Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Tinkoff

Optakt: E3 Harelbeke

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

23.03.2017 kl. 22:17 af Emil Axelgaard.

Efter appetizeren Dwars door Vlaanderen bliver det fredag rigtig alvor i den belgiske klassikersæson. Med en rute, der er nært beslægtet med den, der en uge senere benyttes i Flandern Rundt, har E3 Harelbeke opbygget et ry som den helt store test for de største klassikerspecialister, der er klar til at gave dybt en sidste gang inden det helt stor slag i Vlaanderen’s Mooiste. Det er med andre ord tid til den store generalprøve og tid til at finde ud af, hvem vi kan vente at se øverst på podiet i Oudenaarde om lidt over en uge!

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde rytmen på brostenene og de belgiske hellingen i onsdagens Dwars door Vlaanderen, der indledte den vigtige tre uger lange brostenssæson, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens løb ofte har haft ry som en chance for løjtnanterne og rytterne fra andet geled, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Harelbeke.

 

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

 

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den perfekte mulighed for at teste formen til en af sportens vigtigste løb.

 

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navn som Roger De Vlaeminck, Rik Van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

 

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

 

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

 

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

 

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen forud for det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen har gjort det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

 

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, vinde en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I år er også Dwars door Vlaanderen kommet på WorldTouren, og dermed byder ugen nu på hele tre løb på højeste niveau.

 

E3 og Gent-Wevelgem er imidlertid helt forskellige og behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flanders Rundt finder sted fredag.

 

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid tilbage på toppen, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

 

Efter Peter Sagans sejr i 2014 og Geraint Thomas’ triumf i 2015 lykkedes det sidste år Michal Kwiatkowski at sikre sig sin eneste større sejr i en ellers katastrofal sæson. Efter at Fabian Cancellara havde tilbragt en stor del af løbet i desperat jagt på favoritterne efter en uheldig defekt, var 13 ryttere samlet i front, da man ramte Karnemelkbeekstraat med 30 km til mål. Her angreb polakken, og kun Peter Sagan kunne følge ham. De to samarbejdede om at holde forfølgerne bag sig, og da de ramt opløbsstrækningen, var verdensmesteren den store favorit til sejren. Det lykkedes imidlertid overraskende Kwiatkowski at slå sin rival fra juniorårene, inden Ian Stannard med et sent angreb sikrede sig tredjepladsen foran Cancellara. Kwiatkowski satser i år fuldstændig på Ardennerne og forsvarer derfor ikke sin titel, men Sagan og Stannard vender begge tilbage i et forsøg på at gøre det bedre end sidste år.

 

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de brømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

 

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man sidste år en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejer. I år har man stort set intet ændret, og der er derfor tale om et i alt væsentligt uforandret løb på i alt 206,1 km.

 

E3 Harelbeke er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holde sig fra de kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Oombergen tæt på Zottegem. Efter 29 km får de en første chance for at teste klatrebenene på Katteberg (600 m, 6,7%, max. 8%), men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er et par flade pavéer, Beaucarnestraat, Hollweeg og Paddestraat, efter henholdsvis 28 km, 30 km og 42 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

 

Efter at have nået Oombergen efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter ca. 78 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (3440 m, 3,32%, max. 10%) efter 93 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

 

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned af de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte dig tilbage og betyde, at du aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk får op og afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

 

Rækken af stigninger starter med den brostensbelagte Oude Kruisberg (800 m, 4,8%, max. 9%) med 96 km til mål, og den efterfølges af Knokteberg (1530 m, 5,3%, max. 13,3%) bare 8 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 84 km til mål, og fem kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer så hurtigt efter hinanden.

 

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 72 km til mål. Blandt de mange hellingen er dette Tom Boonen favorit, og han misser sjældent chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han etablerer en lille gruppe af favoritter. I de senere år har Sep Vanmarcke imidlertid ofte overtaget den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg igen i år kommer tættere på mål, end den tidligere har gjort.

 

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 8 km frem til næste stigning, Boigneberg (2180 m, 5,8%, max. 15%). Den efterfølges straks af den brostensbelagte Eikenberg (1200 m, 5,5%, max. 11%), der også er en af regionens sværeste stigninger og vil skabe yderligere udskilning samt give outsiderne en mulighed for at angribe. Brostensstigningen Stationsberg (460 m, 3,2%, max. 5,7%) kommer herefter, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat kort efter, følger et nemmere stykke.

 

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

 

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46 km igen, når man rammer Kapelberg (900 m, 4%, max. 7%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

 

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (700 m, 12%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt - eksempelvis skete det i 2014. Den starter md 42 km til mål, og efter toppen er der kun 3,5 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. Det var her Cancellara i 2013 satte sit afgørende angreb ind, og hvor den afgørende trio blev etableret i 2015.

 

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 37 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 30 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1530, 4,9%, max. 7,3%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb sidste år. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 24 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 6,5%, max 9%) med 19 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb.

 

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,8 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikker: efter 206 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

 

 

 

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

 

Fredag får rytterne ganske flot vejr med masser af solskin og en temperatur på 15 grader på det, der ligner en smuk dag. Det vil imidlertid ikke være vindstille, idet der vil blæse en jævn til frisk vind fra øst. Dermed vil der primært være modvind i første halvdel og medvind i anden halvdel. Der vil imidlertid være masser af sidevindsstykker i den kuperede zone. Der vil være sidemedvind på stykket tilbage til Harelbeke, inden man i finalen drejer ind i sidevind med 3 km til mål. Med 1600 m til mål rammer man modvind, inden der er sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Ved første øjekast ser ruten til E3 Harelbeke ikke meget anderledes ud end den, der benyttedes til Dwars door Vlaanderen, men der er tale om et helt andet løb. Historien viser, at det er langt mere selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her er alle stjernerne for første gang i år samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere.

 

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som sagt kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører til sjældenhederne. Det kræver ganske gode vejrbetingelser, og i år synes det usandsynligt. Vejret bliver ganske vist relativt godt, men der er nok sidevind i den kuperede zone til at gøre det hårdt. Derudover er der sidemedvind på stykket hjem til Harelbeke, og det betyder, at små grupper har langt bedre muligheder for at holde hjem.

 

Først og fremmest skyldes det imidlertid den taktiske indstilling. Løbet kan meget vel udvikle sig til en slags alle mod Peter Sagan. Verdensmesteren har været i så suveræn form, at han fremstår som manden, der skal slås, og hans opvisning i Milano-Sanremo gjorde bestemt ikke hans favoritstatus mindre. Han har imidlertid et meget svagt hold, og Tom Boonen har ikke lagt skjul på, at Quick-Step vil forsøge at starte finalen tidligere end vanligt for at isolere Sagan så hurtigt som muligt. Holdet havde stor succes med at angribe fra distancen i onsdagens løb, og det vil de utvivlsomt forsøge igen denne gang. De har så mange potentielle vindere, at de ikke vil nøjes med at angribe på nøglestigningerne Taaienberg, Oude Kwaremont og Paterberg. I dette løb vil der blive angrebet, når man mindst venter det, som det skete, da Gilbert angreb på Berendries i går.

 

Det gør det vanskeligt for Sagan at håndtere situationen, men han kan finde en allieret i BMC, der som Bora stiller til start med én klar kaptajn i Greg Van Avermaet. Amerikanerne har et af de stærkeste hold og vil hjælpe med at kontrollere løbet. Også Katusha, FDJ og Cannondale stiller til start med en klar leder, og derfor vil Sagan få lidt hjælp til at undgå det rene kaos.

 

Sagan vil imidlertid med stor sandsynlighed være isoleret efter Taaienberg, og vi tror, at slovakken tager tyren ved hornene. Den farligste fase er det mellemstykke, hvor han er alene, men de øvrige hold har flere kort at spille. Når kun kaptajnerne sidder tilbage, bliver det en kamp mod mand, og derfor tror vi, at Sagan vil spille med musklerne langt tidligere end normalt.

 

E3 Harelbeke har ofte været rammen om suveræne soloopvisninger - bare tænk på Fabian Canacellaras imponerende bedrifter i de senere år - og han var ofte i samme situation som Sagan. Han viste, at den bedste strategi for en isoleret stjerne er at køre alene langt udefra, og det tror vi også, at Sagan vil gøre denne gang. Det bliver bestemt ikke let, fordi de sværeste stigninger her kommer længere fra mål, end de gør i Flandern Rundt, og det betyder, at det er nemmere at organisere en jagt.

 

Sagan er imidlertid så suveræn i øjeblikket, at vi tvivler på, at nogen kan følge ham, når han giver den gas på de sværeste hellingen. Hvis han skaber udskilning meget tidligt, er det typisk stærkeste mand, der vinder, og vi tror, at den formstærke Sagan er stærk nok til at holde selv dette stjernebesatte felt bag sig. Det bliver en stor test for Sagan at overleve et løb, hvor han ikke har meget støtte fra sit hold, men han er i år så suveræn, at vi tror på solosejr til Sagan.

 

Skal Sagan slås, skal det sandsynligvis ske på taktik, og her har Quick-Step klart de bedste kort på hånden. Med Tom Boonen, Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Matteo Trentin og Philippe Gilbert har man ikke færre end fem potentielle vindere, der alle er stærke nok til at vinde et hårdt løb som dette. Det ideelle scenarium for belgierne er at skabe en tidlig udskilning og derefter angribe deres rivaler på skift.

 

Manden med de bedste chancer er sandsynligvis Stybar. Tjekken viste i 2015, at han sammen med Sagan, Greg Van Avermaet og Sep Vanmarcke vel er verdens bedste på de belgiske hellingen, og det blev bekræftet med i onsdagens løb, hvor han tydeligvis var bedste mand på alle nøglestigningerne. Han ramte ikke formen i 2016, men i år synes han at være tilbage på sit topniveau. Samtidig flyver han stadig lidt under radaren og vil næppe blive markeret så stærkt som sine mere berømte holdkammerater. Hvis man dertil lægger, at han er meget hurtig på stregen, ser vi Stybar som Sagans værste rival.

 

Niki Terpstra har sjældent været på sit allerhøjeste niveau i dette løb, men i år kan det være anderledes. Terpstra så flyvende ud i Tirreno, hvor vi var temmelig chokerede over, hvor godt han klatrede. Aldrig har han været på så højt et niveau, og det får os til at have store forventninger til ham forud for årets brostensklassikere. Også i Dwars door Vlaanderen var han sammen med Stybar stærkeste mand på stigningerne, og han drager fordel af, at dette løb er både hårdere og længere.

 

Terpstras store problem er, at han ikke er specielt hurtig, men han er som regel snu og god til at drage fordel af holdets styrke. Hvis Quick-Step sidder i overtal i finalen, vil Terpstra køre aggressivt, og med den styrke, han har vist, bliver han ikke nem at kontrollere, hvilket han viste, da han vandt Paris-Roubaix. Kombinationen af et stærkt hold og en tilsyneladende fremragende form gør Terpstra til en af de store favoritter.

 

Greg Van Avermaet er naturligvis på papiret manden, der har bedst chance for at slå Sagan i en direkte duel, men også han kommer til kort mod Quick-Steps kollektiv. Ganske vist har han stærke folk som Daiel Oss til at støtte sig, med italieneren synes i år ikke at være på sit højeste niveau. Derfor kan Van Avermaet meget hurtigt blive isoleret, og han er nu så stort et navn, at han ingen frihed får til at angribe. Skal han vinde, skal han slå de allerbedste i en direkte duel. Det kan bestemt sagtens lade sig gøre, som han to gange har vist i Omloop Het Nieuwsblad. Vi er imidlertid ikke helt overbeviste om hans form. Han siger selv, at han er stærk, men det var overraskende, at han ikke kørte med de bedste på Poggio i lørdags - god position eller ej. Heller ikke i Tirreno-Adriatico imponerede han. Den flade spurt gør det også vanskeligere for ham at slå Sagan i finalen. Det ændrer imidlertid ikke på, at Van Avermaet naturligvis sagtens kan vinde et løb, der passer ham fint.

 

Sky stiller med et stærkt mandskab anført af Luke Rowe, der banker på til sit helt store gennembrud. Briten var skræmmende stærk i Paris-Nice, hvor hans indsats i sidevinden var hovedårsagen til Sergio Henaos samlede sejr. Sidste år viste han med fjerdepladsen i Omloop og femtepladsen i Flandern, at det blot er et spørgsmål om tid, inden han kører med om sejren i de største løb, og de bekræftede han med tredjepladsen i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Rowes store problem er, at han ikke er meget hurtig i en spurt, specielt sammenlignet med mange af favoritterne. Til gengæld er han en underdog, der får frihed til at angribe, og man skal passe på med at give en formstærk Rowe det mindste forspring.

 

Hvad skal vi forvente af Tom Boonen? Belgieren siger selv, at han er meget bedre forberedt, end han var for to år siden, men han har også indrømmet, at han ikke længere er så stærk i de flamske løb, som han tidligere var. Sidste år kom han til kort i disse løb, og vi tvivler på, at han nu om dage er stærk nok at følge de allerbedste. Som Stybar og Terpstra har han imidlertid fordel af at være på det stærkeste hold, og han kan sagtens angribe i finalen. Samtidig er han en af de store favoritter, hvis det hele skal afgøres i en spurt i en mindre gruppe. Her vil han have gode chancer, fordi han vil have arbejdet mindre end Sagan og har et meget stærkt hold.

 

John Degenkolb har ikke haft den største succes i de flamske løb, og han er klart bedre i Paris-Roubaix, hvor han måske er verdens bedste. Det ændrer imidlertid ikke på, at han altid er konkurrencedygtig her også, og han har utallige gange vist, at han ikke længere er hæmmet af sit voldsomme styrt. Han så stærk ud i Milano-Sanremo, hvor han var en af de få, der forsøgte at følge Sagan, og han er meget begejstret for sin form. Det er næppe nok til at køre med i de værste accelerationer, men samles der en lille gruppe i finalen, vil han blive meget svær at slå, da han er kendt som en af verdens allerbedste til at afslutte efter et hårdt løb.

 

Sep Vanmarcke er sammen med Sagan og Van Avermaet verdens stærkest i disse løb, og normalt ville han være en af de helt store favoritter. Han kæmper imidlertid med en ribbensskade efter et styrt i Strade Bianche og kun med store smerter gennemførte Tirreno-Adriatico. Han mærkede fremgang i weekenden, men er stadig i stor smerte, når han graver dybt. Det har gjort det svært at træne optimalt, og han er derfor ikke ideelt forberedt til dette løb. For at gøre ondt værre blev han ramt af maveonde forud for Dwars door Vlaanderen, hvor det var tydeligt, at han var langt fra sit bedste niveau. Han insisterer imidlertid på, at formen er god, og hvis han er kommet sig over sin sygdom, kan det ikke udelukkes, at han er tilbage på sit topniveau. Er det tilfældet, er han måske manden, der kan tage kampen op mod Sagan. Med sin fine spurt har Vanmarcke gode muligheder.

 

Philippe Gilbert er 4. mand i Quick-Steps hierarki, og han viste med andenpladsen i onsdags, at formen er ganske god. Her udnyttede han imidlertid mere sit hold end sin egen styrke til at vinde, og det er tydeligt, at Gilbert ikke er ved fordums styrke. Når han alligevel har seriøse muligheder for at vinde her, skyldes det, at han som del af et Quick-Step-hold vil være klar til at angribe. En tidlig offensiv bar frugt i onsdags, og det kan den sagtens gøre i dette løb også. Hans gode spurt øger hans muligheder.

 

Holdets sidste option er Matteo Trentin. Han er måske ikke helt så stærk op stigningerne som sine holdkammerater, men i en spurt det kun Boonen, der er hurtigere. Han er en af de få, der kan slå snart sagt alle i en finale, og han er samtidig aldrig bange for at køre aggressivt. I år har han været flyvende i de fleste løb helt siden Trofeo Laigueglia, og han var tæt på sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. I kraft af den kollektive styrke kan han være manden, der vinder for Quick-Step.

 

I år er Jasper Stuyven delt kaptajn med John Degenkolb i disse løb, og han er helt klar til at gribe chancen. Det viste han senest med andenpladsen i Kuurne og tredjepladsen på en etape i Tirreno, og han har i det hele taget været ekstremt velkørende hele året. Hans spurtstyrke betyder, at han kan slå de fleste på stregen, og han vil have mere frihed end Degenkolb. Han mangler stadig at vise, at han kan være der til slut i de helt hårde løb, men tiden synes at være moden for Stuyven.

 

Tiesj Benoot er fremtidens superstjerne på brostenene, men i år har han været helt usædvanligt svingende. Han har på sine bedste dage klatret fremragende, og han var stærk i Kuurne. Til gengæld kørte han skuffende i Strade Bianche, Milano-Sanremo og Dwars door Vlaanderen, og vi frygter lidt, at han har toppet for tidligt. Hans præstation i onsdags gør os bekymrede, men i lyset af de store udsving kan han sagtens være tilbage på sit topniveau fredag. Sker det, vil han være blandt de stærkeste på stigningerne, og han er aldrig bange for at angribe i finalen.

 

Alexander Kristoff er som tidligere vinder af Flandern Rundt en oplagt kandidat, men han har aldrig været på samme niveau i dette løb. Det skyldes, at hans dieselmotor ikke når at blive varm i et løb, der er så relativt kort, og når de andre er friske, har han ikke eksplosiviteten til at følge de bedste på stigningerne. Derfor er hans eneste reelle vinderchance at satse på, at det hele skal afsluttes i en spurt i en gruppe. Sker det, vil han være manden, der skal slås. Han er kendt for sin evne til at afslutte fra en mindre gruppe, og da han vandt spurten i Milano-Sanremo, bekræftede han, hvad han hele tiden har sagt: at han i år bedre, end han var sidste år.

 

Endelig vil vi pege på Oliver Naesen. Belgieren har været i top 10 i alle årets brostensklassikere og er et forrygende talent. Hans styrke blev stillet til fuld skue sidste efterår, specielt på kongeetapen i Eneco Tour, hvor han var bedre end alle stjernerne på disse stigninger. I onsdags så løbet ud til at være slut, da han punkterede midt i den absolutte finale, men på helt fantastisk vis endte han som nummer 6. Det vidner om storform, og derfor forventer vi, at han vil være der i finalen. Her kan alt ske, fordi han vil have frihed til at angribe og er hurtig i en spurt.

 

***** Peter Sagan

**** Zdenek Stybar, Niki Terpstra

*** Greg Van Avermaet, Luke Rowe, Tom Boonen, John Degenkolb, Sep Vanmarcke

** Philippe Gilbert, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Tiesj Benoot, Alexander Kristoff, Oliver Naesen

* Luke Durbridge, Edvald Boasson Hagen, Ian Stannard, Lars Boom, Scott Thwaites, Gianni Moscon, Alexey Lutsenko, Tony Gallopin, Tony Martin, Fabio Felline, Sonny Colbrelli, Stijn Vandenbergh, Daniel Oss


HUSK AT SÆTTE DINE PICKS PÅ FANPICKS
 

Danskerne

Astana stiller til start med både Matti Breschel og Michael Valgren, der deler kaptajnrollen med Aleey Lutsenko og Oscar Gatto. Også Magnus Cort har en delt kaptajnrolle med Luke Durbridge på Orica-Scott, hvor også Christopher Juul er til start som hjælperytter. Søren Kragh Andersen kan få lov at køre sine egen chance på Sunweb, der stiller uden en klar kaptajn, mens Mads Pedersen skal forsøfe at hjælpe John Degenkolb, Jasper Stuyven og Fabio Felline. Endelig er Michael Mørkøv med som hjælper for Alexander Kristoff.

 

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk