Volta a Catalunya-analyse: Både en smule slovensk og dansk menneskelighed

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

For nogle uger siden indledte jeg min analyse af kongeetapen i Tirreno-Adriatico med en bemærkning om, at hans rivaler nok havde haft en temmelig dårlig nat. Dagen forinden havde Jonas Vingegaard nemlig kørt dem alle midt over med en af sine mere skræmmende magtdemonstrationer, og derfor var der lagt i kakkelovnen til noget ganske voldsomt, da rytterne 24 timer senere blev serveret for en betydeligt hårdere etape.

Hvis rivalerne havde sovet uroligt, skulle det imidlertid vise sig at være helt ubegrundet. Jovist, danskeren tog skam den forventede sejr, men slet ikke med den overlegenhed, han havde gjort det med 24 timer tidligere, hvor den sidste stigning ellers var betydeligt lettere. For en gangs skyld viste den ellers normalt så ustoppelige dansker en lille smule menneskelighed, selvom han ikke efterlod nogen tvivl om sin overlegenhed i det ellers stærke felt.

Læs også

Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb

Dengang kom jeg til den konklusion, at det nok havde været bevidst. Skulle Vingegaard køre sig fuldt ud, skulle det alene være i træningsøjemed, for han havde for længst sikret sig den samlede sejr. Alligevel var det svært ikke at bemærke det lille mønster, at vi havde set noget lignende før. Da han under Touren havde leveret sin mirakelenkeltstart, var han nemlig på den efterfølgende kongeetape helt anderledes human, end han havde været i resten af løbet - også selvom det var på den etape, han endegyldigt knækkede Tadej Pogacar.

Det vil være helt logisk, hvis de mange ambitiøse klassementsryttere i årets Volta a Catalunya i går aftes gik i seng med samme uro, som Tirreno-favoritterne gjorde det for nogle uger siden. I går var vi nemlig vidner til en lige så voldsom magtdemonstration fra Pogacar, som vi havde set det fra Vingegaard i Italien. Ganske vist var sloveneren begunstiget af et betydeligt vanskeligere bjerg end den bløde San Giacomo-stigning, danskeren havde brugt til sit vilde ridt, men når man ser på de afstande, man historik har set på Vallter 2000, var Pogacars ridt stadig ganske ekstraordinært.

Derfor var der lagt i kakkelovnen til endnu en knusende magtdemonstration, da det catalanske løb i dag fuldendte sit obligatoriske todagesbesøg i Pyrenæerne med endnu en stor bjergetape. Denne gang måtte Pogacar ganske vist leve med, at den afsluttende stigning, Port Ainé, var betydeligt lettere end Vallter 2000, men til gengæld var der denne gang tale om en ”rigtig” bjergetape med hele tre store bjergpas og ikke færre end 4000 højdemeter. Ja, faktisk var forventningerne til det slovenske uhyre vel så enorme, at ingen reelt kunne se andet end uheld eller et udbrud forhindre ham i at tage endnu en sejr.

Sidstnævnte var til gengæld også en reel trussel. Det er velkendt, at mange af cykelsportens herskere ofte har forsøgt at undgå at virke for grådige, og derfor kunne det være dagen, hvor Pogacar lod et udbrud komme til fadet. Den slags manglende lyst til at vinde kendetegner imidlertid ikke den nuværende generation af sportens konger. Uanset om vi taler om Pogacar, Vingegaard, Remco Evenepoel eller Primoz Roglic, lægger de sjældent en dæmper på sig selv, hvis de har chancen for at vinde, og derfor kunne det ellers stærke udbrud hurtigt glemme alt om at få en chance, da UAE-mandskabet fra start lagde etapen i et jerngreb.

Dermed var der kun uheld tilbage til at stoppe Pogacar, og dem slap vi heldigvis for. Derfor skal præsten heller ikke skrive sin prædiken om, for det gik akkurat, som han prædiker. Pogacar lagde bånd på sig selv sjældent længe, mens han lod Soudal med kometen William Junior Lecerf, der efter gårsdagens skuffelse fornemt rejste sig selv igen, og den i dette løb delvist genfødte Jan Hirt sætte et dræbende tempo, der satte Mikel Landas angreb i scene. Det var signalet til slovenere om at gøre det, han nu engang gør bedst, og den kløe, han må have haft i benene, da han udskød sit angreb så længe, blev hurtigt erstattet af den voldsomme power, vi kender ham for, og som førte til den helt forudsigelige etapesejr.

Alligevel var der en følelse af deja-vu. Akkurat som med Vingegaard i Tirreno, var der denne gang en helt anden menneskelighed over Pogacar. Hans sejrsmargin var igen rystende stor, når man ser på de forskelle, vi historisk har haft på Port Ainé, men mod slutningen var han helt ude af stand til at vinde tid på Landa, da baskeren til slut åbnede for gassen.

Det kan der være mange forklaringer på. Modsat Vingegaard i Italien har han jo faktisk nogle ret hårde etaper senere i løbet, hvor han får behov for nogle af de kræfter, han med nogen fordel kunne spare i dag. Det er derfor slet ikke usandsynligt, at han har kørt med håndbremsen en smule trukket, akkurat som jeg tror, at Vingegaard gjorde det i Italien. Men der er også for hans vedkommende den mulighed, at han faktisk var en lille smule mærket, efter at han havde gravet så dybt i går.

Hvad der er sandheden, får vi næppe nogensinde svaret på, men det bliver ganske interessant at se, hvilken udgave af Pogacar vi får i weekenden, når klassementskampen efter to lidt lettere dage genoptages med en yderst brutal bjergetape og slutteligt det altid livlige festfyrværkeri på Montjuic i Barcelona. Ingen er i tvivl om, at Pogacar vil vinde de to etaper, hvis ikke udbrud eller uheld kommer i vejen, men det bliver bestemt ikke uinteressant at se, om han genfinder den overlegenhed, han havde i går, eller om man måske også her kan fornemme en lille smule menneskelighed.

Kender vi ham ret, har Landa i hvert fald tanket selvtillid i dag. Når han er godt kørende, tror han altid meget på sig selv, og derfor var det verdens mindste overraskelse, at det var hans mandskab, der i dag forsøgte at lægge et pres i finalen. Han vil utvivlsomt også have noteret sig, at han kørte lige op med et af sportens fænomener på etapens sidste del, og selvom logikken vil tilsige, at han herfra skal forsøge at forsvare den 2. plads, der i et løb med Pogacars deltagelse er det samme som en sejr, men mit gæt vil være, at baskeren går i seng med en tro på, at han måske kan gøre det umulige i weekenden.

Læs også

Stor profil tog fem kilo på under Giroen

Det kan han næppe, men det gør næppe noget for Patrick Lefevere. Han kan nemlig nok engang konstatere, at han har haft en heldig hånd med sin signing af en gammel veteran, for der er absolut intet, der tyder på, at Landa er i tilbagegang. Tværtimod er han måske endnu stærkere i dette løb end for et år siden, hvor netop Catalonien faktisk var det eneste af hans forårsetapeløb, hvor han ikke virkede alt for stærk. Ja, faktisk efterlader han for mig et stærkere indtryk end hans chef, Evenepoel, gjorde i Paris-Nice, og mit gæt er derfor stadig, at han vil ende som holdets bedste mand i en Tour, hvor jeg frygter endnu et af de mange kollapser fra det belgiske vidunderbarn.

I den analyse nager dog også hele tiden min tvivl om, hvor højt niveauet er i dette års udgave af det catalanske løb. Navnene er ellers store, men det er ret åbenlyst, at flere af dem ikke er på deres bedste. Selvom han var betydeligt bedre i dag - og måske er i gang med at køre et af sine bedste ugelange løb - er det i hvert fald ikke grand tour-udgaven af Sepp Kuss, vi ser. Det ændrer dog ikke på, at det er ganske opløftende at se ham køre så fint i et kortere løb, for det betyder formentlig, at han vil være flyvende i de lange løb, der virkelig passer ham.

Det er bestemt heller ikke den bedste Enric Mas, vi ser. Hans motor er langsomt ved at blive varmet op, og derfor bliver han som altid bedre og bedre, men der er stadig lang vej til den Mas, vi så i foråret 2021 og 2022. I det hele taget var det slet ikke nogen god dag at være Eusebio Unzue på. Det står nemlig helt klart, at Nairo Quintana har meget at arbejde med, hvis han skal gennemføre et comeback, der hele tiden har virket en smule usandsynligt. Heldigvis er det opløftende at se Einer Rubio, der i dag ofrede sig med sit hårde arbejde for Mas, levere bedre end tidligere, men det ændrer ikke på, at holdets to esser lige nu virker et stykke fra sit bedste.

Det kommer dog ikke som noget stort chok. Jeg er langt mere overrasket over, at de to kometer Lenny Martinez og Cian Uijtdebroeks ikke præsterer bedre. I går forsøgte både jeg og de at forklare det med kulden, men den forklaring smeltede i den sol, rytterne fik at mærke i dag. Okay, Uijtdebroeks var også et stykke fra sit niveau i Tirreno og har fokus på Giroen, men jeg havde altså ventet at se en større fremgang siden det italienske løb. Den kan nå at komme, men jeg er forbavset over, at han ikke er startet stærkere.

Stærkt er Martinez til gengæld startet, men det helt store gennembrud, jeg havde regnet med i denne uge, er udeblevet. I dag handlede det alene om overlevelse på en etape, der virkelig burde have passet ham, og dermed fremstår det stadig som lidt af et mysterium, hvordan han kunne være så tæt på Vingegaard på den galiciske kongeetape. Dette løb har i hvert fald vist, at han stadig har lidt at arbejde med i sin udvikling, for modsat Uijtdebroeks har han jo faktisk dette løb som et af sine sæsonmål.

Det har Aleksandr Vlasov helt sikkert også, når nu han skal være hjælper for Roglic i Touren, og han har da også kurs mod en pæn podieplads. I dag virkede han imidlertid slet ikke så overbevisende som i går, og dermed blev det nok engang bevist, at han altså er bedre på de lidt lettere etaper end de helt store bjergetaper. Det skal dog ikke slette indtrykket af, at han har rejst sig ganske flot de seneste uger og slet ikke er faldet igennem, som jeg frygtede i sæsonens første uger. Da også Sergio Higuita i dag viste sine første livstegn i lang tid med sin lange, lange føring for sin kaptajn, var det endnu en god dag på Bora-kontoret i et forår, der ellers ikke har været alt for opløftende.

Det kræver bare, at vi kan stole på, at niveauet i dette løb vitterligt er højt. Forud for løbet var der bestemt grund til at fremhæve Wout Poels, der så godt ud i Tirreno, Chris Harper, der i Paris-Nice fortsatte sin lovende udvikling, og Cristian Rodriguez, der gjorde det samme i Tirreno, men hvis jeg forinden var blevet foreholdt, at de ville ende som hhv. nr. 4, 7 og 8 på denne etape, havde jeg nok rystet en smule på hovedet. Ikke desto mindre leverede de alle et af deres bedste ridt på så stor en bjergetape - for Poels’ vedkommende nok kun i de senere år - og det skaber altså en lille tvivl om, hvor stærkt det egentlig går på de catalanske veje.

I det lys er det måske også ekstra nedslående at se Egan Bernal og Joao Almeida. Colombianeren levede desværre op til teorien om, at han i den grad kæmper med restitutionen efter sit comeback, og hvis den tendens fortsætter, bliver han jo nok mere en mand til ugelange løb end til grand tours i fremtiden. Mere overraskende var det at se dieselmotoren Almeida, der jo ellers med sin nylige sygdom lignede en mand i fremgang, på den måde falde sammen, men det må vi vel fortsat forklare med den problematiske februar, selvom det er svært at forklare, hvordan han pludselig kunne blomstre så fornemt op som i går. Men i det mindste gik det ikke så galt, som det gjorde for Simon Yates, hvis kollaps i dag var så stort, at det vel ikke alene kan forklares med lidt sygdom - slet ikke når sæsonstarten også var så svag.

Heldigvis var der også klare lyspunkter - ud over naturligvis Landa, Poels, Vlasov, Rodrigyez og Harper. Vi fik i hvert fald bekræftet, at Antonio Tiberi vitterligt er en af de førende lottokuponer, for han er helt umulig at regne med. Det er godt nok allerede mange gange, at han efter nogle elendige dage pludselig er dukket op som en trold af en æske, men i dag gjorde han det igen. Han lignede jo fra sæsonstart en mand, der var klar til at fortsætte den lovende udvikling, vi så i Vueltaen, men det skulle åbenbart tage lidt tid. I dag fik han bekræftet, at han på sine gode dage er en dygtig klatrer, men desværre hjælper det alt for lidt, hvis ikke han finder bare en smule stabilitet.

Læs også

Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne

Den stabilitet har jo altid manglet hos George Bennett, i hvert fald tidligere. I de seneste år har han jo været helt stabil, men desværre bare stabilt skuffende. Derfor var det virkelig opløftende at se, at der stadig er liv i de gamle ben - ikke mindst når hans kaptajn, Michael Woods, fortsætter de kedelige takter, vi allerede så sidste år. Det var også godt at se, hvordan Laurens De Plus fortsætter sit stille comeback, at Lorenzo Fortunato fortsætter de pæne takter fra sidste år, at stortalentet Matthew Riccitello pludselig fandt i hvert fald lidt af de takter, jeg havde ventet at se, og at Esteban Chaves trods alt stadig kan lave en top 20 på en bjergetape. Og så er det ret chokerende at se, hvor godt Eric Fagundez klatrer, for det har taget mig lidt på sengen, at han er så god, når vi taler om en løb, hvor mange ofte har fået en brat opvågnen, fordi niveauet bare generelt er tårnhøjt.

Helt så højt virker niveauet bare ikke til at være i år, og derfor er det måske på en lidt billig baggrund, at Pogacar er så suveræn. Det gør dog næppe det helt store. Uanset hvordan niveauet havde været, havde han vundet dette løb, medmindre Vingegaard var kommet til start, og det er også helt forventet, at han gør det med forskelle, vi aldrig tidligere har set på disse målbjerge, arrangørerne bruger igen og igen. Alligevel var der i dag et skær af menneskelighed, som vi normalt ikke ser fra sloveneren, og som måske kan gøre, at rivalerne kan sove lidt roligere frem mod den kommende weekend. Den vil vise, om den slovenske menneskelighed er en vedvarende størrelse. Om den danske er det, finder vi først ud af i Baskerlandet om nogle uger.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT