Dagens cykelnyheder

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Det gør jo altid ondt at se de store mestre gå i forfald. I gamle dage handlede det jo mest om, hvorvidt de aldrende veteraner fik trukket deres karrierestop en tand for længe, for det kunne godt være en smule uværdigt at se de største navne pludselig ende som anonymt fyld i feltet. Uværdigt er måske et forkert ord, men det kunne i hvert fald godt ærgre, når de bedste fik sat punktummet lidt for sent.

Sådan er det ikke længere. I denne vidunderbørnenes tidsalder synes det for langt de fleste uundgåeligt, at de går en hård skæbne i møde. Der har været spekuleret meget i årsagen, men åbenlyst er det i hvert fald, at cykelryttere i dag topper langt tidligere, end de gjorde i gamle dage. Forklaringen er formentlig, at man med nutidens viden og adgang til data lærer de unge ryttere både at træne og leve rigtigt i en meget yngre alder, og dermed har vi nu erfaret, at man fysisk faktisk topper tidligere, end man troede i gamle dage.

Konsekvensen er jo desværre også, at de store stjerner derfor skal indstille sig på, at de bliver overhalet bagfra af nye og yngre kometer. Der er naturligvis ingen skarp grænse, men det er svært ikke at se et mønster, der peger i retning af, at man taber niveau - ofte også ret markant - når man er omkring 30-årsalderen. Naturligvis er der ingen generel regel, for mennesker er forskellige. Sidste sommer kørte 30-årige Adam Yates jo pludselig sit livs grand tour, og vi har i det seneste års tid set 32-årige Toms Skujins få sit store gennembrud. Der bliver bare længere og længere mellem topresultater for ryttere med et 3-tal forrest i deres aldersangivelse - og der bliver længere og længere mellem Valverde-typerne, selvom Geraint Thomas i disse dage er godt i gang med at vise, at de skam stadig findes.

Om Julian Alaphilippe havde nået at gøre sig den observation, da han nærmede sig d. 11. juli 2022, hvor han rundede det skarpe og nu frygtede hjørne, ved jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at han er det seneste eksempel i rækken af fænomener, der ganske hurtigt er gået i forfald omkring 30-årsalderen. Vi skal jo faktisk bare tilbage til efteråret 2021 for at finde en helt suveræn Alaphilippe, der knuste al modstand ved et mindeværdigt VM, og det er derfor slet ikke længe siden, han stadig var et fænomen. Dengang var han imidlertid også kun 29. I dag er han 31.

De få år har gjort en ganske markant forskel. Da Alaphilippe kæmpede med resultaterne i 2022, var der mange gode forklaringer. Der var styrt, sygdom og skader, der regnede ned over ham i et omfang, så al snak om regnbuetrøjens forbandelse igen blev aktuel. Problemet er bare, at vi hurtigt fandt ud af, at det slet ikke kun var uheld, det handlede om. I løbet af 2023 stod det tydeligere og tydeligere klart, at også Alaphilippe havde set sin bedste tid.

Mest smertefuldt var det at se ham under Touren. Han var en uhyre synlig hovedaktør, og man kan kun beundre, at han ramte vel snart sagt hvert eneste udbrud igennem de tre uger. Det siger jo faktisk en del om, at han stadig er en yderst kapabel cykelrytter, men han var bare aldrig tæt på at vinde en etape. Ja, faktisk nåede vi vel knap halvvejs på én eneste af etaperne, inden han blev ramt af en af sine klassiske Alaphilippe-eksplosioner, der nu kommer endnu hyppigere end tidligere.

Det virker da også til, at Patrick Lefevere for længst har opgivet sin tidligere stjerne. Den offentlige kritik har været så massiv, at man kan undre sig over, om Lefevere er klar over, at man faktisk ikke kan yde mere, end ens aldrende fysik tillader. Nu er han så sat i forbindelse med flere franske hold, og selvom de sikkert er klar til at betale en del alene for hans navn, skal han nok indstille sig på, at der ikke ryger helt så mange penge ind på kontoen fremover.

Det er nemlig risky business for Cofidis, Total eller hvem, der ender med at skrive en kontrakt. Særligt Total vil vide, at man skal passe på med at hente stjerner i forfald. De brændte nemlig fingrene gevaldigt på deres store satsning på Peter Sagan, der vel er nyere tids mest markante eksempel på en sand superstjerne, hvis niveau nærmest forsvandt fra den ene dag til den anden. I hans sidste sæson endte han jo netop som det helt rene fyld, en tidligere mester helst skal undgå at ende som.

Så skidt er det heldigvis endnu ikke med Alaphilippe. Det blev vi mindet om i dag, for man skal være en meget dygtig cykelrytter, hvis man skal køre med om sejren på en etape, der som dagens med spænding imødesete grusetape i Giroen blev kørt i et rasende tempo. Alene det at ramme udbruddet efter det, der næsten var en daglang kamp for at komme afsted, krævede naturligvis noget held, men også stor styrke. Og derefter skulle man altså være brølstærk, hvis man skulle følge Luke Plapp, der gennem det meste af dagen kørte som en motorcykel.

Men derefter stoppede sammenligningen med den gamle Alaphilippe også. Heldigvis undgik han den totale eksplosion, som vi oplevede dem så talrigt i Touren, men sejren gik ikke til den tidligere verdensmester. Det er naturligvis ingen skam ikke at kunne vinde en Giro-etape, men når man ser på etapens design, burde den Alaphilippe, der vandt både Strade Bianche og ardennerklassikere, jo være helt usårlig. Ja, da han var allerbedst, kunne man ikke finde nogen i verden, der kunne sætte ham til vægs på en rute som denne.

Men det kan man i dag. Man behøver endda ikke grave helt ned i den dyreste pose og hive et navn som Tadej Pogacar op af hatten. Nej, man kan gå ned i en betydeligt billigere kategori og finde frem til Pelayo Sanchez. Han er både et meget spændende talent og yderst lovende, men han er trods alt ingen Pogacar - og nogen Alaphilippe bliver han heller aldrig.

Der er ingen tvivl om, at Sanchez havde fortjent sin sejr, og at han satte en streg under sit potentiale. Alligevel var der nok mange, der havde et ekstra lille hjerte for Alaphilippe denne torsdag. Én ting er, at det altid gør lidt ondt at blive mindet om, at de store mestre ikke er, hvad de engang var. Noget andet er, at Sagan minder os om, at man skal skynde sig at få sine sidste sejre, når forfaldet er startet. Ellers bliver det hurtigt for sent.

For sent er det heldigvis ikke endnu. I lyset af etapens hårdhed kan det bestemt ikke udelukkes, at Alaphilippe vil lykkes med at tage den sejr, der vil bringe ham ind i klubben af ryttere med sejre i alle tre grand tours. Problemet er bare, at denne rute giver meget få muligheder for Alaphilippe-typerne, for han ligner ikke en mand, der vinder en bjergetape. Måske er hans eneste og sidste chance muretapen på næste torsdag samt måske Sappada-etapen på løbets sidste fredag - medmindre da Tim Merlier giver ham lov til at forsøge sig på endnu fladere dage.

Mulighederne er i hvert fald få, og han risikerer igen at skulle slås med Sanchez. Spanieren er nemlig virkelig lovende. Jeg husker, hvordan han fik sit lille gennembrud i et af de iskolde Mallorca-løb i januar 2022, men derefter gik han ganske meget i stå, inden han i Vueltaens tredje uge pludselig eksploderede med et niveau, han aldrig havde været tæt på. I år har vi så lært, at han kan spurte, som vi særligt erfarede, da han ganske sensationelt en ganske vist meget arbejdsvillig Marius Mayrhofer på Mallorca i januar, men det er faktisk også det eneste positive, der er at sige om hans 2024. Det har nemlig været en ret tam affære.

Derfor kom dagens sejr også som en overraskelse. Ikke fordi etapen ikke passede ham, når vi nu har lært, hvor hurtig han er. Nej, han havde bare slet ikke vist form. Nok blev han nr. 8 i Asturien inden løbet, men i lyset af feltets karakter var det et skuffende resultat. Hans første dage i dette løb havde mildt sagt også været skuffende, men nu kan vi forstå på ham, at han åbenbart bare sparede sig til dagens etape - og her viste han igen det potentiale, vi så i Vueltaen. Det brokker Movistar sig næppe over, for efter en ret pæn sæsonstart har de bestemt ikke fået meget ud af den seneste periode, og de lignede heller ikke en sandsynlig etapevinder i dette løb. Om Einer Rubio så er tilfreds med, at en af hans mest bjergstærke hjælpere blev hhv. nr. 77 og 97 på weekendens to etaper, er så en anden sag…

Men måske var det alligevel mere overraskende at se Plapp i udbruddet. Det skyldes ikke, at etapen passede ham dårligt, eller at han har været skidt kørende i år. Nej, tværtimod er det jo i denne sæson, at han endelig er begyndt at præstere i Europa, og selvom vi er blevet mindet om, at han kører, som vinden blæser, viste han jo en vis form i Romandiet. Nej, det overraskende handler om, at han for bare et par dage siden fortalte Cyclingnews, at han ville køre løbet som klassementsrytter - ikke for at nå et resultat, men for at øve sig til fremtiden. Nogen stor fremtid som klassementsrytter er der ikke noget, der tyder på, at han har, men dagens kørsel strider i hvert fald mod den klassiske kørsel for ryttere med ambitioner i den samlede stilling - ikke så meget fordi man ikke kan gå i udbrud, hvis man er top 10-rytter, men fordi al logik tilsagde, at man skulle spare sig til fredagen, der måske endda byder på løbets allersidste etape.

Noget ønsket selskab var han heller ikke nødvendigvis. Jo, han var rasende stærk, selvom han nok - i øvrigt på klassisk Alaphilippe-maner - fik ødslet lidt for meget med kræfterne, og både Sanchez og Alaphilippe skal i den grad også takke ham for, at han i finalen kørte uhyre naivt og trak gruppens to klart hurtigste frem til stensikre top 2-placeringer. Problemet var bare, at det nok også var hans tilstedeværelse, der gjorde, at det hele overhovedet blev tæt, for det var ham, UAE ikke kunne lade sejle til månen.

I hvert fald ikke hvis ikke Tadej Pogacar ville låne trøjen ud til andre. Efterfølgende sagde både han selv og Mikkel Bjerg, at det egentlig var planen, og at det var Ineos’ skyld, at det ikke skete. Det er imidlertid meget svært at se mening i den forklaring. Den eneste grund til, at Plapp ikke har trøjen, var da, at UAE kørte i et benhårdt tempo på stykket frem mod det sidste grusstykke, hvor Ineos for længst havde sluppet tøjlerne. Hvis han mente det seriøst med at aflevere en førertrøje for første gang i sit liv, havde Pogacar her i hvert fald alle muligheder for det. Om vi så skal tolke hans kommentarer sådan, at han gerne låner trøjen ud senere, vil tiden vise, men det så i hvert fald ikke ud til at være intentionen i dag.

Til gengæld viste han, at han godt kan køre defensivt og spare sig til både morgendagens enkeltstart og den kommende Tour. Han bad ikke sit hold jagte etapen, og han undlod at angribe på den sidste mur, hvor den kraftige modvind dog også lagde op til, at det ville være endnu dummere, end alene enkeltstartens placering tilsagde. Ja, han undlod endda at deltage i spurten om 5. pladsen, hvad der bestemt ikke ligner ham. Det tyder på, at han har fået lært, hvordan han skal køre, når der også er et løb til sommer - og i morgen er en af de dage, hvor han formentlig kan åbne fuldt for posen, for det er måske hans allerbedste chance for at give de fleste sine rivaler et gedigent nyrestød.

Han har dog ret i, at Ineos kørte ganske aggressivt. Det var nu ventet, at de med et hold, der var designet til denne grusetape, ville tage en del kontrol for at holde Geraint Thomas ude af problemer, men særligt Thymen Arensmans føring på grusstigningen undervejs virkede helt unødigt voldsom. På det tidspunkt så det næsten ud til, at de alligevel ville jagte etapesejren med Jhonatan Narvaez, der med en god spurt bekræftede sin storform, men det var jo ikke planen, da de fuldstændigt slap tøjlerne efterfølgende. Ikke desto mindre kom de helt sikkert igennem etapen uden skyggen af risiko og det endda, selvom Filippo Ganna havde fået næsten helt fri for at fokusere på i morgen.

Det var nemlig den kedelige konsekvens af både etapens design og placering, at det for alle bare handlede om at komme sikkert igennem. Grusetaperne har jo ellers skabt nogle forrygende dramaer siden den mindeværdige første udgave i 2010, men med dette design med meget lidt grus lå det i kortene, at denne næppe ville skrive sig ind i dramarækken. Da man samtidig havde placeret den dagen inden løbets måske vigtigste etape, skulle man være meget optimistisk, hvis man havde håbet på forskelle i klassementet. Nu blev det ved et angreb fra Romain Bardet, der lige skulle mærke, om han er ved at komme sig efter sin sygdom, og det gik endda så roligt, at Luka Mezgec, der ellers slet ikke klatrer som tidligere, kunne ende som en højst uventet nr. 2 fra favoritgruppen.

Nej, skulle etapen skabe forskelle, skulle det være via de uheld, der jo desværre er en uundgåelig del af grusetaper, og den slags slap vi desværre ikke for. Damiano Caruso blev nemlig den første toprytter, der må se sine klassementsambitioner knust af et styrt. I skrivende stund har Bahrain ikke meldt ud, hvor galt det er fat, men med et tidstab på mere end et kvarter er han i hvert fald ude af klassementet. Dermed fortsætter det uheldige katastrofeløb for det arabiske mandskab, der også måtte se Antonio Tiberi lide et tidstab grundet en defekt.

Men en lille trøst kan det måske være, at det nok ikke var noget absolut topresultat, der røg i asfalten sammen med Caruso. Hans kørsel gennem hele sæsonen og starten på løbet har klart indikeret, at det nok blev i 2024, at alderen for alvor begyndte at indhente ham. Det er nu ret bemærkelsesværdigt, for med sine 36 år er han jo et af de få eksempler på, at Valverde-typerne stadig findes. Der bliver bare længere og længere imellem dem, og Alaphilippe er i hvert fald ikke en af dem. Det blev helt tydeligt, da Sanchez i dag udstillede et forfald, der desværre gør, at vi i disse år oplever endnu en mester, der pludselig ikke længere er det, vi kendte ham som.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT