, at favoritterne ikke har været bange for at åbne løbet langt fra mål. I brostensløbene skyldtes det Sagans og Van Avermaets overlegne styrke, og i Amstel Gold Race var det angsten for sprinterne på den nye, nemmere rute. Det store spørgsmål er, om denne tendens vil kunne overføres til Liege.

 

Ruteændringerne kommer så tidligt, at de næppe kommer til at gøre den store forskel. Dog har flere påpeget, at indløbet til Col du Rosier er meget sværere end tidligere, og det bør være nemmere at angribe i denne meget tidlige fase. Det er dog stadig for langt fra mål til, at løbets virkelige favoritter kan åbne op. Ganske vist startede Gilbert meget langt udefra i Flandern Rundt, men betingelserne i Liege er anderledes. For det første er favoritholdene stærkere, for det andet vil der være modvind hele vejen til Liege, og for det tredje er der stadig lange relativt nemme stykker i finalen, hvor jagten kan organiseres.

 

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke vil blive aggressivt, tværtimod. Som i brostensløbene vil det hele nemlig blive præget af, at løbet har en suveræn favorit, som alle vil orientere sig imod. I Flandern Rundt var det Van Avermaet og Sagan, og her vil det være Alejandro Valverde. Efter opvisningen i onsdags er det klart for enhver, at Valverde er mindst ét niveau over sine konkurrenter, og derfor vil alle gøre, hvad de kan for at undgå at skulle spurte mod spanieren i Ans.

 

Det stiller ekstremt store krav til Movistar, og det gør, at løbet er åbent i en helt sjælden grad. Movistar vandt ganske vist Fleche Wallonne, men holdet var alt andet end imponerende. Imanol Evriti og Rory Sutherland var ganske vist som altid dybt imponerende, og de vil helt sikkert gøre et fremragende stykke arbejde tidligt i løbet. Klatrerne var til gengæld ekstremt skuffende. Daniel Moreno er helt tydeligt langt fra topformen, Jesus Herrada er slet ikke på vanligt niveau, og Marc Soler, der var så fantastisk i Catalonien, er så skidt kørende, at han i Fleche blev sat til at føre før Sutherland. Jose Joaquin Rojas er stærk, men der er grænser for, hvad man kan forvente af ham i så hårdt et løb, og selvom Carlos Betancur ser ud til at nærme sig en kampdygtig normalvægt og kørte ganske flot it Fleche, er der stadig lang vej til topniveauet for den trinde colombianer. Hvis ikke Orica-Scott og Sky havde givet en hånd med i finalen, er det ikke sikkert, at det var blevet samlet til en spurt på Muren.

 

Samtidig er Valverde oppe mod nogle skræmmende stærke hold, der har så mange kort at spille, at de vil kunne angribe utrætteligt. Det gælder Orica-Scott med Simon og Adam Yates, Roman Kreuziger og Michael Albasini (Simon Gerrans synes at være langt fra formen), Sky med Michal Kwiatkowski, Sergio Henao, Gianni Moscon og Diego Rosa, Giant-Alpecin med Warren Barguil og Tom Dumoulin, UAE med Diego Ulissi, Rui Costa og Louis Meintjes, BMC med Greg Van Avermaet, Damiano Caruso, Samuel Sanchez og Dylan Teuns samt Ag2r med Romain Bardet, Doenico Pozzovivo, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz. Ingen af disse hold har en interesse i at køre afventende, og derfor vil der sandsynligvis allerede blive angrebet fra favoritterne på La Redoute. Hvis en gruppe med det rette miks af hold kommer afsted, vil det være umuligt for Movistar at hente dem.

 

Movistars strategi i Amstel og Fleche var at sende ryttere med i disse fremstød. I Amstel mislykkedes taktikken, da Rojas ikke kunne følge de bedste, men i Fleche fik Betancur effektivt lukket ned for alle fremstød. Det er imidlertid tvivlsomt, om man har en mand, der kan følge med, hvis Orica eller Sky spiller det tunge skyts ud allerede på La Redoute. For første gang i mange år er det ikke umuligt, at en gruppe kan køre hjem fra distancen, og det gør det usædvanligt åbent. Det mest sandsynlige er fortsat, at det er et større felt, der er samlet i bunden af Saint-Nicolas - det er trods alt det, historien sandsynliggør - men for mange er den bedste chance for at vinde at angribe længere udefra.

 

Det er derfor med nogen tvivl, vi gør Alejandro Valverde til vores favorit. Spanieren tog i Fleche Wallonne den mest suveræne af sine fem sejre - og det siger ikke så lidt, hvis man erindrer hans tidligere magtdemonstrationer - og med tanke på det, han har præsteret i dette forår, der har været hans hidtil bedste, er der ingen tvivl om, at han er feltets i særklasse stærkeste rytter. Derfor føler vi os også overbeviste om, at han kan gøre det færdigt, hvis det hele er samlet i bunden af Saint-Nicolas. Ingen kan køre fra ham på stigningen, og historien viser, at det er meget svært at køre væk på stykket frem til målbakken, specielt i den modvind, der vil kendetegne finalen, og som er Valverdes vigtigste allierede. Stigningen i Ans kan i sig selv være et problem - bare husk på, hvordan Daniel Moreno næsten snød dem alle i 2015, hvor alle også kiggede på Valverde - men her er spanieren så stærk og rutineret, at han bliver svær at snyde. I en spurt er der næppe nogen, der kan slå ham, og skal han besejres handler det derfor om at udnytte holdets svaghed, som man med succes gjorde det i Amstel.

 

Som sagt kan det bestemt også lade sig gøre, specielt efter de alt andet end imponerende præstation fra det spanske hold i de første klassikere. Alligevel er der så mange stærke hold, at det kræver en meget heldig kombination for, at et udbrud kan holde stangen efter Roche-aux-Faucons, hvor feltet traditionelt har haft en fordel. Som i Fleche vil Valverde med stor sandsynlighed kunne finde allierede, der vil hjælpe med at kontrollere, og derfor tror vi på, at spanieren kan få det samlet inden Saint-Nicolas. Sker det, bliver Valverde meget svær at slå, og derfor peger vi på ham som vinder, men det er med nogen tvivl. Løbets stærkeste rytter vinder ikke altid i Liege, og det er heller ikke sikkert, at det sker i 2017.

 

Det på papiret måske stærkeste hold er Orica-Scott, der som sagt har et hav af potentielle vindere. De er i den perfekte situation, at de kan gå i offensiven med Yates-brødrene samt gemme Albasini til en eventuel spurt (vi tror ikke på, at Gerrans kan være med i finalen). Derfor betragter vi specielt Adam Yates som et fremragende vinderbud. Ganske vist er han i den brede offentlighed mest kendt for sin præstation i Tour de France, men faktisk kom hans første store resultater i endagsløbene. Han vandt således som ganske ung Clasica San Sebastian og var meget tæt på at vinde GP Montreal.

 

Det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Yates har den rette eksplosivitet på stigningerne, er hurtig i en spurt og har motoren til at håndtere de lange løb. Vigtigst er det dog, at han har næse for at køre cykelløb. Han er fremragende til at udse sig muligheder, og det er netop det, der skal til, hvis Valverde skal slås. Orica-Scott vil helt sikkert køre offensivt, og Yates er så god, at han har alle forudsætningerne for at gøre en offensiv færdig. Han har ganske vist ikke kørt i en måneds tid, men det skyldes, at han har forberedt sig på Giroen. Han må være meget tæt på topformen, og det gør ham livsfarlig, når man placerer ham på et skræmmende stærkt hold. Derfor tror vi, at Yates kan vise sig som Valverdes måske værste rival.

 

Også den genfødte Michal Kwiatkowski vil elske, hvis det bliver et løb, hvor aggression belønnes. Det var det, der gav ham de store sejre ved VM og i Strade Bianche samt Milano-Sanremo, og som næsten gav ham sejren i Amstel Gold Race. Han vil næppe vente til sidste stigning og vil opsøge muligheder forinden. Han har vist, at han kan håndtere distancen, og han er så stærk, at han er meget svær at fange også på de flade stykker. Samtidig har han et godt punch på de relativt korte stigninger, der venter i finalen. Samtidig er han blandt favoritterne en af de allerbedste afsluttere, og hvis nogen har en chance for at slå Valverde på stregen, er det Kwiatkowski.

 

Den største betænkelig angående polakken er, om løbet bliver for hårdt. Kwiatkowski er trods alt ikke ren klatrer, og Liege er et meget hårdt løb. Ganske vist har han før været på podiet, men det var i 2014, hvor løbet var usædvanligt nemt. Derfor kan det blive for vanskeligt, specielt hvis han skal duellere direkte mod klatrerne. Derfor er hans bedste chance at udnytte næsen til at komme Valverde i forkøbet, men da det netop er sådan, Valverde skal slås, er Kwiatkowski en af de ryttere, der har de allerbedste muligheder for at vinde løbet.

 

Orica-Scott har som sagt en fremragende mulighed i kraft af sit stærke kollektiv, og det gør, at de har mange gode vinderbud. Sammen med Adam er også Simon Yates en fremragende option. Simon deler stort set alle broderens kvaliteter, men har af forskellige årsager ikke haft helt de samme resultater. Det skyldes dels den ufrivillige udelukkelse sidste år samt diverse skader, men i U23-årene var det faktisk Simon, der havde mest succes, specielt i endagsløbene, hvor han havde lidt mere punch end Adam. Som professionel har det været omvendt, men det ændrer ikke på, at Simon senest med sejren i GP Miguel Indurain viste, at han kan slå til også i klassikerne. Han har i år været fremragende kørende, specielt i Paris-Nice, hvor han vandt en etape, inden han blev syg, men desværre skuffede han lidt på kongeetapen i Baskerlandet. Når vi sætter ham lidt under Adam i favorithierarkiet skyldes det den sene beslutning om at flytte ham fra Giro- til Tour-holdet. Det betyder, at han måske ikke har helt samme formniveau som sin bror. På den anden side betyder det måske, at netop Liege er forårets helt store mål, og han må være tæt på sit topniveau. Også han har næsen for at sætte det rette fremstød ind i finalen, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

 

Sammen med Orica-Scott har Sky det stærkeste mandskab, og det giver Sergio Henao fremragende muligheder. Colombianeren har haft masse af tilbageslag i sin karriere, men som han viste i det uheldige OL-løb, er han en af verdens allerbedste ryttere til kuperede endagsløb. Han har kun én gang for alvor haft chancen for at vise, hvad han kan i dette løb, og her blev han nummer 7. De sidste stigninger er ikke helt stejle nok til for alvor at passe ham, men han har stadig et fornuftigt punch på bakker som disse, og han har motoren til at håndtere distancen. Hans største fordel er imidlertid holdet, og han vil være en af de mange kort, Sky kan spille ud. Det giver ham adskillige taktiske kort. Hans største ulempe er, at flere af favoritterne er hurtigere i en afslutning. Derudover har han ikke helt timet formen, og han kørte skuffende i både Baskerlandet og Fleche. Det ændrer imidlertid ikke på, at han trods alt har vist, at han er en af de stærkeste i feltet, og holdets styrke kan netop være det, der giver ham muligheden for at køre om sejren med et sent fremstød.

 

Sammen med Valverde er Dan Martin måske den allerbedste i et løb som dette. Alligevel kan det blive svært for ireren at vinde. Ganske vist har han en helt usædvanlig næse for at gøre alting rigtigt og time sine angreb - det er ikke tilfældigt, at han allerede har to monumentsejre (tre, hvis ikke han var styrtet i det sidste sving i 2014) - men denne gang kan holdet gøre det svært for ham. For en gangs skyld stiller Quick-Step ikke med et imponerende mandskab, og der er en risiko for, at han kun har David De La Cruz, som ovenikøbet er ubeskrevet i de helt lange løb, hos sig i finalen. Derfor kan han meget vel komme til kort over for Orica og Sky, der vil være i overtal, og han kan være nødt til at holde sig lidt for meget til Valverde. Selvom han er fremragende i en afslutning som denne, tvivler vi på, at han kan slå spanieren i en direkte duel. Derfor er den formstærke Martin et fremragende podiebud, men det bliver betydeligt sværere for ham at vinde.

 

Nøjagtig som Martin har Rui Costa en fantastisk næse for at køre cykelløb. Det er ikke uden grund, at han har vundet VM og været en fantastisk etapejæger i Touren. I 2016 så det endda ud til, at han nåede et helt nyt niveau, og han blev blandt andet nummer 3 i dette løb, der passer ham fremragende. Han har en fantastisk motor og viste med præstationen i Amstel, hvor han spillede en rolle i finalen trods en meget uheldig punktering, at formen er helt i top. Hans problem er, at han trods en fin afslutning kommer til kort overfor mange af de øvrige favoritter i en spurt. Til gengæld er et åbent og aggressivt løb lige, hvad han skal bruge, og hvis nogen kan udnytte anarkiet, er det Costa.

 

Vi glæder os meget til at se, hvad Rigoberto Uran kan præstere i dette løb, som er hans helt store mål i foråret. Sidste år fik han for alvor smag for klassikerne med sin fantastiske kørsel i Il Lombardia, og derfor har han i år gjort disse løb til det store fokus. Han har været fremragende kørende siden Tirreno, senest i Baskerlandet, hvor han var en af de allerstærkeste, og som han viste, da han vandt i Quebec i 2015, har han næse for at køre disse løb. Samtidig har han et godt punch og er hurtig i en spurt. Han kørte ganske vist skuffende i Fleche, men her var holdet mere fokuserede på Michael Woods. I Liege handler det mest om Uran, og han har helt sikkert formen til at gøre det færdigt.

 

En af de mest spændende ryttere i løbet er Tom Dumoulin. Ganske vist skal han køre for en meget formstærk Warren Barguil, som er så velkørende, at han er næsten sikker i top 10. Til gengæld får franskmanden sværere ved at vinde, men det kan Dumoulin. Hollænderen ankommer direkte fra en højdetræningslejr, hvor han har forberedt sig til Giroen, og det plejer at betyde, at han er flyvende. Sidst han gjorde det, var i Vueltaen i 2015, og her var han flyvende i den første uge, hvor han netop brillerede på korte, stejle stigninger. Han har i år klatret bedre end tidligere, og det er tydeligt, at hans indsats for at transformere sig allerede har givet resultater. Han har motoren til at angribe i finalen, klatrebenene til at gøre en forskel og spurten til at gøre det færdigt. Hvis ingen kan kontrollere det, hvem skal så hente Dumoulin, hvis han angriber i finalen?

 

Løbets store spørgsmålstegn er Greg Van Avermaet. Belgieren har sammen med Gilbert været forårets mand, og det har fået ham til at forlænge sæsonen med en ekstra weekend. Normalt vil vi sige, at Liege er en anelse for hårdt for ham, selvom han i 2011 var i top 10. Vi har imidlertid lært af erfaringerne fra OL, der viser, at Van Avermaet kan vinde på selv meget hårde ruter. Denne gang er betingelserne imidlertid lidt anderledes. Dels har han ikke forberedt sig specifikt på dette løb, og han er derfor tungere, end han var i august. Samtidig må selv Van Avermaet på et tidspunkt blive træt, og det var i Amstel tydeligt, at han ikke længere har samme friskhed. På den anden side er dieselmotoren Van Avermaet aldrig dårlig, og han har i år haft en fantastisk næse for at lave de rette fremstød. Samtidig har han vist, at han er næsten umulig at slå i en spurt op ad bakke efter et langt løb.

 

Warren Barguil sluttede i 2016 i top 10 i både Fleche og Liege, og han har i de to foregående klassikere vist, at han i år er endnu bedre. Den franske klatrer kan både håndtere distancen og har et godt punch på disse stigninger, og han er frem for alt ikke bange for at angribe i finalen. Derfor er det næsten sikkert, at han vil sidde med hos de allerbedste, men det bliver straks sværere at vinde. Selvom han ikke er langsom - han slog jo Uran i en spurt i Vueltaen i 2013 - er de fleste af de øvrige favoritter hurtigere, og derfor kræver det lidt held, hvis han skal ende øverst på podiet.

 

Diego Rosa er fløjet lidt under radaren, men det kan vise sig at være en stor fejl. Italieneren er skiftet til Sky med løftet om, at han kan søge sin egen chance i de kuperede endagsløb, og det gør ham til en farlig mand. De fleste vil huske, hvordan han sidste år blev nummer 2 i Il Lombardia efter et løb, hvor han nærmest havde ubegrænsede kræfter, og han har i den italienske klassiker vist, at han er fremragende i de kuperede monumenter. Her stiller han til start som del af et meget stærkt Sky-hold, der kan give ham de taktiske muligheder for at angribe i finalen. Han skal køre Giro og må formodes at være i form, hvilket han indikerede med det store arbejde i finalen i Fleche. Desværre er han ikke hurtig i en spurt, men han har motoren til at vinde på ren styrke.

 

Romain Bardet elsker Liege-Bastogne-Liege, der i de seneste år har været hans store forårsmål. Derfor har han også været i top 10 flere gange, men denne gang ankommer han med en anderledes forberedelse. Således har han ikke kørt Tour of the Alps, men i stedet kun Fleche Wallonne. Her sluttede han som en hæderlig nummer 13 uden at køre sig ud. Det handlede alene om at åbne op inden det store mål i Liege. På mange måder minder han om Barguil i den forstand, at han har motoren, klatrebenene og et fornuftigt punch, men da de fleste er hurtigere end ham på stregen, skal han udnytte holdets styrke, hvis han skal lave et vindende fremstød.

 

Alt var sat i scene for Michael Woods inden Fleche Wallonne, og det så godt ud halvvejs oppe af Muren, hvor han sad med helt i front. Desværre betalte han prisen for en dum forkølelse, der havde ramt i dagene op til løbet, og derfor endte det med en skuffende 11. plads. Nu skulle han imidlertid have fået det bedre, men desværre passer Liege ham ikke helt så godt som Fleche Wallonne. Samtidig er han uprøvet i de helt lange løb, og derfor er han mere end joker end en decideret favorit. Han viste imidlertid i Baskerlandet, at han kan blande sig med de allerbedste, og da han er stærk på korte stigninger, har han på papiret alle redskaber til at gøre det godt.

 

Lige siden hans store gennembrud i efteråret 2014 har det været klart, at Dylan Teuns vil blive en stor ardennerstjerne. Det har taget lidt tid for ham for alvor at slå igennem, men det store gennembrud kom i onsdags, hvor han blev en fantastisk nummer 3 i Fleche Wallonne. Podiepladsen var en overraskelse, men det var det ikke, at han sad med blandt de bedste. Således kørte han allerede fremragende i Amstel Gold Race, og de gode resultater har sikret ham en beskyttet rolle i dette løb. Han har allerede vist, at han kan håndtere distancen, og formen er helt oplagt i top. Han er næppe hurtig eller stærk nok til at vinde så hårdt et løb, men kan han ramme det rette fremstød, kan han køre med om de helt sjove placeringer.

 

I mange år var Michael Albasini altid hjælper i dette løb, men det ændrede sig med ét slag i 2016, hvor han udnyttede en uventet chance til at blive en overraskende nummer 2. Det har givet ham en delt kaptajnrolle igen i år, og præstationerne i de første klassikere viser, at han er mindst lige så stærk som sidste år. Desværre bliver det nok lidt sværere for ham i 2017. Fraværet af brostenene i finalen betyder, at de lette klatrere har en fordel over den lidt tungere schweizer, der trods alt som regel er kommet til kort i så hårdt et løb. På den anden side har han været så godt kørende og er så stærk en afslutter, at vi ikke helt vil kunne udelukke, at han kan overraske, hvis han enten kan ramme et godt udbrud, eller løbet bliver meget lidt selektivt på grund af modvinden.

 

På papiret skulle man ikke tro, at Domenico Pozzovivo kunne begå sig i endagsløbene, men han har altid gjort det godt i Liege. Således var han i top 10 i velmagtsdagene i 2014 og 2015. Desværre har han siden styrtet i Giroen i 2015 slet ikke været den samme rytter, og han har været langt fra fordums styrke. I dette forår har det imidlertid været helt anderledes, og specielt i Tour of the Alps lignede han for første gang sit gamle jeg. Kombinationen med det italienske etapeløb har altid fungeret godt for Pozzovivo, der sammen med Bardet vil angribe utrætteligt. Desværre mangler han den spurtstyrke, der gør ham til en sandsynlig vinder.

 

Bahrain-Merida har mistet deres bedste kort i Enrico Gasparotto, som fortsat lider under styrtet fra Amstel og derfor næppe er på 100%. I stedet kan man så sætte sin lid til Ion Izagirre, der i Amstel Gold Race igen bekræftede, at han også kan køre endagsløb. Hele året har han været en af de stærkeste på stigningerne, og han er specielt stærk i terræn som dette. Formen er helt sikkert til at være med blandt de bedste, men også han lider under manglende spurtstyrke.

 

Endelig vil vi pege på dieselmotoren Louis Meintjes. Sydafrikaneren er altid en langsom starter, men i Baskerlandet viste han, at han er ved at være i gang. Med præstationerne i Touren og OL viste han i 2016 igen, at han er et af verdens allerstørste klatretalenter, og han har netop motoren til at brillere i et langt løb som dette. Vi føler os helt overbeviste om, at han vil sidde med dybt inde i finalen, og han er en oplagt top 10-kandidat. Desværre er han helt uden spurtstyrke og skal alene til stregen, hvis han skal have en chance for at vinde.

 

***** Alejandro Valverde

**** Adam Yates, Michal Kwiatkowski

*** Simon Yates, Sergio Henao, Dan Martin, Rui Costa, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin, Greg Van Avermaet

** Warren Barguil, Diego Rosa, Romain Bardet, Michael Woods, Dylan Teuns, Michael Albasini, Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Louis Meintjes

* Nathan Haas, Davide Formolo, Samuel Sanchez, Roman Kreuziger, Enrico Gasparotto, Rafal Majka, Tim Wellens, Fabio Felline, Diego Ulissi, Rody Molard, Patrick Konrad, Rein Taaramae, Gianni Moscon, Pierre Latour, Giovanni Visconti, Damiano Caruso, Jarlinson Pantano, Arthur Vichot, Dario Cataldo, Tanel Kangert, David De La Cruz, Michael Matthews

 

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Jakob Fuglsang, der deler kaptajnrollen på Astana med Tanel Kangert, Dario Cataldo og Luis Leon Sanchez. Den meget formstærke Christopher Juul kommer til at spille en nøglerolle på det forrygende Orica-Scott-mandskab, der har adskillige vinderbud i Adam Yates, Simon Yates, Michael Albasini, Simon Gerrans og Roman Kreuziger.

Foto: Frederik Maj

Carbel vandt stor dansk dyst i Herning

22.04. kl. 16:55 af Jesper Johannesen.

U23-rytteren Michael Carbel vandt lørdag eftermiddag årets udgave af GP Herning, da han sejrede foran Andreas Kron. Den danske mester Alexander Kamp blev treer. 

Der var lagt op til en drabelig dyst, da alle de danske kontinentalhold for første gang stod direkte over for hinanden i dagens GP Herning.

 

Forceres skulle 30 kilometer grus på en 188 kilometer lang rute, og det blev i den grad et hektisk og omskifteligt cykelløb.

 

Til opløbet kom Michael Carbel og Andreas Kron først ind, og i spurten om sejren var førstnævnte klart hurtigt. 

 

Løbsreferat:

Lige da løbet blev givet frit, spottede Rasmus Byriel (Team Giant-Castelli) og Morten Gadgaard (Christina Jewelry-Kuma) en chance for at slippe væk fra feltet, og hurtigt opbyggede de et forspring på flere minutter. Samtidig måtte en syg Chris Anker Sørensen (Riwal Platform) falde væk fra feltet efter bare 11 kilometer.

 

På de første grusstykker var der flere ryttere, der fik defekter, og mest prominente navn var Torkil Veyhe (coloQuick-CULT), som dog kom tilbage til feltet. På grusstykkerne blev feltet splittet, så et felt på 40 mand trak fra, mens 21 mand lå kort efter.

 

Efterhånden fik flere og flere ryttere kontakt til hovedfeltet, heriblandt Michael Reihs (Team Veloconcept), der havde været udsat for defekt. Der var hård kamp i feltet på grusstykkerne, og det gjorde, at udbruddets forspring faldt drastisk til under et minut.

 

Yderligere splittelse i feltet
Sidevinden spillede en stor rolle, og det forårsagede en heftig positionskamp i feltet, som tvang farten i vejret. Det gjorde også, at udbruddet var hentet efter 67 kilometer, og at feltet kom op på omkring 60 ryttere.

 

coloQuick-CULT satte pres på i feltet og gjorde, så 23 mand slap afsted. Her sad holdet med seks mand, mens Riwal Platform og Team Veloconcept også var rigt repræsenteret, mens Rasmus Quaade (Team Giant-Castelli) sad i vejkanten og så færdig ud med 100 kilometer til mål. De 23 mand havde et forspring på 13 sekunder til en gruppe efter, hvor BHS-Almeborg Bornholm førte an.

 

De to grupper smeltede dog sammen, som Alexander Kamp (Team Veloconcept) fik defekt, men han kom hurtigt op inden Den Gyldne Middelvej. Her blev feltet trukket helt ud, da 30 mand rev sig løs, hvor det igen var coloQuick-CULT, Team Veloconcept og Riwal Platform, der dominerede.


Igen blev de to grupper samlet, og efter 100 kilometer var 50 mand samlet igen på det niende grusstykke.

 

Den afgørende udskilning
Det næste interessante for løbets udvikling var, at Rasmus Guldhammer (Team Veloconcept) angreb sammen med Torkil Veyhe, Jannik Hyldtoft (BHS-Almeborg Bornholm), Nicolai Brøchner (Riwal Platform) og Rasmus Byriel, som var med i morgenudbruddet, men de kom ikke afgørende væk.

 

Team Veloconcept førte nemlig hårdt i feltet, så Nicolai Brøchner og Torkil Veyhe angreb væk fra frontgruppen og fik et hul, mens de andre blev hentet. På dramatisk vis styrtede Veyhe dog, men Brøchner ventede, og så var der lige pludselig kun 30 sekunder ned til feltet, selvom deres fremstød så lovende ud.

 

På grusstykke 15 skete der dog ting og sager, idet Michael Carbel, Kasper Asgreen (begge Team Veloconcept), Troels Vinther , Andreas Kron (begge Riwal Platform), Rune Almindsø (coloQuick-CULT) og Mathias Norsgaard (Team Giant-Castelli) rev sig løs og fik selskab af Alexander Kamp, Rasmus Guldhammer og Nicklas Pedersen (Team Giant-Castelli) kort tid efter. De kom op til Brøchner og Veyhe, og dermed var 11 mand samlet.

 

Udbruddet fik etableret et stort forspring, og derfor stod det hurtigt klart, at vinderen skulle findes blandt disse. Kort tid efter blev vinderaspiranterne til kun to, da Michael Carbel og Andreas Kron angreb på de sidste kilometer.

 

De holdt til stregen, og her var Carbel overlegen i spurten, mens Kron tog andenpladsen. Kamp tog en lige så sikker tredjeplads foran Pedersen, Vinther og til sidst Veyhe, som var kørt fra de øvrige udbrydere.

HUSK DU KAN FINDE MANGE FLERE INTERVIEWS OG PODIECEREMONIEN PÅ FELTET.DKS YOUTUBE KANAL.

Foto: Sirotti

LIVE nu: Kan Nibali forsvare trøjen på kongeetapen?

22.04. kl. 15:47 af Emil Axelgaard.

Mens en del af verdens bedste klatrere dyster på de nordeuropæiske landeveje i Ardennerne, er det for Giro d’Italia-favoritterne tid til at afslutte forberedelserne til årets første grand tour. For mange sker det som vanligt i det yderst bjergrige Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), der har ry for at være den helt store generalprøve forud for Giroen, og det vil igen være tilfældet i år, hvor flere af de store favoritter som Geraint Thomas, Mikel Landa og Thibaut Pinot vil være til start. Vincenzo Nibali tester derimod formen i Tour of Croatia, der har etableret som en konkurrent det italiensk-østrigske etapeløb og køres sideløbende. Fra mandag til søndag kan du følge begge løb på Feltet.dk.

Tidligere var Tour de Romandie kendt som den vigtigste test forud for Giro d’Italia, men den status er nu overtaget af Tour of the Alps, der indtil sidste år var kendt Giro del Trentino. Det italienske løb finder sted i en af de mest bjergrige egne af landet og giver dermed helt perfekte mulighed for at prøve både formen og terrænet af. Derfor tiltrækker løbet oftest nogle af de allerstørste favoritter, hvilket er tilfældet igen i år, hvor Mikel Landa, Geraint Thomas, Thibaut Pinot, Michele Scarponi, Rohan Dennis og Domenico Pozzovivo hører til blandt de Giro d’Italia-kaptajner, der vil være at finde i Trentino og Tyrol i denne uge.

 

Som vanligt bliver udfordret af en meget bjergrig rute, hvor de første tre etaper alle slutter på stigninger. Dernæst gælder det to yderst vanskelige etaper, der ganske vist har flade finaler, men hvor der venter meget svære bjerge i den absolutte finale. Løbet er i år udvidet fra fire til fem etaper og har helt droppet tidskørslerne. Med fem dage i de høje bjerge er der således tale om en sag for de virkelige klatrere.

 

I de seneste tre år har Tour of Croatia langsomt etableret sig som et fornuftigt alternativ til Tour of the Alps, men med en fladere rute har løbet især appelleret til sprinterne, der ikke har haft megen grund til at rejse til hverken Trentino eller Romandiet. I år har det nye løb fået et stort boost, da det udgør sidste forberedelse for Vincenzo Nibali, der således har vendt hjemlandet ryggen i sine bestræbelser på at blive klar til titelforsvaret. Han får mulighed for at teste sig selv på de to store bjergetaper onsdag og lørdag, mens sprintere som Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo vil bruge de fire øvrige, fladere etaper til at få tunet topfarten inden det store etapeløb i Italien.

  

Du kan hver dag følge begge løb på www.feltet.d/live. Vi dækker efter følgende plan:

 

Tour of the Alps

Mandag d. 17. april: Start kl. 14.30

Tirsdag d. 18. april: Start kl. 14.30

Onsdag d. 19. april: Start kl. 12.30 (efter etapen går vi direkte over til Fleche Wallonne)

Torsdag d. 20. april: Start kl. 14.30

Fredag d. 21. april: Start kl. 14.30

 

Tour of Croatia

Tirsdag d. 18. april: Efter afslutningen af Tour of the Alps (ca. 15.30)

Onsdag d. 19. april: Efter afslutningen af Fleche Wallonne (ca. 16.30)

Torsdag d. 20. april: Efter afslutningen af Tour of the Alps (ca. 15.30)

Fredag d. 21. april: Efter afslutningen af Tour of the Alps (ca. 15.30)

Lørdag d. 22. april: Start kl. 16.00

Søndag d. 23. april: Ingen live-dækning, da sidste etape slutter tidligt, inden Liege-Bastogne-Liege er færdigt

 

Du kan læse en optakt til Tour of the Alps og til Tour of Croatia. Vi vil tillige have daglige optakter til etaperne.

Foto: Feltet.dk

Feltet.dk livestreamer fra GP Herning - LIVE NU!

22.04. kl. 14:00 af Christian Berg.

Når "En Forårsdag på Heden" i morgen køres omkring Herning, er Feltet.dk til stede og sender live fra løbet.

I morgen køres et af de mest underholdende løb på den danske landevejskalender, når GP Herning afvikles. Feltet.dk livestreamer fra løbet cirka klokken 14.00 på vores Facebook-side, og der kommer billeder fra målområdet, når ryttere rammer de afsluttende omgange inde i Herning.

 

Forinden skal de ud på en masse grusstykker, der ofte gør løbet til en meget hektisk affære. ”En Forårsdag på Heden”, som løbet kaldes, blev sidste år vundet af den tidligere U23-verdensmester i enkeltstart, Mads Würtz Schmidt, der angreb inde på rundstrækningen i Herning.

 

Der er derfor garanti for underholdning så vær klar på Facebook klokken 14.00.

Foto: Sirotti

Michele Scarponi hyldes af kollegaer og konkurrenter

22.04. kl. 13:29 af Jonas Krügermejer Nygaard.

Michele Scarponi blev 37 år.

Lørdag formiddag afgik Michele Scarponi ved døden, da han var involveret i en trafikulykke tæt på sit hjem.

 

Det har sendt chokbølger igennem cykelverdenen og ikke mindst igennem italienerens nu forhenværende arbejdsgiver Astana Pro Cycling, der på sin hjemmeside kalder dødsfaldet for en ”tragedie for stor til at skrive om.”

 

”Vi har mistet en stor mester og en særlig fyr, der var smilende i alle situationer. Han var en forgangsfigur og et forbillede for alle på Astana Pro Team,” skriver kasakherne alligevel.

 

Michele Scarponi blev ramt af en varevogn under en træningstur og efterlader sig en kone og to børn.

 

”Astana Pro Cycling klynger sig til familien i dette utrolig smertefulde moment af sorg,” skriver holdet, hvor Jakob Fuglsang, Jesper Hansen, Matti Breschel og Michael Valgren er på kontrakt.

 

Klasse til det sidste

Michele Scarponi omkom mindre end et døgn efter, at han havde afsluttet sit sidste løb, Tour of the Alps.

 

Her viste italieneren, at han - sine 37 år til trods - stadig havde høj klasse. Michele Scarponi vandt løbets første etape og fik herefter én enkelt dag i førertrøjen.

 

Men Astana-veteranen fik stadig to førertrøjer, skrev han på Twitter i går aftes, hvor han kom hjem til sin familie i Filottrano.

 

 

Michele Scarponi vandt 2011-udgaven af Giro d’Italia på skrivebordet, fordi Alberto Contador fik en dopingkarantæne med tilbagevirkende kraft.

 

Veteranen skulle have været kaptajn til årets Giro d’Italia.

 

Chefen og cykelverdenen kondolerer

Michele Scarponis chef på Astana-holdet, Alexander Vinokourov, har netop udtalt sig på vegne af det kasakhiske mandskab.

 

”Vi er i chok. Det er en stor sorg for os alle. For familie, venner og kollegaer til Michele. Michele Scarponi var en stor mester. Det er et stort tab, og ingen ord kan beskrive min smerte. På vegne af hele Astana kondolerer jeg til Michele Scarponis familie og venner,” siger Vinokourov til holdets hjemmeside.

 

Resten af cykelverdenen har heller ikke været sen til at hylde Michele Scarponi.

 

Også af kollegaerne fra konkurrerende mandskaber beskrives han som en glad og smilende fyr.

Foto: Sirotti

Cannondale vil præge Liége

22.04. kl. 12:20 af Anton Kjøller Alexandersen.

Cannondale-Drapac kommer til Liège-Bastonge-Liège for at præge løbet. I truppen har de blandt andet Rigoberto Uran.

Når der i morgen bliver kørt Liège-Bastonge-Liège, så vil Cannondale-holdet prøve at animere løbet. De har nemlig udtaget et hold, hvor stærke navne som Rigoberto Uran og Davide Formolo er på holdkortet. Og holdets sportsdirektør er yderst tilfreds med holdet.

 

”Vi er her med de helt rigtige ryttere. Vi har mange ryttere, som er i god form fra Baskerlandet eller Trentino, og vi har planer om at støtte en. Jeg vil ikke sige mere end det,” siger sportsdirektør Tom Southam i en pressemeddelelse.

 

Og Cannondale kommer for at være en del af dette års Liège-Bastonge-Liège, da det er et løb, som holdet gerne vil gøre det godt i.

 

”Det er et løb, som vi tager meget seriøst. Traditionelt er det et løb, hvor dem, som skal til Giroen, er klar. Det passer lidt bedre til en etapeløbsrytter end de andre endagsløb,” lyder det.

 

Sportsdirektør Tom Southam mener også, at holdet altid kan forbedre sig, men hvis de spiller deres kort rigtigt, så har de en god chance for at skabe noget i søndages løb.

 

”Meget kan ske i finalen i Liège. Hvis vi gør tingene rigtigt, har vi en chance. Vi kan altid gøre nogle ting bedre, men holdet har kørt på et rigtigt højt niveau. Det skal de fortsætte med og gøre det færdigt,” afslutter Southam.

 

Du kan læse vores optakt til dette års Liège-Bastonge-Liège her.

 

Cannondale-Drapac til Liège-Bastonge-Liège

Simon Clarke

Davide Formolo

Alex Howes

Tom-Jelte Slagter

Toms Skujins

Davide Villella

Mike Woods

Rigoberto Uran

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk