Paris-Nice-analyse: Da en succes udstillede Vismas dilemma

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Cykelsporten er på alle måder en i sportsverdenen sær snegl. Den er på én og samme tid en individuel og en kollektiv sport, hvor vinderen er den enkelte rytter, som imidlertid repræsenterer et hold, og samtidig er den i en vis forstand en sammensmeltning af flere sportsgrene, der konkurrerer på én og samme spillebane. Det kan godt være, at Jasper Philipsen og Jonas Vingegaard formelt deltager i samme cykelløb, når de kører Tour de France, men reelt gør de jo ikke. De vil aldrig komme til at kæmpe mod hinanden, og hvor Philipsen spiller på en bane, deltager Vingegaard på en anden.

Denne mærkelige konstruktion skaber imidlertid også nogle dilemmaer, man ikke ser i andre sportsgrene, hvor der skal udtages atleter til et hold. Det er ikke svært at finde kriterierne for den bedste opstilling for et fodboldhold, for det handler naturligvis om at vælge de spillere, der giver den bedste chance for at vinde kampen. Så enkelt er det bare ikke i cykelsporten, for her skal der på én og samme tid udtages ryttere til forskellige discipliner. Når man udvælger de otte mand til en grand tour, kan man sjældent få både i pose og sæk. Vil man gå efter klassementet, kan det være svært samtidig at satse på massespurterne, og satser man på begge dele på én gang, kan det ikke undgå at kompromittere chancen på både den ene og den anden bane.

Læs også

Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

Det dilemma er der et hav af hold, der har oplevet. Der er skam hold, der er lykkedes med på én gang at have succes på begge fronter, men særligt efter at holdene er blevet reduceret fra ni til otte mand, er det blevet vanskeligere. Ægteskabet mellem Erik Zabel og Bjarne Riis var vist ikke helt gnidningsfrit, selvom de jo faktisk lykkedes med at spille på to heste, og Mark Cavendish fandt også hurtigt ud af, at han ikke havde noget at gøre på Sky-mandskabet.

I dag er det vel Visma-mandskabet, der har mærket dilemmaet tydeligst. De måtte i hvert fald sige farvel til Dylan Groenewegen på et tidspunkt, hvor han vel var verdens hurtigste sprinter, alene af den grund, at hollænderen umuligt kunne få en plads i Tour de France på et mandskab, der havde ambitioner om at vinde løbet. I tilfældet med det hollandske hold er det jo endda endnu mere kompliceret, fordi Groenewegen også skulle slås med Wout van Aert, der er et af de sjældne eksempler på en rytter, der har kunnet jagte andre ambitioner på et grand tour-vindende hold - ganske enkelt fordi han er så eminent en hjælperytter og kan klare sig så meget alene, at hans deltagelse alligevel er en styrke. Sådan er det selvsagt ikke med Groenewegen, der i et Tour de France altid vil være en decideret hæmsko i jagten på den samlede sejr.

I lyset af Groenewegens skæbne var det svært ikke at få en følelse af deja-vu, da Olav Kooij pludselig bragede ind på scenen og vandt professionelle løb allerede som 18-årig. Allerede dengang kunne man næsten ikke se det som andet end to tog på direkte kollisionskurs. Meget talte nemlig for, at de havde fat i endnu en regulær sprinterdiamant, og selvom vi har lært, at han er langt mere alsidig end den noget endimensionelle Groenewegen, er han ikke som Van Aert en mand, man tager med til Tour de France, hvis man har planer om, at han skal bruges til at vinde løbet samlet.

Konflikten er bare blevet tydeligere og tydeligere for hver gang, Kooij har vundet et cykelløb og givet endnu et bevis på, at han har kurs mod måske at kunne blive verdens bedste sprinter. Allerede sidste år var det i hvert fald helt åbenlyst, da hollænderen blev nægtet en grand tour-debut i en sæson, hvor holdet havde en ambition om at vinde alle tre grand tours. Derfor var chokket også så meget desto større, da det i samme sæson kom frem, at hollænderen havde forlænget sin kontrakt til udgangen af 2025, for dermed sagde han i hvert fald definitivt farvel til en Tour-debut i nærmeste fremtid.

Tiden vil vise, om han ender med at fortryde det lige så meget, som Groenewegen, der også skrev en meget overraskende kontrakt, inden han alligevel bad om at få den ophævet før tid. Primoz Roglics exit har i første omgang givet ham lidt mere plads, for selvom holdet har Cian Uijtdebroeks som en lysende stjerne, er den unge belgier trods alt ikke så langt i sin udvikling, at der ikke kan blive plads til Kooij i årets Giro. Alligevel må han sande, at der bare er pokkers crowdy på Visma-mandskabet, for i Italien skal han alligevel kæmpe for sine chancer i en trup, der foruden Uijtdebroeks også tæller Van Aert.

Det bedste, han kan gøre for at få mere plads, er imidlertid at bevise, at han allerede nu er en af verdens bedste sprintere. Det vidste vi allerede sidste år, men i år tyder meget på, at han har taget endnu et skridt. Sidste år var det i hvert fald ret tydeligt, at han på farten stadig manglede lidt i forhold til de allerhurtigste. Det kunne han delvist kompensere for i kraft af en eminent positionering, men ikke helt nok til at kunne matche den absolutte elite.

Det kan han stadig ikke helt. I hvert fald viste UAE Tour, at Tim Merlier, der dog også synes at have hævet sit niveau yderligere, endda var ham ganske overlegen - så overlegen, at han endda næsten slog hollænderen på et halvfladt bagdæk. Alligevel står det mere og mere klart, at Kooij har fundet ekstra fart i forhold til sidste år, og måske kom det bedste eksempel, da han i dag tog sin anden sejr i årets Paris-Nice og allerede sin tredje WorldTour-sejr i år.

Sidste år havde han nemlig nogle drabelige dueller med Mads Pedersen. Lidt overraskende slog danskeren sin hollandske rival på ren fart på løbets 2. etape, der ellers var en af de helt lette dage, hvor Pedersen som regel er kommet til kort mod Kooij-typerne. Da de to dystede igen på løbets 5. etape på endnu en let dag, faldt det ganske vist denne gang ud til fordel for hollænderen, men igen i en ganske tæt afgørelse.

Sådan var det imidlertid slet ikke, da Kooij i dag for anden gang på bare fem dage snød danskeren for det Paris-Nice-hattrick, der mere og mere fortoner sig i horisonten. Det var det i søndags, hvor afgørelsen var knivskarp, men her spurtede man også på så hård en bakke, at Kooijs sejr vil bare var et bevis på den øgede holdbarhed, vi så med hans vilde EM for et halvt år siden. Da Pedersen og Kooij i dag atter stod ansigt til ansigt, denne gang i en flad spurt, var der imidlertid ingen hverken over eller ved siden af hollænderen, der viste sig Pedersen overlegen på en helt anden måde, end det gjaldt sidste år.

Læs også

Vigtig Vingegaard-hjælper: Ingen grund til bekymring

Det fortæller historien om, at Kooij nok er endnu hurtigere nu, og det er ikke så mærkeligt. Som Jasper Philipsen er det seneste eksempel på, synes sprintere også i denne vidunderbørnenes tidsalder at skulle bruge lidt ekstra tid på at finde deres allerhøjeste topfart. Den jagter Kooij formentlig stadig, men med dagens gevinst viste han, at han fortsat nærmer sig. Tiden vil så vise, om han når hele vejen og en dag kan kalde sig verdens hurtigste.

Det bedste af det hele var måske endda, at sejren også siger noget om hans øgede holdbarhed. Modsat mandagens etape, der var helt flad og blev kørt i sneglefart, var dagens etape benhård, og jagten på et stærkt udbrud betød, at feltet kom til Sisteron tidligere end planlagt, selvom der var modvind næsten hele dagen. Den slags hårde løb er jo guf for Pedersen, der også fik lidt ekstra fordel af, at klassementsrytterne fik lyst til at lege lidt på den sidste lille bakke. Det burde i hvert fald have trættet Pedersen mere end Kooij, men selv under de omstændigheder er Kooij bare den hurtigste af de to.

Det er en skam for Pedersen, der nu kun har ét skud i bøssen, hvis han vil fuldende sit hattrick i det franske løb, men i dag kan han til gengæld glæde sig over, at det nye tog med Jasper Stuyven og Ryan Gibbons rejste sig efter mandagens kiksere og beviste det store potentiale, de har på papiret. På det punkt har han i hvert fald en klar fordel i forhold til Kooij, for mens danskeren ikke blot har et godt tog, men også sjældent misser ud i positionskampen selv, er den engang så fremragende hollandske positionering endt som en decideret svaghed. Det så vi igen i dag, hvor Kooij ikke var uheldig med ikke at blive lukket inde, da han nok engang sad så langt tilbage, at han sagtens kunne være blevet blokeret.

Det skete i hvert fald for den anden hollandske supersprinter og Kooijs forgænger som Vismas sprinterhovedpine. I dag imponerede Jayco-toget ellers endelig, da ramte fronten på den sidste kilometer, men om så ofte før havde kaptajnen tabt hjulet på sit hold. Dermed viste det sig at være skønne spildte kræfter, at han havde gravet dybt for at overleve stigningerne, og den triste sæsonstart fortsætter for en mand, der i hvert fald ikke længere kan kalde sig verdens bedste sprinter.

Men han klatrer bedre end tidligere. Det så vi igen på en dag, hvor stigningerne ganske som ventet var for svære for tonstunge Arvid de Kleijn og Gerben Thijssen, der begge er rasende hurtige, men ikke bryder sig om mange motorvejsbroer, og en ganske vist lidt småsyg Fabio Jakobsen, hvis triste start hos DSM synes uden ende. Deres død var imidlertid andres brød. I hvert fald gav det chancen for de spændende stortalenter Madis Mihkels og Tobias Lund, der begge fik lavet et fint resultat - ikke mindst Lund, der kom i ganske god fart til sidst. Dermed er han forhåbentlig endelig tilbage på sporet efter en lidt tung sæsonstart og klar til at bygge videre på det store, store potentiale, han viste sidste år. Til gengæld var det ikke alle talenter, der havde den bedste dag, for i dag måtte Laurence Pithie sande, at hans ellers så eminente positionering faktisk godt kan komme til kort.

Også hos veteranerne var der både skidt og kanel. Der var i hvert fald opløftende takter hos både Pascal Ackermann og Sam Bennett. Tyskeren er bestemt ikke kommet godt i gang i israelsk tjeneste, men i dag viste han lidt af den genfundne fart, vi fornemmede i Giroen. Endelig fik han styr på den positionering, der altid har været hans største styrke, og selvom man i gamle dage naturligvis havde ventet, at han altid ville slå Pedersen på fart, var der da i hvert fald i dag lidt liv i de stænger, som ikke er som i gamle dage.

Det er de heller ikke hos Bennett, men ireren er kommet stærkere tilbage end frygtet efter det horrible 2023. Det gik ikke godt i Emiraterne, hvor han også var en ren enmandshær, men her i Frankrig, hvor hjælpen har været bedre, har han positioneret sig hæderligt og spurtet ganske pænt. Mest overraskende er det, at han også klatrede godt på 1. etape, og selvom han er milevidt fra at være den gigant, han engang var, ligner det ikke længere et helt dumt valg af Ag2r, hvis de kan leve med, at de sejre, han tager, nok kun bliver i mindre løb.

Det kunne være på den franske scene, hvor han så skal slås med Arnaud Demare og Bryan Coquard, og i det opgør er det i hvert fald ham, der har fået den bedste start. Igen i dag fik vi at se, at Arkea uden den skadede Florian Senechal slet ikke har toget til at støtte positioneringssvage Demare. Og Cofidis måtte igen sande, at hvis de vil have noget ud af den ligeledes positioneringssvage Coquard, skal de da i det mindst ledsage ham af en eller anden form for tog.

Den slags har han nemlig behov for. Det har Danny van Poppel ikke, for han har altid positioneret sig storartet. I dette løb er Bora jo ellers kommet til start med et fokus på at vinde med Primoz Roglic, og faktisk er det lidt overraskende, at de har udtaget Van Poppel og givet ham plads til også at spurte. Det er jo lige præcis det, der er et særsyn i moderne cykelsport, hvor man i vidt omfang skal vælge. UAE er jo kommet med en ren klassementstrup, og det samme er Soudal, der ikke giver Casper Pedersen spor plads til at spurte.

Læs også

Ny holdkammerat til Mads P. udgår i Dauphiné

Den plads får Kooij i dette løb, hvor Visma trods alt ikke har troet på, at de kan vinde med Matteo Jorgenson eller Wilco Keldermna, men den plads får han næppe i et Tour de France, hvor det er Jonas Vingegaards navn, der står først på holdkortet. Fuldender han sin kontrakt, skal han næppe regne med at køre verdens største cykelløb for i 2026, og medmindre Vingegaard pludselig falder drastisk i niveau, skal han nok også finde et andet hold, hvis han den slags ambitioner til den tid.

I dag viste han nok engang, at han har gode chancer for om kort tid at ende som verdens sprinter - akkurat som Groenewegen var det, da han kørte for holdet. På én og samme tid viste han bare også, at Visma-ledelsen står med præcis samme dilemma, som de gjorde for nogle år siden med en anden hollandsk supersprinter.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT