Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Dagens nyheder

Foto: Dimension Data

Stor dag for Dimension Data i Langkawi

25.02. kl. 12:31 af Tobias Munck Sørensen.

Fjerde etape af Tour de Langkawi blev et triumftog for Dimension Data, da Mekseb Debesay tog etapesejren, mens Ryan Gibbons på imponerende vis formåede at forsvare førertrøjen.

Der var kongeetape på programmet på dagens etape af Tour de Langkawi, der sluttede op ad en lang stigning.

 

Det betyder under normale omstændigheder, at de sprintere, der har sloges om førertrøjen på de første dage må vige for de klatrestærke folk og nøjes med at kæmpe om etapesejre i den resterende del af løbet.

 

Sådan skulle det dog ikke gå i dag, for den nyprofessionelle Ryan Gibbons (Dimension Data) sad med favoritgruppen hele vejen til mål og med en tredjeplads på etapen forsvarede han førertrøjen og beviste en ganske imponerende alsidighed efter at være blevet nummer to og tre i massespurterne på de to første etaper.

 

Endnu bedre blev dagen for det sydafrikanske mandskab, da etapesejren gik til Gibbons’ eritreiske holdkammerat, Mekseb Debesay, der sammen med Cameron Bayly (IsoWhey Sports) havde revet sig fri fra de øvrige favoritter, som de dog kun tog fire sekunder fra.

 

Den eneste dansker, der er med i løbet, er John Ebsen (Infinite AIS Cycling Team), og han blev nummer 20 på etapen, men forsvarede sin føring i bjergkonkurrencen.

Foto: Unipublic / Graham Watson

Optakt til lørdagens to kongeetaper

25.02. kl. 12:30 af Emil Axelgaard.

Efter en hektisk uge med hele fire etapeløb går det lige så travlt for sig i denne uge, hvor der skal afvikles hele tre store etapeløb samt fem endagesløb. Det tre dage lange Tour La Provence afvikles fra tirsdag til torsdag, Tour de Langkawi køres fra onsdag til onsdag og WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour afholdes fra torsdag til søndag, mens de mange klassikere finder sted i weekenden. Hver dag kan du finde en artikel med optakter til dagens etaper i de tre begivenheder, der afvikles over flere dage, mens vi vil have separate optakter til de fem endagesløb.

Lørdag gælder det 4. etape af Tour de Langkawi og 3. etape af Abu Dhabi Tour.

 

Du kan finde en samlet optakt til Tour La Provence, Tour de Langkawi og Abu Dhabi Tour samt til Omloop Het Neuwsblad og Classic de l’Ardeche og vil senere også kunne finde optakter til de tre endagesløb Kuurne-Bruxelles-Kuurne, samt Drome Classic.

 

Husk, at du fra torsdag til søndag hver dag kan følge Abu Dhabi Tour på www.feltet.dk/live, og at du i weekenden tillige kan følge både Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne samme sted.

 

Abu Dhabi Tour - 3. etape

Ruten

For klatrerne handler Abu Dhabi Tour mest om overlevelse i de mange timer, der tilbringes i fladt terræn, samt at spare på energien frem mod en stor kraftudfoldelse. Mod slutningen af tredje etape får de brug for alle deres opsparede kræfter, når det arabiske løb skal afgøres på løbets kongeetape. Mens den første del af etapen primært handler om at promovere byen Al Ain, er det på bjerget Jebel Hafeet, at løbet ændrer karakter, og den samlede vinder af den tredje udgave skal findes. Igen er der tale om en rute, der minder meget om den, der blev benyttet sidste efterår, men det indledende stykke i ørkenen er blevet betydeligt forlænget.

 

Årets etape er 186 km lang, indledes ved Sheikh Hazzad bin Zayed Stadium i Al Ain og slutter på toppen af Jebel Hafeet i byens sydlige udkant. Fra start begiver man sig ud på en stor, rektangulær rundstrækning i ørkenen nordvest for byen. Her er vejene, lange, lige og muligvis vindblæste, og der er ingen variation, hvad terræn angår. Til slut vender man tilbage til Al Ain fra vest, hvorefter man sætter kursen mod syd og det mægtige bjerg, der vil afgøre løbet. Her venter den første indlagte spurt ved Al Ain Zoo efter 160,2 km, hvorefter man fortsætter ud af byen til Green Mubazzarah, hvor dagens sidste indlagte spurt kommer med bare 13,5 km til mål.

 

Med 15 km til mål ændrer etapen karakter. Fra at have været helt flad begynder det langsomt at stige, inden det for alvor går løs på den 10,8 km lange målstigning, der stiger med 6,6% i gennemsnit. Efter en relativt blød start ligger stigningsprocenten stabilt på 7-8%, indtil den kortvarigt når et maksimum på 11% med ca. 3 km til mål. Herefter bliver stigning betydeligt nemmere med et stykke på 4-5%, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m før afgørelsen

 

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. Sidste år skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Forud for lørdagens kongeetape vil der være en lille vejrændring. Efter en solrig morgen bliver det en overskyet eftermiddag, og der er endda 30% risiko for en lille byge. Temperaturen vil være 29 grader, og der vil være en let til jævn vind fra nord og nordvest. Det betyder modvind først på etapen, dernæst sidevind og et medvindsstykke, inden sidevind fører tilbage til byen. Endelig vil der være medvind på sidste stigning.

 

Favoritterne

Det har været to stressende finaler for klassementsrytterne, der har skullet holde sig ude af problemer på de lange flade sektioner. Heldigvis har der ikke været megen vind, og alle favoritterne er således fortsat i samme tid. Eneste lille uheld var gårsdagens styrt for Alberto Contador og Bauke Mollema, men de slap begge helt uden skrammer.

 

Dermed er scenen sat til det helt stor slag på Jebel Hafeet. Etapen er en af de meget specielle, hvor en lang, flad dag afsluttes med en hård stigning. Det ændrer dynamikken betydeligt i forhold til en hård dag i bjergene, hvor alle er trætte ved ankomsten til sidste stigning. Selvom der er tale om en lang stigning og et decideret bjerg, betyder den flade indledning, at det stadig er en relativt eksplosiv sag, hvor rytterne ikke skal køre fuld gas i mere end en halv times tid. Dermed er det ikke en dag for de store dieselmotorer.

 

Sidste år blev feltet splittet i sidevinden allerede inden stigningen, men det synes usandsynligt, at det vil gentage sig denne gang. Ganske vist er der to relativt lange sidevindsstykker, men den relativt svage vind betyder, at det næppe er nok til at skabe splittelse. Alle vil imidlertid have sidste års etape i frisk erindring, og derfor vil det med stor sikkerhed blive ekstremt nervøst og derfor også et hurtigt indløb til stigningen. Det i sig selv betyder, at det tidlige udbrud ingen chance vil have. Derudover vil Movistar, Trek og måske Bahrain-Merida og Astana påtage sig det fornødne ansvar og sikre sig, at etapen skal afgøres mellem favoritterne.

 

Det er værd at bemærke, at Jebel Hafeet ikke er en meget svær stigning, og at specielt de sidste 3 km er lette. De rene klatrere skal derfor gøre forskellen relativt tidligt. Mislykkes det, vil mere kraftfulde og hurtige typer have en klar fordel. I sit udgangspunkt er det derfor en dag for de bedste klatrere, men punch og spurtstyrke kan komme i spil, hvis flere ryttere fortsat er samlet, når de lette finale nås. Det er samtidig af stor betydning, at rytterne vil have medvind på den relativt åbne stigning. Det øger chancerne for, at de bedste kan slå et hul.

 

Det er perfekt nyt for Nairo Quintana, der i Volta a la Comunitat Valenciana viste, at han som vanligt er i fremragende form straks fra sæsonstart. På papiret er han løbets bedste klatrer, og hans suveræne opvisning på den stejle Alto Mas de la Costa i Valencia, viser med al tydelighed, at han er klar til opgaven. Han har således også måttet indrømme, at han føler sig fremragende kørende.

 

Det store spørgsmål er, om Jebel Hafeet er hård nok til, at Quintana kan komme af med rivalerne. Han skal af med sine konkurrenter på det stejle stykke inden de sidste 3 km. Har han stadig selskab af hurtigere typer ved 3 km-mærket, er det usandsynligt, at han vinder. Da stigningen ikke er meget svær, og konkurrencen er skarp, er det ikke givet, at Quintana kan gøre en forskel. Et helt afgørende element er i den sammenhæng medvind, der gør det langt nemmere at skabe udskilning, og så burde en regulær stigning på 7-8% være nok til, at en formstærk Quintana kan sætte rivalerne til vægs. I lyset af opvisningen i Valencia sætter vi derfor vores penge på en sejr til den colombianske stjerne.

 

Alberto Contador valgte først i sidste øjeblik at inkludere løbet i sin kalender for således at få lidt flere løbskilometer i benene inden årets første store mål, Paris-Nice. Han har ganske vist sagt, at han primært kommer for at hjælpe Bauke Mollema, men det er med stor sandsynlighed sagt i loyalitetshensyn med sin holdkammerat, der har været lovet en kaptajnrolle. Efter ankomsten til Abu Dhabi har han også modificeret de udtalelser betydeligt. I et så simpelt løb som dette er det benene, der vil gøre forskellen på stigningen, og her er det uomtvisteligt, at Contador er en bedre klatrer end Mollema. Der er ingen tvivl om, at den spanske stjerne vil gøre sit yderste for at følge Quintana, og han er på papiret den, der har den største chance for at følge løbets favorit.

 

I Ruta del Sol viste Contador, at han igen i år er i god form straks fra sæsonstart, og han kunne vanskeligt skjule sin begejstring over den følelse, han havde undervejs. Han blev ganske vist hentet af Thibaut Pinot på løbets kongeetape, men viste med sit ryk, der satte en meget formstærk Alejandro Valverde til vægs, at han stadig har sit gamle kick. Det synes usandsynligt, at han kan sætte Quintana, men han kan være stærk nok til at følge med, specielt hvis han denne gang kører lidt mere afventende. Skal det hele afgøres mellem de to i en spurt i den relativt nemme finale, er det en relativt åben duel mellem to ryttere, der ikke er hurtige. Umiddelbart har Contador imidlertid overtaget, og det kan give ham sejren.

 

Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan køre fra Quintana, men det bestemt muligt, at et par ryttere kan følge med colombianeren. Kan han ikke gøre forskellen, åbnes døren for et taktisk spil, hvor et soloangreb fra en stærk klatrer kan give pote. Samtidig er er der en vis sandsynlighed for, at det i givet fald skal afgøres i en spurt på toppen, og derfor er de største konkurrenter til Quintana og Contador ryttere med en vis spurtstyrke.

 

Blandt disse finder vi Julian Alaphilippe. Der synes ikke at være nogen ende på, hvad den talentfulde franskmand kan opnå, og selvom man tidligere ville have sagt, at denne stigning er for lang og hård for en Ardennertype som ham, viste han i sidste års Dauphiné, at han kan følge de bedste i de høje bjerge. Han tog det endnu et skridt ved OL, hvor han endda kørte fra selveste Chris Froome på en stigning, der ikke var meget kortere end denne. Der er ingen grund til, at han i år ikke er endnu bedre, og derfor kan han sagtens vise sig at kunne følge de bedste her. Sker det, bliver han helt umulig at slå i en spurt på toppen af stigningen. Det store spørgsmål er hans form. Han har kun kørt Dubai Tour, hvor han helt og holdent arbejdede for holdet. Meldingen er imidlertid, at han er velkørende - hvilket han i øvrigt altid er - og derfor har vi store forventninger. Alaphilippe er manden, der kan snyde de store favoritter.

 

Det samme kan Ilnur Zakarin. Russerens klatrepotentiale er ubegrænset, hvilket han specielt viste sidste forår, hvor han var stærkeste mand på stigningerne i Liege-Bastogne-Liege og var i stand til at matche Quintana på den første store bjergetape i Romandiet. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning, som han viste i både Romandiet og Paris-Nice. Han var ikke i særlig god form i Valencia, men det var heller ikke tilfældet i hans sæsondebut i 2016. Alligevel var han flyvende et par uger senere i Paris-Nice, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at han er på et langt højere niveau til dette løb. Quintana og Contador skal af med russeren inden toppen, hvor han vil sætte dem begge til vægs i en spurt.

 

Som sagt er Bauke Mollema officielt Treks kaptajn, og det kan bestemt ikke udelukkes, at hollænderen kan vinde. Således viste han i sidste års Tour, at han har nået et helt nyt niveau som klatrer, og den samlede sejr i Vuelta a San Juan var en understregning af den gode form, han har ved begyndelsen af sæsonen. Mollema kører naturligvis ikke fra Quintana, men han har den store fordel, at også han er meget hurtig i en spurt. Kan han følge de største favoritter, bliver han ikke nem at slå op toppen af Jebel Hafeet.

 

Vincenzo Nibali var bestemt ikke flyvende i Vuelta a San Juan, men det betyder ikke, at vi ikke skal have højere forventninger i dette løb. Siden januar har han trænet på Mount Teide, og sidste år gav en lignende satsning stort udbytte. Her var han også bag om dansen i sæsondebuten i Argentina, men et par uger senere satte han Romain Bardet til vægs i Tour of Oman. Han har givet udtryk for, at han regner med at køre med om sejren i dette løb. Alle ved, hvor god en klatrer Nibali er, men det kan stadig blive svært for ham at vinde. Han kan næppe sætte Quintana, og heller ikke han er hurtig i en spurt. På den anden side er han sandsynligvis stærkere end både Quintana og Contador i en finale, der inkluderer en lille nedkørsel og et teknisk sving meget tæt på mål.

 

Abu Dhabi Tour markerer sæsondebuten for Tejay van Garderen. Historien viser, at amerikaneren altid er flyvende i februar, hvor han altid kører med om sejren i sit første etapeløb. Meldingen fra BMC er, at han også denne gang er på et meget højt niveau, og det bør gøre ham konkurrencedygtig på en stigning, der passer ham glimrende. Selvom hans 2016-sæson var halvsløj, har han i de senere år vist, at han har forbedret sig kolossalt som klatrer. Derfor bør han være en af de stærkeste på kongeetapen i dette løb. Det er måske lidt svært at se, hvordan han skal vinde løbet, men en podieplads er ganske sandsynlig.

 

Fabio Aru fik med andenpladsen på kongeetapen i Tour of Oman en glimrende sæsondebut og bekræftede dermed sine egne ord om, at han er velforberedt til en sæson, hvor han planlægger at vinde meget mere i den første del af året. Den længere stigning i Abu Dhabi bør passe ham bedre end det eksplosive Green Mountain i Oman. Han er ikke i topform, men er allerede nu på et konkurrencedygtigt niveau. Om det er nok til at følge de bedste, er måske en anelse tvivlsomt, men kan han følge med, kan han drage fordel af, at han ikke er helt langsom i en spurt op ad bakke.

 

Normalt er Rui Costa ikke i stand til at match de allerbedste på et bjerg som dette, men det betyder ikke, at man kan afskrive portugiseren. I 2016 klatrede han bedre end nogensinde, og så sent som i sidste uge blev han nummer 3 på Green Mountain i Oman, der med sine stejle procenter passede ham langt dårligere. Dette bjerg er mere moderat og derfor langt bedre for en stor fyr som Costa, der har været flyvende, siden han vandt kongeetapen i San Juan. Med sin gode spurt er han en af de folk, der skal sættes inden toppen. Ellers kan den tidligere verdensmester sagtens løbe med det hele.

 

Vi er meget spændte på at se Tom Dumoulin i dennes sæsondebut. Hollænderen satser i år på Giro d’Italia, og derfor har han allerede arbejdet grundigt på sin klatring under en træningslejr i Sydafrika. Hvor langt han er kommet, får vi svaret på i denne uge. Det synes trods alt usandsynligt, at han på denne tid af året kan følge Quintana på et bjerg som denne, men Dumoulin kan som ingen anden begrænse sit tab. Er der blot lidt taktisk spil mellem favoritterne, kan han sagtens komme tilbage og så drage fordel af sin gode spurt på toppen.

 

Et af de åbne spørgsmål er, hvordan Romain Bardet vil præstere. Franskmanden fik en skidt start i Tour of Oman, hvor han styrtede på løbets kongeetape og derfor ikke kunne yde optimalt på Green Mountain. I dette løb får vi en reel udmåling af hans form. Det er svært at sige, hvor stor effekt styrtet reelt har haft, men han er vanligvis god i februar og så stærk ud på de første etaper i Oman. Vi tvivler på, at formen er til at vinde, men han bør være konkurrencedygtig.

 

Også Rafal Majka er et af løbets spørgsmålstegn. Polakken har før været ganske god i februar, og da han i år satser på Tour de France, er der en vis sandsynlighed for, at han i år vil nå et højere niveau først på året. Hidtil har han kun kørt på Mallorca, hvor han ikke var flyvende, men heller ikke på det lave niveau, man før har set. Han vinder næppe her, men han kan sagtens vise sig som en af de stærkeste.

 

Robert Gesink stiller til start for første gang siden Tour Down Under, og han må formodes at være konkurrencedygtig. Hollænderen er altid i god form, og han burde kunne lide en stigning som denne. Mange har afskrevet ham, men det er en stor fejl. Hovedparten af de mindre gode resultater kan forklares med de mange helbredsproblemer, og han viste i sidste års Vuelta og i Touren 2016, at han stadig er en sublim klatrer. Samtidig er han faktisk ganske hurtig i en spurt på toppen af en stigning som denne.

 

Endelig vil vi pege på en outsider i supertalentet Louis Vervaeke. I 2016 fik den unge klatrer endelig chance for at vise, hvad han kan, og han præsterede på et meget højt niveau i Romandiet, inden han måtte udgå med helbredsproblemer. Ved debuten i Mallorca så han ud til at være flyvende. Han vinder naturligvis ikke, men vi er meget spændte på at se ham blande sig med de store på en stigning som denne.

 

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Alberto Contador, Julian Alaphilippe

Outsidere: Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Tejay van Garderen, Fabio Aru

Jokers: Rui Costa, Tom Dumoulin, Diego Ulissi, Romain Bardet, Rafal Majka, Robert Gesink, Louis Vervaeke

 

Tour de Langkawi - 4. etape

Ruten

Efter tre dage for sprinterne er det endelig tid til løbets kongeetape, der for andet år i træk går til toppen af Cameron Highlands. De 174,4 km starter i Seri Manjung og slutter på toppen af stigningen og kan inddeles i to vidt forskellige dele. De første 120 km er stort set helt flade, men derefter går det op ad resten af vejen til målet i 1412 m højde. Der er imidlertid tale om en lang, gradvis opkørsel i stedet for et bjerg i europæisk forstand, og stigningen bliver aldrig for alvor stejl. Over 55 km stiger det med bare 2,9% i gennemsnit, og det meste af tiden ligger stigningsprocenten på 2-5%. Med 13,6 km er der en bjergspurt i kategori 1, og derefter følger en lille nedkørsel, inden det igen stiger op mod mål med procenter på 4-5%. Det hele slutter med en bjergspurt uden for kategori.

 

På profilen ser Cameron Highlands skræmmende ud, men det er sigende for sværhedsgraden, at det i de senere år er lykkedes Youcef Reguigui og Reinardt van Rensburg at sidde med favoritterne, selvom de begge er kendt som holdbare sprintere. Det kræver en meget god klatrer at gøre en forskel, som Miguel Lopez gjorde for 12 måneder siden, hvor han kørte 35 sekunder fra favoritgruppen. Det mest sandsynlige er imidlertid, at en lille gruppe skal spurte om sejren.

 

Før Lopez og Reguigui har Meiyin Wang taget en solosejr i 2013, Takeaki Ayabe vundet en spurt fra en lille gruppe i 2011, Anthony Charteau vundet fra et udbrud i 2007, Saul Raisin vundet en tomandsspurt i 2006, Marlon Perez taget en solosejr i 2005, Paolo Lanfranchi vundet en 5-mandsspurt i 2001 og Kam Po Wang vundet solo i 2000.

 

 

 

 

Vejret

Der er stort set ingen forandring, hvad vejret angår. Også lørdag bliver en varm dag, men temperaturen daler naturligvis i højderne. Således vil man maksimalt nå 24 grader i målområdet. Igen er der en risiko for 80-100% for tordenbyger, og det kan undervejs regne meget kraftigt. Der vil være en svag vind fra vest, hvilket betyder, at rytterne hovedsageligt vil have medvind. På den sidste stigning vil de primært være sidemedvind.

 

Favoritterne

For favoritterne handler den første del af Tour de Langkawi om at komme helskindet frem til foden af Cameron Highlands-stigningen. Det er desværre ikke lykkedes for alle, idet danske John Ebsen er blandt dem, der tabte tid på grund af det store styrt på 1. etape. De fleste har imidlertid holdt sig fint til, og modsat tidligere år var der endda mulighed for at varme klatrebenene op på den lidt hårdere 2. etape, hvor en første udskilning blev gjort. Nu er scenen så sat til det, vi alle har ventet på: det store slag om, hvem der skal vinde løbet samlet.

 

Stigningen til Cameron Highlands er imidlertid ikke nem at blive klog på. Sidste år vandt en ren klatrer som Miguel Angel Lopez i suveræn stil, og det viser, at det bestemt ikke er fladt terræn, der venter i Malaysia. På den anden side blev favoritgruppens spurt om tredjepladsen vundet af Reinardt van Rensburg, der vel bedst kan betegnes som holdbar sprinter. Det meste af gruppen udgjordes af klatrere, men van Rensburg havde overlevet. Året forinden var det hans holdkammerat Youcef Reguigui, der på mange måder er meget lig sin sydafrikanske kollega, der var hurtigst i en spurt i en gruppe, der også hovedsageligt bestod af klatrere. En anden holdbar sprinter, Leonardo Duque, blev først sat til allersidst.

 

De to seneste udgaver af etapen viser, at det hovedsageligt er klatrerne, der vil være med fremme, men at stærke klassikertyper kan sidde med. Det kræver sublime klatreegenskaber at gøre som Lopez og sikre sig en solosejr. Det mest sandsynlige er, at en restriktiv gruppe skal spurte om sejren på toppen, og derfor ligger løbet bedst til en punchy Ardennertype, der er hurtig på stregen.

 

Det gør det vanskeligt at analysere etapen. Feltet består hovedsageligt af rene sprintere, for hvem 4. etape er alt for hård, eller klatrere, for hvem kongeetapen er for nem. Samtidig er der hurtige folk som Filippo Pozzato og Tanner Putt, der på en god dag kan sidde med og afgøre løbet til deres fordel i kraft af deres gode spurt.

 

I år mangler der en klatret på Lopez’ niveau, men et navn skiller sig ud som manden, der måske kan gøre forskellen på den afgørende stigning. Egan Bernal, der netop er fyldt 20 år, er den næste colombianske superklatrer og viste i 2016, at han allerede i sit første år som professionel kan blande sig med de bedste på stigningerne i Italien. I år er han igen i god form, idet han blev nummer seks på kongeetapen i Vuelta a San Juan på en stigning, der også var for let til at passe en klejn klatrer som ham. Det er således ikke uden grund, at Androni-mandskabet bygger hele deres fremtid på Bernal, og de vil elske at vinde med deres talent i Langkawi, hvor de tidligere har vundet med sydamerikanske ryttere. Allerede på 2. etape tog de kontrol og forsøgte at gøre løbet hårdt. Det vil de igen gøre lørdag, og med Ivan Sosa og Fausto Masnada har de holdet til det. Det bliver ikke nemt at gøre en forskel på Cameron Highlands, men er der en, der kan, må det være Bernal.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive en landsmand. Daniel Jaramillo blev sidste år nummer 2 på kongeetapen og viste der, at han har det rette punch til at gøre en forskel på en stigning som denne. Siden da har han været en af de bedre klatrere på den amerikanske scene. Han er ikke på Bernals niveau - det blev blandt andet tydeligt på kongeetapen i San Juan - men han er modsat sin colombianske landsmand ret hurtig på stregen. Det er vigtigt på en stigning som denne, og det kan være det, der giver Jaramillo den samlede førsteplads.

 

Vi er meget spændte på at se, hvad Filippo Pozzato kan præstere. Italieneren klatrer nogenlunde på samme niveau som van Rensburg og er nøjagtig som sydafrikaneren hurtig på stregen. Dermed har han alle forudsætningerne for at vinde dette løb. Det er klart, at en lang stigning som denne er på grænsen af, hvad han kan klare, men det er ikke umuligt at hænge på. Sker det, kan han gøre som Reguigui i 2015 og vinde en spurt fra en mindre gruppe. Han viste med andenpladsen på 2. etape, at formen er i fremgang. Desværre styrtede han samme dag, og det kan sætte lidt spørgsmålstegn ved hans form,

 

En rytter, der minder meget om Pozzato, er Tanner Putt. Unitedhealthcare-rytteren er også stærk i småkuperet terræn og meget hurtig i en spurt. For ham gælder det også, at denne stigning er på grænsen af, hvad han kan klare, men med sin flotte præstation i Herald Sun Tour viste han, at han er i storform. Han sad fint med på 2. etape, og gør han det igen, bliver han svær at slå i en spurt og dermed i kampen om den samlede sejr.

 

En anden rytter af samme støbning er Enrico Barbin. Italieneren er meget svingende i sine præstationer og får sjældent chancen for at køre for sig selv. Derfor kan det være svært at vurdere hans form, men umiddelbart er det ikke noget, der tyder på, at han er flyvende. På den anden side er dette en stigning, han sagtens burde kunne klare, og da han er hurtig i en spurt på toppen, er han en solid kandidat til den samlede sejr. Han har holdt sig til i spurterne på de første etaper, og det indikerer, at han har ambitioner.

 

Cameron Bayly var sidste år tæt på en gennembrudssejr i Tour of Taihu Lake, men det hele blev ødelagt af et dumt styrt på sidste etape. I år har han været meget stærk i de australske mesterskaber og i Herald Sun Tour, hvor han blev nummer 11. Han er klart en af de bedste klatrere og er samtidig ganske hurtig på stregen, hvilket han blandt andet viste med 9. pladsen på 2. etape.

 

Dimension Data har vundet løbet to gange i træk, men denne gang stiller de op uden en hurtig mand som van Rensburg eller Reguigui, der kan begå sig i dette terræn. I stedet må de håbe, at deres klatrere Mekseb Debesay og Ben O’Connor kan gøre forskellen på stigningen. Af disse er Debesay det bedste bud. Han blev sidste år nummer 3 på kongeetapen i Abu Dhabi Tour og har dermed vist, at han kan slå de allerbedste. Han var i fornuftig form i Oman, men mangler måske det rette punch til en let stigning som denne. O’Connor har også vist fin form i Australien.

 

Timothy Roe klatrede fremragende i Herald Sun Tour og er klart en af de mest formstærke ryttere. Han er samtidig en af de bedste klatrere, men han mangler måske spurtstyrken til at vinde på en stigning som denne. Det har til gengæld hans holdkammerat Robbie Hucker, der også har vist god form. Det samme gør det colombianske veteran Victor Nino, der imidlertid altid er konkurrencedygtig i de asiastiske løb. Han har imidlertid ødslet med tiden på de flade etaper, og det indikerer, at han ikke tror på et resultat.

 

Vi vil også pege på to talenter. Jacopo Mosca viste med en top 10-placering i sidste års Tour of Britain et stort potentiale, og på papiret er han blandt favoritterne. Desværre synes han ikke at have formen til for alvor at gøre sig gældende. Det gør til gengæld Andronis andet supertalent Ivan Sosa, der imidlertid nok må underordne sig Bernal.

 

Endelig er vi meget spændte på at se, hvad Ryan Gibbons kan præstere. På papiret bør det være for hårdt for manden i førertrøjen, men holdet har sagt, at de tror på, at deres sprinter kan klare mosten. Vi har været meget imponerede over, hvad han hidtil har præsteret, og vil ikke udelukke, at han kan gøre, hvad van Rensburg og Reguigui gjorde i de seneste to udgaver af løbet. En anden hurtig mand, der måske kan overleve er Yevgeniy Gidich.

 

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Daniel Jaramillo, Filippo Pozzato

Outsidere: Tanner Putt, Enrico Barbin, Cameron Bayly, Mekseb Debesay, Timothy Roe

Jokers: Ben O’Connor, Robbie Hucker, Victor Nino, Jacopo Mosca, Ivan Ramiro Sosa, Ryan Gibbons, Yevgeniy Gidich

Foto: Sirotti

LIVE nu: Quintana og Contador dyster i Abu Dhabi

25.02. kl. 12:30 af Emil Axelgaard.

Efter et par ugers opvarmning går cykelsæsonen et gear op i denne uge, hvor hele to WorldTour-løb står på programmet. Fra torsdag til søndag er en stjerneparade af de bedste grand tour-ryttere samlet i Mellemøsten til den opgraderede Abu Dhabi Tour, mens det i weekenden gælder det, mange betragter som den reelle start på sæsonen: den belgiske åbningsweekend. Du kan følge begge begivenheder på Feltet.dk.

Abu Dhabi Tour blev etableret i 2015 som årets sidste store etapeløb, men allerede mindre end tre år efter første udgave er løbet blevet en del af WorldTouren og flyttet til en langt mere attraktiv plads på kalenderen sidst i februar. Det har gjort det muligt at tiltrække et af de stærkeste feltet, vi overhovedet kommer til at se i 2017, når klatrere som Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Romain Bardet, Bauke Mollema, Tejay van Garderen, Ilnur Zakarin, Rui Costa, Julian Alaphilippe, Steven Kruijswijk, Robert Gesink, Tom Dumoulin og Rafal Majka kaster sig ud i kampen om den samlede sejr. Det gør de på lørdagens kongeetape, der slutter på toppen af det vanskelige bjerg Jabel Hafeet. Torsdagens, fredagens og søndagens etaper er reserveret sprinterne, og der er lagt op til årets første store opgør mellem de tre giganter Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel med stærke outsidere som Elia Viviani og Caleb Ewan klar til at udfordre de store favoritter.

 

I weekenden gælder det en helt anden type løb, når feltet for første gang rammer brostenene i den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Det hele indledes lørdag med Omloop Het Nieuwsblad, der i år for første gang er en del af WorldTouren, og der er lagt op til det første store opgør mellem de store brostensspecialister som Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff, Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot, Tom Boonen, Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Ian Stannard, Luke Rowe, Lars Boom og Oliver Naesen. Dagen efter gælder det andendagsgildet i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor sprinterne traditionelt har haft det sidste ord, men hvor Jasper Stuyven sidste år viste, hvordan man kan snyde de hurtige afsluttere, hvis man er stærkt på de toppede brosten.

 

Du kan heldigvis følge alle tre løb på www.feltet.dk/live. Vi dækker som udgangspunkt efter følgende plan:

 

Torsdag klokken 12.00: 1. etape af Abu Dhabi Tour

Fredag klokken 12.00: 2. etape af Abu Dhabi Tour

Lørdag klokken 12.00: 3. etape af Abu Dhabi Tour

Lørdag klokken 14.15: Omloop Het Nieuwsblad

Søndag klokken 14.15: Kuurne-Bruxelles-Kuurne

Søndag klokken 16.45: 4. etape af Abu Dhabi Tour

 

Du kan læse en optakt til Abu Dhabi Tour samt til Tour La Provence og Tour de Langkawi, der også køres i denne uge. Du kan tillige læse en optakt til Omloop Het Nieuwsblad, ogu kan senere læse optakter til weekendens endagesløb Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. Endelig vil der være daglige optakter til de tre etapeløb. Du kan læse optakten til torsdag her.

Foto: Sirotti

I dag starter årets store cykelduel!

25.02. kl. 11:15 af Jesper Johannesen.

Det ultimative managerspil indenfor cykelsporten er åben for tilmelding. Du kan tilmelde dit hold frem til den 25. februar, og der er præmier for over 50.000 kroner - fordelt til de 75 bedste!

Feltet.dks helårlige managerspil, Feltet.dk Tour, er åbnet for tilmelding, og du kan altså nu sætte dit managerhold frem til den 25. februar 2017, hvor endagsløbet Omloop Het Nieuwsblad køres. Når spillet er startet, så er det ikke muligt at ændre på sit hold.


Feltet.dk Tour er managerspillet, hvor du har mulighed for at få spænding igennem hele sæsonen. Spillet er med alle de store internationale løb lige fra Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Tour de France til de mindre endagsløb og etapeløb. Du kan vælge imellem alle ryttere på professionelt niveau.

Spillet afsluttes først den 7. oktober, hvor Lombardiet Rundt afvikles. Med andre ord får du spænding i hele cykelsæsonen. 40 af verdens bedste cykelhold, 18 WorldTour og 22 professionelle kontinentalhold, deltager i spillet fordelt over på over knap 1000 ryttere! Hvem vælger du?


Der er præmier til de 75 bedste managerspillere i 2017. Python Pro leverer to cykler, som du kan vinde i managerspillet. Det koster 69 kroner at deltage per hold, du opretter. Du kan oprette lige så mange hold, du ønsker. 

DELTAG I FELTET.DK TOUR 2017 HER!

Foto: Sirotti

Van Avermaet: Boonen er bedre end længe

25.02. kl. 11:09 af Tobias Munck Sørensen.

Greg van Avermaet anser Tom Boonen som en af de stærkeste rivaler i dennes sidste klassikersæson.

Om få timer skydes årets klassikersæson i gang i forbindelse med afviklingen af Omloop Het Nieuwsblad. Med startnummer 1 på ryggen har Greg van Avermaet et tydeligt bevis på sidste års sejr, hvor han i en opadgående spurt henviste Peter Sagan og Tiesj Benoot til anden- og tredjepladsen.

 

Selvom optakten hen over vinteren ikke har været perfekt med et ankelbrud i forbindelse med et styrt på mountainbiken, er van Avermaet klar til at give den gas i de brostensklassikere, hvor han sidste år var fremragende kørende indtil et kravebensbrud under Flandern Rundt frarøvede ham muligheden for at vise sig frem i de to største løb i hans forårskalender.

 

”Jeg kan godt lide at have nummer et. Jeg er stolt over at have vundet før, og det giver mig ekstra motivation, da jeg ved, at jeg før har slået alle konkurrenterne i dette løb. Det var også en af mine bedste sejre, som bare var begyndelsen på et rigtig godt år,” fortæller van Avermaet til Cyclingnews.com med henvisning til 2016-sæsonen, hvor han også blev olympisk mester og vandt en etape og kørte tre dage i førertrøjen i Tour de France.

 

På trods af uheldet tilbage i november har van Avermaet store forhåbninger for dagens løb, da han mener, at han i Tour of Oman følte sig lige så stærk som sidste år.

 

”De første uger var det meget smertefuldt at køre på brosten, men det er det ikke længere. I Valencia havde jeg stadig lidt smerter, når jeg spurtede, men det er slut nu. Jeg begyndte at træne lidt senere end planlagt, men løbet i Oman gav mig en masse selvtillid. Jeg er måske ikke i topform, men jeg tror, jeg kan være med i finalen og måske vinde løbet,” lyder det fra belgieren.

 

Meget er i løbet af det seneste år blevet sagt om rivaliseringen mellem van Avermaet og Peter Sagan. Belgieren slog slovakken i sidste års løb og efterfølgende kom de i en højst overraskende og knivskarp duel i Tirreno-Adriatico, hvor van Avermaet tog den samlede sejr med et enkelt sekund til Sagan. Senere på året tog de hver især en første- og en andenplads i de to canadiske WorldTour-løb, og i dag bliver første gang i denne sæson, at den olympiske mester og verdensmesteren begiver sig i konkurrence mod hinanden.

 

En gammel kending lurer dog i kulissen, og van Avermaet fortalte i interviewet, at det er mange år siden, han sidst har set Tom Boonen have så højt et niveau. Det er som bekendt den belgiske veterans sidste sæson (han stopper karrieren efter Paris-Roubaix), og det kan ikke udelukkes, at Boonen kommer til at levere noget stort.

 

”Det er længe siden, jeg har set Tom være så god i foråret. Sidste år var han god ved verdensmesterskaberne, men det er noget tid siden, han sidst har været så god så tidligt. Jeg tror, han vil være med fremme. Han er virkelig motiveret for hans sidste år, og jeg tror, han vil ønsker at få så meget som muligt ud af det. Der er kun omkring 40 dage endnu, så slutningen kommer tættere på.”

Foto: Sirotti

Sagan: Skivebremser en forbedring af cyklen

25.02. kl. 09:50 af Tobias Munck Sørensen.

Peter Sagan glæder sig til at komme i gang med brostenssæsonen, selvom han ikke ved, hvor han står i forhold til konkurrenterne.

I dag markerer starten på et af cykelsæsonens største højdepunkter. Omloop Het Nieuwsblad bliver afviklet, og dermed går serien af brostensklassikere langt om længe i gang. Med sejre i Flandern Rundt og Gent-Wevelgem samt andenpladser i Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke var Peter Sagan den mest dominerende skikkelse på brostensscenen i den forgangne sæson.

 

Den slovakiske verdensmester er bookmakernes favorit til de første tre monumenter (og for øvrigt også til dagens løb), og han er klar til at komme i gang med at køre på det ubehagelige underlag.

 

”Det er et nyt år, og det er længe siden sidst. Det er godt at være her igen, og jeg håber at vænne mig til den belgiske atmosfære og måde at køre løb på i denne weekend,” siger Sagan til Cyclingnews.com og afviser at kunne vinde et så stort løb som Omloop Het Nieuwsblad uden at være på sit topniveau.

 

”Jeg ved ikke, jeg har aldrig vundet dette løb. Jeg er ikke en maskine, som man kan udregne ved hvilken procentdel, jeg kan præstere. Jeg føler mig god, men om det også gælder på cyklen, må tiden vise,” fortæller Sagan.

 

Om to år vil alle have skivebremser

Et af denne uges største samtaleemner i cykelverdenen har været skivebremser. Efter styrtet på første etape af Abu Dhabi Tour fik Team Skys Owain Doull skåret sin ene sko op, hvilket han efter etapen tilskrev Marcel Kittels skivebremse.

 

De to ryttere var ganske vist begge impliceret i samme styrt, men en analyse af billederne fra styrtet viser, at Doull befandt sig på Kittels venstre side, hvorefter de faldt væk fra hinanden - Doull ind i et hegn. At Doull skulle kunne blive skåret på sin venstre sko af Kittels skivebremse synes derfor helt uladsiggørligt, hvorfor historien omkring Francisco Ventosos styrt og efterfølgende opskårede læg fra sidste års Paris-Roubaix synes at have gentaget sig.

 

Ved den lejlighed udtrykte Ventoso sig i utvetydige vendinger om farerne ved skivebremser, men sandsynligheden for, at det reelt var en skivebremse, der havde forårsaget skaden, viste sig også dengang at være forsvindende lille.

 

Forud for dages løb har Sagan trænet på en cykel med skivebremser, men han ville ikke afsløre, hvorvidt han også kommer til at køre med dem i selve løbet.

 

”Jeg ved det ikke helt. Om to år vil det nok ikke være noget særligt - for det er helt sikkert en forbedring af cyklen. Men det er lidt ligesom med racerbiler - det er fint, hvis alle kører med keramiske bremser, men knapt så fint, hvis kun enkelte gør det. Så vi skal være sikker på, at alle bruger skivebremser, hvis nogen gør det. Men de er fremtiden, og det er ikke mit job at bestemme det,” lød det fra Sagan i et sjældent seriøst respons.

 

Men skivebremser eller ej - sæsonen går for alvor i gang i dag, og Sagan må forventes at spille en rolle i forhold til afgørelsen.

Foto: Feltet.dk

Lille dansk hold klar til World Cup

25.02. kl. 09:22 af Philip Tarning-Andersen.

Casper Pedersen og Julius Johansen repræsentanter Danmark ved World Cuppen i banecykling i Los Angeles.

I aften indledes sidste afdeling af World Cuppen i banecykling. Efter den fremragende indsats i Cali sidste weekend er det et mindre dansk hold, der er til start i Los Angeles.

 

Casper Pedersen og Julius Johansen var begge med til at sikre guld i holdforfølgelsesløb i Cali, men ved denne afdeling er holdforfølgelsesløb ikke på programmet. I stedet skal Casper Pedersen i nat dansk tid køre omnium, mens begge rytterne er til start i parløb natten mellem søndag og mandag.

 

”Vi vil gå efter at køre top-5 i parløbet. Kvalifikationen til VM i Hongkong i april er tæt på. Vores ryttere skal stort set bare undgå at styrte og udgå,” siger assisterende landstræner, Martin Lollesgaard, til DCU's hjemmeside. Danmark er nummer 11 på verdensranglisten i parløb, hvor de bedste 12 nationer efter World Cuppen får en direkte VM-billet.

 

Udover dette sætter Lollesgaard top-8 som ambition for Casper Pedersen i omnium. Danmark er nummer seks på verdensranglisten i omnium. Da de 24 bedste kvalificerer sig til VM, burde VM-billeten i den disciplin være sikker.

 

Er man tidligt oppe mandag morgen, kan parløbet og resten af søndagens konkurrencer følges på TV2 Sport mellem kl. 3 og 6.20. Parløbet med dansk deltagelse køres mellem 4.40 og 5.30.

Foto: A.S.O.

Optakt: Classic de l’Ardeche

24.02. kl. 21:06 af Emil Axelgaard.

Mens det meste af cykelverdenen har øjnene stift rettet mod den belgiske brosten og Abu Dhabis ørken, forbereder en anden gruppe af ryttere sig til de kommende etapeløb og Ardennerklassikerne i to franske endagesløb i weekenden. Classic de l’Arcdeche og Drome Classic giver rytterne en perfekt chance for at teste formen på kuperede ruter, der gør dem meget sammenlignelige med senere klassiker og giver nogle af favoritterne en chance for at vurdee formen forud for Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og Ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

 

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagesløb i weekenden. Lørdag afvikles den 16. udgave af Classic de l’Ardeche - indtil i år kendt som Classic Sud-Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge indeen starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

 

Tidligere var Classic de l’Ardeche et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første under på lavere niveau. Først i 2010 fik det dets nuværende 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012 er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed og fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de hold selskab af Orica-GreenEDGE, og sidste år var der endda hele seks WorldTour-hold til start. Desværre har løbene i høj grad betalt prisen for Abu Dhabi Tours nye placering på kalenderen, og derfor må man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r.

 

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med Ardennerklassikerne. Mens Classic de l’Ardeche ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. Sidste år ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man igen i år har foretaget flere ændringer, fremstår det nu som weekendens hårdeste løb.

 

Sidste år gjorde den nye, hårdere rute debut, og det endt med, at 19 mand skulle spurte om sejren. Her indledte Petr Vakoc en helt fantastisk uge, der gav ham sejre i begge weekends løb, ved at vinde foran Julen Simon og Olivier Pardini. Vakoc og hans Quick-Step-hold har valgt ikke at forsvare titlen, og heller ikke Pardini vil være til start. Det vil til gengæld en meget selvtillidsfuld Simon, der for under en uge siden vandt sidste etape af Tour du Haut-Var.

 

Ruten

Sidste år introducerede man en ny, hårdere rute, der på det tidspunkt ventedes at skulle være det fremtidige format for den relativt nye semiklassiker. Allerede i år har man imidlertid valgt at ændre ruten fuldstændigt igen, og det er således et helt nyt løb, der venter rytterne i den 16. udgave.

 

Som sidste år afvikles løbet med Guilherand-Granges som centrum, og igen består løbet hovedsageligt af en rundstrækning i det kuperede område sydvest for byen. Denne gang er der imidlertid tale om en større omgang, der skal tilbagelægges færre gange, men som til gengæld indeholder en længere stigning end den gamle rundstrækning, der havde færre og kortere bakker.

 

I alt skal rytterne tilbagelægge 200 km, og løbet indledes på Avenue Georges Clemenceau i byens centrum. Første del af løbet består af tre omgange på den 59,65 km lang rundstrækning, der udgør hovedparten af dagens udfordringer. Den består af en tur mod sydvest op ad den lange stigning Col de Leyrisse, der har top i 587 m højde. Herfra fortsætter det med at stige i yderligere et par kilometer, indtil toppen af Col de la Justice i 673 m højde nås. Herfra sætter man kursen mod øst ad en lang nedkørsel, inden man når den korte Col de Rotisson-stigning. Herfra går det mod nord og ned ad bakke, indtil man er tilbage i målområdet.

 

Efter afslutningen på tredje og sidste omgang, afsluttes løbet med én omgang på en kortere 29,9 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den består først af Coteaux du Cornas-stigningen, der har top med 17,3 km til mål. Herefter går det ned til bunden af den korte, stejle Cote du Val d’Enfer, hvis top kommer med bare 5,6 km til stregen. Herefter venter en kort nedkørsel og 2 flade kilometer mod slutningen. Der er flere sving i finalen, herunder et skarpt højresving bare få hundrede meter fra stregen.

 

 

 

Vejret

Det gode vejr, som har kendetegnet de franske løb, fortsætter. Lørdag byder på solskin, men det vil med en temperatur på 12 grader være relativt køligt. Der vil være en let til jævn vind fra nord, hvilket betyder, at der vil være sidemedvind på den store stigning på den store rundstrækning og modvind på nedkørslen. På den sidste rundstrækning vil der være modvind på første del, dernæst medvind og til sidste modvind på stykket frem mod sidste sving, hvorefter der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Classic de l’Ardeche er ikke et nemt løb at blive klog på. Netop som man troede, at man havde lært løbet at kende, gik arrangørerne i gang med at ændre formatet, og i de seneste to år er ruten blevet ændret. Det gør det svært at bruge de forskellige udgaver som sammenligningsgrundlag, og den nye rute til årets løb vil skabe stor usikkerhed om, hvad der kan forventes.

 

Grundlæggende er der ikke ændret på løbets struktur. En hård rundstrækning med flere stigning skal forceres flere gange, og derefter venter en flad finale. Dermed er der næppe tvivl om, at det igen er et løb for Ardennerspecialister, der samtidig har en god spurt. Det store spørgsmål er imidlertid, hvor hårde de nye stigninger er, og hvorvidt den nye rute er mere eller mindre selektiv end den foregående.

 

De tre nøglestigninger i løbet er mildt sagt ikke særligt velbeskrevne, hverken i de officielle papirer fra løbsarrangørerne eller i på diverse internetsider. Meldingerne fra arrangørerne er imidlertid, at den nye rute er hårdere end den foregående. Det er således også klart, at Col de la Justice er en længere stigning end dem, der udgjorde sidste års løb. Samtidig er der to relativt langt stigninger inden for de sidste 25 km, og det indikerer tydeligt, at der er tale om et hårdt løb, der med stor sandsynlighed vil være mere selektivt end det foregående.

 

Dermed kan vi igen forvente et udskilningsløb, og at det kun er de bedste klatrere, der vil være tilbage i finalen. De hårdere stigninger betyder, at mulighederne for de mindre spurtstærke ryttere er bedre end tidligere, og chancerne for en solosejr er bestemt til stede. På den anden side betyder den flade finale, at det bestemt ikke kan udelukkes, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, og derfor kan det være afgørende at være hurtig på stregen.

 

Umiddelbart har den meget formstærke Arthur Vichot alle forudsætninger for at vinde dette løb. Den franske mester vandt allerede GP Marseillaise i januar, og efter lidt sygdom vandt han sidste weekend Tour du Haut-Var samlet. Han hævdede ganske vist, at han ikke følte sig godt kørende, men han var stadig i stand til at spurte sig til en andenplads på bakken på 1. etape og at køre med de bedste klatrere på 2. etape. Der er således ingen tvivl om, at Vichot hører til blandt de mest formstærke klatrere i dette løb. Samtidig er han meget hurtig på stregen, som han specielt viste med sin suveræne sejr i Marseille. I hans nuværende form bliver han ikke nem at sætte på bakkerne, og blandt favoritterne er der ikke mange, der kan slå ham i en spurt. Dermed har han alle forudsætningerne for at vinde, og derfor er han vores favorit til sejren.

 

På den hårde 2. etape i Haut-Var blev Vichot i spurten besejret af Julien Simon. Det var lovende at se Cofidis-rytteren tilbage i form efter en skadesplaget sæson, og det er opløftende forud for et løb, der passer ham perfekt. På papiret er han marginalt hurtigere end Vichot i en spurt, men til gengæld tvivler vi på, at han er helt lige så holdbar. Der er en vis sandsynlighed for, at de lidt længere stigninger bliver for hårde, men med en stigende formkurve har Simon gode chancer for at hænge på. Sidder han med i finalen, vil han være den naturlige favorit i en spurt.

 

Ag2r har ubetinget det bedste hold, og blandt deres mange kort er det stærkeste nok Jan Bakelants. Belgieren blev sidste år nummer 2 i Drome Classic, og han er meget motiveret for at gøre det godt i en weekend, hvor begge løb passer ham. Blandt de deltagende er han måske den bedste mand i terræn som dette, og hvis nogen skal tage en solosejr, er han manden, der kan gøre det. Han har ikke kørt siden Cadel Evans’ løb, men har trænet godt i Italien. Han meldes i god form og skulle være klar til opgaven. Han er også relativt hurtig på stregen og kan han komme af med typer som Vichot og Simon, har han chancer, selvom han har selskab i finalen.

 

Jonathan Hivert har haft det svært i de senere år, men nu er formen der endelig. I sidste weekend sad han med de bedste på kongeetapen i Haut-Var, og i denne uge blev han nummer 3 på kongeetapen i Provence. Dermed er han klar til et løb, der burde passe ham helt perfekt. I den nuværende form er han sandsynligvis stærkere end Simon på stigningerne. Han er ikke helt lige så hurtig i en flad spurt, men han er bestemt ikke uden chancer for at besejre Vichot og Simon, hvis en lille gruppe skal afgøre det.

 

Romain Hardy er skiftet til Fortuneo-Vital Concept for at få lov at køre sin egen chance, og det er gået over al forventning. Også han har været med fremme i stort set alle løb, og specielt andenpladsen i Laigueglia viser, at han har, hvad der skal til for at vinde et løb som dette. Han er stærk på stigningerne, og han er hurtig nok til at slå alle favoritterne. Desværre har han en kedelig tendens til at blive slået i spurter, han egentlig burde vinde.

 

Hiverts holdkammerat Lilian Calmejane har været absolut flyvende hele året og er sammen med Bakelants manden med den største mulighed for at gøre en forskel på stigningerne. Talentet vandt Etoile de Besseges samlet, og efter at være styrtet i Laigueglia viste han igen i Haut-Var, at han er blandt de stærkeste i dette terræn. Han er ikke langsom på stregen, men han kan ikke matche folk som Vichot, Simon og Hivert. Til gengæld er han stærk nok til at gøre en forskel i finalen, og skulle han eksempelvis komme til mål med Bakelants, har han gode muligheder.

 

Den hurtigste af de ryttere, der realistisk set har en chance for at overleve stigningerne, er Samuel Dumoulin. Er den klejne franskmand med til stregen, har vi svært ved at forestille os, at han bliver slået. Stigningerne her er imidlertid nok en anelse for lange, og det bliver svært for ham at følge de allerbedste. Det kan bestemt lade sig gøre, men da han ikke kunne følge med på kongeetapen i Haut-Var, taler oddsene imod ham.

 

Ag2r har som sagt det stærkeste hold. Ud over Bakelants og Dumoulin har de Pierre Latour, der er deres allerbedste klatrer. Han er imidlertid ikke så hurtig på stregen som de øvrige favoritter og får sværere ved at vinde. Til gengæld kan han vise sig som stærkeste mand og udnytte holdets overtal til at køre alene hjem.

 

Normalt ville løbet være skræddersyet til Francesco Gavazzi, men der synes at være noget galt med italieneren. Han blev sat på kongeetapen i Haut-Var, og han var helt væk på sidste dag i La Provence. Inden da var han ganske godt kørende, så det kan ikke udelukkes, at han kan genfinde formen. Kan han det, vil han være en af de helt store favoritter i en spurt i en lille gruppe.

 

Det samme vil Simone Ponzi, der viste stigende form i Tour of Oman. Desværre frygte vi lidt, at dette løb bliver en anelse for hårdt for italieneren, der endnu ikke er på 100%. Sidder han med til stregen, er han imidlertid manden, der kan slå en mand som Dumoulin.

 

Det var opløftende at se Mattia Cattaneo vinde kongeetapen i Provence. Han er endelig tilbage i form, og dermed bør han også være blandt de stærkeste i dette løb. Desværre er han ikke hurtig i en spurt, og han skal således alene hjem, hvis han vil vinde. Det kan blive svært, fordi han ikke længere får den frihed til at overraske, som han fik i Provence.

 

Den talentfulde Bastien Duculty har vist, at han er skabt til disse løb. Den unge Roubaix-rytter kan både klatre og spurte, og dermed er dette løb skræddersyet til ham. Han mangler nok rutinen til at vinde, men han kan bestemt levere en overraskelse.

 

Endelig vil vi pege på Julien El Fares og Nicolas Edet, der begge er af samme støbning. De har for nylig vist, senest i Provence, at de er blandt de allerbedste i dette terræn. De er også relativt hurtige, men de har ikke mange chancer i en større gruppe. Derfor skal de af med de fleste af rivalerne, hvis de skal have en chance for at vinde.

 

***** Arthur Vichot

**** Julien Simon, Jan Bakelants

*** Jonathan Hivert, Romain Hardy, Lilian Calmejane

** Samuel Dumoulin, Pierre Latour, Francesco Gavazzi, Simone Ponzi, Mattia Cattaneo, Bastien Duculty, Julien El Fares, Nicolas EdeT

* Matteo Montaguti, Arnold Jeannesson, Anthony Maldonado, Sebastien Delfosse, Dimitri Peyskens, Michel Kreder, Mikael Cherel, Jaime Roson, Guillaume Martin, Quentin Pacher, Marco Frapporti, Eduardo Sepulveda, David Gaudu

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Foto: Tinkoff

Optakt: Omloop Het Nieuwsblad

24.02. kl. 21:04 af Emil Axelgaard.

Cykelsæsonen har ganske vist været i gang i mere end en måned, men for mange fans er den ikke reelt undervejs, før rytterne har ramt de belgiske brosten og de stejle hellingen for første gang i den belgiske åbningsweekend. Omloop Het Nieuwsblad markerer starten på de historiskee løb i Europa og den belgiske klassikersæson, en helt unik del af løbskalenderen, hvor rytterne tilbringer lidt mere end en måned med at køre op og ned af de mest legendariske og mest velkendte veje i cykelverdenen igen og igen. Som en slags miniatureudgave af Flandern Rundt er årets første store semiklassiker et løb for de stærke overlevere, hvor kun de sande brostensspecialister excellerer, og det er løb som enhver klassikerrytter drømmer om at have på sin sejrsliste.

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtillid, er det imidlertid alt sammen blot opvarmning og forberedelse til de store begivenheder senere på året.

 

Det hele ændrer sig med et slag denne weekend, når den professionelle cykelkalender træder ind i sin nlste faste med den belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

 

Det sker på lørdag, når Omloop Het Nieuwsblad indleder kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at score resultater. For etapeløbsrytterne bliver det alvor under Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for de fleste er de første vigtige mål på sæsonn, mens klassikerrytterne har sat kryds ved lørdag som den første afgørende dato i 2017. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, bliver det nu rigtigt alvor.

 

Omloop Het Nieuwsblad er ikke bare starten på den seriøse del af den europæiske sæson, det er også indledningen på en helt unik del af den internationale kalender: den belgiske klassikersæson. I løbet af den næste halvanden måned vil den rytterne køre adskillige meget prestigiøse løb i et ganske lille hjørne af Europa, hvor de samme veje og de samme stigninger bliver benyttet igen og igen. Af en eller anden grund bliver disse veje sjældent benyttet resten af året, men i de næste 40 dage vil de være rammen om gentagne slag i en af de mest spændingsmættede dele af sæsonen.

 

De mange løb har alle en helt unik natur. I Flandern er der ingen store bjerge eller enkeltstarter. I stedet er løbene kendetegnet af de legendariske hellingen - korte, stejle stigninger, der ofte er belagt med brosten - paveer, vind, regn og en brutal positionskamp. I disse løb er der ikke plads til folk som Chris Froome, Nairo Quintana eller Alberto Contador. Dette er legepladsen for de stærke drenge som Alexander Kristoff, John Degenkolb, Tom Boonen, Sep Vanmarcke, Greg Van Avermaet og Peter Sagan.

 

Omloop Het Nieuwsblad har den store ære af at starte det hele og udgør i forening med Kuurne-Bruxelles-Kuurne den traditionelle åbningsweekend. Kombinationen er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byde på brosten og helleingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to feltet. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

 

Kuurne er en af de få klassikere, som en sprinter realistisk kan sætte sig som mål, men Omloop Het Nieuwsblad er af en helt anden art. Som E3 Prijs Harelbeke - og i mindre omfang Dwars door Vlaanderen - er det som et mini Flander Rundt. I disse løb gøres forskellen på de mange hellingen og brosten samt af det ofte dårlige vejr, og det hele ender som et sandt udskilningsløb og en kamp på overlevelse. Til sidst er kun de stærkeste tilbage.

 

Omloop er ikke så hårdt som E3 og Flandern Rundt, men to faktorer gør, at det ofte er lige så selektivt. Først of fremmest betyder kalenderplaceringen, at der er brug for færre udfordringer for at skabe udskilning, end der er i april, hvor alle er på det maksimale af deres ydeevne. For det andet er vejrforholdene ofte meget værre på denne tid af året, og det har givet anledning til legendariske slag i løbet af den lange historie. Hvis vejret er forårsagtigt, er de sidste udfordringer så langt fra mål, at større grupper har afgjort løbet, senest i 2009 hvor Thor Hushovd tog sejren. Det hører imidlertid til sjældenhederne, da højst tre ryttere er sluttet i samme tid i de seneste syv udgaver.

 

Løbet, der tidligere var kendt som Omloop Het Volk, blev første gang afviklet i 1945 - samme år som Kuurne-Bruxelles-Kuurne gjorde sit indtog på kalenderen - og siden da har det startet den belgiske sæson. Grundet kalenderplaceringen har vejret ofte spillet en afgørende rolle, og løbet blev helt aflyst i 1986 og 2004 på grund af sne. I 2013 blev det afviklet som planlagt, men forværret vejr betød, at andendagsgildet i Kuurne måtte droppes. De fleste af de største belgiske klassikerryttere har vundet løbet mindst en gang, og navne som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Johan Museeuw og Peter Van Petegem er alle at finde på listen over vindere. Ikke overraskende har det altid været domineret af belgiere, og hvis man ser bort fra Seamus McGraths sejr i 1959, var vinderen fra enten Belgien eller Holland, indtil Andreas Kappes brød dominansen i 1991. Ganske bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at det er det eneste større flamske løb, som Tom Boonen aldrig har vundet.

 

Løbet har i mange år været at betragte som et af de største endagesløb, men af uvisse årsager har det aldrig været en del af de fineste løbsserier, World Cuppen, ProTouren eller WorldTouren. Det bliver der imidlertid ændret på i år, hvor det kun var helt naturligt, at det var blandt de mange nye løb, der blev en del af den nye, udvidede WorldTour. Det har gjort det muligt at øge kvoten af WorldTour-hold, og da kun Movistar, UAE Abu Dhabi og - ganske overraskende - Dimension Data, bliver der tale om det stærkeste felt i nyere tid.

 

Sidste års udgave udviklede sig et dramatisk slag, hvor Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot og Luke Rowe viste sig som de stærkeste. De samlede undervejs Alexis Gougeard op fra det tidligere udbrud, og kvintetten endte med at spurte om sejren. Her viste Van Avermaet sig overraskende som den stærkeste, da han slog favoritten Sagan og Benoot på den stigende opløbsstrækning i Gent, men Jens Debusschere vandt feltets spurt bare 9 sekunder senere på en dag, hvor brostensgiganterne fra Etixx-QuickStep ikke havde én eneste rytter i top 10. Van Avermaet vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Sagan og Benoot, der begge håber på at ende højere på podiet, end de gjorde for 12 måneder siden.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.

 

Ruten

Omloop Het Nieuwsblad er en sand flask klassiker, da den er designet på samme måde som de fleste af de belgiske endagesløb. Rutekortet er en yderst kompliceret affære, hvor rytterne snor sig frem og tilbage i et lille område i De Flamske Ardenner, kører på kryds og tværs og bruger de samme veje igen og igen. Alle de berømte hellingen fra Flandern Rundt findes på dette lille areal, og det er let for arrangørerne at ændre ruten fra år til år ved at variere hvilke stigninger, der besøges fra år til år.

 

Dette er mønstret for de ruter, der anvendes i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt, og derfor r det ikke overraskende, at disse tre løb deler mange af de samme karakteristika med Omloop Het Nieuwsblad. Løbene starter alle med en lang, flad del, inden man rammer rækken af hellingen og brostensstykker i løbets anden halvdel. Det er her, udskilningen foregår, inden løbene slutter med endnu en flad strækning. Hvad der adskiller løbene er distancen og start- og målbyerne, og det er disse forhold, der i sidste ende afgør de enkelte løbs sværhedsgrad.

 

Omloop Het Nieuwsblad har som regel haft Gent som sit centrum, og løbet både startede og sluttede der fra 1945 til 1995. Fra 1996 til 2007 flyttede man målet til den nærliggende by Lokeren, men 2008 har løbet været tilbage, hvor det rettelig hører til: i Gent, hvor man er sluttet på den stigende opløbsstrækning på Charles de Kerchovelaan foran Citadelparken. Da Gent ligger lidt længere væk fra stigningerne end Oudenaarde, der er målby for Flandern Rundt, ender åbningsløbet med en længere flad strækning end det største flamske løb, og i dette løb er det derfor rækken af flade paveer i finalen, der typisk skaber den afgørende udskilning.

 

Ruten varierer som sagt en anelse fra år til år, og igen i år har arrangørerne lavet et par twists. Med sine 198,3 km er distancen ikke langt fra sidste års 200,8 km, og antallet af hellingen er fortsat 13, mens antallet af flade paveer uforandret er 10. En lille modifikation først på løbet forklarer den lidt kortere distance, men derudover er ruten stort set den samme. Det gælder således for de 12 første af de 13 stigninger samt de 10 paveer, men der er foretaget én helt afgørende ændring. Løbets traditionelt afgørende stigning, Molenberg, måtte sidste år tages ud af løbet på grund af vejarbejde og blev i stedet erstattet af Boembeke. I år er Molenberg tilbage, og da den klassiske finale med de tre flade paveer efter sidste stigning bibeholdes, har vi igen den finale, der kendes fra tidligere. Eneste lille ændring i forhold til den klassiske rute er, at man igen i år slutter på Emile Clauslaan, der er en kortere, bredere og stejlere opløbsstrækning end Charles de Kerchovelaan. Derudover er det værd at bemærke, at man siden 2014 har været over den berømte Mur i Geraardsbergen, men da den kommer meget tidligt på ruten, spiller den slet ikke den rolle, den tidligere gjorde i Flandern Rundt.

 

Som vanligt starter løbet i Gent, mens den officielle start gives i den nærliggende by Merelbeke. Herfra bevæger man sig ad flade veje hovedsageligt mod syd og nærmer sig gradvist De Flamske Ardenner. Løbet divergerer en anelse fra den direkte rute for at gøre denne del en anelse længere, men med mindre det blæser, er det eneste formål med denne flade sektion at trætte benene og at få etableret det tidlige udbrud.

 

Løbet bliver gradvist mere nervøst, når vi nærmer os stigningerne, og farten bliver stille og roligt øget. Vejene i de belgiske klassikere er kendt for at være smalle og snoede, og positionering forud for stigningerne er nøglen til succes. Fra det øjeblik, hvor den første stigning rammes, er det en konstant kamp for at være blandt de forreste, og derfor reduceres afstanden til udbruddet nærmest pr. automatik.

 

Det bliver alvor efter 51 km, når man rammer den berømte pave, Haaghoek, som skal besøges adskillige gange på ruten. I løbet af de næste 15 km skal rytterne derefter over kendte stigninger som Leberg, Berendries, Tenbosse og Eikenmolen med kort afstand imellem bakkerne, men de tjener primært som opvarmning. Sidste år blev de to sidste stigninger tilføjet, og det har givet mindre tid til at komme sig i denne fase. Efter 81 km får feltet dernæst chancen for igen at bestige Muren, men selvom den spiller en væsentlig rolle i cykelhistorien er den her en parentes. 17 km senere gælder det Valkenberg, og derefter følger forplejningzonen.

 

Rytterne tager nu hul på den anden del af ruten, og den starter ganske let. Først gælder det anden passage af Haaghoek med 81 km til mål. Lidt efter rammes Kaperij-stigningen, der imidlertid heller ikke giver anledning til drama. Kort efter starter finalen imidlertid, og herfra er det vigtigt at være i front konstant, og der er ikke længere mulighed for at komme sig.

 

Farten øges dramatisk, og afstanden til udbruddet vil smuldre, når feltet blæser frem mod Kruisberg, der kommer med 69 km igen. De største favoritter vil nu være fremme, men det er som regel for tidligt for de største stjerner at spille ud. Derimod ser man i denne fase ofte mindre etablerede navne forsøge sig fra distancen, og herfra er løbet ofte meget aggressivt med adskillige angreb.

 

Den virkelige finale starter med 59 km til mål, når feltet rammer den korte, stejle og brostensbelagte Taaienberg, en af de mest frygtede hellingen i De Flamske Ardenner. Faktisk har scenariet i mange år været helt forudsigeligt, da det samme har gentaget sig år efter år. Tom Boonen har to steder, hvor han traditionelt har testet formen først på sæsonen: i Tour of Qatar og når Taaienberg rammes i Omloop Het Nieuwsblad. Indtil for få år siden var der garanti for, at Boonen var første mand på stigningen, og at han med en voldsom acceleration skabte den første udskilning. I de senere år har andre overtaget denne rolle, men det har ikke ændret på, at der her løbet for alvor er gået i gang.

 

På toppen er der som regel dannet en lille gruppe af favoritter, og afhængig af sammensætningen kan den afgørende selektion være blevet lavet. Grundet manglende samarbejde sker der imidlertid ofte en regruppering, men fra nu af er døren åben for angreb, da de fleste ryttere er i den røde zone.

 

Angreb flyver herefter i begge sider af vejen, og det er som regel blot et spørgsmål om tid, inden det tidlige udbrud er hentet af den decimerede favoritgruppe. I disse løb kan deltagelse i det tidlige udbrud imidlertid ofte være en billet til finalen, da man ofte først bliver hentet, når den afgørende udskilning er sket. Det viste Alexis Gougeard eksempelvis sidste år, hvor han sikrede sig en femteplads.

 

Taaienberg er den første af en række stigninger, der udgøres af tre bakker i løbet af mindre end 10 km. Dernæst gælder det Eikenberg og Wolvenberg med henholdsvis 54 og 51 km til mål. Wolvenberg fører direkte til en serie af tre paveer bestående af Ruiterstraat, Karel Martelstraat og Holleweg, og med 44 km igen er det tid til tredje og sidste passage af Haaghoek. På dette tidspunkt er der som regel skabt en lille favoritgruppe, der bliver mindre og mindre, og da hjælperyttere er en mangelvare, er løbet som regel svært at kontrollere. De afgørende angreb kommer ikke nødvendigvis på stigningerne, da hold som Quick-Step ofte sidder i overtal og kan drage fordel af deres numeriske styrke til at sende ryttere i forvejen.

 

Haaghoek efterfølges af de to sidste hellingen, Leberg og Molenberg, der kommer med henholdsvis 41 og 35 km til mål. Mens førstnævnte er en relativt nem stigning, er sidstnævnte løbets helt afgørende udfordring. Den korte, stejle, brostensbelagte Molenberg hører til blandt de allersværeste stigninger i løbet, og det er ofte her de allerstærkeste skiller sig ud.

 

Hvad der har overlevet Molenberg skal nu forsøge at samarbejde om at holde et ofte stærkt decimeret felt bag sig i de sidste flade 35 km, der bringer rytterne nordpå tilbage til Gent. Samtidig er det vigtigt at finde det rette tidspunkt til at iværksætte en afgørende offensiv, og der er tre perfekte muligheder for at komme med et sent angreb. Det drejer sig om de tre brostensstykker, Paddestraat, Lippenhovestraat og Lange Munte, der kommer med henholdsvis 30, 27 og 20 km til mål. Sidstnævnte var eksempelvis scenen for Stijn Vandenberghs afgørende angreb for fire år siden, mens Sep Vanmarcke året inden angreb på alle tre sektioner, indtil kun han selv, Tom Boonen og Juan Antonio Flecha var tilbage. I 2014 kom det afgørende angreb efter brostenene og i 2015 var den afgørende gruppe etableret allerede inden Molenberg. Sidste år kørte Sagan, Van Avermaet, Rowe og Benoot allerede væk på Taaienberg og endte med at spurte oms sejren.

 

Efter passagen af Lange Munte er det flad asfaltsvej hele vejen tilbage til Gent, og på dette tidspunkt er det som regel kun de stærkeste, der er tilbage. Herfra er det et spørgsmål om at holde diverse forfølgere bag sig og samtidig finde en vej til at slå de stærkeste afsluttere. Oftest afgøres det imidlertid i en spurt i en gruppe på en håndfuld af de stærkeste. I finalen er der ingen væsentlige tekniske udfordringer, idet rytterne følger en lang, let snoet vej i adskillige kilometer i finalen, indtil der kommer et skarp højresving med bare 200 m til mål. De sidste 500 m stiger med 3-4%.

 

 

 

Vejret

Enhver forårsklassiker kan ændre karakter på grund af vejret, og specielt Omloop Het Nieuwsblad er grundet kalenderplaceringen meget bestemt af de klimatiske forhold. Blæst, kulde og regn giver et hårdt selektivt løb, mens forårsagtige forhold giver mindre udskilning. Samtidig er vindretningen på det sidste flade stykke tilbage til Gent altid af afgørende betydning.

 

Det ser ud til at 2017-udgaven bliver relativt mild. Dagen starter overskyet, men solen kan kigge frem sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at nå 10 grader. Der er ingen reel risiko for regn.

 

Til gengæld bliver det ganske blæsende med en frisk vind fra sydvest. Det giver modvind i første del af løbet og masser af sidevind i den kuperede zone. Der vil være medvind på Molenberg, hvorefter der følger et stykke med sidemedvind på Paddestraat og Lippenhovestraat. Der vil dernæst være sidemodvind på Lange Munte, hvorefter der vil være medvind i de sidste 20 flade kilometer.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.
 

Favoritterne

Omloop Het Nieuwsblad er på mange måder en sjov størrelse. Selvom dets format giver mindelser om hårde, selektive løb som E3 Harelbeke og Flandern Rundt, og det grundlæggende er et løb af samme type, bliver man altid overrasket over, hvor selektivt det er. I åbningsklassikeren er der således færre stigninger end i de store løb senere på sæsonen, og de sidste udfordringer kommer længere fra mål. Almindelig logik tilsiger derfor, at der brude være en relativt stor sandsynlighed for en afsluttende regruppering, og at stærke sprintere vil have en rimelig chance.

 

Trods rutens på papiret begrænsede hårdhed udvikler løbet sig altid meget selektivt, og som sagt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en situation, hvor en større gruppe spurtede om sejren. Siden da har der aldrig været mere end en håndfuld ryttere tilbage, når løbet har skullet afgøres i Gent, og det siger en del om betydningen af dets kalenderplacering. På denne tid af året skal der ganske enkelt færre stigninger og brosten til for at skabe den nødvendige udskilning, men endnu vigtigere er det, at vejret i februar spiller en afgørende rolle. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste større brostensløb, Tom Boonen aldrig har vundet, idet det er en slet skjult hemmelighed, at den ellers så stærke belgier har det vanskeligt med kulde.

 

Sidste år var vi ganske tæt på at få en spurt i en større gruppe, men de fem forreste holdt akkurat feltet bag sig. At vi var tæt på en mindre selektiv udgave, skyldtes i høj grad to forhold. For det første havde Quick-Step, der altid er det mandskabsmæssigt stærkeste, misset den afgørende udskilning, og derfor var der masser af muskelkraft til at organisere jagten i det første store felt. For det andet var Molenberg ikke på programmet, og den noget nemmere Boembekeberg kunne slet ikke gøre det ud for den sædvanligvis afgørende stigning.

 

I 2017 synes det igen sandsynligt, at vi får et hårdt, selektivt løb, hvor kun de stærkeste vil være tilbage til sidst. Først og fremmest er Molenberg igen på programmet, og det giver klassikerspecialisterne en mulighed for at skabe udskilning meget tættere på mål. Dernæst er vejrforholdene vanskelige. Det vil ganske vist ikke være specielt koldt, men den hårde sidevind i den kuperede zone vil utvivlsomt bidrage til at gøre løbet hårdt og skille fårene fra bukkene. Dertil kommer, at der hovedsageligt vil være medvind på stykket tilbage til Gent, og det øger chancen for, at en lille gruppe kan holde det jagtende felt bag sig.

 

Endelig har Quick-Step i år lagt en anden taktik end vanligt. Efter et skuffende 2016 har de erkendt, at de ikke længere har de største favoritter til at vinde de flamske klassikere. Derfor har manager Patrick Lefevere meldt ud, at det er slut med den tid, hvor det belgiske hold automatisk tager kontrol over løbet. I stedet vil man køre offensivt og forsøge at benytte den ventede overtalssituation. Det betyder, at man vil være tilfreds, hvis man har en outsider med i front, og man vil ikke spille alle pengene på én hest. Dermed er det mindre sandsynligt, at der vil være kræfter nok til at jagte de stærkeste, når de efter Taaienberg eller Molenberg sandsynligvis er kørt fra.

 

I lyset af ovenstående forventer vi et hårdt løb for de sande klassikerspecialister. Det er imidlertid altid en delikat affære at skulle udpege de mest formstærke ryttere til Omloop Het Nieuwsblad. Ganske vist har de fleste af favoritterne alle kørt løb for nylig, men Omloop er noget helt andet end Tour of Oman og Volta ao Algarve. Det siger således intet om Tom Boonens styrke på Taaienberg, at han smider 20 minutter på en stigning i Oman, og man kan ikke aflæse meget af, hvordan Sep Vanmarcke begår sig på en bjergetape i Algarve. Løbene kan bruges til at forudsige, hvem der med sikkerhed er i form, men de siger meget lidt om, hvem der vil skuffe, når man rammer brostenene.

 

Den eneste af de store favoritter, der ikke har kørt løb i februar, er Peter Sagan. Det kunne tilsige, at verdensmesteren ikke er på toppen, men det vil sandsynligvis være en fejlkonklusion. Sagan har således fulgt nøjagtig samme formel som sidste år, hvor han efter et tidligt løb i januar, har tilbragt februar på højdetræningslejr i Sierra Nevada. Den model brugte han for første gang i 2016, og den fungerede aldeles upåklageligt. Således var Sagan blandt de stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, og det var kun en kikset spurt, der forhindrede ham i at sikre sig sejren i hans første deltagelse siden 2010.

 

Vi har med andre ord ingen grund til at tro, at Sagan ikke møder op i ganske god form, og det gør ham til vores favorit til at vinde. Ingen er stærkere end verdensmesteren på korte stejle stigninger, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke Sagan er at finde i den gruppe, der etableres efter Molenberg. Det er samtidig vanskeligt at forestille sig, at han ikke vil være den hurtigste - vi tvivler på, at Tom Boonen og Alexander Kristoff har det rette punch til at gøre sig gældende med de allerbedste - og det giver naturligt Sagan de bedste kort på hånden.

 

Sagans store problem er naturligvis, at hans hold er relativt svagt, og at han med stor sandsynlighed vil være isoleret relativt tidligt. I den sammenhæng kan sidste års nederlag imidlertid vise sig som en fordel. Specielt Greg Van Avermaet vil være overbevist om, at han kan slå Sagan i en spurt, og da slovakken også blev slået af Michal Kwiatkowski i en lignende spurtafgørelse i E3 Harelbeke, vil der være flere, der tror på, at de kan gøre det færdigt på stregen. I en spurt op ad bakke vil Sagan imidlertid på papiret være hurtigere end alle andre end Alexander Kristoff, og han vil derfor være den naturlige favorit. Historien viser, at han sagtens kan blive slået i disse opgør, men hans fejlprocent synes at være kraftigt aftagende. Sagan er nu langt mere moden og velovervejet, end han var for blot få år siden, og han bliver således vanskeligere og vanskeligere at slå. Derfor tror vi på, at slovakken vinder årets første klassiker på lørdag.

 

Hans største rival må naturligt være Greg Van Avermaet. Belgieren har efterhånden udviklet et helt specielt forhold til Sagan, og parret har efterhånden været nummer 1 og 2 i utallige løb. Efter i mange år at have været den evige toer har Van Avermaet i de senere år taget det sidste skridt op og tilhører nu den absolutte elite på stejle brostensbakker. Dertil kommer, at han er blevet hurtigere og mere selvsikker i spurtafgørelser, og han vinder nu langt flere spurter end tidligere.

 

Van Avermaets problem er, at han brækkede anklen i november, og derfor ikke har haft samme forberedelse som tidligere. I Oman var det tydeligt, at han ikke var på samme niveau som for 12 måneder siden, og vi er denne gang ikke overbeviste om, at han faktisk vil figurere i finalen. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke vil gøre det, og det er vanskeligt ikke at betragte ham som Sagans største konkurrent i en spurt. Ganske vist er Sagan på papiret klart den hurtigste, men Van Avermaet har slået sin rival adskillige gange i lignende finaler. Det lykkedes i dette løb i 2016, i Touren 2015, i Tirreno-Adriatico i 2016 og senest i GP Montreal. Efter et hårdt løb er styrkeforholdet mellem de to mere lige, specielt i en hård spurt som denne. Van Avermaet ved, at han kan vinde over Sagan, og han vil derfor have den nødvendige kølighed til at tro på sin spurt. Det kan være nok til at sikre ham endnu en sejr.

 

Når det kommer til muskelkraft på en brostensbelagt stigning, er Sep Vanmarcke sandsynligvis feltets allerstærkeste rytter. Mens Sagan er den bedste på korte, stejle asfaltstigninger, synes ingen at have Vanmarckes punch, når det gælder brosten. Han fandt aldrig sit højeste niveau i 2016, men alligevel var han vel den mest stabile rytter i brostenssæsonen, og han var i top 4 i de tre største brostensklassikere.

 

Dertil skal lægges, at Vanmarcke historisk altid har været den stærkeste i åbningsweekenden. En kombination af uheld og en imponerende evne til at ødsle med kræfterne har gjort, at han kun har vundet Omloop en enkelt gang, men i de fleste udgaver har han været skræmmende stærk. Sidste år valgte han at skippe åbningsweekenden for at være mere frisk til de større opgaver, men i år er han tilbage. Han vil givetvis igen forsøge at holde lidt igen med formopbygningen, men hans fine enkeltstart i Algarve indikerer, at han er, hvor han skal være. Han er hurtig i en spurt, og selvom han får svært ved at slå Sagan og Van Avermaet er det bestemt ikke umuligt i en finale som denne. Er der en, der har styrken til at tage en solosejr, er det samtidig med stor sandsynlighed Cannondale-kaptajnen.

 

Tiesj Benoot markerede sig med en fuldstændig unik femteplads i sit første Flandern Rundt som fremtidens helt store stjerne på brostenene. Han tabte lidt anseelse i den belgiske presse i 2016, hvor skader ødelagde hans klassikersæson, men det betyder ikke, at Benoot har tabt talentet. Tværtimod har han i år været absolut flyvende. End ikke Alejandro Valverde kunne sætte ham på stigningerne på Mallorca, og efter en dårlig dag på Alto da Foia sluttede han som nummer 3 på kongeetapen i Algarve, hvor Alto do Malhao normalt burde have været for hård for supertalentet. Det siger alt om, hvor meget bedre Benoot er blevet i de sidste 12 måneder, og han er muligvis feltets mest formstærke rytter. Hvis man dertil lægger, at han sidste år blev nummer 3 i løbet, bør han være meget tæt på sejren med sit nuværende høje niveau. Vi har således ikke megen tvivl om, at Benoot vil være blandt de allerstærkeste, men den store udfordring bliver naturligvis at omsætte det til sejr. Han er ganske vist hurtig i en spurt, men mange af de øvrige favoritter er hurtigere. Med hans nuværende styrke er intet imidlertid umuligt i en finale, hvor alle er på grænsen, og en solosejr er bestemt også inden for rækkevidde.

 

Trek stiller til start uden John Degenkolb, og det giver Jasper Stuyven mulighed for at være enerådende kaptajn. Sidste år var han flyvende i åbningsweekenden, hvor kun uheld satte ham ud af spillet i Omloop, inden han med en imponerende præstation satte alle til vægs i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Hans klatrepræstationer i Algarve må have fået mange til at spærre øjnene op, og det tyder på, at han igen i år er i storform. Samtidig må man formode, at et års erfaring har gjort ham endnu stærkere, og han bør derfor være at finde i den absolutte finale. Ganske vist er der hurtigere folk i en spurt, men en mand, der har vundet en reduceret massespurt i Vueltaen og for nylig sluttede som nummer fem i en stigende massespurt i Algarve, selvom han kørte lead-out for Degenkolb, kan naturligvis også vinde en spurt på en bakke i Gent. Selv hvis en større gruppe skal afgøre det mellem sig, har en yderst formstærk Stuyven en stor chance.

 

Det er som sagt aldrig lykkedes Tom Boonen at vinde denne klassiker, og belgieren har også indrømmet, at det i år kan blive kompliceret for ham i de flamske klassikere. Således har han ikke længere den fornødne eksplosivitet til at følge folk som Sagan og Van Avermaet på de stejleste hellingen. Det giver imidlertid den paradoksale situation, at Omloop Het Nieuwsblad sandsynligvis er det flamske løb, han har størst chance for at vinde. Således har der i flere måneder gået rygter om, hvor velforberedt og tynd Boonen er, og da hans karriere slutter den 9. april, er der ingen tvivl om, at han formmæssigt er længere fremme end de bedste ryttere på stigningerne. Det giver ham en betydeligt større chance for at hænge på end i de større løb senere på foråret. Dertil skal lægges, at Boonen i en spurt efter et hårdt løb er hurtigere end næsten alle, og blandt de helt store favoritter, er han manden med de største chancer for at få ram på Sagan i finalen. Modsat mange andre vil han også være en af de allerstørste favoritter, hvis en større gruppe skal spurte om sejren, og det giver Boonen ganske gode kort på hånden.

 

Boonen er naturligvis ikke det eneste kort, Quick-Step kan spille. Også Zdenek Stybar har meget gode kort på hånden. Tjekken ramte ganske vist ikke topformen i 2016, men han viste i 2015, at han er blandt de allerbedste på brostensbelagte stigninger. Hans præstationer i Algarve, hvor han på Alto do Foia splittede feltet til atomer, viser med al tydelighed, at hans form er på allerhøjeste niveau. Samtidig har han den store fordel, at Quick-Step kan drage fordel af deres overtal. Enten vil der være flere folk fra det belgiske hold i den afgørende gruppe efter Molenberg, eller også vil Stybar kunne spille Boonen-kortet og nægte at føre. Det giver ham en taktisk overhånd, som den stærke og snu tjekke utvivlsomt kan udnytte. At han samtidig er hurtig i en spurt op ad bakke er bestemt heller ingen ulempe.

 

Arnaud Demare har i mange år banket på døren til det store gennembrud på brostenene, men i år synes han endelig at være klar til at tage det store skridt. Lige siden han fik Kristoff til at ligne en juniorsprinter i Etoile de Besseges har han været absolut flyvende. I Algarve kunne han meget vel have vundet spurten mod hele verdenseliten på 4. etape, hvis han havde været blot en anelse bedre placeret, og hans 6. plads på enkeltstarten vidner om helt ekstraordinær god form. Det fik Sep Vanmarcke til at bemærke, at franskmanden så meget stærk ud, og mange må have noteret sig, at Demare vel næppe før er set bedre. Om han er stærk nok i positionskampen eller på stigningerne til at sidde med de bedste, er nok tvivlsomt, men skal en større gruppe spurte om sejren, er Demare vores klare favorit.

 

En anden rytter, der imponerede i Algarve, er Lars Boom. Således kørte hollænderen sin bedste enkeltstart i flere år, og det tyder på, at han er klar. Han har i mange år været en af de allerbedste på brostenene, men uheld har i høj grad forhindret ham i at opnå et bedre resultat. Han er ganske vist mere skabt til de flamske klassikere end til Paris-Roubaix, men det ser ud til, at en intensiv cykelcrosssæson har givet ham en fordel på denne tid af året. Hans problem er manglen på holdstøtte, og at han får det svært mod de fleste i en spurt (selvom han ikke er langsom), men da han betragtes lidt som en outsider, kan han måske udnytte sin store styrke på de flade brostensstykker i finalen til at gøre en forskel.

 

2017 er året, hvor Oliver Naesen endelig skal bekræfte sit helt enorme potentiale i klassikerne. Sidste forår endte som lidt af en skuffelse, men i efteråret viste han den enorme rækkevidde af hans talent. Han vandt således GP Plouay med en imponerende præstation i finalen, og han var stærkeste mand i Eneco Tour, hvor alle de store klassikerspecialister ellers var samlet. Han har haft en relativt anonym sæsonstart, men han viste i Oman, at han er kørende. Da han samtidig reelt slog Dylan Groenewegen i en spurt i sidste års Tour de l’Eurometropole (hollænderen burde retteligt være blevet deklasseret), har han samtidig vist, at han ikke behøver at frygte nogen i en spurt efter et hårdt løb.

 

Sky har flere kort at spille, men det bedste er sandsynligvis Luke Rowe. Allerede sidste år var briten en af de fire stærkeste i dette løb, og siden da er han kun blevet bedre. Således var han nærmest skræmmende stærk i Herald Sun Tour, hvor han blandt andet vandt en hård etape med et solofremstød, og vi vil derfor blive meget overraskede, hvis ikke også han er at finde i den absolutte finale. Hans store problem er, at han ikke længere er så hurtig, som han engang var. Tidligere har han vundet massespurter, men nu om dage er han sjældent fremme i spurter selv i små grupper. Det ændrer imidlertid ikke på, at han efter et hårdt løb stadig kan vinde på rå muskelkraft.

 

På papiret er Alexander Kristoff naturligvis altid en af favoritterne, men nordmanden skuffer altid. Således minder han hvert år om, at han aldrig er god i Omloop, og selvom han hvert år alligevel tildeles store sejrschancer, er han aldrig med fremme i den belgiske klassiker. Kristoff mangler ganske vist eksplosiviteten til at følge de bedste på stigningerne, og derfor er det kun i det meget længere Flandern Rundt, hvor hans store dieselmotor kommer til sin rette, at han kan begå sig i et hårdt, flamsk løb. Det betyder ikke, at en formstærk Kristoff ikke kan vinde, men det kræver, at en større gruppe skal spurte om sejren. I det tilfælde vil han sammen med Demare være den store favorit, idet han praktisk talt er umulig at slå i en spurt efter et hårdt løb.

 

Daniel Oss var en af de allerbedste på brostenene i 2015, men 2016-sæsonen blev lidt af en skuffelse. I år synes han imidlertid at være i fremragende form. Vi var dybt imponerede over klatrepræstationerne i Oman, og der er en god chance for, at Oss vil kunne finde vej til frontgruppen i finalen. Som udgangspunkt er han naturligvis hjælperytter for Van Avermaet, men i en situation, hvor den belgiske kaptajn mangler et par procent, kan der opstå uventede muligheder for en formstærk Oss.

 

Afslutningsvis er vi med nogen modvilje nødt til at pege på Niki Terpstra. Hollænderen er ubetinget en af de bedste på brostenene, men han er bedre i længere og hårdere løb. Samtidig har han ikke altid været på sit bedste i åbningsweekenden, og intet tyder på, at det er anderledes i år. Da han også er blandt de langsomste i en spurt, vil han altid have vanskeligt ved at vinde dette løb. Når han alligevel skal nævnes sm stærk outsider skyldes det, at han er del af det absolut stærkeste hold. Selv på 80-90% af sin ydeevne kan Terpstra være at finde i finalen, og så kan alt ske i et taktisk spil - bare husk hvordan han vandt Paris-Roubaix ved at drage fordel af holdets overlegenhed.

 

***** Peter Sagan

**** Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke

*** Tiesj Benoot, Jasper Stuyven, Tom Boonen, Zdenek Stybar, Arnaud Demare

** Lars Boom, Oliver Naesen, Luke Rowe, Alexander Kristoff, Daniel Oss, Niki Terpstra

* Gianni Moscon, Fabio Felline, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Bryan Coquard, Ian Stannard, Jens Keukeleire, Magnus Cort, Edward Theuns, Jens Debusschere, Jurgen Roelandts, Philippe Gilbert, Dylan Groenewegen, Tony Martin, Anthony Turgis, Søren Kragh Andersen

 

Danskerne

Der er massiv dansk deltagelse. Magnus Cort og Søren Kragh har begge en beskyttet rolle på deres hold, og med den gode form, de har vist, har de en reel outsiderchance, selvom de nok mangler erfaring til at køre med om sejren. Astana stiller med Matti Breschel og Michael Valgren, der også begge må kunne køre deres egen chance, men deres form synes temmelig usikker. Christopher Juul er også i god form, men må ventes at få en hjælperrolle på Orica-Scott. Det samme har Michael Mørkøv på Katusha, hvor man kører for Alexander Kristoff, Tony Martin og Baptiste Planckaert, og Mads Pedersen på Trek, hvor kaptajnerne er Jasper Stuyven og Edward Theuns. Endelig er Lasse Norman til start for Aqua Blue Sport. Han viste forrygende form i Oman, men ambitionen her må være at komme med i det tidliger udbrud.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL 2017-SÆSONEN - SPILLET STARTER LØRDAG KL. 14.30.

Foto: Sirotti

Vanmarcke: Spændt, ikke nervøs

24.02. kl. 18:02 af Nikolaj Corfitz Jensen.

Den tidligere Omloop Het Nieuwsblad-vinder Sep Vanmarcke glæder sig til den belgiske åbningsweekend, hvor han håber på at vise gode takter.

Der er mindre end et døgn tilbage. Løbet, som mange cykelfans anser som det ’rigtige’ startskud for sæsonen, Omloop Het Nieuwsblad, køres i morgen, hvor hele cykelverdenen enten vil sidde klistret til skærmene hjemme i stuerne eller spille en rolle ude på de belgiske landeveje.

 

Mens vi tilskuere kan tage den med ro og glæde os til en dag med stor underholdning, er langt de fleste ryttere for tiden så stressede og nervøse, at de nok helst bare vil have sæsonens første klassiker overstået. Det gælder dog ikke for Cannondale-Drapacs Sep Vanmarcke.

”Jeg er ikke nervøs, jeg glæder mig bare,” siger han i en pressemeddelelse fra sit hold.

 

Den 28-årige belgier fik i 2012 sit helt store gennembrud i netop Omloop Het Nieuwsblad, da han slog klassikerlegenden Tom Boonen i en spurt og tog det, som formentligt stadig kan kaldes karrierens største sejr.

 

”Jeg har en del erfaring i disse løb (brostensklassikerne, red.), så der er ikke længere nogen grund til, at jeg skal være nervøs. ’Spændt’ er nok et bedre ord at bruge, og samtidig føler jeg mig sikker på, at det nok skal blive nogle gode uger for os.”

 

”Jeg er ikke i topform endnu, men jeg er nu stadig fint kørende, så jeg skal nok komme til at spille en rolle i finalen. Hvad min placering så ender med at blive, kan jeg ikke sige - mine holdkammerater er også i god form, så alt kan ske.”

 

Et vigtigt løb i sig selv

Fra i morgen af og til sæsonens sidste, og måske vigtigste, brostensklassiker, Paris-Roubaix, er der lidt over seks uger, og derfor er det svært at konkludere noget om klassikernes hovedaktører på baggrund af Omloop Het Nieuwsblad. Det fastslår sportsdirektøren Charly Wegelius.

 

”Der er lang vej til sen marts og april, hvor de helt store løb køres. Formmæssigt tror jeg ikke, at [Omloop Het Nieuwsblad] fortæller os noget som helst,” siger briten, som dog ikke vil underminere løbets vigtighed.

 

”Fansene og medierne er jo glade for at få deres ’fix’ - for endelig at få lov til at se lidt brosten. Der er jo heller ikke mange dage på året, hvor man får lov til at køre så meget på brosten, så det hjælper virkelig (på forberedelserne, red.).”

 

”I år er det også vigtigt for os, da vi har en ny gruppe klassikerryttere bygget om en ny kaptajn (Sep Vanmarcke, red.). Disse ryttere har aldrig rigtig kørt med en vinderkandidat på holdet før, så de skal vænne sig til en helt ny måde at køre løbet på.”

 

Cannondale-Drapacs trup til Omloop Het Nieuwsblad: Patrick Bevin, Kristijan Koren, Sebastian Langeveld, Taylor Phinney, Tom Scully, Sep Vanmarcke, Tom Van Asbroeck og Dylan Van Baarle.

 

Cannondale-Drapacs trup til Kuurne-Bruxelles-Kuurne: Alberto Bettiol, Patrick Bevin, Kristijan Koren, Sebastian Langeveld, Ryan Mullen, Tom Scully, Tom Van Asbroeck og Wouter Wippert. 

Foto: A.S.O.

Kittel: En mærkelig finale

24.02. kl. 16:56 af Nikolaj Corfitz Jensen.

Marcel Kittels sejr på dagens etape af Abu Dhabi Tour var ikke helt efter bogen.

Quick-Step Floors-rytteren Marcel Kittel har i sæsonens første løb vist, at formen er lige, hvor den skal være, og når den er det, plejer tyskeren at være overlegen i langt de fleste spurter, han deltager i. Alligevel valgte hans hold en lidt utraditionel taktik i dag, da Kittel måtte klare sig selv indtil den absolutte finale.

 

”Vores plan var at vente til det sidste øjeblik (med at tage fronten, red.), så det blev en mærkelig finale, hvor jeg lå og surfede fra hjul til hjul for at spare på kræfterne,” forklarer Kittel i en pressemeddelelse fra sit hold.

 

Også Kittel selv ventede så længe som muligt, inden spurten blev sat i gang, og derfor var det først på de allersidste meter, at han tog førstepladsen og vandt etapen. Caleb Ewan var endda allerede begyndt at fejre sin triumf, da Kittel i sidste øjeblik henviste ham til andenpladsen.

 

”Jeg troede på sejren lige til det sidste øjeblik, og mådes, som jeg tog den på, er virkelig fed. På løbets første etape mistede jeg ikke kun muligheden for at vinde - jeg mistede også lidt hud (i et styrt i finalen, red.), så jeg var opsat på at gribe chancen i dag.”

 

Sejren var langt fra Marcel Kittels første i denne sæson, da han for to uger siden vandt tre etaper, den samlede stilling og pointkonkurrencen i Dubai Tour. Også resten af Quick-Step-holdet har været i hopla her tidligt på sæsonen, hvor det blandt andet er blevet til to sejre til Maximiliano Richeze og tre af slagsen til Fernando Gaviria.

 

Sæsonens hidtil vigtigste løb for belgierne bliver dog Omloop Het Nieuwsblad, som køres i morgen. Du kan læse vores optakt til åbningen på klassikersæsonen her

Foto: Tour of Turkey/Brian Hodes

Langkawi-sejren var vigtig for Mareczko

24.02. kl. 15:53 af Nikolaj Corfitz Jensen.

Dagens etapesejr i Tour de Langkawi var ekstra vigtig for Jakub Mareczko og hans hold, Wilier Triestina, da det var mandskabets første sejr i denne sæson.

På den ene eller den anden måde har de fleste professionelle hold efterhånden taget sæsonens første sejr, og den liste kan Wilier Triestina nu også skrive sig på, da sprintertalentet Jakub Mareczko i dag vandt Tour de Langkawis tredje etape.

 

”Endelig fik jeg hul på bylden,” lyder det fra den lettede italienere i en pressemeddelelse fra løbsarrangørerne.

 

”Hele holdet var opsat på at skaffe mig denne sejr, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Pozzato, Cecchin og Andriato kørte mig helt op blandt de forreste ryttere i feltet, og så åbnede jeg min spurt med 400 meter til mål.”

 

Den lange spurt kom dog ikke til at koste for Mareczko, som tog etapesejren foran vinderen fra første etape, Scott Sunderland. Modsat sin 22-årige overmand var Sunderland ikke specielt godt placeret i finalen.

 

”Jeg sad dårligt, så jeg måtte åbne min spurt fra ret langt tilbage. Da Mareczko lå som nummer tre med 200 meter til mål, havde jeg 250 meter til mål og 25 mand foran mig,” forklarer australieren.

 

”Hans hold er bygget omkring ham, mens fire ud af seks ryttere på mit hold er klatrere. De skal passe på sig selv i forhold til klassementet, så jeg må klare mig på egen hånd og bruge de andre holds sprintertoge.”

 

Løbets førende rytter er Ryan Gibbons, men Dimension Data-rytteren forventes at smide førertrøjen på morgendagens etape, som må betegnes som løbets hårdeste.  

Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Kittel tog revanche i Abu Dhabi

24.02. kl. 14:30 af Nikolaj Corfitz Jensen.

Efter sit styrt på gårsdagens etape vandt Marcel Kittel (Quick-Step) i dag Abu Dhabi Tours anden etape.

Efter, at et sent styrt på gårsdagens etape i Abu Dhabi Tour satte flere af topsprinterne ud af spillet, havde blandt andre Marcel Kittel og Caleb Ewan (Orica-Scott) i dag noget at bevise, da der var lagt op til endnu en sprinterkamp i Mellemøsten - og det må man sige, at de to sprintere formåede.

 

Kittel tog nemlig etapesejren foran den unge australier, mens vinderen fra i går, Mark Cavendish (Dimension Data), måtte nøjes med tredjepladsen. Sidstnævnte fortsætter i førertrøjen inden morgendagens bjergetape.

 

Etapereferat

Dagens morgenudbrud bestod af seks ryttere: Alessandro De Marchi (BMC), Nicola Boem (Bardiani-CSF), Fabio Calabria (Team Novo Nordisk), Marco Canola (Nippo-Vini Fantini), Kristijan Durasek (UAE Team Emirates) og Kirill Sveshnikov (Gazprom-RusVelo).

 

Rytterne disponerede kræfterne godt og samarbejdede udmærket, og det resulterede i, at feltet, anført af næsten samtlige sprinterhold, kom på overarbejde for at køre dem ind. I sidste ende viste to af frontgruppens italienere, nemlig Alessandro De Marchi og Marco Canola, sig som værende stærkere end de øvrige, og de angreb derfor og fik skabt et lille hul ned til forfølgerne.

 

Kort efter blev resten af udbruddet hentet, hvormed kun den italienske duo lå foran det jagtende felt. Med lidt over to kilometer til mål var det så også slut for dem, da de blev opslugt.

 

Så var det sprinternes tur til at vise sig frem, og her var især Orica-Scott godt positionerede med deres kaptajn, Caleb Ewan. Australieren åbnede en flot spurt og var da også tæt på at vinde; så tæt, at han faktisk var begyndt at fejre sejren, da Marcel Kittel fløj forbi ham og vandt med cirka en halv hjullængde.

 

Britiske Mark Cavendish blev tre’er på etapen og forsvarede dermed sin førertrøje, men det samme får han svært ved at gøre i morgen, når feltet skal ud på løbets eneste bjergetape, hvor ryttere som Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Romain Bardet i stedet skal dyste. 

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk