Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

09. maj 2024 13:10Foto: Sirotti

Benjamin Thomas skabte en mindre sensation ved at snyde sprinterne for deres tredje chance og dermed sikre årets første udbrudssejr. Meget taler for, at der venter endnu en af slagsen, når løbet torsdag fortsætter med den spektakulære grusetape, der dog i år er i en neddroslet form, hvor dramaet formentlig vil være begrænset, selvom en stejl mur i finalen giver mulighed for, at klassementsrytterne kan angribe hinanden, hvis ikke de sparer sig til fredagens enkeltstart.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Det er efterhånden mange år siden, at Strade Bianche blev introduceret og med det samme erobrede mange cykelfans’ hjerter, men af en eller anden grund har Giro-arrangørerne ikke følt sig særligt ansporet til at gøre brug af grusvejene i deres grand tour. Særligt mærkelig er det, fordi man i 2010 gjorde forsøget med en uhyre mindeværdig etape til Montalcino, hvor en mudderklædt Cadel Evans vandt på en højdramatisk dag, der sendte et uheldigt Liquigas-mandskab med Ivan Basso og Vincenzo Nibali til tælling. Kun tre senere gange har der været grusveje på menuen igen, men måske skal de nu til at besøges med større regularitet. I hvert fald vender de i 2024 tilbage for anden gang på fire år, men hvor vi i 2021 var vidner til et drama, der startede Remco Evenepoels fald, skal vi næppe forvente os samme dramatik denne gang. Årets Strade Bianche-etape byder nemlig på en nedskaleret grusmenu på bare 11,6 km mod de 35 km, der skabte underholdningen for tre år siden, og de 9,2 km kommer end med mere end 40 km til mål. Det ændrer dog ikke på, at der utvivlsomt venter en nervøs og stressende torsdag i Toscana, hvor en udbrudssejr synes at ligge i kortene, og hvor en sidste lille mur - på asfalt - lægger op til, at klassementsrytterne alligevel måske vil forsøge at vinde et par sekunder til allersidst.

 

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra Viareggio til Rapolano Terme. Starten går helt ude ved den italienske vestkyst lige nord for Pisa, hvor det er helt fladt, og derfor er første del af etapen meget let. Således kører man mod sydøst ad flade veje, og selvom man kommer ganske langt væk fra kysten, ændrer det ikke på terrænet. Efter byen Ponsacco, der passeres efter 41,9 km, begynder de lige veje at stige ganske let, mens man fortsætter mod sydøst med retning mod mere kuperet terræn

 

Læs også
Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

 

Det når man efter 70,5 km, hvor man drejer mod syd for at køre op ad kategori 4-stigningen Volterra (9,8 km, 4,2%). Der er tale om en ujævn sag, hvor de første 5,0 km stiger med under 6%, inden der venter tre km med 5-7% frem mod de sidste 1800 m, som stiger med 2-6%. Toppen rundes efter 80,4 km, hvorefter man kører mod øst og sydøst igennem ganske kuperet terræn, der slutter med en bakke, der har top i Casole d’Elsa, hvor dagens første spurt køres efter 103,8 km, inden en nedkørsel leder mod øst ned til fladlandet.

 

Nu bliver den næste fase meget enkel. Således går det mod sydøst ad helt lige veje, der først er let stigende og siden let faldende, indtil man når frem til byen Stigliano, hvor dagens tema slås an. Her rammer man nemlig den første af dagens tre grussektorer, når man efter 130,5 km kører mod nordøst og sydøst over den helt flade Vidritta (4400 m). Efter afslutningen er der et ultrakort asfaltstykke, inden man efter 135,5 km rammer sektoren Bagnaia (4800 m), der efter et let stigende stykke inkluderer kategori 4-stigningen Grotti (2,5 km, 6,0%), der stiger med 6-8% over de første 1500 m, men derefter blot med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 140,4 km.

 

Her er man også tilbage på asfalt, når man fortsætter mod øst ad en snoet nedkørsel, der afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 144,6 km (800 m, 5,4%) og 146,2 km (700 m, 5,8%). Efter 152,4 km kører man dagens Intergiro-spurt, og derefter begynder det i stedet at stige let, når man fortsætter mod nordøst, idet man også her skal over to mindre bakker med toppe efter hhv. 156,1 km (1,1 km, 4,1%) og 157,8 km (1,0 km, 5,6%). Efter 162,1 km drejer man mod nord for at passere dagens sidste grusvej, Pievina (2400 m), der altså ender efter 164,5 km med dagens sidste spurt, og som er først let faldende og siden let stigende

 

Herfra er de sidste 15,5 km på asfalt. En let nedkørsel leder først mod sydøst ned til Asciano, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (700 m, 4,4%), der har top med 8,8 km. Derfra fortsætter det med at stige let, når man kører ad lige veje mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst op ad en stejl mur (1200 m, 8,4%, max. 20%), der har top med 4200 m igen.

 

Her drejer man 180 grader, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordvest. Man fortsætter mod nordvest igennem let kuperet terræn frem til et sving med 2000 m igen. Derfra går det ad en ganske snoet ved, der først er let faldende, inden man med 1350 m igen rammer en bakke (350 m, 6,3%), der har top ved den røde flamme. Derfra falder det let ad den 6 m brede vej, indtil de sidste 450 m stiger med ca. 6%, idet der er en ganske blød kurve i bunden af bakken.

 

Etapen byder på i alt 2118 højdemeter.

 

Rapolano Terme har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2023 i juniorernes Nations Cup-løb Eroica Juniores, hvor Italien åbnede løbet med at vinde et holdløb fora Holland og Ag2r’s U19-hold.

 

 

 

Læs også
Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

 

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Tirsdagens regnvejr har vi sagt farvel til, og i stedet venter tørvejr og lune betingelser. Dagen vil starte overskyet med kun lidt sol, men det vil klare op til slut, hvor der kun vil være få skyer. Temperaturen ved starten vil være 21 grader, og mens den undervejs vil nå 22 grader, vil den være 21 grader i målbyen. Fra start vil der kun være en let vind (8-9 km/t) fra nordnordøst, men med det samme vil det blæse kraftigt op fra nordøst, så vi på det meste af etapen vil have styrker på 20-23 km/t. Det giver næsten ren sidevind hele vejen hen til første grusvej. Herefter vil der hovedsageligt være sidemodvind frem til afslutningen af sidste grusvej. Nu følger først et stykke med sidevind, dernæst med modvind, indtil man på toppen af muren får sidemodvind frem til mål.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Alpecins forsøg på at skabe et sprinterblodbad nær havde iscenesat en dansk drømmecomeback.

 

Favoritterne

Da det kom frem, at Giro-arrangørerne havde planer om at inkludere en Strade Bianche-etape i årets Giro, var der utvivlsomt mange cykelfans, der havde svært ved at få armene ned. De fleste elsker nemlig den italienske grusklassiker, og det er derfor kun naturligt, at rundturen i klassikerens moderland af og til besøger grusvejene - akkurat som rundturen i Paris-Roubaixs moderland af og til besøger brostenene. Og når etaperne endda har for vane at levere, er glæden ved den slags etaper kun endnu større.

 

De fleste husker i hvert fald nok den første grusetape, hvor en meget beskidt Cadel Evans iført sin regnbuetrøje spurtede sig til sejr i en lille gruppe, mens Liquias med Ivan Basso og Vincenzo Nibali forsøgte at redde stumperne efter en katastrofedag. Lige så berømt er vel næsten det seneste besøg i 2021, hvor Remco Evenepoels nedtur efter den ellers så lovende start blev indledt - og hvor Joao Almeidas farvel til Soudal vel blev cementeret, da han blev bedt om at vente på sin kaptajn.

 

Vi var der jo også i 2016, hvor Gianluca Brambilla tog en mindeværdig solosejr på en dag, der med danske øjne var knap så mindeværdig, da det her stod klart, at Jakob Fuglsang nok ikke kom til at køre noget stort klassement. Ja, det er vel kun 2011-etapen, hvor John Gadret tog en overraskende sejr fra en favoritgruppe, der måske ikke helt har skabt det drama, man havde ventet.

 

Desværre må vi nok sande, at dramaet i år nok bliver endnu mindre, end det gjorde for 13 år siden. Den første glæde ved etapen blev nemlig nok dæmpet hos de fleste, da de så designet af årets grusetape. Det må ubetinget være den letteste af de udgaver, vi har haft indtil nu. Ikke blot er der skruet gevaldigt ned for længden af grusvejene, de er også i altovervejende grad placeret langt fra mål. Denne gang er etapen heller ikke alt for kuperet, og også stigningerne kommer for det meste langt fra mål.

 

Læs også
Vilde Pogacar hentede tre minutter på Quintana og sejrede på stor bjergetape

 

Etapen er også håbløst placeret. Med beslutningen om at inkludere den ret stejle mur til sidst - og den var ikke med, da man offentliggjorde etapen i efteråret - har man egentlig øget chancen for, at vi kan få et klassementsslag. Nu minder finalen uhyggeligt meget om finalen på 1. etape, dog med den undtagelse, at muren er en anelse lettere og ikke kommer helt så tæt på mål, og at spurten er stigende og ikke flad.

 

Det er bare svært at tro, at der er nogen, der vil bruge kræfter, hverken på grusvejene eller på muren. Sådan må det næsten være, når man ikke kan vinde det helt store, og når etapen kommer dagen inden en af løbets vigtigste - ja, måske endda den allervigtigste - etape. Man kan i hvert fald vinde og tabe meget, meget mere over mere end 40 km enkeltstart, end man kan med en forcering på det sidste grus og den sidste mur - og de første grusveje kommer efter alt at dømme for langt fra mål.

 

Det lignede ellers en oplagt chance for særligt Ineos, der har et skræmmende hold til denne etape, og Strade-kongen Tadej Pogacar til at komme i offensiven. Der er også andre hold, der kunne se en ide i denne etape. Den kunne da ligge meget godt til Bahrains mere kraftfulde Antonio Tiberi og Damiano Caruso, og hvis ikke han er for hæmmet af sin teknik, er den heller ikke skæv for Daniel Martinez. Til gengæld kunne det være en dag, hvor man kunne bringe typer som Cian Uijtdebroeks, Jan Hirt, Lorenzo Fortunato og Juan Pedro Lopez på glatis, men det sker bare næppe.

 

Nærmest hele Ineos-mandskabet har ambitioner på enkeltstarten og har tydeligt indikeret, at de bare skal sikkert igennem, og det samme har Pogacar, hvilket naturligvis også skyldes hans behov for at køre løbet konservativt med Touren i tankerne. Man kan i den grad ærgre sig over, at de ikke havde byttet rundt på 6. og 7. etape, hvad der logistisk set sagtens kunne have ladet sig gøre, selvom enkeltstarten så havde fået en anden rute. Nu er det formentlig kun uheld, der kan skabe drama og forskelle, og så kan man diskutere, om grusvejene har deres berettigelse, hvis de alligevel bare skal bruges til at lade lykkens gudinde røde med al sin tilfældighed.

 

Nå, lad os afslutte dagens brok og i stedet se på etapens forløb. Særligt med uheld som en væsentlig komponent kan etapen jo stadig blive ganske dramatisk. Holdene vil i hvert fald være rasende nervøse, og vi vil se nogle vilde positionskampe frem mod grusstykkerne. Jeg tvivler bare på, at der er hold, der decideret vil tage initiativ til at splitte det. Eneste lille håb er nok, at Ineos kunne finde på det på det sidste stykke, men jeg tror, at Filippo Ganna, Tobias Foss og Magnus Sheffield helst komme så let igennem etapen som muligt.

 

Den anden mulighed er, at man kan angribe på muren. Den ligger jo til Pogacars højreben, men selvom han jo har haft lige så vanskeligt ved at lægge bånd på sig selv, som man kunne have ventet eller frygtet, vil det undre mig, hvis han vil bruge kræfter på at vinde et par sekunder. Jeg vil ikke udelukke, at han vil angribe, hvis etapesejren er på spil, men selv da tvivler jeg på det. Og hvis ikke etapesejren er på spil, vil det overraske mig meget, hvis han forsøger. Det kunne der så være andre, der gjorde, men for dem alle gælder jo, at der venter en enkeltstart fredag.

 

Chancen for angreb er i hvert fald størst, hvis etapesejren kommer i spil. Gør den så det? Det er usandsynligt. Den ligger til Pogacars højreben, men hvis han skal spare sig til enkeltstarten og også tænke lidt på sit hold, vil det være mærkeligt, hvis han aktivt går efter etapen. I lyset af udfaldet af 1. etape er det en gylden chance for Jhonatan Narvaez, men hvem skal køre udbruddene ind for Ineos, hvis Geraint Thomas, Thymen Arensman, Foss, Sheffield og Ganna alle sparer sig til fredag?

 

Måske er der alligevel muligheder. Kender vi Julian Alaphilippe ret, kunne han måske finde på at jagte, hvis ikke han rammer udbruddet. Jeg tør heller ikke udelukke, at Alpecin kunne finde på det, når nu Quinten Hermans viste storform i Torino, men også her må det være plan B, hvis udbruddet ikke bliver ramt. Det åbner dog døren for, at vi ikke nødvendigvis får en udbrudssejr.

 

Det er der også en anden faktor, der gør, nemlig førertrøjen. Inden løbet var jeg ret sikker på, at Pogacar drømte om at føre fra start til slut. Den mulighed ødelagde han på 1. etape, og dermed er lysten til at låne den ud måske lidt større. Jeg læste imidlertid et interview med UAE-manager Mauro Gianetti inden løbet, hvor han klart indikerede, at de ikke havde tænkt sig at afgive trøjen frivilligt. Det har Pogacar da heller aldrig nogensinde gjort i Touren, hvor han ellers har ført en del i både 2021 og 2022. Han kan også godt tillade sig at slide lidt på sit hold, for det er kun ham, der skal spare sig til Touren.

 

Læs også
Klassementsprofil røber “værste dag på cyklen”

 

Desværre ser det ikke ud til, at Pogacar er blevet spurgt de seneste dage, heller ikke på dagens pressekonference. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et svar, og det skaber en del usikkerhed. Mit bedste gæt er imidlertid, at han er villig til at bruge de kræfter, der skal til for at forsvare trøjen. Det gør det hele lidt kompliceret, fordi flere af etapens oplagte udbrudsfavoritter som Jhonatan Narvaez og Mauri Vansevenant ikke har tabt særligt meget tid.

 

Heldigvis for UAE har ryttere som Alaphilippe og Maximilian Schachmann været gode til at smide tid de seneste dage, og dermed er der pludselig lidt mere at lege med. Nu er det faktisk kun top 26, der er inden for fire minutter, og mange af dem kunne ikke drømme om at angribe, fordi de kører klassement. Da starten er flad og let at kontrollere, er det derfor ikke alt for mange ryttere, UAE skal lukke ned for, og dermed er der en relativt god chance for, at de får et udbrud, de kan lade sejle væk. Selv hvis Narvaez eller Vansevenant skulle komme afsted, kan de godt give dem lidt snor, og da UAE ikke har imponeret, og et sådant udbrud vil være stærkt, er det ikke umuligt, at de kan holde hjem, uden at Pogacar mister trøjen - men den risiko vil UAE nok gerne undgå, hvis de kan.

 

Uanset hvad er der lagt op til en vild kamp om at ramme udbruddet. Denne etape må være et stort mål for mange, og dermed er der lagt op til den første lange kamp. Starten er også flad, og det betyder, at det bliver et rent lotteri, men går det helt vildt for dig, kan vi måske nå frem til det kuperede midterstykke, inden udbruddet kører, og så bliver det hele mindre tilfældigt.

 

En joker er den kraftige vind. Der vil være en ganske solid sidevind hele vejen frem til grusvejene, og det kan skabe en del nervøsitet. Jeg tør endda ikke helt udelukke, at den kan splitte i fladlandet inden stigningerne. Det vil helt sikkert gå i sig selv igen, fordi det er så tidligt, men det kan presse farten i vejret og betyde, at udbruddet kommer endnu senere afsted. Det er dog usandsynligt, for vi kender området fra Tirreno, og der er altid for megen læ.

 

Når udbruddet er kørt, må vi se, om UAE vil forsvare trøjen. Mit gæt er, at de vil det, men med de solide afstande er der en god chance for, at de kan gøre det uden at hente udbruddet. Jeg vil derfor forvente, at udbruddet holder hjem, men stensikkert er det ikke. Der er således et par faktorer, der kan skabe samling.

 

Den første har jeg allerede nævnt, nemlig at Alpecin eller Soudal begynder at jagte, fordi de har misset udbruddet. Den anden er, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, fordi det truer trøjen, og elastikken bliver så stram, at afstanden automatisk falder, når feltet bliver nervøst frem mod grusvejene. Endelig er der den mulighed, at der opstår uheld og deraf følgende splittelse, som kan sætte et liv i etapen, som jeg ellers ikke venter.

 

Alle tre muligheder er i spil, men chancen for en udbrudssejr er ret god. Afstandene er store, og grusvejene kommer generelt så tidligt, at der er god tid til, at der kan falde ro på igen, inden den sidste grusvej melder sig. Dermed vil finalen ikke blive så lang, og dermed er risikoen for, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, mindre.

 

Jeg regner derfor med det klassiske scenarium, hvor et udbrud kører om sejren, mens der bagude køres i feltet. De vil naturligvis ikke gå helt i stå, for det vil blive nervøst frem mod gruset, men medmindre uheld ændrer billedet, tror jeg, at der bliver kørt konservativt. Et Pogacar-angreb på muren eller en Ineos-forcering på sidste grusvej, tør jeg ikke udelukke, men det er usandsynligt. Hvis udbruddet holder, vil jeg forvente, at favoritterne kommer samlet til mål, medmindre uheld vil det anderledes.

 

Jeg tror altså mest på en udbrudssejr, men det bliver lidt et lotteri. Det sikrer den flade start, så selv de mest oplagte favoritter skal være heldige for at ramme rigtigt. Man kan håbe, at kampen bliver så lang, at vi når frem til stigningen - måske hjulpet af lidt sidevind - men held bliver en vigtig faktor. Derefter skal man være en god klassikertype med evner i Ardennerne. Den sidste mur er nemlig for svær for mange tungere typer, men de hjælpes af flere forhold. Resten af terrænet er ikke alt for kuperet, og derudover vil der generelt være modvind fra første grusvej og hjem.

 

Læs også
Pogacar reagerer på kæmpetriumf

 

Særligt vigtigt er det, at der er en benhård og direkte modvind på den sidste mur. Endelig kan de tungere folk sagtens overleve muren ved at komme i forkøbet, for den er jo trods alt ret kort - og med et formentlig pænt forspring er der tid til taktik. Det betyder også, at en god spurt ikke er nødvendig, men i lyset af den benhårde modvind i finalen, er det mere sandsynligt, at man får brug for en god afslutning, hvor det er vigtigt at huske, at de sidste 450 m ifølge løbsbogen stiger med 6%, hvilket giver en ganske hård puncheurspurt.

 

Jeg vælger at gå med Maximilian Schachmann. Han har været genfødt helt siden Baskerlandet, hvor han klatrede godt, og efter at sygdom ødelagde Ardennerne og derfor også fik ham til at se skidt ud i Frankfurt, viste han på 1. etape, at han er tilbage i form. I hvert fald kørte han på sidste stigning fra blandt andre Damiano Caruso, og hans 25. plads i søndags bekræftede blot den gode form. Han har været klog nok til at smide tid de sidste to dage, og dermed bør han have frihed, uanset hvad UAE vil, og han står endda ret stærkt til at ramme udbruddet, fordi han er kraftfuld på flad vej.

 

Han har også genfundet sin fart, som vi så i Baskerlandet, hvor han var pokkers tæt på med en alt for lang spurt at vinde 5. etape, og den stigende finale passer ham endda endnu bedre. Evner på grus har han vist med sin 3. plads i den mindeværdige Strade-udgave i 2020, og dermed har han hele pakken. Den eneste bekymring kan være modvinden på sidste mur, hvilket kan hjælpe lidt tungere og måske hurtigere folk som Quinten Hermans med at komme med over. Til gengæld kan han formentlig godt slå den slags ryttere i spurten, når det stiger med 6% over hele 450 m. Det kræver, at han er stærk nok, og selvom man nok stadig skal være varsom med at forvente, at han holder niveau, ligner han et pokkers godt bud på at vinde denne etape.

 

 

Det gør Quinten Hermans også. Han stod ellers ikke højt på min liste til denne etape, men det skyldes ikke, at den ikke passer ham. Tværtimod rimer grusveje jo eminent på cykelcross, og derfor er denne etape vel en gave for ham. Terrænmæssigt er det også storartet med en sen mur til en ardennerspecialist, og den stigende spurt passer ham som fod i hose, som vi så, da han tog sin sejr på kongeetapen i Belgien i 2022. Nu har han endda lige bekræftet sin fart ved at vinde i Baskerlandet og senest vinde favoritgruppens spurt på 1. etape.

 

Netop 1. etape er årsagen til, at han er min mand. Han har ellers været en skygge af sig selv siden skiftet til Alpecin, og heller ikke i år har han imponeret. Trods spurtsejren klatrede han skidt i Baskerlandet, men det blev i det mindste bedre og bedre i Ardennerne. Nu viste hans kørsel på 1. etape til gengæld, at han kan være på vej tilbage, og hvis han har de ben, står han med sin gode spurt uhyre stærkt. Han skal som alle andre have held for at ramme udbruddet, men han burde have et helt hold til at hjælpe sig, og skulle han få et problem mod bedre klatrere, hjælpes han af den benhårde modvind, der gør hans spurt endnu mere brugbar. Jeg kan godt bekymre mig lidt for det enorme arbejde, han har lavet for Kaden Groves de seneste dage, ikke mindst i dag, men hvis ikke det har slået Torino-benene ihjel, ligner denne etape en oplagt chance for at tage den første grand tour-etapesejr for den forhåbentlig genrejste belgier.

 

Det er også en gylden, gylden chance for Julian Alaphilippe til endelig at få sin forløsende første sejr - og så endda melde sig ind i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours. Han er langt fra fordums styrke, men vi så både i Romandiet og på 1. etape, at han må regnes som en af de stærkeste i denne slags terræn. Den stigende spurt passer ham perfekt, og det samme gør muren. Man kan godt frygte, at han kan få svært ved at følge en fyr som Schachmann, der har virket mere overbevisende i år, men i den sammenhæng hjælpes han af modvinden. Hans evne til at ramme udbrud er også intakt, som vi så i Touren, hvor han ramte udbruddene den ene dag efter den anden, men det er også her, jeg får min bekymring. Han var altid alt, alt for aktiv, og så endte det med en klassisk Alaphilippe-eksplosion langt fra mål. Jeg frygter, at han igen glemmer, at han ikke er så god som i gamle dage, men husker han at spare på kræfterne, er dette en stor, stor chance, særligt med modvinden, der gør hans spurt endnu bedre. Han har i hvert fald sørget for at smide tid.

 

I den tungere end finder vi Jan Tratnik. Som udgangspunkt får han svært ved at følge mine tre favoritter på den stejle mur, men her hjælpes han i høj grad af modvinden. Derudover er terrænet overkommeligt, og grusvejene burde passe fint til en nyskabt brostensspecialist som ham. Han skuffede jo desværre ganske meget efter den lovende start, og siden Omloop-sejren har han været under niveau, senest i Romandiet. Nu tyder det imidlertid på, at han er tilbage i form, for han kørte fremragende i weekenden, hvor begge etaper burde være for svære. Den stigende spurt passer ham godt og minder endda om den, der gav ham Giro-etapesejren i 2020. Han er i hvert fald en god afslutter, men han kan få svært ved at slå mine tre favoritter. Til gengæld står han godt i den flade start, hvis han får lov. Han har sørget for at smide tid, men spørgsmålet er, om Uijtdebroeks, der er sårbar på denne etape, kan undvære ham. Jeg tvivler på, at han vil spare sig til enkeltstarten.

 

Etapens helt store joker er Henok Mulubrhan. Vi vidste godt, at han var talentfuld, men de fleste må have tabt både næse og mund, da han endte som nr. 19 i søndags. Hvis han har tænkt sig at holde det niveau, er der ikke mange, der sætter ham på muren, og selvom vi ikke har set ham spurte op ad bakke, burde denne spurt virkelig passe ham. Vi så i hvert fald hans fart på flad vej, da han blev nr. 2 bag Søren Wærenskjold i AlUla Tour, og en stigende spurt er ofte bedre for en fyr som ham. Problemet er selvfølgelig hans manglende erfaring, der kan hæmme ham særligt i en flad start - og så er den helt store ubekendte dagens styrt. Det så ikke alvorligt ud, men Astana har intet meldt ud, og han endte jo med at smide mere end 8 minutter. Ungdomstrøjen er næppe noget, der låser ham, for Visma frygter ham næppe på sigt.

 

Læs også
Geraint Thomas jagter “best of the rest” klassement

 

Jeg kan godt have lidt fidus til Andrea Vendrame. Det er klart, at denne mur er for stejl, når han skal slås med ardennertyperne, men også han hjælpes jo voldsomt af den kraftige modvind. Den afsluttende spurt passer ham helt perfekt, og her vil han have en ganske fair chance for at vinde over alle. Han plejer at være ret god til at ramme udbrud, og når han rammer dem, plejer han at klatre bedre end vanligt. Det så vi senest i Romandiet, hvor han var pokkers tæt på at vinde den første bjergetape, det så vi, da han vandt en ellers for hård Giro-etape i 2021, og det så vi, da han i 2022 var tæt på at vinde etapen med den slovenske monsterstigning. Efter et lidt skuffende 2023 har han rejst sig igen, og hans 22. plads i Strade vidner om evner på grus. Det er et løb, der er for hårdt for en fyr som ham, men dette er meget lettere - ikke mindst når man hjælpes af en orkan på muren.

 

Det er med stor tøven, at jeg peger på Andrea Piccolo. Italieneren bragede ind på scenen i 2022, hvor han var her, der og alle vegne, ikke mindst med en nærmest sensationel 11. plads i et på papiret alt for svært Lombardiet, men siden dengang har han været så meget en skygge af sig selv, at man slet ikke kan forstå, at vi taler om den samme rytter. Også i år har det været skidt, men nu er han måske tilbage. I hvert fald var han tæt på de bedste på 1. etape, og han så meget stærk ud i sit soloudbrud i søndags. Han har al den frihed til at ramme udbruddet på det angribende EF-hold, og han står ret godt i den flade start. Han kan også gøre det færdigt i en spurt, der passer ham, og modvinden hjælper ham med at overleve muren mod de bedre klatrere. Nu om dage skal man bare være varsom med en mand, der har vist et bekymrende lavt niveau i mere end et år.

 

Jeg er nødt til at rangere Jhonatan Narvaez relativt højt, men jeg tror, at han har begået en stor fejl ved ikke at smide tid. Hvis Pogacar vil holde trøjen, hvad jeg tror, han vil, er Narvaez en agf de ryttere, han formentlig ikke vil lade køre. Derfor er han afhængig af, at det enten bliver for ukontrollabelt, eller at sloveneren er i det gavmilde hjørne. Hvis han får frihed, er han til gengæld den åbenlyse favorit. Det siger næsten sig selv, når han har holdt hjul på Pogacar på en mur, der minder om denne, og når han har en god chance for at slå alle i denne stigende spurt. Han plejer også at være ret god til at ramme udbrud, og den flade start er ikke noget stort handicap. Det bør gruset heller ikke være for en brostensspecialist, og derfor havde han været en stensikker nr. 1 på denne liste - hvis altså han havde tabt noget tid.

 

Med Romain Bardets tidstab er der vel en chance for, at Kevin Vermaerke får frihed. Det er desværre nok ikke stensikkert, men får han muligheden, er det en etape, der passer en ardennerfyr som ham. Han er tillige en glimrende afslutter, som han har vist flere gange i år, og siden efteråret har han kørt på et helt nyt niveau. Han har også vist hæderlig form, senest i Frankfurt og Liege, selvom han skulle vente på Bardet på 1. etape. Problemet kan være, at han trods sin fart er slået af mange af favoritterne i en spurt, men heldigvis er der plads til taktik, ligesom en flad start betyder, at han sagtens kan ende i et udbrud, hvor han både er hurtigst og stærkest.

 

Åbningsetapen bekræftede, at Valentin Paret-Peintre er indbegrebet af en lottokupon, men allerede på 2. etape var han meget bedre. Kan vi tro på, at han nu har fundet det niveau, han havde i Alperne, står han ret stærkt til en etape som denne. Han klatrede som en drøm og vil være svær at sætte på denne mur, og terrænet burde i det hele taget passe ham hæderligt. Det bedste af det hele er, at han i Alperne viste, at det ikke kun er hans bror, der er hurtig, og dermed har han hele den pakke, der skal til for at gøre det færdigt.

 

Egentlig passer hans bror, Aurelien Paret-Peintre bedre til denne etape. Han klatrer nok ikke længere så godt som sin bror, men indtil nu har han været mere formstærk end yngstemanden. Vigtigst er det imidlertid, at han er den hurtigste af de to, og selvom det ikke er i stigende spurter, vi har set ham, burde han kunne afslutte på en bakke som denne. Han har også en vis robusthed og power til den flade start, og derfor er der kun én grund til, at han glider ned ad min liste. Han har tabt lidt for lidt tid til, at UAE vil give ham frihed, hvis de har planer om at forsvare trøjen - og så er han nok også en mand, der med større sandsynlighed skal blive hos Ben O’Connor end Vendrame og lillebror.

 

Det er også opløftende at kunne rangere Mikkel Honoré så højt igen. Danskeren imponerede allerede på 1. etape, og siden så han godt ud med sit angreb på 3. etape, selvom han endte med at blive kørt ud af hjulet af Pogacar, hvad der jo kan ske for selv den bedste. Vi så dog også på 1. etape, at han ikke kunne matche de bedste fra udbruddet, hvor blandt andre Schachmann var markant stærkere. Heldigvis betyder den flade start, at udbruddet sagtens kan bestå af knap så stærke ryttere, og derudover kommer taktik også i spil. Modvinden vil hjælpe ham mod mere klatrestærke ryttere på muren, og derudover er han en god afsutter, der kan slå mange i denne stigende spurt.

 

Mauri Vansevevant er den tredje rytter, der rasler ned ad denne liste som følge af sit tidstab. Han har endda mistet endnu mindre tid end både Narvaez og Paret-Peintre, og derfor er også han afhængig af Pogacars nåde. Til gengæld er der en grund til, at han ligger så godt, nemlig at han har bekræftet det tårnhøje niveau, han viste i Ardennerne. Dette ardennerterræn passer ham da også ganske glimrende, men jeg har alligevel en bekymring, selv hvis han rammer udbruddet. Som vi har set tidligere i år, er han ingen ringe afslutter, men der er flere, der slår ham på stregen, og modvinden vil gøre det svært for ham at køre alene, selvom han meget vel kan være stærkeste mand i et udbrud - hvis han får lov. En ekstra udfordring er, at Visma måske ikke vil afgive ungdomstrøjen til ham.

 

Det har godt nok været sølle med Nick Schultz i år, men måske er han ved at være der. Hans 1. etape var i hvert fald hæderligt, og selvom den ikke var efter hans standard, viser den, at det går den rette vej. Han satte ikke verden i brand på 2. etape, men her sparede han sig formentlig også. Jeg har stadig svært ved at se ham matche de bedste på muren i de fleste udbrud, men modvinden hjælper. Den stigende spurt burde i hvert fald passe ham, for jeg blev for første gang opmærksom på hans fart, da han for efterhånden en evighed siden for Caja Rural gik i top 3 i en stigende spurt i Alperne.

 

Læs også
Kristoff sejrer i brostensløb efter tredobbelt dansk angreb

 

Jeg vil også nævne Simone Velasco, men uden entusiasme. Den Velasco, vi så sidste år, havde stået højt på denne liste, for her viste han særligt i Montreal et hidtil uset potentiale. I dette løb klatrede han også uhørt godt i bjergene, men han bare slet ikke fundet formen i år. Han skuffede i hvert fald stort på 1. etape, men på den anden side var hans Liege jo altså ikke en katastrofe. Havde han bare en offday på 1. etape, er han jo en glimrende kandidat, når han er hurtig og hjælpes af modvind, hvis han er oppe mod bedre klatrere.

 

En anden rytter, der står lavere, end han burde, er Attila Valter. Han har nu to gange i Strade vist, at han elsker grusløb, og han passer også perfekt til terrænet. Hurtig er han også, og da han tillige på 1. etape endelig fandt den form, han har ledt efter hele året, burde det jo være en nobrainer at rangere ham højt. Han har dog to udfordringer. Den ene er den samme som Tratnik, nemlig at Uijtdebroeks giver ham lov, og den anden og alvorligere er naturligvis dagens styrt. Visma har ikke meldt noget ud om hans tilstand, og selvom han ikke så ud til at være på vej i graven, så han i hvert fald noget mere medtaget ud end Mulubrhan.

 

En joker er Marius Mayrhofer. Uden modvind havde jeg nok ikke nævnt ham, men når nu han får en gave af vejrguderne, har han måske en chance. Vi har flere gange i år set ham klatre uhørt godt - ja, faktisk lige siden Mallorca, hvor han var tæt på at tage en choksejr foran klatrerne - og hans kørsel på 1. etape var også chokerende god. Det ændrer ikke på, at muren er for svær for ham, og selv med modvind skal han nok bruge et forspring. Det kan han til gengæld få i det taktiske spil, og ellers er der jo faktisk tid til at komme tilbage efter toppen. Hurtig er han i hvert fald, selvom han måske kan få svært ved at slå ardennertyperne i en stigende spurt, og han står stærkt i den flade start.

 

Tudor har også et andet bud, nemlig Matteo Trentin. I gamle dage havde han stået højere på denne liste, for han klatrer ikke som tidligere, men han så godt ud på 1. etape. Ikke så godt som Mayrhofer, men godt nok til, at han med modvind kan overraske på en rute, der ellers burde være for svær. Han står stærkt i den flade start, men problemet kan være, at han trods sin fart altid har været ret svag til at spurte op ad bakke. Også han skal nok bruge et forspring, men han har jo enorm rutine i det taktiske spil og er kendt som en ganske snu rytter. Til gengæld er han også kendt for at tabe de spurter, han burde vinde.

 

En anden tungere rytter er Laurence Pithie, men hans form er svær at vurdere. Han har spurtet skuffende, men det siger ikke nødvendigvis noget om klatrebenene. De er ikke testet, fordi vi endnu ikke har haft etaper, hvor det har været nødvendigt, men selv hvis han er flyvende, er denne mur for svær for ham. Også han hjælpes dog af modvinden, og mange vil huske, hvordan han klatrede chokerende godt i Australien tidligere i år. Det var på lettere stigninger, men det vidner om, at han kan forsvare sig på korte bakker. Spurte kan han også, og så må vi se, om han kan få det forspring inden muren, som han nok skal bruge. Han har i hvert fald aggressionen til at opsøge heldet.

 

Bora har også Giovanni Aleotti. Det har virkelig været opløftende at se det niveau, han har haft i dette løb. Så god har han ikke været i 100 år, men problemet er, at han har været så god, at han ikke har tabt særlig meget tid. Et tab på 4.04 burde dog være nok til, at UAE ikke går i panik, hvis han kommer væk, men spørgsmålet er så, om Bora giver ham lov. Schachmann skal nok få sin frihed, men kan Martinez undvære Aleotti? Det er ikke stensikkert, men får han chancen, har han det rette punch. Han kan også spurte på en bakke sim denne, men der er trods alt mange, der slår ham i en spurt.

 

Jeg skal vel også nævne Alex Baudin og Nicola Conci. Begge er skabt til dette terræn og har vist storform. Baudin er god ikke rasende hurtig, og han kan få svært ved at gøre det færdigt, men uden punch til en bakkespurt er han ikke. Conci er til gengæld ganske eksplosiv og hurtig, men også slået af de fleste favoritter. Baudin er den stærkeste af de to, men begge har det problem, at de nærmest ikke har tabt tid. Derfor skal de have nåde af UAE, og Baudin skal endda også have nåde fra Visma i kampen om ungdomstrøjen. Her kan jeg godt være lidt bekymret for, om de frygter ham for meget, men det bør de objektivt set ikke gøre. Samlet set ser det dog svært ud for dem begge at få frihed.

 

Jeg ville gerne rangere Christian Scaroni noget højere. Han passer perfekt til dette terræn og har en god spurt, og han har hævet sit niveau ganske meget siden efteråret. Problemet er bare, at han slet ikke virker flyvende. Han skuffede allerede på 1. etape, og han kunne ikke følge Piccolo på 2. etape. Jeg tvivler derfor lidt på, at formen rækker, men det er heller ikke sådan, at han er kørt helt bag om dansen. Måske er han ikke den stærkeste, men i en modvindsfinale kommer man jo langt på taktik.

 

Er det for tidligt for Michael Woods? Det er det jo nok, for han blev godt nok sat tidligt på 1. etape. Omvendt kørte han jo ganske fornuftigt på 2. etape, og i en finale med modvind og taktik kan man godt vinde uden at være stærkeste mand. Muren passer ham jo i hvert fald perfekt, og en 6%-spurt er bestemt heller ikke værst. Vi ved dog også, at sygdom har sat ham langt tilbage, og at han allerede sidste år var under det niveau, han tidligere havde. Det niveau, han havde dengang var stadig rigeligt til at vinde denne etape, men spørgsmålet er, om han kan finde det igen med nylig sygdom.

 

Læs også
Dansk talent sikrer podieplacering i Flandern Rundt

 

Endelig er der Edoardo Zambanini. Han er bestemt ikke den bedste klatrer, men han passer fint til denne slags stigninger. I år synes han at have hævet sit niveau, som vi så i Baskerlandet, hvor han klarede kongeetapen ganske godt. Vigtigst af alt er det, at han i samme løb kørte en chokerende god stigende spurt, der viste, at han er endnu hurtigere end antaget. Han kan være låst af Antonio Tiberi, men heldigvis plejer Bahrain altid at jagte udbrud.

 

Det er klart, at særligt Filippo Ganna¸ men også Magnus Sheffield og til dels også Tobias Foss burde være perfekte kandidater, men det er svært at tro, at de vil i udbrud inden enkeltstarten. Det samme gælder for Luke Plapp, der også har sagt, at han vil køre løbet som en klassementsrytter. Typer som Alexey Lutsenko, Damiano Caruso og Romain Bardet får næppe frihed af UAE, og jeg tvivler på, at Filippo Zana kan gøre det færdigt, selv hvis UAE giver ham frihed. Selvom han smed mere tid i dag, tror jeg også, at der er for stor frygt for Florian Lipowitz til, at han får lov, og jeg tror heller ikke, at Michael Storer har frihed. Alessandro De Marchi, Georg Steinhauser, Giulio Pellizzari, Ewen Costiou, Davide Piganzoli, Marco Frigo, Will Barta, Ruben Fernandez, Michel Ries og Alessandro Verre kan alle komme langt, men næppe gøre det færdigt, mens niveauet nok ikke længere rækker hele vejen for Simon Geschke, Simon Clarke og Lilian Calmejane. Etapen passer perfekt til Bastien Tronchon, Andrea Bagioli, Louis Barré og, men de synes for formsvage, og det samme gør Davide Ballerini og Stefano Oldani, der begge skal være 100% for at være med her, hvad der også gælder for Jasper Stuyven, der er på vej tilbage efter en skade. Christophe Laporte virker ikke flyvende og havde et slemt styrt i dag, og Alexander Kamp, Chris Hamilton, Rainer Keppplinger, Matteo Fabbro og Jefferson Cepeda virker ikke flyvende. Kaden Groves kunne måske overraske, men han får aldrig lov af Lidl, og også Jonathan Milan, der bør være for tung, vil være låst af pointtrøjen. Jeg tror ikke længere, at dagens helte, Benjamin Thomas og Michael Valgren kan være med i dette terræn, og den må være for hård for Martin Marcellusi, Timo Kielich, Filippo Fiorelli, Damien Touzé, Jenthe Biermans, Madis Mihkels og Lewis Askey.

 

Får vi samling, er Tadej Pogacar den store favorit. Er etapesejren på spil, er der en større chance for, at han vil angribe på bakken, og en solosejr er sandsynlig. Selv Pogacar kan dog få svært ved at køre alene i denne brutale modvind, men hvor han kan være sårbar i en flad spurt, vil han være meget svær at slå på 6%. Det er vel Jhonatan Narvaez, der er den største trussel, og derudover vil jeg pege på - i rækkefølge - Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann, Quinten Hermans, Daniel Martinez, Henok Mulubrhan, Aurelien Paret-Peintre, Jan Tratnik, Mauri Vansevenant, Antonio Tiberi, Romain Bardet, Alexey Lutsenko og Geraint Thomas, der alle i lyset af modvinden har en fair chance for at overleve. Modvinden kan måske også bringe Andrea Vendrame og Marius Mayrhofer i spil, mens den bør være for svær for Kaden Groves og Jonathan Milan uanset hvad. Andre, der kan blande sig i en spurt er Kevin Vermaerke, Andrea Piccolo, Mikkel Honoré, Nick Schultz, Nicola Conci, Christian Scaroni og Simone Velasco, men enten overlever de næppe eller også mangler de farten. Endelig er Filippo Ganna åbenlyst en god kandidat til spurten, men det kræver, at han vil køre finale dagen inden enkeltstarten.

 

OPDATERING: Mikkel Honoré har desværre brækket et ribben, hvorfor vi næppe skal have forventninger til ham.

 

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Quinten Hermans, Julian Alaphilippe

Outsidere: Jan Tratnik, Henok Mulubrhan, Andrea Vendrame, Andrea Piccolo, Jhonatan Narvaez

Jokers: Kevin Vermaerke, Valentin Paret-Peintre, Aurelien Paret-Peintre, Mikkel Honoré, Mauri Vansevenant, Nick Schultz, Simone Velasco, Attila Valter, Marius Mayrhofer, Matteo Trentin, Laurence Pithie, Giovanni Aleotti, Alex Baudin, Nicola Conci, Christian Scaroni, Michael Woods, Edoardo Zambanini

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar, Jhonatan Narvaez, Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann, Quinten Hermans, Daniel Martinez, Henok Mulubrhan, Andrea Vendrame, Kaden Groves, Marius Mayrhofer, Aurelien Paret-Peintre, Jan Tratnik, Mauri Vansevenant, Filippo Ganna

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Maximilian Schachmann
Quinten Hermans, Julian Alaphilippe
Jan Tratnik, Henok Mulubrhan, Andrea Vendrame, Andrea Piccolo, Jhonatan Narvaez
Tadej Pogacar, Kevin Vermaerke, Valentin Paret-Peintre, Aurelien Paret-Peintre, Mikkel Honoré, Mauri Vansevenant, Nick Schultz, Simone Velasco, Attila Valter, Marius Mayrhofer, Matteo Trentin, Laurence Pithie, Giovanni Aleotti, Alex Baudin, Nicola Conci, Christian Scaroni, Michael Woods, Edoardo Zambanini
Filippo Ganna, Andrea Bagioli, Magnus Sheffield, Tobias Foss, Luke Plapp, Florian Lipowitz, Filippo Zana, Antonio Tiberi, Romain Bardet, Alexey Lutsenko, Geraint Thomas, Jonathan Milan, Damiano Caruso, Michale Storer, Alessandro De Marchi, Georg Steinhauser, Giulio Pellizzari, Ewen Costiou, Davide Piganzoli, Marco Frigo, Christophe Laporte, Will Barta, Ruben Fernandez, Michel Ries, Alessandro Verre, Pelayo Sanchez, Simon Geschke, Lilian Calmejane, Michael Valgren, Alexander Kamp, Benjamon Thomas, Martin Marcellusi, Filippo Fiorelli, Chris Hamilton
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Estonia(2.1) 23/05-25/05

Ford RideLondon Classique(2.WWT) 24/05-26/05

Marcel Kint Classic(1.1) 25/05

Rund um Köln(1.1) 26/05

Mercan Tour Classic Alpes...(1.1) 29/05

Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 30/05-02/06

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?