Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Dagens nyheder

Foto: ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO

LIVE nu: Juul og Hansen del af et kolossalt udbrud

24.05. kl. 13:34 af Emil Axelgaard.

En historisk udgave af Giro d'Italia indledes, når det stærkeste felt i nyere tid fredag giver sig i kast med 21 etaper, der fører dem igennem det meste af Italien. Hver dag kan du følge løbet på Feltet.dk.

I den kommende uge dækker vi efter nedenstående plan. Starttidspunkter for de senere etaper vil blive offentliggjort mandag.

 

16. etape, tirsdag d. 23. maj 2017: Start klokken 13.05

17. etape, onsdag d. 24. maj 2017: Start klokken 13.15

18. etape, torsdag d. 25. maj 2017: Start klokken 13.10

19. etape, fredag d. 26. maj 2017: Start klokken 13.05

20. etape, lørdag d. 27. maj 2017: Start klokken 13.05

21. etape, søndag d. 28. maj 2017: Start klokken 13.10

 

Du kan forberede dig til løbet ved at læse vores analyse af ruten og fem artikler, der gennemgår de 15 største favoritter. Hver dag vil vi tillige have optakter til etaperne. Du finder det hele i menuen til højre.

SÆT ET MANAGERHOLD TIL HVER AF GIRO-ETAPERNE - VIND KONTANTER!

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Dumoulin håndterede ikke situationen seriøst

24.05. kl. 12:57 af Jørgen Nielsen.

Hvad skete der helt reelt, da Giro d’Italias førende rytter Tom Dumoulin pludselig trak ud i vejkanten og trak bukserne ned for at slippe for en truende eksplosion i de nedre regioner? Hollænderen har selv én forklaring, men sagkundskaben er ikke enig.

Efter målstregen var Dumoulins lakoniske udmelding at ”I had to take a dump”. Og mange vil derefter sikkert spørge: Hvorfor? Skulle han ikke have sørget for at gå på toilettet, før starten gik?

 

”Når jeg kører i højderne, ryger alt blodet i musklerne, hvorefter min krop ikke længere kan forarbejde mad og sukker, og så skal jeg lige pludselig på toilettet”, forklarede Tom Dumoulin efter den begivenhedsrige etape til Stelvio.

 

Men spørger man fagkundskaben - i dette tilfælde lægen fra det belgiske cykelforbund Kris Van der Mieren - så ligger der ikke meget videnskab til grund for Tom Dumoulins forklaring.

 

”Den forklaring har jeg aldrig hørt. Der foreligger heller ikke noget videnskabelig dokumentation for, at det skulle kunne ske på den måde. Og jeg forstår slet ikke, at hvis Tom Dumoulin på forhånd var klar over, at det kunne ske, at han så ikke tog sine forholdsregler. Der er flere forskellige medikamenter, man kan tage i anvendelse fx Enterol eller Immodium, som ikke står på forbudslisten, og det første gives sågar til småbørn. Jeg synes, han har håndteret det ret uprofessionelt, når han ikke gør noget ved sagen inden etapen”, siger Kris Van der Mieren til Het Laatste Nieuws.

 

”Problemet kan også skyldes de udfordringer, som terrænet byder på. Ved lange opstigninger som fx Stelvio er der stort pres på bækkenet og maveregionen og dermed belaster man også tarmsystemet, og det kan selvfølgelig føre til, at man pludselig skal på toilettet. Endelig kan hede kombineret med brug af saltvand også føre til diarre, men temperaturerne var jo inden for det rimelige på hele etapen”, slutter Kris Van der Mieren.

 

I den heroiske æra i cykelsporten fra 1930 til 1960 havde den førende rytter valgt en nemmere men til gengæld ubehageligere løsning: Bliv på cyklen og få det overstået. Det havde samtidig den fordel, at man undgik de fleste hjulklæbere på vej op af bjerget..

Foto: A.S.O.

Se startlisten til Tour des Fjords

24.05. kl. 11:26 af Christian Berg.

Tre danske hold skal konkurrere mod Edvald Boasson Hagen og de andre storfavoritter.

I dag skydes det norske etapeløb Tour des Fjords i gang, og her er flere af de danske kontinentalhold til start. Riwal Platform, coloQuick-CULT og Team VéloCONCEPT har alle meldt deres ankomst til det vestnorske løb, hvor de skal op i mod blandt andet World Tour-holdene, Dimension Data, Team Sunweb og Team LottoNL-Jumbo.

 

Det helt store navn til årets udgave af Tour des Fjords er Edvald Boasson Hagen. Hjemmebanefavoritten kommer med en sejr i bagagen fra sidste uges Tour of Norway. Foruden den norske mester er flere andre prominente navne til start. Serge Pauwels, Zico Waytens, Paul Martens og Lars Boom er nogle af de ryttere, der også står forrest i køen til at kæmpe med om sejren.

 

For de danske holds vedkommende er der primært tre ryttere, der skal kæmpe med om klassementsplaceringer. Riwal Platforms Patrick Clausen, coloQuick-CULTs Jonas Vingegaard og VéloCONCEPTs Niklas Eg er de tre danskere, som vores ekspert Emil Axelgaard har størst forhåbninger til i sin optakt til løbet. På 1. etape er de danske forventningerne højst til Clausen og Michael Carbel.

Foto: BORA-hansgrohe / VeloImages

Sagan forbereder sig til Touren i Utah

24.05. kl. 11:19 af Mike Winther Hansen.

Den slovakiske superstjerne og den fem dobbelte vinder af den grønne trøje i Tour de France, tager 12 dage til Utah, for at træne i højderne, sammen med sin hustru.

Efter en enkelt etapesejr i Tour of California, har verdensmesteren fra Bora-Hansgrohe valgt at blive i USA, for at træne.

 

Selvom han ikke vandt helt så meget, som han måske ville have gjort i Californien, fordi det lykkedes to udbrud at spolerede sejrsfesten undervejs. Det forhindrede dog ikke slovakken, i at være tilfreds med både træning og løb i USA.

 

”Jeg vidste ikke helt hvordan ruten passede mig, på grund af manglende løbsform og fordi jeg kun havde trænet få dage før (Tour of California). Men jeg er glad for min etapesejr og jeg fik den grønne trøje, så jeg er tilfreds,” sagde Sagan til Het Laatste Niuews.

 

Før deltagelsen i Tour of California trænede slovakken i højderne omkring Lake Tahoe. Med sig havde han sine to landsmænd, Michal Kolar og brormand Juraj Sagan. Nu skal han så videre til Utah i 12 dage, hvor højderne igen venter. Et træningssted, som Sagan tidligere har brugt med stor succes.

 

”Peter har tidligere været på højdetræning i USA, og med gode resultater hver gang. Han skal træne i 12 dage, sammen med sin kone, så han kan forberede sig i rolige omgivelser, før anden del af sæsonen venter,” siger Bora-Hansgrohes presseansvarlige til Cyclingweekly.com.

 

Om Sagan er klar til at vinde sin sjette grønne trøje i Touren, når løbet skydes i gang den første juli i Tyskland, vil tiden vise. Men opskriften på sejr, bliver i hvert fald fulgt nøje, med træningslejren i USA.

 

 

EKSKLUSIVT

Foto: Sirotti

Jesper Hansen: Planen er stadig Tour de France

24.05. kl. 11:00 af Mathias Mundbjerg.

Jesper Hansen kunne i december fortælle, at han var udset til at skulle køre Tour de France til sommer, og det ændrer Giro-deltagelsen foreløbigt ikke på.

Der var sikkert mange, der rynkede på brynene, da Astanas general manager, Alexandre Vinokourov, i starten af april annoncerede, at Jesper Hansen var blevet udtaget til Giro d’ Italia. Dette kunne nemlig ses som en indikation på, at danskeren alligevel ikke stiller til start i Tour de France om godt fem uger - enten fordi han simpelthen blev vraget eller grundet træthed efter en grand tour med en usædvanlig hård sidste uge. To uger inde i det italienske etapeløb kan han dog stadig se frem til debut i verdens største cykelløb til juli.


”Indtil videre er det planen, men nu må vi se. Planen er egentlig, at vi efter Giroen bare skal se, hvordan jeg har det; om jeg er for træt, og om jeg kan nå at komme mig. Hvis jeg ikke når at komme mig, så giver det selvfølgelig ikke nogen mening,” siger Jesper Hansen til Feltet.dk.


To nye tours på samme år
Han deltog i 2015 i Vuelta a España som hjælperytter for Rafal Majka på Tinkoff-Saxo. Han viste sig ved den lejlighed flot frem, blandt andet i en situation hvor han som den eneste udover Movistars Nairo Quintana kunne følge et angreb fra den senere vinder af løbet, Fabio Aru, der nu er hans holdkammerat på Astana.

Han har aldrig tidligere kørt hverken Giro d’ Italia eller Tour de France, men selvom det ikke er helt det samme som Vueltaen, så har den første rundtur i støvlelandet været et godt bekendtskab.


”Jeg har før kørt Vueltaen, og der er da lidt forskel, men jeg synes, det (Giro d’ Italia, red.) er et fedt løb. Indtil videre synes jeg, at det har været meget godt. Nu er jeg spændt på den sidste uge. Det er som om, at de har samlet alle de hårdeste etaper i sidste uge, så det bliver spændende. Sammenlignet med da jeg kørte Vueltaen, så er sidste uge her noget hårdere.”


Til Tour de France kan Hansen se frem til at få dansk selskab i form af Jakob Fuglsang, der i første omgang har fået lov til at påtage sig titlen som kaptajn. Efter Arus afbud til Giroen skal italieneren i stedet køre Tour de France, men Jesper Hansen ved ikke, hvem der bliver kaptajn.


”Nej, jeg ved det ikke. Indtil videre er det jo Fuglsang. Jeg ved ikke så meget om, hvad planen bliver.”


Hvis Jesper Hansen deltager, bliver det under alle omstændigheder som hjælperytter, men indtil videre er det altså fortsat for tidligt at slå endeligt fast, om han står parat ved startstregen i Düsseldorf d. 1. juli.

Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Kittel: Hvad min 2015 sæson har lært mig

24.05. kl. 10:10 af Mike Winther Hansen.

Med hele ni etapesejre i Tour de France , hører den tyske supersprinter til blandt de bedste i sin sport. I både 2013 og 2014 sæsonen lykkedes det Kittel at vinde de otte af dem og var manden de andre sprintere skulle slå på stregen.

Marcel Kittels to supersæsoner blev dog fulgt op af en svær 2015 sæson. Her blev tyskeren ramt af sygdom og han blev kørt ned. Da han kom tilbage på cyklen tillod han sig ikke at holde pause mellem løb og træning, derfor fik han aldrig rigtig gang i det, det år.

 

Til cyclingtips.com skrev, den nu 29-årige cykelrytter således ud om den svære tid og om presset som man ligger på sig selv og hvad de hårde tider har givet ham.

 

”Livet vil altid byde på op og nedture. Hvis man ikke har haft en periode, hvor tingene går dårligt, så har man sandsynligvis ikke levet. Det gode er at efter dårlige tider, vil der komme gode tider også handler det virkeligt om at nyde det,” skriver Kittel i en klumme.

 

Efter 2015 lærte Kittel at tage styringen over sit eget liv, som cykelrytter og som person. At livet kun er så hårdt som man gør det til. Derfor har tyskeren også fortaget ændringer undervejs, efter han fik sat perspektiv på 2015 sæsonen. Sprinteren, der i dag bor i Spanien og Schweiz, fortæller om hvorfor at han har to hjem.

 

”Jeg begyndte at gøre hvad der føltes rigtigt. Og det er derfor jeg sidder i solen i dag. Beslutningen om at få et hjem mere i Spanien, gør mit liv nemmere, fordi jeg nyder det her. Det lyder selvfølgelig lidt dumt, når vi rejser så meget, men det hjalp mig også ud af hjemmet i Schweiz. At flytte til Schweiz var faktisk en beslutning jeg tog efter 2015 sæsonen,” skriver Kittel.

 

At tackle et nederlag

 

Top sprinterne, er ofte dem der vinder mest, men imellem sejrene kommer nederlagene. Kittels måde at tackle nederlagene på, er noget han har fået med hjemmefra. Et emne tyskeren berører i sin klumme er det at fokusere på sig selv og ikke hvad andre kan.

 

”Når jeg går indtil et løb, er der noget som jeg gør til et personligt mål: Jeg vil kunne sige til mig selv at jeg gjorde mit bedste,” skriver Kittel og fortsætter.

 

”Hvis jeg vandt og gjorde mit bedste, perfekt. Hvis jeg ikke kunne gennemføre løbet, men gjorde mit bedste, så må jeg leve med det. Men jeg kan ikke være skuffet, da mere end det ikke var muligt. Det er noget jeg har lært fra min far, da jeg begyndte til mountainbike og spurgte. Hvornår ved man om man giver alt? Han svarede, bare gør dit bedste. Og du vil vide hvad dit bedste er og hvor du ender henne,” skriver han.

 

”At fokusere på egne evner og ikke bekymre dig om andre er helt sikkert en mental øvelse. Det fjerner presset på en selv, men det er også virkeligheden. Hvis nogen er stærkere end dig og sætter dig på en stigning, så er det bare sådan det er og det må man acceptere,” afslutter tyskeren.   

 

Foto: Sirotti

Optakt: Onsdagens etaper i Belgien og Norge

23.05. kl. 22:22 af Emil Axelgaard.

Mens Giro d’Italia stjæler det meste af opmærksomheden, er Tour de France-forberedelserne samtidig i fuld gang. Det foregår i den kommende uge med to store etapeløb i hhv. Belgien og Norge, hvor Tony Martin og Philippe Gilbert ventes at skulle slås om sejren i Belgium Tour, og Edvald Boasson Hagen håber at fortsætte succesen fra Tour of Norway i Tour des Fjords. Hver dag vil vi have optakter til etaperne i de to løb.

Onsdag gælder det 1. etape i både Belgium Tour og Tour des Fjords. Du finder optakterne nedenfor

 

Du kan læse overordnede optakter til Belgium Tour og Tour des Fjords.

 

Belgium Tour - 1. etape

Ruten

Belgium Tour er ofte blevet indledt med en prolog, men første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. I år har man skippet den indledende enkeltstart til fordel for en længere tidskørsel på 3. etape, og det betyder, at de hurtige folk igen kan slås om den første førertrøje. Det sker, når feltet på førstedagen vender tilbage til den klassiske stigende opløbsstrækning i Knokke-Heist, der er blevet et helt fast element i løbet, og som siden 2002 kun er blevet skippet to gange i 2007 og 2008.

 

I alt skal der på onsdagens etape tilbagelægges 178,8 km mellem Lochristi og Knokke-Heist, og de er stort set helt flade. Indledningsvis tilbagelægger man en flad 28,8 km lang rundstrækning omkring startbyen, hvor man dyster om point i den første Primus Checkpoint-spurt efter 22,4 km. Herfra kører man mod nordvest, senere sydvest og til slut igen nordvest gennem fladt terræn ud mod kysten. Der er er nogle ganske små bakker midtvejs, men intet der bør kunne volde problemer. Tillige venter der efter ca. 100 km to små brostensstykker, og efter 127 km køres den anden Primus-spurt.

 

Efter 142,6 km rammes den flade 23,6 km lange rundstrækning, og 8 km senere kommer den sidste Primus-spurt. Efter 155,2 krydser man målstregen, og etapen afsluttes nu med en omgang på den hovedsageligt flade rundstrækning, der er placeret syd for målbyen Knokke-Heist og ikke byder på tekniske udfordringer. Den gyldne kilometer kommer med 18,1 km igen, og herfra fortsættes ud til mål, hvor en teknisk finale venter. Med 3 km igen er der et U-sving, hvorefter en lige vej leder frem til to sving, der kommer kort efter hinanden med 600 m igen. Den sidste kilometer stiger med 1-2%.

 

Sidste år vandt Edward Theuns spurten foran Dan McLay og Kenny Dehaes. De tidligere vindere i Knokke-Heist er Tom Boonen (2015, 2014, 2006, 2005, 2004), André Greipel (2013, 2012, 2011), Kenny Van Hummel (2010), Borut Bozic (2009) og Jan Svorada (2002). Kun i 2003 lykkedes det Jans Koerts at snyde sprinterne. I 2007 var man vært for en etape i Eneco Tour, hvor Mark Cavendish vandt, og i 2008 lagde man asfalt til unge Jurgen Roelandts’ overraskende sejr ved de belgiske mesterskaber.

 

Vejret

Der ventes ekstrem varme og mere end 30 grader i weekenden, men der startes i mere behageligt vejr. Således vil der onsdag kun være enkelte skyer samt en temperatur på 17 grader. Der vil kun være en let vind fra nordvest. Det giver først sidemodvind og siden modvind. På rundstrækningen vil der først være medvind og siden modvind. Med 3 km igen drejer man ind i sidemedvind, inden man får sidemodvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Finalen i Knokke-Heist er kendt af enhver, der tidligere har kørt Belgium Tour, og det ender altid i en massespurt. Vinden er en potentiel fare i kystregionen, men har traditionelt aldrig spillet en rolle, og vejrudsigten fortæller, at det heller ikke vil blive tilfældet denne gang. Derfor vil det være en mindre sensation, hvis ikke etapen skal afgøres blandt de hurtige folk.

 

Naturligvis vil der blive etableret et udbrud, men Direct Energie, Trek og måske Lotto vil være opsatte på at spurte. De vil tage kontrol og sikre, at det hele bliver samlet. Det store spørgsmål er, om det sker inden den gyldne kilometer. Hvis det gør, vil vi helt sikkert se folk som Philippe Gilbert, Tiesj Benoot og Oliver Naesen gå efter et par værdifulde bonussekunder.

 

I sidt ende skal det helt sikkert afgøres i en spurt, hvor sprinter skal time det rigtigt på den stigende opløbsstrækning, der ikke er helt nem. Samtidig er lead-outs vigtige i den tekniske finale, og det er derfor afgørende at have et godt hold til at køre sig frem.

 

Her sætter vi vores penge på Bryan Coquard. Selv i en flad spurt er franskmanden måske feltets hurtigste mand, men i en spurt op ad bakke er han suverænt en af de bedste i verden. Det har han vist ved utallige lejligheder, senest i Tour de France, hvor han var millimeter fra at slå Marcel Kittel. Dette opløb er med andre ord som skræddersyet til ham. Den store udfordring bliver positioneringen, der ikke altid har været hans største styrke. Han har imidlertid en meget formstærk Adrien Petit til at køre lead-out, og også Aneglo Tulik bliver bedre og bedre i denne rolle. Hans form er lidt usikker, da han har haft en pause, men er han i en god position bør han ikke kunne slås i denne finale.

 

Sidste år vandt Edward Theuns, og han vil være ivrig efter at gentage bedriften. Med Degenkolbs ankomst til Trek har han ikke haft mange chancer for at spurte, men her er han den klare nummer 1 på et hold, der ikke har nogen oplagt klassementskandidat. Han har ikke samme tog som sidste år, men Boy Van Poppel er en fantastisk lead-out man i en finale som denne. Kan hollænderen aflevere sin kaptajn godt, kan han sagtens vinde igen.

 

Jens Debusschere er måske ikke helt så hurtig som Coquard og Theuns, men han har et andet våben. Med Marcel Sieberg, Nikolas Mas og Jurgen Roelandts ved sin side har han det i særklass bedste tog, og vi vil blive dybt overraskede, hvis ikke Lotto fuldstændig dominerer finalen. Det stigende opløb er heller ikke dårligt for Debusschere, der med etapesejren i Dunkerque viste, at formen er fin.

 

Dan McLay er en af de få ryttere, der har farten til at vinde. Desværre er han elendig til at positionere sig, hvilket senest blev tydeligt i Tour of Norway. Alt afhænger derfor af, om han kan navigere rudt i den tekniske finale, idet hans hold bestemt ikke er imponerende. Lykkes det, kan han sagtens vinde.

 

Det har været en rædselssæson for sidste års sejrsmaskine Timothy Dupont. Intet synes at fungere for belgieren, der har været ramt af sygdom. Dunkerque gav ikke antydningen af bedring, men meldingen er, at formen skulle være i fremgang. Det ender sikkert med endnu en skuffelse, men det ændrer ikke på, at hans topfart gør ham til en af etapens favoritter.

 

Også unge Riccardo Minali har i de arabiske løb vist en imponerende fart, der gør det muligt at stræbe efter sejren her. Desværre er hans positionering ofte ret elendig, og alt afhænger derfor af, om han kan ovrvinde den hurdle. Lykkes det, kan han tage sejren.

 

Kenny Dehaes har slet ikke haft en god sæson, men i Dunkerque så det ud til, at der var lys for enden af tunnelen. Han er traditionelt stærk på denne årstid, og han elsker et stigende opløb som dette. Er han endelig i form, er han hurtig nok til at vinde, specielt fordi han har Dnailo Napolitano som en stærk lead-out man.

 

Tom Van Asbroeck har ikke spurtet meget i år, men i Tour of Norway viste han, at formen efter en svag start er god. Han er måske ikke så hurtig som de bedste, men han er en stærk fyr, der har fordel af det stigende opløb. Samtidig har han i Jens Keukeleire en stærk lead-out man.

 

Også Roy Jans burde være begejstret for det stigende opløb, og han er som regel konkurrencedygtig på dette niveau. Desværre har han ikke haft sit bedste år, og hans hold er ikke imponerende.

 

Baptiste Planckaert er ikke hurtig nok til at vinde de rene massespurter, men i et stigende opløb som dette har han bedre chancer, ikke mindst fordi han er fremragende til at positionere sig. Endelig vil vi pege på cyklcross-rytteren Marcel Meisen, der sidste år kørte nogle ganske imponerende spurter på landevejen.

 

Også Philippe Gilbert, Adam Blythe, Bert Van Lerberghe, Michael van Staeyen, Raymond Kreder, Coen Vermeltfoort, Nicolas Marini og Joeri Stallaert ventes at blande sig i spurten, men de bør ikke være i stand til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Bryan Coquard

Øvrige vinderkandidater: Edward Theuns, Jens Debusschere

Outsidere: Dan McLay, Timothy Dupont, Riccardo Minali, Kenny Dehaes

Jokers: Tom Van Asbroeck, Roy Jans, Baptiste Planckaert, Marcel Meiseen

 

Tour des Fjords - 1. etape

Ruten

I 2016 sendte man feltet over nogle ganske store stigninger, men de kom alle så langt fra mål, at de ikke gjorde nogen stor forskel. Den model forsøger man sig med igen i år, hvor man på 1. etape skal over Gaularfjellet i hele 763 m højde i den indledende fase, men da anden halvdel af ruten er stort set helt flad, ventes det, at sprinterne kommer til fadet. En lill bakke på en afsluttende rundstrækning kan imidlertid skabe overraskelser og vil gøre det af med de tungeste folk

 

I alt skal der tilbagelægges 189,8 km mellem Balestrand og Førde. Efter en flad start, hvor man kører mod nord langs vandet, drejer man mod vest for at køre op over Gaularfjellet, der er 7,8 km langt og har top efter 36 km. Herefter venter en nedkørsel, mens man kører mod nord op over Rørvikfjellet, der er 2,1 km langt og har top efter 75,7 km. Efter nedkørslen kører man mod vest mod Førde, men slår en stor, flad slølfe rundt om søen Jolstravtnet, inden man kører frem til mål. Undervejs kommer de to første spurter i hver sin ende af søen efter henholdsvis 99,9 km og 124,6 km.

 

Efter turen rundt om søen fortsætter man mod vest frem til Førde, hvor man efter 165,9 km rammer den afsluttende 10,3 km lange rundstrækning. Kort efter krydser man stregen for første gang og kører her om dagens sidste spurt. Til slut skal der tilbagelægges to omgange på den hovedsageligt flade runde, men der venter en grim overraskelse i finalen. Således kommer der med 2500 m igen en 1,5 km lang bakke, der stiger med 2,7% i gennemsnit. Herefter venter en nedkørsel til de sidste 500 flade meter. Det sidste skarpe sving kommer med 1800 m til mål, og derefter er der kun en blød kurve med 200 m igen.

 

Førde har ikke tidligere været brugt som målby for et stort cykelløb.

 

 

 

Vejret

Der er udsigt til godt vejr senere på ugen, men det vil ikke være et rigtigt Tour des Fjords uden lidt regnvejr. Onsdag ventes der byger og en 50% risiko for regn det meste af dagen, men der vil også være kig til solen. Der vil være en let vind fra vest, hvilket hovedsageligt giver modvind og sidemodvind. I finalen vil der være medvind frem til et sidevindsstykke, der indledes med 3500 m igen. I de sidste 1800 m vil der være sidemodvind.

 

Favoritterne

Ganske vist er løbet trods dets karakter som et sprinterløb præget af en udtalt mangel på topsprintere, men det vil alligevel være en overraskelse, hvis ikke 1. etape ender i en massespurt. Ganske vist er der et par ordentlige knolde på menuen, men de kommer alt for tidligt til at gøre en forskel. Samtidig vil hold som Coop og Dimension Data ikke risikere at smide klassementet væk med det samme, og de vil derfor kontrollere etapen og sikre, at det bliver samlet til sidst. Ganske vist r der tale om små seksmandshold og en risiko for, at alle kigger på Boasson Hagen og Dimension Data, men i sidste ende bør risikoen for, at klassementet ryger få hold til at give sydafrikanerne en hånd. Hvis man dertil lægger, at fraværet af en absolut topsprinter betyder, at flere ryttere vil lugte blod, tror vi på en massespurt.

 

Den sidste del af etapen er relativt nem, men den lille bakke i finalen vil sandsynligvis spille en rolle. Den vil således kunne luge ud i de tungeste folk, og selvom den næppe er svær nok til, at folk falder fra, kan den koste positioner og værdifulde kræfter. Derfor vil de lidt stærkere sprintertyper være favoriseret.

 

Det får os til at pege på Edvald Boasson Hagen som etapens topfavorit. Nordmanden er ganske vist ikke ren sprinter, men som han netop har vist i Tour of Norway er han ikke langsom på stregen. Når man kan udfordre Dylan Groenewegen har man en ganske fin spurt, og Boasson Hagen synes simpelthen at væe så formstærk, at han kan slå normalt hurtigere folk. Den lille bakke i finalen er til hans fordel, og samtidig viste han i sidste uge, at hans positioneringsevne er sublim. Derfor tror vi på endnu en sejr til den lokale helt.

 

Andrea Pasqualon blev først sent føjet til startlisten, og det var dårligt nyt for Boasson Hagen. Således er italieneren klart en af de hurtigste i dette felt, og han har helt sikkert farten til at tage kampen op med løbets favorit. Også han er en stærk sprinter, der drager fordel af den sene bakke, men hans form er en anelse usikker.

 

Heller ikke Zico Waeytens er ren sprinter, men i en hård finale er han hurtig. Det viste, da han sidste år van den regnvåde sidste etape i Belgium Tour, og derfor er denne finale perfekt for ham. Han har haft et skidt forår, men må være motiveret efter revanche i dette løb. Om han har farten til at slå Boasson Hagen er lidt tvivlsomt, men når man kan vinde i Belgium Tour, kan man også vinde her. Hans holdkammerat Max Walscheid er måske feltets hurtigste mand, men han er netop kommet tilbage fra sygdom. Med en bakke i finalen formoder vi derfor, at han vil agere hjælperytter, specielt fordi han i forvejen er en tung herre.

 

På papiret er Aidis Kruopis en af feltet allerhurtigste, også hurtigere end Boasson Hagen. Han har imidlertid haft et skidt år og var heller ikke stærk i Tour of Norway. Derfor tror vi, at denne finale er for hård for ham, men han er stadig en outsider i kraft af sin høje topfart.

 

Groenewegen har forladt Norge, og det betyder, at LottoNL i dette løb kører for lokale Amund Grøndahl Jansen. Han er ikke så hurtig som de bedste, men han har den store fordel, at han har et af de bedste hold til at køre sig frem. Det kan måske give ham mulighed for at skabe overraskelsen.

 

August Jensen havde et fantastisk Tour of Norway, hvor han sluttede i top 9 på samtlige etaper. I dette løber han måske Boasson Hagens værste rival, men han får det dog svært på denne etape, der er en anelse for nem. Han er imidlertid i fremragende form, og den sene bakke taler til hans fordel.

 

Sebastian Molano positionerer sig skidt, men han er ganske hurtig på stregen. Det viste han med tredjepladsen i det store sprinterløb GP de Denain. Her slog han langt hurtigere ryttere, end han er oppe mod her, men skal han gentage succesen, skal han klare sig bedre i positionskampen end vanligt.

 

Danmark er heller ikke uden chance på denne etape. Således stiller vi til start med to ganske hurtige folk i Patrick Clausen og Michael Carbel, der begge har vist god form på det seneste. Selvom ingen af dem har de store resultater på dette niveau, er sprinterfeltet her så relativt svagt, at de kan stå på tærsklen til et topresultat.

 

Endelig vil vi pege på Dylan Page. Schweizeren har haft svært ved at leve op til det flotte resultat, der sidste år gav ham et gennembrud i Mallorca Challenge. Han har imidlertid for nylig vist god form, og i dette felt burde han have en chance for at levere et topresultat.

 

Feltet.dks vinderbud: Edvald Boasson Hagen

Øvrige vinderkandidater: Andrea Pasqualon, Zico Waeytens

Outsidere: Aidis Kruopis, Amund Grøndal Jansen, August Jensen, Sebastian Molano

Jokers: Michael Carbel, Patrick Clausen, Max Walscheid, Dylan Page

Foto: A.S.O.

Optakt: Tour des Fjords

23.05. kl. 22:21 af Emil Axelgaard.

Norge har haft mange stærke ryttere, men det er først i de senere år, at landet er blevet et førende cykelland. Selvom antallet af professionelle på højeste niveau fortsat er relativt lavt, har vore nordlige naboer nogle af sportens største navne, og med Thor Hushovd som den ledende skikkelse har man fået interessen til at eksplodere. Efter aldrig tidligere at have haft et løb på højt niveau har landet no ikke færre en tre store etapeløb, der tiltrækker opmærksomhed fra nogle af sportens allerstørste stjerner, og i denne uge afsluttes en travl tid mod nord med det smukke Tour des Fjords, der traditionelt har været et paradis for landets største navne.

Løbets rolle og historie

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport har det altid været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

 

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Toure de France og klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mane børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får nu masser af opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

 

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. Alle tre løb vises på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

 

Som den nationale rundtur spiller Tour of Norway en speciel rolle, og Arctic Race o Norway har i kraft af sine forbindelser til ASO klart det bedste felt. Tour des Fjords er klart det mindste af de tre løb, men det gør det ikke mindre spektakulært. Norge er kendt for sine smukke fjorde, og det er præcis dem, løbet gerne vil hylde. Omgivelserne er fantastiske, og løbet er velorganiseret. Det mangler måske de store stigninger, der præger de to øvrige løb, men med de mange små, stejle bakker er det det perfekte løb for klassikerryttere og stærke sprintere.

 

Løbet er en fortsættelse af Rogaland Grand Prix, der blev skabt i 2008. I 2013 blev det omdannet til et etapeløb og fik sit nuværende navn. Det arrangeres nu af en selvstændig organisation, der ejes af Stavanger Cykelklub og Norsjørittet, og siden det fik sit nuværende format, har det været et 2.1-løb på UCI-kalederen.

 

Modsat de to andre store løb i Norge har det haft svært ved at finde sin plads på kalenderen. I det første år blev det afviklet i august, hvor mange store navne alligevel var i landet i forbindelse med Arctic Race of Norway. I 2014 og 2015 forsøgte man at skabe synergi med Tour of Norway ved at flytte det til sidst i maj, men sidste år vendte man tilbage til en termin i slutningen af august og først i september. Nu er man så igen tilbage ved maj-terminen, hvor man ganske vist kolliderer med både Giroen og Belgium Tour, men det er i kraft af flytningen lykkedes at tiltrække et stærkere felt med tre WorldTour-hold, Dimension Data, LottoNL-Jumbo og Sunweb, og man har været i stand til at drage god fordel af at blive afviklet så tæt på Tour of Norway. Derudover har man fået deltagelse af et stort antal professionelle kontinentalhold, og løbet er naturligvis et sæsonhøjdepunkt for de mange norske kontinentalhold. I det hele taget har man sikret sig et mere internationalt felt end sidste år, hvor der var meget kraftig dominans fra hjemmebanenationen.

 

I de senere år har de to andre norske løb inkluderet længere stigninger, og det har gjort dem mere velegnede for klatrere. Tour des Fjords er anderledes. I kystregionen er der ikke mange bjerge, men der er heller ikke meget fladt terræn. Derfor er det blevet til et løb for klassikerryttere, puncheurs og stærke sprintere, og det ender altid i en fascinerende kamp om bonussekunder. Med små seksmandshold er det samtidig et løb, der er svært at kontrollere, og det har givet anledning til aggressiv kørsel, hvor det har været muligt at gøre en forskel på de mange små bakker i regionen.

 

Løbets profil betyder, at der står Alexander Kristoff skrevet med fed ud over det hele, og det er heller ingen overraskelse, at den store nordmand vandt samlet i både 2014 og 2016. Sidste år var han ellers på hælene, men med en fantastisk præstation lykkedes det ham at køre op til en farlig gruppe i finalen af den meget svære 2. etape, og med hele tre etapesejre var det nok til at tage den samlede sejr foran Michael Schär og Nick van der Lijke. I år har Kristoff imidlertid valgt at skippe løbet, og han forsvarer således ikke titlen. Schär og hans BMC-hold vender heller ikke tilbage, men det gør van der Lijke, der håber at gøre det endnu bedre end sidste år

 

Ruten

I det første år havde Tour des Fjords en holdtidskørsel, men den ide droppede man hurtigt. I stedet er løbet siden blevet udgjort af 4-5 linjeløbsetaper, hvoraf nogle er for sprinterne og andre for stærke klassikerryttere og puncheurs. Det format er uforandret i 2017, der på mange måder minder om 2016-udgaven, selvom man har fjernet den hårdeste etape, der sidste år satte Alexander Kristoff under pres. Første og tredje etape byder på store stigninger langt fra mål og ligner oplagte muligheder for sprinterne. På anden etape venter en stor stigning med 45 km til mål, og den vil skabe nogen udskilning på en dag, der synes at skulle afgøres i en reduceret massespurt.

 

De to nøgleetaper er de to afsluttende dage i Sandnes og Stavanger, der for tredje år i træk udgør en eksplosiv weekend for puncheurs og stærke sprintere. Begge dage venter der en svær rundstrækning med en stigning tæt på mål, hvor de eksplosive folk traditionelt har kunnet gøre en forskel. Det gælder specielt på 4. etape til Sandnes, mens der er lidt længere til mål på den afsluttende Stavanger-etape. Under alle omstændigheder vil disse etaper skabe noget udskilning og sikre, at det er ryttere med et punch på korte stigninger, der skal køre om den samlede sig.

 

 

1. etape

I 2016 sendte man feltet over nogle ganske store stigninger, men de kom alle så langt fra mål, at de ikke gjorde nogen stor forskel. Den model forsøger man sig med igen i år, hvor man på 1. etape skal over Gaularfjellet i hele 763 m højde i den indledende fase, men da anden halvdel af ruten er stort set helt flad, ventes det, at sprinterne kommer til fadet. En hård bakke på en afsluttende rundstrækning kan imidlertid skabe overraskelser og vil gøre det af med de tungeste folk

 

I alt skal der tilbagelægges 189,8 km mellem Balestrand og Førde. Efter en flad start, hvor man kører mod nord langs vandet, drejer man mod vest for at køre op over Gaularfjellet, der er 7,8 km langt og har top efter 36 km. Herefter venter en nedkørsel, idet man kører mod nord op over Rørvikfjellet, der er 2,1 km langt og har top efter 75,7 km. Efter nedkørslen kører man mod vest mod Førde, men slår en stor, flad slølfe rundt om søen Jolstravtnet, inden man kører frem til mål. Undervejs kommer de to første spurter i hver sin ende af søen efter henholdsvis 99,9 km og 124,6 km.

 

Efter turen rundt om søen fortsætter man mod vest frem til Førde, hvor man efter 165,9 km rammer den afsluttende 10,3 km lange rundstrækning. Kort efter krydser man stregen for første gang og kører her om dagens sidste spurt. Til slut skal der tilbagelægges to omgange på den hovedsageligt flade runde, men der venter en grim overraskelse i finalen. Således kommer der med 2500 m igen en 1,5 km lang bakke, der stiger med 2,7% i gennemsnit. Herefter venter en nedkørsel til de sidste 500 flade meter. Det sidste skarpe sving kommer med 1800 m til mål, og derefter er der kun en blød kurve med 200 m igen.

 

Sprinterne vil være ivrige efter at komme til fadet straks fra start, og det må de formodes at få chancen for. Stigningerne kommer alt for tidligt til at gøre en forskel, og der vil være rigeligt med tid til at skabe samling. I finalen vil den lille bakke kunne bruges som afsæt til angreb, men den synes ikke at være hård nok til at gøre en forskel. Derfor venter vi en spurt, der vil afgøre, hvem der skal bære den første førertrøje.

 

Førde har ikke tidligere været brugt som målby for et stort cykelløb.

 

 

 

2. etape

Efter en relativt flad første etape venter der på andendagen lidt større udfordringer. Ganske vist bydes deres denne gang på en flader finale, men med en passage af Kvamskogen i 462 m højde 45 km fra stregen er der mulighed for denne gang at skabe lidt større udskilning og forsøge at komme af med nogle af de hurtige folk.

 

I alt skal der tilbagelægges 185,1 km mellem Gulen og Norheimsund. Fra start bevæger man sig i småkuperet terræn mod frem til den 7,1 km lange kategori 2-stigning Haukelandsdalen, der har top efter 21,4 km. Herefter bliver det hovedsageligt fladt, mens man slår et lille smut mod nord op til dagens første spurt, der kommer efter 46,6 km, inden man fortsætter gennem fladt terræn mod syd frem mod målbyen. Kun den lille kategori 3-stigning Vaksdal efter 79,6 km bryder monotonien.

 

Mod slutning drejer man mod øst for at bevæge sig mod målbyen, der ligger ved en fjord, og for at nå frem skal man over kategori 2-stigningen Kvamskogen, er er 10,9 km lang og har top med 44,3 km igen. Herefter falder det hele vejen ned til mål, hvor stregen krydses i den ”forkerte” retning og sidste pointspurt er placeret efter 153,8 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 31,6 km lang rundstrækning i området øst for målbyen. Den byder på to mindre bakker i den første del, men er ellers stort set helt flad. De sidste 4 km er helt flade, og eneste tekniske udfordring på de sidste 3 km er en rundkørsel med 2 km igen.

 

Der er næppe tvivl om, at der er hold, der har en interesse i at angribe på Kvamskogen. Selvom data om stigningen er begrænsede, tyder det ikke på, at den er særlig stejl, og den vil derfor nok snarere skabe en vis udskilning. Efterfølgende er der god tid til, at der kan ske en regruppering, og da stigningen under ingen omstændigheder er hård nok at ryste Edvald Boasson Hagen, vil interessen i, at et lille udbrud skulle køre hjem, nok være begrænset. Derfor ligner det en reduceret massespurt i Norheimsund.

 

Norheimsund var vært for 1. etape i 2015, hvor Alexander Kristoff slog holdkammeraten Marco Haller og Daryl Impey i en reduceret massespurt.

 

 

 

3. etape

Hvis sprinterne synes, at de første to etaper bød på lidt for mange stigninger, vil de med glæde se frem mod fredagens rute. Ganske vist venter der igen på 3. etape en hård stigning i den indledende fase, men da de sidste 160 km er stort set helt flade, kunne de næppe have drømt om en bedre mulighed for at vise deres høje topfart.

 

Etapen er i alt 180,2 km lag og fører feltet fra Odda til Karmøy. Den indledes med, at man kører mod syd op over den 5,8 km lange kategori 2-stigning Skare. Herefter er det hele meget simpelt, idet man holder en konstant sydvestlig kurs med retning mod kysten hele dagen. Terrænet er stort set helt fladt, idet kun lille kategori 3-stigning i Fikse efter 77,4 km vil udfordre feltet. Undervejs er der indlagte spurter efter 71,3, 103,1 km og 145,8 km.

 

Efter at have nået Karmøy rammer man rundstrækningen efter 150,3 km, og 7,3 km senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 22,6 km lange runde, der er helt flad. Det gælder også finalen, der byder på to skarpe sving på de sidste 2 km, det sidste lige efter den røde flamme. Derefter snor vejen sig kun ganske let og falder svagt ned mod mål.

 

Den sidste del af etapen finder sted langs kysten, hvor vinden kan blive en fare. Blæser det, vil det kunne skabe nogen udskilning, men i modsat fald har den helt flade etape alt, hvad et sprinterhjerte kan begære, og det ligner derfor en stor massespurt i Karmøy.

 

Karmøy har ikke tidligere været vært for et af Norges store cykelløb.

 

 

 

4. etape

En af løbets klassikere er finalen i Sandnes, der har været benyttet i de seneste to år og har vist sig at være en af nøgleetaperne. Begge gange er det lykkedes små grupper at køre væk på en hård bakke i finalen, og det er såmænd de to Kragh Andersen-brødre, der har vundet de to udgaver. Igen i år vender samme afslutning tilbage og giver de eksplosive puncheurs, deres bedste mulighed for at skabe noget udskilning.

 

I alt byder etapen på 162,4 km mellem Stavanger og Sandnes. Første del består af en smuk, helt flad tur langs kysten forbi dagens første spurt, der kommer efter 29,1 km. Herefter kører man ind i lande mod sydøst og øst, og det gør terrænet mere kuperet. Således venter der en kategori 3-stigning i Fjermestad med top efter 65,4 km, inden man kommer til dagens sidste spurt efter 77,5 km. Kort efter sætter man kursen mod nord ud mod vandet, og derfor skal man over kategori 2-stigningen Seldal efter 99,6 km.

 

Mod slutningen følger man igen den flade kyst hele vejen frem til Sannes, hvor rundstrækningen rammes efter 134,4 km. Her skal man over den 800 m lange kategori 3-stigning Bakken for første gang - ganske vist er der ikke bjergpoint denne gang - inden man efter 139,4 km krydser målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,45 km lange rundstrækning. Den er stort set flad, men den inkluderer den lille stigning, der har top 3,8 km fra stregen. Herefter venter en skarp nedkørsel frem til de sidste 2,2 km, der er helt flade. Man skal lige igennem to rundkørsler på den sidste kilometer, inden man drejer til højre i en tredje med 200 m til stregen. Der er bjergpoint på spil ved anden passage af stigningen.

 

Da dette er tredje besøg i Sandnes ved vi nu, hvad vi skal forvente. Det er endnu ikke lykkedes at holde det samlet til en spurt, og derfor peger alt på, at en lille gruppe vil køre væk i finalen. Stigningen er stejl, men relativt kort. Det siger meget om sværhedsgraden, at en stærk sprinter som Alexander Kristoff sidste å kunne følge de bedste, men blev sat for to år siden. Etapen har imidlertid Edvald Boasson Hagen skrevet ud over det hele, idet nordmanden kan køre alene hjem, vinde i en spurt fra en lille gruppe eller tage sejren i en reduceret massespurt. Under alle omstændigheder scenen sat til en aggressiv finale.

 

Finalen blev første gang brugt i 2015, hvor det lykkedes en lille gruppe på 6 mand med at køre væk på stigningen, inden Søren Kragh Andersen vandt spurten foran Amets Txurruka og Michael Olsson. Sidste år lykkedes det bror Asbjørn at gentage bedriften ved i finalen sammen med Bjørn Tore Hoem at køre væk fra en lille gruppe, der havde skilt sig ud på bakken. I 2009 blev Kurt Asle Arvesen norsk mester i Sandnes, mens Steffen Kjergaard tog enkeltstartstitlen samme sted i 2003.

 

 

 

5. etape

Løbet slutter altid i Stavanger, men hvis sprinterne havde håbet på en procession gennem byen, bliver de skuffede. Igen i år skal løbet afsluttes på en svær rundstrækning, der inkluderer den vanskelige Sørmarksbakken, og selvom der er længere fra toppen til mål end på 4. etape, viser historien, at det er muligt for eksplosive ryttere at gøre en forskel helt frem til allersidste øjeblik.

 

I alt skal der tilbagelægges 163 km mellem Hinna Park og Stavanger. Startområdet ligger lige syd for målbyen, og derfor består hovedparten af etapen i en lang sløjfe mod syd. Fra start kører man igennem fladt terræn frem til toppen af kategori 3-stigning Åslandsbakken, der har top efter 15 km. Herefter kører man kortvarigt mod vest, inden man sætter kursen mod sydøst frem mod det sydligste punkt. Undervejs kommer dagens første spurt efter 29,3 km i det stort set flade terræn. Kort efter vender man rundt og køre mod nordvest ud mod kysten, mens man undervejs efter 67,6 km dyster om point i den sidste indlagte spurt. Herefter følger man vandet hele vejen op til Stavanger. Den sidste spurt kommer i Sola efter 108,3 km.

 

Efter 114 km rammer man rundstrækningen, der er placeret i området syd for målbyen, og straks skal man over Sørmarksbakken for første gang, når der resterer 47,8 km. Målstregen krydses efter 125,5 km, og derefter afsluttes etapen med to omgange på den 18,7 km lange runde. Den er hovedsageligt flad, men inkluderer den 1,2 km lange Sørmarksbakken, der har top med 8,7 km igen og giver bjergpoint på anden omgang. Derefter falder det let, indtil der resterer 3,5 hovedsageligt flade kilometer. Finalen er teknisk med to skarpe sving og to rundkørsler ved den røde flamme og derefter to sving med bare 300 m til mål. Der er bjergpoint på bakken ved anden passage.

 

I de senere år er der på denne etape kørt en gruppe væk på bakken. Som regel har det været 10-20 mand, men i 2015 lykkedes det en kvartet at gøre forskellen. Det viser, at det ikke er en dag for de rene sprintere, men derimod en dag for de stærkeste af de hurtige folk eller de eksplosive puncheurs, der kan angribe på bakken. Kort sagt er det endnu en perfekt rute for Edvald Boasson Hagen, der kan vinde i alle tænkelige scenarier. Under alle omstændigheder vil der blive kørt aggressivt på en etape, der kan ændre klassementet helt frem til sidste øjeblik.

 

Sidste år kørte en lille gruppe væk på bakken, og Alexander Kristoff og Michael Mørkøv sikrede Katusha en dobbeltsejr i den 14 mand store spurt. I 2015 kørte Edvald Boasson Hagen, Daryl Impey, Marco Haller og Sven Erik Bystrøm væk og krydsede stregen i den rækkefølge. I 2014 var man vært for to etaper. Først slog Kristoff Magnus Cort og Sondre Holst Enger i en spurt i en gruppe på 15 mand, der var kørt væk på bakken, inden han dagen efter vandt en ”rigtig” massespurt foran Nikolai Trusov og Tom Van Asbroeck. I 2013 var man mål for hele tre etaper. Først gav det en overraskende solosejr til Sergey Chenetskiy, der angreb fra en kvartet, og dernæst vandt Katusha en holdtidskørsel. På sidste dag snød Angelo Tulik Van Asbroeck og Kristoff med et sent angreb.

 

 

 

Favoritterne

Det er ikke mærkeligt, at Alexander Kristoff har været den dominerende skikkelse i Tour des Fjords. Etaperne er som skabt til stærke sprintere, og den store nordmand har derfor vundet utallige etaper. Det har samtidig sikret ham et utal af bonussekunder, der har givet ham to samlede sejre.

 

For at vinde samlet skal han man imidlertid enten være meget dominerende i spurterne og således score enormt mange bonussekunder, eller også skal man være en ganske god klatrer. Hidtil er der hvert år kørt en lille gruppe hjem på Sandnes-etapen, og kun én af de to gange kunne Kristoff sidde med. Derfor er det ikke et løb, der kan vindes af en hvilken som helst sprinter. Det kræver, at man kører ganske godt opad.

 

Årets rute mener meget om det, vi tidligere har set. Umiddelbart bør 1. og 3. etape ende i massespurter, mens 2. etape vil stå for en første udskilning. Den svære stigning kommer imidlertid så langt fra mål, at det må formodes, at etapen ender i en reduceret massespurt. Igen vil det derfor være 4. og 5. etape, der vil være afgørende, og her vil de bedste puncheurs kunne gøre en forskel. Sammen med bonussekunder vil de sandsynligvis afgøre løbet, der således sandsynligvis bliver vundet af den hurtigste rytter blandt de, der kan sidde med på de to svære etaper.

 

Vejret er altid en faktor i de norske løb, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. I år bliver det imidlertid ikke blæsende, og efter to småvåde dage ventes der til de tre sidste etaper fint solskinsvejr. Derfor regner vi ikke med, at vejret vil spille en rolle.

 

Årets felt er ikke specielt stærkt, og end ikke på sprintersiden er der mange topnavne. Derfor har løbet også en klokkeklar favorit. Edvald Boasson Hagen stiller til start bar få dage efter sin store sejr i Tour of Norway, og også i dette hjemmebaneløb er han manden, der skal slås. Ganske vist er løbet slet ikke så hårdt, som det han senest vandt, men det passer ham stadig fremragende. Således er han skræddersyet til de sidste to etaper, hvor han med statsgaranti vil være en af de stærkeste på de to stigninger i finalen - endda så stærk, at han på 4. etape måske kan tage en solosejr. Selvom han ikke er ren sprinter, vil han i dette felt endda være en af favoritterne i massespurterne, og han kan potentielt vinde alle fem etaper. Den stor udfordring bliver for et lille seksmandshold at kontrollere løbet, men Dimension Data er til start med et fornuftigt hold med specielt Serge Pauwels. Derfor vil vi blive meget overraskede, hvis ikke det bliver til endnu en samlet sejr til Boasson Hagen.

 

Hans værste rival må være August Jensen. Med en samlet femteplads og top 9-placeringer på alle etaper bekræftede den unge nordmand i Tour of Norway sit store potentiale, og dette løb passer ham endda endnu bedre. Således er hans styrke hans gode spurt efter en hård dag, og det gør specielt fjerde og femte etape helt ideelle. Når han kan overleve stigningerne i Tour of Norway, får han ingen problemer på bakkerne her. Han er ganske vist ikke helt så hurtig som Boasson Hagen, men han viste i den forgangne uge, at han kan tage kampen op med sin mere berømte landsmand.

 

Sunweb stiller med en beskeden trup på bare fire mand, og det gør det svært. Til gengæld har man en ganske god kandidat til sejren i Zico Waeytens. Den unge belgier har ganske vist haft en skuffende sæson, men han har tidligere i brostensklassikerne vist sit store potentiale. Han er ikke ren sprinter, men efter en hård dag er han hurtig, som han viste, da han sidste år vandt en spurt i Belgium Tour. Stigningerne på 4. og 5. etape passer ham glimrende, og han er klar til at udfordre Boasson Hagen på stregen. Spørgsmålet er hans form, da han ikke har kørt løb i nogen tid.

 

LottoNL-Jumbo stiller til start uden en topsprinter. Til gengæld har man Paul Martens, der i år har genfundet sit topniveau efter et par skuffende sæsoner. I teorien betyder det, at han bør være en af de to-tre stærkeste på bakkerne, og han er samtidig i besiddelse af en ganske fin spurt. Han er en af de få, der kan håbe på en solosejr på 4. etape, og han vil også være klar til at udfordre Boasson Hagen på stregen.

 

Serge Pauwels er her som udgangspunkt for at hjælpe Boasson Hagen, men på et lille seksmandshold, der har svært ved at kontrollere tingene, er bedste forsvar som bekendt ofte et angreb. Derfor kunne man forestille sig, at Dimension Data måske vil spille deres belgiske klatrer ud. Han vandt for nylig Tour de Yorkshire samlet, og selvom han siden har holdt lidt pause, må formen være ganske god. I teorien er han en af de bedste på stigningerne og kan måske tag en solosejr på 4. etape.

 

Løbets bedste klatrer er nok Andreas Vangstad, der imponerede stort på kongeetapen i Tour of Norway. Desværre er dette løb nok en anelse for let for den talentfulde nordmand, der får svært ved at gøre en forskel i dette terræn og ikke er specielt hurtig på stregen. Til gengæld er han en af de få, der kan håbe på måske at køre alene hjem på 4. etape og derved sikre sig en samlet sejr.

 

Lars Boom har haft et skidt år, men han viste faktisk fin form i Tour of Norway, hvor han arbejdede for holdet. I det løb var stigningerne for svære, men det bør de ikke være her. Tværtimod er de som skabt til den stærke hollænder, der som bekendt heller ikke er langsom på stregen. Kan han og Martens isolere Boasson Hagen på de to sidste etaper, har de nogle taktiske muligheder, der kan give en af dem sejren.

 

Roompot stiller til start med både Nick van der Lijke og Pieter Weening. Efter præstationen i Tour of Norway er der ingen tvivl om, at Weening er den stærkeste, men han har slet ikke det rette punch til dette løb, der er alt for nemt for ham. For at vinde skal han snyde rivalerne med et taktisk angreb, men det viste han trods alt i forrige uge, at han kan. Løbet passer bedre til van der Lijke, der er hurtig på stregen, men mangler topfarten til at matche de bedste.

 

Wanty kommer med Jerome Baugnies, der på papiret har alle egenskaber til at gøre det godt. Han er således stærk på korte stigninger og hurtig på stregen. Han er imidlertid meget ofte langt fra sit topniveau, og det har også været tilfældet i år. På den anden side synes formen altid at komme ud af det blå for belgieren.

 

Manzana Postobon har Jetse Bol, der er som skabt til dette løb. Han kørte en imponerende kongeetape i Sarthe tidligere på året og bør derfor kunne være med på de svære etaper. Samtidig er han ganske hurtig på stregen. Holdet har også Wilmar Paredes, der trods et fornuftigt punch dog ikke er helt så hurtig.

 

Blandt de lokale ryttere finder vi også Markus Hoelgaard, der har vist fremragende form i år og har den rette kombination af spurtstyrke og punch på stigninger. Også Kristoffer Skjerping kan gøre det godt i dette terræn.

 

Endelig vil vi pege på Lluis Mas. Spanieren er brølstærk og er faktisk heller ikke langsom på stregen. Han viste, at han efter lidt skadesproblemer er tilbage i form, da han kørte et flot Vuelta al Pais Vasco. På papret burde de to sidste etaper passe ham fint, selvom der er mange ryttere, der er lidt hurtigere end ham.

 

OPDATERING: Wanty har i sidste øjeblik tilføjet Andrea Pasqualon til startlisten. Den hurtige og klatrestærke italiener er en af de store favoritter.

 

***** Edvald Boasson Hagen

**** August Jensen, Zico Waeytens

*** Andrea Pasqualon, Paul Martens, Serge Pauwels, Andreas Vangstad, Lars Boom

** Nick van der Lijke, Jetse Bol, Jerome Baugnies, Wilmar Paredes, Luis Mas, Pieter Weening

* Amund Grøndahl Jansen, Eliot Lietaer, Lennard Kämna, Daniel Turek, Jeroen Meijers, Audun Fløtten, Kristoffer Skjerping, Øivind Lukkedahl, Patrick Clausen, Jonas Vingegaard Rasmussen, Niklas Eg, Preben Van Hecke, Krists Neilands

 

Danskerne

Der er massiv dansk deltagelse. Riwal stiller med Patrick Clausen, Jonas Gregaard, Rasmus Mygind, Jesper Mørkøv, Chris Anker Sørensen og Andreas Stokbro. ColoQuick er til start med Rune Almindsø, Christian Moberg, Rasmus Bøgh Wallin, Jonas Vingegaard Rasmussen, Jesper Schultz og Torkil Veyhe. Endelig stiller Veloconcept med Kasper Asgreen, Niklas Larsen, Mads Rahbek, Mark Sehested, Michael Carbel og Niklas Eg.

Foto: Sirotti

Optakt: Belgium Tour

23.05. kl. 22:21 af Emil Axelgaard.

Cykling i Belgien handler mest om endagsløb, men som et af sportens kraftcentre har landet naturligvis også sit eget nationale etapeløb. Belgium Tour får måske ikke nær så meget opmærksomhed som klassikerne, men et af de ældste etapeløb på kalenderen er et fascinerende miks af alle de karakteristika, der kendetegner de store løb i området - vind, spurter, brosten og korte, stejle stigninger i Ardennerne - og dermed tilbyder det perfekt underholdning for alle, der ville ønske, at det stadig var april.

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

 

Belgien er kendt som det store klassikerland med ikke færre end to af cykelsportens fem monumenter hjemmehørende i den lille nation. Som ethvert andet vigtigt cykelland har man imidlertid naturligvis også sit eget nationale etapeløb. Det kommer måske endda som en overraskelse for mange, at Belgium Tour er verdens næstældste etapeløb, kun overgået af Tour de France. Mens Touren, Giro d’Italia og Volta a Catalunya - de tre øvrige af sportens fire ældste etapeløb - alle spiller en fremtrædende rolle på WorldTouren, får den nationale rundtur i Belgien imidlertid meget mindre opmærksomhed.

 

Det er nu ikke, fordi der mangler interesse for etapeløb - Eddy Merckx er trods alt den mest succesrige etapeløbsrytter nogensinde, og man er konstant på udkig efter landets næste grand tour-stjerne - men endagsløb har altid været det, der for alvor inspirerede drømmene hos de unge belgiske ryttere. Derfor har Belgium Tour også haft det svært og endda kæmpet hårdt for sin overlevelse. Det blev afviklet hvert år mellem 1908 og 1981 - naturligvis med undtagelse af krigsårene - men mellem 1982 og 1990 blev det aflyst flere gange. Fra 1991 til 2001 forsvandt det endda helt fra kalenderen, inden det blev genskabt forud for 2002-søsonen. Siden da har det igen fundet sin egen vigtige plads, og det kæmper ikke længere for at holde sig oven vande.

 

Med indførelsen af ProTouren i 2005 var der planer om at skabe et Tour of Benelux ved at fusionere de nationale etapeløb i Holland, Belgien og Luxembourg. Ideen førte til skabelsen af Eneco Tour, men i sidste ende var det kun Holland Rundt, der tilsluttede sig projektet. Det løb er nu det største belgiske etapeløb i Belgien, idet det afvikles i både Belgien og Holland, mens Belgium Tour foretrak at fortsætte som selvstændigt løb. Bortset fra længden og det forhold, at Eneco Tour er et hollandsk-belgisk løb, er de to begivenheder imidlertid meget identiske.

 

Løbet afvikles altid i den sidste uge af Giro d’Italia, og derfor er det svært at tiltrække megen opmærksomhed uden for landets grænser. Det spiller imidlertid en vigtig rolle for mange klassikerryttere, og ryttere, der har øjnene rettet mod Toure de France. Det kommer på et tidspunkt, hvor mange af disse ryttere har haft en lille løbspause, og således er det en god chance for at få løbsfart i benene på fem hårde etaper. For de mindre belgiske hold er det et af sæsonens højdepunkter, specielt for de kontinentale hold, der ikke har adgang til WorldTour-klassikerne.

 

Belgium Tour er en slags sammensmeltning af klassikerne. Det byder som regel på en helt afgørende enkeltstart, to potentielt vindblæste sprinteretaper, en lille brostensklassiker og en kuperet etape i Ardennerne. Dermed er det en fascinerende udstilling af det bedste, de store endagsløb kan byde på, og derfor fortjener løbet egentlig mere opmærksomhed, end det får. Som et 2.HC-løb på kalenderen har det masser af anerkendelse fra UCI, og det tilbyder vigtige point for de hold, der er til start.

 

I 2015 indførte arrangørerne den helt nye ide om Den Gyldne Kilometer. Den består af tre separate spurter, der kommer inden for 1-2 km, og hver tilbyder 3, 2 og 1 bonussekunder. Klassementsrytterne tog godt imod ideen ved faktisk at gå efter denne tidsbonus, og Eneco Tour-arrangørerne var så begejstrede, at de også adopterede konceptet. Den Gyldne Kilometer synes at være kommet for at blive og er i år på programmet for tredje gang i træk.

 

Trods den lange historie er den mest succesfulde rytter stadig aktiv. Tony Martin er den eneste rytter, der har vundet tre gange, da han vandt hvert år mellem 2012 og 2014. Sidste år måtte han imidlertid se sig slået af Dries Devenyns, der vandt brostensetapen og kørte sig i førertrøjen, og da kongeetapen blev aflyst som følge af det tragiske styrt, der nær havde kostet Stig Broeckx livet, kunne han uden problemer sikre sig titlen foran holdkammeraten Reto Hollenstein og Stijn Vandenbergh. Devenyns kører i øjeblikket Giro d’Italia og forsvarer derfor ikke titlen, og Vandenbergh vender efter sit slemme styrt i De Panne heller ikke tilbage. Hollenstein er til gengæld tilbage, men denne gang nok som hjælperytter for Martin.

 

Ruten

Som sagt kan man anse Belgium Tour som en slags sammensmeltning af en stribe klassikere samt en altid meget afgørende enkeltstart. Som regel byder løbet på to sprinteretaper, hvor vinden kan komme i spil, en etape med et par brostensstigninger kendt fra de flamske klassikere samt en kongeetape i Ardennerne. Derfor er løbet ofte blevet afgjort af en kombination af bonussekunder, enkeltstarten samt kongeetapen, mens de tre fladere etaper sjældent har spillet en stor rolle.

 

Nøgleetapen har som regel været enkeltstarten, de typisk har haft en længde på 10-20 km. I nogle år har man imidlertid i stedet haft en kortere prolog, hvilket har gjort det vanskeligere for enkeltstartsspecialister at vinde. Derudover har Ardenneretapen varieret betydeligt i sværhedsgrad, og der har været stillet ganske forskellige krav til rytternes klatreevner.

 

Efter to år med en prolog er man i år vendt tilbage til en længere enkeltstart, der med sine 13,4 km i fladt terræn giver tempomaskinerne mulighed for at gøre en forskel på fredagens tredje etape. Samtidig har man imidlertid skruet op for sværhedsgraden af lørdagens kongeetape, der har en finale, som stort set er identisk med finalen af 2016-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Derudover bydes der på en indledende og en afsluttende sprinteretape, hvor kun vinden ventes at kunne gøre en forskel. Årets brostensetape kommer på andendagen, hvor passager af Kemmelberg og Monteberg giver mindelser om Gent-Wevelgem, men udfordringerne kommer så langt fra mål, at også det ligner en dag for sprinterne.

 

1. etape

Belgium Tour er ofte blevet indledt med en prolog, men første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. I år har man skippet den indledende enkeltstart til fordel for en længere tidskørsel på 3. etape, og det betyder, at de hurtige folk igen kan slås om den første førertrøje. Det sker, når feltet på førstedagen vender tilbage til den klassiske stigende opløbsstrækning i Knokke-Heist, der er blevet et helt fast element i løbet, og som siden 2002 kun er blevet skippet to gange i 2007 og 2008.

 

I alt skal der på onsdagens etape tilbagelægges 178,8 km mellem Lochristi og Knokke-Heist, og de er stort set helt flade. Indledningsvis tilbagelægger man en flad 28,8 km lang rundstrækning omkring startbyen, hvor man dyster om point i den første Primus Checkpoint-spurt efter 22,4 km. Herfra kører man mod nordvest, seere sydvest og til slut igen nordvest gennem fladt terræn ud mod kysten. Der er er nogle ganske små bakker midtvejs, men intet der bør kunne volde problemer. Tillige venter der efter ca. 100 km to små brostensstykker, og efter 127 km køres den anden Primus-spurt.

 

Efter 142,6 km rammer den flade 23,6 km lange rundstrækning, og 8 km senere kommer den sidste Primus-spurt. Efter 155,2 krydser man målstregen, og etapen afsluttes nu med en omgang på den hovedsageligt flade rundstrækning, der er placeret syd for målbyen Knokke-Heist og ikke byder på tekniske udfordringer. Den gyldne kilometer kommer med 18,1 km igen og herfra fortsætters ud til mål, hvor en teknisk finale venter. Med 3 km igen er der et U-sving, hvorefter en lige vej leder frem til to sving, der kommer kort efter hinanden med 600 m igen. Den sidste km stiger med 1-2%.

 

Finalen i Knokke-Heist er kendt af enhver, der tidligere har kørt Belgium Tour, og det ender altid i en massespurt. Vinden er en potentiel fare i kystregionen, men har traditionelt aldrig spillet en rolle. Med mindre det er meget blæsende, vil det blive en dag for de store sprintere, der dog skal time det rigtigt på den stigende opløbsstrækning, der ikke er helt nem. Samtidig er lead-outs vigtige i den tekniske finale.

 

Sidste år vandt Edward Theuns spurten foran Dan McLay og Kenny Dehaes. De tidligere vindere i Knokke-Heist er Tom Boonen (2015, 2014, 2006, 2005, 2004), André Greipel (2013, 2012, 2011), Kenny Van Hummel (2010), Borut Bozic (2009) og Jan Svorada (2002). Kun i 2003 lykkedes det Jans Koerts at snyde sprinterne. I 2007 var man vært for en etape i Eneco Tour, hvor Mark Cavendish vandt, og i 2008 lagde man asfalt til unge Jurgen Roelandts’ overraskende sejr ved de belgiske mesterskaber.

 

2. etape

Belgium Tour er en sammensmeltning af klassikere, og derfor er der som regel en etape, der sender feltet over nogle af de stigninger, der er kendt fra brostensklassikerne. Det er også tilfældet i år, hvor man på torsdagens anden etape skal køre et lille Gent-Wevelgem på en rute, der byder på de ikoniske stigninger Monteberg og Kemmelberg. Modsat tidligere brostensetaper i det belgiske løb kommer udfordringerne dog så tidligt, at sprinterne kan gøre sig håb om at få endnu en chance.

 

Med sine 199 km er 2. etape, der fører feltet fra kystbyen Knokke-Heist til Moorslede, en relativt lang sag, der inedledes med en lang rejse mod syd forbi storbyen Brugge gennem helt fladt terræn. Kun den første Primus-spurt, der kommer efter 91,2 km bryder kortvarigt monotonien, efter at man er drejet mod vest for at nærme sig Moorslede. Bare 6,2 km senere krydser man stregen for første gang, hvorefter man kører en omgang på en flad 18,9 km lang rundstrækning syd for byen. Den sender feltet forbi Primus-spurten for anden gang, hvor der er point på spil efter 110,1 km.

 

Efter 116,3 krydses målstregen for anden gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på en langt sværere 82,7 km lang rundstrækning i det for cykelfans kendte område vest for målbyen. I alt væsentligt er terrænet fladt, men med 45,6 km igen venter Schomminkelberg (2000 m, 4,4%, max. 16%), den første af tre stigninger. Monteberg (900 m, 6,2%, max. 13%) kommer med 41,1 km til måk, inden navnkunige Kemmelberg (500 m, 11,6%, max. 22%) skal passeres 38,6 km fra stregen. Herefter bliver det igen fladt på turen mod øst tilbage til Moorslede, hvor den gyldne kilometer kommer med 16,0 km igen. Til sidst gælder det den tredje Primus-spurt på samme sted som tidligere bare 6,3 km fra stregen. Til lut venter en helt ukompliceret finale, hvor sidste sving med 2900 m til mål leder ind på en lang, lige vej. Den sidste kilometer stiger imidlertid med 2-3%.

 

Kemmelberg er en modbydelig stigning, der kan gøre stor skade, men som det er tilfældet i 3 Dage Ved Panne, hvor man altid har en lignende etape, vil det være en overraskelse, hvis den gør nogen stor forskel. Resten af løbet er for nemt, og stigningerne kommer for langt fra mål, og derfor er det sandsynligvis kun vinden, der kan forhindre, at de stærke sprintere igen skal dyste om sejren i endnu en hård finale, hvor det stigende opløb vil kunne mærkes.

 

Moorslede har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det skete da Jens Debusschere i 2013 slog Nikolas Maes og Kenneth Vanbilsen i en massespurt i Tour de l’Eurometropole.

 

3. etape

Belgium Tour byder altid på en enkeltstart, der helt uundgåeligt spiller en afgørende rolle i det samlede klassement. I nogle udgaver er der tale om en prolog, men oftest har der været tale om en ”rigtig” enkeltstart på ca. 15 km i fladt terræn. Efter sidste års korte, tekniske prolog favoriseres temporytterne i år, idet de får en længere distance at gøre godt med, når feltet på tredjedagen kastes ud it det første klassementsslag i årets tidskørsel.

 

For andet år i træk er enkeltstart henlagt til byen Beveren, der ligger i en helt flad del af landet, og den foregår på en 13,4 km rute i området syd for byen. Etapen byder ikke på megen hokus pokus, idet man undervejs befinder sig mellem 8 og 18 m over havets overflade, hvormed der ikke er mange højdeforskelle. Fra starten kører man via en lille nedkørsel mod syd ud af byen, inden man kører mod vest og siden syd gennem byen Haasdonk frem til etapens sydligste punkt. Denne del er svagt stigende. Herfra kører man mod nordøst via en nedkørsel og en lille bakke frem til et skarpt venstresving, der fører frem til en lang, lige, let faldende vej, der leder tilbage mod Beveren. Her kører man tilbage til start-mål-området via samme vej, som man brugte på vejen ud, og derfor stiger det let. Der er tre sving i finalen, men ellers byder etapen ikke på mange tekniske udfordringer.

 

Specialisterne kunne næppe have designet en bedre rute. Der er stort set ingen klatring på programmet, og antallet af sving er også beskedent. Dermed er der tale om en etape for de mest kraftfulde ryttere, og det vil være de sande tempomonstre, der skal slås om sejren. Af og til kan sprintere gøre det godt på korte enkeltstarter, men denne er en anelse for lang og mangler tekniske udfordringer til, at de kan gøre sig gældende. Samtidig er etapen lang nok til, at der kan gøres solide forskelle, og efter fredagens dyst vil vi vide meget mere om, hvem der kan vinde årets Belgium Tour.

 

Beveren var sidste år vært for prologen, hvor Wout Van Aert overraskende slog Tony Martin og Reto Hollenstein. I 2013 vandt Martin en 15 km lang enkeltstart foran Tom Dumoulin og Artem Ovechkin, mens André Greipel i 2012 slog Danilo Napolitano og Adam Blythe i en massespurt.

 

4. etape

Belgium Tour er karakter af en sammensætning af en stribe klassikere, og det betyder, at der altid bydes på en vanskelig etape i Ardennerne. Sværhedsgraden har varieret fra år til år, men i år har man sammensat en rigtig modbydelig rute, der er en nærmest tro - ganske vist forkortet - udgave af 2016-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Således er finalen med Cote de la Roche-aux-Faucons, Cote de Saint-Nicolas og den brostensbelagte Rue Naniot, der kortvarigt blev introduceret i den belgiske klassiker, fuldstændig identisk med den, der blev benyttet i La Doyenne for 12 måneder siden, og det betyder, at man i år skal være en meget god klatrer for at kunne finde Belgiens nationale rundtur. Dog har man flyttet målområdet, således at stigningerne kommer en anelse længere fra stregen, og det er således ikke det klassiske, stigende opløb kendt fra den belgiske klassiker.

 

Etapen er i alt 170,0 km lang og både starter og slutter i Liege-forstaden Ans, der er kendt som mål for Liege-Bastogne-Liege. Den består af en tur ud i det kuperede terræn sydøst for Liege. Etapen starter dog relativt tilforladeligt, idet hovedsagelig er fladt i den indledende fase, hvor man kører mod sydvest og siden sydøst ned mod etapens sydligste punkt. Undervejs skal man efter 21 km over Aux Houx (2,2 km, 6,5%, max. 9%), mens Cote de Fraiture (2,6 km, 5,2%, max. 10%9 og Cote de Chambralles (1,55 km, 9,5%, max. 20%) venter efter hhv. 48,4 km og 57,7 km. De er adskilt af den første Primus-spurt, der kommer efter 51 km. Derudover venter der nogle lange opkørsler, men terrænet er ikke for vanskeligt

 

Efter rejsen mod syd vender man rundt, og turen hjem mod Liege er betydeligt vanskeligere. Således krøller man rundt i terrænet for at finde en masse stigninger, hvoraf flere er kendt fra Liege-Bastogne-Liege. Det gælder eksempelvis for de to første udfordringer, Cote de la Vecquee (6,2 km, 4,9%, max. 7,6%) og Cote de Maquisard (2,9 km, 5%, max. 7,3%), der er placeret efter hhv. 89 og 104 km. Umiddelbart efter den anden Primus-spurt efter 124,5 km melder Cote Rue de Lince (1,3 km, 5,4%, max. 10,9%) og Thier des Forges (1,9 km, 6.1%, max. 14%) sig, og de er således placeret efter hhv. 125,7 og 134,4 km.

 

Finalen starter for alvor, når man rammer ruten, der er kendt fra Liege-Bastogne-Liege. Med 25,7 km skal man således over den frygtede Cote de la Roche-aux-Faucons (1,5 km, 9,9%, max. 16%), der spiller en særlig rolle, fordi den gyldne kilometer er placeret på bakken. Herefter venter det velkendte, hovedsageligt faldende stykke frem til Cote de Saint-Nicolas (1,3 km, 7,6%, max. 15), der kommer med 13,1 km til stregen, bare 1200 m inden dagens sidste Primus-spurt. Den sidste udfordring er den brostensbelagte Rue Naniot (600 m, 7,8%, max. 15%) med 8,5 km igen. Herefter afviger man fra Liege-ruten ved igennem fladt terræn at bevæge sig frem mod mål. Der venter en 1 km lang bakke, der stiger med ca. 6%, med 5 km til mål, men derefter er det fladt. Finalen er teknisk med mange skarpe sving på de sidste 3km. På den sidste kilometer er der imidlertid kun ét sving med 300 m til stregen.

 

Selvom Belgium Tour har budt på svære etaper, er det vanskeligt at erindre, at man har haft så vanskelig en kongeetape. I sagens natur er dette en etape for de sande Ardenner-specialister, der sandsynligvis vil starte en kamp fra Roche-aux-Faucons, hvor de bedste vil gøre forskellen. I finalen er der lidt længere fra sidste stigning til mål, end det er tilfældet i den belgiske klassiker, men da niveauet er lavere, vil vi sandsynligvis se et endnu mere selektivt løb. Finalen er hård nok til at stærkeste mand kan køre alene hjem, og under alle omstændigheder vil der efter sidste stigning næppe være mere end 5-10 ryttere i spil til både etapesejren og den samlede triumf.

 

Ans er som bekendt kendt som målby for Liege-Bastogne-Liege, men har derudover ikke været benyttet som afslutning til et stort cykelløb i det seneste årti. I år var det som bekendt Alejandro Valverde, der vandt den belgiske klassiker foran Daniel Martin og Michal Kwiatkowski. Sidste år, hvor Rue Naniot blev anvendt i finalen, vandt Wout Poels foran Michael Albasini og Rui Costa.

 

5. etape

Efter to dage uden for rampelyset ventes sprinterne at få det sidste ord i årets Belgium Tour. Således vender man i år tilbage til byen Tongeren, der også sidste år lagde rammen om afslutningen, og da byen ligger i en flad del af Belgien, vil det være en overraskelse, hvis ikke det er de hurtige folk, der skal slås om løbets sidste etapesejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 169,6 km mellem Tienen og Tongeren. Etapen indledes med en omgang på en flad 19 km lang rundstrækning omkring Tienen, inden man igen passerer startområdet og sætter kursen mod øst. Herefter kører man i stort set samme retning det meste af vejen igennem fladt terræn, indtil man rammer den afsluttende rundstrækning efter 86,1 km. 1500 m længere fremme venter den første Primus-spurt, inden man efter 104,6 km krydser målstregen for første gang.

 

Etapen afsluttes med tre omgange den 21,9 km lange runde, der er helt flad. Derfor er de eneste højdepunkter den anden og tredje Primus-spurt, der kommer på hhv. første og tredje omgang med hhv. 60,3 og 17,1 km til mål. Den gyldne kilometer er placeret på anden omgang, hvor der skal dystes om bonussekunder med 27,3 km igen. Til slut venter en teknisk final med hele fire skarpe sving i rap lige ved den røde flamme, hvorefter der resterer to bløde kurver. Den sidste kilometer stiger med 2-3%.

 

Sidste år blev etapen kørt i forfærdeligt vejr, og det betød, at den blev meget hårdere end ventet. Terrænet er imidlertid meget nemt, og sprinterne bør derfor komme til fadet. Med det stigende opløb er der imidlertid igen tale om en ganske hård spurt. For klassementsrytterne handler det om at holde sig ude af problemer, men hvis det er tæt i den samlede stilling, kunne man forestille sig, at vi kan få en interessant kamp om bonussekunder på den gyldne kilometer.

 

Tongeren har kun én gang i dette årtusinde lagt asfalt til et stort cykelløb. Det skete på sidste etape i 2016, hvor Zico Waeytens vandt en spurt foran Dan McLay og Timothy Dupont. 

 

Favoritterne

Kampen om sejren i Belgium Tour kan som regel koges ned til fire elementer. Vigtigst er enkeltstarten og kongeetapen, der suverænt kan skabe de største tidsforskelle. Afhængig af kongeetapens sværhedsgrad har den ofte kogt antallet af mulige vindere ned til en håndfuld, der så har afgjort deres indbyrdes placering på enkeltstarten. Bonussekunder spiller imidlertid en stadigt stigende rolle med indførelsen af den gyldne kilometer, ikke mindst fordi den ofte ligger på en stigning, hvor ardennerspecialister har gode muligheder for at score tid. Endelig kan vinden spille en rolle, men det er sjældent på en tid af året, hvor det ikke er specielt blæsende i Belgien.

 

Det vil det heller ikke være i år, hvor der er lovet sommerlignende tilstande. Der vil være solskin hver dag, og i weekenden ventes temperaturen endda at passere de 30 grader. Derfor er det snarere varmen end vinden, der kan komme i spil. I det lys forventer vi, at 1., 2. og 5. etape skal afgøres i massespurter, og derfor vil det blive sandsynligvis blive afgjort på en kombination af kongeetapen, enkeltstarten og bonussekunder.

 

Årets felt er svagere end vanligt, og der er færre oplagte favoritter. Mest iøjnefaldende er det, at der blandt enkeltstartsspecialisterne ikke er mange, der kan begå sig på kongeetapen. Blandt de bedste klatrere er der meget få, der ikke vil tabe tid på tidskørslen, og det betyder, at der kun er ganske få ryttere, der har den alsidighed, der skal til for at vinde løbet. I virkeligheden er der derfor kun to helt oplagte vinderkandidater, og alt tyder på, at det bliver en duel mellem Philippe Gilbert og den tredobbelte vinder Tony Martin.

 

Det kan til gengæld blive en fantastisk dyst. Martin vil vinde tid på enkeltstarten, hvorefter Gilbert skal forsøge at sætte tyskeren til vægs på kongeetapen og gå efter bonussekunder på den gyldne kilometer, specielt på 2. og 4. etape, hvor bonusspurterne kommer på en stigning. Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke vinderen er en af de to ryttere, og forud for løbet er der to spørgsmål, der er afgørende. Hvor meget tid vil Martin vinde på 3. etape? Og kan tyskeren følge Gilbert på kongeetapen?

 

Duellen bliver tæt, men vi sætter vores penge på Tony Martin. Modsat Gilbert, der er på vej tilbage efter en skade, har Martin ikke haft helbredsproblemer. Tværtimod har han været særdeles velkørende i år, hvor det kun var en byge af uheld, der forhindrede ham i at levere et topresultat i klassikerne. Han har ganske vist ikke kørt løb siden 1. maj, men han plejer traditionelt at komme ud af denne pause i god form, og det er ikke noget tilfælde, at han har vundet løbet tre gange.

 

Martin fandt sidste år tilbage til sit højeste niveau i enkeltstarterne. Desværre har det ikke helt fungeret for ham i år, men det er for tidligt at drage skråsikre konklusioner. Således har han kun kørt to enkeltstarter, og han var trods alt ganske tæt på, og den i Paris-Nice var med sin hårde stigning alt for svær for tyskeren. I dette felt vil det være en overraskelse, hvis han ikke vinder enkeltstarten, og han bør vinde en del tid på Gilbert. Udfordringen bliver kongeetapen, men den er bestemt inden for Martins rækkevidde. Faktisk har han som regel kunnet følge Gilbert på stigningerne i dette løb, og det er værd at huske på, at han klatrer så godt, at han er tidligere vinder af Paris-Nice. Bonussekunder til Gilbert bliver en udfordring, som han ikke kan stille meget op mod, men faktisk kan han drage fordel af, at den gyldne kilometer ofte ligger på en stigning, hvor han har bedre chance for at køre i top 3. Hvis man dertil lægger, at Katusha har et fremragende hold af klatrere til at jagte Gilbert på 4. etape, tror vi, at Martin tager den samlede sejr.

 

Rivalen er Philippe Gilbert, men hans form er et spørgsmål. Efter styrtet i Amstel Gold Race måtte han holde pause, og derfor er der ingen, der ved, hvor langt han er kommet med sin formopbygning. Formodningen er, at han er på et fornuftigt niveau, og det gør ham til den oplagte favorit på kongeetapen, der passer ham som fod i hose. Problemet er enkeltstarten. Gilbert er ikke den temporytter, han var i sine bedste år, hvor han blandt andet blev belgisk mester, og selv da han var i absolut topform og vandt 3 Dage ved Panne samlet, blev han stadig sat klart til vægs af specialisterne. Hvis alt flasker sig, kan han måske score 20 bonussekunder undervejs, men det bliver ikke nemt at holde tidstabet til Martin inden for den margin. Derfor vil han sandsynligvis være tvunget til at sætte tyskeren på kongeetapen. Var han på 100%, ville det næppe være et problem, men det er han ikke. Det er ikke umuligt, men det bliver svært for den belgiske mester.

 

Manden, der kan gøre de to favoritter rangen stridig, er Wout Van Aert. Cykelcross-verdensmesteren er også en fremragende landevejsrytter, der sidste år endda slog Martin på prologen og blev nummer 2 på den eksplosive kongeetape i Belgium Tour. I år er hans store mål de belgiske mesterskaber i enkeltstart, og han har trænet målrettet på tempocyklen. På denne rute slår han ikke Martin, men han kan måske begrænse tidstabet. Med offensiv kørsel i Tour of Norway viste han, at formen er ganske god. Samtidig er han en god klatrer med et godt punch, der kan gå efter bonussekunder, og det er bestemt ikke umuligt, at han kan sætte Martin på kongeetapen. Slår han Gilbert på kongeetapen, ser det pludselig godt ud.

 

En anden, der kan vinde kongeetapen, er Tiesj Benoot. Han er netop kommet ned fra højderne, og derfor er det usikkert, hvordan formen er. Hvis træningen allerede nu bærer frugt, vil han være an af de helt store favoritter til at vinde 4. etape, specielt hvis Gilbert er langt fra formen. Udfordringen er, at hans enkeltstart er meget svag, og han skal sandsynligvis alene til mål på 4. etape for at vinde samlet. I år har han imidlertid klatret bedre end tidligere, og derfor er det bestemt ikke en umulig opgave.

 

Quick-Step er ikke fuldstændigt afhængige af Gilbert. Holdet kan også satse på Petr Vakoc, der på mange måder kan sammenlignes med Benoot. Også han får det svært på enkeltstarten, hvor han vil sætte en del tid til i forhold til Martin. Til gengæld passer kongeetapen ham som fod i hose, og han kan måske drage fordel af, at alle kigger på Gilbert. Samtidig er han hurtig og kan gå efter bonussekunder, men formen er desværre lidt et spørgsmålstegn, da han ikke har kørt løb længe.

 

Det har til gengæld Oliver Naesen, der i 4 Dage ved Dunkerque var meget tæt på at vinde kongeetapen. Heller ikke han kan imidlertid blande sig med de bedste på enkeltstarten, og han har derfor den udfordring, at han skal af med Martin på kongeetapen. Naesen har i år været stærkere end nogensinde tidligere, men Ardennerne er ikke som udgangspunkt hans terræn. Stigningerne på 4. etape kan være en anelse for lange. På den anden side overrasker han gang på gang, og etapen ligger inden for mulighedernes grænser.

 

Vi glæder os meget til at se Mathieu van der Poel i løbet. Hollænderen gør landevejsdebut, men viste med et par fornemme præstationer på sin mountainbike i de forløbne uger, at formen er i top. Han har vist, at han kan begå sig på dette niveau på landevejen, selvom skader har betyder, at han ikke har kørt meget. Kongeetapen burde passe ham, og han har en fremragende spurt. Problemet er enkeltstarten, hvor han nok vil tabe lidt for meget tid.

 

Det vil Sylvain Chavanel til gengæld ikke. Franskmanden har i år genfundet sit topniveau og var blandt andet i top 10 i Flandern Rundt. I 3 Dage ved Panne var han meget tæt på at vinde enkeltstarten, og han vil være Martins største konkurrent på 3. etape, specielt fordi han viste god form med en etape i 3 Dage ved Dunkerque. Desværre bliver kongeetapen nok for svær. Således kunne han ikke følge de bedste på stigningerne i Dunkerque, og her er udfordringerne vanskeligere.

 

Reto Hollenstein kørte sidste år et flot løb, hvor han blev nummer 2. Han vil helt sikkert igen være blandt de bedste på enkeltstarten. Sidste år drog han imidlertid fordel af den aflyste kongeetape. Samme held har han ikke i år, og vi er bange for, at han taber tid på 4. etape. Derudover kan han blive låst af at skulle arbejde for Martin.

 

Det samme kan Simon Spilak, men han er til gengæld så god en klatrer, at han måske kan tage sin chance som del af et taktisk spil. Selvom han er en fremragende rytter på kuperede enkeltstarter, taber han desværre alt for meget på powertidskørsler som den, der venter her. Skal han vinde, skal han alene hjem på 4. etape, men det kan måske også lade sig gøre som led i et taktisk spil, hvor det stærke Katusha-hold sidder i overtal.

 

Normalt ville man naturligt pege på Jan Bakelants som en af topfavoritterne. Dette er imidlertid hans første løb i flere måneder efter et brækket kraveben, og derfor er han naturligvis ikke i topform. Han har imidlertid været på træningslejr med sit Ag2r-mandskab, og han er derfor ikke på bar bund. Er han på et rimeligt niveau, vil han være langt fremme på kongeetapen. Desværre vil tidstabet på enkeltstarten nok være for stort.

 

Selvom han arbejdede for den senere vinder Clement Venturini, viste Florian Senechal et højt niveau på stigningerne i Dunkerque. Den form betyder, at han bør kunne blande sig på kongeetapen i dette løb, selvom sværhedsgraden måske er på grænsen. Også han er imidlertid hæmmet af sin enkeltstart.

 

I Tour Down Under viste Ruben Guerreiro, at han er en af fremtidens topryttere i Ardennerne. Desværre har han slet ikke ramt formen siden, og senest kørte han et svagt Tour of California. Han så dog bedre ud på sidste etape, og hvis han rent faktisk er ved at finde formen, passer 4. etape ham perfekt. Også han er dog hæmmet af enkeltstarten. Det samme gælder vinder af GP Lugano Iuri Filosi, der har haft en fremragende sæson og bør være fremme på kongeetapen.

 

Endelig vil vi pege på Jelle Vanendert og Rein Taraamae. Førstnævnte er ikke den rytter, han engang var, men han var faktisk fint kørende i Ardennerne. Han bør derfor være at finde helt fremme på 4. etape, men desværre er hans enkeltstart så elendig, at han næppe kan lave et samlet topresultat. Taaramae har egenskaberne til at gøre det godt i dette løb, men hans form har været katastrofal hele året, hvorfor han måtte opgive Giroen. Selvom han på papiret har, hvad der skal til, er det derfor tvivlsomt, om han vil være konkurrencedygtig.

 

Opdatering: Reto Hollenstein er i sidste øjeblik blevet slettet ra startlisten.

 

***** Tony Martin

**** Philippe Gilbert, Wout Van Aert

*** Tiesj Benoot, Petr Vakoc, Oliver Naesen, Mathieu van der Poel, Sylvain Chavanel

** Simon Spilak, Jan Bakelants, Florian Senechal, Ruben Guerreiro, Iuri Filosi, Rein Taaramae, Jelle Vanendert

* Maxime Bouet, Oscar Riesebeek, Martijn Tusveld, Maurits Lammertink, Maxime Vantomme, Anthony Turgis, Yves Lampaert, Huub Duijn, Mark Christian, Olivier Pardini, Jurgen Roelandts, Damiano Cunego, Dion Smith

 

Danskerne

Matti Breschel er til start for Astana, hvor hanventes at skulle arbejde for Riccardo Minali i spurterne, men måske kan få lov at tage sin egen chance på en eller flere af de tre sprinterteaper. Lasse Norman er med for Aqua Blue Sport, hvor han skal spille en rolle for Adam Blythe i spurterne og se, hvad han kan præstere på enkeltstarten.

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Landa afklaret efter nederlag

23.05. kl. 21:54 af Benjamin Lillelund.

Mikel Landa missede etapesejren i Giro d’Italia, men efter etapen var han ganske fattet.

På kongeetapen i årets Giro d’Italia så Mikel Landa ud til at have etapesejren i sin hule hånd, da han førte an ind på opløbet med Vincenzo Nibali på hjul.

 

Landa kom først ind i en kavalkade af sving og var derfor praktisk talt umuligt at overhale, men alligevel lykkedes på forunderlig vis Nibali at finde en vej forbi i det sidste sving 50 meter fra stregen.

 

”Jeg tabte desværre etapen på de sidste meter. Det er cykling. Du kan tabe, men også lære noget. Jeg følte mig god fra starten. Det var en hurtig etape med et udbrud på første etape. Til sidst blev jeg hentet på de sidste meter,” forklarer Mikel Landa til Eurosport.

 

Mikel Landa blev sat ude af klassementet som følge af det famøse motorcykelstyrt, men med overtagelsen af bjergtrøjen har deltagelsen i løbet fået ny mening.

 

”Mit mål var klassementet. Nu kan det være bjergtrøjen, men vi må se fra dag til dag,” afslutter Landa, som fører bjergkonkurrencen med 16 point til Luis Leon Sanchez.

Foto: Sirotti

Pozzovivo: Håber på en rolig dag i morgen

23.05. kl. 21:35 af Andy Pedersen.

Det blev til en blandet landhandel for favoritterne på dagens etape i Giro d’Italia. Blandt de store tabere var Dumoulin og Pinot. Blandt dem der holdte status quo, var til gengæld AG2R-kaptajnen Domenico Pozzovivo.

Sammen med Nairo Quintana, Ilnur Zakarin, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, sad Pozzovivo godt med i finalen. Mens Landa og Nibali ville køre for etapesejren, valgte Pozzovivo at sidde med de to resterende klassementsryttere. Det betød, at han sikkert kunne styre sit eget tempo i mål sammen med de to.

 

En del af italienerens sikre kørsel kunne findes i, at han genkendte stigningerne. Pozzovivo træner i området hyppigt, og derfor er han forvænt med de bjergpas som omringer Stelvio og Mortirolo.

 

“Jeg vidste, at denne etape ville være god for mig. Jeg kender disse veje som min egen bukselomme, da jeg ofte plejer at træne i højderne heromkring Stelvio. På toppen af den sidste stigning Umbrail, var vi alle virkelig trætte. Jeg havde endda kramper på den sidste nedkørsel til Bormio,” udtaler Pozzovivo.

 

Det var dog ikke udelukkende begejstring, som Pozzovivo udtrykte efter etapen. Dagens høje intensitet passede ikke italieneren så godt. Derfor håber han, at morgendagens etape byder på et lavere tempo, således at han kan restituere en lille smule inden kampen mellem rytterne i toppen af klassementet atter skal kæmpes.

 

”Farten var super høj hele dagen, selvom det faktisk var en super hård etape. Det gik dog rigtig godt for mig i dag. Benene var virkelig gode. Fra nu af bliver Giroen en udfordring hver dag indtil afslutningen. I morgen bliver starten svær, men jeg håber, at jeg kan få tid til at slappe bare en smule ej. Jeg er fortrøstningsfuld dog,” slutter Pozzovivo.

Foto: Sirotti

Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

23.05. kl. 21:20 af Emil Axelgaard.

Et meget akut toiletbesøg til Tom Dumoulin og et klassisk Nibali-comeback har med ét åbnet Giro d’Italia fuldstændigt, og sammen med Nairo Quintana er dagens to hovedpersoner i den grad i spil til den samlede sejr. Dermed er scenen sat til et fantastisk slag mellem trioen på de kommende bjergetaper, men inden deres næste opgør på torsdagens korte, intense bjergetape ventes udbryderne at få en chance på onsdagens 17. etape, der er den letteste i en uge fyldt med høje bjerge.

 

Ruten

Modsat tidligere år har man valgt, at samtlige etaper - bortset fra den sidste enkeltstart - i løbets tredje uge skal byde på høje bjerge og dermed en mulighed for at skabe ravage i klassementet. Skal man pege på den nemmeste af de fem bjergetaper, må det imidlertid være den anden i striben. Således byder 17. etape ikke på de sværeste stigninger, og da de vanskeligste ovenikøbet kommer i den første halvdel er det næppe en dag for klassementsrytterne, der får mulighed for at komme sig lidt efter kongeetapen. Med en lang, gradvis stigning op til et mål i skisportsmekkaet Canazei siger det imidlertid sig selv, at der ingenlunde er tale om en flad etape, og derfor vil de klatrestærke udbrydere have udset sig denne onsdag som en dag, hvor man kan gå efter sejren.

 

For anden dag i træk skal rytterne ud på mere end 200 km, idet de skal tilbagelægge hele 219 km mellem Tirano og Canazei. Starten er ganske brutal, da man efter 3 flade kilometer kører mod sydvest og siden nordøst op af den kendte Aprica-stigning. Den er af kategori 2 og stiger med 6,3% i gennemsnit over 12,3 km. Den er yderst regulær og når kun kortvarigt et maksimum på 11% midtvejs. Toppen kommer efter 15,1km, og herefter følger en ikke så svær nedkørsel, idet man fortsætter mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Passo del Tonale, en anden kendt stigning i Giro-sammenhæng. Forud for den officielle start på stigningen venter 20 km, hor det stiger jævnt, indtil man rammer det 11 km lange bjerg, der har en gennemsnitlig og maksimal stigningsprocent på henholdsvis 5,7 og 10. Også det er en meget jævn stigning, der konstant ligger på 5-7%.

 

Toppen nås efter 60,2 km, og herefter følger en meget lang nedkørsel til byen Cles, der er kendt fra Giro del Trentino og vært for den første spurt efter 105,7 km. Herfra fortsætter man mod syd ad en let faldende dalvej, indtil man rammer den korte kategori 3-stigning Giovo (5,9 km, 6,8%, max. 12%), der stiger med 8,5% på de første 1,5 km og derefter ligger på ca. 7% efter en lille nedkørsel. Toppen kommer når der resterer 82 km, og herefter går det resten af dagen mod nordvest ad en jævnt stigende vej. Kun efter ca. 160 km falder det kortvarigt, indtil en lille rampe leder op til dagens sidste spurt, der kommer efter 178,9 km, men ellers stiger det let hele vejen uden nogensinde at blive stejlt. I de sidste 5 km kører man ad brede, gode veje der næsten ikke stiger. Vejen bugter sig kun ganske svagt, og den sidste lette kurve leder ind på den 450 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning, der er svagt faldende.

 

Canazei har kun været besøgt to gange. Det skete første gang i 1978, hvor Baronchelli vandt, og i 1987, hvor sejren gik til hollandske van der Velde. Byen har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det fantastiske vejr fortsætter, og der bliver ingen problemer med at passere stigningerne i denne uge. Onsdag byder kun på enkelte skyer og en temperatur i Canazei på 16 grader. Det vil være en anelse mere blæsende med en jævn vind fra nord. Det giver sidemodvind det meste af dagen. Der vil være et kort medvindsstykke mellem den første spurt og toppen af Giovo-stigningen, mens det mod slutningen bliver mere og mere modvind. I finalen drejer man over i sidevind med 3 km igen.

 

Analyse af 16. etape

Skru tiden 12 måneder tilbage. Dengang måtte Vincenzo Nibali nærmest igennem et forhør af den nådesløse italienske presse, der var dybt skuffede over hans indsats på den netop afviklede bjergenkeltstart, og det så ud til, at alle chancer for en samlet sejr i Giroen var helt væk. Mindre end en ufe senere stod italieneren øverst på podiet i Milano efter et af de mest dramatiske og vanvittige comebacks i grand tour-historien, og Nibali fik sin fortjente ”hævn” over sine mange kritikere.

 

Et år senere er det vanskeligt ikke at sidde med en følelse af deja-vu. Også i går måtte Nibali stå til regnskab for de kritiske italienske skriverkarle, der ikke var tilfredse med hans indsats på Blockhaus og Oropa. Det blev ikke bedre af, at den nationale stjerne endda anslog en lettere defaistisk tone og gav udtryk for, at den samlede sejr var langt væk, og at han måtte forholde sig realistisk til situationen. Bare 24 timer senere har han imidlertid vendt situationen fuldstændig på hovedet, og selvom han stadig kun er på en tredjeplads i klassementet, fremstår han pludselig som en overordentlig realistisk vinder af sit hjemlands etapeløb.

 

Med en meriterende triumf på kongeetapen reddede Nibali ikke blot sin egen og den italienske ære, der i de forløbne to uger har fået sig ikke så få skrammer. Han viste sig også som etapens stærkeste mand. Ganske vist kunne han ikke sætte Nairo Quintana på den sidste stigning, men det var tydeligt, at den colombianske klatrer havde nok at gøre med bare at holde hans hjul. Modsat ved de tidligere angreb slog colombianeren ikke kontra, og da Nibali lettede på gashåndtaget, gik han ikke frem, som han havde gjort ved enhver tidligere lejlighed. Quintana er ikke nogen let nød at knække, og han viste sin klasse ved at følge Bahrain-kaptajnen, men igen efterlod han det indtryk, at han stadig ikke har nået den form, der normalt ville gøre ham til feltets bedste klatrer.

 

Det ser til gengæld ud til, at det forholder sig lige omvendt for Nibali. Efter en yderst rusten start har italieneren hele tiden klynget sig til håbet om, at han igen i år vil finde topniveauet i den tredje uge, hvor de lange, udmarvende etaper tillige er til hans fordel. Efter nedturen på Oropa var der ikke meget, der tydede på, at det ville lykkes, men så snart vi ramte ”hans” terræn, sad den lige i skabet.

 

Nibali står nu med ganske gode kort i den direkte duel med Quintana. Der er ingen tvivl om hvem af de to, der vil være bedst på den afsluttende enkeltstart i Milano, og allerede nu er afstanden så beskeden, at Nibali ville have en reel chance for at gå forbi colombianeren, hvis de i morgen blev kastet ud på den flade rute i den italienske metropol. I lyset af dagens præstation er der imidlertid grund til at tro, at Nibali vil være i stand til at vinde yderligere tid, ikke mindst fordi også torsdagens store etape i Dolomitterne også slutter med en nedkørsel, der som så ofte før i dag viste sig at være et meget effektivt våben for den forsvarende mester.

 

Den store ubekendte faktor er naturligvis Tom Dumoulin, og hele feltet må sidde med utallige spørgsmål efter dagens etape. Hvor stærk var hollænderen? Kunne have han fulgt Quintana og Nibali? Og var hans akutte toiletbehov udtryk for begyndende sygdom eller blot et mere forbigående problem?

 

Intet tyder på det sidste. Således gav Dumoulin ikke udtryk for bekymring for sit helbred ved de efterfølgende interviews, men han kunne ikke skjule skuffelsen. Alligevel er der grund til optimisme hos hollænderen, der med en heroisk indsats begrænsede tidstabet og forbliver i pole position. Med enkeltstarten in mente er hans virtuelle forspring til Quintana fortsat mindst halvandet minut, og selvom han ikke længere har det forspring, som han med egne ord kunne ”lege med” i bjergene, er situationen stadig god.

 

Det er den ikke mindst, fordi han ikke viste mange svaghedstegn på etapen, og han hævdede selv efterfølgende at have været en af de stærkeste, og at han ”let” kunne være forblevet hos sine to værste rivaler. Det er udtryk for et overskud og en selvtillid, der giver indtryk af en mand, der faktisk blot er blevet bestyrket i sin tro på sejren. Således var denne etape hans måske sværeste udfordring, og skal man tro ham selv, bestod han den altså til UG. Det flotte forsvar i dag efterlader klart det indtryk, at Dumoulin er en af feltets absolut stærkeste.

 

Der udestår imidlertid fortsat besvarelsen af ét stort spørgsmål: kan Dumoulin håndtere så mange hårde bjergetaper komprimeret i en intens sidste uge? Det har været det store mysterium, siden han for en uges tid siden etablerede sig som reel vinderkandidat, og selvom han klarede dagens test, er det fortsat uafklaret. Quintana og Nibali skal fortsat forsøge at knække ham, og de er dermed stadig tvunget til at være aggressive.

 

Kampen om den samlede sejr synes imidlertid nu at være kogt ned til en dyst mellem tre mand. Fjerdemanden i fejden, Thibaut Pinot, viste for anden bjergetape i træk markante svaghedstegn, endda på en dag, hvor han i teorien burde have været i sit es. Med sin altid stabile indsats var der ingen tegn på kollaps, men det er efterhånden tydeligt, at Pinot ikke har det ekstra, der skal til for at vinde samlet. Selv hans mål om en podieplads ser nu ud til at være vanskeligt realiserbart efter en dukkert, der var betydeligt større, end han havde kunnet ønske sig.

 

Helt omvendt er situationen for Ilnur Zakarin. Præstationen på Oropa var ikke en enlig svale. Tværtimod ser det ud til, at strategien om, at et stille forår skulle lede til topform i Giroens tredje uge har båret frugt. Med Dumoulins reelle styrke som et åbent spørgsmål lignede russeren tredjestærkeste mand blandt klassementskandidaterne, og han synes fortsat at være i fremgang. Desværre er også han nok for langt fra podiet, hvis ikke Dumoulin oplever det kollaps, som mange håber på. Til gengæld viste dagens etape også igen, at Zakarin er nødt til at forbedre sig markant på nedkørslerne, hvis han skal undgå en sårbarhed, der på sigt kan blive fatal i kampen om at vinde en grand tour.

 

Man må også glæde sig over præstationen fra Domenico Pozzovivo. Det har taget to år, men nu er han endelig tilbage efter sit katastrofale styrt i 2015. Indikationerne har været der lige siden Tour of the Alps, f ved at køre noget, der ligner sit livs bjergetape, bekræftede han det til fulde. Podiet vil aldrig blive en mulighed for den lille italiener, men hvis tingene flasker sig kan en fornem top 5-placering måske lade sig gøre.

 

Også Bob Jungels kan drage hjem til hotellet med et lettelsens suk. Historikken viser klart, at luxembourgeren er flyvende i den tredje uge, og det bekræftede han i dag. Jungels er ikke klatrer og vil altid komme til kort over for de lettere fyre i så svært terræn. Alligevel lykkedes det ham at nå mål sammen med Adam Yates, der virkede alt andet end brillant. Med tanke på denne afsluttende enkeltstart og hans allerede store forsvare samt det forhold, at han næppe eksploderer totalt, gør ham nu til den klare favorit til den hvide trøje, som ellers har ligget til Yates’ højreben.

 

Endelig må Mikel Landa have svært ved at falde i søvn i aften. Baskeren var helt klart en af dagens allerstærkeste, og selvom han blev hentet af Nibali i finalen, så alt ud til, at han var på vej til at redde Skys Giro ved at tage sejren på den vigtigste etape af alle. På ufattelig vis lykkedes det ham imidlertid at håndtere finalen så tåbeligt, som det næsten kunne lade sig gøre. Det krævede ikke en doktorgrad i psykologi at indse, at Nibali ville køre hårdt til stregen for at vinde så meget tid som muligt, og derfor kunne Landa med sindsro have sat sig på hjul uden risiko for at blive hentet. Alligevel valgte han at føre i de sidste 2 km for blot til slut at blive overspurtet af sin tidligere holdkammerat. Naturligvis kan han trøste sig med, at benene tydeligvis er til en etapesejr, men i et løb, hvor klassementskampen betyder, at det ikke bliver let for udbrydere at vinde, er det langt fra sikkert, at han får sig en lignende mulighed igen.

 

Favoritterne

Den sidste uge er blevet betegnet som intet mindre brutal. Med undtagelse af sidste etape er der hårde bjerg på programmet hver eneste dag, og når det endelig bliver fladt i Milano på søndag, er der end ikke tale om en sprinteretape, men i stedet en knaldhård enkeltstart. Der er dog én af de sidste seks etaper, der ikke ventes at spille en rolle i klassementet, og det er onsdagens 17. etape.

 

Det er nu ikke, fordi etapen mangler bjerge. Passo Tonale er et legendarisk bjerg i Giro-sammenhæng, og også Aprica-stigningen har ofte været på programmet - det kan nu afdøde Michele Scarponi skrive under på, idet han vandt sin sidste etape netop her i 2010 - men de kommer alt for tidligt til at kunne gøre en forskel. En afslutning i et skisportsmekka fortæller naturligvis også, at etapen er alt andet end flad, men der er tale om en jævn opkørsel til Canazei i terræn, der slet ikke gør det muligt at gøre forskelle mellem de allerbedste. Samtidig venter der fire afgørende dage fra og med torsdag, og derfor vil hovedaktørerne være tilfredse med at få en chance for at komme sig efter dagens maraton og gøre sig klar til det, der venter.

 

Det betyder imidlertid ikke, at der venter en let dag - tværtimod. Favoritternes indstilling betyder nemlig, at en stor del af feltet drømmer om at være en del af det udbrud, der med 95% sikkerhed skal afgøre etapen. Da det samtidig er den eneste af de resterende etaper, der har en relativt overkommelig finale, er det for mange den eneste reelle chance for at vinde en etape.

 

Alligevel er listen over mulige vindere relativt begrænset. Starten er nemlig så hård, at man skal være en sublim klatrer for at kunne gøre sig de mindste forhåbninger om at blive en del af dagens udbrud. Det gør det meget lettere at forudsige, hvem der rent faktisk rammer udbruddet, og der er således langt mindre tale om end lotteri, end det var tilfældet eksempelvis på søndagens 15. etape, hvor vi var vidne til en helt vanvittig kamp for at ramme udbruddet.

 

Med udsigt til et succesrigt udbrud vil der blive tale om en hurtig start, men udbruddet vil med så vanskelig en start blive etableret hurtigere end på 15. etape. De bedste ryttere vil simpelthen køre væk, og det er meget få hold, der kan mobilisere kræfter til at jagte. Sunweb skal bare sikre sig, at der ikke kommer farlige folk afsted, og det kan de gøre med nogenlunde lethed. På sådanne etaper kører der ofte en meget stor gruppe, og det er en perfekt chance for ryttere i den nedre del af top 20 i klassementet til at vinde et par placeringer ved at gå i offensiven.

 

Når udbruddet er kørt, vil Sunweb sandsynligvis tage kontrol, og herefter er det vanskeligt at se, hvorfor gruppen ikke skulle holde hjem. Favoritterne vil helt sikkert gerne spare kræfter, og det kræver derfor, at et ambitiøst hold har misset udbruddet. Efter så hård en start tager det imidlertid lang tid at få samlet tropperne og organiseret en jagt. Dertil kommer, at afslutningen er ret hård, og da udbruddet vil være stærkt, er det svært at forestille sig, at et hold, der ikke kunne køre med i angrebene, er stærke nok til at skabe samling. Derfor har vi meget svært ved at forestille os, at det ikke bliver en udbrudssejr, og de eneste, der sandsynligvis vil give Sunweb en hånd, er de top 10-hold, der kommer frem for at holde snor i udbruddet, når positionerne i toppen af klassementet kommer under pres.

 

Med andre ord skal vi finde vinderen blandt ryttere, der kører godt nok opad til at komme afsted, men som samtidig har en styrke og et punch til at vinde i en finale, der ikke er specielt svær. Luis Leon Sanchez passer helt perfekt på den beskrivelse. Spanieren har været fantastisk kørende i dette løb, hvor han har været i angreb stort set hver eneste dag. Senest var han på togt i dag, hvor han vandt bjergspurten på Mortirolo, som egentlig burde være alt for stejl, og endda kunne følge med udbruddet på Stelvio, selvom langt bedre klatrere som Pierre Rolland og Winner Anacona blev sat af. Også hans enkeltstart var fantastisk, og i det hele taget har vi vel næppe set en bedre Sanchez, siden han forlod det gamle Rabobank-mandskab.

 

Med de klatreevner, Sanchez har i øjeblikket, vil vi være forbløffede, hvis ikke han rammer udbruddet på stigninger, der er relativt bløde og skræddersyede til ham. Samtidig er han enormt kraftfuld på en opkørsel som den, der venter i finalen. Hvis man dertil lægger, at han hører til blandt de bedste afsluttere blandt de gode klatrere, falder det hele i hak. Naturligvis brugte han kræfter i dag, men til sidst så det ud til, at han valgte at spare på kræfterne, da han indså, at etapesejren var væk. På dette tidspunkt er det ofte de samme, der er i udbrud dag efter dag, fordi det hele kommer an på friskhed. Den har Sanchez, der er vores bud på en etapevinder.

 

Også Rui Costa var med i dagens udbrud, men set i bakspejlet havde det nok været klogere at spare på kræfterne til en etape, der passer ham bedre. Det gælder nemlig 17. etape, der er som skræddersyet til portugiseren. Også han har nemlig vist, at formen er god, selvom han helt som forventet ikke har kunnet køre klassement. Han har allerede én gang været tæt på en etapesejr, og han vil helt sikkert forsøge sig igen. De bløde stigninger i starten passer ham som fod i hose, og også han har power på opkørslen til Canazei. Samtidig er han hurtig i en spurt og har et helt fantastisk killer-instinkt, der gør ham livsfarlig på en etape som denne.

 

Patrick Konrad var syg på Etna-etapen, og det kostede ham klassementet. Siden har han imidlertid vist, at han ville have været god for en top 15-placering, da han ikke har været langt fra de bedste. Nu giver det ham imidlertid frihed til at jagte en etapesejr, og det vil være dumt, hvis ikke han har sat kryds ved denne etape. Med de klatreben, han hidtil har vist, bør han uden problemer kunne ramme udbruddet, og dette gør ham til en oplagt kandidat. Konrad er nemlig lynhurtig i en spurt, hvilket han eksempelvis viste i årets Vuelta a Murcia. Faktisk var han på 15. etape meget frustreret over, at han først fik kontakt med favoritterne i selve opløbet, da han følte sig overbevist om, at han kunne vinde etapen.

 

Med sine bjergpoint har Mikel Landa virkelig sat Omar Fraile under pres, og derfor er det bydende nødvendigt for Dimension Data-rytteren, at han tager på togt på denne etape. I dag var han også afsted, og det vidner om, at formen stadig er god, selvom stigningerne ikke helt uventet blev en anelse for svære. Denne etape passer ham imidlertid endnu bedre, fordi klatreudfordringerne er mere moderate. Samtidig er han en ganske habil afslutter, og selvom han måske ikke er helt så hurtig som folk som Sanchez, Costa og Konrad, viste han på 11. etape, at han sagtens kan vinde en spurt efter et hårdt løb.

 

På papiret står der Giovanni Visconti skrevet med fed ud over denne etape, men det er tvivlsomt, om italieneren får lov. Efter Nibalis opvisning på dagens etape må Bahrain virkelig lugte blod, og man kan meget vel få brug for Visconti senere i løbet. På den anden side har han tidligere i løbet fået sig visse friheder, og hvis han gør det igen, er dette en perfekt etape. De første stigninger har en fin sværhedsgrad for ham, og med sin meget gode spurt bliver han utroligt svær at slå i finalen.

 

Dario Cataldo ligger til i klassementet, men da han er 6 minutter fra top 10 vil han sandsynligvis sagtens kunne køre i udbrud og jagte en forbedring af sin position. Det vil han helt sikkert forsøge, som han tidligere har gjort i dette løb, og også han må være inspireret af denne etape. Således har han vist, at han er blandt de bedste klatrere, og selvom han i de senere år ikke har spurtet meget, er han hurtig på stregen. Det viste han senest på toppen af Etna, og det gør ham til et godt etapevinderbud.

 

Det var lidt et mysterium, at Michael Woods gik i udbrud på sagens etape, der var for svær for canadieren. Det havde været langt klogere at spare på kræfterne til denne etape, der passer ham langt bedre. Hans form har ikke virket til at være den bedste på det seneste, men i dag viste han, at han er i bedring. På papiret burde han kunne være med på de første stigninger, og selvom han er bedst til at spurte op ad bakke, er han ikke langsom i en flad afslutning.

 

Det samme gælder Rudy Molard, der har mange af de samme karakteristika. FDJ gav ham frihed til at gå efter en etapesejr i søndags, og selvom det ikke er sikkert, kan han måske få chancen igen. Stigningerne har en sværhedsgrad, han kan håndtere, og han har en ganske fornuftig spurt.

 

Når vi taler om spurt, er det naturligt at pege på Jose Goncalves. Efter en sløv start er portugiseren for alvor kommet i gang, men hidtil har han været tvunget til at blive ved Zakarins side. Det er usikkert, om han får lov til at forsøge sig på denne etape, men han har en god chance, hvis han gør. De første stigninger kan være lidt for svære, men kommer han først med, er han en af de allerhurtigste i en spurt. Det samme gælder for Matteo Montaguti, der normalt vil være et fremragende bud på en etape som denne i kraft af sine spurtstyrke, men desværre synes han ikke at have sin bedste form.

 

Jan Polanc og Maxime Monfort vil helt sikkert forsøge at bruge etapen til at rykke frem i klassementet. Derfor er de meget sandsynlige deltagere i udbruddet. Ingen af dem er langsomme på stregen, men risikoen for, at de er oppe med hurtigere rivaler er dog overhængende.

 

Movistar fører stort i holdkonkurrencen, men de kan alligevel vælge at sende en mand med i udbruddet for at være sikre. Her er Gorka Izagirre den med de bedste chancer for at gøre det færdigt, da han har den bedste spurt og er i glimrende form. Samtidig viste han i dag fremgang efter en lidt sløv periode.

 

Sky vil helt sikkert forsøge sig igen, men de mangler den ideelle kandidat til denne etape. Diego Rosa og Mikel Landa er de bedste bud. Landa er så god, at han selv kan bestemme, om han vil med i udbruddet eller spare kræfter, men han får svært ved at vinde i denne finale. Rosa har bedre muligheder i afslutningen, men er slet ikke i sin bedste form.

 

Endelig vil vi pege på Tejay van Garderen. Efter den store skuffelse viste amerikaneren i dag en vis fightervilje med et angreb, og han var ikke så langt fra at kunne følge de bedste. Han vil helt sikkert forsøge at komme med i udbruddet, og det burde kunne lykkes. Til gengæld bliver det sværere at gøre det færdigt, men han har poweren til at holde hjem, hvis han kan snyde sine konkurrenter i finalen.

 

Feltet.dks vinderbud: Luis Leon Sanchez

Øvrige vinderkandidater: Rui Costa, Patrick Konrad

Outsidere: Omar Fraile, Giovanni Visconti, Dario Cataldo, Michael Woods

Jokers: Rudy Molard, Jose Goncalves, Matteo Montaguti, Jan Polanc, Maxime Monfort, Gorka Izagirre, Diego Rosa, Mikel Landa, Tejay van Garderen

Foto: Martin Nørgaard og Dennis Boutrup

Riwal: Vi gør det fint i dag

23.05. kl. 21:08 af Benjamin Lillelund.

Riwal Platform mistede førertrøjen på dagens etape af An Post Ras, men alligevel er holdet godt tilfreds.x

Tredje etape blev endestationen for Nicolai Brøchners førertrøjeeventyr, da et udbrud holdt hjem til stregen med tre minutter til feltet med Brøchner i.

 

Til gengæld sad Troels Vinter og Jonas Aaen i udbruddet, hvor det blev til henholdsvis en 11. og fjerdeplads. Der er dog også positive elementer ved ikke længere at have manden, der fører klassementet.

 

”Jeg synes, vi gør det fint i dag, selvom det naturligvis er ærgerligt at miste trøjen. Vi har to mand med, hvor det bliver afgjort og kan nu spille vores kort anderledes upresset, end hvis vi skulle have forsvaret trøjen med fire mand,” siger sportsdirektør Michael Blaudzun til holdets hjemmeside.

 

”I morgen går det opad, og jeg vurderer, at Troels Vinther har en fin chance for at spille en rolle, selv om kendskabet til de øvrige klassementsrytteres klatreegenskaber er begrænset,” tilføjer han.

 

Andreas Kron måtte i dag udgå, og dermed er kun Nicolai Brøchner, Troels Vinther, Jonas Aaen og Stefan Djurhuus tilbage på de sidste fem etaper.

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Zakarin-angreb stoppet af Katusha-bilen

23.05. kl. 20:49 af Andy Pedersen.

Det var anderledes scener, som i dag udspillede sig i Giro d’Italia. Som bekendt kom løbets førende rytter Tom Dumoulin i problemer med hans fordøjelsessystem, og dette skabte stor forvirring i løbet, heriblandt også for Katusha-kaptajnen Ilnur Zakarin.

Umiddelbart efter at Tom Dumoulin stod af cyklen for at få ordnet sine sager, angreb Ilnur Zakarin nemlig favoritten. Tilsyneladende troede Zakarin, at Dumoulin var tappet for kræfter, og ikke udsat for uheldige besørgelsestidspunkter. Sportsdirektør Dmitry Konyshev valgte imidlertid at oplyse sin kaptajn om, at han helst så ham falde tilbage til de andre favoritter, hvilket Zakarin valgte at adlyde.

 

”Det var en god præstation af Zakarin i dag. Vi havde planlagt at gøre noget, men det var en smule forvirrende da førertrøjen stoppede for et toilet-nødstilfælde. Zakarin forsøgte at angribe, men jeg stoppede ham, mens vi forsøgte at forstå i bilen hvad der skete,” udtaler sportsdirektør Dmitry Konyshev.

 

Derefter lå Zakarin med de to andre klassementsryttere Quintana og Pozzovivo. Her endte han sammen med de to bag Landa og Nibali i front. Dette er til stor tilfredsstillelse for hans chef i Katusha-bilen.

 

”I stedet for at angribe skulle han bare følge de andre gutter. Han fandt en god rytme med Quintana og Pozzovivo, men det var umuligt at hente tid på nedkørslen, da det ikke er hans stærkeste tid. Han tabte ca. 30 sekunder til Nibali på etapen, men det er okay i mine øjne, da han tog tid på andre rivaler,” slutter Konyshev.

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Quintana ville hente mere tid

23.05. kl. 20:29 af Benjamin Lillelund.

Nairo Quintana havde ønsket at hente mere tid på konkurrenterne, end det var tilfældet.

Han blev givet en stor gave af Tom Dumoulin, da denne måtte forsvinde på toilettet i naturen under etapen, hvilket resulterede i et tidstab på mere end to minutter.

 

Derfor er Nairo Quintana igen helt inde i kampen om klassementssejren med kun 31 sekunder op til netop Dumoulin, men Quintana havde gerne set en større tidsforskel.

 

”Selvfølgelig vil jeg gerne have jeg fem minutter, men realiteten er, at man ofte gerne vil gøre noget, men at gøre det er en anden historie. Men vil er tilfredse nok med, hvad vi har gjort i dag,” siger Nairo Quintana ifølge Cyclingnews.com.

 

Nairo Quintana tabte kun 12 sekunder til Vincenzo Nibali, som han har 41 sekunder ned til i klassementet, mens der er 2.07 minutter ned til Thibaut Pinot på fjerdepladsen.

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Nibali sikrede Italien første Giro-sejr

23.05. kl. 19:48 af Benjamin Lillelund.

Vincenzo Nibali blev manden bag hjemlandets første etapesejr i årets Giro d’Italia.

Colombia, Luxembourg, Holland, Spanien, Australien, Tyskland, Schweiz, Slovenien og Østrig. Det var inden dagens 16. etape i Giro d’Italia de nationer, der indtil videre havde vundet en etape i løbet.

 

Det står i skærende kontrast til dengang, hvor Italien dominerede, men i takt med cykelsportens globalisering har italienerne fået sværere ved at vinde i hjemlandets største løb.

 

I dag kom den første etapesejr i årets udgave af Giroen, da Vincenzo Nibali drønede først over stregen til stor jubel for de fremmødte tilskuere, og det endda på årets kongeetape.

 

”Jeg tænkte ikke på at levere den første etapesejr til Italien. Jeg vidste, at det ville blive svært bare at klare den. Jeg er meget glad for, at jeg vandt med hjælp fra holdet. Jeg kom meget træt til stregen,” siger Vincenzo Nibali i en pressemeddelelse fra arrangørerne af Giro d’Italia.

 

”Det er en sejr for en komplet rytter. Jeg skulle være konsistent fra start til mål på en lang og svær etape. Til sidst skulle jeg være en aggressiv klatrer, en god nedkører og en sprinter,” forklarer han endvidere.

 

Med sejren kørte Nibali sig samtidig helt tilbage i kampen om den samlede sejr, da Dumoulin måtte hive koteletter op ad baglommen midt i finalen. Således er Nibali nu kun lidt over et minut efter på tredjepladsen.

 

”Jeg er tættere på Dumoulin i klassementet nu. Der er flere svære etaper i vente, men Dumoulin har også en enkeltstart i Milan til sin fordel,” afrunder Nibali.

 

Vincenzo Nibali har 41 sekunder op til Nairo Quintana som nummer to.

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Dumoulin: Jeg kunne ikke holde mig

23.05. kl. 18:55 af Benjamin Lillelund.

Presset blev for stort for Tom Dumoulin, som måtte træde af på naturens vegne på et kritisk tidspunkt.

Tom Dumoulin skabte årets måske mest akavede tv-billeder, da han i begyndelsen af den sidste stigning på årets kongeetape i Giro d’Italia pludselig måtte stoppe op og desperat hive sit tøj af for at tømme ryggen.

 

Inden etapen havde Dumoulin ikke været ramt af sygdom, men de opstod altså undervejs på etapen og endte med at blive for meget for hollænderen i lyserødt.

 

”Jeg havde bare problemer. Jeg var nødt til at gå på toilettet. Jeg kunne ikke holde mig mere. Jeg følte det først på nedkørslen fra Stelvio. Jeg kunne ikke fortsætte længere. Jeg besluttede mig for at kæmpe, kæmpe og kæmpe og drage konklusioner til sidst,” siger Tom Dumoulin efter etapen til Eurosport.

 

På heroisk vis kæmpede Dumoulin sig i mål tidsnok til at holde førertrøjen, men han smed næsten hele sit forspring og er nu kun 31 sekunder og 1.12 minutter foran Nairo Quintana og Vincenzo Nibali. Det ærgrer Dumoulin, som ellers har haft gode fornemmelser.

 

”Det gik godt, men jeg er dybt skuffet. Jeg var stærk. Jeg kunne let være blevet hos Nibali og Quintana. Jeg tabte det kun, fordi jeg havde et problem. Det er noget lort,” lyder det fra en selvironisk og humoristisk Dumoulin.

 

Tom Dumoulin skal forsøge at forsvare sit tilbageværende forspring på de sidste fire bjergetaper, inden en 29 kilometer lang enkeltstart venter som afslutning på Giro d’Italia.

Foto: Cyclingphoto.dk

Brøchner smed førertrøjen i Irland

23.05. kl. 18:10 af Benjamin Lillelund.

I An Post Ras blev Nicolai Brøchner fravristet førertrøjen af et udbrud, hvor både Jonas Aaen og Troels Vinther sad.

Det har indtil videre været et fantastisk An Post Ras for Riwal Platform, da Nicolai Brøchner vandt første etape og kørte sig i førertrøjen. Den måtte han dog give slip på efter dagens tredje etape.

 

Et udbrud viste sig nemlig at holde hjem til stregen næsten tre minutter før feltet, hvor Brøchner sad, og ligger den spurtstærke dansker nu nummer 27 i klassementet, mens Dennis Bakker (Delta) kan iklæde sig førertrøjen i morgen.

 

I udbruddet sad både Jonas Aaen og Troels Vinther, og sidstnævnte forsøgte at forhindre en spurtafgørelse ved at angribe på den sidste kilometer. Det lykkedes dog ikke, og så blev han nummer 11, mens Aaen kørte ind som nummer fire, slået af vinderen, Matthew Teggart (An Post), Ian Bibby (JLT Condor) og Stéphane Poulhies (Armée de Terre).

 

Troels Vinther er nu klatrer op som nummer seks i klassementet, mens Jonas Aaen er nummer otte, begge med 22 sekunder op til Dennis Bakker inden de sidste fem etaper.

Foto: Sirotti

Lort for Dumoulin: Nibali vandt etapen

23.05. kl. 17:07 af Benjamin Lillelund.

Tom Dumoulin måtte lade ekskrementer få frit løb på dagens etape i Giro d’Italia, men han beholdt akkurat førertrøjen, mens Vincenzo Nibali vandt etapen.

Årets kongeetape i Giro d’Italia var i dag på menuen for de startende ryttere med både Mortirolo og Stelvio to gange undervejs på den 222 kilometer lange rute.

 

Det endte med at blive en bogstavelig lorteetape for Tom Dumoulin (Sunweb), der måtte træde af på naturens vegne umiddelbart inden den sidste stigning, men hollænderen kæmpede sig tidsnok i mål til at beholde førertrøjen foran Nairo Quintana (Movistar) og Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida).

 

Nibali fik sat alle klassementsrytterne på nedkørslen og kom ind på opløbet sammen med Mikel Landa (Sky), som havde været i udbrud på en stor del af etapen. Her så det ud til, at Landa fik kørt den tekniske afslutning bedst, men i sidste sving sneg Nibali sig indenom og vandt etapen.

 

Etapereferat:
Helt fra starten var der adskillige angreb, og flere konstellationer kom kortvarigt afsted, inden en stor gruppe slap væk fra feltet. Her sad Quentin Jauregui (AG2R), Pello Bilbao, Zhandos Bizhigitov (Astana), Manuel Senni (BMC), Joe Dombrowski, Davide Villella (Cannondale), Branislau Samoilau, Felix Grosschartner (CCC), Matthieu Ladagnous (FDJ), Jasper De Buyst (Lotto Soudal), Winner Anacona, Daniele Bennati (Movistar), Laurens De Plus, Pieter Serry (Quick-Step), Natnael Berhane (Dimension Data), Maxim Belkov, Alberto Losada (Katusha), Jurgen Van Den Broeck (LottoNL-Jumbo), Vasil Kiryienka (Sky), Phil Bauhaus, Chad Haga (Sunweb), Mads Pedersen, Jasper Stuyven (Trek-Segafredo), Matej Mohoric, Marco Marcato, Sacha Modolo (UAE Team Emirates) og Julen Amezueta (Wilier).

 

Bennati lod sig falde tilbage til feltet, og kort efter faldt også Bauhaus fra. Samtidig blev jagten intensiveret, og i bunden af Mortirolo var udbruddet bare 18 sekunder foran feltet. Her startede angrebene på ny, og blandt andre Omar Fraile (Dimension Data) havde held til at køre op til de forreste.

 

Luis Leon Sanchez (Astana) var ligeledes en af de ryttere, der fik kontakt til frontgruppen, som han trak hele vejen op ad Mortirolo. Til ære for Michele Scarponi, som Mortirolo-stigningen er dedikeret til, fik Sanchez lov til at tage bjergpointene foran Omar Fraile og Mikel Landa, der også var kommet til fronten.

 

Udbruddet bestod nu af Andrey Amador, Jesus Herrada og Gorka Izaguirre (Movistar), Laurens Ten Dam (Sunweb), Steven Kruijswijk (LottoNL-Jumbo), Mikel Landa, Vasil Kiryienka Sebastian Henao og Philip Deignan (Team Sky), Luis Leon Sanchez, Pello Bilbao, Omar Fraile, Natnael Berhane og Igor Anton (Dimension Data), Joe Dombrowski, Michael Woods og Pierre Rolland (Cannondale-Drapac), Rui Costa, Edward Ravasi (UAE Team Emirates), Laurens De Plus, Jose Mendes (Bora-hansgrohe), Manuel Senni, Alexander Foliforov (Gazprom-RusVelo), Felix Grosschartner og Jan Hirt (CCC).

 

Sky maser på
Team Sky havde fire ryttere med i front, og derfor stod Kiryienka for at føre frontgruppen frem mod den første passage af Stelvio. Med under 100 kilometer til mål rundede afstanden tre minutter, men der blev ført nogenlunde kontrolleret i feltet

 

Med lidt over ti kilometer til toppen var det slut for Kiryienka, der dog havde tyndet gruppen markant. I stedet tog Deignan over, og han satte for alvor fart på. Fire kilometer senere var det kun Sanchez, Hirt, Amador, Izagirre, Anton, Kruijswijk og Landa, der hang på.

 

I feltet angreb Tejay Van Garderen, men Trek-Segafredo bragte ham hurtigt tilbage. Hos udbryderne fik Anacona kontakt, og på toppen vandt Mikel Landa bjergspurten foran Igor Anton og Sanchez, mens feltet krydsede toppen med et tidstab på 2.37 minutter.

 

På den smukke og svære nedkørsel fra Stelvio åbnede Amador og Landa et hul til de andre. Sanchez og Izagirre blev sat fra forfølgerne, og da Landa og Amador ventede i bunden på de nærmeste, sad syv mand nu samlet i front.

 

En decideret lortesituation
Som den afsluttende udfordring opad ventede den udfordrende Umbrailpass, hvor udbruddet nu kun bestod af Mikel Landa, Jan Hirt og Steven Kruijswijk, men favoritfeltet gik samlet ind på stigningen.

 

Ved foden af den kunne man dog se en lettere desperat Tom Dumoulin, der ivrigt flåede sin lyserøde trøje af og gav sig til at forrette et større ærinde i grøften. Derfor kom Dumoulin halvandet minut bagud, og han skulle derfor forsøge at komme op på egen hånd, da Laurens Ten Dam kun kunne hjælpe i ganske kort tid.

 

Dumoulin kæmpede tydeligvis med kroppen, og det hjalp ikke på situationen, at Movistar og Bahrain-Merida førte an i favoritgruppen, mens Ilnur Zakarin prøvede lykken uden held.

 

I frontgruppen angreb Mikel Landa, som havde held til at komme af med Jan Hirt og Steven Kruijswijk, som hver især lå på egen hånd.Samtidig med dette åbnede Vincenzo Nibali favoritballet med gentagne angreb, hvilket resulterede i, at han fik smidt alle undtaget Nairo Quintana, Domenico Pozzovivo og Ilnur Zakarin, og de fire var omtrent et minut efter Landa.

 

Nedkørslen skabte ravage
Tom Dumoulin havde fået kørt forspringet ned til 1.15 minutter til Quintana-gruppen, mens en forfølgergruppe med Bauke Mollema, Adam Yates, Thibaut Pinot, Bob Jungels, Davide Formolo og Steven Kruijswijk havde samlet sig og var 20 sekunder efter Quintana-gruppen.

 

Dumoulin begyndte dog snart at tabe tid kontinuerligt, og det skete blandt andet på grund af endnu et angreb fra Nibali, som pressede farten i vejret, men italieneren kom ikke væk fra Quintana, Pozzovivo og Zakarin.

 

Angrebet var dog nok til at komme så tæt på Landa, at de kom op til ham på nedkørslen. Lige som Landa blev hentet, lagde Nibali tryk på og kom længere væk fra klassementskonkurrenterne. Mollema-gruppen var over et minut efter, mens Dumoulin nu havde mere end to minutter op og dermed næsten smidt den virtuelle førertrøje.

 

Nibali kom altså sammen med Landa væk fra konkurrenterne, og samarbejdet fungerede til fulde. Det betød, at de kom ind på den tekniske afslutning sammen og skulle afgøre etapesejren imellem sig.

 

Mikel Landa trak det længste strå og kom ind gennem de mange sving først og så derfor ud til at snuppe sejren, men i det allersidste sving kom Nibali akkurat indenom og forbi til stor ærgrelse for Landa, som bankede i styret af raseri, mens Nibali jublede over stregen.

 

Quintana kom i mål 12 sekunder senere, mens Dumoulin var i mål 2.17 minutter efter en flot kørt nedkørsel. Dermed fører Tom Dumoulin stadig klassementet med 31 sekunder til Nairo Quintana, mens Vincenzo Nibali på tredjepladsen er 1.12 minutter efter.

Foto: Sirotti

Gilbert og Terpstra tilbage fra skade

23.05. kl. 14:48 af Christian Berg.

De to Quick-Step Floors-ryttere stiller til start i denne uges Belgium Tour.

I morgen starter Belgium Tour, og det markerer samtidig en af forårets mest succesfulde rytteres tilbagevenden. Philippe Gilbert har nemlig været skadet siden Amstel Gold Race, som han vandt, men nu er han altså klart til at vende tilbage.

 

Den 34-årige styrtede i det hollandske endagsløb og fik en nyreskade, der har holdt ham ude lige siden. Belgium Tour bliver derfor hans løb i over en måned, hvor han og holdkammeraterne skal forsøge at trække sig sejrrigt ud af belgiske etapeløb, der strækker sig over fem dage.

 

Foruden Gilbert vender holdkammeraten Niki Terpstra også tilbage. Den 33-årige hollænder har været skadet efter et voldsomt styrt i Paris-Roubaix, men han har dog kørt et lille criterium i Nijmegen for to uger siden.

 

Quick-Step Floors trup til Belgium Tour består af Philippe Gilbert, Rémi Cavagna, Tim Declercq, Yves Lampaert, Maximilian Schachmann, Niki Terpstra, Julien Vermote, Julian Alaphilippe og Jack Bauer.

Foto: A.S.O

Pinot: Det er op til Quintana

23.05. kl. 13:49 af Christian Berg.

Den 26-årige franskmand er ikke tilfreds med den afstand, der er op til Dumoulin, som ifølge FDJ-rytteren bliver svær at hente.

Klassementsrytterne fik sig noget af et hovedbrud, da Tom Dumoulin satte dem alle til vægs på den første enkeltstart i årets Giro d’italia. Det blev ikke bedre, da hollænderen i lørdags igen viste sin styrke og vandt på Oropa-stigningen, så nu er spørgsmålet, hvem der kan gøre noget for at ryste ham.

 

Thibaut Pinot, der i øjeblikket indtager tredjepladsen i den samlede stilling, tror stadig på, at det er muligt at hente det tabte tid på sin hollandske konkurrent. Han er dog ikke i tvivl om, at Giro d’Italia-sejren ligger i Sunweb-rytterens hænder.

 

”Jeg synes, at Dumoulin er den store favorit nu med det forspring, han har. Det kommer til at kræve et stort sammenbrud fra ham eller flere sammenbrud over de næste dage - ligesom han havde i Vueltaen, da han førte. Vi har set, at det kan ske,” sagde Pinot på gårsdagens pressekonference.

 

I dag har Pinot og de andre klassementsryttere muligheden for at sætte Dumoulin under pres, når Giro-feltet skal forcere Mortirolo en gang og Stelvio to gange. Den franske klassementsrytter mener dog ikke, at det er op til ham selv og hans hold at gøre forskellen. I stedet ser han hellere, at det er Nairo Quintanas Movistar-mandskab, der tager ansvar og sætter den førende rytter under pres.

 

”Det er Movistar, der har nøglen. De er det eneste hold, der er i stand til at kontrollere løbet på en etape som denne. Derfor er det op til dem at bestemme, om de vil satse det hele på den sidste stigning. Jeg tror, det bliver en rimelig kontrolleret etape. Det er op til Quintana at tage chancer og vinde. Så er det op til os at drage fordel af det.”

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk